Full text of "Naturhistorisk Tidsskrift"

See other formats

Ile'

■nnpi

»■Hill

—

■II

■I

1111111

■li

jhi

UN1VERS1TY OF

7é>3é>

NATURHISTORISK TIDSSKRIFT

STIFTET AF HENRIK KROYER

UDGIVET

PROF. J. C. SCHIØDTE

TREDIE RÆKKE

FORSTE BIND

MED XIV TAVLER OG 2 KAART

KJØBENHAVN

C. A. REITZELS FORLAG

THIELES BOGTRYKKERI

18G1-63

INDHOLD

FØRSTE H E F T E

(Udgivet i Juli 1861)

Side

KROYER, H., Prof. Dr.: Et Bidrag til Kundskab om

Krebsdyrfamilien Mysidæ 1.

Tab. I. Analyser af Mysis flexuosa Miill. , M. vulgaris

Thonips., M. cornuta Kr. , M. latitans Kr. , M.

arctica Kr.
Tab. II. Analyser af Cynthia inermis Kr. , Anchialus ty-

picus Kr., Promysis Galateæ Kr.

BRETTON, S., Cand. jur. Baron: Nogle Iagttagelser

over Humlerne 76.

HAGEN, H., Dr. phil.: Om O. Fr. Miiller's Arbeider

over Danmarks Odonater 94.

MEINERT, FR., Cand. theol.: Bidrag til en Kritik af
Schroeder van der Kolk's Anatomie af Heste-
bremsens Larve 104.

DIDRICHSEN, F. , Bot. Doc: Har Linné seet Tingen
og havt Syn paa Sagen trods nogen Eftermand?

Tvende botaniske Smaatilfælde 119.

UDGIVEREN: Danmarks Harpaliner 149.

UDGIVEREN: De Metamorphosi Eleutheratorum Ob-
servationes. Bidrag til Insekternes Udviklings-
historie 193.

Tab. III. Gyrinus marinus Gyll. — Hydrous aterrimus

Eschltz.
Tab. IV. Hydrophilus caraboides L. — Hydrobius fus-

cipes L. — Philydrus testaceus F.
Tab. V. Philydrus testaceus F. — Berosus spinosus Stev.

ANDET H E F T E

(Udgivet i Mai 1862)

UDGIVEREN: De Metamorphosi Eleutheratorum Ob-
servationes. Bidrag til Insekternes Udviklings-
historie 199.

Tab. VI. Sphæridium scarabæoides F. — Sphæridium
bipustulatum F. — Cercyon analis Payk.

Side

Tab. VII. Cercyon litoralis Gyll. — Hydrophilus cara-

boidesL. — Berosus spinosus Stev. — Helophorus

grandis Duft. — Helophorus granularis Muls.

Tab. VIII. Necropborus Vespillo Hersch. — Necrophorus

mortuorum F.
Tab. IX. Silpha rugosa F. — Silpha obscura Illig.
Tab. X. Choleua fusca Panz. — Anisotoma glabra
Kug. — Agathidium mandibulare St.
KRØYER, H., Prof. Dr.: Nogle Bidrag til nordisk

Ichthyologi 233.

RINK, H., Inspect. Dr. : Om Vandets Afløb fra det

Indre af Grønland ved Kilder under Isen .... 311.

1. Gronlænder Stenen Mollers Kaart over Narsalik - lis-
fjorden.

2. Kaart over Grenland, udvisende Indlandets formodede
Vandafløb under Isen eller dets oprindelige Floder.

FISCHER, J. C. H., Statsrevisor: Nogle Iagttagelser
over Danmarks Fugle, med særligt Hensyn til
Vendsyssel 328.

TREDIE HEFTE

(Udgivet i Juni 1863)

MØRCH, OTTO A. L. : Revisio critica Serpulidarum, et

Bidrag til Rørormenes Naturhistorie 347.

Tab. XI. Laag af forskjellige Rororme af Slægterne
Galeolaria, Hydroides, Pomatostegus , Spiro-
branchus, Pomatocerus og Phragmatopoma.

BERGH, RUD., Dr. med.: Campaspe pusilla, en ny
Slægtsform af Dendronotidernes Gruppe, samt

Bemærkninger om Dotidernes Familie 471.

Tab. XH. Campaspe pusilla Bgh. — Doto coronata Gm. —
Dendronotus arborescens. — Glaucus atlan-
ticus Forst.

BERGH, RUD. , Dr. med. : Anatomisk Undersøgelse af
Sancara quadrilateralis, en ny Slægtstyp af

Pleurophyllidiernes Familie 484.

Tab. XIII og Tab. XIV. Sancara quadrilateralis Bgh.

KROYER, H., Prof. Dr. : Nogle yderligere Bemærk-
ninger i Anledning af Liparis lineata 539.

UDGIVEREN: Tillæg til Danmarks Harpaliner .... 554.

ET BIDRAG TIL KUNDSKAB OM KREBSDYRFAMILIEN

MYSDDÆ

AF HENRIK KRØYER

Da jeg 1849 maatte standse Udgivelsen af »Naturhistorisk
Tidsskrift« paa Grund af Tidsforholdene, haabede jeg dog
snart at kunne optage det igjen; men, efter at jeg først var
bleven afholdt fra dets Fortsættelse, deels ved andre Arbeider,
deels ved Reiser, forværredes mit Helbred og svandt min Ar-
beidskraft i den Grad, at jeg nødedes til ganske at give Slip
paa denne Tanke. Det var mig derfor meget behageligt, af
min Kollega, Professor Sehiødte, som, medens jeg redigerede
Tidsskriftet, méddeelte saamange værdifulde Bidrag til det, at
erfare, at han, i Erkj endelsen af den store Nytte, et saadant
litterært Meddelelsesmiddel yder Videnskaben, var tilbøielig
til paany at oplive det. Og da han ønskede et Bidrag af
mig til dets første Hefte, kunde jeg uden Vanskelighed gaae
ind herpaa, eftersom jeg har adskillige Sraaaarbeider liggende,
der lade sig betragte som ligefremme Fortsættelser af, eller
Supplementer til tidligere Arbeider i Tidsskriftet, især saa-
danne, som oprindeligt vare bestemte for det franske Reise-
værk »Voyage en Seandinavie«, og tildeels referere sig til de
dette Værk ledsagende zoologiske Afbildninger, som jeg i sin
Tid har ladet udføre x). Blandt saadanne Arbeider har jeg

l) At det omtalte franske Værk har en stor Mængde zoologiske
Tavler, men ganske mangler Text til disse, vil maaskee ikke
være den nordiske Faunas Dyrkere ubekjendt. Skjondt det
ikke vilde være upassende, nærmere at udvikle Sammenhængen
heraf, maa dog dette opsættes til en anden Ledighed.

her valgt de nordiske Mysidæ, og meddeler Beskrivelse af
sex til disse henhørende Arter.

Milne-Edwards (Hist. d. Crust. II, 457 flg.) anfører
kun fem sikkre Arter af Slægten Mysis, nemlig to fra
Middelhavet og tre fra Frankrigs og Englands Kyster. Derimod
har han ikke vovet at optage de to nordiske, for saa lang
Tid siden beskrevne og afbildede Arter: Mysis flexuosa
Miill. og Mysis oculata Fabr., fordi han, ifølge det Mangel-
fulde i Meddelelserne om dem, ikke kunde afgjøre, om de
skulde betragtes som egne Arter, eller maaske maatte falde
sammen med de af ham beskrevne, og han berører dem derfor
kun i Forbigaaende.

At oplyse denne Tvivl, og at vise deres Forhold til de
af ham optagne Arter, ansaae jeg baade for nyttigt i Alminde-
lighed og for fuldkomment overeensstemmende med det franske
Reiseværks Plan, og lod derfor udføre i det Enkelte gaaende
og paalidelige Tegninger af dem begge (Mysis oculata, Crust.
tab. 8, M. flexuosa tab. 9l)> °g beskrev dem tillige i den
nødvendige Detail. Det er disse to Beskrivelser, jeg her
stiller i Spidsen for mit lille Arbeide.

1. MULLERS KAARE (MYSIS FLEXUOSA MULL.)

Muller, Prodr. Zool. dan. n. 2352: Cancer flexuosus.

— Zool. dan. fase. II, pag. 34 og tab. 66 fig. 1-9 : C. flexuosus.
Leach, Lin. Trans. XI, 350: Mysis spinulosus?
Thompson, Zool. res. P. 27: Mysis Leachii?

— Zool. res. P. 28 : Mysis Chamæleon.

Kroyer, Naturh. Tidsskr. I, 404: Mysis flexuosa.
Rathke, Beitråge zur Fauna Norwegens, S. 18: Mysis flexuosa.
Voyage en Scandinavie , Crust. tab. IX fig. 1, 2, 3.

Denne Mysisart, den første, som er bleven afbildet og
beskreven paa en noget kjendelig Maade2), forekommer

1 ) Det er til disse to Tavler jeg i det Følgende henviser, hvilket.
da Reiseværket findes paa adskillige af Byens Bibliotheker,
neppe kan ansees for uhensigtsmæssigt.

2) S labber har omtrent samtidigt (Natuurkundige Verlustigingen,
1778) afbildet og beskrevet en Mysis (under Benævnelsen:

hyppigt paa den danske Kyst, gaaer ind i Østersøen indtil
Gotland idetmindste, og naaer paa den norske Kyst idet-
mindste Trondhjemsfj orden (1. s. c. fig. 1, a: Hunnen fra Siden,
lidt forstørret).

Den synes at være blandt de største Mysisarter; dog har
jeg intet Individ seet, som overskred ti Liniers Længde, maalt fra
Panderanden til Enden af mellemste Halevedhæng. Hunnerne
synes at overgaae Hannerne temmelig betydeligt i Størrelse,
idetmindste har dette altid været Tilfældet, hvor jeg har
fundet dem skareviis sammen.

En stor Deel af Aaret træffer man den ganske nær Land,
fra et Par Fods indtil endog et Par Tommers Dybde, snart
paa bar Sandbund, snart mellem Konferver og andre Vand-
planter. Tildeels lever den sammen med andre Krebsdyr,
saasom Crangon vulgaris og Corophium longicorne, og kan,
ligesom disse, nedgrave sig i Sandet.

Farven har jeg oftest fundet hvidagtig i det Gule, hist
og her med sorte Smaapletter, af hvilke især en omtrent paa
Midten af enhver af Bagkroppens Ringes Rygflade kan mærkes.
Fra disse Smaapletter udgaae straaleagtigt, eller rettere
aareagtigt, Forgreninger til forskjellige Sider (det er denne
Omstændighed, der har foranlediget den Mullerske Benævnelse
Stjernekrebs for nærværende Art). Ikke saa sjeldent viser
den imidlertid mørkere Farver, og træffes endog stundom af
en mørk olivenbruun Farve. ' )

Rygskjoldets Længde fra Pandens forreste Rand til
Midten af den stærkt indbøiede bageste Rand indeholdes
omtrent tre Gange i Totallængden. Panden træder temmelig

Steur - Garnaal met trompetswyze oogen) , men som det fore-
kommer mig hoist vanskeligt at henfore til nogen bekjendt
Art. Den Miillerske M. flexuosa er endnu, saa at sige, ikke
optagen i Videnskaben, efterdi Milne-Edwards, som be-
mærket, ikke har tildeelt den nogen Plads, men bar ladet det
uafgjort, om den maaskee kunde falde sammen med M. spinu-
losa eller M. Chamæleon.
1) I Brændeviin taber Dyret dog hurtigt denne morke Farre og
bliver hvidagtigt.

stærkt frem imellem Øinene eller danner et Pandehorn,
(1. s. c. fig. 1, b), som dog er bredt og fladtrykket og i
Enden fladt og stumpt afrundet. Man kunde ogsaa sige, at
Panden er dybt indskaaret bag Øinenes Rod, hvorved saavel
det ovenomtalte Pandehorn dannes , som ogsaa en spids
Vinkel paa hver Side nedenfor Øinene frembringes (Rygskjoldets
forreste -nederste Vinkel). Rygskjoldets forreste Deel er
ved en tydelig Tværfure, som betegner Hovedet, afsat fra den
bageste Deel.

De inderste Føleres (1. s. c. fig. 1, b) Længde ud-
gjør omtrent f af Totallængden. Skaftet kort (ikke l af
den yderste Svøbes Længde), tyndt, dog i Enden temmelig
stærkt opsvulmet (forholdsviis stærkere end hos M. vulgaris);
Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent 5+2+3; første
Led viser i Enden af den ydre Rand fire til fem temmelig
smaa Fjerbørster; tredie Led bærer ingen Børster paa den
ydre Side, men Fjerbørster paa den indre og i Enden; andet
Led i Enden stærkt skraat afskaaret i Retningen ud og bag;
ogsaa tredie Led afskaaret i samme Retning, dog mindre
stærkt. Svøberne forholdsviis noget tyndere ved Roden
end hos M. vulgaris, den ydre næsten dobbelt saa lang som
den indre; Ledinddelingen temmelig utydelig; Børstebevæb-
ningen svag og kun lidet iøinefaldende; vel har den ydre
Svøbe paa den indre Side Spor til grove baanddannede
Børster, men de ere langt mindre end hos M. vulgaris.
Hos Hannerne fremtræder ved Svøbernes Rod det for My-
siserne eiendommelige Vedhæng, hvilket har lige Længde med
Skaftets sidste Led, eller overgaaer dette lidt, og synes at bestaae
af to Led, der indbyrdes forholde sig i Længde som 1 til 3.
Dette Redskab er forøvrigt cylindrisk, i Enden afrundet, men
synes meget sjeldent at træffes fuldt udviklet (tab. 1, fig. 1, a).

De yderste Følere (I. s. c. fig. 1, c) staae i Længde
noget tilbage for Dyrets Totallængde, men ere længere end
de inderste. Hos Hannerne synes de at være noget kortere
end hos Hunnerne. Skaftets Længde, de tyndere Led med-
regnede, omtrent lig med det bladdannede Vedhængs halve
Længde; Skaftets tykkere Roddeel bestaaer her meget tyde-

ligt af to Led, hvis indbyrdes Længdeforhold kan ansættes
som 8 til 4, medens derimod Skaftets tre sidste tyndere Led,
fra hvilke Svøben udgaaer, forholde sig indbyrdes og til de
to foregaaende omtrent som 4+5 + 5. Skaftets andet Led
har, som sædvanligt, en Torn i Enden af den ydre Rand,
som lægger sig tæt op til det bladdannede Vedhæng; Enden
af Skaftets sidste Led naaer ikke til Enden at den første
Ejerdedeel af det bladdannede Vedhængs Længde. Det
blacldannede Vedhæng er meget langt (dets Længde ud-
gjør hos Hunnen næsten \ af Totallængden fra Pandespidsen
til Spidsen af mellemste Halevedhæng) og tillige meget smalt,
efterdi dets største Brede indeholdes otte Gange eller derover
i dets Længde; den indre Rand er kun meget svagt bøiet,
dog bliver det mod Enden lidt smallere end mod Roden;
Enderanden er afskaaren lidt skraat i Retningen udad og bag;
hele den inderste Rand er tæt besat med lange Ejerbørster;
Enderanden har, foruden adskillige Ejerbørster, yderst en
Torn, der dog oftest hos voxne Hunner er afstødt. Hos
Hannerne har jeg fundet denne Torn større end hos Hunnerne.
Svøbens Led meget utydelige.

Øinene korte og plumpe; de naae langtfra ikke til
Enden af de inderste Føleres Skaft (omtrent til Enden af
dettes andet Led), og deres største Gjennemsnit er større
end deres halve Længde (1. s. c. hg. 1, b).

Kindbakken (tig. 1, d) er stor, næsten ligesaa lang
som Palpen, af stærk Bygning; dens forreste Fremragning
viser idetmindste sex eller syv Tænder, en temmelig stor
Hornknude og tæt bag ved disse Dele fire Knipper Børster,
(Børsterne i hvert Knippe ere imidlertid saa tæt forenede, at
det er vanskeligt at sige, om de ogsaa kunne betragtes som
særskilte Børster). Den lidt længere tilbageliggende Knude
viser idetmindste sex Tænder, bag hvilke atter tre Børste-
knipper eller fryndsede Børster ere anbragte (d**)

Overlæben (Fig. 1, e) fremstiller en lille, temmelig tyk,
konvex Fremragning, hvis hornagtige frie Rand i Midten
er svagt indbøiet og tillige væbnet med endeel tætstillede,
meget smaa Torne; ogsaa paa Underfladen af Fremragningen

har jeg iagttaget en Mængde sraaa, mørke hornagtige Torne,
der ere stillede saaledes, at de ligesom indeslutte et langstrakt -
triangulært Rum.

Første Kjæbepar (Fig 1, g) har kun Kindbakkens
halve Længde og er af smal Form; den ydre Plade kun om-
trent halvt saa lang som den indre og tillige smallere, omtrent
af eens Brede i hele Længden, i Enden fladt afrundet, for-
synet med ti store Torne; den indre Plade opsvulmet paa
Midten, smallere mod Enden, skraat afskaaren, væbnet med
omtrent femten store Torne paa Enderanden, desuden med
nogle store Børster paa den ydre Side lidt nedenfor Ende-
randen, og endvidere paa den indre Rand mod Midten besat
med en Mængde smaa Haar. Tæt op til denne Plade indadtil
ligger en tredie mindre Plade, som i Enden er væbnet med en
halv Snees stærke Torne1).

Andet Kjæbepar (Fig. 1, h) noget længer end første
(næsten en halv Gang), i det Væsentlige af samme Form som
hos M. oculata. Rodstykket temmelig lille, dets frie Rand
tæt væbnet med Børster, noget konvex, men ikke fremtrædende.
De to ovale Kjæbeplader anbragte den ene oven over den
anden dog lidt skraat indefter. Den toledede Palpes sidste
Led ovalt, af meget større Længde end Brede og langt frem-
ragende over Kjæbepladerne. Viften af Halvmaaneform,
foroven tilspidset, forneden afrundet, naaende med sin øverste
Spidse omtrent til Enden af Palpens første Led eller kun lidt
ud over dette. Delenes Børstevæbning er omtrent af Be-
skaffenhed som hos M. oculata.

Underlæben (Fig. 1, f) meget tynd og hudagtig; den
er dybt kløftet i to, temmelig ovale, endog ved Roden ad-
skilte Dele, som bagtil ere heftede til samme langstrakte,
smalle Hudlap; hver af disse Dele synes at bestaae af to
Led, skjøndt det lille Rodled kun er meget utydeligt afsat
fra det større Endeled. Dette har den ydre Rand jævnt og
svagt konvex, Enderanden bredt og fladt afrundet, den indre

!) Til deniie tredie Plade har jeg ikke opdaget Spor hos Mysis
oculata.

Rand temmelig lige, tæt børstevæbnet; ogsaa Rodleddenes
indre Rand er børstevæbnet.

Første Par Kjæbe fødder (fig. 1, i), hvis største
Længde indeholdes lidt meer end fem Gange i Totallængden
(omtrent 5^ Gange), har en Rod de el, hvis Længde udgjør
omtrent ^ af Kjæbefodens Længde, og kun er lidt kortere
end Fodgrenen (de forholde sig omtrent som sex til syv).
Denne sidste bestaaer af fem Led, hvis indbyrdes Længde-
forhold vanskeligt kan angives, deels paa Grund af Formens
Uregelmæssighed, deels paa Grund af de ubestemte Grændser
mellem et Par af Leddene, (det er andet og tredie Led begge
disse Bemærkninger gjælde). Første Led meget kort (omtrent
af lige Længde med femte), men bredt, af meget større Brede
end Længde, i Enden afrundet eller udbuet; andet Led det
længste, dog meget længer paa den indre end paa den ydre
Rand, og altsaa i Enden meget skraat afskaaret1); tredie
Led meget mindre end andet, særdeles kort paa den indre
Side, længere paa den ydre, i Enden lige afskaaret; fjerde
Led, som danner en ret Vinkel med tredie, er næsten lige
saa langt som andet, stærkt udbøiet paa den ydre Side,
bredere mod Enden, lige afskaaret; det lille femte Led er
overalt afrundet, næsten kredsformigt, af ligesaa stor eller
større Brede end Længde, langs hele Randen tæt væbnet med
et temmelig stort Antal lange og stærke Saugtorne, der
mod Siderne blive kortere; andet, tredie og fjerde Led ere
forsynede med Fjerbørster; første Led synes ligesom Roddelen
at savne Børster. Palpen, som er meget mere end dobbelt
saa lang som Fodgrenen, bestaaer af en toleddet Roddeel,
der ikke er halvt saa lang, som den tolvleddede Svøbe. Den
yderste Green eller Viften har omtrent lige Længde med

!) Det er den skraataf.skaarne Spidse af andet Led, der forvolder
Usikkerhed, idet den ved en Belysning synes bestemt at hen-
høre til andet Led, ved en anden til tredie, og atter stundom
synes at udgjore et Led for sig selv. Men en god og stærk
Lupe synes at afgjore Tvivlen til Fordeel for den forste Be-
tragtningsmaade.

Roddelen, er af langstrakt, tilspidset Form, og, som del
synes, at* Gjælléstruktur.

Andet Par Kjæbefødder (tig. 1, k) er lidt længere
end første, saavel hvad Fodgrenen som Palpen angaaer;
derimod er Roddelen aldeles rudimentær. Fodgrenen har
omtrent f af Palpens Længde, bestaaer af sex Led (dersom
man ikke heller vil regne det første til Roddelen), og er
forholdviis endeel spædere end Fodgrenen hos første Par
Kjæbefødder; første Led kort, men meget bredere end de
følgende, med den indre Rand indbøiet; tjerde og femte Led
de længste, indbyrdes omtrent lige lange, dannende en Vinkel
mod hinanden, det første liniedannet, det sidste noget kølle-
dannet; sjette Led, som er det korteste af Leddene, er dog
kun ubetydeligt kortere end andet, og idetmindste lig Halv-
delen af femte Leds Længde; i Bevæbning saavelsom i Form
har det Lighed med samme Led hos første Par Kjæbefødder,
dog saaledes, at Længden her er større end Breden, og
Formen altsaa oval (eller rigtigere omvendt oval). De fore-
gaaende Led ere alle væbnede med simple Børster, især.paa
den indre Side. Palpens Skaft er ikke halvt saa langt som
Svøben, hvilken bestaaer af fjorten Led.

Første Fodpars (hg. 1, 1) Længde udgjor lidt mere
end j; af Totallængden; den fælleds Rod deel, fra hvilken
Grenene udgaae, er meget plump og kort; Længden af den
indre Green forholder sig til den ydre omtrent som fem til
fire. Den indre Green, eller den egentlige Fod, kan deles
i to Dele, som jeg vil kalde Skaftet og Svøben; det fire-
leddede Skaft er dobbelt saa langt som Svøben,, eller ube-
tydeligt længer; det indbyrdes Længdeforhold af Leddene kan,
skjøndt Uregelmæssigheden af de to første gjør Bestemmelson
vanskelig, ansættes omtrent til 24- 2+6 + 6^; første Led som
sædvanligt opsvulmet, med den indre Rand konvex. Svøben
bestaaer af sex meer eller mindre tydelige Led, foruden en
Klo i Enden1); alle Leddene ere, foruden nogle enkelte

"■) De to forste Smaaled ere hyppigt saa utydeligt adskilte, at
nm n kunde forledes til at betragte dem som et. Og det

meget fine Børster, af almindelig Beskaffenhed, væbnede med
endeel store Saugborster (saugtaggede paa den nedre Rand,
fig. 1, 1*), medens Skaftet kun bar almindelige Børster. Den
ydre Greens toleddede Skaft er neppe halvt saa langt som
Svoben; Leddenes Form den sædvanlige; Svøben bestaaer af
fjorten Led.

Andet Fodpar lidt længere end første; den indre
Green har et Led mere i Svøben, og den ydres Svøbe er
noget længer i Forhold til Skaftet, og har ligeledes et Led
mere end hos første Fodpar. løvrigt ingen Forskjel af
Betydenhed; hvilket ogsaa gjælder om tre die og fjerde
Fodpar.

Femte og sjette Par (fig. 1, m) aftage atter lidt i
Længde, eller blive omtrent af lige Længde med første Fod-
par; de adskille sig iøvrigt kun hoist ubetydeligt fra de fore-
gaaende (i Længdeforhold o. s. v.), naar undtages, at Skaftets
første Led hos den indre Green bliver meget smallere og
meer overeensstemmende med de følgende Led.

Hos Hannerne findes mellem det sidste Fodpars Rodled
paa Bugfladen et Par smaa Plader (tab. 1, fig. 1, b) af
bredt- ægdannet Form, som paa den ydre eller mod Foden
vendte Rand bærer sex smaa Børster. I Enden mod den
indre Side viser sig en stor oval Aabning, gjennem hvilken
Penis formodenlig fremtræder.

Første Par Buglemmer ere hos Hunnerne (fig. 1, p)
smaa (de indeholdes omtrent 27 Gange i Totallængden), men
temmelig stærke, synes kun at bestaae af et1), noget til-
spidset eller konisk Led med 22 store Fjerbørster langs hele
den indre Rand. Hos Hannerne (fig. 1, p*) har jeg fundet
dette Par Lemmer endnu mindre, af en bred, langstrakt-oval
Form, ganske uden Spor til Ledinddeling.

Samme er altid Tilfældet med det sidste meget lille Led og
Kloen, saa at Presning og .store Forstørrelser ere nodvendige,
for at vise det sande Forhold.
!) I Virkeligheden antager jeg vel, at to Led ere tilstede, men
det forste meget kortere, i Enden skraat afskaarne, er kun
lidet tydeligt adskilt fra det andet.

Andet Par Buglemmer hos Hunnerne (fig. 1, q) er
noget længer end første (det indeholdes omtrent 21 Gange i
Totallængden) og har et Par Randbørster flere, men det er
tillige noget tyndere; det bestaaer af to utydeligt adskilte
Led, af hvilke det første er lidt kortere end andet. Jeg har
heller ikke med Hensyn til dette Fodpar kunnet bemærke
nogen Ledadskillelse hos Hannerne (fig. 1, q*).

Tredie Par Buglemmer (fig. 1 , r) er kun høist ube-
tydeligt, eller næsten slet ikke, længer end første, men ad-
skiller sig ved en mere konisk Form, eller ved den stærkere
opsvulmede Roddeel; de to Led ere noget tydeligere og be-
stemtere adskilte, omtrent al lige Længde, og det første har,
foruden Børsterne langs den indre Rand, ogsaa nogle store
og tydelige Børster paa den ydre mod Enden. Saaledes hos
Hunnerne. Hos Hannerne (fig. 1, r*) har jeg iagttaget
en dobbelt Form, og det hos store og fuldkomment voxne
Individer, som indbyrdes vare af omtrent lige Størrelse. Hos
nogle var Formen omtrent som hos Hunnerne; hos andre
derimod bestod Lemmet af en meget tyk, men kort Roddeel,
fra hvilken to Grene udgik, den ydre lang, konisk, maaskee
toleddet, paa begge Sider væbnet med Børster; den indre
meget lille, ægdannet, uden Børster. Længdeforholdet mellem
Roddelen og den ydre Green fandt jeg omtrent som 2^ til 4,
mellem den ydre og indre Green omtrent som 4 til 1.

Hos Hunnernes fjerde og femte Par Buglemmer
(fig. 1, s) tiltager atter sidste Led lidt i Længde, hvorimod
første Led svulmer stærkere op, eller bliver mere konvext
paa den indre Side. I Længde ere de omtrent indbyrdes
lige, og overgaae det foregaaende Par Lemmer høist ube-
tydeligt, men her viser sig atter hos Hannerne (fig. 1, s*)
med Hensyn til fjerde Fodpar en dobbelt Form, idet det hos
nogle omtrent er som hos Hunnerne, hos andre derimod an-
tager en meget betydelig Størrelse (det er næsten fem Gange
saa langt som første Fodpar og henimod tre Gange saa
langt som samme Fodpar hos Hunnerne), og ligesom forrige
Fodpar bestaaer af en kort Roddeel og to Grene. Roddelens
Længdeforhold til den ydre Green er omtrent som 3 til 11

og den ydre Green forholder til den indre som 11 til 4.
Begge Grenene ere af en langstrakt og tynd Form, dog især
den ydre; denne bestaaer ogsaa af syv eller otte Led, og
har kun et Par Borster eller maaskee kun en tyk i Enden af det
sidste, medens den indre ingen Ledinddeling viser, men mange
Børster langs Randen. Det femte Par Lemmer er derimod
omtrent eens hos begge Kjøn (fig. 1, t).

Sjette Par Buglemmer eller yderste Halevedhæng
(fig. 1, u) indeholdes henimod 4k Gange i Totallængden, og
rager med \ af sin Længde frem bag mellemste Halevedhæng.
Den ydre Svømmeplade er endeel længer end mellemste
Halevedhæng (de forholde sig som 5 til 4), af langstrakt,
smal, næsten liniedannet Form, i Enden stumpt afrundet. Den
indre Svømmeplade er ikke blot kortere end den ydre (de
forholde sig som 3 til 4), men ogsaa lidt kortere end mellemste
Halevedhæng (Forholdet omtrent som 15 til 1G); Formen
mere tyk ved Roden og mere tilspidset i Enden, dog ikke i
den Grad som hos Mysis vulgaris. Lange Fjerbørster sees
tæt udgaaende fra begge Rande af Svømmepladerne.

Det mellemste Halevedhængs (fig. 1, v) Længde
indeholdes omtrent sex Gange i Totallængden. Dets Form
er langstrakt fiirkantet, dog uregelmæssigt, idet det nemlig
udvider sig noget ved Roden, og derimod mod Enden efter-
haanden bliver noget smallere, ligesom det ogsaa viser et
temmelig dybt, triangulært Udsnit; den største Brede ved
Roden har jeg fundet at forholde sig til Vedhængets Længde
som 7 til 16, Breden i Enden til Breden ved Roden som 4
til 7 og Udsnittets Dybde til Pladens Længde som 3 til 16 ')•
Vedhængets Overflade er stærkt konkav eller udhulet; Side-
randene har jeg fundet væbnede hver med 28 Torne, der
omtrent ere ligestore, med Undtagelse af de to første, som

l) Rathke er med Hensyn til disse Forhold kommet til et noget
andet Resultat end det, jeg har erholdt: efter ham er nemlig
Halevedhænget tre Gange saa langt som bredt, og den bageste
Rands Indsnit indtager en Fjerdedeel af Pladens Længde. Jeg
tor ikke afgjore, hvorvidt den individuelle Afvexling her kan
strække sig.

ere lidt mindre end de øvrige; den sidste Torn paa hver
Side, som er anbragt paa Hjørnet af Sideranden og nederste
Rand, er adskilt fra den foregaaende ved et meget større
Mellemrum end de andre Torne indbyrdes. Udsnittet kalder
jeg triangulært, fordi det foroven er tilspidset og gradeviis
divergerer mod Siderne, dog saaledes, at Omridset af de to der-
ved dannede Flige bliver afrundet eller konvext. Dette Om-
rids eller denne Fligenes Rand er særdeles tæt væbnet med
meget smaa Torne ligesom Saugtænder (ingenlunde Børster,
som Rathke angiver) i sin hele Udstrækning og altsaa i
stort Antal (mere end 60 for hver Flig).

Om Embryoet kunne endnu et Par Bemærkninger til—
føies (1. s. c. tab. FX, fig 2, a-c og fig. 3, a-f).

Øinenes Længde udgjør omtrent | af Totallængden; de
ere temmelig regelmæssigt ægdannede, og deres Brede over-
gaaer noget Halvdelen af deres Længde. Det sorte Pigment
og Lindserne ere allerede tydeligt udviklede; de sidste have
Pære- eller snarere Sømform, idet den inderste eller nederste
Deel pludseligt bliver tyndere, hvorved den yderste, noget
kugledannede eller ovale Deel kommer til at danne ligesom
et Hoved.

De inderste Følere, hvis Længde indeholdes omtrent
2h Gange i Totallængden, vise tydeligt et treleddet Skaft
og to Svøber, og Skaftets Led have næsten samme Form
som hos det voxne Dyr. Skaftet er ubetydeligt længer end
den indre Svøbe, men kun omtrent halvt saa langt som den
ydre. Svøberne ere temmelig utydeligt deelte i Led; den
indre har omtrent syv eller otte, den ydre over tyve. Børster
mangle derimod.

De yderste Følere, som overgaae de inderste ube-
tydeligt i Længde, vise tydeligt et femleddet Skaft, en
mangeleddet Svøbe og et blad dannet Vedhæng. Skaftet
og det bladdannede Vedhæng omtrent lige lange, lidt længere
end Svobens halve Længde. Vedhænget er langstrakt, ved
Roden vinkelformigt boiet , i Enden afrundet -tilspidset og
forsynet med nogle Børster. Skaftets tre sidste Led forbinde
sig med de to foregaaende omtrent under en ret Vinkel.

Ogsaa alle Munddelene ere udviklede, og nærme sig
i Form saa meget til den hos det voxne Dyr beskrevne, at
de uden Vanskelighed erkjendes. Kindbakkens inderste-
forreste Vinkel er tydeligt deelt i store, spidse Tænder, og
længer nede paa den indre Side fremtræder en Tyggeknude
med en stump Brolægning, .dannende Tandknuder. Palpen er
deelt i tre tydelige Led, af hvilke det andet omtrent er
dobbelt saa langt som det tredie, ovalt, i Enden forsynet med
et Par Borster.

2. MTSIS OCULATA FABR.

Otto Fabricius, Fn. gronl. n. 222: Cancer oculatus.

— — i Vid. Selsk. Skrift., ny Saml 1, 563 flg.

Leach. Lin. Trans. XI. 350: Mysis Fabricii.
Kroyer, Naturh. Tidsskrift II, 255: M. oculata.
Voyage en Scandinavie , C rust. tab. VIII, fig. 2, a-r.

Denne i det boreale Hav saa udbredte og hyppige
Art har jeg undersøgt saavel efter gronlandske som efter
spitsbergenske Exemplarer. De sidste synes efter mine Exem-
plarer ikke at naae saa betydelig en Størrelse som de første,
hvilket maaskee dog er tilfældigt. Ved det nordlige Norge
har jeg ikke gjenfundet den, skjøndt den dog efter Rimelighed
maa vise sig der.

Ved Grønland »udgjør den til en Tid af Aaret Rynke-
hvalernes fornemste Næring, og til en anden (i Februar og
Marts) er den den eneste Næring man træffer i Spiserøret af
Uria- Arterne, hvilke paa denne Aarstid saa at sige bedække
Havet paa flere Steder i Grønland« ').

Dette Dyrs Længde kan ansættes til en Tomme eller
endog noget mere.

Rygskjoldet (tab. VIII, fig. 2, b.) viser ved en Tvær-
fure Hovedet meget tydeligt adskilt fra Brystet; ligesom det
bagtil ikke skjuler alle Brystringene, og har den bageste
Rand temmelig meget indbøiet, saaledes naaer det heller ikke
langt ned paa Siderne og har Siderandene indbøiede, skjøndt

1 ) Meddelelser af afgangne Kapitain Holboll.

svagt. Den forreste Rand træder vel frem imellem Øinene,
dog saaledes, at den, istedetfor at uddrages til et Horn, blot
danner en Vinkel (der omtrent er ret, men med lidt afrundet
Hjorne). Paa Rygskjoldets bageste Deel (ikke langt fra den
bageste Rand) har jeg bemærket to smaa Duske af sorte
Haar, der sidde jævnsides hver paa sin Side af Ryggens
Middellinie.

Første Par Følere (tab. VIH, fig. 2, c) har Skaf-
tets første Led af Længde som de to følgende Led tiisammen-
tagne, temmelig cylindrisk, dog lidt tykkere i begge Ender,
med et Par smaa Fjerbørster i Enden af den ydre Rand.
Tredie Led, der er meget længere end andet, bliver hos
Hannerne meget tykt mod Enden (fig. 2, c*), skraat af-
skaaret udefter, paa den indre Side forlænget til en meget
fremragende Knude. Hos Hunnerne synes det samme Led
at være mindre opsvulmet, ikke skraat afskaaret i Enden, og
Knuden paa den indre Side kun lidt fremragende (fig. 2, c).
Hos begge Kjøn er den indre Rand og Knuden forsynet med
et Antal Fjerbørster, af hvilke de paa Knuden anbragte (fire
eller fem) udmærke sig ved Længde.

Svøbernes Forhold til Skaftet og til hinanden indbyrdes
kan ikke bestemmes, da jeg ingen Individer har truffet, hos
hvilke de vare ubeskadigede. Ledinddelingen hos dem er
overmaade utydelig og vanskelig at iagttage; Leddene ere
særdeles korte og af meget større Brede end Længde; dette
gj ælder i endnu højere Grad om den ydre end om den indre
Svøbe, dog med Undtagelse af det første Led, der er af
større Længde end Brede. Ogsaa synes Svøbernes Led mod
Enden, forsaavidt jeg har kunnet iagttage disse1), at tiltage
i Længde; idetmindste gjælder dette om den indre Svøbe.
Af Børster har den indre Svøbe (fig. 2, c, x) langs den
indre Rand et ikke stort Antal, temmelig lange og af al-
mindelig Form. Den ydre Svøbe (fig. 2, c, y) er ligeledes
forsynet med Børster paa den indre Rand, men i betydeligt

1) Det vil sige , forsaavidt de ikke have manglet hos mine
Individer.

Antal, tætsiddende og af Baandform (o: flade og ligesaa brede
i Enden som ved Roden). Foruden de to Svøber viser
Hannen mellem disse et langt konisk, dog noget fladtrykket
Redskab (af Længde omtrent som Skaftet, tig. 2, c, z),
hvilket aldeles savnes hos Hunnen.

Oinene (tig. 2, h) ere korte, tykke, stærkt opsvulmede
eller udvidede i Enden; den største Tykkelse forholder sig til
Længden omtrent som to til tre. De naae omtrent til henimod
Enden af de overste Føleres første Led.

De yderste Føleres utydeligt femleddede Roddeel eller
Skaft (fig. 2, d) er ikke langt, idet det neppe indeholdes otte
Gange i Totallængden, dog kjendeligt længer end de øverste
Føleres Skaft, samt har fuldt § af det bladdannede Vedhængs
Længde; i Enden paa den ydre Side er det væbnet med en
Torn, der ikke kan bemærkes ovenfra. Svøbens Længde over-
gaaer den halve Totallængde; Skaftets sidste Led er temmelig
plumpt, idet dets Brede tydeligt overgaaer Halvdelen af dets
Længde. Kun omtrent Halvdelen af det bladdannede Ved-
hæng rager frem foran Enden af dette Led.

Kindbakkerne (tab. VIII, fig. 2, e) ere temmelig
korte, men bre'de, forsynede med en stor og stærk Palpe.
Kindbakkens forreste -inderste Vinkel er væbnet med en stor
Gruppe Tænder, som bestaaer af tre mindre Grupper, først
to simple, koniske, stærke Tænder, af hvilke den forreste er
meget større end den bageste; lidt bag disse findes to stærkt
fremragende, saugtakkede Tænder, af hvilke den ene er tre-
fliget som en Haifisketand; bag disse er en Gruppe af syv,
saugtakkede, tildeels meget spidse Tænder; atter bag disse efter
et børsteklædt Mellemrum en Hornknude med mangfoldige
stumpe parallele Tænder, der danne ligesom en Brolægning.
Palpen er meget længer end Kindbakken (Forholdet omtrent
som 14 til 9), treleddet, første Led meget kort (Leddenes
Længdeforhold omtrent H + 8 + 5^); andet Led ikke blot det
længste, men ogsaa overgaaende de to andre betydeligt i
Brede, den ydre Rand stærkt udbøiet, den indre mere lige,
begge børstevæbnede, især dog den indre. Tredie Led smalt
og i en Strækning liniedannet, men imod Enden tilspidset og

se^lformigt krummet, væbnet med mange Børster og i Enden paa
den indre Rand tillige med en Mængde (over en Snees) saugdan-
nede Torne. Det bladdannede Vedhæng (som indeholdes
lidt mere end fem Gange i Totallængden) er langstrakt og smalt
ægdannet (Længden næsten fem Gange større end Breden), i
Enden afrundet uden Torne, paa alle Sider tæt besat med
Fjerbørster lige til Roden, af hvilke dog de i Enden af Ved-
hænget anbragte for en større eller mindre Deel pleie at være
afbrækkede.

Første Par Kjæber (tab. VIII, fig. 2, f) er lidet og
af simpel Bygning, bestaaende af et Rodstykke, fra hvilket
to Plader udgaae; den indre er meget kortere end den ydre,
i Enden væbnet med endeel Fjerbørster af middelmaadig
Længde. Den ydre Plade har i Enden omtrent et Dusin
meget stærke Torne, der langs begge Rande ere forsynede
med adskillige Tænder eller Kroge.

Andet Par Kjæber (tab. VIII, fig. 2, g) er endeel
større end forste Par og af en meget mere kompliceret Byg-
ning, idet det viser en ikke ringe Analogi med samme Deel
hos Caridina. Fra en kort, men temmelig bred Roddeel (a)
udgaae fem Plader, af hvilke de tre inderste (b og c) ud-
gjore den egentlige Kjæbe; den fjerde, toleddede Green
(d) er Palpen og den femte, yderste pladedannede eller
halvmaanede (e) fremstiller Viften. Denne sidstes inderste
Rand er lige, den yderste udbuet, i hele Længden tæt besat
med Fjerbørster (jeg har talt 35 saadanne). Palpens to Led
ere omtrent lige lange, men det sidste meget bredt, skive-
formigt, i Enden og paa den indre Rand tæt besat med Pig-
borster (omtrent 40 i Tallet). Ogsaa de tre Kjæbeplader
ere meget tæt besatte med Saugbørster (i Enden) og Fjer-
børster (langs den inderste Plades første Led).

Første Par Kjæbe fødder (tab. VIII, fig. 2, i) inde-
holdes omtrent 64^ Gange i Totallængden, er af stærk Byg-
ning , og bestaaer af tre Dele : den egentlige Kjæbedeel,
Palpen og det vifteformige Vedhæng. Kjæbedelen bestaaer,
Grundstykket medregnet, af syv Led; Grundstykket er større
end noget af de øvrige Led, plumpt, uden Spor til Børster,

hvorimod de følgende Led alle ere meget rigeligt børste-
kiædte, andet til femte paa den indre Side, sjette paa den
ydre Side og syvende Led paa den ydre Side og i Enden;
Børsterne ere deels Fjerborster, deels Pig- eller Saugborster
(de sidste især paa andet Led og i Enden af syvende Led).
Andet, tredie og fjerde Led have et usædvanligt og uregel-
mæssigt Udseende, idet de ere korte, meget brede, paa den
indre Side stærkt udvidede eller udtrukne til en Green og
noget vinkelagtigt boiede. Femte Led er af sædvanlig Form,
noget langstrakt, temmelig cylindrisk, dog lidt bredere i
Enden end ved Roden; sjette og syvende Led ere korte,
plumpe, det sidste i Enden afrundet og næsten skiveagtigt.
Palpens Skaft eller Roddeel udgjør lidt mere end ^ af
Palpens Længde, er toleddet, det sidste Led flere Gange
længere end det første, bredere, udbøiet paa den indre Side,
i Enden skraat afskaaret, hvorved dets yderste Vinkel bliver
stærkt fremragende, og danner ligesom en Torn; Svøben
bestaaer af ni Led, af hvilke det første er meget kort, konisk,
det andet det længste, alle Leddene, første undtaget, forsynede
hver med een lang Fjerbørste i Enden paa den ydre Side.
Det viftedannede Vedhæng er langstrakt, smalt, med den
ydre Rand udbøiet, den indre lige, i Enden noget tilspidset,
af hudagtig Bygning (ligner Amphipodernes Gjælleblade).

Andet Par Kjæbefødder (tab. VIII, fig. 2, k) be-
staaer af en lille Roddeel (a), fra hvilken en sexleddet
Kjæbegreen (b) og en Palpe udgaae, hvorimod viftedannet
Vedhæng savnes. Naar Længden af den eenleddede Rod-
deel ansættes til 3, bliver Kjæbegrenens Længde at betegne
med 18, Palpens (Børsterne i Enden fraregnede) ligeledes med
18. Den uregelmæssigt fiirkantede Roddeel, som har omtrent
lige saa stor Brede som Længde, er i Enden paa den ydre
Side væbnet med endeel Børster. Det indbyrdes Længde-
forhold af Leddene er: 4+1^+4+4+3^+2; første Led langt
bredere end de følgende og meget bredere mod Enden end
ved Roden, i Enden skraat afskaaret i Retningen ud og bag,
den indre Rand stærkt opsvulmet eller udbuet og mod Enden
væbnet med en Mængde temmelig lange Fjerbørster. Det

lille andet Led skraat i begge Ender, saa at den indre Rand
bliver noget kortere end den ydre; tredie Led noget ovalt,
fjerde Led liniedannet, begge paa den indre Rand væbnede
med endeel lange, almindelige Børster, paa den ydre kun
med et Par; femte Led omvendt konisk eller tykkere mod
Enden, med Hensyn til Børster visende det modsatte Forhold
af de to foregaaende Led, idet den ydre Rand har mange,
den indre faa Børster mod Enden; det lille sjette Led er af
en temmelig regelmæssig, bredt-oval Form, i Enden væbnet
med en Mængde Børster, men tillige med et Dusin, langs
begge Rande saugtandede Torne, af hvilke de midterste ere
meget lange, men de mod Siderne aftage. Længdeforholdet
mellem Palpens bredere Rodled og den elleveleddede Svøbe
omtrent som 6 til 13. Rodleddet ikke synderligt mere end
dobbelt saa langt som bredt, dets indre Rand konvex, den
ydre lige, dannende en spids Vinkel med den skraat afskaarne
Enderand. løvrigt omtrent som hos forrige Par.

Første Par Fødder (tab. VIII, fig. 2, 1) har en Længde,
der udgjor'lidt mere end \ af Totallængden. Den indre
Green eller den egentlige Fod viser, Rodstykket fraregnet,
følgende Forhold mellem Delenes Længdeforhold: forste Led
3, andet Led 9, tredie Led 8, Svøben uden Børsterne 11.
Svøben bestaaer af otte Led, af hvilke det forste overgaaer
de andre noget i Længde; maaskee er i Enden af det
ottende endnu et lille, konisk niende Led anbragt, hvilket
i alt Fald er saa tæt omgivet af Børster, at det meget van-
skeligt kan iagttages. Den ydre Greens eller Palpens
nederste, bredere Deel eller Skaft er toleddet, ikke fuldt
halvt saa langt som den tileddede tyndere Deel eller Svøbe.
Skaftets første Led indeholdes omtrent tre Gange i andet,
eller, naar dets Længde ansættes til 2^, saa er Længden af
andet Led 7-^- og af Svoben 18. Hele Palpen forholder sig
til Foden i Længde som 4 til 5. Hvad Børstebeklædning
angaaer, da viser saavel Rodstykket som Foden langs hele
den indre Rand en stor Mængde Børster af almindelig Form,
hvis Længde tiltager noget mod Enden; ogsaa paa den ydre
Rand har Skaftets sidste Led og Svøben nogle Børster, dog

forholdsviis kun i ringe Antal. Palpen har blot Børster paa
Svøben og disse ere alle Fjerbørster.

Andet Fodpar er ganske ubetydeligt længer end første,
hvilket blot beroer paa en ringe Forlængelse af andet Led i
Fodens Skaft; iovrigt stemmer dette Par saa ganske og al-
deles overeens med første, at jeg kan hemise til dettes Be-
skrivelse og Afbildning.

Dette gjælder ogsaa om de fire følgende Fodpar,
kun at de to sidste aftage noget i Længde, saa at femte Par
er lidt kortere end fjerde, og sjette Par atter kortere end
femte (tab. VIII, fig. 2, m).

Bagkroppen er langstrakt, tynd, temmelig trind, bagtil
efterhaanden aftagende lidt i Tykkelse. De fem første Bu»-
ringe vise indbyrdes kun ringe Forskjel i Længde, hvorimod
den sjette overgaaer de foregaaende betydeligt.

Syvende Bugring eller det mellemste Haleved-
hæng (tab. VIII, fig. 2, r) er vel meget længer end de fore-
gaaende Bugringe, men dog endeel kortere end de ydre Hale-
vedhæng, og indeholdes henimod sex Gange i Totallængden.
Af Form er det langstrakt-fiirkantet (den største Brede inde-
holdes kun 24- Gange i Længden), ikke betydeligt bredere
fortil end bag, i Enden dybt indskaaret (i mere end l af
Længden) og saaledes deelt i to afrundede Flige. Indsnittet
er smalt i Forhold til dets Længde, med Siderande, som i
den største Deel af Længden løbe parallelt; paa Bunden
eller i den forreste Ende viser Indsnittet sig bredt afrundet.
Halevedhængets ydre Rande ere væbnede i hele Længden
med en Mængde tætsiddende , stærke , bagudrettede , lidt
krumme Torne; jeg har paa hver Side talt omtrent 32 J).
Ogsaa Indsnittet er væbnet med Torne, men som ere meget
mindre og tyndere, mere tætstillede og i meget stort Antal.

Første Par Buglemmer (tab. .VHI, fig. 2, n) er et
lille, noget indadbøiet Legeme, som bestaaer af en kortere

1 ) Dog- staaer Tallet rinieligriis i Forhold til Exemplarernes
Storrelse; thi hos mindre Individer har jeg; kun talt en Snees
Tornepar eller lidet derover.

Roddeel og en længere Endeplade, hvis Adskillelse dog er
temmelig utydelig. Hele den ydre Rand af dette Par Lemmer
er forsynet med en Mængde (omtrent en Snees) lange Fjer-
børster.

Andet Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, o) er lidt
længer end første; Endepladen meer end dobbelt saa lang
som Grundpladen, med sexten eller sytten Fjerbørster paa
den ydre Rand, Grundpladen med fire. Ogsaa den indre
Rand bar nogle, men kortere Børster

Tredie Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, p*) er
dobbelt saa langt som andet, og forsynet med to Endeplader,
omtrent af lige Længde indbyrdes, men over en halv Gang
længere end Grundpladen. Endepladerne ere tynde, linie-
dannede, leddede, skjøndt temmelig utydeligt; hver synes deelt
i otte Led. Børstebeklædningen sparsom og svag: den indre
Rand af Grundleddet har fire smaa, duskformige Fjerbørster;
Endepladerne synes for hvert Led at have een Børste af al-
mindelig Form.

Fjerde Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, q) er atter
meget længer end tredie (skjøndt ikke fuldt dobbelt saa
langt), og ligeledes forsynet med to leddede Endeplader; dog
er den indre neppe halvt saa lang som den ydre. Bygningen
er temmelig tynd og spæd. Den ydre Endeplade er deelt i
otte Led; ogsaa den indre synes omtrent at bestaae af et
lignende Antal, dog ere Leddene her saa utydelige, at deres
Antal ikke med Sikkerhed kan bestemmes; endeel Fjerbørster
af middelmaadig Længde iagttages paa begge Sider af denne
Plade; den ydre viser derimod slet ingen Børster, men har i
Enden af sidste Led en temmelig stærk Torn, og en anden
i Enden af næstsidste Led paa den ydre Side; denne Plade
synes altsaa snarere at fremstille Formen af et Springeredskab
end af et Svømmeredskab.

Femte Par Buglemmer nærmer sig atter til de første
Buglemmer i Størrelse og Form. Det indeholdes næsten tre
Gange, eller dog 'over 2^ Gange, i Længden af fjerde Par
Buglemmer, og er kun forsynet med een Endeplade, der er
lidt længer end Grundstykket (de forholde sig til hinanden

omtrent som fire til fem). Om Endepladen er deelt i Led,
har jeg ikke med Sikkerhed kunnet erkjende; dog synes det
at være Tilfældet; dens ydre Rand er tæt besat med Fjer-
børster. Grunddelen viser et Par korte Fjerbørster paa den
indre Side. Den hidtil meddeelte Beskrivelse af Buglemmerne
gj ælder kun Hannerne, fra hvilke Hunnerne i flere Forhold
fjerne sig. Buglemmerne ere i det Hele taget mindre hos
Hunnerne; første Par viser imidlertid ingen videre Afvigelse
af Betydenhed, ligesom heller ikke andet Par. Tredie Par
(tig. 2, p) er derimod for det Første ikke synderligt længer
end andet, og har dernæst kun een Endeplade, der synes
deelt (skjøndt utydeligt) i fire smaa Led. Fjerde og femte
Par stemme med tredie. baade i Størrelse og Form.

Sjette Par Buglemmer eller de ydre Haleved-
hæng (tab. VHI, fig. 2, r) overgaaer alle de foregaaende
betydeligt i Længde, og indeholdes kun lidt mere end fire
Gange i Totallængden. Grundstykket er meget kort; den
ydre Aare er baade bredere og meget længere end den indre
(de forholde sig til hinanden omtrent som tre til to), af
langstrakt-oval Form, neppe sex Gange saa lang som bred,
i Enden lidt tilspidset, rundtom tæt besat med Fjerbørster.
Den indre Aare er skarpt opsvulmet ved Roden med meget
tydeligt fremtrædende Høreredskab , mod Enden tilspidset,
ikke alene rundtomkring forsynet med Fjerbørster, men tillige
paa den indre Rand mod Roden væbnet med Torne, otte i
Tallet, af hvilke de sex første sidde tættere sammen, de to
sidste derimod ere fjernede noget mere fra de øvrige.

3. MTSIS VULGARIS THOMPS.
Thompson, Zoolog1, researches pag 9 og tab. II, fig. 1-12 ').

Denne Mysis har jeg truffet i stor Mængde i Randers-
og Mariagerfjord paa meget lavt Vand (en halv til to Fod)

1 ) Hvorvel det af mig undersøgte Dyr just ikke aldeles stemmer
med Thompsons Afbildninger (hans Beskrivelse er næsten for
Intet at regne) , ere Afvigelserne dog ikke af den Betydenhed,
at de tilstrækkeligt kunne motivere en Adskillelse.

i Juli Maaned, tildeels sammen- med Mysis flexuosa, dog
langt hyppigere end denne1).

Størrelsen synes hos os sjeldent at overstige 6 til l'"'1).

Farven har jeg deels fundet hvidgraa, deels olivengrøn,
efter Opholdsstedets Forskjellighed. Sorte Stjerner forekomme
ikke; derimod træffes vel Pigmentansamlinger af ubestemt
Form og uden nogen tilsyneladende Orden i Fordelingen.

Rygskjoldet, hvis Forhold iøvrigt er det sædvanlige,
udsender fortil et tilspidset Pande horn, men dette, som er
temmeligt lille, har jeg ofte fundet meget vanskeligt at iagt-
tage; ja, ikke sjeldent har jeg slet ikke kunnet opdage det,
hvad enten det nu har været afbrudt, eller skjult af om-
liggende Dele.

De inderste Føleres Længde indeholdes noget mere
end to Gange (omtrent 2^ Gange) i Totallængden. Skaftet
er, skjondt kolledannet, temmelig tyndt, og udgjor ikke synder-
ligt mere end i af den ydre Svobes Længde; det indbyrdes
Længdeforhold af dets tre Led er omtrent 3+1 -+"2; første
Led det tyndeste; andet Led i Enden temmelig skraat af-
skaaret i Retningen ud og bag; tredie Led maadeligt op-
svulmet; første Led har et Par Fjerbørster i Enden af den
ydre Rand, tredie Led almindelige Børster langs den ydre,
Fjerbørster langs den indre Rand. Svøberne ere temmelig
tykke ved Roden, deres Ledinddeling meget utydelig; den
ydre Svøbe, som overgaaer den indre med omtrent en Tredie-
deel af sin Længde, bærer endeel grove, baandformige Børster
langs den indre Side ved Roden. Det for Hannerne eien-
dommelige Vedhæng (tab. I, hg. 2, a) er stort (omtrent saa
langt som Skaftets to sidste Led tilsammen), noget konisk, i
Enden bredt afrundet, langs hele den indre Rand tæt be-
klædt med en overordentlig stor Mængde særdeles fine, lange,
blode Haar.

') Sjeldent og undtagelsesviis har jeg truffet den i Kattegattet,
t. Ex. ved Hirsholmen. Et enkelt Exemplar har jeg fra Trond-
hjemsfj orden. Ogsaa i Øresundet findes den, og er maaskee
der endog ligeså a hyppig som M. flexuosa.

'- ) Thompson angiver en Tomme for fuldvoxne Exemplarer.

De yderste Fole res Længde udgjør omtrent § af
Totallængden. Skaftets tykke Deel eller Roddeel ender
med to, temmelig store Torne, den ene fremragende udvendigt
ved det bladdannede Vedhængs ydre Rand, den anden heelt
indvendigt. Skaftets tre tynde Led forholde sig indbyrdes
omtrent som 2+3+3. Det bladdannede Vedhæng er
langt (det indeholdes tre Gange i Følernes Længde, omtrent
4.t Gange i Totallængden), og naaer med mere end sin halve
Længde frem foran de indre Føleres Skaft; af Form er det
langstrakt, meget smalt (den største Brede indeholdes 8 til 9
Gange i Længden), ganske sylformigt tilspidset. Langs
begge Sider er det, næsten lige fra Roden, tæt forsynet med
lange Fjerborster, men har derimod ingen yderst i Spidsen.
En Mærkelighed ved dette Vedhæng er endelig, at det viser
sig ligesom toleddet, idet Spidsen ved en Tværfure eller lige-
som en Artikulation synes sondret fra Roddelen.

O in ene ere korte (de naae ikke til Enden af de inderste Fø-
leres Skaft) og tillige noget plumpe, idet deres største Gjennem-
snit, som falder modEnden, overgaaer Halvdelen af deres Længde.

Kindbakken, hvis Længde omtrent udgjør en Tolvte-
deel af Totallængden, er af noget langstrakt Halvmaaneform,
og viser omtrent den sædvanlige Bevæbning. Famle ren
har lige Længde med Kindbakken, eller er kun høist ube-
tydeligt længer end denne (naar man ansætter Kindbakkens
Længde til 5 og Famlerens til 5\ eller 5^, er Forholdet ud-
trykt med saamegen Nøiagtighed, som kan opnaaes). Hvad,
der forekommer mig karakteristisk, er det udbuede og paa
Midten særdeles stærkt opsvulmede andet Leds betydelige
Tykkelse: denne udgjør nemlig mere end Halvdelen af dets
Længde, og er fire Gange saa stor »om Tykkelsen af det
Iiniedannede tredie Led, medens disse to Leds Længdeforhold
omtrent er som 3 til 2. I Enden paa den indre Side viser
det tredie Led sig ligesom skeagtigt udhulet.

Første Par Kjæber, som omtrent har Kindbakkens
halve Længde, viser intet Paafaldende i Formen.

Andet Kjæbepars Palpe har det sidste Led af en
regelmæssig oval Form med større Længde end Brede. De

to mellemste Plader af den indre eller egentlige Kjæbedeel
have den indre Rand lige afskaaren.

Første Par Kjæbe fødders Længde udgjør ikke syn-
derligt mere end | af Totallængden, og det er altsaa usæd-
vanligt kort. Kjæbedelens sidste Led er ovalt med større
Længde end Brede.

Andet Par Kjæbefødder (tab. 1, fig. 2, b og b*),
hvis Længde indeholdes omtrent sex Gange i Totallængden,
viser omtrent følgende Forhold af Kjæbegrenens fem Led:
1-f- 2 + 2^4-2+1, hvortil endnu kommer et Slags Klo, som
kun er ganske lidt kortere end det ovale femte Led, og om-
gives af en stor Mængde lange Børster.

Alle Bryst fødderne ere omtrent af lige Længde, og
indeholdes lidt mere end fire Gange i Totallængden. De ere
ganske byggede efter samme Plan som hos de to foregaaende
Arter, og stemme tillige saa nær overeens indbyrdes, at en i
det Enkelte gaaende Beskrivelse af dem kan ansees for over-
flødig. Jeg troer det tilstrækkeligt at bemærke, at de ikke,
som Thompson angiver og afbilder, have ti Smaaled i Svø-
ben, men kun syv (tab. 1, fig. 2, c) tilligemed en Klo, om
man ellers vil anerkjende denne sidste, som hos nærværende
Art staaer tilbage for de omgivende Børster i Længde, og kun
lidet overgaaer dem i Tykkelse.

Det for Hannerne eiendommelige, mellem Rodleddene
af sjette Fodpar liggende og til Generationen henhørende
Redskab (tab. I, fig. 2, d) synes her paa hver Side at be-
staae af to Halvdele eller adskilte Partier, en ydre og en
indre; denne sidste er langstrakt og smal, i Enden afrundet
og væbnet med fem krumme og lange Børster, som med be-
tydelig Fiinhed synes at forene Styrke. Den ydre Halvdeel
er bredere, mod Enden lidt tilspidset og visende en stor
kredsrund Aabning. I det Indre af denne Deel saaes Om-
ridsene af et Redskab, der maaskee kunde være Penis, samt
en stor Mængde paatværs liggende Fibrer, der synes at kunne
tjene til dennes Fremskydeise1).

') Saadanne Fibrer sees også hos M. flexuosa.

Første Par Bu glemmer meget smaa , men af en
plump Bygning, tydeligt toleddede; forste Led kortere end
andet, aoget hjertedannet, med syv, forholdsviis meget lange
Fjerborster paa den indre Rand og et Par i Enden; andet
Led konisk eller noget tilspidset, med fem lange Fjerbørster
paa den indre Rand.

xln det Par Buglemmer er af Beskaffenhed som første,
kun overgaaer det dette lidt i Længde.

Tre die Par er atter lidt længer end andet og tillige
af noget tyndere Form og med nogle fiere Børster; det be-
staaer af to, tæt til hinanden liggende Aarer, af hvilke den
ene er meget kort, omtrent ligesaa bred som lang eller
næsten skivedannet, og kun forsynet med nogle Børster i
Enden.

Fjerde Par afviger ikke mærkeligt fra tredie, hverken
i Størrelse eller Form.

Heller ikke femte Par Buglemmer giver Anledning
til nogen Bemærkning.

Disse Angivelser gjælde Hunnen, men kunne ogsaa,
saavidt de tre første Fodpar angaaer, omtrent anvendes paa
Hannen. Men dennes fjerde Fodpar (tab. I, fig. 2, e) har
en ganske overordentlig Længde (idetmindste lig med Bryst-
føddernes Længde og næsten lig \ af Totallængden), hvilket
beroer paa den indre Aares betydelige Udvikling. Rod-
delen er noget langstrakt -nirkantet, og udgjør kun omtrent
l af Fodparrets Længde. Den indre Aare er tynd, linie-
dannet, toleddet, dog temmelig utydeligt, med to lange og
stærke Børster i Enden. Leddenes Forhold omtrent 64 2.
Den meget lille ydre Aare stemmer omtrent med Roddelen
i Længde, samt er næsten ligesaa tyk som den indre Aare.
Den synes kun at bestaae af et Led, og er mod Enden
væbnet med syv store Børster. Hannernes femte Fodpar
vender atter tilbage til omtrent sædvanlig Form og Størrelse.

Sjette Par Buglemmer eller det ydre Haleved-
hæng er omtrent \ længer end det mellemste Halevedhæng,
og i Længde omtrent lig med l af Totallængden; Roddelen
meget kort; den forholder sig til den ydre Svømmeplade kun

omtrent som 1 til 11, og den ydre Svømmeplade til den
indre som 11 til 8 (i Sammenligning med disse kan det
mellemste Halevedhæng betegnes med Tallet 9). Den ydre
Svømmeplade er ikke blot længer, men ogsaa bredere end
den indre; imidlertid er dens Form langstrakt og næsten
liniedannet, eller kun svagt aftagende i Brede mod Enden;
medens derimod den indre Svømmeplade er langstrakt,
konisk eller dolkdannet, ved Roden noget opsvulmet. Denne
sidste viser tillige mod Roden en lysere kredsrund Plet eller Svulst,
som sees lige tydeligt fra Over- og Underfladen (Høreblæren
med Hørestenen). Svømmepladerne ere langs begge Rande
tæt besatte med lange Fjerbørster.

Mellemste Halevedhæng, hvis Længde indeholdes
omtrent syv Gange i Totallængden, har en saa eiendommelig
Form, at nærværende Art ene derved tilstrækkeligt adskilles
fra de andre her beskrevne Arter: det fremstiller nemlig en
langstrakt Triangel, og viser bagtil ikke noget Indsnit, men
ender med en lidt afskaaren eller stump Spidse; Triangelens
Høide er mere end dobbelt saa stor som Grundlinien (de
forholde sig omtrent som 9 til 4) ; Overfladen kun svagt kon-
kav; Siderandene væbnede hver med tyve Torne, der tiltage
lidt i Størrelse nedefter , men tillige staae længere fra
hverandre mod Spidsen af Vedhænget. Enderanden eller
den afskaarne Spidses Rand bærer fire Torne, af hvilke de
to yderste dog ogsaa kunde henregnes til Siderandene, og de
to mellemste ere meget smaa.

4. MYSIS CORNUTA KB.

Af denne Art erholdt jeg et Par Exemplarer ved
Tromsø, og jeg har senere truffet den, skjondt ganske enkeltviis,
i Mariagerfjord mellem de der forekommende Mysiser; ogsaa
fandt jeg, ved at gjennemgaae mine Mysiser fra Spitsbergen,
et enkelt Exemplar blandt disse, som hører herhid. Den har
altsaa en temmelig vid Udbredelse i Norden.

Størrelsen synes neppe at overskride syv Linier.

Med Hensyn til Farven synes det at kunne betragtes
som karakteristisk, at Halevedhængene ere forsynede med sex

sorte, næsten kredsrunde, Smaapletter, der danne ligesom en
krum Tværlinie, to paa det mellemste Halevedhæng, og een
paa hver af de yderste Halevedhængs Aarer nær Roden ' ).
Derimod har jeg ikke, som hos endeel andre Dyr af denne
Familie, fundet straaledannede Pigmentmasser hist og her.

Rygskjoldets Længde indeholdes henimod fire Gange
i Totallængden. Det er bagtil stærkt indbøiet paa Midten,
Og lader de tre til fire sidste Brystringe ubedækkede. Fortil
er det paa Midten udbuet og afrundet, dog forsynet med et
Pandehorn, skjøndt lille og vanskeligt at bemærke.

Oinenes (tal«. I, fig. 3 a) Længde indeholdes kun om-
trent 12 Gange i Totallængden, og de naae næsten til Enden
af de øverste Foleres Skaft, eller dog lidt ud over Enden af
disses andet Led. Imidlertid giver deres Plumphed dem Ud-
seende af at være temmelig korte, og deres Tykkelse udgjor
| af deres Længde. En kort og tyk, ved et Indsnit forneden
paa den indre Side frembragt Stilk iagttages. Omtrent den
forreste Halvdeel af Oiekuglen, der i ringe Grad synes flad-
trykket, indtages af Pigmentmassen.

De overste Fole res Skaft er af forholdsviis tynd
Bvgning, og overgaaer lidt en Tiendedeel af Totallængden.
Formen ret tydeligt kølledannet, paa Grund af sidste Leds
Udvidelse mod Enden. Leddenes Længdeforhold omtrent
4 -.- 1 + 2. Deres Adskillelse svagt betegnet. Det sidste Led
bærer adskillige korte Fjerbørster paa den indre Side (tab. I,
fig. 3, a). Hos Hannerne fremtræder mellem de to Svøber
(analogt med Forholdet hos de alt beskrevne Mysiser) en kegle-
dannet Fremragning af ikke ubetydelig Størrelse, hvilken slet
ikke spores hos Hunnerne (tab. I, tig. 3, a*).

De nederste Føleres (tab. I, tig. 3, b) Skaft synes
intet usædvanligt at frembyde; sidste Led er liniedannet.
Detbladdannede Vedhæng udmærker sig derimod først
ved Korthed, idet det neppe udgjør j. af Totallængden, og

) Paa een Gang sees sædvanligt kun fire Pletter, enten man be-
tragter Halevedhængene fra Ryg- eller Bugfladen , paa Grund
af den Maade, hvorpaa Halevedhængene bedække hverandre.

langtfra ikke er dobbelt saa langt som de øverste Føleres
Skaft, hvorimod det omtrent har Øiets dobbelte Længde.
Dernæst viser det en liniedannet Form, men med en hos
denne Slægt mindre sædvanlig Brede, idet denne sidste neppe
indeholdes fem Gange i Bladets Længde. I Enden er det
særdeles skraat afskaaret i Retning indenfra udefter og til-
bage, hvorhos er at mærke, at den indre Vinkel viser sig
temmelig bredt afrundet, medens den ydre er væbnet med en
Torn af mere end almindelig Styrke og Størrelse. Bladets
ydre Rand er aldeles nøgen, den indre og Enderanden der-
imod tæt .børstevæbnede.

Kindbakken er af omtrent lige Længde med Øiet,
men kortere end dens egen Famler, om endog kun i ringe
Grad (dog næsten >). Tandgrene, Børster og Tyggeknude
viser den omtrent som hos andre Mysiser. Hvad der kan anføres
som Betegnende for Famleren (tab. I, fig. 3, c) er den
tydelige Afsætning af det meget lille første Led, Længden af
andet Led (det er omtrent otte Gange saa langt som første,
fuldt dobbelt saa langt som tredie, tydeligt mere end dobbelt
saa langt som bredt) , samt den stærke Børstevæbning langs
begge Sider af de to sidste Led. Især er det sidste saa
stærkt bevæbnet, at det fremstiller ligesom en Børste eller
Kradser, fornemmelig da det tillige er af en mere bred og
oval Form, end hos andre nærstaaende Former.

Første Kjæbepar har intet Betegnende.

Hos andet Kjæbepar er Palpens sidste Led af lang-
strakt, regelmæssigt oval Form.

Andet Par Kjæbe fødders Foddeel (tab. I, fig. 3, d,
d* og d**) viser omtrent følgende Længdeforhold af Leddene :
3+l + 2+2£+2|+l. Sidste Led har omvendt Hjerteform,
samt omtrent lige Længde og Brede, og er langs Randene
væbnet idetmindste med 15 skarpe Saugtorne, der tiltage i
Længde fra Roden mod Spidsen, hvor de omtrent naae Leddets
dobbelte Længde. Tilsammen danne de ligesom en Vifte.
Hos Palpeu, der omtrent har lige Længde med Foddelen, er
Forholdet mellem Rodpladen og den tynde, leddede Deel,
som 4 til 7.

Bryst fødderne ere alle af en temmelig stærk og solid
Bygning, samt væbnede med Klo.

Første Par Bryst fødder s Foddeel viser følgende
Længdeforhold af Leddene: 3+1+4+3+3 + 1. Det næst-
sidste Led eller Tarsen deles i fem Smaaled (af hvilke det
første er det længste, det andet det korteste, de tre følgende
indbyrdes omtrent lige lange); det sidste Led er en
tydelig Klo (tynd, spids og lidt krum), ligesom hos alle
de folgende Fodpar; denne Klo er ikke blot omgivet af
Børster ved Roden, men udsender ogsaa nogle Stykker fra
sin Midte. Palpen er lidt kortere end Foddelen (de forholde
sig omtrent som 12 til 13); Forholdet mellem Rodpladen og
Svøben er som 1 til 2.

Andet og tredie Fodpar (tab. 1, fig. 3, e), som ind-
byrdes ere lige lange og af samme Bygning, overgaae det
første temmelig betydeligt i Længde (medens dette indeholdes
over fem Gange i Totallængden, udgjøre de næsten { af
denne), hvilket beroer paa Foddelens Tiltagen, da Palpen
bliver omtrent uforandret. Leddenes Længdeforhold 3 + H+

4i+4i-4-5+l.

De tre sidste Fodpar ere indbyrdes lige lange, kor-
tere end andet og tredie, men kjendeligt længer end første.
Bygningen som hos de foregaaende, kun at hos sjette Par
Palpens Roddeel bliver liniedannet istedetfor pladedannet (For-
hold, som iøvrigt gjentage sig hos alle Mysiser).

Bug fødderne (tab. I, hg. 3, f) frembyde hverken i
Størrelse eller i Form nogen mærkelig Afvigelse fra det for
Mysiserne regelmæssige Forhold hos Hunnerne. Og hos Han-
nerne fremtræde, atter ligesom hos Mysiserne i Almindelighed,
paa nogle af Parrene to Aarer, den ene med betydelig Længde.

Det mellemste Halevedhæng (tab. 1, hg. 3, g), som
udgjør ubetydeligt mere end l af Totallængden og omtrent har f
af Sidevedhængenes Længde, nærmer sig særdeles meget til
den hos Mysis flexuosa beskrevne Form, fra hvilken den
især kun adskiller sig ved et meget ringere Antal og altsaa
videre stillede Sidetorne: femten Par. Ligesom hos den
nævnte Art er Pladens Rygflade dybt udhulet efter Længden,

og den bageste Rand har et dybt (omtrent \ af Pladen ind-
tagende), skarptvinklet Indsnit, hvis konvexe Siderande grade-
viis bagtil skride ud fra hinanden. Tornene paa disse Rande
ere særdeles smaa.

De yderste Halevedhængs ydre Aare har en lang-
strakt og smal, i Enden afrundet Form; Længden overstiger
Breden mere end sex Gange. Den indre Aare, hvis Længde
omtrent stemmer med det mellemste Halevedhæng, og udgjør
| af den ydre Aares Længde, nærmer sig temmelig meget til
denne sidstes Form, idet Pladen ikke er synderligt stærkt
tilspidset mod Enden, og ikke meget stærkt udvidet mod
Roden. Høre blæren er stor og tydelig.

5. MYSIS LATITANS KR.

Denne Art har jeg fundet mere enkeltviis blandet mellem
Mysis oculata Fabr. (mellem tre til firehundrede Exem-
plarer af denne sidste, 30 — 40 af førstnævnte), hvilken den
staaer saa nær, at det ikke før meget seent er lykkedes mig
sikkert at adskille den som egen Art l). Naar man imidlertid
først rigtigt har faaet Øiet aabnet for det disse to Arter
Betegnende, kan man i Almindelighed skjelne dem uden
nærmere Undersøgelse blot efter Habitus, idet nærværende
Art har Formen lidt tyndere og siirligere; ligesom ogsaa Om-
ridsene vise større Skarphed og Bestemthed, upaatvivleligt
som Følge af Bedækningens større Haardhed (maaskee rettere
udtrykt: mindre Blødhed), hvilken vel atter hidrører fra en
lidt rigeligere Kalkafsætning.

Ogsaa Farven er af et renere og lysere Gulbruunt
(medens den hos M. oculata falder mere i det Graalige),
hvorhos endvidere kan mærkes, at de sorte Stjerner paa
Bagkroppen og mellemste Halevedhæng blive mindre, tildeels
endog ganske utydelige.

1) Alle Exemplarerne maatte, ifolge Forholdet af deres øverste
Fokre og deres Bugfodder, ansees for Hunner, men da de tillige
uden Undtagelse manglede den Hunnerne ejendommelige Bryst-
sæk , kunne de kun antages for endnu ikke fuldvoxne Unger,
og Arten kan folgelig supponeres at maatte naae en betydeligere
Størrelse.

Rygskjoldet lader de to sidste Brystringe ganske ube-
dækkede paa Rygfladen, og dets Pandehorn er ikke andet
end en Udboining af den forreste Rand, der danner en Vinkel,
som er lidt større end en ret.

Oiet, som er kort og tykt pæredannet, og næsten uden Stilk,
naaer blot lidt frem foran Enden af det første Led af de
overste Foleres Skaft. Dets største Tykkelse er større end
Halvdelen af dets Længde, men dog ikke fuldt lig 2 af denne.
Den med Pigment forsynede Deel indtager ikke ganske
Halvdelen af Længden.

De øverste Følere ere af lidt spædere Bygning end
hos M. oculata, men have iøvrigt ikke noget Betegnende.
Forholdet af Skaftets Led har jeg fundet omtrent 44-1 + 2.

Derimod frembyde de nederste Følere (tab. 1, fig. 4,
a), og især disses bladdannede Vedhæng, ligesaa sikkre som
letopfattelige Skjelnemærker mellem nærværende Art og M.
oculata. Først er Formen i det Hele taget spædere. Der-
næst er Skaftet kortere saavel i Sammenligning med Total-
længden (det indeholdes ti Gange i denne) som med det
bladdannede Vedhæng (det har paa det Nærmeste dettes
halve Længde). Dets tredie Led viser intet Spor til Torn i
Enden af den ydre Rand, og sidste Led har dobbelt saa
stor Længde som Brede. Det bladdannede Vedhæng er
mere end dobbelt saa langt som Skaftet og som de øverste
Føleres Skaft, udgjør mere end J af Totallængden, rager med
næsten § af sin Længde frem foran Enden af Skaftets sidste
Led, har en meget langstrakt og smal Form (fuldkomment
syv Gange saa lang som bred), som med Føie kan kaldes
syldannet, og ender med en Torn, samt er langs begge Rande
rigeligt beklædt med Fjerborster (paa den ydre Rand dog
neppe lige til Roden; tab. 1, fig. 4, a' viser Spidsen).

Overlæben har Form af et omvendt-hjertedannet Skjold
af omtrent lige stor Længde og Brede, hvis forreste spidse
Ende lægger sig ind mellem de nederste Foleres Rod. Paa
hver Side mod den bageste Ende viser sig en lille frem-
ragende Flig. Den bageste Rand er halvmaaneagtigt udbøiet,

væbnet med meget smaa Børster, som mod Midten tiltage
noget i Længde, og derved ligesom danne en Fremragning.

Kindbakken afviger neppe i noget Væsentligt fra Slæg-
tens regelmæssige Form. Længden af dens Palpe indeholdes
ti Gange i Totallængden, og stemmer med Længden af Skaftet
hos de øverste og nederste Følere. Forholdet af dens tre
Led er: 3+20+12.

Kjæberne stemme saa aldeles overeens med den hos
M. oculata iagttagne Form, at jeg ikke er istand til at ud-
hæve noget for dem Eiendommeligt.

Første Par Kjæbe fødder, hvis Længde indeholdes
omtrent syv Gange i Totallængden, viser, hvad Foddelen an-
gaaer, den samme komplicerede Bygning som hos M. ocu-
lata. Dens sidste Led har større Brede end Længde. For-
boldet mellem Fod og Palpe er som 7 til 10, eller Palpen
er omtrent ^ længer end Foden. Palpens Roddeel forholder
sig til Aaren som 3 til 7. Svøben har omtrent lige Længde
med Palpens Roddeel.

Andet Par Kjæbefødder indeholdes neppe sex Gange
i Totallængden. Forholdet mellem Foden og Palpen er omtrent
som 11 til 12, eller første er næsten ligesaa lang som sidste.
Længdeforholdet af Fodens Led kan ansættes til: 4+2+
5+5+4+2. Forholdet mellem Palpens Roddeel og dens
Aare er som een til to.

Bryst fødderne have Slægtens almindelige Form og
Forhold, og Fodens sidste Led deler sig i sex Smaaled, af
hvilke det sidste i Enden er bredt afstumpet og børstevæbnet.
Hos de to første Par er Forholdet mellem Fod og Palpe
omtrent som 16 til 11, og Længdeforholdet af Fodens fem
Led kan udtrykkes ved Tallene 3+3 + 9+9+9. Forholdet
mellem Palpens Roddeel og dens Aare omtrent som 4 til 7.
Hos tredie Fodpar har jeg fundet Forholdet mellem Fod
og Palpe som 17 til 12, Fodleddenes Længdeforhold 4+4+
8+8+10; Forholdet mellem Palpens Roddeel og Aare som
4 til 7. Forholdet mellem Fod og Palpe hos fjerde Par
som 18 til 13, Fodleddenes 4+4+10+8+10; Forholdet hos
Palpen 5 til 8. Hos femte Fodpar var Forholdet mellem

Fod og Palpe som 18.V til 14, mellem Fodleddene 6+3+10
+ 8+10 og mellem Palpens Roddeel og Aare som 5 til 9.
Hos sjette Fodpar endelig forholdt Foden sig til Palpen
som 18i til 13; Fodleddenes Længdeforhold var ligesom hos
femte Fodpar, og Forholdet mellem Palpens Roddeel og Aare
som 5 til 8.

Naar Bagkroppen hos denne Art sammenlignes med
samme Deel hos M. oculata, vil man bemærke, at den ad-
skiller sig ved spædere Form, ved større Længde af sjette
Ring og (naar den betragtes ovenfra) ved en lille Torn eller
tilspidset Flig, som fremtræder paa hver Side af femte og
sjette Rings bageste Rand forneden.

Bagkroppens Fødder vise omtrent det samme For-
hold med Hensyn til Form og Størrelse, som hos Mysis-
Slægtens Hunner i Almindelighed, og give saaledes ingen
Anledning til nærmere Beskrivelse (tab. I, fig. 3, f).

Det mellemste Halevedhæng (tab. I, fig. 4, b),
som, naar det er fuldstændigt*), indeholdes næsten 51 Gange
i Totallængden, og hvis største Brede indeholdes tre Gange
i dets egen Længde, viser ingen Udhuling efter Rygfladens
Længde. Skjøndt det ikke ganske savner de to sorte Pletter,
der findes paa samme Deel hos M. oculata, saa ere de
dog meget mindre, meget svagere farvede og anbragte nær-
mere Pladens Rod. Indsnittet i Pladens bageste Rand ind-
tager omtrent \ af dens Længde, og er meget tydeligt vinkel -
dannet med regelmæssigt fra hinanden vigende Been, om
Toppunktet end er lidt afrundet. Langs hver af Pladens
Siderande har jeg talt omtrent 24 Torne, der ere jævnt for-
deelte lige fra Roden. Indsnittets Rande ere, som sædvanligt,
væbnede med mindre Torne.

') Hos det ikke ringe Antal Exeraplarer , jeg har havt til min
Raadighed, vare Halevedhængets Spidser næsten stedse i større
eller mindre Grad mutilerede, og viste Spor til et Slags Re-
generation, hvorved den oprindelige Form var mere eller mindre
forandret. Dette Forhold finder deels sin Forklaring i en større
Sprodhed af Intcgumenterne (begrundet i en stærkere Kalk-
afsætning) , men kunde maaskee tildeels staae i Forbindelse
med visse Eiendommeligheder i Levemaaden.

De ydre Halevedhængs Forhold ere ene tilstrække-
lige til at adskille nærværende Art fra M. oculata. Rod-
delen er meget kort, og mere end dobbelt saa bred som
lang; dens Længdeforhold til den ydre Aare omtrent som 1
til 13; dens ydre Rand er uddraget til en tydelig Torn,
hvilken hos M. oculata ganske savnes.

Den ydre Aare er af en meget smal, liniedannet Form,
omtrent ni Gange saa lang som bred, i Enden næsten af-
stumpet, eller dog bredt og fladt afrundet. Dens Rande
bære lange Fjerbørster. Den indre Aare har omtrent f af
den ydres Længde, er omtrent fem Gange saa lang som bred,
jævnt tilspidset, væbnet med Fjerbørster, samt desuden paa
don indre Rand mod Roden med en halv Snees store og
meget tydelige Torne, og med mindre tydelig Høreblære.

6. MYSIS ARCTICA KR.

I et i det kongl. naturhistoriske Museum henstaaende
Glas, som indeholdt flere hundrede Exemplarer af Mysis
oculata, nedsendte fra, Grønland, fandt jeg, da jeg engang
besluttede mig til at opoffre nogle Dage paa at undersøge
bemeldte Glasses Indhold Stykke for Stykke med Lupe og
Mikroskop, foruden endeel Individer af Mysis latitans, et
eneste Exemplar af nærværende prægtige Dyr, en Hun med
Brystsækken fuld af Unger. Kun den Omstændighed, at det
indtog Glassets Bund og aldeles bedækkedes af de overliggende
almindelige Mysiser, havde hidtil unddraget en saa udmærket
Form fra min Opmærksomhed.

Størrelsen af Exemplaret udgjorde omtrent en Tomme.

Farven var lyst leverbruun, noget ureen og skjoldet,
men ganske uden Spor af de sorte Stjerner, der sædvanligt
pryde Mysiserne.

Rygskjoldet, hvis Længde fra Spidsen af Pandehornet
til Midten af den bageste Rand udgjor lidt mere end i af
Totallængden og lidt mere end Halvdelen af Bagkroppen, har
vel den bageste Rand udskaaren eller halvmaaneagtigt ind-
bøiet paa Rygfladen, men bedækker ikke desto mindre
alle Brystringe lige til forreste Rand af Bagkroppens

første Ring. Og dets Sideflige strække sig endog udover
denne Ring næsten til dens bageste Rand. Hvad der frem-
deles udmærker Rygskjoldet, er, at det ved en usædvanlig
tydelig og dyb Tværfure er deelt i en forreste og
en bageste Deel, eller at omtrent dets forreste Trediedeel,
som bedækker Oinenes og Følernes Rod, samt nogle af de
forreste Munddele, danner ligesom et Slags Hovedskjold.
Endvidere er det forsynet med meget tydeligt og bestemt
fremtrædende, skjondt kort, Pandehorn1), hvilket udgaaer
fra en halvmaanedannet Udbøining af Rygskjoldets forreste
Rand, naaer frem næsten i Linie med Oinenes forreste Ende
og ligesom fortsættes ved en svag Kam langs en Deel af
Rygskjoldets Medianlinie (tab. I, fig. 5, a). Dette Horn er
lidt opadrettet og ved Roden noget fladtrykket, men ender
meget flint tilspidset. Bag de nederste Føleres Rod danner
Rygskjoldets forreste Rand paa hver Side en meget dyb og
skarpvinklet Indbøining (for at tilstede de nederste Følere en
friere Sidebevægelse?), hvorved paa hver Side frembringes en
stor nederste Lap af lilspidset Tungeform. Rygskjoldets
nederste Rand har paa hver Side to flade Indbøininger, en
forreste mindre og en bageste større.

Øinene, som ere temmelig korte (de indeholdes omtrent
fjorten Gange i Totallængden, og naae neppe frem foran det
første Led af de øverste Føleres Skaft), udmærke sig ved
flere Særegenheder. Først have de et rødbruunt eller guul-
liruunt Pigment istedetfor et sort; dernæst ere de meget flad-
trykkede, saa at Oiekuglens Brede er omtrent eller næsten
dobbelt saa stor som dens Høide. Oiekuglen lader sig end-
videre her let adskille fra den tynde Stilk: dens Brede for-
holder sig til dens egen Længde som 7 til 5A- og til Oiets
Længde som 7 til 9; ovenpaa er den flad, og Pigmentet ind-
tager der kun en indskrænket Strækning af den; nedenunder
er den konvex og ganske optagen af Pigmentet.

) Dets Længde indeholdes omtrent fjorten Gange i Rygskjoldets
Længde.

De o verst e Føleres Længde i Forhold til Total-
længden kan ikke bestemmes, da Svøberne vare beskadigede.
Skaftet (tab. I, fig. 5, b) er temmelig kort (det indeholdes
omtrent ni Gange i Totallængden), af plump, kølledannet
Form. Første Led, hvis Længde er lig med de to følgende
tilsammen, har sin øverste Flade meget dybt udhulet, for at
optage Øiets konvexe Underflade. Det meget lille andet Led
(det forholder sig til første som 2 til 7, til tredie som 2 til
5) er ligesom skaalformigt udvidet, og danner et Slags Krands
om Roden af det plumpe, tredie Led, hvis Tykkelse næsten
er ligesaa stor som Længden (de forholde sig som 4 til 5).
Dette sidste Led udsender en Dusk lange Fjerbørster fra
Enden af den nederste Rand. Den ydre Svøbe deler sig
tydeligt i en tyk Roddeel og en tyndere Snært, og den første
har en særdeles tæt og rigelig Borstevæbning paa den nederste
Side.

De nederste Føleres Skaft viser en usædvanligt
tydelig Ledinddeling, og staaer ikke meget tilbage for det
bladdannede Vedhæng i Længde (med omtrent en Femtedeel).
En temmelig stor og stærk Torn udgaaer fra Enden af dets
andet Led paa den ydre Side af det bladdannede Vedhængs
Rod. Dets to sidste Led ere begge noget kølledannede eller
udvidede mod Enden; det femte, som er lidt kortere end
fjerde, og omtrent naaer til Midten af det bladdannede Ved-
hæng og kun omtrent til Enden af de øverste Føleres Skafts
andet Led, udmærker sig ved Plumphed og ved en Dusk
Borster i Enden af den ydre Rand. Det bladdannede
Vedhæng, som udgjor omtrent -(l af Totallængden, og hvis
største Brede indeholdes lidt mere end fire Gange i Længden,
har den indre Rand noget udbuet , Enderanden temmelig
bredt og næsten lige afskaaren med en Torn paa det ydre
Hjørne (tab. I, fig. 1, c), og er tæt børsteklædt paa den
indre Side og i Enden, hvorimod den ydre Rand er aldeles
nøgen.

Kindbakken, hvis Længde indeholdes elleve til tolv
Gange i Totallængden, og som er af Halvmaaneform , har de
to sædvanlige tandbærende Grene , hver med fem større

Tænder, og mellem disse og den lille, stærkt fremragende,
triangulære Tyggeknude syv eller otte plumpe, krummede,
med meget smaa Torne væbnede Børster. Famler en er
omtrent en halv Gang saa lang som Kindbakken; Forholdet
mellem dens tre Led": 1 + 10+7. Det lille første Led har
ikke andet Leds halve Brede, men er meget tydeligt afsat
og begrændset. Andet Led udvider sig strax ved Roden paa
den indre Side næsten uformeligt, eller danner ligesom en
Pukkel, og aftager derpaa gradeviis i Brede indtil Enden.

Første Kjæbepar viser intet Betegnende i Formen.

Hos andet Kjæbepar er den øverste eller forreste af
de fire Smaaplader, som danne den egentlige Kjæbedeel,
særdeles kort, idet den kun naaer til Enden af Famlerens
første Led (maaskee en tilfældig Mutilation?). Famlerens
andet Led er temmelig regelmæssigt fiirkantet, i Enden lige
og bredt afskaaret, omtrent af samme Længde og Brede1).
Overlæben er omvendt hjertedannet, bagtil noget utydeligt
Hrefliget; de to mellemste Flige ere stærkere fremragende og
have Randen børstevæbnet.

Første Par Kjæbefødder, hvis Længde indeholdes
sex Gange eller lidt mere i Totallængden2), er af den for
Mysiserne sædvanlige plumpe og komplicerede Form. Leddenes
Længdeforhold i Fodgrenen lader sig meget vanskeligt be-
stemme, men kan omtrent udtrykkes saaledes: 6+3+ H+
2=r + 4+2;y+2. Børstebevæbningen er saa rigelig, at den til-
deels skjuler Leddenes Form. Forholdet mellem Fod og
Palpe er som 20 til 26, mellem Palpens Roddeel og deus
Aare som 8 til 18. Aaren bestaaer mindst af 20 Smaaled.
Svøben, der ganske har Gjællestruktur, og upaatvivleligt er
Respirationsorgan, er af meget langstrakt, i Enden tilspidset,
Bladform, lidt mere end tre Gange saa lang som bred. Dens
Længde forholder sig til Palpen som 1 til 2, til Foden som
2 til 3.

l) Alle de enkelte Munddele har jeg fundet rundeligt bedækkede

med de stilkede Æggehylstre af et igleagtigt Dyr.
-) Dette gjælder Fodgrenen : Palpen er ikke synderligt længer.

Andet Par Kjæbefødder har næsten dobbelt saa stor
Længde som første Par, og er af en langstrakt og tynd, men
ingenlunde svag Form. Forholdet af Fodens Led er omtrent:
3+4+4-i-6-|-ll + 8 + 3. Sidste Led, som har en oval, noget
skedannet Form, udmærker sig ved sin overordentligt rige, til
alle Sider udstaaende Børstevæbning, der giver det Udseende
af en Kost eller Strigle. Forholdet mellem Fod og Palpe
er som 37 til 30, mellem Palpens Roddeel og Aare som 8
til 22. En tydelig, ja endog temmelig stærkt udviklet Svobe
er tilstede (den forholder sig i Længde til Palpen som 1 til
3). Den har Bladform, men ender bredt afrundet, viser ikke
Gjællestruktur, og er i Randen børstevæbnet.

Brystfødderne, som kun vise ringe Længdeforskjel (de
voxe imidlertid svagt indtil det fjerde inklusive, og sjette er
det korteste), kunne siges omtrent at indeholdes tre Gange i
Totallængden. Alle Fødderne have en meget spæd eller svag
Bygning, dog gjælder dette i endnu hoiere Grad de bageste
end de forreste (tab. I, fig. 5, d og d*). Hvad der udmærker
dem, er, at det sidste Led, skjøndt deelt i et Antal Smaaled
(sex eller syv), dog ender med en tydelig, men kun svagt
bøiet Klo, som bærer et Børsteknippe paa Spidsen1); at de
foran Kloen gaaende Smaaled voxe i Længde fra Roden, saa
at det sidste faaer en anseelig Længde (det er ligesaa langt
som de to foregaaende Smaaled tilsammen, og oftest dobbelt
saa langt som Kloen); samt at alle Fodparrenes tredie og
fjerde Led ere besatte med en Mængde lange og bløde Haar,
medens det femte eller sidste Led bærer en Mængde Børste-
knipper-). Første Par viser omtrent følgende Længde-
forhold af Fodens Led; 2+24-9+144-13. Forholdet mellem
Fod og Palpe kan ansættes som 40 til 35, mellem Palpens

') Dette trænger dog til nærmere Forklaring. Kloens ovenomtalte
Borsteknippe béstaaer af to Borster og en Torn, hvilken sidste,
skjøndt bestemt afsat fra den foregaaende Deel af Leddet, ud-
gaaer ligesom en Fortsættelse af dette. EHer med andre Ord :
Kloen er bestemt toleddet.

2 ) Et Knippe for hvert af de smaa Led. Borsterne ere Sang-
børster,

Roddeel og dens Aare sum 8 til 27. I Aaren tælles, ligesom
hos de følgende Fodpar, en Snees Led. Andet og tredie
Fodpar ere vel ganske ubetydeligt længer end første, men
stemme saa nær med dette i Form og Forhold, at det bliver
overflødigt nærmere at omtale dem. Hos fjerde Pars Fod var
Leddenes Længdeforhold omtrent 2+24-9 + 15-1-15. For-
holdet mellem Fod og Palpe som 43 til 34, mellem Palpens
Rod og Aare som 8 til 20. Hos femte Par var Leddenes
Forhold i Foden 2+2+9+14+15; P'orholdet mellem Fod og
Palpe som 42 til 33, mellem Palpens Roddeel og Aare som
8 til 25. Endelig hos det næsten traaddannede sjette Par
fandt jeg Leddenes Forhold i Foden 3+2+7^+13 + 12, For-
holdet mellem Fod og Palpe som 38 til 30, og mellem
Palpens Roddeel (som er liniedannet) og Aaren som 8 til 22.

Om Bagkroppen tinder jeg ikke videre at bemærke,
end at dens sjette Ring har en temmelig betydelig Længde,
fuldt dobbelt saa stor som femte Ring, og at dens bageste
Hjorner paa Bugfladen ere uddragne til en, vistnok lille, men
dog tydelig Torn.

Første Par Bugfødder, hvis Længde indeholdes 25
Gange i Totallængden, bestaaer af et næsten rudimentært
Rodled og eu mere end tre Gange saa lang Aare, af lang-
strakt-oval Form, og væbnet med omtrent sexten lange Svømme-
børster langs den ydre Rand.

Andet Par Bug fødder, som er lidt længer end første,
har Rcdleddet tydeligere udviklet, i Enden udvidet, og Aaren
af Linieform. Hos det lidt længere tredie Par ere begge
disse Egenskaber endnu stærkere udviklede. Og hos de to
følgende, gradeviis voxende Bugfødder, bliver Aaren syl-
dannet og langs begge Rande væbnet med Fjerbørster.

Det mellemste Halevedhæng (tab. I, tig. 5, e) er
af langstrakt Form, (dets største Brede fortil udgjør omtrent
| af Længden), bagtil meget smallere og ligesom lidt ind-
knebet, langs Siderandene væbnet med en Snees Tornepar,
(eller, naar alle de smaa mellem de større anbragte med-
regnes, nogle flere), med et Indsnit i den bageste Rand,
som er dybt (dets Længde udgjør omtrent ^ af Pladens

Længde) men smalt, (saa at dets Tornevæbning næsten mødes
i Midten), med temmelig parallele Rande og paa Bunden
eller fortil bredt afrundet.

De yderste Halevedhængs Længde udgjør næsten \
af Totallængden; den indre Aare rager kun meget lidt
frem bag Spidsen af det mellemste Halevedhæng, og har den
sædvanlige smalle, noget tilspidsede Form; Høre sækken er
forholdsviis temmelig lille, men dog tydelig. Den ydre Aare
overgaaer den indre temmelig betydeligt i Længde, idet deres
Forhold næsten er som 3 til 4; dens Længde er omtrent 5
til (3 Gange saa stor som Breden; Form og Forhold iøvrigt
det sædvanlige.

De talrige i Bugsækken indesluttede Embryoner (over
en Snees Stykker) havde en ret anseelig Størrelse (alle om-
trent to Linier) og vare fuldt udviklede (tab. I, tig. 5, i').
Det vil sige: alle hos det voxne Dyr forekommende Lemmer
kunde let eftervises , Øine , øverste Følere med to lange
Svøber, nederste Følere med Svøbe og Vedhæng, Kindbakke
med tydeligt treleddet Palpe, Kjæbefødder, Brystfødder og
Bugfodder i det regelmæssige Tal o. s. v. Hvad der adskilte
dette Embryo fra det fuldbaarne Embryo til Ex. af Mysis
flexuosa, var en langt foran Oinene udstrakt tyk, lidt op-
adbøiet, i Enden bredt afrundet Cylinder (Antydning af det
senere Pandehorn?), Længden af Følernes Svøber, der omtrent
stemmer med Totallængden , og de ligeledes meget lange
Brystfødder, af hvilke de bageste naae Halevedhængene med
deres Spidser.

DIAGNOSER AF DE OVENBESKREVNE ARTER.

1. Mysis flexuosa Miill.
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quartam
ferme æquans partern longitudinis animalis, duplamque pedun-
culi antennarum superiorum superans longitudinem, triplamque
oculi; septies et ultra longior quam latior, apice suboblique
truncato, aculeo prædito anguli exterioris, margine exteriori

nuda. Rostrum frontale perbreve, depresso-laminare, apice
obtase rotundato. Palpus mandibulæ tantillum modo maudi-
bula ipsa longior, ultimo articulo apice haud hamato. Palpus
maxillæ posterioris articulo ultimo ovali, multo longiori
qnam latiore. Lamina caudalis intermedia sextam ferme
longitudinis animalis partern æquans, longitudinaliter profunde
excavata , 28is ferme marginum lateralium armata aculeis,
postice incisura prædita profunda , acutangulata , lateribus
convexis sensim divergentibus.

2. Mysis oculata Fabr.
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam
vix æquans longitudinis animalis partern, nec duplam pedun-
culi antennarum superiorum attingens longitudinem (duplam
vero oculi); qvinquies ferme longior quam latior, apice acu-
minato-rotundato, inermi, margine exteriori setosa. Rostrum
frontale fere evanidum. Palpus mandibulæ dimidia ferme
parte ipsa mandibula longior, ultimo articulo apice hamato.
Palpus maxillæ posterioris articulo ultimo latiori quam
longiori. Lamina caudalis intermedia sextam ferme
longitudinis animalis partern æquans, longitudinaliter parum
supra excavata, 32is ferme marginum lateralium armata acu-
leis, postice incisura prædita profunda anterius, obtuse rotun-
data, lateribus subrectis, subparallelis.

3. Mysis vulgaris Thomps.
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam
longitudinis animalis partern destincte superans, pedunculo
antennarum superiorum ter fere longior, oculo plus ter longior,
octies et ultra longior quam latior, subulata, apice inermi,
margine exteriori setosa, Rostrum frontale prorsus sæpius
evanescens. Palpus mandibulæ longitudine mandibulam ipsam
vix superans, ultimo articulo recto. Palpus maxillæ poste-
rioris articulo ultimo ovali, longiori quam latiori. Lamina
caudalis intermedia septimam ferme longitudinis animalis
partern æquans, elongato-triangularis, apice præciso non vero
emarginato, parum supra excavata, vicenis marginum latera-
lium armata aculeis.

4. Mysis cornuta Kr.

Appendix antennarum inferiorum foliiformis sextam
longitudinis animalis partern vix æquans, pedunculo anten-
narum superiorum haud duplo longior, oculo duplo ferme
longior, vix quinquies longior quam latior, linearis, apice
obliquissime truncato, aculeo armata anguli exterioris forti,
margine exteriori nuda. Rost rum frontale bene distin-
etum, acutum. Palpus mandibulæ longitudine mandibulam
ipsam tantillum modo superans, ultimo articulo crasso r.ecto
aculeis setisque dense obtecto. Palpus maxillæ poste-
rioris articulo ultimo ovali, longiori quam latiori. Lamina
c au dal is inter media septimam longitudinis animalis partern
parum superans, vix ter longior quam latior, profundius per
dorsi longitudinem excavata, 15is marginum lateralium armata
aculeis, postice profunde (per quartam fere longitudinis la-
minæ partern) excisa et acutangulata, ut margines incisuræ
convexi postice sensim divergant.

5. Mysis latitans Kr.

Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam
longitudinis animalis partern superans, pedunculo antennarum
superiorum et inferiorum oculoque plus duplo longior, s ep tie s
longior q u a m 1 a t i o r , apice subulato, a c u 1 e a t o , margine
exteriori setosa. Rostrum frontale evanidum. Palpus
mandibulæ dimidia fere parte mandibula ipsa loDgior, ultimo
articulo apice subbamato. Palpus maxillæ posterioris
articulo ultimo sublatiore quam longiore (v. eadem longitudine
ae latitudine). Laniina caudalis int ermedia sexta longi-
tudinis animalis parte subbrevior, supra longitudinaliter non
excavata, 24is ferme marginum lateralium armata aculeis,
postice incisura profunda, distincte angulata.

Mysis arctica Kr. ').
Pedunculus antennarum superiorum crassissimus,
articulis discre ti s, secundo dilatato patelliformi.
Appendix antennarum inferiorum foliiformis sextam ferme

) An potius lHJvum genus?

æquans longitudinis animalis partern, pedunculo quinta parte
modo longior, oculis plus duplo longior, quater ferme longior
quam latior, apice truncato aculeo anguli exterioris, margiue
exteriori nuda. Rostrum frontale breve sed bene perspi-
cuum, acuminatum. Oculi breves, pedunculo gracili, globulo
valde depresso, fusci. Scutum dorsale magnum
omnes thoracis annulos postice tegens, ad latera
etiam superans, medio tamen margine postico promnde con-
cavo. Flagellum pedum maxillarium anteriorum folii-
forme, stractura branchiali (vel branddam quasi efficiens?).
Pedes thoracici elongati, gracillimi, fere filiformes. La-
mina c au dal i s in terme dia sextam longitudinis animalis
partern superans, quater longior quam latior, 20is ferme mar-
ginum lateralium arinata aculeis, postice per quintam ferme
longitudinis laminæ partern excisa, incisura angusta, non angu-
lata, an ti c e rotundata.

7. Mysis inermis Rathke1).
Appendix antennarum in fe r i o ru m foliiformis septimam
fere æquans partern longitudinis animalis, duplam pedunculi
antennarum superiorum haud attingens longitudinem sed tri-
plam oculi, ter fere longior quam latior, apice peroblique
truncato, aculeo prædito anguli exterioris, margine exteriori
nuda. Rostrum frontale omnino nullum. Palpus mandi-
bulæ ... Palpus maxillæp ost erioris . . . Lamina c au da lis
intermedia septimam ferme longitudinis animalis partern
æquans, supra longitudinaliter parum excavata, lGis ferme
marginum lateralium armata aculeis, postice incisura prædita
profnnda antice valde angusta.

l) Denne af H. Rathke i hans »Bcitrage zur Fauna Norwegens«
S. 20 opstillede og beskrevne Art har jeg saavel truffet paa
den norske Kyst indtil. Tromso (skjondt kun sparsomt), som
ogsaa paa Jyllands Østkyst mellem andre My sis-Arter , og den
maa altsaa optages i vor Fauna. Jeg har maattét lade mig
noie nied at give en ikke ganske fuldstændig Diagnose og
Udmaaling af den, da jeg for Tiden savner ret gode Exemplarer
til dens fuldstændigere Undersøgelse.

CONSPECTUS SPECIERUM.

J nigri M. cornuta
(distinctumi°culi\iulvi M.arctico

Lamina

caudalis

intermedia

nuda ; rostrum

postice incisa ;
margo app. folii-
formis ant. inf. I
exterior

evanescens ; la- C 28is M. flexuosc

mina aculeis mar- 1

ginalibus ( 16is M. inermi

i elongato-ovata M oculata
setosa ; appendicis formå ^ suhuh^ M tø tø;.

postice non
incisa

M. vulgaris

Som Tilgift til de ovenbeskrevne nordiske Mysisarter
lader jeg følge nogle nærstaaende, mest exotiske Former,
der synes mig ikke at mangle videnskabelig Interesse.

CYNTHIA INERMIS KR.

Da denne Slægt endnu maa ansees som meget lidt be-
kjendt, troer jeg intet overflødigt Arbeide at foretage, ved at
føie en ny Art til de to, som forud ere optagne i Systemet.
Vel er jeg i min Undersøgelse indskrænket til to, og disse
noget mutilerede, Exemplarer, men desuagtet vil Arten kunne
fastsættes med Sikkerhed, og Slægtens Karakteristik i flere
Punkter forøges1). Jeg har fanget det beskrevne Dyr i det
aabne Atlanterhav, det ene Exemplar paa omtrent 47° nord-
lig Brede , det andet paa 14 ° .

Længden fra Midten af Panderanden til Spidsen af
mellemste Halevedhæng var kun fire Linier.

1 ) Den Thompsonske Art (C. Thompsonii M. Edw.) støtter sig
kun paa et eneste Exemplar, en Han, og saavidt jeg kan
skjønne, har Milne Edwards heller ikke kunnet begrunde
sin C. armata med et rigere Materiale. Dana har mellem
sin Reises rige Udbytte ingen Cynthia.

Farven hvidguul, i det bruunlige, med to temmelig
store, kredsrunde, sorte Pletter paa hver Side af de to sidste
Brystringe og de sex Haleringe, den ene ovenover den anden.
Ogsaa findes sort Pigmentmasse afsat hist og her i Legemets
forskjellige Dele, dog under uregelmæssige Former og i saa
ringe Mængde, at den forst ved stærkere Forstørrelse iagttages.

Formen som hos en Mysis, kun Buglemmernes Størrelse
paafaldende.

Rygskjoldet, hvis Længde omtrent udgjør £ af Total-
længden, er forsynet med et lille og særdeles fiint Pande-
horn, og har den bageste Rand paa Midten saa dybt ind-
bøiet, at idetmindste de to sidste Brystringe savne Bedækning
paa Rygfladen.

De øverste Føleres Forhold til Totallængden kan
ikke bestemmes, da Svøberne vare afbrudte. Skaftet (tab.
II, fig. 6, a) er stort og plumpt (dets Længde udgjør omtrent
i af Totallængden). Leddenes Længdeforhold 3-bT-f~3. Det
første paa den ydre Side indbøiet, i Enden udvidet, for lige-
som at rette sig efter Øiets Form. Det andet af større
Brede end Længde. Det tredie, langstrakt -fiirkantede ud-
sender i Enden paa den indre Side en Spids eller konisk
Forlængelse, og er paa hele den indre Side nedefter tæt be-
dækket med et Lag af uendeligt fine Haar. Efter de af-
brudte Stumper at skjonne er den indre Svøbe lidt tykkere
end den ydre; begge deelte i korte Led.

De nederste Føleres (tab. II, fig. 6, b) Svøbe af-
brudt. Skaftet fireleddet (Rodleddet medregnet); Leddenes
Længdeforhold 2-}-l+2-f 1. Tredie Led langt og liniedannet;
fjerde Led udvidet mod Enden , noget bægerdannet , dog
uregelmæssigt. Det bladdannede Vedhæng naaer ingen-
lunde til Enden ' af de øverste Føleres Skafts tredie Led,
men dog udover Midten af dette Led; dets Form er smal
og langstrakt med den indre Rand udbuet, i Enden afrandet
med en Torn paa det yderste Hjørne. Den ydre Rand nøgen,
den indre og Enden tæt forsynet med Fjerbørster.

Øiet temmelig kort, da dets Længde indeholdes omtrent
tretten Gange i Totallængden, og det ikke ganske naaer til

Enden af de øverste Føleres Skafts første Led ; derimod meget
tykt, næsten lige saa bredt som langt, med særdeles kort,
tynd (altsaa tydeligt afsat) Stilk. Øieæblet udfyldes næsten
ganske af Pigmentmassen (tab. II, fig. 6, a).

Kindbakken (tab. II, fig. 6, c) har en ikke ubetydelig
Størrelse, og er, ligesom hos Slægten Mysis, forsynet med
en endnu meget større Palpe (Kindbakkens Længde for-
holder sig til Palpens som 2 til 3). Kindbakkens forreste-
inderste Hjorne udsender to stærke Hornspidser, af hvilke
den ene deler sig i fire Smaatænder; og lidt længer tilbage
vise sig tre (maaskee flere) stærke, simple Torne (uden Børster
eller Sidetorne), og atter bag disse fremtræder en hornfarvet
Tyggeknude. Palpen treleddet. Leddenes Forhold l + 12-{- 8.
Andet Led meget tykt, pølsedannet, paa den indre Side med
fire vidtspredte Børster. Tredie Led er tyndt, af lige Tykkelse
i næsten hele Længden, i Enden lidt tilspidset og svagt ind-
bøiet; paa den ydre Side først (o: nærmest Roden) væbnet
med fem eller flere temmelig lange tætstillede Saugbørster,
dernæst med ni temmelig vidtstillede smaa Torne, hvilke i
Enden ere ligesom kostedannede eller forsynede med over-
maade smaa Bibørster. Enden af Leddet er saa tæt besat
med korte Saugbørster, at de gjøre det vanskeligt, at erkjende
dets Form.

Første Kjæbepar (tab. II, tig. 6, d) bestaaer af to
smaa Plader, af hvilke den forreste, som er lidt større end
den bageste, har Enderanden tæt optaget af sex stærke Torne.
Paa den bageste har jeg kun iagttaget fire Torne, som sidde
noget adskilte fra hverandre, men i Længde og øvrige Be-
skaffenhed omtrent stemme med de paa forreste Plade
anbragte.

Andet Kjæbepar (tab. II, fig. 6, e)* viser, foruden to
Kjæbeplader, en stærk, toleddet Palpe. Kjæbep laderne s
Enderand indtages hver af sex Torne. Palpen, som er om-
trent dobbelt saa lang som Kjæbepladerne, udmærker sig ved
Størrelsen af sit forste Led, som neppe staaer i Længde til-
bage for andet; dette er meget rigeligt tornevæbnet paa den
indre Rand og i Enden, sparsommere derimod paa den ydre Rand.

Underlæben (tal). II, flg. 6, f) er en kort, bred Plade,
hvis forreste Rand bøier sig noget ind paa Midten, saa at
to bredt afrundede, i Randen med sraaa og fine Børster væbnede
Flige opstaae.

Første Par Kjæbefødders (tab. II, tig. 6, g) Fod-
green har jeg fnndct plump, femleddet (Leddenes Længde-
forhold omtrent 2-f 1 + 1-f 2-f 1). Sidste Led er ovalt med
Tilnærmelse til Skivedannelse, og viser nogle smaa Børster
spredte paa alle Rande. Palpe og Vifte har jeg ikke
iagttaget, men jeg tør ikke nægte, at de, uagtet al Sogen,
kunne have unddraget sig min Opmærksomhed.

Andet Par Kjæbefødder (tab. II, hg. 6, h) bestaaer
af en syvleddet Fodgreen og en Palpe, hvilke begge ere
heftede til en plump Rod de el. Fodgrenens Led ere plumpe,
alle næsten af ligesaa stor Brede som Længde, undtagen det
fjerde, som overgaaer de øvrige meget i Længde, og det
sidste, som er en Klo. Nogle smaa Børster iagttages paa
det sidste Led. Palpen, som er lidt længer end Fodgrenen,
bestaaer af en ualmindeligt langstrakt Roddeel og en omtrent
tileddet Svøbe. Disse Kjæbefødder stemme i det Væsentlige
af deres Bygning ganske med Brystfødderne, kun at de ere
meget mindre (de indeholdes omtrent otte Gange i Total-
længden) og af plumpere Bygning, og kunne altsaa, som
Edwards har foreslaaet og Dana efter ham optaget, hen-
regnes til Brystfødderne, hvis Tal da bliver syv Par.

Det første Par Brystfødder (tab. II, fig. 6, i og i*)
danner en Overgang mellem de nysbeskrevne Kjæbefødder
og de øvrige Brystfødder baade i Størrelse og Form. Det
er dobbelt saa langt som de første og af spædere Bygning,
paafaldende kortere end de sidste, men kjendeligt førere.
Foruden en langstrakt Roddeel synes det kun at bestaae af
fem Led, af hvilke det sidste er en lang Klo (Leddenes
Forhold omtrent 1-f H-f 4+4+2^), men ved Presning erfarer
man, hvad ellers ved omgivende Børster skjules, at et meget
lille Led gaaer foran for Kloen, og at Foden altsaa er sex-
leddet. Palpen er kortere end Foden, omtrent tileddet.

De øvrige Brystfødder (tab. II, fig. 6, k, k* og k**)
have en ganske anseelig Længde (den udgjor over ^ af
Totallængden), men en særdeles spæd Bygning. Roddelen
langstrakt og smal, lidt tilspidset mod Enden, indeholdes
omtrent sex Gange i Fodgrenens Længde. Denne, som
næsten kan kaldes børsteagtig, bestaaer af sex Led, hvis
Længde omtrent kan ansættes H+3^ + 10+3^+4+2^. Første
Led er meget skraat afskaaret i Enden; tredie, fjerde og
femte Led forsynede med en Deel Børster og Børsteknipper;
sjette Led eller Kloen endelig saa tæt omgivet af lange
Saugborster, at den kun med Vanskelighed iagttages. Pal-
pen har kun omtrent Fodgrenens halve Længde.

Imellem de bageste Brystfødder findes et lille Skjold
eller en Plade anbragt, som mod Enden er væbnet med sex
Torne, og hvilken Plade af Thompson betragtes som eien-
dommelig for Hannerne, i Overeensstemmelse med Forholdet
hos Mysiserne.

Bagkroppen er trind, temmelig tyk, eller dog fyldig,
uden Torne paa nogen af Ringene. Af disse have de fem
første indbyrdes omtrent lige Længde; den sjette overgaaer
just ikke betydeligt de foregaaende, og staaer langt tilbage
for det mellemste Halevedhæng.

Bagkroppens Lemmer (tab. II, fig. 6, 1, m, n og o),
fem Par, kunne paa Grund af deres Overeensstemmelse om-
tales under eet. De ere af ret anseelig Størrelse, næsten
lige lange; dog staae de to sidste Par lidt tilbage for de
foregaaende i Længde. De bestaae først af en meget stor,
bred og solid Rodplade, hvilken meget nær udgjør Halv-
delen af Lemmernes Længde, og hvis Brede forholder sig til
dens egen Længde omtrent som 2 til 3. Dens nederste Rand
deles ved en dyb, afrundet Indbugtning i to store Flige, af
hvilke den ene, den yderste, altid er bredere og stumpere, og
tillige ubetydeligt kortere, end den anden. Fra Bunden af
denne Indbugtning og mellem Fligene udgaae dernæst to
Aarer (første Par Bugfødder har dog kun een Aare), hvilke
ere lange (alle omtrent af lige Længde), men meget tynde,
snordannede, deelte hver i en halv Snees Smaaled, rigeligt

væbnede med lange Fjerbørster. Hertil kommer endelig et
lille hudagtigt Redskab, som er tilheftet paa Bunden af
Indhugtningen bag Aarerne, og som deler sig i to, omtrent
lige lange, mere eller mindre bugtede og krummede Arme,
som altid synes at være meget kortere end Aarerne. Det er
disse Redskaber, Mil n e-Edwards har betegnet som Gjæl-
lerne (hos Thompson tinder jeg ingen saadan Udtydning
af dem), og, uagtet jeg ikke vil bekæmpe Rigtigheden af
denne Anskuelse, mener jeg dog, at den er fremsat med for
stor Afgjorthed, eftersom jeg intet Spor til Gjæl le struktur
har kunnet iagttage hos dem. Rigtigst vilde det derfor
maaskee være, at betragte dette Punkt som et endnu tvivlsomt,
hvis Afgjørelse maatte søges i Iagttagelsen af det levende
Dyr. Hvad nu disse pølsedannede Grenes spiralagtige
Krumning angaaer, da maa den vistnok snarere betragtes
som Undtagelse end som Regel. I al Fald har jeg, som mine
Tegninger vise, ikke fundet Forholdet ganske saaledes, som
Thompson, og efter ham Edwards, afbilder det.

Det mellemste Halevedhæng (tab. II, fig. 6, p),
som næsten udgjør £ af Totallængden, men ikke ubetydeligt
staaer tilbage for Sidevedhængene i Længde, har en langstrakt
og smal Form, som gradeviis endnu bliver lidt smallere bagtil,
er i Enden afrundet eller fladt udbuet, og udmærker sig
især ved Fiinheden af sin Tornevæbning. Den bageste af-
rundede Rand har jeg fundet væbnet med sex Torne, af
hvilke de to yderste paa hver Side, skjondt smaa, dog i be-
tydelig Grad overgaae de to mellemste: og med disse sidste
stemme omtrent de Torne, som ere anbragte langs Side-
randene; den hele Tornevæbning , med Undtagelse i al
Fald af de fire nysomtalte, lidt større Torne, kan ved en los
Betragtning meget let ganske oversees, og det er derfor, jeg
foreslaaer at kalde denne Art inermis.

De yderste Halevedhæng indtage næsten i af Total-
længden, og udmærke sig især derved, at den inderste
Aare er kjendeligt længer end den yderste, skjondt ogsaa
denne sidste naaer udover det mellemste Halevedhæng. For-
men af den indre Aare er særdeles smal, griffel- eller dolk-

a^tig. Ho re redskab et optager ganske dens første Fjerde-
deel eller lidt mere. Dens indre Rand er væbnet med meget
smaa Torne (dog noget større end de paa den modsvarende
Rand af det mellemste Halevedhæng), som vise den Særegenhed,
at øverst afvexle regelmæssigt større og mindre Torne med
hinanden, derpaa følger en Strækning, hvor en større Torn
fremtræder efter to mindre, og nederst endelig ere tre mindre
Torne ligesom indesluttede af større. Paa den ydre Rand
har denne Aare lange Børster. — Den ydre, kortere Aare er
vel ogsaa smal, dog bredere end den indre; dens ydre Rand
er nøgen i de forste Totrediedele; men derpaa fremtræder
den stærke Torn, som ellers pleier at indtage det yderste-
nederste Hjørne, og denne efterfølges umiddelbart af lange
Fjerbørster, som optage den nederste Trediedeel (fire), den
flade eller afstumpede Enderand (tre) og den lidt udbuede
indre Rand.

Jeg skal nu til Slutning omtale det beskrevne Dyrs Ad-
komst til at gjælde som en ny Art. Fra Cynthia armata
Edw. er den, foruden ved andre Forhold, bestemt og tydeligt
adskilt ved det meget korte Pandehorn, og al yderligere
Sammenligning bliver her overflødig. Men til den Thomp-
son'ske Art, som ogsaa skal stamme fra det aabne Atlanter-
hav, nærmer den sig mere, og derfor skal jeg sammenstille
Forskjellighederne. Farven omtales ikke af Thompson,
men efter hans Afbildning maa man antage 1) at kun een
Række Pletter ere tilstede langs hver Side afBag-
kroppen. Pandehornets Længde stemmer omtrent med
Forholdet hos C. inermis, men 2) det fremstiller mere
en Vinkel eller en Udbøining af Rygskjoldets for-
reste Rand end et egentligt Horn, hvilken Form C.
inermis derimod viser. — I Diagnosen hos M.-Edw. hedder
det: carapace s'etendant jusq'au dernier anneau du thorax, og,
da Thompson ikke berører dette Forhold i sin Beskrivelse,
maa Edwards have hentet denne Angivelse fra hans Af-
bildning. Hvis den var ganske sikker, vilde den være til-
strækkelig til Adskillelsen af min Art fra Thompson' s, men
jeg frygter for, at den ikke er ganske berettiget, og anseer

det derfor for forsigtigst , at holde dette Punkt udenfor
Sammenligningen. Medens efter Thompson' s Afbildning og
og E.'s Diagnose 3) de nederste Føleres bl ad danne de
Vedhæng naaer til Enden af de øverste Føleres
Skaft, strækker det sig hos C. inermis kun lidt ud over
Midten af de øverste Foleres Skafts tredie Led; ogsaa er
dette Vedhæng af en mere langstrakt Form end Thompson' s
Figur viser, 4) samt i Enden afrundet, ikke skraat
afskaaret. — Istedetfor »a taper sessile appendage, very
strongly ciliate.d« (Thompson' s Ord) eller »une petite ecaille
pilifore« (Edwards) i Enden af de øverste Foleres Skaft
paa den indre Side, har jeg kun seet hos C. inermis 5)
en konisk Udvæxt af Leddet, og denne nøgen eller
uden Børster, medens Leddet bag den viser utal-
lige bløde Haar. Munddelene beskriver Thompson ikke,
men han afbilder de to sidste Led at Kindbakkens Palpe.
Dersom denne Afbildning tor antages for noiagtig, 6) vil
man alene i den kunne finde tilstrækkeligt Motiv
til at sondre C. Thompsoni og C. inermis. At Th.
fremstiller de to første Fodpar som manglende Klo, antager
jeg blot at hidrøre fra en Vildfarelse, og kan altsaa ikke
tage Hensyn til dette Punkt ved Artsadskillelsen. Derimod
kommer den almindelige Form af Bryst fødderne i Betragt-
ning, idet disse Redskaber hos Thompson ikke vise noget
Spor 7) til den Stivhed og ualmindelige Spædhed,
som er karakteristisk for C. inermis. — Det til de mand-
lige Forplantningsredskaber henhørende Pladepar, som er an-
bragt mellem de sidste Brystfødder, er hos C. Thompsoni
væbnet med »three curved hooks«, 8) hos C. inermis med
sex stive Torne. Efter Th.'s Afbildninger er den stumpe
og hrede Flig paa Bugføddernes Roddeel forneden længer end
den tilspidsede; 9) hos C. inermis har jeg iagttaget
det omvendte Forhold paa alle fem Par Buglemmer.
Og hvad Bugføddernes Vedhæng eller de saakaldte Gjæller
angaaer, 10) da naae de hos C. inermis hverken den
Udvikling iLængde, eller vise de den regelmæssige
Dreining i en Sneglelinie, som Th.'s og M.-Edw.'s Af-

af-
bildninger angive. 11) Halevedhængene ere alle hos
C. inermis af en meget mere langstrakt og spæd
Form end Th. for sin Art angiver. Det mellemste Hale-
vedhæng er efter Th. stærkt udvidet ved Roden, dets Ende-
rand »truncated or very sligthly indented«, dets Siderande
væbnede med stærke og iøiefaldende Torne, 12) hvilket alt
er anderledes hos C. inermis. -—De ydre Halevedhængs
yderste, kortere Aare, som hos Th.'s Art ender tilspidset, er
13) her trunkeret, saa at tre Fjerbørster findes an-
bragte jævnsides paa Enderanden; dets indre Aares
T o r n e b e v æ b n i n g er n æ s t e n u m æ r k e 1 i g (T h. afbilder Torne
af ikke uanseelig Størrelse). Saamange og tildeels saa be-
tydelige Afvigelser, mener jeg, kunne vel retfærdiggjøre Op-
stillingen af en ny Art, og denne har jeg forsøgt at diag-
nosere paa følgende Maade.

Cornu frontale distinctum , sed gracillimum brevissi-
mumque (baud ad dimidiam oculi longitudinem porrectum).
Appendix antennarum inferiorum foliiformis angustata
apiee rotundato, ad finem pedunculi antennarum superiorum
haud perveniens. Articulus secundus pal pi man dibularnm
erassissimus, clavatus; articulus tertius gracilis, linearis, apice
aeuminato subincurvo. Pedes thoracici gracillimi, rigiduli,
fere setacei. Appendices (branchiæ?) pedum abdomina-
lium breviores, vix dimidiam remorum longitudinem superan-
tes, plus minusve curvatæ, haud vero in spiras flexæ. Lamina
eau da lis elongata, angustata, basi haud dilatata, apice late
rotundato, senis armato aculeis, binis lateraliter majoribus,
intermediis duobus minutissimis; margines laminæ laterales
multis sed perminutis instructi aculeis. Remus appendicum
caudalium lateralium exterior interiori brevior, cauda
ipsa vero longior, apice truncato, extus maximam partern
inermis; remus interior gracilis, organo acustico magno ad
basin instructus, intus aculeis armatus perinultis sed subtilis-
simis. Color albidus, binis seriebus macularum nigrarum
laterum. Longitudo 4'".

Mas, qui solus mihi uotus, tuberculo conico nudo årti-

culi antennarum superiorum tertii , laminaque inter pedes ultimi
paris thoracicos stibovali, sex armata aculeis rectis insignitur.

ANCHIALUS TYPICUS KR.1).

Af dette Dyr bar jeg kun seet to Exemplarer, fangede i
det tropiske Atlanterhav, 14" nord for Linien.

Størrelsen udgjør kun mellem tre og fire Linier.

Farven er endeel mørkere end hos de fleste Mysiser, og
falder i det Rodligtbrune '-); tillige besidde Integumenterne større
Haardhed, hvorfor ogsaa Omridsene blive skarpere og be-
stemtere, ja endog vise en eiendommelig Stivhed, hvad enten
det hele Dyr eller en enkelt Deel af dette betragtes, hvilken
gjengivet i en Afbildning vilde synes unaturlig, og som vist-
nok maa betragtes som noget karakteristisk for nærværende
Form.

Rygskjoldet (tab. II, fig. 7, a), som udgjør heuimod
| af Totallængden, besidder intet egentligt Pandehorn, men
bøier si«; kun ud mellem Oinene til en kort, pladeagtig, i
Enden bredt afrundet Fremragning, ligesom hos adskillige
Mvsisarter. Afvigende fra Mysisslægten er Rygskjoldet der-
imod i den Henseende, at dets bageste Rand slet ikke
er indbøiet paa Midten af Rygfladen, ja snarere er
svagt udbøiet eller konvex, og at det ganske be-
dækker hele Cephalothorax.

Øinene ere temmelig smaa (deres Længde udgjør kun
omtrent Halvdelen af de overste Føleres Skafts Længde), og
udmærke sig ved en bruunguul Farve, idet de ganske savne
sort Pigment (selv hos fuldkomment vel konserverede Exem-
plarer). Formen er kort og bredt ægdannet, næsten med
Tilnærmelse til det Kugledannede. Oiestilken forsvinder
næsten ganske, eller er dog særdeles kort. Den af Glas-

l) Slægtsnavnet efter "Jv^UXoq, en Phaiaker (Odyss. VIII, 112).
- ) Saadanne sorte Stjerner, som regelmæssigt synes at forekomme
hos alle egentlige Mysiser, savnes her.

legemerne indtagne Deel af Oiekuglen udgjør noget mindre
end dennes Halvdeel.

De øverste Følere, hvis Længde omtrent beløber sig
til g af Totallængden, have, i Almindelighed talt, Form som
hos Mysis. Men det noget plumpe og lidt kølledannede
Skaft (tab. II, tig. 7, b), hvis Længde indeholdes mellem
7 og 8 Gange i Totallængden, udmærker sig ved Leddenes
tætte Forening og uregelmæssigt boiede Enderand (hvad de
to første angaaer), hvorved det bliver vanskeligt at adskille
dem, og at bestemme deres indbyrdes Længdeforhold: dette kan
imidlertid ansættes omtrent 9-1-24" 11 ')• Sidste Led over-
gaaer altsaa de foregaaende i Længde: fra dets Enderand
udgaaer foruden de to Svøber, mellem disse en Plade, som
er af temmelig Brede, i Enden stumpt afrundet, samt langs
den indre Rand tæt væbnet med omtrent en Snees temmelig
lange og stærke Børster. Om dette er et for begge Kjøn
regelmæssigt Forhold, eller, som hos Slægten Mysis, kun
betegner Hannerne, kan jeg ikke afgjore; men jeg holder dog
det sidste ror overveiende rimeligt, ligesom hos Cynthia.
Svøberne have omtrent lige Førlighed, ere begge deelte i
et stort Antal meget fine Led, samt paa den indre Side
væbnede med overordentligt fine Børster.

De nederste Følere (tab. II, rig. 7, c), hvis Længde
nærmer sig til Lighed med Dyrets Totallæimde, besidde vel
et bladdannet Vedhæng, skjøndt dette dog ikke er
langt fra at blive rudimentært, da det ikke har Halv-
delen af Skaftets Længde. Af Form er det pladedannet,
omvendt ægdannet, i Enden altsaa bredt afrundet, væbnet
langs den indre Rand og Enderanden med forholdsviis meget
lange Fjerborster (længer end selve Pladen), og forsynet med en
særdeles lille Torn paa det ydre Hjorne. Skaftets andet
Led er paa den indre Side væbnet med en meget stor, saug-
takket Torn; dets sidste Led er meget kort, og indeholdes
omtrent fem Gange i det næstsidstes Længde.

' ) Dette gjælder dog kun den ene Side. Maaler man Leddene
lang-s den anden, faaer man omtrent Forholdet 7 + 5-1-8.

Kindbakken (tab. II, tig. 7, d og d*) har, som sæd-
vanligt, den indadbøiede Spids kløftet til to tandede Grene
(den forreste, som det synes, tretandet, den bageste fire-
tandet, dog ere disse Angivelser ikke sikkre); derpaa folge
tre, i Enden dybt trak løft ede, glasklare og glatte Turne,
og umiddelbart derpaa den ovale, mangetandede Tyggeknude.
Den treleddede Palpe nærmer sig i Størrelse og øvrige
Forhold til samme Deel hos Mysiserne : første Led er ikke blot
meget kort, men ogsaa langt smallere end andet, der er
plumpt, kølledånnet, paa den indre Side forsynet med en halv
Snees vidtspredte Børster, samt paa den ydre Side i Enden
med en Torn. Tredie Led, af langstrakt, mod Enden til-
spidset Form, har en stærk og tæt Bevæbning langs hele den
indre Rand: først, fra Roden regnet, en halv Snees middel-
store, men stærke Saugtorne, derefter fire lange Fjerbørster,
saa en halv Snees Smaatorne ug i Spidsen endelig en lang,
fjerdannet Torn.

Første Par Kjæbe fødder, hvis Længde indeholdes
omtrent syv Gange i Totallængden, udmærker sig derved, at
Fodgrenens sidste Led er en stor og stærk Klo. Det
indbyrdes Længdeforhold af dets Led kan omtrent ansættes :
4+2 + 4+2+3 + 3.

Andet Par Ivjæbefødder (tab. II, fig. 7, e), hvis
Længde indeholdes henimod sex Gange i Totallængden, af-
viger i et meget betydningsfuldt Forhold fra Mysis. Længde-
forholdet af Foddelens sex Led kan omtrent ansættes: 7+1
+ 3+4+3 + 1}. Første Led er af en plump, næsten tiir-
kantet Form. Fjerde Led udvider sig stærkt mod
Enden, næsten i Oxeform, og danner en Fremrag-
ning, som i Forbindelse med de to sidste Led ud-
gjor et Slags Gribe- eller Holderedskab (main sub-
cheliforme).

Første Par Bryst fødder bestaaer, ligesom alle de
følgende, af en Fodgreen, en Palpe og et Slags Svøbe. Dets
Længde (eller rettere Fodgrenens Længde) udgjør \ af Total-
længden. Leddenes Længdeforhold i Fodgrenen er omtrent
5+1 + 3+5+3.}; første Led har en plump tiirkantet Form.

Skjøndt de ovrige Led i Sammenligning med dette første ere
tynde og liniedannede, have de dog en stærk Bygning. Det
sidste Led, som danner en Vinkel med de foregaaende, deler
>Lr i tre Smaaled. Første Led har fem eller sex Børster
mod Enden af den bageste Rand; tredie og fjerde Led ere
børstevæbnede langs hele den bageste Rand, og Borsterne ere
stillede parviis eller i smaa Knipper. Femte Led er ikke
blot forsynet med nogle Børster langs begge Rande, men
viser en eiendommelig, fra den bredt og lige afskaarne Ende-
rand ndgaaende Bevæbning: den bestaaer nemlig af sex Torne,
hvilke ere meget lange (omtrent af lige Længde med hele
femte Led), indbyrdes paa det nærmeste af eens Længde og
anbragte meget tæt op til hverandre; hvad der især ud-
mærker disse Torne, er, at de hverken krumme sig eller aftage
i Tykkelse mod Enden, samt at de ere forsynede med meget
tine Tværstriber. Palpen er tydeligt kortere end Fodgrenen
(deres Forhold omtrent som 12 til 17), dens Roddeel næsten
af lige Længde med Svommeaaren, naar denne sidstes Børster
ikke medregnes. Svøben har kun omtrent l af Palpens
Længde; dens Form kan kaldes kølledannet, og den viser et
meget stivt Udseende ').

Andet Par Brystfødder synes ene deri at skjelri-
sig fra første, at det kun er væbnet med fire Torne i Enden
af sidste Led, og at disse Torne ikke have en saa betydelig
Længde som hos første Par.

De følgende Fodpar (tab. II, tig. 7, f og f*) adskille
sig kun fra de to forste derved, at deres Fodgreens sidste
Led forholdsviis bliver noget længer, samt ikke i Enden er
væbnet med Torne , men kun med nogle simple Børster.
Sjette Fodpar har desuden den Ejendommelighed (som det
iøvrigt deler med Mysisslægten) , at Palpens Roddeel ikke
er pladedannet, men tynd og liniedannet.

M Den opfyldes, ligesom overalt, hvor den hos dette Dyr fore-
kommer (undtagen paa forste Par Kjæbefodder) af Muskel-
trævler, der udbrede sig straaleagtigt fra Koden lige til den
• bredt og fladt afrundede Ende. Oo- jc-o- tvivler næsten paa. at
det er rigtigt at tillægge den Benævnelsen af Svobc.

Første Par Bngfødder, hvis Længde kun indeholdes

lidt mere end sex Gange i Totallængden, bestaaer af en

metret bred (omtrent lige saa bred som lang), pladedannet
Roddeel, en forholdsviis tynd, med store Fjerhørster forsynet
Svømmeaare, og et ved Aarens Side udgaaende plade-
dannet Vedhæng af en uregelmæssig Triangelform med af-
rundede Hjorner. Længdeforholdet mellem disse tre Dele kan
omtrent ansættes 5+64 3. Om det omtalte Vedhæng er at
betragte som et Respirations organ, svarende til det hos
Slægten Cynthia forekommende, vover jeg ikke at afgjøre,
men vil kun bemærke, at Strukturen just ikke taler bestemt
derimod (dog har Vedhænget nogle Randborster), skjondt
heller ikke afgjørende derfor.

Andet Par Bugfødder stemmer med første baade i
Størrelse og Bygning, kun at det har to Svommeaarer.
Det samme gjælder ogsaa de to følgende Fodpar (tab. H,
tig. 7, g og g*), dog aftager Rodpladen lidt i Brede. Fem t e Par
Bngfødder er lidt mindre end de to foregaaende, men afviger
ellers ikke fra dem.

Al e 1 1 e mste Halevedhæng (tab. II, tig. 7, i) har en
anseelig Længde, da det kun indeholdes fem Gange i Total-
længden; dets Brede udgjør omtrent ' af Længden, og det
aftager kun svagt bagtil, og har den bageste Rand indskaaren,
eller viser i Formen Lighed med Mysis flexuosa og M.
oeulata. Dog indtager Indsnittet kun omtrent en Femte-
deel af Pladens Længde, og dets Vinkel er hverken spids
som hos den førstnævnte Art, eller afrundet, som hos den
sidste, men derimod fladt afskaaren. Halevedhængets Side-
rande ere nøgne i den første Fjerdedeel fra Roden, hvorpaa
smaa, efterhaanden voxende Torne, omtrent 26 eller 27 i
Tallet, fremtræde; dog bliver at mærke, at mod Enden af
Randens Udstrækning; skifte regelmæssigt længere og kortere
Torne med hverandre; den sidste Torn er meget stor. Endnu
bliver at antegne, at de Torne, hvormed Indsnittets Rande ere
tæt væbnede, forholdsviis have en meget betydelig Størrelse,
idet de for en stor Deel ere lige saa store som de ydre
Randes Torne; fremdeles, at de ni eller ti nederste Torne

paa hver af de ydre Rande, ligesom de sex eller syv nederste
paa Indsnittets Rande, ere forenede ved et Slags Svømmehud.

De yderste Halevedhæng overgaae ikke de mellemste
i Længde, og vise det hos Mysisslægten neppe mødende For-
hold, at den ydre Aare er tydeligt lidt kortere end den
indre (Forholdet omtrent som 12 til 13); den er omtrent
eller næsten fem Gange saa lang som bred, kun lidet af-
tagende i Brede mod den afrundede Ende, langs den ydre
Rand væbnet med smaa Torne, i Enden (tab. II, fig. 7, k)
med tre store Torne og indenfor disse, samt tildeels paa den
indre Rand, med lange Fjerbørster. Den indre Aare er af
lidt mere smal og tilspidset Form, har langs den ydre Rand
Borster, i Enden (tab. II, hg. 7, 1 og V) to store Torne, og
langs den indre Rand en Blanding af smaa Børster og Torne.
Ved Roden viser det, med samme Tydelighed som hos My-
siserne, en stor Høresæk med en kredsrund Høresteen.

Muskulaturen er hos dette Dyr meget kraftig og Mu-
skeltraadenes Tværstriber meget tydeligt fremtrædende.

Anchialus Kr.
Scutum dorsale magnum, totum obtegens cephalotho-
racem, margine postico omnino non concavo. Oculi medio-
cres, pigmento nigro carentes. Antennæ superiores ferme
ut Mysidis, inferiores lamina foliiformi subrudimentaria.
Mandibulæ et maxillæ fere ut Mysidis. Pedes maxil-
lares pedesque thoracici singuli ramo pediformi, palpo et
flagello constantes. Pes maxillaris anterior articulo rami
pediformis ultimo in unguem mutato validum. Quartus rami
pediformis pedis maxillaris poster i oris articulus an ti c e
dilatatus, cum articulis quinto sextoque quasi manum efficiens
subcheliformem (v. organum prensorium). Pedes omnes
thoracis articulo ultimo rami pediformis in tres minores
articulos diviso, mutico, non unguiculato, aut aculeis armato
terminalibus peculiaris formæ (in duobus paribus pedum anti-
cis), aut setis simplicibus (in quatuor paribus posticis). Pe-
des abdom inales raagni, invicem ejusdem ferme magni-
tudinis , parte basali constantes subquadrato , binis remis

oatatoriis (primo pare excepto, cui anus uiodo renius adest),
laminaque appendiculari suborbiculato-subtriangulari, (respira-

toria?) Appendix caudalis intermedia postice profunde
excisa, marginibus aculeatis. Remus appendicum c au da -
lium lateralium interior magno ad basin præditus sacco
auriculari otolithoque orbiculari.

PROMTSIS GALATEÆ KR.

Af denne lille Mysisart, som stammer fra det ostindiske
Hav, og som godhedsraldt er bleven mig meddeelt af Dr.
Didrichsen, har jeg kun undersøgt et enkelt Exemplar, men
vel vedligeholdt, en Hun med Fostere i Brystsækken.

Størrelsen kun lidt over fire Linier.

Farven hvid, dog hist og her med saa danne uregel-
mæssige, forgrenede Pigmentpletter, som forekomme hos My-
sis flexuosa o. s. v. Jeg har især truffet saadanne paa
Halevedhængene og paa Brystsækken.

Rygskjoldet har intet Pandehorn, men dog en lille
Vinkel eller spids Udbøining paa Midten af den forreste
Rand. Dets Forhold er iøvrigt det almindelige.

De inderste Føleres Skaft staaer kjendeligt tilbage
for Svøberne i Længde, og Forholdet af dets tre Led er om-
trent 7 -hl 4 3; det første Led udvider sig lidt i Enden, det
andet har større Brede end Længde; sidste Led noget plumpt,
lidt bredere i Enden. Svøberne ere tynde, af omtrent lige
Tykkelse, uden tydelig Ledinddeling, den yderste lidt længer
end den inderste.

De yderste Føleres Længde indeholdes omtrent 3
Gauge i Totallængden; Skaftets to første Led ere af sædvanlig
plump Form; de tre tyndere Led, som bære Svøben, vise
omtrent Længdeforholdet l + i-j-lj eller første og sidste ere
korte og indbyrdes lige lange, medens det mellemste ud-
mærker sig ved Længde. Svøben uden tydelig Ledinddeling.
Det bladdannede Vedhæng, hvis Længde indeholdes om-
trent 7 Gange i Totallængden, er af sædvanlig Form, dog
lidt bredt, da dets Brede omtrent udgjør \ af dets Længde.
Det yderste - forreste Hjørne danner en spids, fremragende

Vinkel (ingen Torn); den ydre Rand er nøgen; de stærke og
lange Børster, som tætstilledde indtage Enden og den indre
Rand, vise kun meget svage Spor til Sidebørster, eller ere
kan ufuldkomne Fjerbørster.

Oinene af middelmaadig Længde (de indeholdes over 3
Gange i Rygskjoldets Længde) men meget tykke (Tykkelsen
til Længden omtrent som 5 til 6), næsten kugledannede og
med forsvindende Stilk. Facetteringen meget utydelig paa
Grund af dens særdeles Fiinhed. Glaslegemerne cylindriske,
neppe tilspidsede forneden, uden Stilk. Pigment-Massen ind-
tager omtrent f af Oieæblet.

Med Munddelenes Udredning har jeg været uheldig, og
maa derfor indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger.
Kindbakken viste de sædvanlige i Tænder deelte Grene
med efterfølgende Børsterække og hornagtige Tyggeknude
(tab. II, tig. 8, a), og nærmede sig især de ægte Mysiser ved
sin overordentligt store, toleddede Palpe (tab. II, hg. 8, b).
Denne, hvis Længde omtrent udgjør £ af Totallængden, har
det første og største Led (de forholde sig i Længden som 3
til 2) omvendt kølledannet med korte spredte Børster langs
begge Rande, det andet Led meget tyndt, liniedannet, lige, i
Enden pludseligt krummet og tilspidset, eller dannende en
Krog, hvis indre Rand er væbnet med meget smaa Torne
(tab. I, tig. 8, b*). Om de øvrige Munddele kan jeg intet
sikkert meddele, hvorvel jeg har forsøgt at fremstille et Par
Brudstykker under hg. 8, c og d.

Dette lille Dyr er forsynet med sex Par kløftede Bryst-
fod der, hvis sidste eller femte Led danner en krum og
spids Klo; hvorved det synes at betegnes som henhørende til
den af Dana opstillede Slægt Pr o ray s i s. Fødderne stemme
alle meget nær overeens i Længde (de indeholdes henimod
fire Gange i Totallængden), og hos alle er Palpen meget
kort i Forhold til Fodgrenen. Første P'odpar (tab. II, fig.
8, e), skjøndt ikke just af stærk Bygning, overgaaer dog
meget kjendeligt alle de øvrige i saa Henseende, og har tillige
en større og tydeligere Klo. Fodgrenens Roddeel, som er
af plump og uregelmæssig Form, har neppe en Sjettedeel af

Fodgrenens Længde. Forholdet af dennes fem Leds Længde
er omtrent: 3+3 + 6-1-6+2. Saavel paa den indre Side af
tredie og fjerde Led findes endeel temmelig korte Borster,
ligesom ogsaa paa selve Kloen, som derved tildeels faaer et
noget loddent Udseende. Palpens Rodled er stort, noget
uformeligt (nærmest kunde det betegnes som omvendt-pære-
dannet); dets Længdeforhold til selve Palpen er næsten som
3 til 4. Palpen, som ikke fuldt naaer Enden af Fodens
tredie Led, bestaaer af en halv Snees Smaaled, af hvilke
dog det første er betydeligt længer end de følgende. Mod
Enden bærer den endeel Børster paa den ydre Side.

De følgende Fodpar (tab. II, fig. 8, f) ligne hver-
andre indbyrdes meget nær, men skjelne sig i flere Henseender
fra forste. De ere, som ovenfor bemærket, meget spædere;
Leddenes Forhold undergaaer en ikke ubetydelig Forandring.
R o d d e 1 e n forholder sig til F o d g r e n e n som 1 til 5. Leddenes
Forhold i denne sidste er omtrent 4+8+3 + 3+1. Kloen
er ikke blot meget lille og gjennerasigtig, men saa ganske
omgivet af lange Saugborster (dobbelt saa lange som Kloen),
at den ganske skjules (tab. II, fig. 8, f* og f**), og kun ved
Hjælp af stærk Forstørrelse i Forbindelse med Presning bestemt
kan erkjendes. Mærkes maa, at ingen af Børsterne udgaae
fra selve Kloen , som hos første Fodpar, men alle fra Enden
af det foregaaende Led.

Bagkroppens Form er lidt plump, men har iøvrist
intet Særegent; dens sjette Ring staaer i Længde lidt tilbage
for det mellemste Halevedhæng. Lemmer (tab. II, tig. 8, g,
h, i) ere tilstede paa de fem første Bugringe, dog meget
smaa (deres Længde indeholdes 16-20 Gange og derover i
Totallængden), af børstedannet Udseende, uden Ledinddeling
og uden Kløftning i Enden (eller Aarer). Derimod ere de
forsynede med Børster af en forholdsviis ganske ualmindelig
Styrke (skjøndt ikke talrige), udgaaende fra Spidsen og fra
smaa Knuder paa Lemmernes bageste Rand.

Det mellemste Halevedhæng (tab. 1, tig. 8, k),
som er lidt kortere end de yderste (de forholde sig omtrent
som 7 til 8), og som indeholdes omtrent sex Gange i Total-

længden, har en langstrakt, bagtil gradeviis tilspidset, i Enden
afrundet Form, uden Indsnit eller Emarginering. Bagtil er
den væbnet med to større Hjornetorne, og Mellemrummet
mellem disse udfyldes af fire meget smaa Torne. Pladens
Siderande ere i hele deres Længde tornevæbnede (nogle og
tredive Torne langs hver Side).

Hos Halens Sidevedhæng, hvis Længde næsten ud-
gjor i af Totallængden, er Rod del en meget lille, ja næsten
forsvindende, Aarerne meget smalle, indbyrdes omtrent lige
lange. Den ydre Aare viser sig næsten liniedannet, i Enden
svagt rundet uden Hjørnetorn, og er overalt væbnet med lange
Fjerbørster, undtagen paa den ydre Side mod Roden, hvor
kortere og mere vidtstillede Torne træde istedetfor Børsterne.
Den indre Aare er tilspidset, næsten dolkdannet, ved Roden
(hvor Horeredskaberne ligge) lidt opsvulmet, overalt børste-
væbnet, desuden paa den indre Rand, mellem Børsterne, for-
synet med mangfoldige smaa Torne. — Høresækkene og
Hørestenen (tab. II, hg. 8, k*) ere overordentligt store og
tydeligt fremtrædende og indtage næsten den første Trediedeel
af den indre Aares Længde. Før Presning anvendtes, viste
Hørestenen sig langstrakt ægdannet, ved Presning kort og
bredt oval. Dens Midte viser sig betegnet med flere koncen-
triske Kredse.

Fur at gjøre det lettere for Læseren at bedomme. hvorvidt det
ovenbeskrevne Krebsdyr horer ind under den endnu kun lidet be-
kjendte, af Dana opstillede Slægt Pro my sis (til nogen anden
hidtil publiceret Slægt lader det sig neppe henfore) , samt tillige
hvorvidt det er forskjelligt fra Pr. orientalis Dana (fanget i det
chinesiske Hav) , troer jeg det hensigtsmæssigt, her at optage Dana' s
meget tarvelige Meddelelser (Exploring expedition I, 650).

Pr om y s is: antennæ internæ tiagellis duobus laminaque oblonga
confectæ. Oculi syrnmetrici breves. Pedes thoracis duodecim et tarso
simplici, unguiculato. Maxillipedes quatuor pediformes, pare secundo
et paribus peduni totis palpo natatorio extus instructis. Pedes abdo-
minales natatorii, subæqui.

Pr. orientalis: carapax breviter rostratus. rostro oculis multo
breviore. Antennæ internæ apice basis valde crassæ , articulo tertio
vix oblongo. Pedes thoracis gracillimi , breviter et sparsim ciliati,
ungue oblongo tenuissimo, palpo multo breviore quam ramus pedi-

formis. Segnientnin abdominis posticum supra longitudinaliter con-
cavuin, lamellis caudalibus valde brevius, basi latius et crassius,
apice paulo furcatum et acutum , marginibus spinulosis. Lamella
caudalis externa internå ruulto longior, extus intusque ciliata. — Saa-
vidt Dana. Afbildning- girer han tab 43, fig. 4, a-c*.

Efter de ovenbeskrevne mysisagtige Dyr troer jeg det
ikke upassende at lade følge en Tilvæxt for den nordiske
Fauna, som just ikke kan finde Plads blandt selve Mysiserne,
men dog staaer disse særdeles nær. Nærmest vilde dette
Krebsdyr være at henføre til Subfamilia Sceletininæ Dana
(forsaavidt man anerkjender denne), som denne Forfatter
sætter umiddelbart efter sin Mysinæ, og i hvilken han alle-
rede har indrangeret min Slægt Myto.

DYMAS TYPUS KR. ' ).

Af denne nye Form har jeg kun seet et eneste Exemplar,
nedsendt fra Grønland blandt andre Krebsdyr. Nærmere Be-
stemmelser savnes.

I Habitus har dette lille Krebsdyr nogen Lighed med
den tidligere af mig beskrevne Form fra Polarhavet, Myto
Gaimardii2), dog uden dennes Stivhed af Integumenterne
eller dens karakteristiske Tornevæbning paa Bagkroppen. I
adskillige Henseender synes den at kunne betragtes som
Overgangsled mellem Slægterne Myto og Mysis.

Tot al længden fra Panderanden til det mellemste Hale-
vedhængs bageste Rand udgjor omtrent 5'".

Rygskjoldet, er fortil bredt afrundet, uden Spor til
Pandehorn; bagtil er det halvmaaneagtigt indbøiet, og lader
en lille Deel af de bageste Brystringe ubedækkede.

De øverste Føleres Længde indeholdes henimod fem
Gange i Totallængden, og udmærke sig, ligesom hos Myto,

1 ) Opkaldt efter en Pbaiaker, Ætling af Poseidon (vavoixXevtOtO

dvfxavtog. Odyss. VI, 22).
-i Naturh. Tidsskr. . Ny Række. I, 470-47G: Voyage en Scandi-

navie &c. tab. VII, fig. I. a-q.

ved et langt, tyndt Skaft og meget korte Svøber; dog her i
endnu høiere Grad, idet Skaftet omtrent er syv Gange saa
langt som den længste af Svøberne, den yderste. Forholdet
af Skaftets tre Led er omtrent 8-fl-fl. Det første Led
har den indre Rand lige, den ydre derimod paa Midten lidt
indbøiet eller udhulet, hvorved dets Form paa Midten bliver
tyndest og mod begge Ender ligesom opsvulmet, stærkest dog
ved Roden. Andet og tredie Led ere af regelmæssigt, lang-
strakt-tiirkantet Omrids. Svøberne vise ingen Spor til
Ledinddeling; den ydre, som ikke blot er den længste, men
ogsaa den tykkeste, med lidt Tilnærmelse i Formen til det
langstrakt ovale, har mod Enden paa den indre Rand nogle
korte Børster. Den indre, liniedannede Svøbe bærer kun en
lang, noget plump, simpel Børste i Enden, hvorimod adskillige
lange Fjerbørster udgaae fra den indre Rand af Skaftets to
sidste Led.

De nederste Følere overgaae kun de øverste lidet i
Længde, og deres Svøbe er ikke meget længere end deres
bladdannede Vedhæng (Forholdet som 5 til 4), men viser
imidlertid Spor til Ledinddeling; jeg mener at have iagttaget
sex meget langstrakte Led, af hvilke især det andet udmærker
sig ved betydelig Længde. Det bladdannede Vedhæng
har en meget langstrakt og smal Form (dets Længde 7 til 8
Gange saa stor som dets Brede), bærer tætstillede Fjerbørster
langs den indre udbuede Rand, er i Enden meget skraat af-
skaaret i Retningen udad og bag, samt bærer en stor og
stærk Torn paa det ydre Hjorne. Den ydre Rand er endelig
nøgen.

Øinene ere store og tykke, idet deres Længde omtrent
udgjør f'0 af Totallængden og deres Tykkelse overtræffer f
af deres Længde (jeg fandt Forholdet som 3.V til 5). Formen
pæredannet. Kun omtrent den forreste Femtedeel af Øiet
viser Facettering , hvilken fremtræder med Tydelighed og
Regelmæssighed. Facetterne ere kredsrunde, adskilte ved smaa
Mellemrum. Glaslegemerne fandt jeg langstrakt-cylindriske,
forneden tilspidsede og forsynede med en tynd Stilk.

Kindbakken er temmelig lille, og udmærker sig, lige-
som hos Slægten Myto, ved Mangelen* af Famler. Dens
Form viser sig udvendigt stærkt bøiet og hvælvet, og for-
længer sig indvendigt og fortil til en tynd, med Tænder
væbnet Dobbeltgreen (den forreste af Grenens Afdelinger
Lærer tre smaa Tænder, paa den bageste har jeg kun iagt-
taget to). Mellemrummet paa den indre Rand mellem disse
Grene og den store hornagtige Tyggeknude indtages af en
Række smaa Torne. Tyggefladen er af fiirkantet Omrids med
noget fremragende, saugtandede Rande.

Første Kjæbepar bestaaer af to Kjæbeplader og en
Palpe, hvilken sidste kun synes at være dannet af eet Led.
Alle have de Enderanden væbnet med temmelig store og
stærke Torne, der idetmindste for en stor Deel ere forsynede
med Sidetorne eller Borster.

Andet Kjæbepar fandt jeg hudagtigt, blødt og gjennem-
sigtigt, bestaaende inderst og bagest af to horizontaltliggende
Kjæbeplader, som i Enden viste sig afrundede, og hver var
forsynet med 3-4 middelmaadige Fjerbørster; dernæst af en
skraat - fremragende Palpe, som ved Borsteknipper og Knuder
paa den indre Rand syntes at antyde Ledinddeling (dog ube-
stemt) ; endelig af en langstrakt - oval Vifte , som betydeligt
overgaaer Kjæbepladerne og Palpen i Størrelse.

Første Par Kjæbefødder omtrent som hos Myto;
dets Længde omtrent lig med i af Totallængden. Naar
Længdeforholdet af den, noget langstrakte, toleddede Rod-
deel udtrykkes ved Tallet 5, maa den tynde, fireleddede
Kjæbedeel ansættes til 4, Palpen, som kun i Spidsen
viser Spor til smaa Led, til 8. Roddelen bærer langs den
indre Side temmelig tætstillede Fjerbørster, Kjæbedelen blot
simple Børster og mere sparsomt. Palpen har nogle alminde-
lige Børster i Spidsen (lire fandt jeg udgaaende fra sidste,
to fra næstsidste Led). Paa Roddelens ydre Side bagest
var et lille, langstrakt -ovalt Redskab tilheftet, som syntes
at fremstille Viften.

Andet Par Kjæbefødder er lidt længer end første
Par, af mindre plump Bygning og uden Vifte. Længden af

den toleddede Roddeel forholder sig til Kjæbegrenen som 4
til 6, til Palpen som 4 til 14. Kjæbegrenen viser først et
større Led, som indtager Halvdelen af dens Længde, og der-
paa, som det synes, tre Smaaled, men Ledafsætningen er paa
Grund af Integumenternes Blødhed meget ubestemt. Palpen,
paa hvilken jeg ingen Ledinddeling har kunnet bemærke, var
i Enden forsynet med kun to Børster.

Første Par Brystfødder, hvis Længde omtrent inde-
holdes fem Gange i Totallængden, viser kun eet Led i Rod-
delen1). Fodgrenen er noget kortere end Palpen (de for-
holde sig omtrent som 7 til 9), og bestaaer først af fire
tydelige Led, hvis Længdeforhold kan udtrykkes ved Tallene
34 3_|_4+li_ 9 men kløfter sig derpaa til to fuldkomment
rudimentære, utydeligt leddede Smaagrene, af hvilke den ydre
omtrent er dobbelt saa lang som den indre2). De ere væb-
nede med et Par korte Børster, og fremstille ligesom en
rudimentær Sax. Palpen viser svage Spor til Ledinddeling
mod Enden, og er væbnet med en halv Snees Børster.

Andet Par Bryst fødder stemme i Længde med første,
ligesom ogsaa i det Hele taget i Bygning, kun at Roddelen
tydeligt er toleddet og at Forholdet af P'odgrenens Led om-
trent fandtes: 7 + 7-f 9-1- 5-1-2. Fra næstsidste Led udgaaer
ligesom hos første Fodpar en Knude, der i Forening med det
lille sidste Led ligesom antyder en rudimentær Sax, men
hverken Knuden eller Leddet vise ringeste Spor til Ledind-
deling. Palpen er omtrent af Længde som Foden, og har
Beskaffenhed som hos første Par.

Tredie Par Brystfødder har jeg fundet ganske ube-
tydeligt længer end første og andet; Roddelen, hvis For-
hold til Grenene var som 4 til 18, toleddet, dog det første
Led meget kort. Fodgreen og Palpe omtrent lige lange, den

1 ) Vistnok dog kun Folge af tilfældig Lemlæstelse , da ellers
stadigt to Led skjelnedes i Roddelen.

-) Den indre er dog egentlig blot en fremskydende Knude, medens
den ydre er et virkeligt Led. Den formeentlige Ledinddeling
er maaskee kun en optisk Illusion, foranlediget ved Bedæk-
ningernes Blodhed.

første, som det synes, femleddet, skjøndt noget utydeligt.
Leddenes Forhold kan maaskee ansættes: 84 -3+2+4+1 h-
Det lille sidste Led viser ingen Inddeling i Smaaled, men
har i Spidsen fire eller fem temmelig lange Børster; ogsaa i
Enden af andet og fjerde Led sees et Par Børster. Palpen
synes yderst i Spidsen at vise et Par svagt og ubestemt af-
satte Smaaled, og er tillige der væbnet med 5-6 Børster.

De tre sidste Par Brystfødder voxe noget i Længde,
idet Fodgrenen tiltager, hvorimod Palpen aftager i den Grad,
at den kun omtrent beholder Halvdelen af Fodens Længde.
Beskaffenheden af disse Fodpar er forøvrigt som hos det
tredie; kun fandt jeg det indbyrdes Længdeforhold af Fodens
Led omtrent : 2+ 4+ 1£ +4 + 1 £.

Bagkroppen er af langstrakt og tynd Form, hvad især
gjælder fjerde til sjette Ring, glat og uden noget Spor til
Bevæbning. Som sædvanligt overgaaer den sjette Ring de
andre betydeligt i Længde (den indeholdes kun omtrent 4-!,
Gange i Totallængden).

Hver af Bagkroppens fem første Ringe har et Par smaa
Lemmer af temmelig stærk Form og simpel Bygning, be-
staaende af en Roddeel og to pølsedannede Smaagrene, af
hvilke den ydre er ganske lidt længer end Roddelen, den
indre oftest lidt kortere. Spor til Ledinddeling vise de ikke,
og heller ikke til Borster, og Bugfødderne kunne altsaa ikke
kaldes Svømmefødder, hvad ogsaa vilde være stridende mod
deres Form. Antydning af Gjællestruktur vise de ikke. De
tiltage i Længde fra første til tredie Par. Mærkes bør her,
at da det lille første Par gik til Grunde for mig ved et
UheJd, før jeg var kommen paa det Rene med dets Under-
søgelse, tør jeg ikke bestemt afgjøre, om det har to Grene,
eller kun een.

Det mellemste Halevedhæng, som er lidt kortere
end den sjette Bugring og indeholdes fulde sex Gange i To-
tallængden, udgjøres af en langstrakt-fiirkantet Plade, som
bagtil gradeviis tiltager lidt i Brede, og hvis bageste Rand
ikke er indskaaren som hos Mysiserne, men svagt indboiet,
omtrent som hos Myto, og ligesom hos denne væbnet med

Børster (jeg har iagttaget ti saadanne), der have en betydelig
Længde og en særegen Beskaffenhed. Hvad Længden angaaer,
da kan denne omtrent ansættes til en Ottendeel af Pladens
Længde, og, dersom de ved Udmaalingerne regnedes til denne
(hvad ikke er gjort ovenfor), vilde Halen overgaae sjette Bug-
rings Længde, samt udgjore en Femtedeel af TotaLlængden.
— Hvad Beskaffenheden af disse Redskaber betræffer, da ere
de ved Roden for tykke og stærke til med Ret at kunne
kaldes Borster, og paa Grund af deres meget lange, tynde
og bøielige Spids fortjene de heller ikke Benævnelsen Torne;
de ere mod Roden væbnede med en Mængde overmaade
smaa Spidser eller Pigge, og faae derved Udseende af at
være rue, hvorimod disse Pigge ere meget for smaa til at
kunne gjore dem fjerdannede. Halens Siderande ere nøgne
eller uden Tornevæbning.

De yderste Halevedhæng eller sjette Par Bug-
fodder stemme omtrent i Længde med det mellemste, og
vise omtrent den hos Slægten Mysis herskende Form. Rod-
delen forholder sig i Længde til den ydre Aare som 1 til 7,
til den indre som 1 til 0. Denne sidste er af meget lang-
strakt-oval Form ; den ydre har derimod Yderranden lige,
Inderranden udbuet, og er i Enden meget skraat afskaaren i
Retningen udad og frem, samt har det yderste-bageste Hjørne
væbnet med en temmelig stærk Torn. Begge Aarer have
tætstillede Svommeborster langs den inderste Rand , den
yderste ogsaa i Enden , hvorimod de begge savne saadanne
paa deres ydre Rand. Sluttelig maa bemærkes', at der i de
yderste Halevedhamgs Roddeel, ligesaalidt som hos Myto,
kan eftervises noget Spor af Høre sæk og Høresteen. •
Slægten Dy mas foreslaaer jeg at karakterisere saaledes:
Branchiæ nullæ , nullaque ad basin caudæ organa
auditui inservientia. Flagella antennarum superi-
orum subrudimentaria, non artieulata. Mandibula palpo
destituta. Duo pedum maxillarium paria, pedum thoraci-
corum sex, omnia pede et palpo constantia (primus pes maxil-
laris msnper flabello); pedes bini anteriores thoracici chela

arraati rudimentaria. Sex pedum abdominalium paria;
ultimum liberum (haud cauda. connatum).

Arten kan foreløbigt betegnes:

Dym. typicus: cornu frontale nullum. Lamina caudalis
postice dilatata, margine posteriori perparum modo inflexo,
deuis ferme armata setis prælongis peculiaris structuræ, mar-
ginibus lateralibus nudis. Remus appendicum caudalium ex-
terior interiori haud parum longior, laminam caudalem ferme
æquans.

Da jeg ikke tidligere har meddeelt Udmaalingerne af Myto
Gaimardii, har jeg troet det passende at give dem Plads her mel-
lem de øvrige Udmaalinger efter Dy mas typus. Ligeledes har
jeg rueent , at det for dem , som muligen maatte ville benytte Af-
bildningerne til Myto Gaimardii i det skandinaviske Reisev;erk.
kunde være hensigtsmæssigt at finde dem forklarede (hvad ikke tid-
ligere er skeet), og giver desaarsag følgende Explikation af dem.
Tab. VII, fig. 1, a. Myto Gaimardii a dorso exhibita, magni-
tudine 7ies aucta diametraliter. b. Idem a latere. c. Antenna
superior. d. Antenna inferior. e. Mandibula (x et e' ramus
mandibulæ anterior, y et e" ramus medius , z ramus pasterior). t.
Maxilla prioris paris (x palpus, y lamina exterior, z lamina interior,
f aculeus laminæ exterioris . f" seta serrata laminæ interioris). g.
Pes maxillaris primus (x pars basalis, y pes, z palpus), h. Oculus.
i. Pes maxillaris secundus (x pars basalis , y pes proprius , z pal-
pus), k. Pes thoracicus primus. 1. Pes thoracicus secundus. m.
Pes thoracicus tertius (in his figuris literæ x, y et z idem signi-
ficant ae in g et i; o" vero in figura m partern denotat accessoriam
(flagellum?). n. Pes quinti , sexti et septimi paris thoracicus. o.
Angulus scuti dorsalis antico-lateralis. p. Pes abdominalis primi
paris. q. Pes abdominalis secundi paris.

EXPLICATIO FIGURARUM.
Tab. I, fig. 1, a. Mysis flexuosa Miill., appendix ma-
riura peculiaris antennæ interioris.
b. Organa generationis externa maris.
fig. 2, a-e. Mysis vulgaris Thomps.

- a. Appendix antennæ interioris maris.

- b. Pes maxillaris secundi paris; b* apex

unguiculi liujus pedis magnitudine auctior.

- c. Pars terminalis pedis thoracici primi.
d. Organa generationis externa maris.

Tab. I, fig.'2, e. Pes abdominalis quartus maris.
fig. 3, a-g. Mysis cornuta Kr.

- a. Oculus cum pedunculo antennæ interioris.
a*. Pars antennæ interioris maris cumappen-

dice peculiari.

b. Pedunculus antennæ exterioris cum appen-
dice foliitbrmi.

c. Palpus mandibulæ.

- d. Pars pedis maxillaris secundi paris (pes

proprius). d*. Articulus hujus ultimus,
magnitudine auctior. d**. Seta hujus
articuli adhuc auctior.
e. Pes thoracicus secundi paris.

- f. Pes abdominalis primi paris.

- g. Appendix caudalis intermedia.
lig. 4, a-b. Mysis latitans Kr.

- a. Antenna exterior (pedunculus cum appen

dice fbliiformi). a*. Apex appendicis
l'oliiformis auctior.

- b. Appendices caudales. b*. Apex appen-

dicis intermediæ.
fig. 5, a-f. Mysis arctica Kr.

- a. Cornu frontale a latere visum.

- b. Antenna superior (pedunculus cum basi

flagellorum).

- c. Margo anterior appendicis antennarum

inferiorum foliiformis.

d. Pars pedis thoracici quinti; d*, ungui-
culus hujus pedis auctior (divisio ungui-
culi desideratur incuria sculptoris).

e. Particula terminalis appendicis caudalis
intermediæ cum particula adjunctæ laminæ
appendicum exteriorum interioris.

f. Embryo e sacco thoracico productum.
Tab. II, fig. 6, a-q. Cynthia inermis Kr.

- a. Pars antennæ superioris cum oculo.

- b. Pars antennæ inferioris.

Tab. II, fig. 6, c. Mandibula cam palpo. c*, ramus mandi-
bulæ anterior supra visa.

d. Maxilla prioris paris.

e. Maxilla posterioris paris.

- f. Margo labii inferioris anterior.

g. Pars pedis raaxillaris prioris paris,
h. Pes maxillaris posterioris paris.

- i. Pars pedis thoracici primi. i*, ungui-

culus hujus pedis (unguicnlus in utraque
rigura minus accurate expressus).

- k. Pes thoracicus secundus. k', unguiculus

hujus pedis auctior. k", apex setæ ser-
ratæ hujus pedis adhuc auctior.
1. pes abdominalis primus. 1', pars ejusdem
auctior, remo remoto.

- m. Pes abdominalis secundus. m', branchia(?)

- n. Pes abdominalis tertius.

o. Pes abdominalis quartus. o', branchia (?)
hujus pedis.

- p. Cauda cum appendicibus lateralibus; p*,

pars terminalis laminæ caudalis cum acu-
leis, magnitudine auctior. p**, pars
marginis interioris remi interioris appen-
dicum caudalium lateralium, valde aucta.
p***, pars apicalis remi exterioris appen-
dicum caudalium lateralium exteriorum.

- q. Appendix genitalis maris , inter pedes

thoracicos ultimos posita.
fig. 7, a.-l. Anchialus typicus Kr.

- a. Scutum clorsale, supra exhibitum.

- b. Pedunculus antennæ superioris.

- c. Pars antennæ inferioris.

d. Mandibulæ pars interior. d*, palpus ejusdem.

e. Pes maxillaris posterior.

- f. Pes thoracicus quinti paris, f , pars hujus

pedis apicalis, magnitudine auctior.

Tab. II, tig. 7, g. Pe.s abdoniinalis tertii paris, g*, lamina
Iiujus pedis respiratoria (?), auctior.

- i. Appendix caudalis intermedia.

k. Pars apicalis remi exterioris appendicum

caudalium lateralium exteriorum.
1. Pars apicalis remi interioris harum appen-
dicum. 1', pars marginis kiterioris ea-
rundem.

NB. Incuria hæ figuræ in tabula notata
sunt 7, b et 7, b' pro 7, 1 et 7, 1').
tig. 8, a-k. Promysis Galateæ Kr.

- a. Mandibulæ ramus interior dentatus.

- b. Palpus ejusdem; b', apex bujus palpi,

auctior.

- c. Pars maxillæ prioris paris?

d. Pars maxillæ posterioris paris'?

- e. Pes thoracicus primi paris.

f. Pes thoracicus secundi paris, f, ungui-
culus bujus pedis auctior. f**, seta ser-
rata terminalis bujus pedis, valde aucta.

- g. Pes abdoniinalis primus,
b. Pes abdoniinalis secundus.
i. Pes abdoniinalis tertius.

- k. Appendices caudales. k'. Otolithus remi

interioris appendicis lateralis.

NB. Fig-uræ, quæ ad Dyjnanta typum explanandum coufectæ sunt,
cuni fasciculo huju.s libri proximo apparabunt.

••»3

- , .

- . -

npjrennto 0}A"j(

COCM -b

,-■■

-In

-I*

I^Jo^toc-.^

<*]«>

1—1

•-til

« , , »

sndi} seuia"q

VJ-" '

— 1

1—1

«.y.

_ c

_ -_■-„' -n^

Njn

1-(

"""

■j^j snoid

COJJ7ralN(N

=!S

1-1 ^ CO

-|c

<n'

i..

5 ^

••13

1— 1 '

siunaut ■Eiq^nAa

i 1

«E ' ' '

"*"

_lo

o>)a

;

. ,

■s. \A

«-«» '

""'0

"lo
"1^

1111

"IS

2. s

e s

O 03

"* T-t

-1=

-|N

-g

_lo

,IlO_l03>t>M|m
1M h-— tr»T— 1

ifc

•iqia

sitaieui stsau

Z via 1

--'

„lo

_e>

„t= 1 1 1

_lo

n|*

„

^ , ^ ^

;

a t

C3 rH '

«)»

_Jo

ja-to-l«.,!«
1—1 — 1 (M.CM

„lo

J°

„lo

CNI JjT— f '

1—1

*£

-,^1 ' ' '

,.t

M-

;

•13

0
Of

f-ca '

lo
'*-

N|D

-^ ' co '

-¥>

-i«

1— 1

■Bjnuaoa sisa'h

- -

SKS**'

i-'°

„0

=K« ' ' '

. 1°
1-

-,-

7—1

•sdaioiix

; - -

;

stjESinA stsA'n

0 ^ -|u,5sr

-|M

„lo
1-

_IO

1-1 03 "*

edm

1—1

„ -

3 u

U -O
O «

M 6.

-|N

"IM

> 1 1 1

1«

^(*

m|^i

Mys
lata

eb* 1
1-1 co

i-H

-|«

i1 'år

«(«=

-In
i-

c<T

, , -

a i-

K J2

ed-» 1 1

_lo

-1*

-læ

_>"

-t-BHS-*

„P

-In

(1)

-|N-|N *. -1*

«.

"i-J7co -*

sJO

H„

-1

- - -

, , - ,

HsHn b-H

-fc«

lO-^pO— (P3M1M

-lul

Ol CO In;o

"l-CM iQ t-

1— 1

«D

CfH

^■^ •

• 4) <B O

C .

_i *

S g

^3 S q 0

^ >■ > G
tJ CO CO ^

t-3 S

■as s

;

J "g

1-3"

. G

* "q

■M

• Pm

- !xi

1=1

•3 £

5
si

s .ajl

— I

t-i ©

CM qj

co ■- Z 0

"C '"D !-

K S; c

=1-1

C5 "-I

ta -S

^: S 0 0

* ^*

'■i *

CO ^

^»a

-i4 fl)

^ aj

-■

-^! 0

►

■c CO

CO T3

CO T3 CO ns ri rs

CO T3

-*a f4lf

r5 &0 '

Oh uj

•>H

npjEtnreg o?^K

-(MS.]«!

1 Jo Ho

-fa
T-H

-In

t>T

T-<

-1^

■"1-

-+s

•J3

;

sndX} sEtnXfl

1 Z^-i*

Mfca

rn'

™l-

j\[ snoid

;

-aj ^[unpnv

-.•* 1

«S ' -"*

— r'

-p

t-P

"'■-

= z

«|c

-■^

siuuaut BiqjuA*;)

•b

nt-~'~*

1—

-IN

rn'

D,g

C u

l-P3kn

t-!° 1 mIC

CTO

Av>

£ S

6 S

O J3

ap '

-I« ' '

-'-

ft-

T-l

1—1

7-1

iqiH

situiani sis^jy

» »

"Jo-Ho

réfe

«lin

-•="

15 M

~lo-J°

»p-l=^

<>5

■?*

JJo

T)H

SUB}pTiI sisa'h

a
O

»|aHe,

.£-**.

l-H

t- -
1— 1

-Ti

4^
rH

-!2

c^^-.

■ejniuoo sisa'rj

-te -te

ra^n'^N^n

P-IO

rH°

JJj"

-te

sduioqx

Jui:r[nA sisXpj

C*»-|»

-|N-'^._|o»

w)o

1-1

-Ira
rH

n>n

S >■

O.13 '

1 1 1

HV>

-to

-Jo

O G

W J3

^Im

S 45

-*'~,-T.~

n»n

II«

IH - "- -

1— 1

C8
O

1 O

^*°*"E

- P 1 1

55
>>

:r,"'-

^HS^

<>1

<^1

J-l

1-t

r^"

►E

£*.

=:°^>K n>o

T-(

<>1

-fri

• S- b

1 •

. ■

. -

J, •

a
s-

■f ■

>. .

f->

O QJ

■ ►JfaJ

> •

i ■

PC •

P5 .

C3 ■

M •

cq •

0) - s

0 -^ *^

0 1

■3 S
0 ^

^ S

a «

c"-
J5 Å

ca rs

T3 "C

w rZ

£1

S "c

ø '4!

3-i 5 s

se:

s .s

OS ^

c cl

■- «a

5"*

05 1

1 1

6J0 i

1 1

lipjBtniBJ) OJAJV

„lo ^

•ig snoid
-Å» sniBiqDnv

-fr" -fri -fri

siunaui BiqjuA'a

o d

„lo

w£

n*=

-fe.

_!o
1-

«r»

™£

5;«,

— c

•wa

sttnaaui sisa"h

1 Jh

mnuioa sisa'h

Of ■*

•sdmoqx

\) *

I- t-H CN

O.-" P-.S P^.S &-.S Cl. C <»
SK Ch£ P-r> c.^3 p.3 ~ bl

j3g.£.S.*.gJ2g.*2wJ

bo -o 60 Td fcc s bo a fcjo t: — —

« B = ?=:« = SaSL? »

23 ■«

X ul

C3 <<-.*- "-i- ■—,'•—.

PH .

S .O S .2-) S

^-t w"— ^

NOGLE IAGTTAGELSER OVER HUMLERNE
VED S. BRETTON

lSm en af Foraarets Forkyndere hilse vi med Glæde den j
store, sindige Humle, der dybt brammende streifer hen over
Skovbunden og Markerne. Det er de i forrige Aar fødte og
befragtede fuldkomne Hunner, der, efterat have tilbragt I
Vinteren i Dvale, nu begynde de første besværlige Arbeider
i deres Nybyggerliv. Den overvintrede Dronning skal udfinde
et passende Sted til at grundlægge det nye Bo, udgrave og
udbedre dette Sted, der enten vælges i Jorden eller i Mure,
afbide, sammenslæbe og sammenfiltre Materialet til Reden,
bygge Voxceller, lægge Æg og samle clet Foder (Honning og
Blomsterstøv), hvormed den opfostrer sin Yngel. Saaledes
fortsætter den sin eenlige Dont, indtil den har frembragt et Af-
kom, der strax hjælper den med at udvide det nu grundlagte
Bo og sætter Dronningen istand til mere udelukkende at hen-
give sig til det Arbeide, der raaa betragtes som dens egent-
lige Livsopgave, nemlig at sørge for Coloniens Formering.
Jeg veed ikke, om Dronningen ophører med sine Udflugter,
saasnart det første Kuld Arbeidshumler er fremkommet, men
dette er ialfald Tilfældet paa et senere Udviklingstrin, naar
Arbeiderne kunne hjembære al den Næring, der behøves til
at opfostre den Yngel, Dronningen formaaer at afsætte.

Paa dette Trin befandt den Rede sig (af Bombus lapi-
darius L.), i hvilken jeg har gjort de Iagttagelser, som jeg
her skal meddele. Jeg udgravede den i Begyndelsen af Juli
af en Bakkeskraaning, omtrent H Alen inde i Jorden. Gan-

feen, der forte ind til Reden, deelte sig omtrent midtveis i 2
Anne, der begge udmundede ved Reden. Da jeg tog den
hjem midt om Dagen, tik jeg kun omtrent 30 Arbeidere med
den, samt Dronningen; Resten var deels paa Udflugt, deels
forlode de Reden, idet denne gled ud af sit Leie. Det sam-
lede Antal Individer maa efter et løseligt Skjon have været
en Deel over Hundrede. Reden var omtrent 9" Tommer i
Gjennemsnit og uden noget Mosdække foroven, hvorimod den
heelt var overhvælvet med et Voxdække. Jeg opstillede
den i mit Vindue, idet jeg lod dette staae paa Klem, saa at
de kunde have fri Udflugt. I de første Dage derefter tiltog
Indbyggernes Antal betydeligt, saa at det efter 8 Dages For-
hil) vist var henimod 100. Vel vare endeel af dem komne
til Verden, medens Reden var i mit Værge, men det forekom
mig, at Tilvæxten var for stor til, at den alene kunde have
sin Grund heri, og det turde maaskee ikke være umuligt, at
de fra Reden udflyvende Humler have ført de Humler med
sig tilbage, der ikke vare fulgte med Reden, da jeg tog den.
Jeg turde ikke fremsætte denne Formodning, hvis der ikke i
Biernes Samfund forekom Tilfælde, som ikke kunne forklares
uden ved at antage, at de besidde Evne til at meddele sig
til hverandre indbyrdes; jeg skal her exempelviis anføre, at
Rov-Speiderne, eller de Bier, som om Aftenen i Mørkningen
efterat Bierne ellers ikke mere flyve ud, paa en større Bistand
sees at flyve fra een Kubes Flyvehul til et andet, for at
undersøge, om Stadet holder Vagt og ellers er i Orden, — at
disse Speidere, naar de om Aftenen mærke, at et Stade er
modløst, enten paa Grund af Viserløshed eller formedelst
Mol eller Sygdom, næste Morgen ganske tidligt medbringe en
Mængde Kammerater, der forsøge Angreb. Ligeledes forud-
sætter det en Meddelelse, naar enkelte Bier forinden Sværm-
ningen udspeide og afpudse en Bolig for den nye Sværm,
eller naar en Bi, der i Marken har truffet paa en uventet,
rig Ilonningkilde, f. Ex. lidt hensat Honning, efter faa Mi-
nutters Forlob vender tilbage, ledsaget af flere. Om denne
sidste Iagttagelses Paalidelighed kan man overbevise sig ved
at mærke Bien, medens den er ifærd med at suge Honningen.

Reden indeholdt en stor Mængde Coconer af to for-
skjellige Størrelser; den underste Etage indeholdt de mindste
Celler og af dem udgik flere Arbeidshumler. — Reaumur
angiver, at Aabningen for den udkrøbne Humle stedse er i
Cellens nederste Ende; hos denne Art Humler var det Om-
vendte stedse Tilfældet, og kun, hvor en ovenpaa hvilende
Kage hindrede Humlen fra at komme ud igjennem den øverste
Ende, var Aabningen paa Siden. De udkrøbne, unge Humler
vare sølvhvide. Udfoldningen af Vingerne foregaaer inde i
Cellen, førend eller imedens Humlen befries fra sit Fængsel.
Kun med en enkelt ung Dronning var dette ikke Tilfældet,
men den var abnorm i flere Henseender, og Udfoldningen
fandt slet ikke Sted i Løbet af den halve Time, i hvilken
jeg lod den leve.

Skjøndt jeg opmærksomt speidede derefter, lykkedes det
mig dog ikke i længere Tid at see nogen Humle forlade
Cellen. Den unge Bi gjennembider som bekjendt selv det
Laag, der holder den fængslet, hvilket ogsaa er Tilfældet med
Hvepserne. Først efter daglig i 14 Dage at have iagttaget
Reden, fik jeg Oie paa en ung Humle, der var i Begreb med
at forlade sin Cocon, og fik derved Bekræftelse paa, hvad
jeg med Hensyn paa Coconens Seighed alt forud havde an-
taget, at nemlig de gamle Humler gjennembide Cellen og
befrie Fangen. Hvorledes de erfare , at Tiden hertil er
kommen, veed jeg ikke, men sandsynligviis forraader den unge
Humle sin Modenhed ved at bevæge sig i Cellen. Selve
Øieblikket, da den begynder at aabne Cellen, er det ikke
lykkedes mig at bemærke. Aabner man en Cocon med en
Kniv, saa tillukke Humlerne Aabningen iilfærdigen med Vox.

Foruden disse Coconer var der omtrent midt i Reden
opført vistnok en Snees Celler af Vox, som for Størstedelen
indeholdt Blomsterstøv, medens 4 eller 5 vare Honningkar.
Til Beholdere for Honningen benyttede de ogsaa de tomme
Coconer, som de kantede med Vox. Voxet lignede bruunligt
Pakpapir og var meget løst. Da jeg, hvergang jeg saae til
Reden, maatte fjerne Voxdækket, og Humlerne strax søgte at
erstatte det, saae jeg dem hyppigt arbeide derpaa. Dronningen

tog ogsaa Deel i dette Arbeide, som gik temmelig hurtigt.
Kun Kindbakkerne og Antennerne vare de tjenstgjørende
Redskaber, idet disse sidste holdtes knækkede saaledes, at
de berørte hver sin Side af Voxdækket, sikkert for at maale
Tykkelsen. Voxet hentede de stedse fra andre Steder i Reden,
og skjøndt jeg tre Gange ganske berøvede dem Voxdækket,
og det to Gange blev fornyet af Humlerne, saae jeg dem
dog ikke tage Voxet fra Bugleddene, maaskee fordi Bygningen
væsentlig skete om Natten. Den tredie Gang dækkede de
Reden med Mos, som de tog fra Udkanterne, og derimellem
var blandet noget opflosset Papir, som de om Natten hørligt
afgnavede af det Underlag, hvorpaa jeg havde stillet Reden.
Endelig fandtes i Reden ovenpaa Cellekagerne nogle
uregelmæssige Knuder af graat Vox, de mindre fyldte med
Æg, de større med Larver. Reaumur har antaget, at disse
Hylstre ikke bestode af Vox, men af en sammenæltet Deig
af Blomsterstøv og Honning, som tjente Larverne til Næring,
og denne Mening er efter ham optaget af Lepeletier de Saint
Fargeau og Oken; men dette er ikke Tilfældet, idetmindste
ikke med denne Art Humler. Det er aldeles det samme Stof
som det, hvoraf Dækket over Reden og Cellerne til Honning
og Blomsterstøv bestaae, og jeg har mangfoldige Gange seet
dem tage fra Voxdækket for at udbedre dette Hylster, naar
jeg havde beskadiget det, og omvendt skrabe fra Hylsteret
for dermed at bygge, især paa den Tid, da Hylsteret endnu
tildækker de færdig spundne Coconer. Ved at smage paa
dette grødagtige Stof og det i Cellerne gjemte, med Honning
befugtede Blomsterstøv, hvilket sidste havde en svag, syrlig
og ligesom lidt brændende Smag , medens det første var
ganske uden Smag, kunde man heller ikke være i Tvivl om
deres Forskjellighed. Førstnævnte Stof smeltede i en Sølv-
skee over Lyset, hvilket undrede mig meget, da Reaumur an-
fører at have gjort det samme Forsøg med et modsat Udfald.
Vel blev der midt i det Smeltede en sort forkullet Masse
tilbage, men der var ogsaa nogle Trevler Mos i den Kugle
Vox, som jeg havde laL't i Theeskeen. lovrigt gik hele Massen

ved fortsat Ophedning over til Forkulning og antændtes til
Slutningen.

Om et saadant Stof kan tjene Larverne til Foder, som
Reaumur paastaaer, tør jeg ikke bestemt afgjøre, men jeg
troer det ikke. Voxne Humler (Dronninger og Arbeidere),
som jeg havde indespærret paa denne Kost, rørte det ikke,
medens de strax gave sig ifærd med det med Honning be-
fugtede Blomsterstøv, og et Faktum, jeg nedenfor skal berøre,
tyder paa dets Ubrugbarhed som Fødemiddel ogsaa for Larverne.
Fuldkommen sikkert er det, at disse ialfald tillige blive fod-
rede igjennem Hylsteret. Jeg har ofte seet Humlerne bide
Hul paa Hylsteret og stikke Snabelen og den nederste Deel
af Hovedet ind ad Aabningen, i hvilken Stilling de forbleve
i nogle Secunder. Saasnart Humlen havde trukket Snabelen
tilbage, lukkede den hurtigt Aabningen, og bed Hul paa et
nyt Sted, hvor den da gjentog samme Adfærd. Undertiden
lukkede den strax til, formodentlig fordi den tilgrændsende
Larve har været tilstrækkelig forsynet. Aabnede man nu
Hylsteret, saa fandtes i den Krumning, som Larvens Legeme
dannede, et guulgrønt Stof, der sikkert er den samme Masse,
som den saakaldte Fodervælling, med hvilken Biernes Larver
blive fodrede. Jeg mærkede den Humle, jeg første Gang
saae foretage Fodringen, for at see, om den særligt havde
dette Hverv, og iagttog den ogsaa i denne Forretning senere
hen paa samme Dag, men der var dengang tillige en anden,
og jeg overbeviste mig senere om, at de i Flæng toge Deel i
denne Bestilling.

Skjøndt allerede af Andre beskreven, vil jeg dog her
efter egen Iagttagelse fremsætte den unge Humles Udviklings-
historie fra Æggets Lægning, indtil den fuldfærdig kryber ud
af sin Cocon. Den første Begyndelse er en lille Gryde af
Vox, der befæstes ovenpaa en Kage Coconer, og under sin
senere Udvikling støttes af smaa Voxpiller. Hvo der lægger
Grunden til den, tor jeg ei afgjøre; jeg har flere Gange
seet Arbeiderne gjøre det, men disse Begyndelser bleve
ødelagte af Dronningen. Paa den anden Side har jeg aldrig
seet Dronningen lægge nogen Grundvold til Gellen, men derimod

truffet den byggende videre paa en saadan. Naar Cellen, en
lille rund Gryde, havde naaet en Høide, som anstod Dron-
ningen, bragte den Enden af Bagkroppen ned i den og
krummede sig næsten i en Kreds, idet den med samtlige
Fødder klamrede sig fast til Cellen med Hovedet vendt nedad.
Bagkroppen bevægede sig som ved livligt Aandedrag. Efter
kort Tids Forlob drog den Bagkroppen ud, og der laae da i
Cellen flere H"' lange, smukke Æg. Den tillukkede derpaa
hurtigt Cellen, men dette forhindrede den ikke i senere at
aabne den, for at lægge endnu flere Æg i samme Celle.
Selve Æggets Lægning lykkedes det mig nogle Gange at see.
Dronningens Braad var under Æglægningen heelt ude, og
Skedeklapperne spilede vidt fra hinanden. Braadden, der
krummede sig opefter, stak et Par Gange med Spidsen ud
igjennem CeHens Vægge. Om Ægget kom ud mellem Braadden
og Skedeklapperne eller indenfor (d. e. nærmere Bugfladen),
kunde jeg ikke see, da jeg stod bagved Dronningen og saa-
ledes ikke kunde bemærke, om Ægget gik ud i lige Linie
med eller forud for Braadredskaberne. At jeg flere Gange
fik selve Æggets Lægning at see, skyldtes en Omstændighed,
som jeg nedenfor skal omtale. I Almindelighed hjalp Ar-
beidshumlerne den med at tillukke Cellen, og de hentede,
som ovenfor berørt, stedse Voxet dertil fra Voxdækket, hvilket
Stof de bar imellem Kindbakkerne, saaledes at det strakte
sig et godt Stykke ned under den Huling, hvori Snabelen
ligger i Hviletilstand. Den tillukkede Celle staaer nu urørt i
nogle, vistnok 3 til 4 Dage. Jeg undersøgte det ikke nøiere,
da jeg stod i den Formening, at det var tilstrækkeligt be-
kjendt. Larven kryber da ud af Ægget, Fodringen begynder,
og ved den hyppige Aabning og Tillukning af Hylsteret lem-
pes dette efter Larvernes Væxt, saa at det daglig tiltager i Stør-
relse og efterhaanden begynder at antage et buklet Udseende.
Paa denne Tid, den 10de eller Ilte Dag efter Æggets Læg-
ning, begynder Larven (idetmindste Dronningelarven) at spinde
sin Cocon , og samtidig dermed ophører Fodringen. Om
Larven faaer Foder med, har jeg forsømt at eftersee. Efter-
haanden som Tndspindingen skrider fremad, begynde Ilumlerne

at gjøre Voxdækket tyndere og fortsætte hermed flere Dage
i Rad, indtil de ganske have borttaget det. Larven gaaer
imidlertid efter fuldendt Indspinding ikke strax over til at
blive Nymphe. Tidspunktet, naar dette skeer (Alt for de
unge Dronningers Vedkommende) , har jeg ikke iagttaget,
men det er neppe før den 20de Dag, idetmindste har jeg
omtrent ved dette Tidspunkt endnu fundet Larver af Æg, der
vare lagte den 1ste August. Det kan allerede heraf sees, at
det ikke gaaer an, med Lepeletier de Saint Fargeau, at an-
vende Analogien fra Honningbien til Tidsbestemmelse for
Ilumlernes Udvikling. En Bidronning behøver 14 å 16 Dage
til sin Udvikling, hvorimod de unge Humledronninger efter
28 Dages Forløb vel vare Nympher, men udenat Chitinen
ved deite Tidspunkt endnu var begyndt at farves. Ikkun
Øinene vare mørkt purpurfarvede.

Antallet af de af Dronningen lagte Æg var forskjelligt i
de forskjellige Celler; det høieste Antal vil vel omtrent passe
med det af Reaumur opgivne, nemlig henimod 40. ,

Foruden Dronningen og Arbeiderne viste der sig efter
omtrent 14 Dages Forløb Humler af et afvigende Udseende.
De havde en guulgrøn Pandedusk og Halskrave, en lignende
Krands om Brystskjoldet og om den bageste Deel af Bryst-
stykket. Det var to Hanner. De deeltoge aldeles ikke i
Arbeidet. Imidlertid ere Humlehannerne ikke saa besværlige
Byrder for Samfundet som Hanbierne, thi de træffes hyppigt
paa Blomster, medens Dronerne ikke selv suge nogen Hon-
ning i det Frie.

I Slutningen af Juli Maaned iagttog jeg i Reden en Op-
førsel af enkelte Humler, som i høi Grad forbausede mig, da
den tydede hen paa en Usamdrægtighed, som jeg ellers aldrig
har seet hos Insekter, der udgjøre ordnede Samfund. En
enkelt Humle blev pludselig betaget af et Slags Raseri og
foer i sand Bersærkergang rundt i Reden, anholdt og bed
alle de Arbeidshumler, den mødte, og tumlede tilsidst ud af
Reden med en anden, som den forfulgte. Den følgende Dag
voxede Antallet af disse Bersærker, uden at det var mig
muligt at udfinde Grunden til denne pludselige Ophidselse.

Dronningen behandlede de med den samme overseende Lige-
gyldighed, som saavel Hnmlerne som Hvepseme udvise mod
den til daglig Brug, ganske modsat den Omhu og Hengivenhed,
som Bierne yttre mod deres Dronning. Men efter endnu et
Par Dages Forløb saae jeg denne begyndende Splidagtighed
ogsaa strække sig til Dronningen. Denne var den 1ste Au-
gust ifærd med at indrette en lille Celle til Æglægning, men
heri søgte en af Arbeiderne at hindre den ved at nedrive
det, Dronningen byggede, hvergang denne forlod Cellen for at
hente Byggemateriale fra Voxdækket. I Begyndelsen lod Dron-
ningen sig nøie med at give den en Slags Paamindelse med
en af Fødderne, men da dette ikke hjalp, forgik Taalmodig-
heden den tilsidst, og den foer løs paa Humlen og bed den,
saa at denne iilsomt tog Flugten. Endelig blev den saavidt
færdig, at den begyndte at lægge Æg, men nu indfandt
Humlen sig atter og søgte at hindre den deri, idet den gjorde
sig Umage for med sit Hoved at trænge Dronningens Bagkrop
ud af Cellen, hvilken den samtidig nedrev. Under alle disse
Bestræbelser bevægede den Vingerne saa hurtigt, at man ikke
kunde see dem, og frembragte derved en eensformig sørg-
modig Lyd1). Det var denne Opførsel fra een og siden flere
Humlers Side, der hjalp mig til at see selve Æggets Lægning,
deels derved, at Dronningens Bagkrop blev løftet lidt, og
deels derved, at endeel af Cellevæggen blev nedreven. Efter
endt Lægning tillukkede Dronningen Cellen, uagtet den blev
forsinket ved Arbeidshumlens utrættelige Modstand. Med en
Pennekniv aabnede jeg atter Cellen, men dette forbittrede
Dronningen, der med Kindbakkerne greb fat om Knivsbladet
og ruskede det temmelig føleligt. I Slutningen af Dronningens
Bestræbelser for at lukke Cellen understøttedes den af en
anden Arbeider. Dronningen vedblev at holde sig i Nærheden
af Cellen, for at vogte den, hvilket ogsaa var aldeles nød-
vendigt. Forgjæves søgte jeg at udgrunde Aarsagen til denne

1 I Hermed er naturligviis ikke meent, et Lyden skulde udtrykke
en tilsvarende Sindsstemning hos Humlen, saaledes som viser-
løse Biers Klagelyd.

paafaldende Disharmoni og tænkte mig det som en Mulighed,
at min Nærværelse og den Forstyrrelse, denne frembragte i
Reden, idet jeg hver Gang maatte borttage Voxdækket, kunde
hos den ødelæggende Humle have vakt en Forestilling om, at
Omstændighederne ikke vare gunstige for yderligere For-
mering, medens Dronningen og den den bistaaende Humle ikke
havde modtaget lignende Indtryk, og at den hele Begivenhed
nærmest maatte sættes i Klasse med den Opførsel, Bierne
under Mangel paa Næring udvise mod Yngelen, idet de da
rive den ud af Cellerne og slæbe den ud af Kuben, og at
det Eiendommelige blot laae deri, at medens Bierne handle
samdrægtigt og ligesom drevne af een og samme Tilskyndelse,
saa gjorde hos Humlerne flere Indskydelser sig gjældende i
forskjellige, modstridende Retninger. For at see, hvilken
Skjæbne Æggehylsteret vilde faae, naar jeg fjernede den Be-
skyttelse , Dronningen ved sin physiske Overmagt ydede den,
borttog jeg Dronningen. Der begyndte nu forfra den samme
Scene med Nedrivning og Opbygning, bestandig ledsaget af
den samme sørgmodige Brusen med Vingerne. Da denne
Strid efter halvandens Times Forløb endnu var uafgjort, til-
dækkede jeg Reden og fandt Cellen om Eftermiddagen til-
lukket. Dronningen blev da givet tilbage.

Omtrent ved denne Tid krøb flere Hanner ud af Cellerne,
medens jeg ikke mere saae unge Arbeidshumler fremkomme,
og samtidig med Hannerne begyndte ogsaa de unge Dron-
ninger at vise sig. Dagen før den første unge Dronning viste
sig, havde jeg borttaget hele Voxdækket for at see Vox-
productionen, hvilket imidlertid, som berørt, ikke lykkedes.
Om Natten var der endeel Uro i Boet, som jeg formodede
at hidrøre fra Voxdækkets Fjernelse. Da jeg næste Dag
aabnede Reden, mødte mit Øie strax Dronningen, der sad'
ganske ubevægelig ovenpaa en 'Kage Celler. Dens Bagkrop
var meget stærkt udstrakt og imellem Ringene ovenpaa
Ryggeib især paa den høire Side, var der udsvedet en Masse,1
der var stivnet mellem de øverste Ringe, medens den endnu
var flydende ved den sidste Ring. Jeg tog lidt af den paa
et Knivsblad; den sad temmelig fast, og det lod ^il at genert

Dronningen, at jeg rørte ved den. Den var lidt gjennemsigtig.
At den var noget Abnormt, syntes at fremgaae deraf, at
Striberne vare meget bredere ved den høire Side (c : 1'")
end ved den venstre, hvor den heller ikke strakte sig saa
langt ned. Et idetmindste noget lignende Stof saae jeg ud-
svede paa en Hvepse. Jeg havde med Gummi limet dens
Vinger og Brystskjold til et Brædt for bedre at kunne see
Tungens og Braaddens Bevægelser, og under den voldsomme
Anstrængelse for at løsrive sig bedækkedes hele Kroppen og
navnlig Brystskjoldet med en tilsyneladende hvid, under Mi-
kroskopet klar Masse, der navnlig paa Bryststykket ganske
skjulte Hudskelettets Farve. Stoffet paa Humledronningen
syntes dog noget mere fedtagtigt. Grunden til, at jeg saa
omstændelig omtaler dette Phænomen, er den, at jeg med
Rette eller Urette sætter det i Forbindelse med Dronningens
senere Skjæbne. Jeg opdagede nemlig snart den første, unge
Dronning, der sikkert samme Nat var krøbet ud af Cellen.
Idet jeg benyttede mig af en Analogi fra Biernes Samfund,
satte jeg baade Uroen om Natten og Dronningens Udseende
i Forbindelse med den unge Dronnings Fødsel. Det er be-
kjendt, at der mellem Bidronningerne indbyrdes tinder et
dødeligt Had Sted , og at dette Had foranlediger Efter-
sværmens Komme. Den først udløbne Dronning søger nemlig,
saaledes som Huber har iagttaget, strax at dræbe sine endnu
i Celler indesluttede Medbeilerinder; ere Bierne sværmelystne,
forhindre de hende heri ved at bide hende i Been og Vinger,
saasnart hun nærmer sig de Celler, de bevogte, og den unge
Dronning løber da i yderste Ophidselse og piint af Skinsyge
om i Kuben, udstødende sin bekjendte Tytten, indtil den
endelig drager ud, fulgt af en Sværm. Huber har flere Gange
iagttaget Dronningers Kampe i Kuben; udenfor Kuben har
jeg forsøgt at bringe en saadan Kamp tilveie , men Dronnin-
gerne, som havde et Bord til Kampplads, skyede hinanden.
Jeg 'bragte dem flere Gange tæt sammen, men de hoieste
Yttringer af Fjendskab vare, at de med Kindbakkerne greb
om hinandens Antenner. Derimod yttrede deres Skinsyge
sig derved, at de strakte Bagkroppen overmaade stærkt og

droge den ud og ind som ved heftigt Aandedrag. Jeg tænkte
mig nu, at der muligt fandt en lignende Skinsyge Sted imellem
Humle dronningen og dens yngre Medbeilerinder, og at Ar-
beiderne muligt med Vold havde hindret disses Drab. Til
Forsøg indespærrede jeg den gamle og en ung Dronning i en
Cigarkasse med Glaslaag, og deres Opførsel var lige i Be-
gyndelsen ganske lig den ovenbeskrevne mellem Bidronnin-
gerne; men strax derpaa gjorde den fælles Bevidsthed om
Fangenskabet sig gjældende, og der var senere intet andet at
bemærke end Yttringerne af denne Følelse. I Humlereden
sporede jeg aldeles ingen Uro ved Dronningens Fjernelse
eller Tilbagekomst. Det Samme er ogsaa Tilfældet med
Hvepserne. I de følgende Dage kom stedse flere og flere
unge Dronninger frem, men jeg bemærkede end ikke den
mindste Ufred mellem dem og den gamle Dronning. Hvad
jeg derfor her har udtalt, er kun en svagt begrundet Gisning, ■
som jeg dog ikke har villet udelade, da det, jeg har seet,
muligt kunde medvirke som et Moment til herom at kunne
erholde nogen Kundskab.

Jeg havde til et andet Forsøg, nemlig for at see om
Dronningen vilde begynde en Coloni, naar man forsynede den
med Materiale og Foder, havt den indespærret i to Dage
udenfor Reden. Da jeg atter lod den gaae tilbage, bemærkede
jeg, at der i dens Fraværelse var kommet et nyt, tillukket
Æggehylster. Alle de øvrige Hylstre havde jeg seet Dron-
ningen besætte med Æg. Dronningen var ikke mindre seen
end jeg til ogsaa at opdage dette Hylster; den kastede sig
strax med Heftighed, over det, oprev det og aad Æggene.
Et Par Humler søgte at forhindre den og at lukke til for
Æggene, men der blev af disse dog kun to tilbage, som bleve ;
bedækkede. Hvoraf vidste nu Dronningen, at Æggene i dette
Hylster ikke vare dens egne? Havde den ligesom jeg mærket
sig Tallet og Beliggenheden af dem, den selv havde besat I
med Æg, eller var der i Formen nogen Forskjel? Mig fore- I
kom der ikke at være anden Forskjel, end at det sidste i
Hylster maaskee havde et lidt mindre Gjennemsnit. Samme I
og næste Dag besatte den selv et nyt Æggehylster med en I

stor Mængde Æg, men da jeg den derpaa følgende Dag
aabnede Reden, laae Dronningen næsten døende i en Krog af
eller rettere udenfor denne. Den bar synlige Tegn paa at
have lidt voldsom Behandling; Vingerne vare stærkt sønder-
bidte, den havde en Deel Mider paa sig og saae i det Hele
slemt medtaget ud. Jeg bragte den midt ind i Reden igjen,
men strax kastede flere Humler sig over den og sled i Vin-
gerne, Antennerne og Benene, indtil de endelig tik den
slæl>t ud af Reden igjen. Et tredie og fjerde Forsøg førte
til samme Resultat, og den næste Dag var dens Endeligt
øiensynligt saa nær forestaaende , at jeg borttog den til Op-
bevaring i Spiritus. Samme Dag hk jeg Oplysning om, hvo
der havde lagt Æggene i det omtalte Hylster. Jeg saae
nemlig en Arbeider opføre en Voxcelle, i hvilken den, da
Cellen havde naaet en vis Høide, sænkede sin Bagdeel og
indtog derved aldeles den samme Stilling, som Dronningen.
Da den efter omtrent 1 Minuts Forløb drog Bagkroppen ud,
laae der nogle Æg i Cellen, hvilken sidste den hurtigt til-
lukkede. Den foer derpaa rasende omkring i Reden og an-
faldt og bed alle de Humler den mødte. Imidlertid havde en
anden Humle begyndt at aabne Hylsteret under den samme
sørgmodige Brusen, som tidligere omtalt. Saasnart den havde
gjort Aabningen tilstrækkelig vid, greb den med Kindbakkerne
de Æg, der vare i Cellen og aad dem. To, tre til fire Æg
saae jeg deels nu deels ofte senere blive fortærede af en
enkelt Humle. Derpaa lagde den selv Æg, og indtog her
ganske den samme Stilling som den foregaaende, ligesom
dens Opførsel efter endt Lægning ganske var den samme.
Denne Dag saae og mærkede jeg 5 Humler, der lagde Æg,
medens endnu flere gjorde Forsøg derpaa, men bleve fordrevne
enten af andre Medbeilerinder, eller (og dette var hyppigst
Tilfældet) af den Humle, der sidst havde lagt Æg og nu efter
endt Bersærkergang vendte tilbage for at forsvare Cellen.
Det hændte derfor ofte, at den, der havde aabnet Cellen,
ikke blev den, der kom til at lægge Æg, idet en tredie
Humle benyttede den Frist, Uenigheden mellem de to Andre
gav den, til at lægge sine Æg. Dagen efter mærkede jeg

med Lakering omtrent 30 Humler (de 5 fra forrige Dag in-
klusive), der kom til at lægge Æg, medens idetmindste et
ligesaa stort Antal gjorde mislykkede Forsøg. Selv de 30
vilde neppe være naaede hertil, hvis jeg ikke havde skaffet
dem Fred ved at holde den nærmeste Omegn ryddelig. Ved
denne Leilighed bleve Humlerne hyppigt vrede og bede i
Knivsbladet, men ingen sogte at stikke. Et Par Gange havde
jeg Leilighed til at see, at Braadden ogsaa hos Arbeiderne
var ude under Æglægningen, men deres Skedeklapper vare
ikke spilede fra hinanden , saaledes som hos Dronningen.
Æggene vare omtrent en Trediedeel mindre end Dronningens
og i Forhold proportionerede. Bagkroppen paa Arbeiderne
var i denne Periode noget større, og 14 Dage efter vare de
blevne kjendelig mindre, ja en enkelt af dem borttog jeg
senere og gjemte den som et ualmindeligt lille Exeinplar af
en Arbeidshumle. Forskjellen i Arbeidernes Størrelse1) hos
denne Art Humler er aabenbart heelt tilfældig og vistnok
navnlig afhængig af den dem under deres Udvikling ind-
rømmede Plads. En saadan deraf afhængig Forskjel i Størrelse
mellem Arbeiderne finder man ogsaa hos Bierne. Hele Bi-
folk kunne være paafaldende større eller mindre end andre,
og her afhænger Forskjellen af Voxkagernes Ælde , idet
Cellerne i gamle, sorte Voxkager, hvor der er ophobet en
stor Mængde Hinder, Efterladenskaber fra alle de unge Bier,
der ere udviklede efter hverandre i de samme Celler, ikke
give den sig udviklende Bi saamegen Plads som nye Vox-
tavler. Men selv i een og samme Kube kan der være paa-
faldende smaa Exemplarer, hidrørende fra, at de ere ud-
gaaede af Celler i Kanten af Voxtavlerne, hvor disse ere
mindre dybe.

Den Mængde Æg, Arbeiderne lagde, var meget stor;
thi uagtet hver Humle aad af sin Forgængers Æg, inden den

1 ) Nogle af dem kunne stige ned til en Flues Størrelse. At an-
tage disse Miniaturudgaver som en en særegen Varietet, som
Lepeletier synes at ville, er sikkert urigtigt, idetmindste for den
Art Humler, som her omhandles.

selv lagde, vare dog de Hylstre, der vare tillukkede Dagen
etter Æglægningen, propfulde af Æg. Et af Hylstrene var \
Tomme høit og vel 2 Linier i Gjennemsnit. lovrigt kom
ingen af disse Æg til et videre Udviklingstrin end til Larve,
der naaede en Alder af 6 a 7 Dage. Nogle Hylstre bleve
nemlig ufrivillig forstyrrede af mig ved at løfte Voxdækket,
hvortil de vare fastbyggede. Humlerne reve da Larverne ud
og fløi bort med dem i Munden. Den ovrige Deel af Ar-
beidernes Yngel omkom af Mangel paa Næring, idet Humlerne
ganske ophørte at arbeide paa Grund af det raakolde, regn-
fulde Veir, der uden Afbrydelse varede i flere Dage1). Det
maa her med Hensyn til Reaumur' s ovennævnte Gisning, at
Larverne leve af deres Hylster, anføres, at uagtet de lige-
frem hungrede tildøde, var Hylsteret ubeskadiget, og Ar-
beiderne beskjæftigede sig ikke i mindste Maade med Vox-
bygning. løvrigt er det mærkeligt, hvor seiglivede Larverne
ere, thi de levede endnu efter flere Dages Hunger, uagtet
nogle af dem begyndte at blive sortegraae. Dette er iøvrigt
ogsaa Tilfældet med Biernes Larver.

At de Arbeidshumler, der lagde Æg, vare ubefrugtede,
er sandsynligt2). Vel var der samtidig Hanner i Reden,

1 ) Hylsteret , hvori denne Yngel befandt sig , havde en fra de
øvrige næsten kredsformige Hylstre noget afvigende Form, idet
det ved en temmelig stærk Indsnøring- midtveis tik Udseende
som et Ottetal. Det befandt sig i Udkanten af Reden. Jeg
har ikke villet undlade at tilføie denne Omstændighed (som
jeg- ansaae for tilfældig og altfor ubetydelig til at omtales),
fordi jeg hos Huber har fundet samme Beskrivelse af et Yngel-
Hylster, der var grundet og- gik tilgrunde paa samme Maade
som det af mig omtalte.

'-) Lepeletier omtaler Hunner af Mellemstørrelse, der skulde være
befrugtede af smaa Hanner, medens de store Hunner, Dronnin-
gerne , skulle blive befrugtede af store , senere fødte Hanner.
Dette finder ialfald ingen Anvendelse paa B. lapidarius , der kun
har een Slags Hanner.

Arbeidsbierne lægge som bekjendt ogsaa undertiden Æg,
af hvilke der kun kommer Droner. Dette indtræder kun, naar
Stadet i længere Tid har været viserløst. At Humlemes Yngel
ogsaa vilde blive Hanner, synes Analogien at tale for.

men ingen af dem fløi endnu ud, og i selve Reden saae jeg
aldrig mindste Spor af nogen øm Tilnærmelse. Den eneste
Venskabsyttring mellem dem bestod deri, at de æglæggende
Arbeidsbier under deres Bersærkergang aldrig anfaldt Han-
nerne. Kun en eneste Gang saae jeg dette, og det var al-
deles aabenbart kun en Feiltagelse, da den ikke engang tog
ordentlig fat med Kindbakkerne. Hannerne viste iøvrigt
beller ingen Opmærksombed imod de unge Dronninger. Re-
aumur omtaler, at ban bar seet Parringen i selve Reden. Jeg
indespærrede forsøgsviis unge Dronninger med Hanner i en
Cigarkasse og fodrede dem med Sukker og Æggehvide, (hvad
der hos Bierne sætter Æggestokkene i forøget Virksomhed),
men der var ingen Parring at see. Derimod søgte de, rime-
ligviis for bedre at holde Varme i det kolde Veir, tæt sammen
i et Hjørne af Kassen.

Af de unge Dronninger, af hvilke Reden maa have havt
over en Snees, fløi i Begyndelsen af August nogle ud. De
arbeidede ikke, saavidt jeg saae, navnlig kom de aldrig hjem
med Buxer, saaledes som Arbeidsh umierne meget hyppigt
gjorde. Før den 10de August vare ingen eller ialfald kun
ganske enkelte af Hannerne fløine ud, men den 10de og Ilte
August forlode de Reden, og ikke een vendte tilbage. Der
var kun en eneste Han i Reden, og den var saa nylig krøbet
ud af Cellen, at den ikke kunde flyve1). Dronningerne
derimod, som ogsaa næsten alle vare fra Reden i disse Dage,
vendte tilbage igjen hver Aften. De unge Dronninger vare
næsten alle, nogle ganske overordentligt, fulde af store, muntre
Mider, saa at de saae ud som broderede med dem. De
stærkest plagede søgte med Bagfødderne at frigjøre sig for
dem, men deels opholdt de sig paa Siden (under Vingerne
og imellem Bryststykket og Bagkroppen), hvor det var van-

de ere ganske unge . kunne de ikke flyve Bierne
blive under normale Forhold en heel Uge hjemme , inden de
flyve i Marken , hvorom man har overbevist sig ved til et
Stade med sorte Bier at sætte en italiensk (guul) Dronning, og
iagttage dens Yngel.

skeligt for Humlen at naae med Benene, og deels kravlede
de ligesaa hurtigt op som de bleve strøgne ned. Saaledes
som Reaumur og Lepeletier anføre, følge disse Mider ud med
Humlen paa dens Udflugt og vende tilbage med den. De
unge Dronninger ere i Udseende lidet forskjellige fra den
gamle. Hos denne er Brystskjoldet blankt, rimeligviis fordi
Haarene under dens Bevægelser i Reden efterhaandeu afslides,
saa at kun en Krands, ligesom ved Tonsuren, bliver tilbage
rundt om Brystskjoldet; hos de unge Dronninger derimod er
dette tæt besat med Haar. Størrelsen er hos de unge lidt
mindre, hvilket upaatvivlelig hidrører fra, at Æggestokkene
endnu ikke ere traadte i Virksomhed, idetmindste er dette
Tilfældet med Bidronningerne , idet de unge , ubefrugtede
Hunner, og de, der have indstillet Æglægningen, ikke ere saa
store som de Dronninger, der daglig lægge Æg.

Der var en stor Mængde Celler til vordende Dronninger,
men jeg fik ikke Leilighed til at oppebie deres Fødsel, da
jeg den 28de August maatte forlade Reden; ved den Tid
var, som ovenfor berørt, de Nympher, som skrev sig fra Æg,
lagte 1ste August af den gamle Dronning, endnu ikke farvede,
Øinene undtagne.

Hamlernes Maade at værge sig er paa Grund af det til-
syneladende aldeles Hensigtsløse deri høist komisk. Pirrer
man ved dem, stikke de ufravigelig et af de mellemste Been
næsten lodret og ligesom afværgende i Veiret; ved endnu
stærkere Foruroligelse begge de mellemste Been, saa at det
seer ud, som om de vare vredne af Led; gjør man dem endnu
yderligere Uleilighed, lægge de sig halvt paa Siden og strække
helst det mellemste, men undertiden ogsaa alle Benene paa
den ene Side, ud som Værge, og tilsidst lægge de sig endog
paa Ryggen. Jeg har aldrig seet dem vise Braadden si mi
Trudsel, derimod spærrede de stadigt Kindbakkerne fra hin-
anden, og bede ogsaa, naar man stak Noget til dem. Sam-
tidig give de ofte den samme særegne Lyd fra sig, som naar
man stoder til Reden, især er Dronningen tilbøielig hertil.
løvriet ere de høist fredsommelige og stikke vistnok næsten

aldrig, naar man ikke tirrer dem stærkt. I saa Fald yttrer
deres Vrede sig ved en høiere Summen. At de imidlertid
ere hævngjerrige for tilføiet Overlast, har jeg havt Leilighed
til at bemærke. Naar man slaaer med Haanden efter Bier,
kan man være sikker paa at blive stukket, og de glemme
ikke i lang Tid den, der har fornærmet dem. Jeg vilde en
Dag forsøge, hvorledes Humlerne opførte sig under samme
Forhold, og gav en, der snurrede mig omkring Ansigtet, et
lille Slag med Loupen. Den tørnede imod Ruden, og den
Lyd, den gav fra sig, syntes at røbe høi Grad af Bestyrtelse.
Efter i nogen Tid at have snurret mod Ruden, blev den
siddende ganske ubevægelig i over et Qvarteer, saa at jeg
troede, den vilde til at døe. Imidlertid havde jeg gjentaget
det med flere og tilsyneladende med samme for mig lidet
farefulde Udfald, men alle disse Humler begyndte, da de kom
lidt til sig selv, at søge ind paa mig, og kun ved at dække
mig bag et Brædt, med hvilket jeg samtidig smækkede dem
ud af Vinduet, lykkedes det mig at undgaae Stik. Imidlertid
havde jeg atter sat mig til at betragte Reden, da den først
trufne Humle pludselig styrtede løs paa mig og ind i Skjægget,
hvorfra jeg dog hurtigt tik den strøget bort og reddede mig
ved iilsom Flugt — den eneste Gang, jeg maatte forlade
Reden.

Om Humlerne saaledes som Bierne og Hvepserne holde
Vagt om Natten udenfor Reden, tør jeg ikke afgjøre. Enkelte
Nætter saae jeg een, stundom to Humler patrouillere rundt
om Kassen, men andre Nætter ingen, saa at det vel er troligt,
at de første kun have været vildfarende.

Det Tidsrum, der udfordres for Humlerne til at gjennem-
gaae de forskjellige Trin i Udviklingen, har jeg forsømt at
iagttage, væsentlig fordi jeg stod i den Formening, at dette
var tilstrækkelig undersøgt. Det er at formode, at det er
forskjelligt for Dronningerne, Hannerne og Arbeiderne. For-
haabentlig vil jeg ad Aare kunne give yderligere Oplysninger.

[De her meddeelte Iagttagelser bekræfte i mange Henseender
dem, som den yngre Huber har anfort i en hidtil kun lidet be-
nyttet og, som det synes, ikke meget bekjendt Afhandling i Trans-
aet. of the Linn. Soc. Vol. VI. Men med disse Iagttagelser blev
Hr. Bretton forst bekjendt , efterat han havde skrevet sin Afhandling
og sendt den til Udg.

Af de S. 87 flg. omtalte æglæggende Arbeidshumler, som Forf.
havde mærket med Lak paa Bryststykket, har han tilstillet Udg.
nogle , med Anmodning om at undersøge dem nærmere. Reeepta-
culum seminis fandtes fuldstændigt udviklet i alle sine Dele, men
tomt, uden Spor af Sæd. Ogsaa de to smaa oreformige Bikjertler
vare tomme].

OM O. FR. MULLER'S ARBEIDER OVER DANMARKS
ODONATER

VED DR. H. HAGEN

Den folgende kritiske Udsigt over de af vor store Faunist be-
skrevne danske Libeller blev allerede for en Række af Aar siden
meddeelt Tidsskriftets nuværende Udgiver, og bekjendtgjores lier
ifølge Forfatterens Ønske i dansk Oversættelse.

Det maa synes paafaldende, at Muller' s nu snart hundred-
aarige Arbeider saa lidet eller rettere slet ikke ere blevne
benyttede for Odonaternes Vedkommende, og det uagtet vi
have ham at takke for den første Monographi over disse
mærkværdige Dyr. Hans Landsmand og Samtidige Fabricius
citerer ham aldrig, uagtet det dog neppe har kunnet falde
denne Forfatter vanskeligt at forskaffe sig sikker Underretning
om de af Muller beskrevne Arter. Af Latreille og Charpentier
forbigaaes han med Taushed, og Vanderlinden har næsten slet
ikke taget Hensyn til ham. Jeg har i lang Tid bestræbt mig
for at udrive en saa dygtig Iagttagers Forskninger af den
Forglemmelse, der var blevet dem til Deel, og har allerede i
min Dissertation (Synonymia Libellularum Europæarum, Re-
giom. 1840. 8.) forsøgt saavidt muligt at gjenindsætte Muller's
Nomenklatur i dens velbegrundede Rettigheder. En fortsat
Beskjæftigelse med hans Skrifter har ydet mig flere nye Re-
sultater, som for en Deel ere benyttede i den af Selys-Long-
champs og mig bearbeidede Revue des Odonates d'Europe,
Liége 1850. Da imidlertid de enkelte Landes Specialfauner
ikke kunde behandles med Udførlighed i dette Skrift, og de
enkelte herhenhørende Data desuden deri findes adspredte paa

mange forsk jellige Steder, saa tillader jeg mig herved i en
samlet Oversigt at forelægge Mullers Landsmænd det Udbytte,
som Studiet af hans Værker har ydet mig. De Kilder, af
hvilke jeg har øst, ere:

1. Enumeratio ae descriptio Libellularum agri Fridrichsda-
lensis, 4 Maj. 1763; i Nova Acta Natur. Curiosor.
Tom. ITI, p. 122. (1767).

2. Fauna Insectorum Fridrichsdalina, 1764; tilligemed nogle
af Miiller's Haand i hans eget Exemplar nedskrevne Be-
mærkninger, hvis Meddelelse jeg skylder Hr. Prof. Schiødte.

3. Zoologiæ Danicæ Prodromus, 1776.

4. Undersøgelsen af de i Danmark samlede Odonater i den
forrige Lund - Sehested'ske og i den Westermann'ske
Samling i Kjøbenhavn, tilligemed Adskilligt i Fabricius's
Skrifter og i hans Samling i Kiel1).

Miiller's Beskrivelser ere næsten altid saa fuldstændige,
at hans Arter med Lethed kunne gjenkjendes; i Særdeleshed
gjælder dette om de udførlige Beskrivelser, han har givet i
sin Monographi. Ved Bestemmelsen af hans Arter er i den
følgende Oversigt stadigt henviist til Skriftet: Revne des
Odonates.

L1BELLULAMULLER.

1. L. QUADRIMACULATA.

L. 4-maculata Linn. Revue p. 7, no. 2.

Miill. Enum. no. 1. Fn. Fridr. no. 531. Prodr. no. 1616.

Af de angivne ubetydelige Varieteter er den fjerde en
Hun, de øvrige fire Hanner.

2. L. FL AVE OL ATA.

L. flaveola Linn. Revue p. 33, no. 17.

Miill. Enum. no. 2. Fn. Fridr. no. 532. Prodr. no. 1617.

De angivne tre Varieteter ere hyppige overalt.

l) Da Dr. Hagen i 1839 var i Kjobenhavn, fik lian ingen af de
herværende Samlinger af danske Insekter at see, da Eierne
tilfældigviis vare fraværende.

3. L. VULGATA.

L. vulgata Linn. Revue p. 45, co. 21.

Miill. Enum. no 3. Fn. Fridr. no. 533. Prodr. no. 1618.

Muller' s korte Diagnose er vistnok aldeles utilstrækkelig

til derefter at bestemme Arten med Sikkerhed, men iøvrigt

er der ingen Grund til at formode, at lian skulde have mis-

kjendt denne i Danmark hyppige Art.

4. L. DEPRESSA.

L. depressa Linn. Revue p. 8. no 3-

Miill. Enum. no. 5. Fn. Fridr. no. 535. Prodr. no. 1620-

5. L. RUBICUNDA VAR. A.

L. rubicunda Linn. Rerne p. 53, no. 24.

Miill. Enum. no. 4. Fn. Fridr. no. 534. Prodr. no. 1619- Var. a:
niacula marginali ferruginea.

6. L. RUBICUNDA VAR. B.

L. pectoralis Charp. Revue p. 56, no. 25.

Miill. Enum. no. 4. Fn. Fridr. no. 534. Prodr. no. 1619- Var. b :
niacula marginali nigra.

Tilsætningen : huic quoque mas fuit, i Enum., viser med
tilstrækkelig Sikkerhed, at her ikke kan være meent den
kvindelige L. rubicunda, hvis pterostigma ligeledes er sort.

7. L. VULGATISSIMA.

Gomphus vulgatissimus Linn. Revue p. 82. no. 1.

Miill. Enum. no. 6. Fn. Fridr. no. 536. Prodr. no. 1621.

Den korte, hos Linné laante, Diagnose betegner vistnok G.
vulgatissimus; om Muller imidlertid virkeligt har havt denne
Art for sig, er ikke let at afgjøre, uagtet jeg holder det for
sandsynligt. I Enum. citerer han foruden Fauna Suecica
tillige Swammerd. Hist. Ins. tab. 8, fig. 6, der afgiver en ret
kjendelig Afbildning af Lib. conspurcata F., en Art, der er
hyppig nok paa Sjælland, men som i begge Kjøn (under Navn
af L. Fridrichsdalensis og L. fulva) findes saa tydeligt be-
skreven af Muller, at han her umuligt igjen kan have havt
den for Øie, saameget mindre som hans Diagnose: thorace
strigis octo flavicantibus, paa ingen Maade passer til den. I

Prodr. citerer Muller Sehaff. Ins. Ratisb. tab. 6, tig. 5. Denne
Afbildning forestiller meget tydeligt Hunnen til den. af Muller
under Navn af L. cyanea beskrevne Art, og passer heller
ikke til Diagnosen. Da nu G. vulgatissimus Linn. (G. forci-
patus Charp. et autor.) er hyppig i Danmark, en traditionel
Kundskab om den Linné'iske Art med nogen Sandsynlighed
kan antages at have været tilstede hos Muller, og falske
Citater desuden oftere forekomme hos ham, tinder jeg saa-
megen desto større Grund til at antage hans Art for identisk
med den Linné'iske, som denne ellers trods sin hyppige Fore-
komst maatte forudsættes at være aldeles forbigaaet i Mullers
Skrifter.

8. L. CANCELLATA.

L. scotica Donor. Revue p. 48. no. 22.

Miill. Enum. no. 7. Fn. Fridr. no. 537. Prodr. no. 1622.

Den nøiagtige Beskrivelse i Enum. viser tydeligt, at
Muller* s Art ikke er den Linné'iske af samme Navn, hvilken
lian desuden senere beskriver som L. frumenti. Tilsætningen:
thorax — subtus tria puncta triangularia (sulphurea), betegner
meget kjendeligt Donovan's Art.

9. L. ÆNEA.

Cordulia ænea Linn. Revue p. 75, no. 5.

Miill. Enum. no. 8. Fn. Fridr. no. 538. Frodr. no. 1623.

10. L. QUADRIFASCIATA.

Aeschna grandi.s Linn. Revue p. 131. no. 10.

Miill. Enum. no 9, « L. grandis, y L. nobilis, £ L. plcbeia: Fn.
Fridr. no. 540, a, >], C- Prodr. no. 1625, a, e. f.

Disse Citater ere saameget desto sikkrere, som Muller i
Fn. Fridr. egenhændigt har nedskrevet Bemærkningen: // tfc t
L. grandis mas et fem., has enim d. octavo Augusti copula
junctas prehendi.

11. L. QUADRIFASCIATA VAR. B.

Aeschna rufescens Vanderlind. Revue p. 129, no. 9-
Miill. Enum. no. 9, fi. L. Lsoceles. Fn. Fridr. no. 540. §. Prodr.
no. 1625, b.

Da Muller kun har anvendt Navnet Isoceles til Betegnelsen
af en Varietet, maatte Vanderlinden's Benævnelse bibeholdes,
eftersom denne Forfatter først har opstillet Arten som saadan.
Mullers Beskrivelse er iovrigt ret træffende. Til denne Art
troer jeg endvidere at maatte henføre L. 4-fasciata var. y.
L. rufa Enum., var. y. Fn. Fridr. , var. c. Prodr., uagtet jeg
tilstaaer, at Ordene: dorso baseos sex lineis inæqualibus ni-
gris, ere mig ganske uforstaaelige. Til Aeschna grandis synes
en Art, alis totis albidis, minime ad hasin lutescentibus, vistnok
ikke at kunne henføres, men til alle andre mig bekjendte
europæiske Arter passe disse Angivelser endnu mindre.

12. L. QUADRIFASCIATA VAR. D.

Aeschna juncea Linn. Rerue p. 116, no 3.

Miill. Enum. no. 9, £. L. ocellata; Fn. Fridr. no. 540, f. Prodr.
no. 1625, cl.

Den adtømmende Beskrivelse i Enum. betegner tydeligt

den kvindelige Aeschna juncea.

13. L. FORCIPATA.

Gomphus forcipatus Linn. Revue p. 98, no. 8.

Miill. Enum. no. 10. Fn. Fridr. no. 539- Prodr. no. 1624.

I Enum. citerer Muller Roesel tab. 5, fig. 3 (G. vulga-
tissimus) og fig. 4 (G. serpentinus), og han lægger til : tho-
race antico M. nigrum. I Fn. Fridr. tilføier han et Citat af
Reaumur tom. 4, pi. 10, fig. 4, hvilket jeg for Oieblikket
ikke kan sammenligne, ligesom i Prodr. Schaff. Ins. Ratisb.
tab. 160, fig. 1 (G. vulgatissimus) og tab. 180, fig. 1 (G.
forcipatus L., unguiculatus Autor.). Uagtet nu dette M. ni-
grum bedre passer paa G. vulgatissimus, saa troer jeg dog
ikke, at Muller vilde have beskrevet denne Art: thorace
nigro, characteribus flavescentibus, men netop omvendt, med
guul Thorax og sorte Tegninger. Ligeledes vilde han ikke
have kaldt den forcipata, da en egentlig forceps ganske fattes
den, og man paa Miiller's Tid med Rette lagde Vægt paa at
undgaae slige Modsigelser i Nomenklaturen. Vigtigere er den
Indvending, at Forekomsten af G. forcipatus L. i Danmark
endnu ikke er konstateret; idetmindste savnedes denne Art i

de af mig undersøgte danske Samlinger. Da den imidlertid
forekommer i alle omliggende Lande (Sverrig, Hannover,
Pommern osv.), formoder jeg, at den heller ikke vil mangle
i Danmark.

14. L. FRIDRICHSDALENSIS.

L. fulva Miill. Revue p. il. no. 4.

Miill. Enum. no. 11. Fn. Fridr. no. 549. Prodr. no. 1635.

Muller synes her at have forenet gamle, kraftigt ud-
farvede Hanner af to forsk] ellige Arter, navnlig fremgaaer det
ikke klart af hans Beskrivelser, om han under sin L. Frid-
richsdalensis har forstaaet den mandlige L. depressa eller
den mandlige L. fulva (conspurcata F.). Begge disse Arter
ere ikke sjeldne i Danmark, og en af dem har han sikkert
meent. Den nøiagtigere affattede Diagnose i Fn. Fridr. og i
Prodr.: alis prioribus linea, posticis macula ba?eos nigricante.
synes vistnok mere at tale for L. fulva, eftersom han for L.
depressa beskriver Vingerne: omnibus basi nigricantibus, og
altsaa ikke betragter Forvingernes Plet som en linea. Man-
gelen af de gule Pletter paa Bagkroppen taler ligeledes for
L. fulva. Derimod synes Udtrykket : abdomine depresso, saa-
velsom Citaterne, snarere at hore til L. depressa, og var. b.
Prodr. maa ubetinget henfores til denne. Under disse Om-
stændigheder synes det rigtigst at lade Navnet L. Fridrichs-
dalensis ganske gaae ud, men derimod bibeholde Navnet L.
fulva som det ældste.

15. L. FULVA.

L. fulva Revue p. 9, no. 4.

Miill. Enum. no. 20- Fn. Fridr. no. 544. Prodr. no. 1629.

Beskrivelsen i Enum. er meget klar, og tydelig udkastet
efter endnu ikke fuldstændigt udfarvede Exemplarer af beg»e
Kjnn. Mullers Benævnelse er derfor ubetinget at foretrække
for den senere : L. conspurcata F.

16. L. CYANEA.

Aesclma cyanea Revue p. 115, no. 2.

Miill. Enum. no. 12. Fn. Fridr. no. 549. Prodr. no. 1626.

100

Da Beskrivelsen i Enum. er fuldkommen tilstrækkelig,
vil Mullers Benævnelse være at foretrække for de nyere: Ae.
maculatissima Latr. Vanderl. og juncea Charp.

17. L. PRATENSIS.

Aeschna pratensis Revue p. 113. no. 1.

Miill. Enum. no. 14. Fn. Fridr. no. 543. Prodr. no. 1628.

Beskrivelsen omfatter kun Hannen, Hunnen har Muller
opstillet som L. Hafniensis, et Navn, der maa gaae ind under
Synonymerne tilligemed L. vernalis Vanderl. og pilosa Charp.

18. L. HAFNIENSIS.

Aeschna pratensis fem. Revne p. 113. no. 1.

Miill. Enum. no. 13. Fn. Fridr. no. 542. Prodr. no. 1627.

19. L. SANGUINEA.

L. sanguinea Revue p. 31. no. 16.

Miill. Enum. no. 15. Fn. Fridr. no. 547. Prodr. no. 1632.

Saavel Beskrivelsen som Citatet af Roesel betegne denne

Art med en saadan Sikkerhed, at Navnene: L. Roeselii

Curtis og L. nigripes Charp. ubetinget maae vige for Miiller's

saa langt ældre Benævnelse.

20- L. VARIEGATA.

L. striolata Charp. Revue p. 40, no. 20.

Miill. Enum. no. 16- Fn. Fridr. no. 548. Prodr. no. 1633-

Beskrivelsen i Enum. forekommer mig saa tilfredsstillende,
at jeg maa antage Identiteten af begge Arter for fuldkommen
afgjort, saasnart Forekomsten af L. striolata i Danmark bliver
konstateret, hvilket den rimeligviis vil blive, eftersom denne
Art ikke er sjelden i Pommern.

Miiller's Citat af Roesel er sikkert blot en Skrivefeil :
det horer til Ae. cyanea.

21. L. RUBRA.

L. flareola Linn. Revue p. 33, no. 17.

Miill. Enum. no. 17. Fn. Fridr. no. 550. Prodr. no. 1634.

Jeg maa indtil videre ansee denne Muller'ske Art for at
være grundet paa gamle, stærkt udfarvede Exemplarer af

101

L. flaveola, saaledes soni de hyppigt blive fundne om Efter-
aaret. Skulde imidlertid L. Fonscolombii, der allerede fore-
kommer ved Lyneborg, blive opdaget i Danmark, vilde jeg
være tilbøielig til at henføre hans Art til denne.

22. L. FRUMENTI.
L. cancellata Linn. Revue p. 12, no 5.

Mull. Enum. no. 18. Fn. Fridr. no. 551. Prodr. no. 1636.

Identiteten af begge Arter er utvivlsom.

23. L. TRIEDRA. .

L. caudalis Charp. Revue p. 62. no. 27.

Mull. Enuni. no. 19. Fn. Fridr. no. 545- Prodr. no. 1630.

Denne Art har foraarsaget mig meget Bryderi. Foruden
de i Mullers Skrifter anførte Varieteter: alis omnibus, alis
posticis, alis nullis basi navis, har Mullers Exemplar af Fn.
Fridr. endnu to med hans Haandskrift tilfoiede : Alis nullis
basi luteis, puncto marginali ferrugineo, og: alis omnibus basi
luteis, puncto marginali albido. Sammenligner man hermed
Beskrivelsen i Enum., saa bliver L. caudalis den eneste euro-
pæiske Art, der forener alle disse heterogene Karakterer.
Denne Arts Forekomst i Danmark er mig imidlertid endnu
ikke bekjendt, men den er meget sandsynlig, eftersom Sundevall
har fanget den ved Lund (L. platyura Sund.), og Erichson
ved Berlin.

24. L. GLOBULATA.

L. vulgata Linn. fem. Revue p. 45- no. 21.
Mull. Enum. no. 21.

I Fn. Fridr. og i Prodr. er denne Art atter inddragen,
og med Rette, thi den er utvivlsomt grundet paa den ikke
udfarvede Hun af L. vulgata.

25. L. PARVULA.

L. dubia Vanderlind. Revue p. 50, no, 23.
Mull. Prodr. no. 1637.

Forekomsten i Danmark af L. dubia er endnu ikke efter-
vist, men den er sandsynlig, eftersom denne Art ikke er
sjelden ved Lyneborg. T ethvert Tilfælde er L. dubia den

102

eneste mig liekjendte Art, paa hvilken Moller's Diagnose
passer.

26. L. SQUAMATA.

Aeschna mixta Latr. Revne p. 122, no. 5.

Mfill. Euum. no. 22. Fn. Fridr. uo. 546. Prodr. no. 1631.

Jeg maa tilstaae, at jeg ikke er istand til at tyde denne
Art; en Aeschna er den sikkert, og blandt de europæiske
Arter af denne Slægt, der kunne antages at forekomme i
Danmark, og forresten ikke findes beskrevne hos Maller, har
man kun Valget imellem Anax formosus, Aeschna borealis,
mixta, atfinis og viridis. Af disse passe kun Ae. borealis og
mixta til Beskrivelsen, den sidste dog bedst, eftersom ingen
Pletter angives paa Bryststykkets Forside. Under: squamula
ad basin pedum posteriorum alba, er rimeligviis at forstaae
den stramme Leddehud, der hos et ungt Exemplar tilfældig-
viis har beholdt sin glindsende, hvide Farve, som overhovedet
Angivelsen af hvide Pletter paa Bagkroppen tyder paa et
ikke ganske udfarvet Exemplar. Hvorledes dette nu end for-
holder sig, saa seer jeg ingen Udvei til at tyde Arten paa
en sikkrere Maade, end her er skeet.

27. L. VffiGO VAR. A. B.

Calopteryx virgo Linn. Revne p. 131, no. 1.

Miill. Enum. no. 23, «, /'. Fn. Fridr. no. 552, «, y. Prodr. uo.
1638. a. b.

28- L. VIRGO VAR. C.

Cai. splendens Harris Revne p. 138, no 2.

Miill. Euum. no. 23, 8. Fn. Fridr. no. 552. d. Prodr. no. 1638, c.

29. L. PUELLA VAR. A.

Lestes sponsa eller virens Revue p. 151 no. 1 og p. 156 no. 5.
Miill. Enum. no. 24, «. Fn. Fridr. no. 553, «. Prodr. no. 1639, a.

Af de to nævnte Arter troer jeg med størst Sandsynlighed
at kunne stemme for den sidste, efterdi det synes lidet troligt,
at Maller skulde have opfattet L. sponsa og den nedenfor
nævnte L. aympha som forskjellige Arter.

103

30. L. PUELLA VAR. B.

Airrion miniuni Harris Revue p. 178, no. 4.

Miill. Enuiu. no. 24, /S. Fn. Frdr. no. 533, §. Prodr. no. 1639, b.

31. L. PUELLA VAR. C.
Lestes Nympha Selys Revne p. 151. no. 3.

Miill. Emrni no. 24, y. Fn. Fridr. no. 533, y. Proclr. no. 1639, e.

32. L. PUELLA VAR. D, E.
lade sig ikke med Bestemthed udtyde, men hore sikkert til
Afdelingen: L. puella Linn.

Miill. Enum. no. 24, 8, s. Fn. Fridr. no. 533, 8. e. Prodr. 1639- e, d.

Ligeledes ubestemmelige ere Varieteterne f, g og h
i Prodr.

Vi finde saaledes, at Muller for den danske Faunas Ved-
kommende, naar de ikke sikkert bestemmelige Agrioner med-
tælles, har opført et Antal af omtrent 33 Arter Odonata: et
for den daværende Tid overraskende Resultat, som gjor det
end mindre tilgiveligt, at hans Arbeider saalænge have hen-
ligget saa godt som ganske ubenyttede. At endnu flere Arter,
end Muller kjendte, ville vise sig som tilhorende Danmarks
Fauna, holder jeg for meget sandsynligt ifølge de Talforhold,
Selys har opstillet (Revue p. 248). Som saadanne Arter
kunne med større eller mindre Sandsynlighed nævnes : Libel-
lula coerulescens, pedemontana, Fonscolombii (?), striolata,
albifrons, Epitheca bimaculata, Cordulia metallica, flavomacu-
lata, Gomphus flavipes, serpentinus, Cordulegaster annulatus,
Anax formosus, Aeschna mixta, viridis, Lestes barbara, fusca,
Agrion speciosum, majus, elegans, armatum, pulchellum, puella,
ornatum (?), cyathigerum, hastulatum og lunulatum.

BIDRAG TIL EN KRITIK AF SCHROEDER VAN DER
KOLK S ANATOMIE AF HESTEBREMSENS LARVE

Ved FR. MEINERT

Den berømte hollandske Anatom Schroeder van der
Kolk forelagde allerede i September Maaned 1829, ved
Naturforsker - Forsamlingen i Heidelberg, Tegninger til en
anatomisk Undersøgelse af Larven til Oestrus (Gastrus) equi,
og i Isis for 1830 (S. 555) henledte dernæst Oken Opmærk-
somheden paa dette saa lovende Arbeide. Udgivelsen mødte
imidlertid uventede Forhindringer, og fandt ikke Sted før
1845 i Ilte Deel af Nieuwe Verhandelingen der eerste Klasse
van het koninklijk-nederlandsche Instituut, hvor det er be-
kjendtgjort i det franske Sprog under Titel af Mémoire sur
Fanatomie et la physiologie du Gastrus equi. Foruden de
mange herlige Afbildninger, der ligesom af sig selv opfordre
til nærmere at gjøre sig bekjendt med selve Afhandlingen,
indeholder denne saa meget Nyt og Overraskende i anatomisk
og physiologisk Henseende, at den ikke blot maa tildrage sig
enhver Zoologs Opmærksomhed, men ogsaa opfordre til en
noiagtig Prøvelse af de mange mærkelige Paastande, For-
fatteren opstiller. Til en saadan Prøvelse skal jeg i de føl-
gende Linier søge at give et Bidrag, og om end det Meste af
det i anatomisk og physiologisk Henseende Nye og Forunder-
lige ifølge mine Undersøgelser maa antages at beroe paa
feilagtig Opfattelse, bliver der dog endnu saa meget Ud-
mærket tilbage saavel i flittig Undersøgelse som navnlig i de
saa mesterligt tegnede og graverede Tavler, at dette Arbeide
fremdeles maa betragtes som noget af det Bedste, den
zootomiske Literatur eier. De Organer, hvis Bygning og

105

Tydning ilet nærmest forekom mig vigtigt at prøve, vare
Tarmrøret med dets Kjertier, Rygkarret eller Hjertet og
Aandedrætsredskaberne, hvortil jeg da for denne Gang skal
indskrænke mig.

Schr. v. d. K. opstiller fem forskjellige Slags Organer
(Organes sécréteurs, excréteurs et absorbants), som skulle
staae i Forbindelse med Tarmrøret.

1) Organes ou glandes salivaires (S. 28 — 29;
tab. III. tig. 1. p. q. r. q. r) eller Spyttekjertlerne.

Væggene paa de egentlige Kjertier skulle være tynde
(minces) og gjennemsigtige, samt omgivne af kun faa, men
særdeles fine Muskelfibre.

Tilstedeværelsen af en saadan fiin Muskulatur tør jeg
ikke bestemt nægte, uagtet jeg hverken her eller paa andre
Spyttekjertler har kunnet tinde Spor til Muskelfibre; derimod
kan jeg med Hensyn til Strukturen af Kjertiernes afsondrende
Deel oplyse, at denne bestaaer af et særdeles tyndt Lag af
klare, mangekantede Celler med 4 til 7 retlinede Sider;
Cellernes Skillevægge træde dog ikke tydeligt frem, tildeels
fordi de meer eller mindre falde sammen med det Net af
Tracheer, hvormed disse Kjertier ere omspundne. Celle-
massen er meget flint grynet, med smaa Oliekugler af 0,004
M. m. Diameter; Kjernerne ere klare, flade, uden tydelige
Kjernelegemer, og af 0,030 M. m. Diameter.

Kjertiernes fælles, særdeles tynde Udforingsgang, som
Schr. v. d. K. ikke har kunnet følge længere end til den
stærkt chitiniserede Rende, hvori Spiserøret ligger, gaaer
langs Rendens Underside til dennes Begyndelse, hvor den
ender med en oval Opsvulmning, der er omgivet af et tem-
melig tykt Lag fine Chitintraade. Til Udføringsgangeh hefter
sig ikke langt fra dens Udmunding en særegen Muskel, der
udgaaer fra Undersiden af Spiserørets Chitinrende. Musklen
bestaaer af to korte, svære, tydeligt tverstribede Muskelfibre,
som ere fæstede til en langstrakt Sene, der paa en længere
Strækning med sin nederste Side er forbunden med Udførings-
gangen. Den frie Deel af Senen saavelsom den nærliggende

106

Deel af Udføringsgangen ere beklædte med tætte, yderst fine,
korte Traade, der minde om Fimretraade.

Schr. v. d. K. veed ikke med Sikkerhed, hvorvidt Spytte-
kjertlerne ere fæstede til den i Dyrets Legeme udbredte
Fidtmasse ved Hjælp af den Hinde, som overalt forener
Fidtcellerne; efter mine Undersøgelser finder en saadan For-
bindelse altid Sted, uden at jeg derfor, ligesaalidt som Schr.
v. d. K., tør antage nogen direkte, aaben Forbindelse, ialt-
lald ikke paa et senere Stadium af Larvens Liv.

2) Organes sécréteurs du suc gastrique (S. 29
—33; tab. III. tig. 1. b. s. s og tab. IV c. d. e. f. c. d. e. f.)

De saaledes benævnte Dele skulle efter Schr. v. d. K.'s
Mening være en Mellemting mellem selvstændige Kjertier
(svarende til Pancreas) og Udføringsgange for Fidtlegemets
Afsondring, som her skulde modtage den sidste Omdannelse,
førend den gik over i Næringsvædsken ').

Efter mine Iagttagelser derimod kan jeg kun ansee disse
Organer for simple Baand , der tjene til Befæstning af Ma-
vens forreste Deel. Fidtlegemet hos Bremselarverne bestaaer
nemlig af to jævnsides løbende, næsten heelt adskilte Dele,
som strække sig fra Kroppens Bagende til henimod dens
Forende; kun paa Undersiden af Dyret ere de to Halvdele
forbundne med et temmelig smalt Baand, der bestaaer af de
almindelige Fidtceller, forbundne ved den sædvanlige Hinde.
Fra dette Baand, som ogsaa er den Deel af Fidtlegemet,
hvormed Spyttekjertlerne staae i Forbindelse, udgaae to
endnu smallere Baand, som hos den unge Larve tydeligere
vise sig som Fortsættelser af det første Baand, men som
hos den voxne Larve skrumpe mere og mere sammen og
blive smækkrere, idet de enkelte Celler miste største Delen
af deres Indhold, og kun sjeldent seer man endnu Spor til

1 ) For at forstaae Forf.'s Theorier , bliver det nødvendigt saavel
her som mange andre Steder vel at huske paa, at han antager,
at de Celler, som danne Fidtlegemet, ikke ere lukkede, men
staae i en indbyrdes aaben Forbindelse , og at han mener , at
der gaaer en stadig Strøm af en Slags Blodvædske (serum)
fra den ene Deel af Fidtlegemet til den anden.

107

de ogsaa i de øvrige Fidtceller oprindeligt tilstedeværende
K jerner.

Dernæst, hvis disse Baand skulde være Kjertier, som
udgjød deres Afsondring i Tarmrøret, saa maatte de ikke
blot gjennembryde dettes Tunica propria, men ogsaa dets
Tunica intima; men nogen Aabning paa Tarmrørets Vægge
har jeg aldeles ikke kunnet opdage. Kun er det rimeligt, at
det Lag af Celler, som udgjør Hovedbestanddelen af Mavens
forreste, opsvulmede Deel, paa et meget tidligt Stadium af
Larvens Liv har ved disse Baand staaet i Forbindelse med
Fidtlegemet, som det altsaa oprindeligt maatte have været
en Deel af. Cellernes Indhold i dette Lag, som krandsformigt
omgiver Mavens Tunica intima, er ikke altid det samme,
men, naar det, hvad der oftest er Tilfældet, er en klar,
svagt guulagtig Vædske, seer man tydeligt de store, runde
Kjerner skinne igjennem.

3) Canaux biliaires (S. 33—37; tab. III. fig. s. w.
w. w. w. og tab. V. hg. 1. f. g. g og fig. 3. c. d. g. e.
f. h.);

4) Organes absorbants du chyle ou vaisseaux
chyliféres (S. 38—43; tab. III. fig. 1. t. t. t, t., tab. V
fig. I. h. h. i. i. og tab. VI. fig. 1. a. a) og

5) Canaux représentant les reins (S. 43 — 53;
tab. III. fig. I. v. v. v. v., tab. V. fig. 2. c. d. e. f. og tab.
VI. fig. I. b. b. b. c. b. c)

ere tilsammen efter min Mening ikkun de malpighiske Kar.
Hvad der navnlig synes at have vildledet Schr. v. d. K., er
den Omstændighed, at det længste af de to Par malpighiske
Kar er forskjelligt bygget og farvet i sine to Ender, og at
Befæstningen af de lukkede Ender til Tarmrørets nederste
Deel er saa kort, at det let kan komme til at see ud, som
om deres Lysning ikke ved nogen Mellemvæg var skilt fra
Tarmrørets Lysning. Jeg undersøgte da først nøie, hvorvidt
de to Rørs Ender (jfr. tab. V fig. 2) vare lukkede eller stode
i aaben Forbindelse med Tarmrøret, og ligeoverfor Schr. v. d.
K.*s bestemte Paastand om en saadan Forbindelses Tilstede-
værelse, ja Fremstilling (paa den anførte Figur) af Stromningen

108

fra denne Ende af disse malpighiske Kar ind i Tarmrøret,
tør jeg ligesaa bestemt paastaae, at en saadan Forbindelse
ikke existerer, idet jeg tydeligt bar kunnet følge saavel Tu-
nica propria af de malpighiske Kar som ogsaa den indre frie
Væg af det Cellelag, der beklæder Tunica propria indvendig,
uden at jeg har kunnet opdage nogen Afbrydelse eller Aab-
ning enten paa Tunica eller Cellelag, ligesom jeg heller ikke
har fundet nogen tilsvarende Aabning paa Tarmrørets Vægge.
Det bliver herefter umuligt, at der, saaledes som Schr. v. d.
K. paastaaer, gjennem- disse Organer kan gaae en Strømning
fra en Deel af Tarmrøret til en anden Deel; det bliver umu-
ligt, at Chylus, blandet med Afsondringen (Galden) fra de
korte malpighiske Kar, kan gaae ind i de lange Kar, for,
efter at have afgivet sine brugbare Bestanddele til Fidt-
legemet, at udstøde de ubrugelige Dele i Tarrarøret.

Det andet Punkt, som skulde undersøges, var de to
lange Kars Forbindelse med Fidtlegemet. Intet er lettere end
at overbevise sig om, at en saadan Forbindelse virkeligt
finder Sted, og at disse to Kar netop paa det Sted, hvor
deres to forskjellige Slags Celleepithelium støde sammen,
nøie ere forbundne med Fidtlegemet. Langt vanskeligere
bliver det derimod med Sikkerhed at eftervise, at denne
Forbindelse kun er en Befæstelse for de to Kar, og at det
ikke er aabne Rør, som her munde ind i Karrene. Men ere
disse to lange Kjertelror ikkun det ene Par af de malpighi-
ske Kar (og derom antager jeg, at man ikke kan tvivle),
saa bliver strax en nærmere Forbindelse med Fidtlegemet
uforklarlig, hvorimod den for Schr. v. d. K.'s Theori om
Fordøielsesprocessen er af høieste Vigtighed, for ved An-
tagelsen af en her foregaaende Vexelvirkning med Fidtlege-
met at kunne forklare Grunden til, at Chylus strømmer fra
Tarmrøret gjennem disse Kar.

Vi maae sikkert antage, at meget vilde have stillet sig
anderledes for Schr. v. d. K., eller at han ialtfald vilde have
været langt varsommere med at opstille sin Theori om Be-
tydningen af disse Organer, hvis han havde kjendt noget til

109

det nu velbekjendte Forhold, at samme malpighiske Kar kan
vane af forskjellig Bygning1) i sine to Ender, et Forhold,
hvorpaa disse Larver2) afgive et særdeles smukt og tydeligt
Exempel. De korte Kar (Canaux biliaires) og den forreste
Deel af de lange (Organes absorbants du chyle) have nemlig
fuldkomment samme Bygning og Farve, idet Kjertelepitheliet
bestaaer af særdeles store Celler med store runde Kjerner,
og Cellernes Indhold, dog ikke heelt ud til Væggene, er af
en stærkt guul Farve , der ogsaa meddeler sig til deres Af-
sondring, som man oftest seer i større eller mindre Partier
inde i Rørenes Lysning. I Modsætning hertil er den bageste
Deel af de lange Kar af en klar, hvid Farve, og saavel Cellerne
som deres Kjerner langt mindre. Nogen gradeviis Overgang
mellem de to Slags Epithelium linder ikke Sted, men det
hvide afløser pludseligt det gule ved Karrenes indsnevrede
Deel, der hvor Befæstelsen til Fidtlegemet finder Sted.

Efter Schr. v. d. K. skulle de lange Kar udgaae hver
for sig fra Tarmrøret, medens de korte skulle udgaae fra
(efter Schr. v. d. K. indmunde med) et fælles Rør (tab. XV.
fig. 1). En saa stor Forskjel, som Forf. angiver paa sin
Afbildning, har jeg aldrig fundet, og saaledes, som jeg har
fundet den, har den altid været for ringe til at kunne an-
tages at have nogen Betydning. Schr. v. d. K. paastaaer
dernæst, at de lange Kar ere befæstede til (efter ham ind-
munde i) Tarmrøret et godt Stykke fra hinanden (tab. V.
lig. 2); efter mine Undersøgelser skeer Befæstelsen af de to
Kar snart fjernere fra hinanden, snart nærmere, indtil lige-
overfor hinanden.

1 ) Af egentlige histologiske Undersøgelser finder man kun faa hos
Schr. v. d. K. , og de kunde heller ikke ventes fra den Tid.
Aarene henimod 1830, da hans Undersøgelser maae antages
at være udførte.

2) Hos andre parasitiske Fluelarver, saaledes hos Larven til den
hos Forficula snyltende Metopia (?) , have de fire korte, tykke
malpighiske Kar overalt samme Bygning og samme stærkt gule
Farve.

110

Med Hensyn til Rygkarret skal jeg indskrænke mig til
at berøre et Par Forhold, nden at dog min Taushed om de
øvrige maa betragtes som en Stadfæstelse fra min Side paa
Schr. v. d. K.'s Fremstilling.

Schr. v. d. K. siger (S. 59; tab. VII), at der fra Si-
derne af Rygkarret udgaaer tre Par aabne Rør (1. 1. 1. 1. 1. 1.),
som Blodet strømmer igjennem for at komme til Fidtlegemet.
Det vilde allerede i og for sig være besynderligt, om der hos
et Insekt fra Siden af Rygkarret skulde udgaae Aorter, men
dertil kommer, at jeg bestemt maa nægte Tilstedeværelsen al
tilsvarende Aabninger paa Rygkarret. Rørene have vel i
deres brede, mod Rygkarret vendte Deel en Lysning, som
dog ofte findes meer eller mindre opfyldt af Celler med tyde-
lige Kjerner, men denne bliver snart mindre og mindre, ind-
til den aldeles ophører. Disse saakaldte Grene (rameaux)
anseer jeg kun for at være Sener; de svare til de tre andre
Par Sener, som findes ved Rygkarrets Bagende (tab. VII.
h. h'. k. i. iy. k), og som opstaae der ved en Sammen-
smeltning af det Senenet, der paa dette Sted omgiver Ryg-
karret og tjener til Befæstelse for de indstrøede •Muskellag.

Schr. v. d. K. antager dernæst (S. 60; tab. VI. fig. 3.
k. k. k. og tab. VII b'), at der langs Rygkarret findes nogle
særegne, ham gaadefulde Organer af en perJesnoragtig Form
og med et klart, kornet Indhold, som maaskee kunde tjene
til en Forbindelse mellem Rygkarret og Fidtlegemet. Disse
»vaisseaux« anseer jeg dog ikke for andet end det Cellelag,
som man saa ofte (f. Ex. hos Formica og Forficula) finder
Rygkarret omgivet med, og som foruden ved sin gule, meer
eller mindre rødagtige Farve udmærker sig ved tydelige
Celler og Kjerner, ofte med Spor til fortvarende Celledan-
nelse, løvrigt troer jeg, at de enkelte Udvidelser, det vil
sige Cellerne, ligesaa lidt som Fidtlegemets Celler staae ind-
byrdes i nogen Forbindelse.

Det er naturligt, at et Dyr, der lever paa et for Aande-
drættet saa særeget Sted som Hestebremsens Larve, maa

111

have de dertil tjenende Redskaber udviklede paa en særegen
Maade; men at dets Aanderedskab dog kun er en særegen
Tillempning af den for Fluelarverne almindelige Bygning,
mener jeg i det Følgende at kunne vise. For jeg gaaer
nærmere ind paa Schr. v. d. K.'s Fremstilling af disse Or-
ganer, anseer jeg det dog for rigtigst, kortelig at fremsætte
min Opfattelse af dem.

Aandedrætsredskaberne bestaae bagtil af en meget stor
Aandehule, som er lukket med et temmelig tykt Lag af
sammenfiltrede Chitintraade, hvilket Lag atter udadtil er
dækket af en Chitinplade med tre Par lange, smalle, bue-
formede Aandespalter. Midten af Chitinpladen og Traadlaget
optages af to bag hinanden liggende klare Hinder, af hvilke
den yderste er gjennemboret af Udføringsgangen fra en Kjer-
tel, som ligger mellem Hinderne, og som hos den voxne
Larve næsten er obsolet. Fra Aandehulen udgaae først de
to Hovedtracheestammer, der løbe forefter hver paa sin
Side af Dyret, indbyrdes forbundne ved kun faa fine Tracheer,
og fortil endende med en stærkt chitiniseret Deel. Enderne
have Form af Blindsække, men ere dog kløftede i Spidsen
og gjennembrudte af talrige, fine Spalter; Dyret kan efter
Behag trække dem tilbage i Kroppen og skyde dem frem
gjennem en Aabning i Huden. Foruden Hovedstammerne og
to mindre Tracheestammer til Tarmrøret, udgaae dernæst
fra Aandehulen otte større og fire mindre, meget korte Tra-
cheer, som strax udsende en særdeles stor Mængde lige
tykke , korte Sidegrene. Sidegrenene gaae hver til sin Celle
(»Lungecellerne"), hvor de opløse sig i talløse, ganske fine
Tracheer.

Schr. v. d. K. deler Aandedrætsredskaberne i organ es
externes, hvortil han regner arcades branchiales , munies
de vésicules og stigmate ou orifice aérifére, og i or gane s
internes, hvortil henføres reservoir, vésicules, qui peuvent
åtre considerées comme une espéce de poumons, og beaucoup
de grandes trachées dispersées dans le corps.

1) Parties extérieures de la respiration (S.
86-97).

112

a) Vésicules brancliiales ou organes respira-
toires aquatiques (S. 86 — 93; tab. IX fig. 1 og tab. XIII
fig. 4, 5 og 7.)

Saaledes betegner Schr. v. d. K. de tolv buede Rækker
af luftfyldte Sække, som ligge indenfor den Aandehulen dæk-
kende Cbitinplade, mellem denne og Traadlaget. Ræk-
kerne ere ordnede i sex Par; mellem de to Rækker af
hvert Par ligger en Rende, i hvilken Sækkene munde ud
ligefor hinanden. Renderne skulle efter vor Forf.s Paa-
stand være lukkede udadtil ved en ihvorvel særdeles tynd
Hinde (S. 87). Tilstedeværelsen af denne Hinde og den
deraf følgende Lukning af Renderne er af største Vigtighed
for Schr. v. d. K.'s hele Theori om disse Larvers Aande-
dræt. Thi naar Luftsækkene ikke ere eller ikke kunne sæt-
tes i nogen umiddelbar Forbindelse med den atmosphæriske
Luft, kunne de ikke tjene til Luftrespiration, og det ligger
da nær, med vor Forfatter at betragte dem som et Slags
Gjæller (v. branchiales) eller snarere Tracheegjæller. Jeg
har derfor med stor Omhyggelighed undersøgt Chitinpladen i
alle mulige Retninger, baade i tør og i fugtig Tilstand, med
svag og med meget stærk Forstørrelse, i store og i meget
smaa Stykker, i Længdesnit og i Tversnit'), og som Resul-
tat har jeg faaet ud, at der ikke findes nogen saadan Hinde,
der kunde lukke Renderne, men at Luften i Luftsækkene
gjennem Renderne og disses aabne Spalter staaer i umiddel-
bar, aaben Forbindelse med den ydre Luft. Fornyelsen af
Luften i Aandehulen, antager jeg da, skeer gjennem Traad-
laget og Spalterne i Chitinpladen, og Luftsækkene ere Be-
holdere for atmosphærisk Luft2). (

1 ) Een Gang er det ogsaa lykkedes mig at aftrække en ganske
fiin Hinde, Fortsættelsen af Larvens Overhud, af den ene Halv-
deel af Chitinpladen , og i denne Hinde saaes da ogsaa tre Spalter,
svarende til de tre Render.

-) Saaledes tjene hos Dyti skerne Mellemrummet mellem Dækvingerne
og Bagkroppen til en Luftbeholder, og saaledes spinde jo flere
Vandspindler sig en særegen Beholder for atmosphærisk Luft.

113

Schr. v. d. K. indrømmer selv, at han oftere har været
usikker om Tilstedeværelsen af Hinden (S. 88: »j'ai douté
plus d'une fois de son existence«), og anseer som bedste
Beviis for dens Virkelighed den Omstændighed, at naar der
føres Luft ind i en af Renderne, vil Luften bevæge sig frem
og tilbage i denne, og udspile Luftsækkene, som munde ud
i den. Jeg skal her villig indrømme, at jeg selv oftere har
seet, hvorledes en i Renderne indkommen Luftblære kan be-
væge sig inde i dem i en større Strækning, uden at slippe
ud gjennem den aabne Spalte ; men deels ere Spalterne saa
fine, at de maae antages lettelig at kunne holde en Luftblære
fra at slippe ud gjennem et omgivende Vandlag, deels ere
ogsaa Randene af Spalterne besatte med en særdeles tæt
Række af korte, yderst fine Tænder, som gribe ind i hver-
andre, og som endmere hindre den indespærrede Luft fra at
undslippe gjennem Vandet. Disse Tænder, der ikkun ere
simple Udskæringer af Spalternes Rande, omtaler Schr. v. d.
K. under Navn af »cils ou poils« (S. 88, tab. XIII, fig. 5, a, a),
men er usikker med Hensyn til deres Betydning; han sammen-
ligner dem nærmest med det Fimre-Epithelium, som hos de
høiere Dyr beklæder Aandedrætsveiene, uagtet han dog, hvad
der ogsaa er meget naturligt, aldrig har opdaget nogen Be-
vægelse hos dem.

Schr. v. d. K. angiver (S. 87), at Chitinpladen (la lame
branchiale) hos Larven til Gastrus hæmorrhoidalis er meget
mindre og kun har to Par kortere Buer med færre Luftsække.
Jeg tør ikke benægte, at han har havt hiin Larve for sig,
men skal kun bemærke, at disse to Par kortere Buer ikke
ere Artsmærke, men Aldersmærke. Jeg har nemlig hos de
ældre Larver, baade af Gastrus equi og hæmorrhoidalis fundet
tre Par længere Buer, h.os de unge Larver af begge Arter
derimod kun to kortere.

b) Organes respiratoires dans l'air. Stigmate. (S.
93—97, tab. IX, fig. 1, e og tab. X, fig. 1).

Schr. v. d. K. antager, at Aandehulen staaer i umiddelbar
Forbindelse med den ydre Luft gjennem en Kanal, som gjennem-
bryder de to Hinder, der optage Chitinpladens og Traadlagets

114

Midte, saaledes som før er omtalt. Forresten skulde Dyret
efter Behag kunne aabne og lukke denne Kanal. Det hører
til de vanskeligste Opgaver, at afgjøre med fuldkommen
Sikkerhed, om begge disse Hinder virkeligt blive gjennem-
brudte af en Kanal; men efter mangfoldige Forsøg er jeg
kommen til det Resultat, at kun den yderste af Hinderne er
gjennembrudt af Udføringsgangen fra en obsolet Kjertel.
Denne Udføringsgang er saa snever, at det bliver meget
vanskeligt at afgjøre, om den har nogen Lysning eller ikke;
kun seer man ofte i den yderste Ende af den smaa Klumper
af et guult Legeme, der maaskee kan ansees for størknet Af-
sondringsmasse. Den inderste Hinde, antager jeg derimod,
er ikke gjennembrudt, og naar den alligevel oftest faaer et
saadant Udseende, mener jeg, at dette skyldes den Om-
stændighed, at den særdeles fine Hinde følger Omridset af
den indesluttede morbærdannede Kjertel. Nogen Muskelmasse
eller nogen særegen Sphincter, som Schr. v. d. K. vil have
fundet (S. 94), har jeg ikke seet Spor til; hvad han anseer
for Muskler og navnlig for Sphincter, antager jeg derimod for
Celler uden Kjerner. Jeg antager disse kjerneløse Celler for
at være en Levning af hiin Kjertel, som findes tydeligt ud-
viklet hos den yngre Larve, hos hvilken man træffer baade
tydelige Kjerner i Cellerne og en tydelig, vid Udføringsgang
fra Kjertelen. Som Beviis for, at der virkelig gaaer en Kanal
gjennem begge Hinder, anfører Schr. v. d. K. (S. 96), at det
lykkedes ham, rigtignok efter forskjellige forgjæves Forsøg,
ved Hjælp af et meget fiint Rør at fylde Aandehulen med
Kviksølv gjennem denne supponerede Kanal. Men naar det
allerede ved de høiere Dyr bliver misligt, at støtte sine An-
tagelser paa Injectioner, bliver det ved Insekterne umuligt.
Ogsaa ved Forsøg med Luftpumpen „vil han have beviist Til-
stedeværelsen af en Aabning (S. 96). Saadanne Forsøg har
jeg ikke anstillet, derimod har jeg seet, naar Larven
underkastedes et Tryk, hvorledes den i dets Tracheesystem
indespærrede Luft rask strømmede ud gjennem Spalterne.
Dernæst har jeg oftere paa Larver, der havde ligget længere
Tid i Vand, seet en større Luftblære hænge saaledes fast

115

ved Chitinpladen , at den berørte denne ved en af Spalterne,
og ikke ved dens Midte , hvad der dog maatte have været
Tilfældet, hvis Lutten var strømmet ud gjennern den suppo-
nerede Kanal.

For Schr. v. d. K. er en saadan Kanal (»stigmate«)
aldeles nødvendig for at forklare Larvens Aandedræt udenfor
Vandet, da Tracheesystemet efter hans Mening ellers vilde
være fuldkommen udelukket fra al Forbindelse med den
atmosphæriske Luft; for vor Theori derimod er det uden Be-
tydning, om der rindes en Aabning meer eller mindre.

Endelig skal jeg blot gjøre en lille Bemærkning. Schr.
v. d. K. taler ofte om Læberne eller om to Læber, som
kunne lukke for hele Aandeapparatet. I Virkeligheden findes
der kun een Læbe, nemlig nedenfor Chitinpladen. Lukningen
skeer paa den Maade, at Læben ligesom krænges op over
Pladen, idet nemlig dens Yderside kommer til at berore
Pladen, der paa samme Tid ved særegne Muskler drages til-
bage henunder Kroppens sidste Led, som derved ved flygtig
Betragtning faaer Udseende af en tilsvarende Læbe, der fra
oven kunde nærme sig til den anden, virkelige Læbe. Paa
Læben findes enkelte Føle(?)vorter, og navnlig udmærke sig
to Par lange, tynde Vorter, som rage ud igjennem korte,
tykke Chitinrør, og af hvilke eet Par er indplantet paa Midten
af en flad Ophoining i hvert af Læbens Forhjørner.

2) Or ganes respir atoires internes (S. 97 — 125).

a) Chambre aérifere (S. 97—99; tab. XIII, fig. 2,
tab. VIII p, q, q, p, tab. IX, fig. 2 og tab. X, fig. 1).

Jeg har ikke meget at føie til Schr. v. d. K.'s Frem-
stilling af dette Rum, som jeg har kaldet Aandehulen; kun
skal jeg bemærke, at den Chitinring (tab. X, fig. T, a, a),
som væsentligt betinger dets Størrelse, hos de voxne Larver
vel er meget tykkere (a, b), men tillige ogsaa mange Gange
smallere end hos de unge Larver, som kun have to Par Buer
i Chitinpladen. Chitinringen fremtræder hos disse Larver mere
som et ovalt Rør, hvis Længde næsten er ligesaa stor som
mindste Diameter af dets Lysning,

116

b) P o umons (S. 99—103; tab. VII, p, p, tab. X, fig.
2 og 3 og tab. XII, fig. 1 og 3).

Schr. v. d. K.'s Fremstilling er her saa smuk, og hans
Afbildninger saa fortrinlige, at jeg kan fatte mig i Korthed.
Jeg skal indskrænke mig til at tilføie, at jeg stadigt i de
Celler (Lungecellerne), som omspændes af de talløse For-
greninger af Sidegrenene paa de korte Tracheestammer, har
fundet store, runde Kjerøer (0,042 Mm.), dog uden Kjerne-
legemer, og at Fidtkuglerne , som findes i Cellemassen, ere
større (0,034 — 0,038 Mm.), men færre end de, som findes i
de egentlige Fidtceller (0,021 Mm). Med Hensyn til Cellernes
Betydning som Organer, hvori Næringsvædskerne skulde renses
(S. 102), kan jeg ikke være enig med Schr. v. d. K., navnlig
fordi jeg ligesaalidt antager Aabninger mellem Lungecellerne
indbyrdes som mellem Lungeceller og Fidtceller, eller mellem
disse sidste indbyrdes.

c) Vaisseaux aériféres, Trachées (S. 104 — 125;
tab. VIII, tab. LX, fig. 2, tab. XI, fig. 1 og tab. XIII, fig.
2 og 3).

Det er ikke min Hensigt, her at indlade mig paa Tra-
cheernes histologiske Bygning i Almindelighed, skjøndt jeg
antager Schr. v. d. K.'s Anskuelser om Tracheernes frie
Spiraltraade, og om at de ende med Slynger, for forældede og
tildeels urigtige; jeg skal indskrænke mig til en enkelt Deel
af Tracheesystemet, hvorom jeg er af en ganske anden Mening
end Schr. v. d. K.

Schr. v. d. K. beskriver (S. 105; tab. XHI, fig. 2 og 3)
Enderne af de store Hovedtracheestammer som to brune,
stærkt chitiniserede, fuldstændigt lukkede Rør.

Ogsaa efter mine Iagttagelser ere Rørenes Ender i Spidsen
kløftede i flere eller færre Dele ved meer eller mindre dybe
Indskæringer og besatte med flade Ophøininger, hvis Antal
varierer særdeles meget (jeg har fundet fra c. 15 til c. 100);
men i Modsætning til Schr. v. d. K., der nægter Tilstede-
værelsen af nogensomhelst Aabning paa disse, har jeg fundet
en fiin Spalte i Midten af enhver af de omtalte Ophøininger, og
ofte har jeg seet smaa Luftblærer slippe ud gjennem disse.

117

Schr. v. d. K. angiver dernæst om Trachee-Enderne, at
de ere fæstede til Indersiden af Larvens Hud, fuldkomment
dækkede af denne. Denne Angivelse er ialtfald unøiagtig;
thi Enderne ere ikke fæstede til selve Huden, men til et kort,
bindet Rør, som sænker sig fra Huden ind i Kroppen, og
Larven formaaer at skyde eller krænge Enderne ud til Over-
fladen af Huden og saaledes sætte Tracheesystemet ogsaa i
denne Deel af Kroppen i umiddelbar Forbindelse med den
atmosphæriske Luft.

Ved Hjælp af Luftpumpen troer Schr. v. d. K. ogsaa
at kunne bevise, at der ikke her tindes nogen Aabning paa
Tracheesystemet (S. 86); men for det Første kan jo Larven
holde Enderne tilbage, saa at de dækkes af Huden, og der-
næst bevæge de sig ikke paa samme Maade frem og tilbage
i de korte, hindeagtige Rør, som Stemplerne i Dampmaskinen,
saa at det ikke er nødvendigt, at Endernes Spidser just
ramme de smaa Aabninger i Hudskelettet.

Schr. v. d. K. omtaler (S. 106), at han inde i Rørene
har fundet Hobe af meget fine, kjertelagtige Vorter, som
aabnede sig paa Rørenes Yderside med meget fine Huller (»Ce
tube est... intérieurement garni de mamelons tres fins, dis-
posés par groupes, sous la forme de petites glandes. Ces
mamelons ont une surface granuleuse, comme on le voit fig.
B, qui représente un groupe grossi 600 fois. Dans la coupe
ils paraissent étre coniques et se terminent å de petites
ouvertures sur la surface extérieure, par des tubes tres fins«).
Spor til disse kjertelagtige Vorter har jeg ikke fundet; men
muligt er det, at Schr. v. d. K. er bleven vildledet af Væg-
genes tykke Chitinmasse, som ved meget stærk Forstørrelse
virkeligt faaer et granuløst Udseende. De formodede fine
Huller har jeg heller ikke seet; istedetfor dem har jeg
kun paa Rørenes udvendige Side fundet mørke, fordybede
Punkter, men Huller, der skulde gjennembore Væggene,
findes sikkerligt ikke. Forresten vilde Forekomsten og Be-
tydningen af en Kjertel inde i en Trachee i og for sig være
saa uforklarlige, at man alene af den Grund maatte tvivle paa
dens Tilværelse, og Schr. v. d. K. siger ogsaa selv: »Cependant

118

j'avoue franehement que l'usage de ce corps enigmatique, me
parait si difl'icile å démoutrer, que je n'ai le courage de
proposer d'autres conjectures.«

Hos de unge Larver staaer Tracheesystemet fortil ikke i
nogen Forbindelse med den ydre Luft; idet de to Eloved-
tracheestammer nærme sig Dyrets Forende, spalte de si" i
en stor Mængde fine Tracheer, af hvilke ingen gaaer ud til
Hudens Overflade ').

I Gurlt und Hertwig's Magazin fiir die gesammte Thierheil-
kunde, 26 Jahrg. , 1 H. , tab. 1, fig. b, giver Voigt lander
en Afbildning af en spæd Bremselarve , udtagen af Ægget.
Ifolge denne Afbildning (jfr. Forklaringen S. 47, fig. B, e)
skulle HoYedtrachee>tammerne bagtil aabne sig særskilte, uden
at danne nogen Aandehule , og fortil synes de ikke at naae
den forreste tredie Deel af Dyret; dog er Tegningen i sidste
Henseende for raa, til at man paa den kan stotte en bestemt
Anskuelse.

HAR LINNE SEET TINGEN OG HAVT SYN PAA SAGEN
TRODS NOGEN EFTERMAND?

TVENDE BOTANISKE SMAATILFÆLDE

VED F. DIDRICHSEN

1 det videnskabelige Uføre, der fandtes, da Linné frem-
traadte, var det intet Under, om han havde gjort et Feiltrin.
Imidlertid har det dog i Aarenes Løb oftere viist sig, at Et
og Andet, som man ansaae som noget Urigtigt hos Linné,
ved en nøiere Undersøgelse fremgik som det ene Rigtige.
Det skulde glæde mig, om jeg her kunde bidrage til at fast-
sætte et saadant Tilfælde.

I. STIKKELSBÆR -TORNEN.

Linné var den Første, der følte Trang til at skjelne
mellem Vedtorn (spina) og Barktorn (aculeus) og fremsatte
denne Adskillelse. Karaktererne for de tvende Typer giver
han ' ) saaledes :

(84 Fulcra).

(3) spina est mucro plantæ e ligno plantæ protrasus.

(4) aculeus est mucro plantæ ejusdem cortici tantum
affixus.

') Philosophia botanica, Holmiæ 1751, pag. 50. Det forekommer
mig, at man ogsaa i denne lille Sag ikke kan miskjende, at
Linné, med al hans i ethvert givet Oieblik afgjorte Færdighed,
dog var i en stadig Udvikling. Folgeude Sammenstilling- synes
at betegne det forskjellige Standpunkt.
1736. Linné, Fundainenta botaaica. Amstelod. pag. 9-

(84). Fulcra plantarum sunt sextuplicia ; bractea, cirrus,
mucro, aculeus, petiolus, pedunculus.

120

De Tilfælde, han anfører som Exempler paa aculeus:
Rosa, Rubus, Ribes, Berberis, ere nu vistnok saa ueensartede,
at de maae siges at være sært uheldige. Imidlertid bor Linné
ikke bedømmes2) efter de i hiin Bog givne Exempler. Hans
væsentlige Opgave var at fastsætte Begrebsbestemmelserne,
og i Udførelsen heraf var han da ogsaa saa træffende og saa
sikker, at ikke Nogen senere har kunnet rokke det i saa faa Ord
Givne. Exemplernes Mangfoldighed derimod turde vel gjøre
en Feiltagelse undskyldelig, allerhelst naar man ikke undlader
at tage Hensyn til, at Exemplerne, paa Grund af de usæd-
vanlige Omstændigheder, under hvilke Bogen blev til 3), ifølge

Her findes kun den ved Navnet givne Antydning, og
blot for pedunculus følger en Karakteer. Mucro er sand-
synligvis hvad Linné senere gav Navn af spina.

(Til Sammenligning: 1738. Chr. G. Ludwig, Aphorismi
botanici. Lips.

pag. 20, § 96- Spinæ sunt processus caudicum, ramorum,
foliorum breves et acuti.

pag. 60, § 398- Spinæ ab utriculis , partern cuticulæ
et parenchymatis extendentibus , formantur, et vix ex me-
dulla ipsa originem trahunt.

Her er ikke skjelnet mellem spina (=mucro) og aculeus,
og det i § 398 antydede Forhold svarer dog til denne og
ikke til hiin, der giver Navnet).
1747. Linné, Fundamenta botanica, Halæ pr. Salam pag. 13.
(84). Fulcra plantarum sunt . . . spina, aculeus . . .
aculeus mucro plantæ affixus.
spina vero plantæ innatus.

Allerede her staaer Linné langt over Ludwig. Men
medens Præcisionen paa dette Sted kun afgiver et Nødtørftigt
for at hævde Grændsen, ville vi finde, at det videnskabelige
Indhold bliver fyldigere og den afgjørende Indsigt fremtræder
kjendeligere
1751, i Philosophia botanica pag. 50 (see ovenfor), hvor
Exemplerne første Gang gives ; disse blive rettede og
nærmere drøftede
1762 i Species plantarum, ed. alt. Vol. 1, pag. 291,292 (Ribes)
og 472 (Berberis).

2) at multas spinas ad aculeos retuLtø. Link Eleni. philos. bot.

tom. 2, pag. 40.(1837).

3) incepi collectanea mea in compendium redigere et typis man-
dare , at dira arthritis , vix incepto opere, ita una cum corporis

121

Nødvendighed, og idetmindste for en ikke ringe Deel, niaae
have været hentede ud af Hukommelsen. Men at Linné ikke
selv har vedkjendt sig de tvende Exempler, Ribes og Berberis,
som eensartede, at han tvertimod, naar han stod overfor de
konkrete Tilfælde, betragtede dem som heelt forskjellige, at
han forstod, at Ribes havde aculei, at Berberis havde spinæ,
vil fremgaae af det Følgende. Det gjælder her, som ved
saa mange andre Ledigheder, at Linné maa gribes som To-
talitet, at han ikke er blot til at slaae op i, men at han
bør studeres; uden dette kunde man faae ham til at sige det
urimeligste Tøieri. For fuldt at naae til at vurdere ham,
maa man kunne hengive sig saavidt, at man tør istemme J.
J. Rousseau's Ord, han, der netop med Philosophia botanica
for Gie, skrev4) til Linné: je vous lis, je vous étudie, je
vous médite, je vous honore et vous aime de tout mon coeur.
Den egentlige og eneste Urigtighed paa det anførte Sted
ligger deri, at Tornen hos Berberis er nævnt som en aculeus,
medens den ifølge Linné's egen og uanfægtede Begrebsbestem-
melse paa det Kjendeligste er en spina. Men han har da
heller ikke givet Sagen fra sig i denne Skikkelse. Rimelig-
viis endogsaa uden at han er bleven opmærksom paa denne
Opstillingsfeil 5), har han senere, navnlig i den klassiske
Karakteristik af Berberis |;), lyst dennes Torne i Kuld og
Kjøn som af Blade konstituerede utvivlsomme Vedtorne.

viribus mentem et animum fregit, ut in ipsa herba fere sufto-
catum fuisset. Linné, i Fortalen til Phil. bot.; og fremdeles:
Ar 1750, då jag borjat min Philosophia botanica, råkade jag
i en så åfventyrlig Arthritis at foga hopp for mig var ofrigt;
men såsnart sjukdomen begynte lindras nodgades jag besvare
min kåra Loefling, at fora pennan under det jag dieterade
utur sangen , såfort Boktryckaren hånt såtta. Linné , i For-
talen til P. Loefling, iter hispanicum (1758).
i) J. E. Smith, A Collection of the Correspondence of Linnaeus
and other Naturalists, Vol. II, Lond. 1821.

5) Thi, at det kun er en Opstillingsfeil, fremgaaer deraf, at Linné
allerede 1737 i Hortus Cliftbrtianus diagnosticerer Arten: Berberis
spinis trijilicibus.

6) Species plantarum , ed. alt. (1762) pag. 472: folia in spinas
tripartitas mutata.

122

Efter at have paapeget denne Linné's afsluttende og af-
gjorende Udtalelse, skulde vi egentlig turde antage, at vi for
dette Tilfældes Vedkommende vare naaede forbi det Urigtige
hos ham, og i Virkeligheden ere vi ogsaa komne saavidt.
Men det vil dog, ved nøiere at see os om, ingenlunde vise
sig at være tilladeligt, at standse her; thi, hvad saa Grunden
er — hvad enten det nu er, fordi man ikke ret har kjendt
Linné, eller ikke har vovet at stole paa ham, har søgt det
Nyere og derved er revet bort af Strømmen, eller endelig
ogsaa, fordi man i Besiddelse af mere udviklede, eller nu
lettere tilgængelige og, som man troede, for Afgjørelsen bedre
egnede Midler, tillige har meent, at man ogsaa i Skarpsindighed
burde overtrumfe ham — saameget er afgjort, at det endnu
seer ud, som om Linné end yderligere havde Uret.

Det vil saaledes — for at komme til det Tilfælde, der
endogsaa væsentligst skal beskjæftige os her — strax blive os
paafaldende, at ogsaa det tredie af Linné nævnte Exempel
paa aculeus, Ribes, meget sjelden antages som gyldigt, ja,
endogsaa de allerfleste Botanikere have betegnet Tilfældet
som en Vedtorndannelse. Disse have tilmed været saameget
sikkrere paa Rigtigheden af deres Opfattelse, jo mere bestemt
og afgjort de havde stillet sig paa den rene, det vil da her
sige, den moderne Morphologies og Udviklingshistories Stand-
punkt, og de have endydermere, støttede til den af dem
fremsatte Tydning, udledet Følgeslutninger, der omfatte ganske
andre Organforhold, og som nødvendigviis maae staae eller
falde med selve Opfattelsen af Tornen.

Men, førend jeg gaaer over til nærmere at drøfte det
bestemte Hovedsporgsmaal, skulde jeg ønske, at gjøre Mit til
om muligt at afbyrde Linné den Beskyldning for Inkonsekvents,
som Link — hvad jeg ovenfor nævnte — har henkastet i al
ubestemt Almindelighed; thi om end Beskyldningens Ret-
mæssighed eller Uretmæssighed ikke nødvendigviis foreligger
til Afgjørelse, saa laae Sagen dog saa lige paa min Vei, mit
Emne saa nær, og var mit Forinaal saa tjenende, at jeg vel
turde anvende nogle faa Linier paa at lade den komme til
Omtale. Det er vel saa, at jeg ikke veed, om Link ikke

123

skulde have havt noget bestemt Tilfælde for Oie; men det er
heist sandsynligt, at han kun har husket paa Noget, der for
ham har taget sig ud som en heel Klynge af Urigtigheder, at
han, der selv skrev en Philosophia botanica, har erindret sig
Linné's Phil. bot. pag. 110, hvor der blandt aculei nævnes en
heel Deel utvivlsomme spinæ, saaledes f. Ex. Volkameria,
Parkinsonia, Robinia. Denne Antagelses Rigtighed forudsat,
saa ville vi tinde, at disse Tilfælde, ligesom det fandt Sted
for Berberis-Slægtens Vedkommende, for Linné staae som
spinæ, saasnart han tager den enkelte paagjældende Plante for
sig, saaledes i Species pi. ed. alt. pag. 889 (Volkameria:
spinis petiolorum rudimentis) og pag. 1083 (Robinia, stipulis
spinosis) '), og at man altsaa i det Høieste kunde naae til
at bebreide Linné, at han i 1751 ikke var saa nøieseende,
som han viste sig at være i 1761. Men jeg skulde ikke
ønske at nogen, end ikke denne fattige Bebreidelse blev staaende
her, og jeg troer ogsaa, at man paa en anden Vei, om end
mindre umiddelbart, saa dog ikke mindre afgjørende, kunde
vinde til at afvise Beskyldningens Berettigelse. Jeg kan
navnlig ikke indsee andet, end at aculeus paa det førstnævnte
Sted hos Linné (Phil. bot. pag. 50) og aculeus paa det
sidstnævnte Sted (ib. pag. 110) ere aldeles disparate Stør-
relser, og at der følgelig ikke tør anlægges samme Maal paa
dem begge; men denne Omstændighed har man overseet og
er derved kommen til den skjæve Dom. Dog maa jeg vel
her paapege , hvorledes jeg kommer til denne Paastand,
medens jeg villig skal overlade til Andre at underkjende eller
godkjende Rigtigheden af min Beviisførelse. Jeg mener da,
at man neppe tor formode, at Linné i Fortalen til sin Phil.
bot. 3 Gange skulde have udhævet Betegnelserne partes plan-
tarum og termini årtis i Samhold og i Modsætning, ganske
uden dermed at have villet forbinde nogen bestemt Mening.
Men seer jeg efter blandt Bogens 12 Kapitler, saa forekommer
det mig aabenbart, at kun III og IV, plantæ og fructificatio,
ere at henføre under den første, og af VI Kapitel characteres og

7) Parkinsonia skal nærmere omtales i næste Stykke.

124

endeel af den store Paragraph 113 (habitus), under den
anden af disse Betegnelser. See vi Sagen i dette Lys, lade
vi os ikke lede vild af Biting, der letteli^ forekomme, saa
vil det være klart, at vi paa disse tvende Steder staae lige-
overfor en Linné'isk Morphologi og Terminologi som tvende
forskjellige Discipliner, der forsøgsviis holdes ud fra hinanden.
Navnlig ville vi finde, at Plantens morpholo^iske »Organer«,
dens arkitektoniske Elementer, paa det førstnævnte Sted ere
ikke blot gjorte kjendelige, men efter Tidem; bedste Leilighed
endogsaa begrebsviis fremførte i morphologisk Væsenhed,
medens vi pag. 110 kun finde en Mængde Tilfælde saa løst,
saa naivpopulært skizzerede, at Gjenstandene kun fremtræde
kjendelige ved at være opstillede i en Rækkefølge, hvor det
lille, bløde Haar kan være Udgangspunktet, medens alt større
og større, mere og mere vaabenlignende Plantedele: strigæ,
hamuli, setæ, aculei, gjøre Overgangene til den mægtige Ved-
torn. Men at Forholdet maa opfattes saaledes, som det her
er givet, synes endvidere at maatte fremgaae deraf, at der
pag. 110 kommer en ny, reen terminologisk Bestemmelse til,
navnlig furca, som skydes ind mellem aculeus og spina, men
som slet ikke var fremtraadt pag. 50 ved den morphologiske
Drøftelse af de tvende sidstnævnte, og som derved viser sig
at skylde et ganske andet Udgangspunkt og et heelt andet
Hensyn, at det dog kommer til Omtale. See vi dernæst hen
paa den lille Tilgift, Tyro, som ifølge en linnæansk horror
vacui findes paa den, hos en anden Forfatter vistnok tomme
Side, pag. 284, saa vil det vise sig af den Rækkefølge, i
hvilken Linné ønskede, at Disciplen skulde tilegne sig de
forskjellige Discipliner8), at han netop har accentueret Sagen
saaledes, som jeg her har søgt at fremstille den. Tage vi
sluttelig Hensyn til den Signatur, med hvilken Stedet pag. 110
er opført i Registeret pag. 349 (aculeorum) , 354 (furcarum) og
361 (spinæ plantarum usus), og hvormed det er indledet pag. 108
(armatura plantarum, qua ab externis injuriis defenditur), saa

8) Partes plantarum sibi reddat notissimas — Fructificationis
partes discat distingvere — Terminos årtis sibi habeat perspectos.

125

finde vi ogsaa derved den morphologiske Væsenlied udelukket,
og vi blive vaer, at det næsten blot Glossologiske faaer et
Stænk af den for Tidsalderen ikke fremmede teleologiske
Side af Physiologien. Men forholder det sig nu som her an-
tydet, saa tør jeg vel sige, at aculeus pag. 50 aldeles ikke
er det Samme som aculeus pag. 110, at Link ikke har for-
staaet dette, og at hans paa Vildfarelse grundede Beskyldning
ligeledes er vildfarende.

Vi kunne da altsaa frit gaae ud fra, at Linné har be-
tegnet Tornen hos Stikkelsbærbusken som en Barktorn, acu-
leus, ikke som en Vedtorn, spina, og skulle nu see, hvorledes
hans Eftermænd have seet Tingen. I Forbigaaende være det
sære Tilfælde erindret, at medens der i Botaniken neppe
gives et Spørgsmaal af et saadant Omfang, som det fore-
liggende, selv hvor ringe dette end kan siges at være, uden
at der jo desangaaende har fundet en virkelig Strid Sted,
saa ere Meningerne om denne Art af Torn neppe nogensinde
drøftede mellem Tvende. Hver har sagt Sit uden at bryde
sig om Andres. Kun i et enkelt Tilfælde har en Forfatter,
Kutzing, været i Strid og gaaet paa Akkord med sig selv
paa en Maade, der synes at godtgjøre, at ogsaa løs Tale er
en Fjende af Botaniken1').

De, der have skrevet om Ribes Grossularia, have næsten
altid omtalt Tornene. Forfatternes Antal er altsaa over-
ordentlig stort, og jeg maa indskrænke mig til at træffe et
ganske lille Udvalg.

1789. A. L. Jussieu : Genera plantarum, pag. 310. Frutices,
alii inermes, alii spinosi spinis simplicibus aut partitis,
quibus axillares gemmæ ramulorum squamosæ; folia al-
terna in spinescentibus pariter axillaria.
1797. Borckhausen: Botanisches Worterbuch , pag. 349.
Stachel, aculeus, ein Nebentheil oder Waffe bei Pflanzen,
eine stechende Hervorragung, die aus der Rinde entspringt

°) Kutzing skrev 1844: Die Sophisten und Dialektiker, die ge-
fahrlichsten Feinde der wissenschaftlichen Botanik.

126

und sich mit dersélben abziehen låsst. Er ist . . . . hand-
formig, palmati aculei, bei Berberis vulgaris.

1837. Link: Elementa Philosophiæ botanicæ, ed. alt. tom. IT,
pag. 40.

Spinæ loca definita in plantis occupant, aculei indefinita,
exceptis aculeis Grossulariæ, qui structuram aculeorum
ostendunt, sed locis definitis sub ramis foliisque positi sunt.

1843. Dbll: Rheinische Flora, pag. 615.

R. Grossularia. Deckblåtter der Zweige aus einem
ungetbeilten oder dreitlieiligen Stachel bestebend.

1843. Schouw: Erindringsord til en Forelæsning over Læge-
planter, pag. 53.

Grossulariæ. Buske, ofte med Torne. R. Grossularia.
Tredeelte Torne.

1852. Kutzing: Philosophische Botanik, 2. Bd., pag 122.

(?) Das Riickenblåttchen (stipula dorsalis) steht aussen
an der Basis des Blattes oder des Blattstiels und stiitzt
das Blatt, wie das Blatt den Ast. Sein Vorkommen ist
selten; es findet sich z. B. bei Grossularia, wo es zu
einem Stachel erhartet und das Laubblatt iiberdauert.
Dieser Stachel ist einfach oder auch dreitheilig. Der
dreitheilige Stachel erinnert iibrigens an den dreitlieiligen
Stachel bei Berberis vulgaris58), og her, ved58) s. S.,
pag. 312: Wenn man Berberis vulgaris mit Grossularia
vergleicht, so wird man wieder zweifelhaft, ob die An-
nahme des Riickenblåttehens bei Grossularia begrundet
ist. (Her findes en Fremstilling af Forholdet hos Berberis).
Diese Erscheinung finden wir bei Grossularia eigentlich
auch, nur mit dem Unterschiede, dass der Stauchstengel,
welcher sich in der Achsel des Stachelblattes entwickelt,
nur eingliederig ist, weshalb er auch nur ein Laubblatt
tragt. Ist das richtig, so ist die Annahme des Riicken-
blåttchens uberfliissig. (Her sluttes med en yderligere
Sammenligning mellem Grossularia og Berberis).

1852. Schleiden : Handbuch der medicinisch-pharmaceutischen
Botanik, pag. 327.

127

Fam. Mit oder olme Dornen. Blåtter abfållig oder
bleibend. Ribes. Stamm 1. Stachelbeeren. Die Sten-
gelblåtter zu Dornen verkiimmert, in ihren Winkel Blatt-
biischel mit verkiimmerten Stengeln tragend. R. Gros-
sularia. Dornen dreitbeilig.
1854. Wigand: Der Banm, pag. 52.

Stachelbeere. Eine Metamorphose des Blattes wird
hier durch die Stacheln bedingt, welche den dornartigen
Blåtter von Berberis gleich åhnlich, gleichwohl durch den
anatomischen Bau, indem sie, der Gefåssbiindel entbehrend,
nicht in den Holzkorper, sondern in die Rinde iibergehen,
so wie durch ihre Stellung an der Basis wahrer Blåtter
als blosse Epidermoidalgebilde und zwar wegen ihrer
constanten Stellung als characteristische Anhångsel der
Blåtter erkannt werden. Hierin zeigt sich insofern ein
gesetzmåssiger Fortschritt, als an den Anfangsblåttern
des Triebes die Stacheln fehlen, an den fblgenden mit
einem und an den obersten Blåttern mit drei Zålmen
auftreten.

1859. Schnizlein: Iconographia famil. regni veg. fase. XIII.
Ribesiaceæ.

In morphologischer Hinsicht ist besonders die Dorn-
bildung merkwiirdig, welche bei manche Arten als eine
oder als drei Spitzen unterhalb eines Blattes, welches
Tragblatt eines nåchstjåhrigen Zweiges ist , auftreten.
Dass diese Bildungen nicht, wie man bisweilen angegeben
findet, wahre Dornen sind, d. h. verkummerte Blåtter
åhnlich denen des Sauerdorns, geht aus ihrer Entwicke-
lungsgeschichte, aus ihrer Stellung, und da sie kein Ge-
fåssbundel enthalten, aus ihren anatomischen Bau hervor.
Sie sind daher als Stachel des Blattkissen zu bezeichnen.

1860. Schacht: Lehrb. d. Anatomie u. Physiologie der Ge-
wåchse, 2. Th., pag. 27.

Die Ranken (Cyrrhi)10) und die Dornen (Spinæ) sind
zum Theil Zweige eigenthumlicher Art. Die Dornen

10) o: Cirri.

128

unterscheiden sicli vom Stachel, welcher ein Gebilde der
Oberhaut ist (s. Bd. I, S. 284), durch ihre Gefåss-
biindel-Verbindung mit dem Starara oder Zweig, aus
dem sie hervorgehen. Docb nicht alle Ranken und
Dornen sind Stammgebilde .... Die drei Dornen, aus
deren Achsel der Zweig der Stachelbeere hervorgeht
(Fig. 99) sind Blattgebilde. Sie entsprechen einem Haupt-
blatt mit zwei Nebenblåttern.

Paa dette Sted findes en Tegning, som i tro Kopi er
livet i den første af de hosstaaende Figurer,
2 3

og som er ledsaget af følgende Forklaring:

Fig. 99, a. Die 3 Dornen bei der Stachelbeere (Ribes
grossularia) , welche aus einem Blatte und seinen beiden
Nebenblåttern entspringen, b. die Achselknospe.

Kaste vi et Blik paa den her givne Literatur, saa vil
det strax sees, at Jussieu, Doll, Schleiden og Schacht be-
tragte Tornen som en Vedtorn, og at Link, Wigand og Schniz-
lein derimod i Overeensstemmelse med Linné ansee den som
Barktorn. Kun Schouw har fulgt den i Tvivlstilfælde eneste
rigtige Vei, ikke at indlade sig paa det Morphologiske, men
at tage Tingen reent terminologisk; han har gjort den kjendelig
uden at røre dens Væsentlige. Wigand og Schnizlein have
tydeligst udtalt sig for Barktornen; kun maa jeg for den første
Forfatters Vedkommende erindre om, at hans Ord: »Die
Metamorphose der Blåtter wird hier durch die Stacheln be-
dingt« ere uklare eller indeholde noget Urigtigt, hvilket imidlertid
ikke formindsker Sikkerheden om, hvorledes han har opfattet
Tilfældet i det Hele. Han har dog kun udhævet en ganske

129

enkelt Side af Sagen, og da Schnizlein kun nævner, men
ikke udvikler, hvad der i flere Retninger kunde tale for hans
Synsmaade, saa maa det dog erkjendes, at Sagen ikke er
bragt paa det Rene, og det er saameget mere nødvendigt, at"
der gjøres noget Yderligere, som der ligeoverfor Linné,
Wigand og Schnizlein staaer »Udviklingshistoriens« Fader,
Schleiden, og hans lille, men frugtbare og dominante Apostel
Schacht.

Schleiden's Angivelse er, saavidt jeg har kunnet finde,
ikke nogetsteds motiveret, og tager sig derfor blot ud som et
Bydende ; Forestillingen er dog nok ellers kun borget hos
Doll. Schacht, derimod, kommer meget nemt til Forstaaelse
af Forholdet, og paatager sig at thinglæse Decretet. Jeg
troer derved at turde sige, at han er saa skjødesløs, som vel
mulig, og saaledes, som han har taget fat paa Sagen, kunde
man da med Afgjorthed forudsige, at han maatte komme til
aldeles falske Resultater. Han tegner en Stikkelsbærgreen i
Vintertilstand (see den første Figur), og af hans Fremstilling
kan man ikke faae Andet ud, end at han derved overseer, at
den har havt almindelige grønne Blade den foregaaende
Sommer. Men Tegningen er da ogsaa lempet efter en saadan
Forestilling, og han har her saa smaat hjulpet paa Naturen ' ').
Det vil sees af den kopierede Figur, at de ophøiede Linier,
der findes paa Axen, tegnes som om de vare nedløbende fra
Siderne af Tornens Grund, medens de i Virkeligheden udgaae
— sammenlign den mellemste Figur — ovenfor denne, fra
Randen af det virkelige Blads Skededeel, eller, naar Bladet
er faldet af, fra Fløiene af det smalt halvmaaneformige Bladår (a),
saa at de vel gaae forbi og omskrive, men ikke komme i
Berørelse med Tornene, end sige, at de skulde udgjøre noget
Continuum med dem. Ved denne lille Mangel paa morpho-

1 ' ) Det træffer atter her, som saa ofte, at en Tegning- er et meget
sikkrere Maal ved Afgjorelsen af det Sporgsmaal,- om en For-
fatter i et givet Tilfælde er gaaet ud fra og har bygget paa
en reel Anskuen, end samme Mands Ord, der kunne have Huller,
gaae i Spring eller være saa tilslørende, at Forstaaelse og
Dom blive usikkre.

130

logisk Nøieseenhed, ved denne ringe Afvigelse fra det Virkelige,
farer lian vild i Huset, Etagerne blive forbyttede, og han
maa indrette sig efter Misgrebets Leilighed. Tornen bliver
til Blad, dette Blad til Støtteblad, det virkelige Støtteblad
enten oversees — hvad jeg ovenfor antog — eller det bliver
det første Blad paa en Axe, hvor det aldeles ikke har hjemme.
Det Hele er forvendt og falskt fra Ende til anden. Men er
Tornen ikke Blad, saa vil endvidere hans specielle Tydning
af den tredobbelte Torns Dele som Plade- og Stipulardannelser
være specielt forfeilede. Ogsaa naar han henfører Tornen
til de Tilfælde, hvor Veddet skulde træde ud af Axen, er
han heelt vildfarende. Han har aldrig seet, Undersøgelsen
har ikke fundet Sted, han gjør en bagvendt Slutning og
gj ætter: dersom det anatomiske Forhold var saaledes, saa
vilde det passe saa herligt til Tornens formeentlige Bladnatur.
Schacht er Udviklingshistoriens Talsmand, men ikke for noget
Led i Undersøgelsen tages Udviklingen til Indtægt, det ana-
tomiske Forhold er tilgjættet , den morphologiske Side af
Sagen fandtes ikke, en Forvanskning er givet, og en fuld-
stændigt vildledende Forklaring er leveret i hans Lehrb. d.
Anat. u. Physiol.

Kiitzing seer Intet og faaer dog saa Forskjelligt ud af
Tingen. Han savner ethvert holdbart Udgangspunkt , og
uagtet hans gjentagne Tilløb til en Tydning viser, at han var
godt paa Veien til at føle Trang til en Afgjørelse, saa er
han dog aldeles ikke naaet til noget endogsaa kun subjektivt
sikkert Resultat. Hvad angaaer hans Opfattelse af Tornen
som stipula dorsalis, da er hans løse og vaklende Fremstilling
og den Omstændighed, at han selv kalder Meningen »iiber-
fliissig« , tilstrækkelig til at ansee denne som dødfødt; men
iøvrigt vilde det anatomiske Forhold, der viser, at vi over-
hovedet ikke have med noget Blad at gjøre, være nok til at
afgjøre, at vi heller ikke have nogen Stipular- eller Bladflig-
dannelse for os. At R. Grossularia skulde have en »ein-
gliederig Stauchstengel« er en aldeles falsk Mening, som han
tvinges ind i ved at holde sig til Analogien med Berberis, en
Plante, der har gjort saamegen Skade ved her at spørges tilraads.

131

Det vil af det fra Borckhausen citerede Sted sees, at
han, en af de saakaldte Linnéanere, ikke holder ud fra hin-
anden de tvende Liuné'iske Begreber fulcra (Nebentheil) og
arma (Waffe), men at han derimod er uheldig nok til at
holde paa den i Phil. bot. engang indløbne Feil, at Berberis
opføres som Exempel paa aculeus, skjondt Linné baade tidligt
og seent havde viist, at han ikke forstod Tingen saaledes.

Vi skulle nu kortelig omtale de Forhold, der tale for,
at vi have med en Barktorn, og ikke med nogen Vedtorn at
gjøre.

Hos nogle x\rter af Slægten Ribes (R. rubrum, R. ni-
grum) mangle Tornene aldeles, medens det egentlige Moder-
blad og Knoppen iøvrigt forholde sig aldeles ligesom hos R.
Grossularia, og for selve denne Plante finde vi, at ikke blot
Knopskællene, men ogsaa de første vegetative (knopførende
Moder-) Blade ikke fremvise nogetsomhelst Spor til Torn-
dannelse ved Grunden, medens de derpaa følgende have en
enkelt eller tredobbelt Torn paa dette Sted. Det synes alle-
rede af disse Omstændigheder at fremgaae, at Tornen her
kun danner ligesom et vegatativt surplus, et, om man vil,
mere Tilfældigt. Men Vedtornen skulde typisk netop være
det morphologisk Bestemte.

Andre Arter frembyde et stort Antal Torne spredte over
hele Axen, uden at nogen af disse staaer i noget særdeles
Stillingsforhold til Knoppen, og atter hos andre (R. oxya-
canthoides) findes Torne som hos R. Grossularia, men tillige
et større Antal spredte, der kunne frembyde jævne Over-
gange til den ved Bladgrunden staaende Torn. Seete fra et
almindeligt botanisk Standpunkt, maae disse Tilfælde siges
at afgive gode Exempler paa intermediære Stadier i Tornenes
Udviklingshistorie indenfor Slægten Ribes. Men en saadan
springende Værentilstede og Værenborte af et afgjort mor-
phologisk Element, som en Vedtorn er, tilmed indenfor en
godt begrændset, naturlig Slægt, kjender man neppe i Plante-
riget, og hvor disse Ribes-Slægtens Torne saa end træffes,
enten de ere faa eller mange, enten de ere stillede paa
tydelig bestemte Steder, eller (om end kun tilsyneladende)

132

uordentlig spredte, saa ere de dog aldrig at bringe ind under
Phyllotaxiens Love. Men vare de selvstændige Blade eller
(oprindelige, ikke adventive) Axedannelser ' 2) maatte de altid
lade sig indordne under hine.

Vi ville dernæst finde, at der ikke hos R. Grossularia,
hverken i den ene eller i den anden Axes Forløb, træffes
nogensomhelst Mellemtilstand, nogen Overgangsform, mellem
Tornen og Bladet. Men Paaviisningen af saadanne færdige
Udviklings-Intermedier er en Fordring, som Metamorphose-
læren aldrig kan give Afkald paa at see godkjendt, naar den
skulde samstemme med den Anskuelse, som vi her bekæmpe.
Ihvorvel den Goethe'ske Lære om Metamorphosen, skjøndt
selv en Udviklingslære, er bleven overfløiet af den nu saa-
kaldte Lære om Udviklingshistorien, saa kan der dog aldrig
være Tale om, at den i og for sig nogensinde skulde have
ophørt at være ikke blot ligesaa tiltalende, men ogsaa
ligesaa sand, som da den fremtraadte. Men dens Konse-
kventser ere derfor ogsaa ligesaa nærliggende og lige-
saa paatrængende nu som tidligere, og den kan, saaledes
navnlig i dette Tilfælde, ikke slaae af paa det Forlangte.
For at nævne et Tilfælde , som af Kiitzing og Andre er bragt
i en vistnok unaturlig Nærhed af R. Grossularia, skal jeg

1 2 ) Det er mig navnlig ikke bekjendt , at en adventiv Axe , det
vil ker sige en af en Brudknop (gemma prorumpens) umiddel-
bar fremgaaet Axe — sandsynligviis dog med Undtagelse af
de af mig ikke undersøgte Tilfælde, hvor Biroden omdannes til
Torn — nogensinde skulde omdannes til Torn. Hvis noget
saadant Tilfælde skulde kunne paavises , vilde der kunne blive
Tale om en Axe- Vedtorns af Bladstillingslovene uafhængige
Stilling. Ligeledes kun ved det ganske usædvanlige Tilfælde,
at Grundaxen (axis primaria totius plantæ) afsluttes i en Ved-
torn-Dannelse (Lepidium spinosum , Zilla?), kunde der siges, at
Tornens Stilling var uafhængig- af Bladets , hvilket imidlertid
reduceres til en Trivialitet ; - thi Uafhængigheden er naturligviis
kun begrundet i, at denne Axe netop selv er Stillingsforholdets
nodvendige Forudsætning og Grund. Hvad »adventive« Blade
angaaer, da ikke blot findes de ikke, men de ere endogsaa saa
utænkelige, at de aldrig burde have været nævnte, og i bedste
Overeensstemmelse hermed er en af et Bladanlæg fremdannet
»adventiv« (Blad-) Vedtorn ligeledes utænkelig.

133

blot erindre om, hvor almindelig Fordringen er indfriet for
Berberissens Vedkommende; ikke at tale om det mere sam-
mensatte Forbold hos Slaaen (Prunus spinosa), hvor Over-
gangene fra den aldeles nøgne og jævne, gjennem den blad-
og blomstbærende Torn, til den almindelige Green, ere saa
meget let paaviselige.

Endnu en herhenhørende Omstændighed burde ikke ganske
lades ude af Sigte, nemlig den, at Tornen hos R. Grossula-
ria paa den ældre Axe løsnes og kastes af. Allerede Leers ' 3)
har (1775) gjort opmærksom paa dette Forhold, der, saavidt
jeg veed, ikke senere er omtalt, og som, om det end ikke
kan siges at karakterisere Barktornen, dog i Almindelighed
synes at udelukke Forestillingen om en Vedtorn.

Med Hensyn til det anatomiske Forhold, da tindes Intet,
der kunde ligne de Dele, som ellers hos en Blad-Vedtorn
træde ud af Axen og gaae over i det omdannede Blad. Hele
Tornens i færdig Tilstand bruunlige Masse er dannet af væ-
sentlig eensartet Cellevæv, og taber sig heelt og holdent i
Barken14), medens Axens Ved gaaer glat og uforandret
forbi det Sted, hvor Tornen er stillet. Her er end ikke den
ringeste Omstændighed, der taler for, at vi ikke skulde have
med en Barktorn at gjøre.

Det her Nødvendige for at kjende Tornens individuelle
Udvikling i Forhold til det nærmest ovenfor staaende Blad,
kan gives i faa Ord. Bladets Skededeel og Plade ere fuldt
fremtraadte, ja, Stilken er endogsaa kjendelig og Pladen viser
Spor til Lapper, inden den nedenfor staaende Torn begynder
at vise sig. Men en saadan Udviklingsgang er jo netop lige
modsat den, der finder Sted for tvende efter hinanden føl-
gende Blade, og Tornen kan derfor ikke være noget Blad.

Endnu nogle faa andre Bemærkninger turde finde Sted her.

At det enkeltstaaende, ikke rosulerede, haandlappede Blad
ikke, som underforstaaet hos Døll og angivet hos Kutzing, er

13) Flora Herbom. pag. 66.

14) See Figuren tilhoire (3) , Længdegjeimemsnittet af et Green stykke
af R. Grossularia, med Knoppen og Tornen , ligeledes gjenneni-
skaarne: a. a. Bark; b. b. Ved; c. Marv; d. Bladår.

134

et første Blad paa den første Biaxe ovenfor den respektive
Torn, men at det hører til den tidligere Axe, det vil sige,
har Axe fælles med Tornen, fremgaaer paa det Bestemteste
af alle de Omstændigheder, som der her kunde være Tale
om at inddrage i Undersøgelsen; men her skal jeg blot erin-
dre om, at de fra Bladskedens, og ikke fra Tornens Rande,
nedløbende fremragende Linier15) kun tilhøre en første, ikke
den anden og yngre Axe, en Omstændighed, der er til-
strækkelig afgjørende til at afvise hiin førstnævnte Opfattelse.

Antage vi, at Tornen var et omdannet Blad og at det
første grønne Blad stod i Hjørnet af hiint — og saaledes
have jo Døll, Schleiden og Schacht opfattet Sagen — saa
havde vi derved antaget et Tilfælde, som vilde være aldeles
enestaaende. Men en saadan Antagelse er fuldkommen ube-
grundet og grundløs, der er ikke den ringeste Trang til den,
og den strider tilmed paa det Bestemteste ligemeget mod den
mest almindelige, som med den mest i det Enkelte gaaende
Opfattelse af Plantens Arkitektonik. Morphologien maa
ubetinget protestere mod Forestillingen om et Blad i Hjørnet
af et andet. Kun naar man var saa fattig stillet, at man
var indskrænket til at troe Alt, hvad en Autoritet havde
sagt, kunde man være uheldig nok til at reise Tvivl mod
Protestens Gyldighed. Og naar skulde vi lede længe efter
en Autoritet for en ikke gjennemtænkt Modanskuelse? Vi

15) See den mellemste Figur (2, a) i Sammenligning med den til-
venstre (1).

135

see jo dog saaledes for dette Tilfælde, at Lindley10), med
det afgjorte Talents momentane Bagvendthed, kommer tilskade
ved saaledes at henvende sig til Schleiden : We would ask
this ingenious anatomist what the fruit of Salix is but fo-
lium in axilla folii? Det af Lindley selv valgte Exempel er
for Schleiden og for Enhver, der forstaaer ham, saa op-
lysende i Faveur af Sidstnævntes Betragtningsmaade, at denne
allerede af denne Grund ikke behøvede at besvare et Spørgs-
niaal, der for en Mand, man ellers bør sætte Priis paa,
røber en saadan Mangel paa elementår Forstaaelse, at man
kunde græde derved, hvis Misforstaaelsens Snurrighed ikke
paa det Samme havde faaet En til at lee.

Det forekommer mig, at det her Givne noksom siger, at
Linné's Exempel paa Barktorn har været og er fuldkommen
rigtigt, og at Intet taler for de afvigende Synsmaader, der
ere fremsatte af Doll, Kiitzing, Schleiden og Schacht.

Men, kunde man spørge, hvorledes er det dog gaaet til,
at saa dygtige Mænd saaledes have kunnet misforstaae en
saa simpel Sag? Svaret synes at maatte lyde derhen, at
den Omstændighed, at Barktornen hos R. Grossularia og
Vedtornen hos Berberis vulgaris i den ydre Form meget ligne
hinanden, og at begge Planter have Stuvgrene (axes reductæ)
med knippestillede Blade, som komme fra en Langaxe (axis
evoluta) med fjerntstillede Torne, har ledet til at troe, at
Analogien gik videre. Man undersøgte ikke. At Stuvgrenen
i det ene Tilfælde stod i Hjørnet af en Torn, i det andet i
Hjørnet af et almindeligt Blad, var en Forskjel, man over-
saae, og derved var alt andet Urigtigt indledet.

Vi sagde i Begyndelsen, at ikke Nogen havde kunnet
rokke Linné's Bestemmelser, spina og aculeus; men det skal
ikke nægtes, at man har forsøgt et Tilløb, og da det for
En og Anden maaskee kunde seer ud, som om Forsøget var
lykkedes, saa skal jeg sluttelig borøre de herhen hørende
Tilfælde.

16) Vegetable Kingdom, pag. 227.

136

Vi finde da, at den ældre Decandolle allerede 1805
(Flore frangaise, ed. 3. pag. 114) og ligeledes meget senere
(Organographie végétale, 1827, tom. 2. pag. 177), dog uden
nogetsteds at nævne Linné, paa en Maade har angrebet De-
finitionen som forældet, mindre fuldstændig, mindre sikker.
Hans Ord lyde paa det sidstnævnte Sted saaledes: On a dit
longtemps que les épines tenaient au bois et les aiguilions
a l'écorce, mais d'aprés cette definition, il aurait fallu ad-
mettre qu'il n'existait que Tun de ces organes dans les
monocotylédones, ou le bois et l'écorce ne peuvent se distin-
guer, et on aurait méme été embarrassé de dire s'il apparte-
nait aux épines ou aux aiguillons.

Man vil ikke her kunne være i Tvivl om, at Angrebet
er rettet mod Linné, men det er ligesaa sikkert, at det
allerede paa dette Sted er forfeilet; thi det maa vel erindres,
at naar Linné nævner »cortex« som Udgangssted for aculeus,
saa maa man ikke forstaae det ganske, som naar en senere
Anatom havde brugt dette Navn. »Cortex« var hos Linné
snart cortex, snart cortex -f- epidermis, snart epidermis
alene. Men er dette saa, saa er der ingen Vanskeligheder
— og i Virkeligheden vilde de i det Høieste have været
reent formale — for at kunne indrømme Monokotyledonerne
aculei; ikke at tale om, at den fremsatte Paastand, at Bark
og Ved hos de monokotyledone Planter ikke skulde være
sondrede, paa forskjellig Viis lider hyppige Undtagelser.

Decandolle giver dernæst en for sin Tid meget smuk
sammenlignende Fremstilling af de forskjellige Tornformer og
fortsætter med denne almindelige Bemærkning: Quoi qu'il en
soit, les aiguilions se distinguent des épines en ce qu'ils ne
tiennent la place d'aucun des grands organes de la plante :
on les trouve ordinairement le long des tiges, des branches,
des pédoncules, des pétioles, des nervures des feuilles ou
des calices ou méme des pétales; mais ils ne terminent
jamais les fibres ou les nervures, tandis que les épines . . .

Der behøves nu ikke stor botanisk Kundskab til at for-
staae, at Decandolle her, afseet fra, at han bruger andre
Ord, aldeles ikke har sagt Andet eller Mere, end man kan

137

finde hos Linné, og dog skulde det vel være dette Sted,
hvor Afvigelsen fra Linné maatte blive kjendelig. Det turde
dog vel hænde sig, at man kunde troe, at der i den nega-
tive Sætning: les aiguillons se distinguent des épines en ce
qu'ils ne tiennent la place d'aucun des grands organes, laae
en dybere morphologisk Erkjendelse, og at Decandolle var
kommet udover Linné. At dette dog ikke er saa, skal jeg
søge at paavise, naar jeg kommer til at omtale Link's lige-
ledes indirekte angribende Fremstilling.

Jeg skal endnu blot anføre Decandolle's Slutningsbemærk-
ning: De ce que les aiguillons remplacent les poils , et que
les épines remplacent tous les autres organes , il suit,
comme conséquence, que les premiers sont superficiels , et
que les seconds tiennent au tissu intime, ce qui rentre dans
l'une des anciennes maniéres de considérer ces organes.

Den Formodning om en gjennemgaaende Opposition, som
blev fremkaldt ved Indledningen, viser sig at have været
forhastet, Modstanden opgives og den 8 Sider lange Frem-
stilling reduceres til en Sætning, der er identisk med denLin-
néi'ske Bestemmelse.

I det ovenanførte Sted, spinæ loca definita in plantis
occupant etc, ligesom ogsaa i det Øvrige af den herhen-
hørende Paragraph, synes Link ikke at finde Hold nok i
den Linné'iske Bestemmelse, og, efterlignende Decandolle,
troer han, at det Afgjørende turde søges i Stedforholdets
Bestemte eller Ubestemmelige.

Spørge vi nu — og det er til dette Sporgsmaal jeg
ovenfor hentydede — om Decandolle og Link ikke her have
betraadt en Vei, der var aldeles ukjendt for Linné — og det
tager sig jo dog næsten ud, som om begge Forfattere have
været af denne Mening — saa troer jeg ikke , at vi herpaa
kunne svare bekræftende. Tvertimod forekommer det mig, at
Linné meget vel har kjendt den morphologiske Side af Sa-
gen. Thi ikke at tale om hans for Vedtornens specielle
Vedkommende gjennemførte Betegnelse af denne Tornforms
morphologiske Underlag, saaledes som vi finde den i Phil.
bot. pag. 110 (spinæ ramorum, foliorum, calycis, fructus) —

138 '

et Sted, der for mig ganske tager sig ud som Forbillede for
Decandolle's saa meget senere komparative Udvikling — saa
finde vi hos Linné en meget mere talende Yttring, der ikke
blot for Tilfældet, men ogsaa i Almindelighed synes at godt-
gjøre, at hans morphologiske Indsigt ikke var ringere end de
nævnte Forfatteres. Det er den ganske lille Bemærkning,
der ledsager Diagnosen af Ribes cynosbati (Sp. pi. ed. 2.
pag. 292) : aculeus instar spinæ sub alis , som her staaer
mig for Øie. For mig siger den, at Linné paa det Bestem-
teste kjendte Stedforholdets almindelige Betydning, og vidste
at vurdere dets Anvendelighed for Sondringen af de tvende
Tornformer. Men hvorfor havde Linné ikke almindeliggjort
denne Kundskab til yderligere Begrundelse af Tornens Tve-
artethed? Den Omstændighed, at der ligger 11 Aar mellem
Phil. bot. og Sp. pi. ed. 2., kunde synes at begrunde en
Forklaring, men jeg troer dog, at en saadan maa hentes af
heelt andre Forhold, og navnlig af dette: Linné havde at
udføre et stort Hverv, saa stort, som ingen Anden senere
har magtet det, og han maatte derved i det Almindelige
holde tilraade med den videregaaende singulære Indsigt, for
ikke at forstyrre eller gjøre ufordøieligt det for Tiden abso-
lut nødvendige fulde Hele, som det var hans Opgave at
gjøre gjældende. Ved at vælge et enkelt sikkert Moment til
derpaa at bygge Bestemmelsen, undgik han det Usikkre og
Vaklende i en mangeleddet, mere deskriptiv Fremstilling, han
blev færdig med Sagen , og Disciplen modtog noget Bestemt
at holde sig til. Man vil maaskee bedre forstaae, at jeg har
fattet Linné paa denne Viis, naar man sammenligner ham
med, hvad man for denne Betragtning kunde kalde en Mod-
sætning, med Robert Brown, der overalt, hvor han arbeidede,
har ruttet med sin overordentlige Indsigt, men som kun for
saa Faa var Andet end en uraadet Gaade, som aldrig gav
nogen ledende og sammenknyttende Traad, og som af denne
Grund, uagtet alt det Store, han udrettede eller pegede hen-
imod, ikke fremkaldte Noget, der kunde lignes ved den Væk-
kelse, der fulgte Linné.

139

Og spørge vi nu endelig, om ikke den Vei, som de
tvende Forfattere søgte at bane, for det givne Tilfælde aab-
nede en lysere Udsigt end det begrændsede Standpunkt,
Linné velbevidst indskrænkede sig til, saa maae vi jo vist-
nok svare bejaende; men det er lige saa vist, at den selv
ved ringe videnskabelig Færdsel vilde blive opkjørt og bund-
los. Den- anatomiske Karakteer, som Linné bragte i An-
vendelse, bliver her den mest holdbare. Det Morphologiske
er overordentlig bevægeligt. Snart er et heelt Komplex af
Axedele og Blade, snart et eneste Blad, til andre Tider kun
en Deel af Bladet, en Bladflig, Substrat for Vedtorndannel-
sen, og selv det, der til Slutningen skulde binde Læsset,
Stedforholdet, svigter og lader os i Stikken, maaskee netop
der, hvor Afgjørelsen var mest ønskelig. Vi ville navnlig
ikke kunne undlade at see, at naar vi træffe Vedtorne paa
Bladet, og her mener jeg især paa Bladets Flader, saa ville
de i Almindelighed være fordeelte saaledes, at Decandolle og
Link vilde have kaldt dem »spredte«. Men netop i dette
Forfatternes Udtryk for Stillingsforholdet er deres Udgangs-
punkt, opgivet som uholdbart; thi vi staae jo her just, hvor
vi ifølge Stedets Ubestemmelige skulde have med en Bark-
torn at gjøre. Linné har følt dette, har indseet , at Ana-
lysen snart maatte sprede, hvad der burde være samlet.
Han greb Typen, fixerede den ved dens mest gjennemgaaende
og lettest udtalelige Karakteer, og lod Fremtiden om at
maale dens Afskygninger og jævne Overgangene. Eet var ham
det ene Fornødne: han vilde bringe Orden i det Kaos, han
modtog, han skulde skabe Udgangspunkter, han maatte af-
pæle Veien, hegne om det Spæde, rokke det Stivnede,
fængsle det Flygtige. Her var ikke Tid eller Sted for det
Uklare, det Tvivlsomme, det Dobbelte. Han undgik det.
Og dog troer jeg, at Linné, ved sin Tro paa fast Orden
gjennem alt Liv, glædede sig i Anelsen om, at selv de til-
syneladende mest »spredte« og uberegnelige Barktorne for en
sidste Betragtning skulde vise sig som stedbundne , og at
Tydeliggjørelsens Blomst: »ja endog alle Eders Hovedhaar ere
talte«, skulde kunne sees som naturhistorisk Sandhed.

140

II. PARKINSONIA- TORNEN.

Det er vel noget ganske Almindeligt, at træffe tvende
eller flere Forfattere, der for samme Gjenstand bruge ligesaa
mange forskjellige Navne, eller for samme Egenskab ligesaa
mange Benævnelser, og dette kan ikke godt være anderledes
paa Steder, hvor, og saalænge som, der kun er lagt an paa
at gjøre Tingen eller Egenskaben kjendelig. Derimod kan det
neppe gaae an, at en Deel af et morphologisk Hele benævnes
lig det morphologiske Hele selv, og naturligviis kan det
aldeles ikke taales, at en Forfatter betragter og frem-
stiller en Deel lig det Hele, samme Deel hører til. Det
tør da ogsaa ansees som et meget sjeldent Tilfælde, at en
Botaniker fandt sig beføiet til at sige, at en bestemt Plante-
deel var et sammensat Blad (folium compositum), medens en
Anden uden videre kaldte den samme Deel et Smaablad
(foliolum). Jeg skal imidlertid her nærmere paavise en saa-
dan Synderlighed, især dog for at lade see, at der skulde
gaae 118 Aar, førend Nogen nærmede sig til at see Tingen
saa klart, som den strax i første Øieblik havde stillet sig for
Linné.

For dette Øiemed nødes vi til at sammenstille nogle
Forfattere, dog kun forsaavidt som de ere yngre end Linné,
og kjendeligt have omtalt de Forhold hos Linné's Parkinsonia
aculeata, som her ere af Interesse.

1763. Jacquin, Select. stirp. Americ. hist. pag. 121. tab. 80.
Parkinsonia aculeata Linn. Aculeos håbet solitarios sub-
axillares, in ramis senioribus sæpe ternos, intermedio for-
tissimo et novemlineari. Folia sunt pinnata terna qua-
terna quinave ex eadem axilla, costa pedali, foliola
numerosa.
1789. A. L. Jussieu, Genera plantarum, pag. 347.

Arbuscula spinosa. Folia 2 — 5 ex ejusdem spinæ simpli-
cis aut tripartitæ axilla, alterne pinnata. Petiolus com-
munis .... Foliola ....

141-

1791. 01. Swartz, Observ. bot. quibus pi. Ind. occid. illustr.

pag. 155.

Caulis inermis, rami aculeati. Aculei duo oppositi

ad latera petiolorum, unus intermedius triplo longior.

Folia alterna, quaterna ex eadem gemma pinnata lon-

gissima. Petiolus universalis .... Foliola ....
1804. Decandolle in Lamarck, Encycl. meth. (Botanique),

tome V. pag. 21.

Il porte des feuilles ailées, dont le petiole, long de

pres d'un pied, est comprimé ... — Tornene ere ikke

nævnte.

1822. Bronn, De formis Leguminosarum primit. et deriv.
pag. 18.

Aliis quibusdam armis, si ex situ et analogia argu-
mentari licet17), e foliis primariis abortivis origo esse
videtur (Parkinsonia?)

1823. (Humboldt, Bonpland) Kunth, Nov. gen. et sp. pi.
vol. vi. pag. 335.

Parkinsonia spinosa Linn. Folia 2 — 3 ex axilla ejus-
dem spinæ simplicis aut tripartitæ prodeuntia pinnata.
Rachis communis .... Foliola ....
1825. Kunth, Synopsis pi. aequinoct. tom. IV. 50.

Samme Navn og samme Omtale som i det foregaaende
Værk.
1825. Decandolle, Prodr. syst. regni veget. p. II. pag. 486.

Parkinsonia aculeata Linn. Spinæ (aculei ve) soli-
tariæ vel ternæ. Folia pinnata, petiolo longissimo,
foliolis ....
1833. Descourtilz, Flore des Antilles. Ed. 2. tom. 1. pag. 54.

Les branches offrent å chaque articulation leur feuilles
singuliéres, qui s'échappent ainsi que les fieurs ....
du milieu des trois épines, dont l'intermédiaire est la
plus longue.

') Her anfører Bronn Berberis vulgaris som Analogon.

.142

1834. Wiglit & Arnott, Prodr. Fl. Penins. Ind. or. p. 1.

pag. 283.

Thorns solitary or in threes. Leaves pinnated, petiole

very long, leaflets ....
1834. Spach, Suites å Buffon. Hist. naturelle des végétaux.

T. 1. pag. 408.

Rameaux garnis d'épines axillaires. Feuilles fasciculées.

1840. Endlicher, Genera plant. pag. 1314.

Spinæ simplices v. tripartitæ. Folia ex axillis spina-

rum gernina vel terna pinnata, petiolo communi longis-

simo, foliolis ....
1850. (Til Sammenligning). Sonder, i Linnaea, vol. XXIII.

pag. 38.

Parkinsonia africana. Rami spinescentes; ramuli

spinosi; folia ex axilla spinarum terna plurave fascicu-

lata basi aculeis parvis fulta pinnata, petiolo communi

longissimo.

1855. Miquel, Flora Indiæ Batavæ. Vol. 1. p. 1. pag. 114.
Folia ex axillis spinarum vulgo gemina vel terna pin-
nata dicta, sed vera bipinnata 1 — 2-juga, petiolo com-
muni abbreviato et terminali abortivo in spinam mutato.
Spinæ stipulares parvæ.

Ved at sammenholde Parkinsonia aculeata med de her an-
førte Angivelser er jeg bleven overtydet om, at alle Forfatterne
paa den sidstnævnte nær have misforstaaet og mistydet de
Forhold, de have havt for sig, og at den hele underlige Sam-
ling af »2-5« Blade, tilligemed den tredobbelte Torn, kun
udgjør et eneste Blad. Hos Sonder's Art, Parkinsonia afri-
cana, som jeg ikke har seet, maa Forholdet være i høi Grad
forskjelligt fra det hos den Linné'iske Plante forekommende,
eller ogsaa — og det synes at være dén mest nærliggende
Forstaaelse — maa den givne Beskrivelse (rami spinescentes,
aculei fulcientes) være nok saa urigtig som hos nogen af de
andre Forfattere, skjøndt det seer ud, som om han idethele
kun altfor strengt har holdt sig til disse.

143

See vi nu nærmere paa Plantens enkelte Forhold, saa
kunde der udhæves flere smaa, morphologiske Omstændigheder,
som man vel har havt for Øiet, men som man ikke har havt
Øie for, og som dog vilde have været tilstrækkelige, ikke
blot til at vække en nyttig Tvivlen, men som endogsaa kunde
have ledet Forfatteren ind paa det ene rigtige Spor, ja, til
den fulde Sagerkjendelse.

Medens det saaledes hos Leguminoserne, og navnligt hos
dem, der ere forsynede med sammensatte Blade, vil være en
meget stor Sjeldenhed, at Stipierne ikke skulde være kjende-
lige, saa maatte dette almindeligt og tidligt erkj endte Forhold
ogsaa ventes at have gjort sig gjældende hos en saa typisk
udviklet Leguminos som Parkinsonia. Men ved denne Plantes
folia (Aut.) findes ikke den ringeste Antydning til nogen
Stipulardannelse, og det skulde derfor synes, at denne Mangel
maatte have viist bort fra her at ville søge Bladets Udgangs-
sted, og peget hen paa de tvende sidestillede Torne, som den
egentlige Bladgrunds Fløidannelser. Det burde heller ikke
ved denne Leilighed have været holdt ude af Sigte , at folia
(Aut.) hos Parkinsonia ved deres Udspring ere næsten trinde,
og kun spænde omkring £-| af den Deel, der maa antages i
dette Tilfælde at have været Forfatternes supponerede Axe,
den midterste Torn; thi et saadant Forhold ved Bladgrunden
vilde blandt Leguminoserne være det ganske sjeldne, saameget
mere som vi i dette Tilfælde vilde have med modsatte folia
(Aut.) at gjøre.

En ikke mindre betydningsfuld Omstændighed er den, at
folia (Aut.) aldrig ved Grunden have nogen Knop, medens
en saadan aldrig mangler i Hukken mellem Axen og den
mellemste Torn. Dette Forhold vilde man tildaglig aldrig
have ladet upaaagtet, men her er det dog skeet.

Man skulde dernæst ikke have overseet, at folia (Aut.)
ere stillede parviis paa Tornene; thi en saadan Opposition
forekommer neppe hos nogen Biaxe indenfor Leguminosernes
Gruppe, om den end hyppigt tindes ved Grundaxens første
vegetative Blade (folia primordialia), og saaledes navnligt hos
selve Parkinsonia.

144

Endvidere havde det ikke været uvigtigt at lægge Mærke
til, at naar folia (Aut.) ere tilstede i et større Antal end
saa staae de paa Tornens øverste Flade i tvende fortil kon-
vergerende Rækker, saaledes at Rækkerne fortil næsten be-
røre hinanden, medens de paa Tornens nederste Side staae
vidt fra hinanden. En saadan Bladstilling — ikke den blotte
toradede Stilling — er ukjendt hos Leguminoserne, og en
saadan Stilling af Dele burde have udelukket Tanken om, at
disse Dele kunde være Blade.

Ogsaa en anden Bestemmelsesgrund ligger saa nær, at
den burde være taget i Beslag, og navnligt denne: Bladene
paa den Biaxe, der udvikles i den virkelige Bladhuk, ere i
færdig Tilstand naaede til en meget forskjellig Udvikling.
Navnligt fremtræde de tvende første Blade, der staae tilhøire
og venstre for Moderaxen, aldeles enkelte, kun som smaa,
men for det blotte Øie kjendelige, knopskællignende tiltrykte
Torne. Havde man ikke undladt at see hen til dette Forhold,
saa vilde man have havt et ikke uvæsentligt Udgangspunkt
for Bedømmelsen af det sammensatte Blads Tilbehør.

Endeligt vilde Afgjørelsen have været sikkret, hvis man
havde iagttaget og vidst at vurdere Bladets Forhold i en vis
yngre Udviklingstilstand, og navnligt i en Alder, der ikke
ligger længere tilbage, end at Delene med Lethed kunne sees
uden Forstørrelse; thi det vilde da have viist sig, at den
midterste Torns nøgne Ende er hageformigt krummet opad
og tilbage, og at tillige Smaabladene, folia (Aut.), i begge
Rækker ere seglformigt krummede mod hinanden, saa at alle
disse, 3, 5 eller 7 Dele støde sammen med Spidserne. Men
medens et saadant Forhold er saa ganske almindeligt for
Leguminosernes finnede Blade, maa det aldeles udelukke Fore-
stillingen om en Kombination af flere selvstændige Blade.

Vildfarelsen er sikkert nok indledet derved, at de hos
Planterne allerusikkreste Maal for det Væsentlige, de Be-
stemmelsesmidler, som man allersidst skal tage sin Tilflugt
til, Dimensionsforholdene, have udøvet en afgjørende Indflydelse
paa den første Dom. Det var noget Ualmindeligt, at den

k:e
2,

145

fælles Bladstilk var saa overordentlig kort (3-5, vistnok sj el-
dent 9'" lang), medens de tætstillede Smaablade, folia (Aut.),
naaede en Længde af 12" eller derover. Man ligesom over-
saae Tornens Væsenhed paa Grund af dens Lidenhed, og
overvurderede derimod Smaabladenes Betydning for deres
Længdes Skyld. Men var forst det morphologiske Grændse-
skjel forrykket, forlagt fra Tornens Grund til Smaabladets
Grund, saa var Vildfarelsens første Konsekvents — at man
fik indtil 6 Blade istedetfor 1 — strax givet, og alle de
andre Misligheder vare overhængende.

Jeg maa dog her specielt gjøre opmærksom paa en af
de nævnte Forfatteres Stilling til Sagen, og det er navnlig
Bronn, jeg tænker paa. Ogsaa han har feilet, men han har
feilet i bedste Overeensstemmelse med en god Forstaaelse af
det hos hans postlinnæanske Forgængere Givne. Han har i
denne Sag ikke kjendt Linné, han har ikke kjendt Planten,
han har kun kjendt Forfatterne fra Jacquin af. Men skulde
han bringe nogen fornuftig Mening ud af det hos disse Mænd
forefundne Virvar, saa kunde han ikke komme Sandsynligheden
nærmere, end ved at antage, at Forholdet maatte ligne det
hos Berberis forekommende.

Angaaende Plantens Navn maa jeg her tillade mig at
indskyde en lille Bemærkning. Det vil sees, at Kunth —
baade i Nova Genera og i Synops. — har den Egenhed eller
er i den Vildfarelse, at han troer at kunne kalde Planten P.
spinosa, ja, han citerer endogsaa »P. spinosa Linné«. Men
Linné kaldte aldrig Planten saaledes, uagtet han selv ud-
trykkelig kun omtaler spinæ, og er aldeles fri for den Tvivl
og Usikkerhed, man bliver vaer hos Decandolle (spinæ [acu-
leive]), som dog kjendte ogsaa den levende Plante (see Mém.
sur la fam. des Légum. pag. 119). At Linné kaldte Planten
aculeata og ikke spinosa, skjøndt han sikkert selv havde
valgt det sidste Navn, hvis han havde havt frit Valg, beroede
paa, at han havde modtaget Navnet fra Plumier (1703).

Men vi vilde jo vise, at man, fra det Øieblik da Miquel
atter fik Greb paa at see Tingen i det rette Lys, maatte

146

regne 118 Aar tilbage for at træffe samme Opfattelse tydeli
og klart fremsat af Linné.

Vi finde da, at Linné 1737, i Hort. Cliffortianus pag. 157
har givet Sagen fuldt færdig, navnligt saavidt den unge Plante,
han havde for sig, kunde afgive et tilstrækkeligt Materiale.
Han tegner Plantens vegetative Dele, og for Blomstens
Vedkommende laaner han hos Plumier. Bladene beskrives
saaledes: folia infima 4 simpliciter pinnata, quorum infima
duo opposita, digit.o breviora, foliolis 4-5 paribus 18), tum duo
folia conjugata, seu geminata ex eadem basi, spithamæa:
singula pinnata, abrupta, impari quasi præmorso vel vix con-
spicuo; petiolus communis brevissimus inarticulatus partialibus
per harmoniam, sub divisione petioli communis prodit spina,
jn quam terminatur quasi idem petiolus. Stipulæ duo fere
spinosæ , sæpius deciduæ, alis adstant.

Det vil sees, at her ikke tindes nogetsomhelst, der kunde
lade os i Tvivl om, hvorledes Linné opfattede Forholdet, men
tillige ville vi finde, at her er nok til at overtyde os om, at
hans Opfattelse er den naturlige.

Jeg sagde ovenfor, at man havde villet see fra 2, 3 til
5 folia (Aut.), og jeg skal endnu tilføie, at Descourtilz (p. a.
St. tab. 12) kun tegner et' eneste folium (Aut.) fra hver
større Torn. Jeg har aldrig seet 1, 3 eller 5, men derimod
altid kun 2, 4 eller 6, og altid parviis, per harmoniam, som
Linné her kalder det.

I den anførte Beskrivelse nævnte Linné kun eet Par
foliol a primaria; men han havde som sagt kun seet en yngre
Plante. Han har dog senere, 1748, seet ogsaa det andet
Par, hvad der fremgaaer af Hort. Upsal. pag. 100, hvor han
paa følgende Maade fuldstændiggjør Beskrivelsen i dette
mindre væsentlige Punkt: costa brevissima promit quatuor
(non duo) folia partialia pinnata, cum tenerior tantum duo
ejusmodi folia producat, uti in figura H. Cliff, videre est.

1 8) Man sammenligne hermed Decandolle, Mém. sur la fam. des
Légum. pag. 119 og tab. 22, fig. 112.

147

Ihvorvel det her nærmest kun er af Interesse at paavise
Forholdets historisk -morphologiske Side, saa vil det dog
ikke kunne ansees som Sagen uvedkommende, naar jeg tillige
erindrer om, at de i saamange Aar fra Mand til Mand over-
leverede falske og kun lidet varierede Forestillinger ikke
ganske kunne have undladt at afficere Systematiken. Jeg
skal blot henvise til Meisner (1836—1843, Plant, vascul.
genera, pars I, pag. 98) og Bentham (Hooker, Journ. of
Botan. vol. II [1840] pag. 72). Den Første har mere sche-
matisk, den Sidste reent systematisk, opstillet Parkinsonia i
en Afdeling af Cæsalpiniernes Gruppe, som karakteriseres
ved folia simpliciter pinnata.

Naar man nu vender tilbage til Linné, naar man ganske
ubetinget maa følge ham i den Anskuelse, at Bladet er dobbelt
tinnet, saa maa det ligesaa ubetinget indrømmes, at Systemets
objektive Gyldighed her kommer til at lide et Brud. Hos
begge Forfattere er man desuden lige ilde stillet, selv om
man kuu skulde benytte dem som Midler til at fremlede
Slægten; thi hvis man er heldig nok til at see rigtigt, saa
er man netop værst faren, saa kan man slet ikke linde, hvad
man søger.

De specielle morphologiske Fordringer, som jeg ovenfor
bebreidéde Forfatterne, ikke at have taget Hensyn til, kunne
ingenlunde betragtes som uforholdsmæssige, og altsaa ubillige
for en svunden Tid. Kunde man end ikke i nogen Haandbog
træffe Fordringerne saaledes smaathuggede, som jeg her har
givet dem, saa maatte de dog ved enhver Botanikers Ud-
vikling lidt efter lidt indfinde sig ligesom af sig selv, og ikke
sjeldent med megen Paatrængenhed, og saameget troer jeg
forvist, at de meget tidligt vare godkjendte af Linné, ja,
ligesom indsmeltede i hans almindelige Bevidsthed, saa at de
kun sjeldent gjordes kjendelige ved Siden af hans færdige og
saa ofte træffende almindelige Dom om dette eller hiint
morphologiske Tilfælde. Dette være imidlertid som det vil,
saameget er derimod afgjort: Forfatterne have ikke været
trofaste i at opfylde en almindelig literær Pligt, den navnlig,

10*

148

at man bor have Urt den Forfatter, man "f*****™.
Alle anføre Linné som Antoritet, ja, endogsaa det paa
ødende Sted i Hor,. Cliff., saaledes f. Ex. Jacqnm og
Decandolle. Men havde de test Stedet, saa er der rkke
å„— helst rimelig Grund til, at de ikke skolde have bort-
kastet deres egne nførstaaede og uforstandige Talemaader,
og grebet det Tydelige og Klare hos Linne.

DANMARKS HARPALINER
VED UDGIVEREN

JJe Angivelser om Harpalinernes Mundbygning, med hvilke
jeg i min ældre Bearbeidelse var gaaet ud over mine For-
gængere, ere hidtil kun lidet blevne benyttede. Tildeels har
man ogsaa benægtet deres Rigtighed. Efterat have optaget
disse Undersøgelser paany, i et langt større Omfang end
tidligere, og med et langt bedre, Instrument, maa jeg dog ikke
blot henstille, at hine Angivelser ere fuldkommen korrekte,
men tillige, at Gruppens nu saa forfaldne indre systematiske
Bygning i væsentlige Henseender ved dem kan ophjælpes.

Hos Stenolophus havde jeg fremstillet en særegen Form
af Kjæbernes Palpestykke (eller Kjæbepalpernes Stamme,
stipes palpi maxillaris). Medens denne Deel af Kjæben nemlig
hos de andre Harpaliner kun breder sig ud til Siden med en
flad, stumpvinklet Udvidelse, forlænger den sig hos Steno-
lophus forefter, og naaer ud over Palpens Rodled i Form af
en stor og flad, spidsvinklet Tand. Endvidere angaves Kjæbe-
fligene hos denne Slægt at være af en egen slank Bygning,
den ydre Fligs Endeled forlænget og tilspidset, den indre
Flig langt udtrukken i Spidsen, men kun svagt krummet ind-
efter, med aaben, af en tynd Børsterække overspredt Kam.

Denne Kjæbebygning, og skarpt begrændset i enhver af
sine Eiendommeligheder, gjenfindes nu hos en Række af smaa
Harpaliner, som ere spredte over den hele Jord, og ikke
mindre spredte i de videnskabelige Systemer. Deres Hudskelet

150

er næsten nogent, uden fremtrædende Skulptur, og uden Net-
ridsning i Bunden, deres Fane mest rødguul, ofte med større
brune eller sorte Aftegn, og hyppigt overgydt med et skiltende
staalblaat Skær. Mandiblerne ere skarpe, og træde usæd-
vanlig langt frem foran Overlæben. Saavidt man kj ender
deres Levemaade, færdes de alle paa fugtig Bund. Disse
Harpaliner sammenfatter jeg til en, som jeg mener, i alle
Henseender iøinefaldende naturlig Gruppe: Stenolophini.

Sydeuropa eier en Form af dem, som er omdannet til
at grave Gange i Jorden, nemlig Daptus Fisch. Her er
Hovedet tykt, Pandens Hjørner springe tandformigt frem over
Antennernes Rod, Kinderne ere udvidede nedefter, og have
en let bulet Rende for Antenneskaftet, fra hvilket Svøben er
indrettet til at knækkes tilbage, saa at den under Gravningen
bekvemt kan lægges op langs Kroppens Sider; Forbryststykket
er kraftigt afsat, og en Kam af Gravetorne strækker sig op
ad Forbenenes ydre Rand.

Ogsaa Indien har en gravende Stenolophin-Slægt, nemlig
Batoseelis Dej; men Hovedet er her ikke saa tykt, og
Forbenene ere indrettede paa en anden Maade til Grave-
arbeidet, nemlig med faa :>tore Tænder. Nordamerika har
ligeledes en eiendommelig Slægt af denne Gruppe, bekjendt
som Agonoderus Dej. Hos disse Slægter have Kjæberne
aldeles den samme karakteristiske Bygning som hos Steno-
lophus, kun er Palpestykkets Top afrundet hos Batoseelis.

Blandt vore indenlandske Stenolophiner udsondrer St.
consputus sig ved den mærkelige Tunge, jeg har fremstillet
i Danm. Eleuth., og stiller sig ved denne og andre gode
Karakterer som Type for en egen Slægt, Balius n., af hvilken
det Kongl. Museum tillige besidder en meget nærstaaende
Art fra Bengalen. Ogsaa Daptus har en afvigende Tunge,
der med sine udvidede Sidefløie rager frem foran Enden af
Bitungerne, og bærer en Deel kraftige Børster paa Oversiden
henimod Spidsen.

Hos vore øvrige Harpaliner, med den sædvanlige Kjæbe-
bygning, er Hudskelettet, ganske uafhængigt af hvad Slags
Beklajdning eller Skulptur, der ellers kan forekomme paa det,

151

i Bunden enten netridset med smaa Masker, eller det er glat.
I første Tilfælde ere de to forreste Fodpar hos Hannen ud-
dannede til Hefteredskaber, i sidste Tilfælde derimod kun det
første Fodpar. De pudeformige Bitunger ere som sædvanligt
tæt belagte med tynde, rhomboidale Chitinskæl, som udefter
mod Bitungernes Rande, og forefter mod deres Ender, grade-
viis ved Forlængelse og Udtyndning af Skællenes Forhjørner
omdannes til flade Torne eller korte Borster'). Den egentlige
Stamme af Slægten Harpalus udsondrer sig nu derved, og
har deri sit skarpeste Mærke, at en Række af stive, lange,
fremadliggende Borster ere indplantede langs med Bitungernes
ydre Rande (Danm. El. tab. IV, tig. o). Hos vore andre
Slægter, ligesom hos alle Stenolophiner, fattes disse Børster
aldeles. Derimod træffes de igjen hos den sydeuropæiske
Slægt Aeinopus Latr., der forholder sig ganske paa samme
Maade til Harpalus, som Daptus forholder sig til Stenolophus.
Den er nemlig en Graveform, med tykt Hoved, høie Kinder
med Antennerender osv. (Naturhist. Tidsskr. N. R. II, 363).
Ogsaa Ditomus med sine Beslægtede er en Graveform, men
af en anden Type end Aeinopus; Hudskelettet er kun hos de
meget storhovedede Arter af Aristus let netridset, ellers

*) En ogsaa paa de finere anatomiske Forhold indgaaende Frem-
^tilling- af Karabtungens Bygning vilde være meget onskelig,
men maa beroe til en anden Leilighed. Karakteristisk for den
er det , at Tungestotten ligesom hos Dytiskerne og Gyrinerne
træder frit frem som den saakaldte Ligula. medens den egentlige
Tunges to Flige her have faaet Nara af Paraglossæ. I Spidsen
og i Forhjernerne af Tungen (Ligula) findes smaa, runde Huller,
som ved et i Dybden gaaende Ror staae i Forbindelse med
Tungens indre, ikke chitiniserede Deel. Lignende Ror straale.
tildeels knippeviis , fra det indre Rum i Hagens Sideflige ud
mod Randene, og fra det Indre af Hagetanden ud mod dens
Spidse, ligesom ogsaa fra det Indre af Kjæbernes Palpestykker
ud mod Yderkanten. Denne videre Udbredelse paa Munddelene
af disse Huller tilsteder ikke saa vel at tolke Hullerne i
Tungen som Sæde for Sandsevorter : rimeligere er det . at de
allesammen ere Kjertelaabninger. Maaskee gjælder det Samme
ogsaa om en anden Slags , langt storre , runde Huller , som
staae længere tilbage paa Ligula, sædvanligt i Antal af eet
eller to Par.

152

næsten glat, og Bitungerne savne Børsterækken. En anden,
videre udbredt, men ogsaa i Sydeuropa repræsenteret Slægt,
Amblystomus Er., er netridset, og forholder sig ved ringe
Størrelse og Palpernes udtyndede Endeled til Harpalus, om-
trent som Acupalpus til Stenolophus ; men den har Træk i
sin Mundbygning, som ikke tilstede at betragte den som
nærmere beslægtet med nogen anden europæisk Form, men
vel med den tropiske Slægt Barysomus. Med denne deler
Amblystomus nemlig saavel de korte, af Læben dækkede
Mandibler, som det besynderlige Forhold, at de overordentlig
brede Bitunger forene sig sammen foran Tungespidsen. Hos
Cyclosomus er det Samme Tilfældet, men Tungen har her
et større Antal Børster, og Kjæberne en stor Dusk af krumme
Torne ovenover Tyggefligens Krog; adskilligt i den øvrige
Bygning, især Undersidens talrige Vandrebørster, minde
noget om Harpalus hirtipes; men mange andre Eiendommelig-
heder hos Cyclosomus gjøre det sandsynligt, at denne mærke-
lige Slægt vil være at bedømme fra et ganske andet Synspunkt.

Beklædningen paa Hannens udvidede Saaler bestaaer
hos alle Harpaliner i Børster, som falde i to Hovedformer.
De ere enten i Enden udvidede til et tyndt, trekantet, tver-
stillet Blad, med mere eller mindre spidst udtrukne Hjørner,
og stillede mere eller mindre regelmæssigt i to Rader, eller
hver Børste ender med en lille Sugekop, og da ere de som
oftest stillede tæt sammen, og saaledes, at den samlede
Børstemasse faae en jævn Topflade, hvorved alle Sugekopperne
komme til at staae i samme Plan.

Hos de til en gravende Levemaade kraftigt udprægede
Former falder Omdannelsen af de mandlige Fødder til Hefte-
redskaber bort, ligesom hos Scaritinerne — en iøinefaldende
Nødvendighed. Ikkedestomindre vedbliver man endnu uaf-
ladeligt at bygge systematiske Grupper paa denne Karakteer,
med andre af samme Slags Værdi. Denne Betragtningsmaade
og Alt, hvad der hænger sammen med den, er endnu bestandigt
herskende, ofte ubevidst, og den er haabløs. De biologiske
Bygningsforhold have aldrig høiere systematisk Betydning.
Ved de levende Organismer, som i Sprogene, gjælder det om

153

at tinde de Rødder, som tabe sig i Tidernes Mørke. Men en
Betragtning, lad den end være nok saa omfattende, af den
uendeligt mangfoldige, efter Livets enkelte Fordringer til-
lempede Benyttelse og Omdannelse af Stammer, Grene og
Kviste, vil aldrig føre til fundamentale -Adskillelser.

Med disse Bemærkninger maa det her beroe. At gaae
nærmere ind paa de exotiske Formers systematiske Forhold,
Herser udenfor mit nærværende Formaal; jeg har undersøgt
mange, men de trænge til en heel ny Gjennemarbeidelse. De
i vor Fauna optrædende Slægter omfattes af følgende Schema.

I. Stipites palporum maæiUarium anterius oblique truncati. Maia in-
teriør maxillamm apice incurva.

(Antennæ rectæ, genis haud recipiendæ ').
1. Palpi articulo ultimo fusiformi. Corpus reticulosum.
Tarsi anteriores maris dilatati.

a. Paraglossæ setis lateralibus nullis.

a. Ligula nuda. Mentum lobis lateralibus acuminati*.
Setæ plantares maris acetabulatæ.
*Corpus distincte reticulosum. Setæ ambulatoriæ pro-
thoracicæ posteriores nullæ.

Anisodactylus.
"Corpus obsolete reticulosum. Seta ambulatoriautrinque
prope angulos posteriores prothoracis.

Diachromus.
£?. Ligula superne ante apicem pilosa. Mentum lobis
lateralibus obtusis, emarginatis.
Setæ plantares maris lamellatæ.

Ophonus.

b. Paraglossæ setis lateralibus instructæ.
Setæ plantares maris lamellatæ.

l) Yed den modsatte Karakteer udsondres Acinopus,

154

Harpalus.
2. Palpi articulo ultimo attenuato. Corpus læve. Tarsi
antici niaris dilatati. Paraglossæ setis lateralibus
nullis.
Setæ plantares maris lamellatæ.
Bradycellus.
II. Stipites palporum maæillarium anterius producti, articulum primv,m
palporum superantes. Maia interiør maæillarum apice elongata^ sub-
porrecta. Corpus læve.

STENOLOPHINI.
(Antennæ genis haud recipiendæ ').
Paraglossæ setis lateralibus nullis. Tarsi anteriores maris
dilatati. Setæ plantares maris lamellatæ.

1. Palpi articulo ultimo fusit'ormi.

a. Ligula quadriseta.

Balius.

b. Ligula biseta.

Stenolophus.

2. Palpi articulo ultimo attenuato.

Ae up al pus.

I det folgende Gjennemsyn af vore Harpaliner ere de
Arter indføiede, som ere opdagede hos os siden min forrige
Bearbeidelse. Man vil indrømme, at Udvidelsen ikke blot i
numerisk Henseende er betydelig, men tillige, at den er af
en saadan Beskaffenhed, at den væsentligt bidrager til at
klare Forestillingerne om vor Faunas Karakteer overhovedet,
om hvilket mere ved Slutningen af denne Afhandling. Dette
er ogsaa Grunden til, at jeg vælger at aabne en ny Række
af faunistiske Meddelelser her i Tidsskriftet med dette Arbeide.

Til Arternes skarpere Opfattelse og naturrigtige Sammen-
ordning har jeg søgt at bidrage ved en ny gjennemgaaende
Undersøgelse af dem alle, understøttet, som jeg var, af et
høist betydeligt Materiale, sammenbragt ved de mange mellem-
liggende Aars Forskninger, ligesom ved kjære Venners og
Elevers Hjælp.

l) Ved den modsatte Karakteer udsondres Da p tus.

155

ANISODACTYLUS.

Ligula nuda: paraglossæ setis lateralibus nullis. Mentuin
fin nostratibus) dente medio obsoleto, lobis lateralibus acutis.
Palpi articulo ultimo fusiformi. Tarsi anteriores maris latis-
simi. articulo primo angustiori, quarto transversim obcordato:
plantæ dense setosæ, setis apice acetabulatis. Oculi nudi.
Corpus reticulosum.

Tungen staaer temmelig frit mellem Bitungerne ; For-
randen udbuet i Midten, indbuet til hver Side, Forhjørnerne
fremragende, spidse. Bitungerne ere hos vore indenlanske
Arter smalle, noget tilspidsede, lidt længere end Tungen,
Bvagt chitiniserede , dog mere end hos Gruppens øvrige
Slægter, saa at de faae en mørkere Farve end hos disse.
Paa Forskinnebenenes Forside en Række af korte , i smaa
punktformige Gruber indplantede Børster. For- og Mellem -
benenes Hofter og Laar tæt besatte med længere Børster;
Baglaarene med faa, i Rækker stillede, tine Børster. Fødderne
nøgne. Paa Issen to røde, undertiden sammenflydende Pletter.
Hunnernes Dækvinger med mattere Glands.

I. Tibiæ anticæ apice emarginatæ, angulo exteriori ob-
tuse acuminato, spinulis fossoriis paucis; calcare apicali basi
utrinque dilatato. Pronotum angulis posticis dentiformibus.
Elytra interstitio tertio puncto impresso. Abdomen basi parce
pubescens.

1. Anisodactylus binotatus F.
Danm. Eleuth. 122. 1.

Sort, Antennernes to første Led og undertiden tillige Benene
røde. Antennerne over en halv Gang længere end Forryggen. For-
ryggen bredest foran Midten, knap en Trediedeel bredere end lang.
Dækvingerne een og en halv Gang længere end Forryggen, meget
over en halv Gang saa lange som brede; Siderne i Midten rette og
parallele; fiinthaarede langsmed Siderandene, paa Spidsen, og derfra
opefter over deres bageste Trediedeel. — 4 i — hh. Lin.

Almindelig over hele Landet, især paa tør og høi Bund.
De rødbenede Individer holde sig dog temmelig sjeldne. Den

_156_

hører til de Arter, som af og til masseviis
den opskyllede Tang ved vore Kyster.

søge Næring i

2. ANISODACTYLUS NEMORIVAGUS.
Duftschm. Fn. Austr. III. 79. 84. — Carabus nemorivagus.
Dej. Spec. IV. 143. 8. — Harpalus gilvipes.

Sort, Antennernes to første Led og Benene røde. Antennerne
kun en halv Gang længere end Forryggen. Forryggen bredest over
Midten, over en Trediedeel bredere end lang. Dækvingerne een og en
Trediedeel Gang længere end Forryggen, lidt over en halv Gang saa
lange som brede; Siderne noget buede; fiinihaarede langsmed Side-
randene og paa Spidsen. — 4 Lin.

Den staaer overmaade nær ved A. binotatus, men synes
dog at være en god Art; imidlertid har jeg et altfor ringe
Materiale til at have nogen begrundet Dom i saa Henseende.
Den er kun halvt saa stor og noget fladere; Forbryststykket
er kortere, Gruberne ved Roden større, af ringere Dybde,
mere runde, og endnu mindre skarpt begrændsede; de op-
høiede Sidekanter ere smallere. Dækvingerne ere betydeligt
kortere og deres Spidse bag Udsnittet kortere, mindre ud-
trukken.

Udbredt i Mellemeuropa, især i de sydligere Egne. Hannen
har jeg ikke havt Leilighed til at undersøge '). Jeg har kun
fundet to Hunner, begge i Nordsjælland, den ene ved Lund-
tofte, den anden paa en Bakke ved Brede. De komme ganske
overeens med et ligeledes kvindeligt P^xemplar, som jeg har
taget i Krain ved Laibach.

II. Tibiæ anticæ apice emarginatæ , angulo exteriori
dilatato, rotundato, spinulis fossoriis numerosis: calcare basi
vix dilatato. Pronotum angulis posticis edentulis. Elytra
interstitio tertio impunctato. Abdomen basi et lateribus

pubescens.

3. ANISODACTYLUS SIGNATUS.
Panz. Fn. Germ. 38. 4. — Carabus signatus.
Sort, Dækvingerne ofte med mørkt grønligt Bronceskær {især
hos Hannen), Sidedækkerne brune. Antennerne kun en Trediedeel

1 ) Samme Bemærkning som nedenfor om A. signatus.

157

længere end Forryggen. Forryggen bredest foran Midten, knap en
Trediedeel bredere end lang. Dækvingerne lidt over een og en
Trediedeel Gang længere end Forryggen, lidt over en halv Gang
saa lange som brede; Siderne noget buede; fiinthaarede langsmed
Siderandene og paa Spidsen. — 8 Lin.

Betydeligt større, anseeligere og kraftigere, især bredere,
end A. binotatus, mere hvælvet, især Hovedet og den forreste
Deel af Forryggen. Antennerne eensfarvede med Kroppen,
mod Enden noget lysere. Forryggen fortil i Midten dybere
indbuet end hos de to foregaaende Arter, Forhjørnerne ikke
saa stærkt fremtrædende, bredere afrundede; dens største
Brede falder over Midten af den forreste Halvdeel ; Siderne
skraane derfra svagt indefter, og ere ikke frie for at være
lidt indbuede ovenfor Baghjørnerne, der omtrent ere retvinklede,
men ikke skarpe; Rodgruberne store, flade, udflydende, og,
ligesom hele Roden, tæt punkterede; Sidekanterne skarpt af-
satte, smalle; Randhulingen smal, bagtil ikke udfladet.

Jeg har ikke havt Leilighed til at undersøge nogen Han
af denne i Mellemeuropa vidt udbredte, men overalt kun
enkeltviis forekommende og sjeldne Art1). Jeg har kun
fundet to Hunner, den ene i Jylland, paa en af Bakkerne
ved Volsted nord for Lindeborg Aa, den anden under Tang
paa Falsters østlige sandede Havstok under Tro'mnæs. Trods
megen Søgen langs sidstnævnte, paa interessante Arter saa
rige Kyst, er det dog ikke senere lykkedes at finde den
igjen.

1) Med Hensyn til Hannens Fodbygning støtter jeg mig altsaa
for Tiden ene paa Dejean's Angivelse; da han har opstillet
Slægten efter denne Karakteer, er han for dette Tilfælde at
ansee som en paalidelig Kilde , og senere Forfattere , navnlig
Erichson, synes ingen Tvivl at nære. Hvorvidt de indre Mund-
dele passe med min Karakteristik af Slægten, kan jeg for
Oieblikket heller ikke sige med Sikkerhed, da jeg indtil videre
ikke gjerne vil opoffre noget af de to eneste hidtil fundne
Exemplarer til en saadan Undersogelse.

158

DIACHROMUS.

Ligula nuda: paraglossæ latæ, ligulam vix superantes,
apice rotundatæ, setis lateralibus nullis. Mentum dente me-
dio obtuso, lobis lateralibus acuminatis. Palpi articulo ultimo
fusiformi. Tarsi anteriores maris lati, articulo primo angu-
stiore, quarto transversim obcordato: plantæ dense setosæ,
setis apice acetabulatis. Oculi, nudi. Corpus obsolete reti-
culosum, pubescens. Pronotum seta ambulatoria utrinque
prope angulos basales. Tarsi pubescentes.

Det maa indtil videre ansees som tvivlsomt, om Slægten
Diachromus kan opretboldes. For det Første maa Karakte-
ren »Tibiæ anticæ calcare apicali duplici« ganske opgives
som eiendommelig for Diachromus. En saadan kort og tyk
Torn sidder nemlig ogsaa hos Anisodactylus bagved Ende-
sporen, og er især fremtrædende hos A. signatus. Det forhol-
der sig nemlig saaledes, at saasnart Endesporen bliver stærkt
udvidet, saa skeer det Samme ofte med en eller flere af de
nærmest siddende i den Række af korte Torne, som staaer
langsmed den nederste Rand af Benets bageste Flade. Hos
Ophonerne seer man sædvanlig to stærkere Torne bag Sporen,
hos mange Harpalus-Arter een, hos andre gjør ingen af disse
Torne sig bemærkelig fremfor de andre. Dernæst, hvad Mun-
den angaaer, saa viser den sig neppe i nogen væsentlig Hen-
seende forskjellig fra hvad der tindes hos Anisodactylus.
Tungens Form er for svagt udpræget til at kunne tillægges
nogen særlig Vægt, især da den hos Anisodactylus, naar man
tager de fremmede , især exotiske , Arter med i Betragtning,
er temmelig ubestandig i Omrids, saavel som Hagetanden;
undertiden er den ligesaa dybt indbugtet som hos Diachromus.
Hos H arp al u s chilensis Dej., der ifølge sin Fod- og
Mundbygning maa bringes til Anisodactylus, er Tungens For-
rand derimod i Midten uddragen i en skarp Spids, og Hage-
tanden kraftigt udviklet, ligesom hos mange andre sydameri-
kanske Anisodactylus -Arter. Ogsaa i Habitus staaer Dia-
chromus i nært Slægtskab med forskjellige Anisodactyler; A.
heros F. gjentager aldeles dens Farve og Tegning, og det
Meste af dens Form.

159

Der gives imidlertid en Omstændighed, som idetmindste
for Tiden gjor det betænkeligt, at lade Diachromus uden
videre gaae ind under Anisodactylus. Dens Hudskelet er
nemlig ikke tydeligt retikuleret som hos vore andre Harpa-
liner, et Forhold, den deler med to andre sydeuropæiske
Arter af Gruppen, Harpalus oblongiusculus Dej. og Gyn-
andromorphus etruscus Quens.; denne sidste staaer
ogsaa i Behaaring, Tegning og Form overmaade nær ved
Diachromus germanus. Ogsaa det Par Vandrebørster, der
hos denne kommer til paa Forrvggen, og som ikke findes hos
de to nysnævnte, ellers saa beslægtede Arter, fortjener under
disse Omstændigheder at blive taget i Betragtning. Saalænge
Gruppens systematiske Forhold altsaa ikke ere mere oplyste
end nu for Tiden, kan man vel indtil videre lade Slægten
blive staaende, skjondt den just ikke duer meget.

1. Diachromus germanus L.
Danm. El. 124. 1.

De Exemplarer, jeg havde for mig, da jeg beskrev denne
Harpalin som dansk, bleve i Aarene nogle og tredive fundne
ved den saakaldte Gaasesø, tæt ved Stubbekjøbing. Hr.
Consul E. Benzon har i nyere Tid gjentagne Gange søgt den
i det hele hævede Dalstrog, af hvilket Gaasesøen endnu ud-
gjør en meget dyb Deel. men uden nogensinde at kunne finde
den igjen. Imidlertid blev den ogsaa opdaget paa Lolland
af Hr. V. Bergsøe, som tidligt i Foraaret 1856 fandt et en-
kelt Exemplar under en Steen paa en de skovklædte Bakker,
som vende ud mod Lysemose Sø, Nord for Maribo. Under
ganske lignende Forhold har jeg samlet den i den romerske
Campagna, saa det synes, at dens egentlige Opholdssted er i
aaben Skov og Krat, paa en planteklædt, ikke for tør og
ikke for fugtig Bund, omtrent som det er Tilfældet med Bra-
chinerne, om hvilke Diachromus jo ogsaa minder i flere Hen-
seender ved sin særegne Kolorit og Behaaring.

160

OPHONUS.

Ligula superne ante apicem setulosa: paraglossæ apice
rotundatæ, setis lateralibus nullis. Mentum lobis lateralibus
abbreviatis, late emarginatis, dente medio (in nostratibus)
obsoleto. Palpi articulo ultimo fusiformi. Tarsi anteriores
maris articulo primo triangulari, sequentibus tribus obcorda-
tis: plantæ biseriatim setosæ, setis apice triangulariter spatu-
latis. Oculi setulosi. Corpus reticulosum, pubescens. Pro-
notum basi obsolete marginatum. Elytra interstitio tertio,
quinto et septimo serie punctorum majorum impressis.

Tungens Spidse svagt udbuet i Midten, svagt inbuet til
hver Side, Hjørnerne ikke fremspringende, næsten retvinklede,
men ikke skarpe. Den Gruppe af korte Børster, som Tun-
gen bærer paa sin øverste Flade, tæt ved Spidsen, rager med
Enderne noget ud over Tungen, men synes at være noget
ubestandig i Tæthed; den er kun lille hos O. punctatulus.
Hagefligene ere korte, bredt indbugtede, Bugtens Hjørner afrun-
dede, det ydre noget mere fremragende end det indre; Rum-
met mellem Bugtens Sider og Hagestriben meget bredt. For-
skinnebenenes forreste Flade med omtrøede børstebærende
Punkter, men uden Gruberække. Mellem- og Bagskinne-
benene kun lidet forskjellige i Længde, Tornene paa deres
ydre Side tynde og aabenstaaende. Fødderne ovenpaa haa-
rede, korte, Bagfødderne ubetydeligt længere end Mellem-
fødderne, deres fire første Led gradeviis aftagende i Længde.
Dyret næsten overalt, ogsaa paa Bugen, tæt behaaret. For-
ryggen bagtil utydeligt randet, Baghjørnerne uden Tand.

Hovedkuldet af vore danske Arter udvikler sig i For-
sommeren.

a. Farven ovenpaa grøn, metallisk. Dyret jager om
Dagen i Solskinnet.

1. Ophonus punctatulus Duft.
Danm. Eleuth. 575. 1-

Bruun, med rodgule Palper, Antenner og Been, ovenpaa morkt
metalgrøn. Forryggens Hjerner skarpt retvinklede, Siderne indbuede

161

ovenfor Roden. Hovedets Punktur temmelig spredt og fiin, Forryggens
spredt og temmelig fiin paa Skiven, fortil og paa den nedtrykkede
Roddeel temmelig tæt og grov, Dækvingernes yderst tæt og meget
fiin. — 3? — 5 Lin.

Paa solaabne, nogenlunde tørre og høie Steder i Krat
og Skov trindt om i Sjælland, fortrinsviis i Egnen omkring
Roeskilde, især i Boserup Krat, som er det eneste Sted,
hvor jeg har truffet den i større Antal. Mellem 1843 og
1850, medens nuværende Pastor Jacobsen vor Adjunkt i Sorø,
samlede han den i visse Aaringer i temmeligt Antal under
Stene og Bark i Akademihaven. Man finder den undertiden
enkeltviis løbende i Solen paa tørre Træstubbe; ogsaa be-
stiger den Planter og Buske paa sin Jagt, og træffes stundom
selskabeligt paa Blomsten af Skærmplanter. Saaledes be-
skjæftiget blev den engang truffet i stor Mængde ved Veien
mellem Roeskilde og Boserup af den dygtige Samler D.
Liebenberg.

2. OPHONUS AZUREUS.
Fab. Ent. Syst. I. 155- 133. — Carabus azureus.
Panz. Fn. Germ. 73. 3. — Carabus chloropbanus.

Bruun, med rodgule Palper, Antenner og Been, ovenpaa, især
paa Dækvingerne, glimrende metalgrøn, sjeldnere azurblaa; Forryggens
Boghjørner stumpvinklede, Siderne uden tydelig Indbøining ovenfor
Roden. Hovedets Punktur aaben og grov, Forryggens aaben og grov,
Lat/til tættere. Dækvingernes stærk og tæt. — 2f — 3f Lin.

I Gjennemsnit kun halvt saa stor som O. punctatulus,
og saa vel derved, som ved de ovenfor angivne Mærker, me-
get let at skjelne fra denne. Skulpturen er hos begge Arter
lidt ubestandig i Styrke, saaledes at den ikke kan bestemmes
med større Skarphed, end ovenfor er forsøgt; men den er
altid i en iøinefaldende Grad kraftigere hos O. azureus, især
paa Dækvingerne; ogsaa synes Mellemrummene mellem Stri-
berne stadigt at være lidt mere hvælvede hos denne sidste.

I Mellem- og Sydeuropa, denne Arts egentlige Hjem,
synes den at forekomme fortrinsviis paa Kalkbund. Hos ns
lever den i temmelig stort Antal paa enkelte Punkter af

162

Høie-Møen. Kun paa Kongsbjerg og Høvbleg har jeg fundet
den i større Antal, mere enkeltviis ogsaa paa Risk og Trylre-
dandsbakken, ligesom hist og her paa nogle af de høiere
Bakker i den Deel af Landskabet, som fra Kongsbjerg bølger
sig i Sydost ned mod Graaryg og Hundevangsfald. Rimelig-
viis har den i tidligere Dage, forinden saameget af det indre
Klinteland blev opdyrket og beplantet, været langt alminde-
ligere og mere udbredt der, end nuomstunder. Den holder
sig overalt strengt til de nøgne, eller kun sparsomt bevoxede
Steder, hvor Kridtet i smaa Brudstykker træder frem til
Overfladen. Den løber om i Solskinnet paa det løse Kridt,
men paa mørke og kolde Dage maa man opsøge den under
Stenene. De blaae Individer forekomme kun sparsomt. For-
øvrigt synes Arten hos os i det Hele at opnaae en ligesaa
glimrende Metalfarve og en ligesaa anseelig Størrelse som i
Sydeuropa; de grønne Exemplarer, som jeg har samlet paa
Apenninerne , overgaae i ingen af disse Henseender vore
Klinteboere.

b. Farven overalt bruun. Dyret jager i Tusmørke.

3. Ophonus brevicollis Dej.

Danm. Eleuth. 128. 2.

3. Ophonus puncticollis (Payk.) Dej.

Danm. Eleuth. 129. 3-

Disse to Arter forholde sig i flere Henseender til hin-
anden paa samme Maade, som de to foregaaende, saavel i
Bygning, som i Levemaade, saaledes nemlig, at O. brevicol-
lis svarer til O. punctatulus, og O. puncticollis til O. azu-
rens. O. puncticollis adskilles let fra O. brevicollis ved sin
grove og tætte Punktur, og, som en Følge deraf, tillige ved
tættere Behaaring og ringere Glands; fremdeles ved et noget
længere Forbryststykke, med mindre skarpt udprægede Bag-
hjørner. Hos O. puncticollis ere Hoved og Forbryststykke
meget ofte betydeligt lysere af Farve end den øvrige Deel af
Dyret, røde eller rustrøde, hvilket kun yderst sjeldent, og al-
drig i en saa fremtrædende Grad, er Tilfældet med O. bre-
vicollis. Det viser sig endvidere, naar store Rækker af begge

163

Arter sammenholdes, at O. puncticollis i Gjennemsnit er be-
tydeligt større, idet den meget ofte naaer en Længde af 4,
undertiden endog af 44 Linier, medens O. brevieollis maaskee
aldrig naaer denne Storrelse, og i Gjennemsnit ikke bliver
over 3\ Linier lang, hvorhos dog begge Arter stundom træf-
fes af kim 3 Liniers Længde. Fremdeles er O. brevieollis
vidt udbredt over hele Landet, om den end intetsteds kan
henregnes blandt vore almindeligste Harpaler, og lever især i
aabne Krat, i Haver og under Hækker, hvor Bunden er no-
get løs og sandblandet, og holder sig der om Hagen under
Mos og Lov. O. puncticollis forekommer derimod kun sjel-
dent og sparsomt paa saadanne Steder, hvorimod dens egent-
lige Opholdssted hos os, ligesom det er Tilfældet med O.
azureus, synes at være Høie-Møen. I det løse Kridt paa
Høvbleg, men især paa de steile Sider af Kongsbjerg, fore-
kommer den undertiden over storre Strækninger i saadanne
Masser, at jeg ofte har seet indtil hundrede Stykker under
en enkelt lille Steen. Hen enes der godt med O. azureus,
af hvilken man af og til kan træffe en enkelt midt i en stor
Hob af O. puncticollis.

Henne Fordeling af Ophonerne afgiver vistnok et me-
get betegnende Træk i Faunen paa Høie-Møen. Men dette
skjønne og i saamange Henseender naturhistorisk mærk-
værdige Landskab viser desuden andre paafaldende Eien-
dommeligheder i sin Karabfauna. I Selskab med de to
Ophoner, under ganske lignende Udbredelsesforhold, og
næsten i ligesaa stor Mængde som O. puncticollis, fore-
kommer nemlig Amara rufocincta Sahlb., der hidtil ellers
kun er mig bekjendt som dansk af nogle faa Exemplarer,
som ere samlede mellem andre Amarer af Hr. Meinert i
Vestjylland, paa et enkelt Sted i Egnen omkring Ringkjøbing.
Det kan neppe omtvivles, at ogsaa denne Karab væsentligt
er kalkbunden, saameget mindre, som den og de tvende Opho-
ner ere de eneste Karaber, som forekomme i større Antal
paa det løse Kridt, medens alle andre Arter, som træffes
der, ere saa forsvindende mellem hine, at de aabenbart sees
at være tilfældigt forvildede derhen fra nærliggende Steder,

11*

164

hvor Leer eller Sand ere fremherskende , og hvor de træffes
i stor Mængde, saasom Harpalus anxius og discoideus, for
ikke at tale om de allestedsnærværende Amarer og Calather.
Endvidere er Skoven paa Store-Klint det eneste Sted i Dan-
mark, hvor Harpalus seriepunctatus Gyll. synes at fore-
komme i nogenlunde Antal, hvad nedenfor nærmere skal om-
handles. At Ane horn enus elongatus Dej. i senere Aa-
ringer har viist sig i stor Mængde paa Havstokken under
Klinten, ligefra Liselund til Graaryg, hvor den søger Næring i
de med Tangen opskyllede Smaadyr, er derimod mindre at
ansee som et væsentligt Træk i Klintens Fauna, end i selve
denne Arts Udbredelseshistorie hos os. Medens den nemlig
i et noget længere tilbageliggende Tidsrum var saa sjelden
ved vore Kyster, at den ganske var undsluppet mig, er den
i senere Aar voxet saaledes i Antal og Udbredelse, at den
af flere af mine Elever, især de Herrer Johannes Boye og
Bergsøe, er bleven samlet i Mængde paa de samme Punkter
af Bornholms Strandbredder, som jeg tidligere allermest havde
gjennemstiL't, og hvor det neppe er tænkeligt, at den kunde
være undgaaet min Opmærksomhed, hvis den dengang havde
været anderledes tilstede der, end som ganske enkeltviis. I
de sidste to Aar er den nu ogsaa blevet en af de i størst
Mængde optrædende Karaber paa den hele Kystlinie fra
Tromnæs ned til Gjedserodde, og har sagtens nu hjemme
overalt i den lange Bugt mellem denne Odde og Hoie-Moen,-
saavidt Forholdene ere den tjenlige. Det har mere end een
Gang truffet sig, paa de mange Tog, jeg med Consul E.
Benzon har gjort til forskjellige Punkter af denne Kyst, at
vore Forhaabninger om et lønnende Udbytte skuffedes, medens
Anchomenus elongatus alligevel overalt løb om i smaa Flokke
fra den ene Tanghob til den anden.

Noget anderledes stiller Sagen sig for Klintens Vedkom-
mende med Hensyn til et Par Bembidier, nemlig B. sa.xa-
tile Gyll. og B. bruunipes Dej. Om dem kan man vist-
nok sige, at de paa Klinten have deres egentlige danske Hjem.
B. saxatile har en spredt Forekomst paa mange af vore
Kyster, men findes neppe nogetsteds saa stadigt, saa uldan-

165

det med andre Arter, og i en saadan Mængde,' som paa Hav-
stokken under Klinten; den er end ikke der indskrænket til
det blottede Sand, men findes tillige i Mængde paa Rulle-
steenskysten under Lille-Klint. Den er ogsaa hyppig, men
langtfra i samme Grad, under den høie Leerklint paa Gjedser-
oddes Sydspidse, men savnes, saavidt mine Undersøgelser
naae, paa hele den lange Kystlinie mellem disse to frem-
trædende Pynter. Mere karakteristisk for Klinten optræder
B. brnnnipes. Den kan siges at være en reen Ferskvands-
art, idet dens egentlige og maaskee udelukkende Forekomst
er ved Kildevæld i nogne Brinker. Paa slige Steder træffes
den som Sjeldenhed ved enkelte af vore største Indsøer og
ved vore Sunde og Belter. Paa Klinten savnes den derimod
neppe i noget af Faldene, hvor der findes Kildevæld, og paa
det vandrigeste Sted, under Græderen, forekommer den i store
Flokke. Den stiger der op ad den lodrette Kridtflade, saa
hoit som denne vedbliver at være fugtig, og lader sig
stundom heelt overrisle, idet den klynger sig til Klippen med
Kloerne for at modstaae Strømmens Magt. Dens Bevæg-
grund til at mode saa store Besværligheder er fornemmelig
at jage en lille Sericostom- Larve og nogle smaa Antliat-
larver, som have deres mærkelige Tilhold paa den lodrette
vaade Flade. I Selskab med denne Bembidium forekommer
stadigt, og i lignende Mængde, den udmærkede Stenus fos-
sil la tus Er., hvis Udbredelsesforhold og Forekomst hos os
overhovedet vise den nøieste Overeensstemmelse med Bembi-
diens. — Flere Træk til Klintelandets Fauna ville finde Plads
i faunistiske Bidrag i Tidsskriftets følgende Hefter.

HARPALUS.

Ligula nuda: paraglossæ apiee rotundatæ, setis latera-
libus instructæ. Mentum lobis lateralibus acuminatis, dente
medio aut acuto, aut obtuso, aut obsolete Palpi articulo
ultimo fusiformi. Tarsi anteriores maris articulo primo trian-
gulari, ceteris ob'cordatis : plantæ biseriatim setosæ, setis apice
triangulariter spatulatis. Oculi nudi. Corpus reticulosum.
Pronotum basi marijinatum.

166

Tungens Spidse af noget forskjelligt Omrids, men altid
uden den Børstegruppe, som findes hos Ophonerne. Derimod
bære Bitungerne paa deres udvendige Side en Række af
sædvanligt fire til syv stive og lange, skraat fremadrettede
Børster, som er eiendommelig for Slægten i dens lier an-
tagne Begrændsning. Paa Forskinnebenenes forreste Flade en
Række af korte, i smaa punktformige Gruber indplantede
Børster. Mellem- og Bagskinnebenene udentil med kraftige,
mere eller mindre tætstillede Torne. Øinene nøgne.

Hovedkuldet af vore danske Arter udvikler sig først
midt om Sommeren. Et andet Hold kommer frem henad
Efteraaret, i Slutningen af August og Begyndelsen af Sep-
tember. Fra om Foraaret til hen i Juni Maaned træffes næsten
alene overvintrede Exemplarer.

I. Setce ambulatoriæ abdominales pilis nullis intermixtæ.

Setce ambulatoriæ femorales parciores et graciliores,

foveohs setigeris minutis.

A. Ab domen pubescens.
Mentum dente medio prominente.
Prothorax posterius angustior.
Tarsi postici subelongati, articulo quarto abrupte minori.

a. Tarsi pubescentes.
Elytra interstitio tertio puncto interstiliali nullo.
Elytra fulvopubescentia, punctatissima, in feminis
non opaciora.
Arterne brune, slanke, med slanke, kraftige Been og
noget forlængede Bagfodder. De flyve langt omkring, og ere
ved deres Silkeklædning vel skikkede til ogsaa at færdes paa
fugtige Steder l).

1. Harpalus ruficornis F.
Danm. El. 129. 4.

) Den sydeuropæiske EL ho spe s St. bereder Overgangen mellem
denne og den folgende Gruppe. Den har Behaaring, ogsaa paa
Fødderne, tilfælles med H. ruficornis og grisens , men derimod
Form og Farve som H. æneus.

167

3. Harpalus griseus Pz.
Danm. El. 130. 5.

Ved Siden af al ydre Lighed mellem disse to Arter
træder der dog saamange smaa Forskjelliglieder frem, naar
man sammenligner større Rækker af aldeles rene, hele og vel
opstillede Stykker, at man ikke vil kunne forvexle dem, naar
man forst har deres Billede vel inde. Et skarpt Mærke
mellem dem er det, at Bugen hos H. ruficornis er næsten
glat langsad Midten, hos H. griseus derimod« ligeligt, jævnt,
og tillige noget grovere, punkteret overalt. Da Forryggens
Midte er glattere hos denne sidste, faaer den tillige et mere
glindsende Udseende. Den er fremdeles i Gjennemsnit kun
halvt saa stor, og endog uden Hensyn dertil langt finere
bygget i alle sine Dele, hvilket især bliver ioinefaldende,
naar man sammenligner den med meget smaa Stykker af H.
ruficornis. Dens Mellemskinnebeen ere, skjøndt i ringe Grad,
dog tydeligt noget mere buede, og Vingedækkerne ere bagtil
svagere indbugtede. Dens Farve er lysere bruun, Benene
langt blegere , Forryggens Sidekanter altid , Baghjørnerne
næsten altid, gjennemskinnende rødlige.

Ogsaa i Forekomst og Levemaade bestaaer der en frem-
trædende Modsætning imellem dem. H. ruficornis er hos os, som
overalt i Europa, næst H. æneus den almindeligste og mest
udbredte Art i hele Slægten. Den lever paa enhver Slags
Jordbund, i Vaadt og Tørt, og er een af de faa Arter, som
ere hyppige paa Agerjord. Den samler sig undertiden i
millionviis paa Strandbredder, naar frisk Tang er kastet op
af Havet.

H. griseus er derimod indskrænket til Sandegne ; den er,
skjøndt temmelig vidt udbredt, især paa Øerne, dog meget
lokal, og samles sjeldent i større Mængde uden paa enkelte
sandede Kyststrækninger, saasom paa Bornholm og Falster,
men flyver da ogs.aa stundom i større Antal fra disse ned
paa Havstokken, for at søge Næring i den opkastede Tang.

H. ruficornis flyver ofte omkring i lune Sommernætter,
og lokkes da undertiden ind ad aabentstaaende Vinduer i op-

168

lyste Værelser, endog inde i vore større Byer. Det Samme
er rimeligviis Tilfældet med H. griseus, men da den er Lunden
til saa øde Steder, vil dens Nattefærd ikke være saa let at
blive Vidne til.

(Elytra maris nitida, feminæ opaciora).

b. Tars i glabri.
Elytra puncto interstitiali impressa.
Farven paa Oversiden ofte metallisk, især hos Hannerne,
men høist ubestandig, skiftende i Grønt, Blaat og Bronce.
Bagfodderne slanke , tydeligt længere end Mellemfødderne,
næstsidste Led forholdsviis lille. Arterne i Bygning og Leve-
maade i Overgang mellem den foregaaende og efterfølgende
Gruppe: Behaaring paa Oversiden endnu deelviis tilstede hos
den første, men' allerede ganske forsvunden hos den næste,
skjøndt meget nærstaaende Art ; den første Art et paa enhver
Slags Bund forekommende Dyr, den tredie en Fælled- og
Gruus-Art, med Tilbøielighed for høiere Egne.

3. Harpalus æneus F.
Damn. El. 131. 6-

4. HARPALUS DISTINGUENDUS.

Duftschm. Fn. Austr. III. 76- 80. — Carabus distinguenclus.

Sortebrvnn, Oversiden metallisk forskjelligtfarvet; Dækvingerne
nogne. — 4 — 5 Lin.

Fra sortbenede Exemplarer af H. æneus adskiller denne
for vor Fauna nye Art 'sig sikkert ved Dækvingernes Mangel
paa Punkter og Behaaring langsmed Siderne. Antennernes
Skaft og Spidsen af de to følgende Led røde. Forryggen
meget lidt smallere bagtil, Siderne let indbuede ovenfor Bag-
hjørnerne, som ere retvinklede; Rodgruberne flade, punkterede.
Vingedækkerne med en svagt fremspringende Skuldertand,
meget svagt indbugtede i Spidsen, Bugtens ydre Hjørne aldrig
tandformigt, som det vel heller ikke altid er hos H. æneus,
men det er dog selv hos Hannen af denne Art altid tydeligt
mere fremspringende end det indvendige Hjørne.

169

Denne Harpalus er i en stor Deel af Mellem- og Syd-
europa næsten ligesaa hyppig som H. æneus, og forekommer
der ofte sammen med denne og under ganske lignende Be-
tingelser, ligesom den der afvexler paa samme Maade i Farve,
med den Undtagelse, at Benene aldrig ere røde. At den
ogsaa naaer op til Danmark, fremgaaer af flere Exemplarer,
som jeg har fundet i Sandet paa Falsters Østkyst under
Tromnæs og udenfor Bøtø. Jeg har endnu kun lire Exem-
plarer, tre broncefarvede og et smukt mørkt azurblaat, alle
Hunner. Hvorvidt der maatte være noget Eiendommeligt i
de Farvenuancer, hvormed den optræder hos os, kan følgelig
endnu ikke bestemmes. Derimod kan det vel allerede nu
siges, at denne Harpalus afgiver et Exempel paa det Ud-
bredelsesforhold, at et Dyr, som i sit Hovedhjem slet ikke
er kræsen med visse Livsbetingelser, saasom i Valget af
Jordbund, ikke saaledes tager tiltakke i Udkanterne af sin
Udbredelseskreds, men her ligesom vender tilbage til sin
Stammes egentlige Bund, og ikke kan nøies med nogen anden.

5. Harpalus discoideus F.
Danni. El. 133. 7.

Udmærket fra de foregaaende Arter af denne Gruppe
derved, at Metalfarven her er indskrænket til Hannen, og
let kjendelig paa Forryggens udfladede, skarpt retvinklede
Baghjørner, og den skarpt fremspringende Skuldertand.

Den hører til de Harpaler, som ere udbredte over hele
Landet, uden nogetsteds at optræde i ret store Masser, og
er temmelig bunden til høie og tørre Steder, især inde i
Landet. Dog kræver den ligesaalidt med Nødvendighed
Sandbund som H. æneus, men tager ofte tiltakke med tør
Leerbund, hvorimod den næsten aldrig forekommer i Enge,
hvor H. æneus ofte sees i uendelig Mængde, men vel paa
flade og grusede, endog temmelig fugtige Fælleder.

B. Ab domen g l ab rum.
Tarsi glabri.
a. Prothoraæ posterius angustior, foveis basalibus crebrius punctat/'s.
Elytra puncto interstitiali impressa.

170

«. Mentum dente medio prominente.

*Tarsi breviores, latiores, postici intermediis vix lon-
giores, articulis 1-4 sensim decrescentibus. Color in
mare æneus, in femina fuscus.

6. Harpalus rubripes Duft.
Danm. El. 134. 8.

Denne prægtige, ved sin Farve i Forbindelse med Grube-
rækken i Vingedækkernes syvende Striberum saa let kjende-
lige Art udmærker sig ogsaa fra sine Beslægtede ved Kortheden
af sine Fødder, især i Sammenligning med H. discoideus, fra
hvilken den i Bygning og Levemaade gjør en Overgang til
H. honestus i Slægtens næste Afdeling. Bagfødderne ere
især hos Hunnen neppe længere end Mellemfødderne, og de
lire første Led aftage saaledes gradeviis i Længde, at fjerde
Led ikke danner nogen paafaldende Modsætning til de fore-
gaaende. Denne Fodbygning antyder upaatvivleligt en lidet
omkringstreifende Art.

Den maa vedblivende ansees som en af vore sparsomt
forekommende Arter, men til Gjengjæld er den meget ud-
bredt, idetmindste paa Øerne. Den kræver ingenlunde med
Nodvendighed Sandbund, men trives maaskee nok saa vel
paa tor, noget gruset Leerbund, hvorimod den altid behøver
solaabne , tørt og varmt liggende Steder. Nogle af mine
skjønneste azurblaae Hanner har jeg samlet paa Leerskræn-
terne ud mod Stranden i Phanefjord Skov paa Møen. Mange
smukke Exemplarer ere samlede af Hr. Johannes Boye paa
Bakkerne i Omegnen af Faaborg. Det mest glimrende
grønne Exemplar, jeg har seet, er fundet paa Bornholm af
Hr. Bergsøe. Den træffes endog af og til tæt ved Kjøben-
havn, navnlig i den store Gruusgrav ved Jagtveien, og jeg
har et Par Gange mødt den paa Stierne over Byens Glacis.
Det synes imidlertid at gjælde om denne Harpalus, hvad der
ogsaa finder Sted med andre, stærkt metalfarvede Karaber,
saasom Pterostichus lepidus, at den kun paa meget varme
og tørre Steder opnaaer sin høieste Farvepragt.

171

**Tarsi angustiores, postici subelongati, artieulo pen-
nltimo abrupte minori. Color nigrofuscus, pedibus pallidis.
De herhen hørende Harpaler ere Slægtens Skovdyr, og

tilkjendegive sig ogsaa som saadanne ved den eiendommelige

brune Farve og de blegtfarvede Lemmer.

7. Harpalus fulvipes F.

Danm. El. 135. 9.

De flere fremmede Faunister, som tyde Linné's Carabus latus
paa denne Harpalus, have maaskee ikke lagt Mærke til. at Be-
skrivelsen (Fn. Sv. ed. I. 521) — der uforandret er aftrykt i Insecta
Beposita i den anden Udgave (2276), og' som er det Eneste, der
foreligger fra Linné's egen Haand til Oplysning — til Diagnosens
pedibus ru fis foier: tibiæ et antennæ basin versus ru-
fescent es: en Angivelse, der maa synes at udelukke al Tanke om
nærværende Art, men snarere, om Linné ellers virkelig har havt en
Harpalus for sig, kunde gjælde# en sortbenet og mork H. æneus.
At H. fulvipes staaer i Linné"s Samling i London med Etikette: C.
latus, beviser naturligviis Intet i Tilfælde af denne ISatur, med mindre
man tillige vil antage 1) at Linné i Opfattelse af Dyrearter indtog
samme Standpunkt som Nutidens Fagmænd , hvoraf da atter vilde
folge 2), at han maatte have undersogt sit Land meget slet, thi en
stor Deel af dets alleralmindeligste Karaber har han jo slet ikke
opført i sin Fauna; og 3) at hans Beskrivelser ere meget upaa-
lidelige. Men disse Ting forholde sig i mine Tanker ganske omvendt.

8. Harpalus luteicornis Duft.
Danm. El. 136- 10-
Denne og den foregaaende Art slutte sig i alle Hen-
seender meget nær til hinanden, og gjentage omtrent det
samme indbyrdes Forhold, som det, der bestaaer mellem H.
ruticornis og H. griseus. Hos ingen af vore andre Arter er
Hannen saa svagt netridset og derfor saa glindsende i Sammen-
ligning med Hunnen. Medens H. fulvipes er udbredt overalt,
synes H. luteicornis stadigt at holde sig sjelden og enkelt.
Jeg har kun Exemplarer af den fra Sjælland, Amager, Born-
holm og Nørrejylland. Den bestiger undertiden Urter og Buske
paa sin Jagt.

8. Mentum dente medio evanido.
Caput crassiusculum.
De herhen horende Arter ere Bjergdyr.

172

9. HARPALUS SERIErUNCTATUS.

Gyll. Ins. Suec. IV. 434. 32 — 33- — Harpalus seriepunctatus.
Dej. Spec. IV. 326. 111. — Harpalus quadripunctatus.

Da Gyllenhal forst har beskrevet denne Art, saa finder jeg det
onskeligt, at bevare hans Benævnelse. Og dette kan ogsaa ret vel
skee. Thi skjondt den grunder sig paa en Mistydning af Sturm's
H. seriepunctatus, saa bliver Navnet dog ledigt derved, at Sturm's
Art niaa beholde det af Duftschmid tidligere givne Navn, BT. impiger.

Forryggens Baghjørner stumpvinklede; en Punktrække paa
Vingedækkernes tredie Stribenim. --- 4 h. — 5 Lin.

Denne udmærkede Art slutter sig nær til de foregaaende,
især til H. fulvipes, men er mærkeligt større og fladere, især
paa Dækvingerne, og tillige, især bagtil, noget bredere.
Bruunsort, med rødgule Lemmer. Hovedet stort, førere end
hos H. fulvipes; Øinene noget større; Antennerne noget førere.
Forbryststykket forholdsviis bredere og kortere, med mere
stumpe Baghjørner, og især langt mindre nedbøiede For-
hjørner; Sidekanterne aldrig røde; hele Forryggen bagtil
punkteret, med to temmelig dybe Gruber. Punktrækken paa
Vingedækkerne synes idetmindste deri at være bestandig, at
der altid mindst findes to Punkter; men ofte er Antallet tre
eller fire.

Dens Hjem synes fortrinsviis at være Europas Bjerg-
skove, i hvilke den forekommer sparsomt hist og her, ligefra
den skandinaviske Halvø til Alperne. Selv har jeg samlet
den i Norge ved Christiania, hvor den syntes at være tem-
melig hyppig, og ligeledes i de krainiske Alper. Dens egent-
lige Hjem hos os synes at være Klinteskoven paa Høie-Møen,
hvor den neppe er særdeles sjelden; den løber undertiden
omkring paa Veie og Fodstier, og kan en enkelt Gang træf-
fes paa Stien ude ved Klintens Rand. Imidlertid er dens
Forekomst i Danmark ikke indskrænket til Møens Klint. Jeg
har allerede for mange Aar siden havt et Stykke af den,
som var fundet ved Bromme , til Bestemmelse fra forhenv.
Adjunkt Jacobsen i Sorø, og et andet Exemplar er fundet af
Hr. Joh. Boye i en Leergrav ved Svendborg.

173

10. Harpalus fuliginosus.

Damn. El. 575. 10, b. — Harpalus nigritarsis Sahlb.
Duftschm. Fn. Austr. III. 83. 90. — Carabus fuliginosus.

Et jydsk Exemplar af denne Harpalus, som fra mig paa anden
Haand blev meddeelt afd. Prof. Erichson i Berlin, blev af ham fun-
det at være den i den tydske Fauna i Forglemmelse komne Car.
fuliginosus. Da Sturm"s Afbildning (tab. 92 f. D.) ret godt passer
paa vor Art , faaer man vel optage det ældre Navn . ligesom saa
mange andre traditionelle Navne, hvor utilstrækkeligt begrundet det
end er ved disse Faunisters Beskrivelser; især da Sahlberg' s Beskri-
velse heller ikke er meget træffende.

Denne Harpalus horer til de Dyr, som i Mellem- og
Sydeuropa ere alpinske eller subalpinske, men i Norden fore-
komme i lavere Egne. For den skandinaviske Halvøes Ved-
kommende er den dog hidtil kun efterviist i Lapland (EL
nigritarsis Sahlb. og H. lapponicus Zett. Ins. Lapp. 37. 21),
men kun som Sjeldenhed. I Centralalperne i Sehweitz fore-
kommer den derimod i større Antal i en Hoide af 4—7000
Fod (Harpalus Chevrierii Heer Kaf. d. Schw. I. 1. 69. 42
og II. 1. 45. 43). Ogsaa i Bjergegnene i det vestlige og
østlige Tydskland har man opdaget den efter den Tid, jeg
fandt den i Jylland. Da min Tydning af Dejean's Harpalus
solitaris har viist sig at være rigtig, er det endvidere sikkert,
at den ogsaa tindes paa Kamtschatka.

Danmark bliver saaledes det eneste Sletteland, hvor
den hidtil vides at have en videre .Udbredelse. Den fore-
kommer paa Sandbund og gruset Hedebund paa enkelte høie
Punkter over hele Nørrejylland, saavel ved Kysterne, som
inde i Landet, saasom ved Frederikshavn, Hald, Aunsbjerg,
Holstebro, Silkeborg og Rye. Paa Gerne lever den under
lignende Forhold ved Tidsvilde i Nordsjælland, paa Vest- og
Sydkysten af Bornholm, og paa Østkysten af Falster under
Tromnæs, ved Bøtø, paa Bøtø Fang og paa Dillet Syd for
Norets Udløb. Den gaaer ogsaa ud paa Strandbredden for
at søge Næring i Tangen. Udentvivl forekommer den endnu
mange andre Steder, men synes dog at ville holde sig som
en af vore sjeldneste Arter, ligesom den ved sine Udbredelses-

174

forhold i Europa og Asien maa ansees som en af vor Faunas
interessanteste Harpaler.

Benenes Farve vexler noget hos vore danske Exemplarer.

Hos nogle ere de eensfarvet rodgule, hos de fleste ere Laa-

rene begbrune og Skinnebenene da enten heelt røde eller

rode med sorte Spidser, og Fødderne enten heelt røde eller

røde med sort yderste Led, eller ganske sorte. De ganske

rodbenede Exemplarer har jeg kun fundet paa Bakkerne

langs Vendsyssels Ostkyst og Bornholms Vest- og Sydkyst.

b. Prothorax anterius angnstior, foveis basalibvs sublævibus.

Mentum dente medio prominente.

Gruus- og Sandarter, med stor europæisk Udbredelse.

a. Elytra puncto interstitiali impressa.

11. Harpalus tardus F.
Danm. El. 139. 13.

Paa sandede og grusede Steder over hele Landet, men
aldrig i stor Mængde, skjøndt den maa kaldes almindelig.

12. HARPALUS FUSCEPALPIS.

Stunn IV. 66- 37. tab. 88. fig. B.
Dej. Spec. IV. 373- 148.

Sort, Oversiden med blaaligt Metalskær, Antennernes Bodled
redt; Forryggen fortil smallere, dens Forhjerner afkortede og bredt
afrundede, dens Baghjørner næsten rette. — 3f Lin.

Det blaae Skær er mest fremtrædende paa Dækvingerne
og ved Roden og Siderne af Forryggen; dennes Sidekanter'
gjennemskinnende rødbruunlige; Palperne rustrøde, Leddene
bruunlige ved Roden; Antennernes andet Led rustrødt, med
bruunlig Midte, de øvrige Led brune, med rødlige Spidser;
Undersiden sort, Trochanterne og Skinnebenene begbrune,
Fødder og Sporer rustbrune. Omridset elliptisk, næsten lige-
ligt tilspidset fra Midten forefter og bagtil, Oversidens Hvæl-
ving langt høiere end hos H. tardus. Forryggen fortil bredt
og svagt indbuet, Forhjørnerne mindre fremspringende end
hos nogen af vore andre Arter, men stærkt nedhvælvede,
hvorved hele Forryggen bliver lidt afsmalnet forefter; bagtil

175

er den derimod i endnu ringere Grad tilsmalnet end hos
H. tardus, hvorved Baghjornerne blive mere retvinklede, me-
dens deres yderste Spidser dog ere temmelig stumpe; Rod-
gruberne smaa, smalle, dybe, enkelt punkterede. Dækvin-
gernes Striber lidt dybere end hos H. tardus.

Opdaget paa Sandet i Veilø-Bugten mellem Vordingborg
og Xestved af den kyndige og flittige Samler, Hr. Joh. Bove,
hvem vor Fauna skylder mange værdifulde Oplysninger. Jeg
kjender kun Arten af dette ene Exemplar, en Han, men har
ikke mindste Grund til at tvivle paa Rigtigheden af min Be-
stemmelse, skjondt denne Arts Forekomst i Danmark vistnok
for Oieblikket er overraskende. Imidlertid ville fremtidige
Undersøgelser muligviis udfylde det store Gab, som ifolge
vor nuværende Kundskab om dens Udbredelse bestaaer imel-
lem dens Forekomst hos os og i det sydlige Belte, i hvilket
den hidtil er iagttaget som enkeltviis forekommende Sjelden-
hed, nemlig i Schweitz, Baiern, Østerrig og paa Kaukasus.

13. Harpalus servus Duft.

Danm. El. 144. 18-
En af vore sjeldneste og mest enkeltviis forekommende
Arter, der synes at kræve reen Sandbund. Udbredt paa hoie
Punkter paa Sjælland, i Fyen og paa Bornholm. Paa Møens
Klint forekommer den i Sandfald. I større Antal er den
samlet i Veilø-Bugten af Hr. Joh. Boye.

14. Harpalus anxius Duft.

Danm. El. 145. 19.
Flokkeviis i alle vore Flyvesandegne saavel paa Øerne
som paa Halvøen, sjeldnere og mere enkelt paa høie Punkter
inde i Landet. Den tager tiltakke med Leerbund, naar Ste-
det kun er tørt, høit og varmt. Paa Møens Klint findes den
i Mængde paa kridt- og sandblandet Leer paa Stibakken og
opad den sydøstlige Side af Høvbleg.

15. Harpalus serripes Quens.
Danm. El. 142. 16.
Udbredelse og Forekomst omtrent som ved H. tardus,
men den holder sig mere til enkelte høilændte Steder og

176

forekommer da oftere i større Selskaber. Flyvesandsegne
ynder den derimod ligesaa lidt som H. tardns.

8. Elytra puncto interstitiali nullo.

16. Harpalus picipennis Duft.

Danm. El. 147. 21.

Denne vor mindste Harpalus forekommer hist og her paa
hoiere Sand- og Gruusbakker over hele Landet, undertiden
i større Selskaber, men den er i det Hele taget en sjelden
Art. I større Antal er den samlet af mig paa Bakkerne ved
Tiis Sø og paa Stibakken ved Budsene paa Hoie - Møen tæt
ved Veien, af Hr. Joh. Boye paa Bornholm ved Rønne og Hasle.

II. Setæ ambulatoriæ abdominales pilis longioribus inæ-

qualibus intermixtæ. Setæ ambulatoriæ femorales copiosæ,

validiores , foveolis setigeris plerumque

profan dias impressis.

A. Ab cl omen pabescens.

Tarsi pubescentes.

Coleoptera lateribus punctatissima, pubescentia, puncto
interstitiali nullo. Mentum dente medio prominente, lobis
lateralibus apice rotundatis. Tibiæ intermediæ distincte
curvatæ. Tarsi postici vix elongati.

17. Harpalus calceatus Duft.

Danm. El. 137. 11.

Denne anseelige, i systematisk Henseende temmelig ene-
staaende Harpalus, indtager i nærværende Afdeling af Slæg-
ten samme Plads, som H. ruficornis og griseus i den forrige
Afdeling, men er mere alsidig i sine Slægtskabsforhold, idet
den sammenbinder flere af Grupperne ved en Forening af
deres Karakterer. Om dens Forekomst og Udbredelse hos
os gjælder omtrent det Samme, som ovenfor er bemærket om
H. griseus. Den indtager derimod en anden Stilling i den
nordsjællandske Fauna, da den her af og til forekommer i
temmeligt Antal i Bakkestrøget mellem Lyngby, Vedbæk og

177

Dyrehaven, især paa Bakkerne omkring Fuglevad, Nærum og
Søllerød, medens H. griseus neppe naaer saa nær til Kjøben-
havn, idetmindste ikke i større Antal. Rødplettede Exem-
plarer, med ufuldstændig Pigmentdannelse i Hudskelettet,
men ofte med temmelig regelmæssig Tegning, saasom med to
store Pletter paa Vingedækkerne, forekomme undertiden
sammen i større Antal.

B. Abdomen glabrum.
Tarsi glabri. Coleoptera glabra.
Rene Sanddyr, som om Dagen ikke blot skjule sig under
Stene og Plantedele, men grave sig mere eller mindre dybt
ned i Sandet.

a. Tibiæ anticæ apice truncatæ.
Elytra puncto interstitiali impressa.

a. Prothorax posterius angustior.

Mentum dente medio evanido.

18. HARPALUS HONESTUS.

Duft. Fn. Austr. III. 85. 93. — Carabus honestus.

ID. 85. 94. — Carabus ignavus.
Dej. Spec. IV. 299. 88. — Harpalus honestus.

Sort, ovenpaa ofte metallisk violblaa, Palper og Antenner rode,
de sidste i Midten sortplettede ; Forryggen med smalle og dybe, spar-
somt punkterede Rodgruber og retvinklede Baghj orner ; Dækvingerne
dybt stribede, syvende Stribenim med en Række af Gruber. — 4 — 5 Lin.

Blaae Hunner af H. distinguendus ligne ved flygtig Be-
tragtning blaae Hunner af denne Art, men forøvrigt kan den
ikke nærmere sammenlignes med nogen af vore Arter uden
med H. rubripes, hvis Gjenpart den er i denne Afdeling af
Slægten. Med H. rubripes deler den Dækvingernes Grube-
række (der hos samtlige hidtil undersøgte danske Exemplarer
er tilstede, medens den stundom savnes hos vest- og maaskee
endnu oftere hos sydeuropæiske Stykker) , men adskilles ved
første Øiekast ved Farven, der her hos begge Kjøn er enten
sort eller blaa, og især ved de sortebrune Been. Antenner-
nes andet og tredie, ofte ogsaa fjerde og femte Led, ere
sortebrune i Spidsen. Hovedet har omtrent samme Førlighed

178

som hos H. rubripes. Forryggen er bagtil noget smallere,
tydeligere indbuet paa Siderne bagtil, Rodgruberne ere tem-
melig dybe og smalle, og Forryggens Punktur er væsentligt
indskrænket til dem; Baghjørnerne ere noget skarpere. Dæk-
vingernes Striber ere især hos Hannen af paafaldende Dybde.
Hunnens Dækvinger ere temmelig matte, Hannens meget
stærkt glindsende. Fødderne ere af samme Form og Størrelse
som hos H. rubripes.

H. honestus er en syd- og vesteuropæisk Art, som af-
tager indefter over Kontinentet mod Øst og Nordost, og i
det nordøstlige Tydskland bliver sjelden. Imidlertid udbreder
den sig ogsaa til Danmark, og, hvad der vel fortjener at
bemærkes , den forekommer ikke blot her i den uanseelige
Dragt , i hvilken den fra det mildere Vest naaer op paa den
nordtydske Slette, men viser sig ligesaa ofte hos os med den
samme skjønne Violfarve som i Frankrig og Rhinlandene. I
de sydlige Egne af Europa antager den dog en langt mere
glimrende blaa eller endog grøn Metalfarve, men at dømme
efter de Exemplarer, jeg har samlet i Krain, i Dalmatien, i
Italien ved Spoleto og Perugia, og i den romerske Campagna
ved Torre dei Schiavoni, bliver den i Syden meget ofte1)
kun halvt saa s or som i Vesteuropa og hos os, ligesom den
der ofte har mere stumpe Baghjørner paa Forryggen, og, som
anført, undertiden savner Dækvingernes Gruberække. Slige
smaa glimrende Stykker see saa forskjellige ud fra vore, at
den mig kun gjennem dem bekjendte H. honestus var langt
fra at fremstille sig i min Erindring, da jeg først fandt den
her. De danske Exemplarer har jeg fundet paa det paa syd-
ligere europæiske Arter saa rige Falster, paa Østkysten un-
der Tromnæs, nedgravede i Sandet, og ved Hr. Consul E.
Benzon's Medvirkning har jeg efterhaanden faaet en Række
af en Snees Stykker samlet paa denne Kyst, især paa Bøtø
Sand. Den gaaer ud paa Strandbredden til Tangen.

J) Imidlertid har jeg ogsaa paa Sicilien i Bjergene mellem Mes-
sina og Spadafora fundet Exemplarer, som stemme meget nær
overeens med vore danske.

179

Da de ovennævnte Lokaliteter, hvor jeg selv har samlet
den i Syden, ikke havde sandet Bund, men vare deels Kalk
og Leer, deels vulkansk Aske, saa formoder jeg, at der be-
staaer et analogt Forhold mellem H. honestus og H. distin-
guendus, hvad deres Udbredelse til Danmark angaaer; saale-
des nemlig, at ogsaa H. honestus hos os kræver Sandbund,
og ikke i vort Klima kan nøies med en tættere, for ved-
varende Fugtighed mere udsat Bund.

19. Harpalus neglectus Dej.
Danm. El. 146. 20.

Nogenlunde hyppig, tildeels flokkeviis, i alle vore Flyve-
sandsegne, sjeldnere og mere enkelt i høitliggende Sandegne
inde i Landet, men vidt udbredt saavel paa Øerne, som i
Jylland og Slesvig.

|5. Protlwrax anterius angustior.

Den tilsyneladende noget bratte Overgang mellem denne
og den foregaaende Gruppe udjævnes fuldstændigt ved nogle
syd- og vesteuropæiske Arter, især ved den navnrige II.
semiviolaceus Dej., der med en Form som hos H. melan-
cholicus forbinder Farve og Skulptur som hos H. honestus.
* Mentum dente medio prominente.
Corpus convexum.

20. Harpalus Froehlichii St.
Danm. El. 140. 14.

Udmærket ved sin korte, høithvælvede Form, sine korte
Been, med overordentligt tykke og korte Baglaar, og sine korte
og fine Fødder, der ere temmelig svagt udvidede hos Hannen.

Ved Bornholms sydlige og vestlige Kyst, i Fyen ved
Faaborg, i Nordsjælland ved Tidsvilde og paa Dillet paa
Falsters Østkyst, altid enkeltviis og sjelden. Af Hr. Chr.
Drewsen er den. fundet paa en Sandmark ved Silkeborg, og
han var tilbøielig til at antage, at en sort Harpalus, som
forekom der i større Antal, var af denne Art. lindeværende
Foraar har Hr. Joh. Boye samlet en større Række Exem-

12*

180

piarer i den sandede Veilø Bugt mellem Vordingborg og
Nest ved.

** Mentum dente medio evanido.
Corpus subdepressum.

21. Harpalus melancholicus Dej.
Danm. El. 141. 15.

Denne ved sin anseeligere Størrelse — den naaer en
Længde af noget over 5 Lin., er sædvanlig ikke under 4^,
sjelden kun 4 Linier lang — og kulsorte Farve, sin flade
Form , sine slanke Lemmer og Dækvingernes Gruberække
udmærkede Harpalus forekommer paa sandede Kystbakker
paa Sjællands Nordkyst og Bornholms Syd- og Vestkyst,
men kun meget sjeldent og enkelt. Paa Falster derimod, paa
de lave Flyvesandsbakker paa Fanget og Dillet mellem Bøtø
Nor og Havet, træffes den enkelte Steder i stor Mængde.
Den synes at være endnu mere lyssky end sine Beslægtede,
thi medens H. neglectus og hirtipes, ikke at tale om H.
anxius, dog en Gang imellem kunne mødes løbende i Dag-
lyset, er det ingensinde hændet hverken Consul Benzon eller
mig at see den saaledes, hvorimod vi altid med Besværlighed
have maattet udgrave den ved Roden af Artemisierne , hvor
den træffes i Selskab med H. neglectus og store Flokke af
Amara maritima og Chrysomela carnifex F. Heller ikke
have vi ved nogen af de mange Undersøgelser, vi have an-
stillet paa denne Kyst, seet den paa Strandbredden, som
den altsaa neppe gaaer ud paa, vel ikke engang om Natten;
thi heller ikke efter Storm og Regn, som ellers ofte stoppe
de andre Arter i Tangen, og hindre dem fra at drage sig
tilbage til den høiere Deel af Kysten, har den nogensinde der
været at finde.

b. Tibice anticæ angulo apicali eæteriori elongato.

Elytra feminarum spina suturali armata1).

x) Hos H. hirtipes findes den sædvanlige lille Grube paa Vinge-
dækkernes tredie Striberum, men hos H. ferrugineus fattes den
paa alle de Exemplarer, jeg har seet, undtagen paa en af
Museets piemontesiske Hunner.

181_
Mentum dente medio prominente.

a. Prothorax anterius angustior.

22. Harpalus hirtipes Pz.
Danm. El. 143. 17.

En østeuropæisk Art, som fra Rusland, Polen og Un-
garn har en bestandigt aftagende Udbredelse mod Vest, i
Frankrig bliver meget lokal, og ikke naaer over til England.

Hos os enkeltviis eller i større eller mindre Selskaber
paa høie Sandbakker saavel ved Kysten som inde i Landet; ved
Tidsvilde, Bromme og Veilø, paa Bornholm, paa Falsters Øst-
kyst under Tromnæs og paa Bøtø Sand, i Jylland ved Ebeltoft.

I#. Prothorax cordatus.

23. Harpalus ferrugineus F.
Danm. El. 138. 12.

Ogsaa denne udmærkede Harpalus er en østlig eller ret-
tere nordøstlig europæisk Art, der jævnt aftager mod Vest
og Sydvest, men overalt er lokal og sparsomt forekommende;
den gaaer ned i Piemont, hvorfra Museet har faaet den ved
Ghiliani, og over paa den venstre Rhinbred, men naaer ikke
England1). Det er ikke lykkedes at gjenfinde den hos os i
nyere Tid, saa at jeg endnu kun kjender den som dansk af
de Exemplarer, jeg for tyve Aar tilbage fandt ved Rønne og
Slesvig. Imidlertid har det viist sig, at den naaer over til
Skaanes Kyst, hvor den er opdaget ved Ystad af Grev
Mannerheim.

BRADYCELLUS.

Ligula nuda : paraglossæ subacuminatæ , eam paullo supe-
rantes, setis lateralibus nullis. Mentum dente medio lobisque

1 ) Paa Sicilien forekommer en Art , der horer til Slægtens anden
Hovedafdeling (efter min Opstilling) , og som i Earve og- til-
deels i Form meget ligner H. ferrugineus, nemlig H. fulvus
Dej. Den deler imidlertid ikke de væsentligere Karakterer
ved vor Art. Forskinnebenenes ydre Endehjorne er ikke for-
længet , og Forryggens Baghjorner ere stumpe.

182

lateralibus acutis. Palpi articulo ultimo conico, attenuato.
Tarsi antici maris dilatati: plantæ setosæ, setis apice trian-
gulariter spatulatis. Corpus læve. Abdomen pubescens , in
mare basi foveolatum. Tarsi pubescentes. Foveolæ frontales
ad oculos continuatæ. Pronotum basi utrinque marginatum.
Palpernes Endeled er hos alle ægte Bradyceller af een
og samme Grundform. Det udtyndes ud mod Spidsen, hvis
Endeflade derved bliver saa lille, at den ikke mere frem-
træder som saadan , og denne hele tynde Deel tiltager be-
standigt i Blødhed ud mod Spidsen. Jo mindre Dyret er,
desto længere er den udtyndede Deel i Forhold til Leddets
øvrige Deel, og desto brattere er Overgangen mellem den
tykke Roddeel og den udtyndede Endedeel. Dette gjælder
især om Læbepalperne. Hos B. pubescens er deres Endeled
ikke meget forskjelligt fra Kjæbepalpernes, hos Br. similis
er dets Roddeel derimod næsten en Kugle. De øvrige Arter
danne i deres her anførte Rækkefølge en gradeviis Over-
gang mellem disse to Yderpunkter.

/. Oculi setulosi. Antennæ prothoracem superantes. Pronotum seta
ambulatoriet utrinque prope angulum baaalem, Elytra striola

abbreviata nulla.
a. Tarsi antici maris fortius dilatati; articuli 1—4 mag-
nitudine sensim decrescentes, primus triangularis :
setæ plantares confuse seriatæ 1).
Saltbundsdyr.

1. Bradycellus pubescens Payk.
Danm. El. 157. 1.

Hannen bruunplettet, Hunnen rødguul. Ved alle vore
Kyster almindelig, tildeels flokkeviis, paa Leerbund og leer-
blandet Sand- og Gruusbund.

') Slægten Dichirotrichus Jaquelin du Val, som er grundet
paa Br. pubescens og de beslægtede Arter ved Europas vest-
lige og sydlige Kyster, er opstillet ifølge den urigtige Anskuelse,
at Beklædningen paa Hannens Saaler tilhorer en anden Grund-
form end hos Harpalus og de andre Bradyceller.

183

h. Tarsi antici mans angustius dilatati, lineares, arti-
culo primo subquadrato : setæ plantares subseriatæ.
Arterne paa fugtige Steder.

2. Bradycellus cognatus Gyll.

Danm. El. 158. 2.
Denne høinordiske, ogsaa i Grønland almindelige, Art
har i Danmark en mærkelig stor Udbredelse og forekommer
undertiden flokkeviis. Den lever hos os deels i Hedemoser,
deels under Tang ved Kysterne. I Nørrejyllands Heder,
navnlig ved Rye og Silkeborg, træffes den jævnligt, ligesom i
Bøllemosen i Dyrehaven. Under Tang har jeg fundet den
hist og her i Nærheden af Kjøbenhavn , og den er samlet i
stor Mængde saaledes af Dhrr. Meinert og Bergsøe, deels
ved Kallebodstrand mellem Valby og Kjøbenhavn, deels paa
Østkysten af Amager ud for Prøvesteen ; under samme For-
hold er den fundet paa Hindsholms ostlige Strand af Hr.
Joh. Boye.

3. Bradycellus placidus Gyll.

Danm. El. 160. 3.
Udbredt over hele Danmark, og undertiden at træffe
flokkeviis. Dens egentlige Opholdssted er under visne Plante-
dele paa fugtige Steder i Skove.

//. Oculi glabri. Antennæ prothoracem vir superantes. Pronotum
seta ambulatoriet posteriori nulla. Elytra striola abbreviata.

Tarsi antici maris angustius dilatati, lineares, arti-
culo primo subquadrato : setæ plantares subseriatæ.
Hedearter.

4. Bradycellus collaris (Payk.) Dej.
Danm. El. 161. 4. — 576. 4.

5. Bradycellus harpalinus Dej.
Danm. El. 577. 5.

6. Bradycellus similis Dej.
Danm. El. 577. 6-

Alle tre Arters egentlige Hjem er paa gruset Hedebund,
men dog med nogen Forskjel imellem dem. Medens nemlig

184

de to første ere mindre kræsne i Valget af Opholdssted og
derfor videre udbredte, holder Br. similis sig strengt til Hede,
især hvor denne er noget fugtig. Den er udbredt gjennem
hele Jylland, Slesvig og Nordsjælland. De to første Arter
søge ofte ud paa Strandbredder, og navnlig Br. harpalinus
kan man stundom træffe der i temmelig stort Antal. Alle
tre Arter, men især Br. similis, bestige Græs, Lyng, Bøller
og andre Hedeplanter, og faaes derfor af og til i Kætseren.
Saavel af Br. harpalinus som af Br. collaris gives der mørke-
brune Exemplarer, som i Farvens Dybde kunne sættes ved
Siden af Br. similis.

STENOLOPHINI.

Stipites palporum maxillarium anterius producti, articu-
lum primum palporum superantes. Maia interior maxillarum
apice elongata, subporrecta. Articulus apicalis malæ exte-
rioris elongatus. Mandibulæ exsertæ, acutæ. Corpus læve.

(Mentum dente medio nullo. Foveolæ frontales ad oculos
continuatæ. Pronotum basi immarginatum. Tarsi anteriores
maris articulis 1 — 4 dilatatis, setis plantaribus lamellatis, elon-
gatis).

Alle vore Arter paa fugtige Steder, fortrinsviis paa
Leerbund, under henfaldne Plantedele.

-
BALIUS.

Ligula quadriseta, linearis , angulis oblique truncatis,
apice medio producto. Palpi artieulo ultimo fusiformi.

Prothorax cordatus, angulis posticis rectis. Abdomen
pubescens. Tarsi anteriores maris obsolete dilatati, artieulo
penultimo subobcordato.

Maxillæ mala interiori ante apicem subdentata, dorso
sinuata; articulus apicalis malæ exterioris e basi crassiori
sensim acuminatus, artieulo basali triplo ferme longior. Tibiæ
anticæ calcare apicali serrulato.

185

1. BALIUS CONSPUTUS DUFT.
Danm. El. 154. 7.

Paa tugtig leret Bund, især i Skov og Krat, men ogsaa
paa aaben Mark, især i Leergrave, udbredt over hele Lan-
det; den er i det Hele noget lokal og ikke almindelig, men
forekommer dog stundom flokkeviis.

STENOLOPHUS.

Ligula biseta, apice dilatata, aut rotundata, aut medio
acuminata. Palpi articulo ultimo fusiformi. Prothorax sub-
quadratus, angulis posticis rotundatis. Abdomen pubescens.
Tarsi anteriores maris latius dilatati, articulo penultimo bilobo.

Tungen noget ubestandig i Omrids, dog ere dens Hjørner
altid rundede. Hos St. anglicus er den temmelig stærkt
fremtrukken i Midten, hos St. melanocephalus næsten lige
afskaaren, med en svag Indbugtning til hver Side; hos St.
vespertinus har den ligeledes Indbugtninger, men er stærkere
rundet fremad; hos St. elegans er dens Midte fremtrukken i
Form af en temmelig anseelig Tand.

1. STENOLOPHUS ANGLICUS.

Voet I. 67. 18. tab. XXXV. fig\ 18. — Buprestis anglicus.
Danm. El. 149. 1. — St. vaporariorum F.

Da det af flere Grunde var ønskeligt, at denne Art fik et
andet Navn, eftersom den i ethvert Tilfælde ikke kan være Car.
vapor. L. , og- maaskee ikke engang forekommer i Sverrig, har jeg
udsøgt det ældste Navn, under hvilket den findes gjort kjendelig,
og dette antager jeg at være det her valgte, der er fra 1766( og
altsaa meget ældre end Schrank's Car. teutonus, som er optaget af
de nyere engelske Faunister.

Sort, Overskien med blaat Metalskær, Antennernes Rod, Benene,
Forbryststykket og Dækvingerne klart redgule, de sidste med en stor
sort Plet; Forryggens Forrand ret. — 2| — 3 Lin.

Sjelden og lokal. Enkelte Exemplarer ere fundne paa
Bornholms Vestkyst af mig og Hr. Joh. Boye. Med Consul
Benzon's Bistand har jeg efterhaanden faaet samlet en smuk
Række Exemplarer paa Falster, deels langs Ostkysten fra
Tromnæs og ned til Dillet, hvor den ligesom paa Bornholm

186

gaaer ud paa Strandbredden efter Tangen, deels i en leret
Gruusgrav i Nærheden af Nykjøbing, hvor den forekom i
Selskab med store Flokke af St. vespertinus.

2. STENOLOPHUS MELANOCEPHALUS.

Dej. Spec. IV. 409. — St. vaporariorum Var. melanocephalus.
Steph. 111. Brit, Ent, I. 166. 2. — St, Skrimshiranus.

Uagtet Dejean har betragtet denne Art som en Var. af St.
anglicus (St. vaporar.) , er lians Beskrivelse dog tilstrækkelig til at
adskille den, hvilket paa ingen Maade gjælder om Englænderens.
Skjondt det Stephens'ske Navn er et Aar ældre end Dejean's , har
jeg derfor meent at burde foretrække dette sidste.

Soi% Oversiden med svagt blaaligt Metalskær, Antennernes Rod,
Benene, Forbryststykket og Dækvingerne rustmde ; Forryggens For-
rand, indbuet. — 2\ — 3 Lin.

Den rødgule Farve er langt dybere og mindre klar end hos
den foregaaende Art, ofte næsten uden Metalskær. Dækvingerne
savne den store sorte Plet, men ere ofte i Midten og bagtil
mørkere, bruunlige, men denne Farve har ingen skarp Be-
grændsning. Antennerne have samme Farve, men ere lidt
længere og førere. Forryggen er tydeligt et godt Stykke kor-
tere end sin største Brede, og fortil bredt indbuet, hvorved
Forhjørnerne blive mere fremragende end hos St. anglicus; Rod-
gruberne næsten altid tydeligt og i større Udstrækning punk-
terede. Paa Grund af Forryggens Korthed blive Dækvingerne
forholdsviis længere ; fremdeles ere de mere parallele paa
Siderne, og Udsnittet bagtil er dybere.

Udbredt hist og her i det sydlige og vestlige Europa, i
Ungarn, Østerrig, Schweitz, Frankrig og England, i Tydsk-
land i Rhinlandene, men hidtil ikke iagttaget længere mod
Øst. Jeg har allerede for mange Aar siden fundet et enkelt
meget mørkt Stykke af den i en næsten udtørret Skovmose i
Skoven ved Herlufsholm, men dengang vovede jeg ikke at adskille
den fra St. anglicus ; senere ere enkelte Stykker fundne paa
samme Sted af forhenv. Adjunkt Davidsen. Hr. Joh. Boye
har i senere Aar samlet den i stort Antal omkring en Skov-
dam i Ortved Skov i Nærheden af Ringsted.

187

3. STENOLOPHUS VESPERTINUS.

Panz. Fn. Germ. 37. 18. — Carabus vespertinus.
— - — 108. 8. — Carabus Ziegleri.

iSbrt, Oversiden med blaat Metalskær, Antennernes Skaft og
Benene bruungule; Forryggens Siderande og Baghjørner og Dæk-
vingernes Rod og Sider gwdbrune; Forryggens Forvand indbuet. —
2^— 3$ Lin.

Mindre, især smallere, end de to foregaaende. Anten-
nerne brune, kun Skaftet og Roden af de følgende Led
lysere. Palperne blegbrune med lysere Spidser. Forryggen
næsten af eens Brede og Længde, Rodgruberne store, flade,
kraftigt punkterede. Dækvingerne smallere i Forhold til For-
ryggen end hos de to foregaaende Arter, Skuldrene derfor
mindre fremragende; Siderne næsten parallele, Spidserne svagt
indbugtede ; Striberne temmelig dybe. Dækvingernes Farve
noget ubestandig, eftersom den lysebrune Farve har større
eller ringere Udbredelse. Der gives Exemplarer, hos hvilke
kun de yderste Sidekanter ere brune, og andre, hos hvilke
Dækvingerne ere heelt lysebrune, kun med en mørk Skygge
i Midten.

Udbredt over Syd- og Mellemeuropa. Hos os hist og
her i det sydlige Sjælland og paa Falster. I Sommeren 1850
var den den almindeligste Karab i den nordlige Deel af Sko-
vene paa Falsters Østkyst, hvor jeg saae den løbe omkring
overalt i Mængde i halvt udtørrede Mosehuller og Grøfter.
I senere Aar fundet i Mængde af Hr. Joh. Boye ved den
ovennævnte Dam i Ortved Skov.

4. STENOLOPHUS ELEGANS DEJ.

Danm. El. 150. 2.
Udbredt ved Saltsøerne i Mellem- og Sydeuropa og ved
Bredderne af Middelhavet, enkeltviis ved Englands Sydkyst.
Den er i nyere Tid ikke gjenfunden hos os. Jeg skulde troe,
at den tidligere Angivelse om dens Forekomst i Sandgraven
ved Jagtveien ved Kjøbenhavn er grundet paa en mangelfuld
Erindring hos Finderen; den er nemlig aldrig senere fundet
paa dette meget undersøgte Sted, og jeg har senere i en

188

Æske med danske Insekter, som af den samme Samler, Hr.
D. Liebenberg, velvillig blev mig overladt til Udvalg, truffet
et andet Exemplar, en Han, som med stor Sandsynlighed
kan antages for at skrive sig fra Egnen omkring Roeskilde.
Da Arten er et Saltbundsdyr, og flere saadanne, endog
ellers meget lokale Arter, forekomme ved Boserup Strand,
saa er denne rimeligviis det virkelige Findested hos os for
denne Stenolophus.

ACUPALPUS LATR.

Ligula biseta, linearis, apice truncata. Palpi articulo
ultimo attenuato. Prothorax subquadratus, angulis posticis
rotundatis. Tarsi anteriores maris angustius dilatati, articulo
penultimo obeordato.

/. Abdomen glabrum. Elytra puncto interstitiali nullo.

1. ACUPALPUS FLAVICOLLIS ST.
Danm. El. 153. 5.

En i det Hele sjelden og lokal Art. Paa Sjælland er
den udbredt gjennem Dalstrøget fra Fure Sø over Veile og
Søllerød Søer ad Vedbæk til og i Bøllemose i Dyrehaven,
og ligeledes gjennem Dalstrøget fra samme Sø over Lyngby
Sø og langs Aaen ad Strandmøllen til. Paa mange Punkter
i disse to Linier er den samlet i temmeligt Antal af de fleste
kjøbenhavnske Samlere.
2. Abdomen apice pubescens. Elytra puncto interstitiali impressa.

2. ACUPALPUS MERIDIANUS L.
Danm. El. 152. 4.

3. ACUPALPUS DORSALIS F.
Linn. Fn. Sv. 796- — Carabus vaporarioruni.
Danm. El. 151. 3. — Stenolophus dorsalis F.

Germar's Mening (Zeitsclir. f. d. Ent. II. 442), at naar man forst
er faldet paa den Tanke, at Cymindis basalis Gyll. er Linné's Cara-
bus vaporariorum, saa behover man end ikke at vide, at denne Cy-
mindis staaer saaledes bestemt i Linné's Samling , for at finde Be-
skrivelsen i Fauna Svecica aldeles trællende : er neppe fremsat saaledes,
som den hos Forfatteren er opstaaet. Sagen hænger snarere saaledes

189

sammen . at Germar forst efter at være kommen til Kundskab om
den Linné'iske Samlings Carabus vaporariorum har sammenlignet Be-
skrivelsen i Fn. Sv. , og nu med hiint Faktum for Øie har været
meget tilboielig til at glide let hen over Alt, som ikke lod sig for-
ene dermed. Thi Beskrivelsen i Fauna Svecica passer aldeles ikke
paa Cymindis basalis. At Luiné derimod kan have havt , og rime-
ligviis ogsaa har havt denne for sig, da han optog Car. vapor. i
Syst. Nat. (Ed. 12. II. 671. 23, hvor den da ogsaa er blevet flere
Gange saa stor, som den var, da han forst, beskrev den i Fn. Sv.),
var allerede længe for blevet bemærket af Gyllenhal (II. 162). Og-
naar Gyllenhal dertil foier , at Car. vapor. L. Fn. Sv. er Harp. dor-
salis Gyll. , saa anseer jeg denne Mening for fuldkommen begrundet
ved Linné's Beskrivelse og den angivne Lokalitet (in vaporariis
horti academici), ligesom ved den Plads, han giver den ved
Siden af sin Car. meridianus. At Car. merid. paa en Maade angives
som større end Car. vapor., finder sin tilfredsstillende Forklaring' deri,
at Beskrivelsen paa denne sidste som paa saa mange andre Arter
er gaaet uforandret over fra Ed. I., hvor den staaer mellem ganske
andre Arter end i Ed. II. , i hvilken Car. meridianus forst er kom-
men til. — Hvad Car. dorsalis F. angaaer, saa besidder det Kg'l.
Museum et Exemplar af den fra samme Kilde og samme Lokalitet,
Fabricius angiver (Kiliæ , Daldorf) , og Beskrivelsen i Ent. Syst. I.
165. 183 passer ogsaa bedst paa nærværende Art.

4. ACUPALPUS EXIGUUS DEJ.
Danm. El. 154. 6.

Lokal og ikke ret hyppig, men udbredt over hele Lan-
det, især paa fugtige Steder i Skove, hvor den undertiden
kan samles i temmeligt Antal under visne Plantedele; ogsaa
løber den stundom, ligesom sine Beslægtede, omkring i Sol-
skinnet.

Sammenligner man vor Harpalin-Fauna med den skandi-
naviske Halvøes, saaledes som denne, efter saa mangfoldige
dygtige svenske Undersøgelser gjennem et Tidsrum af 128 Aar ' )

') Jam per tria lustra incubui huic labori . . . (Linn. Fn. Sv., Ed.
I, 1746, i Dedikationen), og: Studii hujus amor, quem initio,
ante hos quindecim annos .... (sammesteds , overst paa den
upaginerede Fortales syvende Side).

190

nu stiller sig i den nyeste Fortegnelse (Thomson, Skand. Col.
1859 l): saa finder man vel, at man ogsaa i Sverrig i nyere

Vor zoologiske Literatur har vel i det Hele taget i Sverrig
ikke fundet saamegen Indgang, Opmærksomhed og Indflydelse,
som i Tydskland, og knap saamegen som i Frankrig og Eng-
land. For Entomologiens Vedkommende finder dette vel tildeels
sin Forklaring, ligesom sit Forsvar, i de svenske Entomologers
overveiende diagnostisk -katalogiserende Retning, hvori de hare
indlagt sig saamegen Fortjeneste, og som i den danske Literatur,
især i nyere Tid , er langt mindre fremtrædende : men ogsaa
kun tildeels. Thi om end Kataloget, der har en saa rig Høst
for sig i det uoverskuelige tydske Navne-Rige, maatte føle sig
mindre stemt til at dvæle paa vore goldere Enemærker, saa
var dette dog ingen Grund til, at ogsaa O. F. Muller, O. Fa-
bricius og Strom næsten ganske bleve forbigaaede; skjondt det
vel saaledes kan forstaaes, at J. C. Fabricius, medens han om-
formede den tydske, franske og italienske Videnskab, i Sverrig
kun vakte en svag Efterklang , som snart tabte sig igjen , af
sine nye Anskuelser , og sin hele videnskabelige Behandlings-
maade. Thi vilde man sige , at den overmægtige linneiske
Tradition i Sverrig maatte være disse imod , som den ogsaa til-
deels blev det i England (dog her mere i Ord end i Gjerning) :
saa var jo Fabricius dog ogsaa selv en Discipel af Linné, og
det Store , han undfangede og bragte tillive , saa ganske i
Linné's Aand, om end slet ikke efter hans Bogstav. Men man
seer, at dette ikke har været nok. Og hos Fabricius kan
man jo heller ikke med samme trygge Hengivelse som hos
Linné » efter Anstrengelsen , i hvilken man erhvervede For-
staaelsen, udhvile sig i Beundringens festlige Stemning.«

Forøvrigt tilsigtes her i ingen, end ikke i fjerneste Hen-
seende, nogen Dom over disse literære Forhold. Men der synes
endnu at være saa lidt tænkt over dem , eller er idetmindste
endnu saa lidt skrevet om dem. at disse faa Bemærkninger
gjerne her kunde finde Plads, hvor den nyeste Udsigt over den
skandinaviske Halvoes — ikke blot over Sverrigs — Eleuthe-
ratfauna er kommen til Omtale; og der foreligger dertil en
særlig Anledning. Man savner nemlig endnu i dette Arbeide,
der bygger paa saa mange nordiske Mænds Bestræbelser
gjennem mere end hundrede Aar, en af de ved Bygning mest
udmærkede , ligesom ved sin Leveviis under Havvandet mærk-
værdigste Former, skjondt den allerede langt tilbage i forrige
Aarhundrede blev opdaget af Strom paa den norske Kyst. og
1783 ved tydelig Beskrivelse og Afbildning i det Kongl. Danske
Vidensk. Selsk. Skr. , Ny Saml. H. 63, 47, fig. 8 indlemmedes

191

Tid har opdaget flere af de mere betydende Arter, mit ældre
Arbeide indførte i den nordiske Fauna, navnlig Harp. ferru-
gineus, Froehlichii, melancholicus og Acup. flavicollis, for ikke
at tale om Harp. griseus og Ophon. brevicollis, der i den
svenske Fauna paa den Tid kun endnu ikke vare udskilte
fra de beslægtede Arter, eller om Bradyc. harpalinus, som
hos de tidligere svenske Faunister let kan have været ind-
befattet under B. collaris1). Men min ældre Fortegnelse
beholder alligevel flere udmærkede Arter forud for den nyeste
Fortegnelse for Halvøen, navnlig Diachromus germanus, Ophonus
punctatulus og Stenol. elegans, sandsynligviis ogsaa Stenol.
anglicus (vaporariorum Autt.), som de nyere svenske Faunister
ikke synes at kjende efter noget sikkert indenlandsk Exemplar."
Derimod er den svenske Fauna nylig bleven forøget med
Acupalp. brunnipes St., som endnu ikke er funden i Danmark,
skjøndt der turde være Sandsynlighed for, at den ogsaa vil
blive truffet hos os. Ved den nyeste Fortegnelse for Halvøen
har dens Fauna saaledes faaet det samme Tal, som min
ældre Fortegnelse angav for Danmark, nemlig 37; men med
den Forskjel, at Halvøen viser 3 Arter, som ikke vare an-
førte for Danmark, nemlig de ældre: Ophon. azureus og Harp.
seriepunctatus, og en ny: Acup. brunnipes, medens Danmark
havde 3 Arter, som heller ikke endnu ere fundne paa Halvøen,
nemlig Diachromus germanus, Ophon. punctatulus og Stenol.
elegans. Ved foranstaaende Arbeide ere nu for Danmark to
af de Arter tilkomne, som Halvøen havde forud, nemlig
Ophon. azureus og Harp. seriepunctatus, og desuden af syd-
og vesteuropæiske Arter, som ere fremmede for Halvøen:
Anisodactyl. nemorivagus og signatus, Harp. distinguendus,

af ham i Videnskaben som Cicindela marina. Der hengik over
40 Aar , inden man igjen fandt dette Dyr paa den engelske
Ky»t. Men Aepus fulvescens Leach bor naturligviis for Fremtiden
hedde: Aepus marinus STRØM.

Harp. calceatus var allerede 1835 angivet fra Skaane i et
godt lille akademisk Proveskrift af Eb. Munck af Rosenschold:
Prodr. Faunæ Coleopteror. Lundensis.

192

fuseipalpis og honestus, Stenol. melanocephalus og vespertinus
Ved denne Tilvæxt faaer den danske Fauna en betydelig
Overvægt, og viser en temmelig stærkt udpræget sydvest-
europæisk Karakteer, ikke blot i Sammenligning med den
skandinaviske Halvøe', men tillige i Sammenligning med Nord-
tydskland; men saaledes, at den danske Fauna alligevel med
stærke Baand sees at være knyttet endog til det liøie Nordens.
Medens nemlig Slægten Stenoloplius, der hos os optræder
med lire Arter, endog ganske synes at mangle paa Halvøen,
er Harp. fuliginosus, som paa Halvøen er indskrænket til
Lapland, i Danmark udbredt over hele Landet, og den høi-
nordiske Bradyc. cognatus, som ikke naaer ned til Tydskland,
og hos os har sin Sydgrændse, forekommer flokkeviis tæt ved
Kjøbenhavn.

DE METAMORPHOSI ELEUTHERATORUM OBSERVA-

TIONES

BipRAG TIL INSEKTERNES UDVIKLINGSHISTORIE
VED UDGIVEREN

JNodvendigheden af igjen, og fra nye Synspunkter, at
optage de Undersøgelser over Insekternes Metaraorphose, som
indtil ud over Midten af forrige Aarhundrede udgjorde Hoved-
formaalet for saamange fremragende Naturforskeres Bestræ-
belser, har i nyere Tid gjort sig mere og mere gjældende,
efterhaanden som Kundskaben om Arterne er naaet videre
frem i den materielle Retning, den nu i saa lang Tid har
forfulgt. Eleutheraternes vanskelige Systematik trænger især
til en saadan Støtte, og det bliver derfor en af Erichson's
mange Fortjenester, at have sammenstillet det hidtil Bekjendte
til en brugbar foreløbig Oversigt, der kan tjene som Udgangs-
punkt for videre Undersøgelser. Saadanne ere ogsaa siden
den Tid fremkomne i ikke ringe Antal, men uden at den
indlysende Sandhed , som Erichson dengang fremhævede,
endnu i nogen væsentlig Grad ved dem har kunnet ind-
skrænkes eller forandres: at naar man undtager de Bidrag,
som indeholdes i Ratzeburg's berømmelige Værk over Preus-
sens Forstinsekter, saa gives der kun meget faa Arbeider af
denne Slags, som kunne udholde de Fordringer, den nærmest
kommende Tid vil stille til deres Brugbarhed.

Selv har jeg tidligt, og med Forkj ærlighed, endnu for-
inden Erichson gav os hiin Sammenstilling, begyndt at for-
berede saadanne Bidrag. Det ligger i Sagens Natur, at det
dermed gaaer overordentligt langsomt. Imidlertid ere mine

194

Samlinger ' ) og Undersøgelser i Løbet af nogle og tyve Aar
naaede saavidt, at jeg nu tør forsøge paa at fremstille dem
med den Forventning, at nogen virkelig ny og tillige sammen-
hængende Indsigt derved kan vindes. I Hensyn til de For-
maal, jeg anseer for at ligge nærmest, vil mit Arbeide i
Hovedsagen blive morphologisk og biologisk, og indtil videre
ikke gaae oftere ind paa den finere anatomiske Bygning, end
derved behøves. Fremstillingen af Dyrenes Bygning skeer
væsentligt ved Tegninger, uden hvilke ingen heel og fyldig
Anskuelse her er at vinde, og Texten bliver derfor mere
tydende , udhævende , sammenlignende og ordnende , end
egentligt og udforligt beskrivende. For en stor Deel ville
disse Bidrag angaae Dyr, hvis Udvikling hidtil var ganske
eller dog i Hovedsagen ubekjendt; men selv hvor tidligere
Undersøgelser foreligge , vil der dog ikke ret ofte findes An-
ledning til at berøre dem kritisk, uden forsaavidt det skeer

x) Da de Midler, som anvendes paa det Kongl. Museums entomo-
logiske Afdeling, ikke tilstede den at naae nogen Betydning
som Grundlag for mere omfattende systematiske og monogra-
phiske Undersøgelser i Nutiden — som Generalsamling vil den
under de nærværende Forhold altid blive overfløiet af de private
Samlinger — har jeg i min hele Bestyrelsestid, især siden jeg
begyndte at holde Forelæsninger paa Museet, nærmest bestræbt
mig for at gjore Afdelingen til et Grundlag for oversigtlig
høiere Underviisning i forskjellige Retninger, og blandt dem har
Udviklingshistorien altid indtaget en fremragende Plads , ifolge
dens overveiende , saavel reent videnskabelige, som anvendte
Vigtighed. Den dertil anlagte Samling har efterhaanden naaet
et meget betydeligt Omfang. Den grunder sig paa Bidrag fra
mange forskjellige Kilder, for den storste Deel naturligviis paa
mine egne Undersøgelser, hvorved jeg kraftigt er bleven under-
støttet af Venner og Elever. Blandt de første bør her strax
nævnes Hr. Fabrikeier Christian Drewsen, som i de tredive Aar,
vi have været forbundne ved et aldrig kjolnet Venskab, stadigt
og virksomt har understøttet mine Bestræbelser for at oplyse
vore danske Insekters Naturhistorie, og hvem jeg blandt Andet
skylder det hele Materiale til Necrophorernes Udviklingshistorie,
for hvilken Videnskaben siden 1761 ingen anden Kilde har
kjendt end Roesel. Mange oplysende Stykker skyldes danske
Naturforskeres Reiser i fremmede Egne, især nuv. Adjunkt
Kiellerup*s Reise med Gaiatea.

195

gjennem min egen afvigende Fremstilling og Tydning. Jeg
vil tage een eller flere Familier ad Gangen, men uden at
binde mig strengt til nogen systematisk Rækkefølge. Dette
tørste Bidrag beskjæftiger sig med Gyrinernes, Hydrophilernes,
Silphernes og Staphylinernes Familier.

GYRINUS MARINUS GYLL.

Tab. III. Fig. I1). Larven ovenfra, lige udstrakt; Lemmer og
Gjæller udstrakte; Halekrogene udspilede,
de to inderste skjulte af sidste Gjællepar.

- - - 2. Hovedet ovenfra, med det spaltede Mund-

skjold, med venstre Kindbakke lukket i,
med venstre Antenne og de tre øverste
Øine paa venstre Side. Hovedets høire
Side udeladt.

- - - 3. Hovedet nedenfra, med Underlæben, høire

Kjæbe, og de to nederste Øine paa høire
Side. Hovedets venstre Side udeladt.

- - 4. Høire Kindbakke, ovenfra.

- - - 5. Høire Kjæbes to Flige , nedenfra.

- - - 6. Been af tredie Par, fra Siden, seet med

gjennemfaldende Lys. I Hoften sees Tro-
chanterens Strække- og Bøiemuskel, hiin
■befæstet paa Trochanterens øverste fortyk-
kede Hjørne, denne paa en fra Trochan-
teren i Hoften fremspringende Tap. I
Laarets øverste Deel sees Skinnebenets
Strækkemuskel , som udgaaer fra .den
øverste Deel af Laarets Sidevæg, lidt foran
Roden. Skinnebenets Bøiemuskel sees at
udspringe med tre Rødder, den ene fra

1 ) Forstørrelsens Grad er angivet paa Tavlerne ved hver enkelt
Figur.

18*

196

Tab. III. Fig. 6. Laarets Ryg, lidt foran dettes Rod, de to
andre fra Trochanteren. I Laarets Ende,
mellem Skinnebenets Strække- og Bøie-
muskel , bemærkes endnu Skinnebenets
tre smaa Dreiemuskler. I Skinnebenet
sees (a. a. a.) de tre, fra dets Ryg
kommende Portioner af Kløernes lange
Bøierrmskel; dens fjerde og øverste Portion
sees at udspringe fra Skinnebenets Rod-
ende. Fodens Strække- og Bøiemuskel
sees ved c og d; den sidste udspringer
fra den øverste Deel af Skinnebenets
Rodende, tæt under Knæet, hiin derimod
fra Midten af dets nederste Væg. Ved b
sees Kløernes lille Strækkemuskel.

- - - 7. Bagkroppens tiende og sidste Led, nedenfra,

med de fire Kroge i udspilet Stilling.

- - - 8. Gjælle af første Par, seet med gjennem-

faldende Lys, for at vise Aanderørsstammen
og dens Hovedforgreninger. Gjælleborsterne
ere udeladte.

- - 9. Et Afsnit af niende Gjællepar med Aande-

rørsstammen, fire af dens Sidegrene og
nogle af de store Celler langs Sidevæggene,
som udmærke de to sidste Par Gjæller.

HYDROUS ' ) ATERRIMUS ESCHLTZ.

Tab. III. Fig. 10. Larvens Hoved ovenfra. De sex Øine paa
hver Side tydelige. Kindbakkerne op-
lukkede, især den venstre. Høire Antenne

*) Benævnelsen Hydrous blev foreslaaet 1775 af Linné i hans
sidste entomologiske Afhandling: Bigæ Insectorum (Amoenit.
Academ. VIII. 308); men ganske som synonym med Hydro-
philus Geoffroy. Da Leach deelte Slægten, anvendte han Hy-
drous for H. piceus L., Hydrophilus derimod for H. caraboides
L. Nyere Forfattere ombytte Navnene.

197

Tab. III. Fig. 10. og venstre Kjæbe ere borttagne, for ikke
at skjule de omliggende Dele.

- - - 11. Hovedet nedenfra. Kindbakkerne opluk-

kede, især den høire. Høire Antenne bort-
tagen , venstre Kjæbe borttagen paa Hæng-
selpladerne nær.

- - 12. Bryststykket ovenfra, for at vise Formen

og Udstrækningen af Skjoldene.

- - - 13, 14, 15 og 16. For-, Mellem- og Bagbryst-

stykket og første Led af Bagkroppen,
nedenfra, for at vise Hudfoldernes Form,
Udstrækning og indbyrdes Forhold , til
Sammenligning med det fuldkomne Insekts
Bygning af de samme Dele. De tre Par
Been ere borttagne, og man seer de tomme
Leddeskaale. Paa fig. 13 sees det chiti-
niserede Prosternum - Skjold at indtage
Leddets forreste og mellemste Deel.

- - - 17. Første Led af Bagkroppen, ovenfra.

a. Den forreste, paa Siderne dobbelte
Leddefold.

b. Leddets Rygdeel, med sine to Hoved-
folder paatvers og sine to Sidefolder. I
det fordybede Sted, hvor alle tre Folder
støde sammen paa hver Side, sees de
smaa Aandehuller. Paa den bageste Tver-
fold bemærkes de fire mellemste Rygvorter,
paa Sidefolderne de to yderste, og paa
Sidefolderne udentil de to rudimentære,
toleddede Gjæller.

c. d. e. Den bageste Leddefolds tre Af-
snit, første og andet Afsnit med Sidefolder.

- - - 18. Bagkroppens syvende Led, ovenfra.

a. Den forreste Leddefold, af hvilke kun
Sidedelene ere synlige ovenfra.

b. Leddets Rygdeel med sine to Tver-

198

Tab. III. Fig. 18. folder, sine to Sidefolder, sine sex Ryg-
vorter og sine to rudimentære Gjæller.
c. d. e. Den bageste Leddefolds tre Af-
snit, som her alle ere forlængede.

- - - 19. Bagkroppens ottende Led ovenfra. Den

forreste Leddefold er utydelig, den bageste
Leddefolds Afsnit utydeligt adskilte; Ryg-
vorterne ere forsvundne, Gjællerne derimod
ligesaa fuldstændige som paa de fore-
gaaende Led.

- - - 20. Bagkroppens niende og sidste Led, ovenfra,

med de to store Aandehuller og de to
rynkede Halevedhæng.

- - 21. Been af første Par, seet fra Siden. Svømme-

børster paa Hoftens Yderside, paa Tro-
chanterens Underside, og paa Over- og
Undersiden af Laaret og Skinnebenet.
Foden kloformig, uden Kløer.

HYDROPHELUS CARABOIDES L.

Tab. IV. Fig. 1. Larven, seet ovenfra, udstrakt.

- - 2. Hovedet, ovenfra. Kindbakkerne oplukkede.

Høire Antenne og venstre Kjæbe borttagne.
I Nakkehuden, som udfylder Nakkehullet,
sees fortil de to smaa Nakkeskjolde, og
bagved dem den store aflange Aabning,
gjennem hvilken Forbindelsen med For-
brystets Indvolde tinder Sted.

- - - 3. Hovedet, nedenfra. Kindbakkerne aabne,

den venstre heelt oplukket. Venstre i^n-
tenne og høire Kjæbe borttagne, den sidste
paa Hængselet nær. Paa hver Side af
Midtlinien skinne Befæstningsfladerne af
Kindbakkernes Muskler igjennem.

- - - 4. Nymphen, seet fra Rygsiden.

Tab. V. Fig. 1. Et Been af Larvens tredie Par, seet fra
Siden.

199

HYDROBIUS FUSCIPES L.

Tab. IV. Fig. 5. Larven, seet ovenfra, udstrakt.

V. - 2. Hovedet , seet ovenfra. Kindbakkerne
aabne, især den venstre. Kjæberne og
venstre Antenne borttagne.
_ 3. Hovedet seet nedenfra. Antennerne, Kind-

bakkerne og høire Kjæbe borttagne, den
sidste paa Hængselet nær.
- - 4. Et Been af tredie Par, seet fra Siden.

PHILTDRUS TESTACEUS F.

Tab. IV. Fig. 6. Larven, seet ovenfra, udstrakt.

- 7. Hovedet, seet ovenfra. Venstre Kindbakke

heelt, høire halvt oplukket. Venstre An-
tenne , begge Kjæberne og Underlæben
borttagne.

_ - - 8. Hovedet, seet nedenfra. Høire Kindbakke
borttagen, venstre oplukket. Antennerne
borttagne. Venste Kjæbe borttagen paa
Hængselet nær.

_ - 9. Nymphen, seet fra Rygsiden.

V. - 5. Larven, seet fra Siden, siddende, for at
vise Gangvorterne under Bagkroppen.

_ - 6. Et Been af Larvens tredie Par; i Hoften

sees Gruben, hvori Laaret kan lægges op.

- 7. Saalen af en af Bagkroppens Gangvorter,

med Heftekrogene.

- 8. To sammenhængende Æggehylstre.

BEROSUS SPINOSUS STEV.

Tab. V. Fig. 9. Larven, seet ovenfra, udstrakt; Gjællerne
udstrakte.
- - - 10. Hovedet, seet ovenfra. Høire Kindbakke
aaben , venstre heelt. oplukket. Høire
Antenne, Kjæberne og Underlæben bort-
tagne.

200

Tab. V. Fig. 11. Hovedet, seet nedenfra. Antennerne, høire
Kindbakke og venstre Kjæbe borttagne,
den sidste paa Hængselet nær.

- - - 12. Et Been af tredie Par, seet fra Siden.

- - - 13. Tracheesystemet i Bagkroppens to sidste

Led, seete ved gjennemfaldende Lys, og

under stærk Presning.

t. t. De to Hovedstammer.

b. b. b. b. Gjællestammerne.

s. s. s. s. s. s. De tre sidste Par Aande-

hulsgrene.

i. i. i. i. Stammer til Tarmrøret.

c. c. Grene til Hjertet.

- - - 14. Et Stykke af en Gjælle af første Par,

seet ved gjennemfaldende Lys og under
stærk Presning. Paa den forreste Deel
er Hudens Tverrynkning angivet. Paa
den bageste Deel sees Tracbeernes For-
delingsmaade i Omrids.

NECROPHORUS VESPILLO HERSCH.

Tab. VI. Fig. 1. Larven, seet ovenfra, staaende i bugtet
Stilling.

- - 2. Hovedet, seet ovenfra.

- - - 3. Hovedet, seet nedenfra.

- - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra.

- - 5. Samme, seet fra den indvendige Side.

- - - 6. Samme, seet fra Rygsiden.

- - 7. Samme, seet nedenfra.

- - 8. Venstre Kindbakke, seet nedenfra.

- 9. Samme, seet fra den indvendige Side.

- - - 10. Den forreste Deel af høire Kjæbe, med

de to Kjæbeflige og Palpen, nedenfra.

- - - 11. Samme Dele, ovenfra; Palpen borttagen.

- - - 12. Underlæbens forreste Deel, seet nedenfra.

- - - 13. Underlæben, seet ovenfra.

- - - 14. Been af første Par, seet fra Siden.

201

Tab. VI. Fig. 7. takkede Laag; bag dette sees den fire-
tandede Rand af Aandepungens øverste
Laag at rage frem. (Den korte Hudkegle,
som forestiller Bagkroppens niende Led,
og som med sine korte, treleddede Hale-
nokker rager frem mellem de to store
Aandehuller af ottende Par, er skjult i
Aandepungen.)
-8. Nymphen, seet ovenfra.

- ~ " 9- Ottende og niende Led af den mandlige

Nymphes Bagkrop, nedenfra.

- - - 10. De samme to Led af den kvindelige Nym-

phes Bagkrop, nedenfra.

SPHÆRIDIUM BIPUSTULATUM F.

Tab. VI. Fig. 11. Larvens venstre Kjæbe, seet nedenfra.

- - - 12. For- og Mellembryststykket, nedenfra. Paa

Forbrystet sees Forryggens Sideombøininger
og mellem dem den i Spidsen kløftede
Forbrystplade ; paa hver Side af denne
Forbenene. Paa Mellembrystet sees Mellem-
benene, de to Tapper, som bære Bryst-
stykkets Aandehuller, og, bagved dem,
Enderne af Mellemrygsskjoldet.

- - - 13. Been af tredie Par.

- - - 14. Spidsen af samme Been, stærkere forstørret.

Skinnebenet ender med to indleddede Torne,
men savner Fod.

- - - 15. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra

og lidt bagfra. Gatboret aabner sig mel-
lem de tre smaa trekantede Klapper ved
Roden af Aandepungens nederste, i Ran-
den rundtakkede Laag; bag dette sees den
tvetandede Ende af Aandepungens øverste
Laag at rage frem.

14-

202

CERCYON ANALIS PAYK.

Tab. VI. Fig.16. Larven, i noget krummet Stilling, seet
ovenfra.

- - - 17. Hovedet, ovenfra; Kindbakkerne ere halvt

oplukkede. Baghovedets Hul er udfyldt af
Nakkehuden, i hvilken sees de to Nakke-
skjolde. Kjæberne og Underlæben ere bort-
tagne.

- - - 18. Hovedet, nedenfra. Antennerne, venstre

Kindbakke og høire Kjæbe borttagne.

- - - 19. Venstre Antenne, ovenfra.

- - - 20. Begge Kindbakkerne, ovenfra.

- - - 21. Høire Kjæbe og Underlæben, nedenfra.

- 22. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra
og lidt bagfra. Gatboret aabner sig i
Tverspalten ved Roden af Aandepungens
nederste, i Randen trekantede Laag; bag
dette sees Randen af Aandepungens øverste
Laag at rage frem med sine tre Tænder,
som dog i denne Stilling blive lidt for-
kortede og derfor mindre tydelige. Fra
Aandepungen titte niende Leds Halenokker
frem.

- - - 23. Niende Leds Halenokker, stærkere for-

størrede, nedenfra.

- - - 24. Nymphen, fra Rygsiden.

- - - 25. En af de lange Dreietapper med Ende-

børste fra Nymphens Forryg.

CERCYON LITORALIS GYLL.
Tab. VII. Fig. 1. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra
og lidt bagfra. Gatringen ved Roden af
Aandepungens nederste, i Randen tretan-
dede Laag; bag dette sees Randen af
Aandepungens øverste Laag at rage frem.
Fra Aandepungen titte niende Leds Hale-
nokker frem.

203

HELOPHORUS GRANDIS DUFT.

Tab. VIL Fig. 4. Et Æggehylster.

- - 5. Larven, i udstrakt Stilling, seet ovenfra.

- -6. Hovedet, seet ovenfra. Nakkehullet aabent.

Venstre Kindbakke lukket, høire halvt
oplukket. Høire Antenne, Kjæberne og
Underlæben borttagne.

- - 7. Hovedet, nedenfra. Høire Kindbakke bort-

tagen, venstre halvt oplukket. Antennerne
og venstre Kjæbe borttagne, den sidste
paa Hængselet nær.

- - 8. Forbryststykket, nedenfra.

- - 9. Been af andet Par, seet fra Siden.

- - - 10. Bagkroppens syvende, ottende og niende

Led, nedenfra. Halenokkernes første Led
antydet, de følgende Led udeladte. Ved
Roden af Bagkroppens niende Led frem-
træder Gatringen : Gattet mellem de to
runde Vorter.
- 11. Venstre Aandehulsplade af ottende Par.

HELOPHORUS GRANULARIS MULS.

Tab.VH. Fig. 12. Larvens høire Kindbakke, seet ovenfra og
lidt bagfra, med Bøie- og Strækkemusk-
lernes Sene og Rodende.

- - - 13. Nymphen, seet ovenfra.

NECROPHORUS VESPILLO HERSCH.

Tab. VHI. Fig. 1. Larven, staaende i bugtet Stilling, seet
ovenfra.

- - 2. Hovedet, seet ovenfra; Kjæberne og Under-

læben udtagne.

- - - 3. Hovedet, seet nedenfra; venstre Halvdeel

indtil henimod Midtlinien er udeladt, An-
tennerne og Kindbakkerne ere borttagne.

- - - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra.

204

Tab. VIII. Fig. 5. Høire K indbakke, seet nedenfra.

- - 6. Samme, seet fra Rygsiden.

- - 7. Samme, seet fra den indvendige Side.

Ved de fire sidste Figurer betegner a den
øverste og b den nederste Leddetap;
Bøiemuskelens Sene er mærket med c,
Strækkemuskelens med d.

- - - 8. Den forreste Deel af venstre Kjæbe med

de to sammenvoxne Flige, Palpestykket
og Palpen, seet nedenfra.

- - 9. Samme Deel, seet ovenfra; Palpen er bort-

tagen; i Palpestykket sees dens store
Leddegrube.

- - 10. Et Been af første Par, seet fra den ba-

geste Side.

NECROPHORUS MORTUORUM F.

Tab. VIII. Fig. 11. Larven, staaende i en noget bugtet Stil-
ling, seet ovenfra.

- - 12. Randen af venstre Kindbakke, seet ovenfra.

- - 13. Underlæben med venstre Kjæbepalpe, seet

nedenfra.

- - 14. De to yderste Led af høire Antenne, noget

pressede, forfra.

- - 15. Den unge Larve, udstrakt, seet ovenfra.

- - 16. Nymphen, seet fra Rygsiden.

- 17. Niende Led af den kvindelige Nymphes
Bagkrop med Gatringen , Skedefølerne
(Vaginalpalperne) og Halenokkerne, seet
nedenfra.

- - - 18. Samme Led af den mandlige Nymphes

Bagkrop, med Gatringen og Halenokkerne,
seet nedenfra.

SILPHA RUGOSA F.
Tab. IX. Fig. 1. Larven, lige udstrakt, seet ovenfra.

205

Tab. IX. Fig. 2. Hovedet, ovenfra; venstre Halvdeel indtil
henimod Midtlinien udeladt.

- - - 3. Samme, nedenfra; høire Antenne og Ho-

vedets venstre Halvdeel indtil henimod
Midtlinien udeladte.
_ - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra.

- -5. Samme, seet fra den indvendige Side.

- - 6. Venstre Kindbakke, seet ovenfra.

- - - 7. Samme, seet fra den indvendige Side.

- - - 8. Samme, seet fra Undersiden.

- - 9. Høire Kjæbe, noget presset, seet neden-

fra; den bageste Deel af Stammen og
hele Hængselet, som ved tilstrækkelig For-
størrelse sees fremstillede paa Fig. 3, ere
her udeladte.
_ - 10. Samme, noget presset, seet ovenfra; Pal-

pen og Hængselet borttagne.

- - - 11. Et Stykke af den tandvæbnede Rand med

tre Torne af Kammen af samme Kjæbes
indre Flig, stærkt presset, seet ved gjennem-
faldende Lys.

- - - 12. Spidsen af Hagen med Palpestammen,

Palperne og Tungen, noget presset, seet
nedenfra.

- - - 13. Hele Underlæben , noget presset , seet

ovenfra.
. _ _14. Been af tredie Par, seet fra Siden.

SILPHA OBSCURA ILLIG.

Tab. IX. Fig. 15. Larven, lige udstrakt, seet ovenfra; teg-
net efter et Exemplar med et overtalligt
Bagkropsled.

- - - 16. Enden af venstre Antenne, noget presset.

- - - 17. Høire Kjæbepalpe, ovenfra.

- - - 18. Hele Underlæben med det forreste Afsnit

afHypostoma, noget presset, seet nedenfra.

- - - 19. Been af tredie Par, seet fra Siden.

206

CHOLEUA FUSCA PANZ.

Tab. X. Fig. 1. Larven, staaende i bugtet Stilling, ovenfra.

- -2. Venstre Kindbakke, ovenfra; m Knuse-

tanden, r Gjenhagen, a den øverste Ledde-
tap, b Strække- , c Bøiemusklernes Sene.

- - - 3. Venstre Kjæbe og Underlæben i Sammen-

hæng, nedenfra.

- - -4. Enden af høire Kjæbes indre Flig med den

lille ydre Flig, ved gjennemfaldende Lys,
noget presset, nedenfra.

- - 5. Venstre Antenne, ovenfra.

- - 6. Been af tredie Par, fra Siden.

ANISOTOMA GLABRA KUG.

Tab. X. Fig. 7. Larven, udstrakt, ovenfra.

- - 8. Mundskjold og Læbe , svagt pressede,

ovenfra.

- - - 9. Venstre Kindbakke, ovenfra; a den øverste

Leddetap.

- - 10. Samme, nedenfra; a* den nederste Ledde-

tap med Leddegruben. Paa disse to Figu-
rer betegner m Knusetanden, r Gjenhagen,
b Strække- og c Bøiemusklernes Sene.
- 11. Venstre Kjæbe og Underlæben i Sammen-
hæng, nedenfra.

- - - 12. Enden af samme Kjæbes indre Flig, noget

presset, ved gjennemfaldende Lys; de tre
nederste Kamtænder borttagne.

- - - 13. Enden af samme Kjæbes ydre Flig, noget

presset, nedenfra.

- - - 14. Tungen med Tungestøtten (i Midten) og

Bitungerne, noget presset, ovenfra.

- - 15. Venstre Antenne, ovenfra.

- - - 16. Been af tredie Par, fra Siden.

207

AGATHIMUM MANDIBULARE ST.

Tab. X. Fig?17. Larvens1) venstre Kjæbe og Underlæben
i Sammenhæng, nedenfra.

- - 18. Enden af samme Kjæbes ydre Flig, noget

presset, nedenfra.

- - - 19. Høire Antenne, ovenfra.

- - 20. Been af tredie Par, fra Siden.

Den her fremstillede Række af Skikkelser har jeg stræbt
at lægge tilrette, saavel i det Enkelte som i det Hele, i
nedenstaaende Opstilling. En nærmere Begrundelse af min
Synsmaade, ligesom af de nye Ting, der forekomme i Or-
ganernes Nomenklatur, kan ikke ret vel finde Sted, før det
hele Arbeide er naaet saavidt frem2), at min Tydning kan
sammenholdes med en større Række af Udviklingsformer.
Meget i det her Fremsatte, haaber jeg, vil dog allerede nu
finde Indgang.

GYRINI:

Tarsi exserti, biungulati.

Spiracula nul la.

Plenræ abdominis appendiculatæ , appendicibus elongatis, acumi-
natis, ciliatis, natatoriis, brauchiis.

Abdomen segmento nono exserto, posttergis brevissimis , constri-
ctis, moniliforme, natatorium.

Cerci elongati, acuminati, integri, ciliati, natatorii, bran-
chice.

Annulus analis eæsertus, hamulis armahis quattuor mobilibus,
s c ans or iu s.

1) Billedet af Larven maa af Mangel paa Plads henlægges til en
senere Tavle.

-) De Vanskeligheder, der have viist sig ved Tegningernes Stik,
og den lange Tid , dette har medtaget , ere Skyld i , at jeg
ikke har kunnet optage endeel af Staphylin - Larverne i denne
første Afhandling, saaledes som det var min Hensigt

208

GYRINUS MARINUS:

Corpus elongatum, lineari-fusiforme , minute granulosum,
parcius pubescens.

Caput minutum, porrectum, cylindricum, pone antennas
paulo dilatatum, læve: occipite constricto, foramine cervicali
amplo, retro spectante: collo nullo. Anguli frontales truncati.
Clypeus concretus, basi excavatus, apiceni versus ascendens,
porrectus , acute bidentatus : labro nullo. Sulci frontales
latius excavati. Hypostoma concretum, impressione trans-
versa sejunctum.

Ocelli seni, laterales, congregati, majusculi, convexi, pro-
minuli: superiores ovati, subreniformes: inferiores magis ro-
tun dati.

Antennæ laterales, extensæ, filiformes, longitudine ca-
pitis: radicula exserta, annuliformi: articulis sequentibus
tribus gracilibus, elongatis, magnitudine paulo decrescentibus:
appendice terminali brevissima.

Instrumenta cibaria exserta, libera.

Mandibulæ capite breviores, falcatæ, latiusculæ, acutæ,
medio denticulis nonnullis parvis, retro vergentibus, armatæ.

Maxillæ distantes, membrana articularia nulla; cardines
brevissimi , membranacei. Stipites mentum vix excedentes,
crassi, obovato-quadrati. Malæ binæ, longitudine subæquales :
exterior gracilis, conica, palpiformis, biarticulata, palpario
elongato, filiformi; interior angulatim hamata, obsolete bi-
articulata: articulo priore pectinato : terminali cultriformi,
valido, sub apicem dentato. Stipites palporum maxillarium
brevissimi, annuliformes. Palpi maxillares filiformes, quadri-
articulati: articulo primo brevi: sequentibus fere æqualibus,
secundo et tertio obconicis, quarto paulo crassiore, oblongo-
ovato.

Mentum brevissimum, transversum. Ligula nulla. Stipi-
tes palporum labialium maxillas excedentes, discreti, graciles,
conici. Palpi labiales biarticulati , articulis fere æqualibus,
priore obconico, altero oblongo-ovato, subincurvo.

209

Prothorax capiti longitudine par, sed paulo latior, ova-
tus. Mesothorax et metathorax subglobosi, annulorum om-
nium corporis latissimi. Scuta prothoracica concreta, integra,
incompleta, scutum subovatum tbrmantia læve, convexum,
basi et lateribus marginatum. Scuta mesothoracica discreta,
minuta, transversa. Scuta metathoraciea nulla. Scuta ster-
nalia nulla.

Pedes longiores, graciles, per paria crescentes,pubescentes,
ambulatorii. Coxæ conicæ , inclinatæ. Femora longitudine
coxarum, clavata, apice spinulosa, inf'erius pilosa. Tibiæ
femoribus paulo breviores, apice spinulosæ. Tarsi longitudine
tibiarum, unguibus æqualibus, gracilibus.

Segmenta abdominalia scutis corneis carentia, sensim
decrescentia, integra, globosa, nonum subclavatum. Pleuræ
obsolete expressæ, integræ. Ventralia integra,

Color pallidus, partibus corneis pallide flavis. Lai*va
aquatica, mobilissima, abdomine branchiisque natans, liamis
analibus scandens, rapax.

HYDROPHILI:

Tarsi iingulif ormes, interdum deficientes.
Spiraeula abdominalia octavi paris terminalia.
Instrumenta cibaria exserta, libera, membrana articidaria maxillari
brevissima, cardines non excedente.
Ctypeus concretus, labro mdlo.
Mandibulæ falcatæ, acutæ, clausæ.
Ligida aut parva, acuminata, aut nulla.
Caput porrectum, collo mdlo.
Annidus analis brevissimus. inermis.

Caput extensum, quod sursum flecti possit, occipite amplo,
convexo, deorsum vergente, foramine cervicali sursum spectante,
membrana cervicali scutata. Antennæ triarticulatæ (radicula
scilicet vix annuliformi), raro quadriarticulatæ, articulo primo
elongato, terminali pusillo.

210

Mandibulæ sursum curvatæ, validæ, sæpissime dentatæ,
basi distantes, musculis adductoribus occipiti inferiori insertis.
Maxillæ distantes, palpiformes : cardine brevi, transverso,
membrana articularia libera, prominente, duplicata, sæpissime
scutata : stipite elongato, libero : mala interiore nulla, exteriore
uniarticulata, pusilla, inermi, stipiti palporum inserta. Palpi
maxillares triarticulati, labiales biarticulati. Stipites palpo-
rum labialium concreti.

Ocelli seni.

Prosternum corneum. Scuta tergorum abdominis parva,
discreta. Ventralia plicata.

I. Spiracida lunata, transversa^ peritremate elevato, oblovgo,
eætrorsum dilatato, scutellato , aérifero1). Spiracula octavi paris
abdominis detecta. Segmentum nonum abdominis exsertum. Vestis
aeri/era nulla. Antennæ extra angulos frontis insertæ.

*) Skjondt Cussac's Meddelelser om Udviklingen af Spercheus
emarginatus (Ann. de la Soc. Ent. de Fr. II. Ser. T. X. 1852.
p. 617. PL 13. f. 8 — 16) vistnok hore til de bedste nyere
Fremstillinger af denne Art, have de dog intet Hold kunnet
yde mig til nærmere Sammenligning med de mig bekjendte
Hydrophillarver. Den stærkt udviklede Læbe , som angives i
Beskrivelsen, sees af Figurerne at være Mundskjoldet. I An-
tennerne er den hudagtige Rodkegle betragtet som et Led,
hvorfor de angives at være fireleddede. Mindre let bliver det
at udrede, hvad der bor forstaaes ved »machoires assez fortes,
arquées , aigues a Fextrémité, fortement ciliées dans leur partie
intérieure« (fig. 12). Skulde Pandefligene have en saadan
Bygning , at de af Forf. kunde misforstaaes og antages for
Kjæbeflige, eller har han faaet Billedet af Kjæberne forvirret
af de overliggende Mandibler? thi at der skulde forekomme en
stærkt udviklet Flig paa Kjæbeskaftet (stipes), foruden den
sædvanlige rudimentære Flig paa Palpestykket, der ogsaa sees
paa Cussac's Figur, og i hans Beskrivelse omtales som et
Vedhæng paa forste Palpeled , staaer dog neppe til at for-
mode om en Hydrophillarve. Fem Øine paa hver Side tør
vel antages for en Observationsfeil. Det kan ikke udfindes,
hvorledes det forholder sig med Skjolddannelsen paa Bryststykke
og Bagkrop. Men, hvad der især staaer mig iveien, ere Forf.s
Angivelser om Aanderedskaberne : »Les stigmates garnis de
poils tres longs et tres nombreux sont au nombre de 7 paires,

211

Mandibulæ non multum distantes. Scuta tergorum ab-
dominis conspicua. Ventralia scutata.

A. Ocelli laterales, congregati, rotundati, convexi.

Larvæ amphibiæ, prædam cursu sectantes.

1. Abdomen sensim dilatatum, supra convexum, iufra planius-
culum, pieuris exsertis, segmento nono abrupte minore, apodum, cercis
longissimis, triarticulatis, articulis apice setigeris, ambulatorium.

a. Pedes breviusculi, validi, compressi, spinulosi, femo-
ribus tibiisque fere æque longis, coxis scrobe femorali scnlptis,
ras orii.

aa. Appendices pleurarum abdominis octonæ, corneæ,
elongatæ, setiformes, ambulatoriæ.

Antennæ articulo secundo et tertio appendiculatis.

tres proéminants, placés sur les cotés de l'abdomen« (p. 622),
altsaa i de Haarbuske, der sidde langsmed Dyrets Sider (fig. 8,
men som denne Figur ogsaa viser paa de to bageste Led af Bryst-
stykket), og som vel maae være de samme, der et andet Sted
(p. 619) omtales som: »appendices respiratoires situés sur les
cotés de l'abdomen«, og om hvilke det hedder, at Dyret stik-
ker dem frem over Vandets Overflade, naar det vil aande.
Disse Angivelser synes baade i sig selv at være mindre tyde-
lige, ligesom ogsaa at staae i nogen indbyrdes Modsigelse, og
de lade sig saalidt forene med mine Undersøgelser over de
andre Hydrophillarvers Former af Aanderedskaber , at jeg ret
meget længes efter at finde Ledighed til at undersoge denne
Larve. Saameget fremgaaer imidlertid af Cussac's Afhandling,
at Spercheuslarven slutter sig til Helophorlarven ved fremskudt
niende Bagkropsled , som det jo ogsaa ifølge de udviklede
Dyrs Slægtskab var at vente. Ifølge hans Figurer kunde man
være tilboielig til at slutte, at Spercheuslarven Lorholder sig
paa en lignende Maade til Helophorlarven, som Berosuslarven
til de andre Hydrophilinlarver : at den nemlig er en kort, bred
Form, med lange, tynde Klattrebeen. Nogle tidligere Med-
delelser om en ung Spercheuslarve af H. v. Kiesenwetter (Ent.
Zeit. 1845. S. 222) gaae altfor lidt ind paa Dyrets Bygning,
til at man hos dem kunde hente nogen Hjælp. Dog maa
ogsaa efter dem det niende Bagkropsled forstaaes at være
fremskudt. Larven var langs med Siderne og paa Bagkrop-
pens Spidse besat med » abstehenden Haaren « ; Benene vare
tynde, Laarene besatte med lange Haar: skulde de altsaa
være Svømmebeen? men dermed passer den Form ikke, som
Cussac har paa sine Figurer.

212

HELOPHORUS :

Caput subquadratum. Anguli frontis clypeum excedentes,
ampli, fornicati, obtusi. Clypeus convexus, apice conico pro-
minente. Sulci frontales profundi. Hypostoma triangulum,
medio transverse impressum, apice rotundatum. Occiput pro-
funde canaliculatum.

Antennæ articulo primo secundum paulo superante, se-
cundo apicem versus dilatato, subtriangulari, tertio minuto.

Mandibulæ breviores, basi dilatatæ, apice incurvæ, sub
apicem crenulatæ, subæquales: dente medio hamato, interdum
duplici.

Stipites maxillares crassiusculi, subcylindrici , palpis
labialibus inferiores. Palpi maxillares minuti, conici, articulis
decrescentibus ; stipes elongatus , clavatus, validus, palpum
duplo superans.

Mentum oblongo-quadratum, angustum, pusillum, sub fron-
tem retractum. Stipes palporum labialium angustus, longi-
tudine menti, apice tissus. Palpi labiales articulis fere æque
longis. Ligula nulla.

Scuta thoracica concreta, completa, integra. Thorax
superne profunde canaliculatus. Prosterum areis membrana-
ceis sculptum.

Coxæ foras apertæ, scrobem membranaceum femoralem
exbibentes.

Præterga abdominis brevissima, simplicia, obtecta. Terga
non plicata, scutis corneis quaternis, setigeris, intermediis
subquadratis, lateralibus an gu stis, ad longitudinem subellipti-
cis; scuta segmenti noni concreta, scutum unicum subqua-
dratum exhibentia. Ventralia scutis corneis novenis.

Spiracula terminalia pone scuta lateralia tergi sita.

Cerci minute reticulosi, articulo terminali ruguloso.

Helophorus gran dis: Mandibulæ sub apicem profundius
crenulatæ: dente medio bicuspide, acumine utroque
bamato. Color pallidus, partibus corneis fuscis:
cercis pallidis, setis atris.

213

Helophorus gran u la ri s: Mandibulæ sub apicem obso-
lete crenulatæ : dente medio simplici.1)

//. Spiracula rotandata. peritremate annuliformi. Spiracitla
abdominalia octavi paris obtecta. Segmentum nonum abdominis abs-
conditum, minutissimam vel obsoleium. Partes corporis membranaceæ
veste indutæ aérife ra, e pube brevissima, constipata, inæquali,
sericea confecta. Antennes supra angidos frontis insertæ.

Mandibulæ late distantes. Scuta tergorum abdominis
minutissima, verruciformia, sæpius obsoleta. Ventralia scutis
carentia.

B. Ocelli superiores, majusculi, distantes,

oblojigi, plani.

Larvæ sursum prospicientes, presbyopicæ, aqua-

ticæ, prædam aversæ sectantes.

2. Abdomen sensim atteuuatum , acutum, apodum, pieuris e.c-
serlis, >iatatorium.

* Atrium respiratorium nullum. Spiracula terminalia
minuta. Cerci nulli.

o Pleuræ segmentorum abdominis præter octavum ap-
pendiculatæ.

b. Pedes articulis omnibus elongatis , setulosi , tarsis
gracilibus, longissimis, scansorii.

\ Abdomen supra planiusculum, infra convexum.

bb. Appendices pleurarum abdominis longissimæ, trans-
verse rugosæ, breviter pubescentes, b ran c hi æ.

§ Spiracula tubulata. Spiracula thoracica superne
conspicua.

BEROSUS SPINOSTJS:

Caput breviter obovatum. Anguli frontales breviusculi,
late rotundati. Clypeus angustus, convexus, apice producto,
rotundato, quinquedentato. Sulci trontales basi distantes.
Hypostoma brevissimum, transversum. Occiput anterius pro-
funde excavatum.

x) Af denne Arts Lane kjender jeg kun den afstreifede Hud.

214

Antennæ articulo primo secundum duplo fere superante,
tertio pusillo.

Mandibulæ acuminatæ, inæquales: dextra dente medio
duplici, acumine anteriore elongato, acuto: sinistra dente
medio parvo, acuto, simplici, retro vergente.

Stipites maxillares crassi, elongato-obovati, medio sub-
constricti, palpos labiales valde excedentes. Palpi maxillares
crassiusculi; stipes brevis, crassus, articulo primo palpo-
rum duplo ferme major.

Mentum minutissimum, subquadratum , angulis anteriori-
bus obtusis. Stipes palporum labialium subquadratus, minu-
tissimus. Palpi labiales articulo priori brevissimo. Ligula
nulla.

Scuta prothoracica concreta, integra, incompleta, tergum
medium obtegentia. Scuta mesothoracica discreta, minuta,
coriacea, oblique triangula. Scuta metathoracica distantia,
minutissima, verruciformia.

Præterga abdominis simplicia. Terga plicata, scutis mi-
nutissimis, verruciformibus, per paria approximatis.

Color albus, partibus corneis pallide flavis, veste aéri-
fera in dorso nigricante, seriem macularum exhibente.

-j--f- Abdomen supra et infra æque convexum.

Segmentum octavum abdominis atrium respira-
torium exhibens, scuto superiore repando-denticulato, inferiore
trilaciniato. Spiracula terminalia dilatata. Cerci minutissirai,
in fundum atrii retracti.

oo Pleuræ segmentorum abdominis omnium appendiculatæ.

— Pleuræ thoracis tuberculatæ.

c. Pedes gracillimi, compressi, articulis elongatis, femo-
rali omnium longissimo, utrinque ciliato , natatorii.

Antennæ scapo longissimo, ciliato, natatoriæ.

cc. Appendices pleurarum abdominis præter octavum par
elongatæ, inæquales, ciliis gracillimis vestitæ, natatoriæ;
appendices octavi paris deorsum flexæ, acuminatæ,^ sinuosæ,
suspensoriæ.

215

gg Spiracula thoracis tubulata, superne conspicua. Spira-
cula abdominis immersa.
Antennæ triarticulatæ.
Tubercula thoracica cylindrica.
Terga abdominalia obscure plicata.

HYDKOPHILUS CARABOIDES:

Caput obovatum. Anguli frontis brevissimi , sinuati.
Clypeus valde convexus, margine late rotundato, crenulato.
Sulci frontales ante divergentes, basi distantes. Hypo-
stoma semicirculare , valde convexum , ante truncatuni.
Occiput obscure canaliculatum, medio constrictum, prope
hypostoma utrinque profunde impressum.

Antennæ articulo primo longissimo, tenui, ciliato, se-
cundo et tertio tenuibus, pusillis, subæqualibus.

Mandibulæ elongatæ, falcatæ, acutissimæ, subæquales,
dente medio valido, duplici, acumine posteriore acuto,
priore lanceolato, majore.

Stipites maxillares gracillimi, longissimi, palpos labiales
excedentes. Palpi maxillares graciles; stipes gracilis, recur-
vus, articulo primo triplo longior.

Mentum amplum, fornicatum, e basi sensim decrescens
latitudine, angulis dentiformibus , lateribus serrulatis. Stipes
palporum labialium elongato-quadratus, basin versus angustior.
Palpi labiales articulo priore brevissimo. Ligula elongata,
acuminata.

Scuta prothoracica concreta, completa, integra. Scuta
raesothoracica discreta, tergum medium occupantia, triangula,
apicem truncatum versus constricto-attenuata. Scuta meta-
thoracica discreta, incompleta, apice incurva.

Prætérga abdominis integra. Terga obscurius plicata,
scutis verrucitbrmibus, cylindricis.

Color sordide albus, in larvis adultis fuscescens; scuta
fuscescentia; partes corneæ flavescentes.

216

dd. Appendices pleurarum abdominis inæquales, parium
septem priorum breves, nudæ, natatoriæ, octavi paris
deorsum flexæ, acuininatæ, sinuosæ, suspensoriæ.

§§§ Spiracula iramersa. Spiracula thoracica superne non
conspicua.

Antennæ quadriarticulatæ.

Tubercula thoracica verruciforraia.

Terga abdominalia profunde plicata.

HYDROUS ATERRIMUS:

Caput rotundatum. Anguli frontales clypeum superantes,
lingulati. Clypeus planiusculus , margine late rotundato,
medio sinuato. Sulci frontales extrorsum curvati, basi et
apice convergentes. Hypostoma triangulum, obscure canali-
culatum. Occiput canaliculatum.

Antennæ articulo primo valde elongato, tenui, ciliato,
secundo et tertio gracilibus, pusillis, subæqualibus. Articulus
extraordinarius brevissimus, nodiformis inter articulum primum
et secundum interpositus.

Mandibulæ crassæ, obtusiusculæ, inæquales: dextra dente
medio crasso, obtusiusculo, transverso, duplici : sinistra dente
minore, inferiore , apici vicino armata.

Stipites maxillares gracillimi, elongati, palpos labiales
longe superantes. Palpi maxillares graciles; stipes gracilis
recurvus, articulum primum subæquans longitudine.

Mentum cordatum, planiusculum, angulis porrectis, vali-
dis, dentiformibus. Stipes palporum labialium cordatus.
Palpi labiales articulis fere æque longis. Ligula brevis, conica.

Scuta prothoracica discreta, tergum medium tantum ob-
tegentia. Scuta metathoracica discreta, tergum medium ob-
tegentia, triangula, apice incurva.

Præterga abdominis plicata. Terga abdominis plicata;
scutis verruciformibus , obtusis.

Color fuscus; partes corneæ nigrofuscæ.

Pleuræ thoracis tuberculis carentes.

Antennæ articulo secundo et tertio appendiculatis.

217

d. Pedes breviores, spinulosi, coxis ovatis, simplicibus,
femoribus tibiisque fere æque longis, ambulatorii.
ee. Appendices pleurarum abdominis nul læ.

§§§§ Spiracula tubulata. Spiracula thoracica superne
conspicua.

HYDROBILS FUSCIPES:

Caput quadrato- oblongum. Anguli frontis clypeum vix
superantes, apice auguste rotundati. Clypeus convexus, mar-
gine transverso, quinquedentato. Sulci frontales retro conflu-
entes. Hypostoma subquadratum, apice rotundatura. Occi-
put integrum.

Antennæ articulo primo secundum duplo ferme superante,
tertio pusillo.

Mandibulæ latiores , acutæ, subæquales, dente medio
maximo, triplici, acumine posteriore minuto, prioribus duobus
validis, incurvis, acutis.

Stipites maxillares crassi, subovati, palpos labiales non-
nihil excedentes. Palpi maxillares crassiusculi; stipes bre-
vissimus, articulo primo palporum duplo major.

Mentum subquadratum, retro angustatum, angulis acu-
tiusculis. Stipes palporum labialium subquadratus. Palpi
labiales articulo priore brevissimo. Ligula tenuis, acu-
minata.

Scuta protboracica concreta, completa, integra. Scuta
mesothoracica et metathoracica discreta, incompleta, trian-
gula, apicem truncatum versus constricto-attenuata.

Præterga abdominis simplicia. Terga plicata, scutis mi-
nutis, subquadratis, planiusculis , subcorneis, intermediis du-
plicibus.

Color sordide eburneus; scuta fusca; caput pallide flavum,
minute fusco-variegatum.

3. Abdomen sublineare, apice atfemiatum . , obtusum, supra
conveæum, infra plamusculwn , pedatum, pieuris haud e.rsertis,
gressorium.

15*

218

e. Pedes breviores, validi, spinulosi, femoribus tibiisque
fere æque longis, coxis scrobe femorali notatis, rasorii.
Præterga plicata.

PHIL YD RUS TESTACEUS:

Caput quadrato-oblongum. Anguli frontis clypeum paulo
excedentes, dentiformes, acuti. Clypeus convexus, margine
transverso, quadridentato. Sulci frontales retro confluentes.
Hypostoma triangulum. Occiput canaliculatum.

Antennæ articulis prioribus duobus fere æque longis, ter-
tio pusillo.

Mandibulæ lanceolatæ, acutæ, inæquales: dextra sub
apicem serrulata, dente medio duplici, acumine utroque lan-
ceolato : sinistra dente medio simplici, lanceolato.

Stipites maxillares crassi, subcylindrici, palpos labiales
longe excedentes. Palpi maxillares conici; stipes brevissi-
mus, articulo primo palporum dimidio major.

Mentum cordatum, apice truncatum. Stipes palporum
labialium brevis, apice rotundatus. Palpi labiales articulo
priore brevissimo. Ligula tenuis, acuminata.

Scuta protboracica concreta, completa, integra. Scuta
mesotboracica tergum ex parte obtegentia, medio cobærentia,
laciniata. Scuta metatboracica discreta, incompleta, laciniata,
medio profunde constricta.

Coxæ magnæ, foras apertæ, scrobem membranaceum
femoralem exhibentes.

Præterga abdominis plicata. Terga abdominis plicata,
scutis minutissimis, transversis, pianis, subcorneis, intermediis
duplicibus.

Pedum abdominalium paria quinque, in ventrali tertio,
quarto, quinto, sexto , septimo sita, hamis plantaribus nu-
merosis munita.

Color eburneus; partes corneæ fuscæ; caput scutaque
tboracica pallido-variegata.

219

C. Ocelli superiores, minuti, congregati, rotundati,
planiusculi.

Larvæ sursum prospicientes, myopicæ, in terra
humida vel fimo degentes, larvas antliatorum
præcipue sectantes.

4. Abdomen cylindricum , pieuris haud eæsertis, sensim dilata-
ftw/j, segmento octavo omnium amplissimo, apodvm, reptorium.

f. Pedes nulli.

ff. Appendices pleurarum abdominis parium septem prio-
rum nullæ, octavi paris breves, obtusæ, retro eminentes.

Ligula palpos labiales superans, elongata, acuminata,

setulosa.

CERCYON :

Caput obovatum. Anguli frontis abbreviati. Clypeus an-
gustus, convexus, obtuse unidentatus. Sulci frontales pro-
fundi. Hypostoma triangulum. Occiput profunde canalicu-
latum, foveola media sculptum.

Antennæ articulo primo triplo longiore quam secundo,
tertio secundum nonnihil superante, clavato. Appendices
antennariæ validæ, posterior cylindrica , articulum secundum
superans, terminalis articulo tertio duplo longior, setacea.

Mandibulæ breviores, subfalcatæ, basi introrsum dilatatæ,
inæquales: dextra dente medio brevi, crasso, integro, apice
oblique truncato, corona serrulata: sinistra edentula, margine
interiore serrulata.

Stipites maxillares palpos labiales valde excedentes,
latere exteriore depresso-dilatato, multispinuloso, interiore
confuse spinuloso. Palpi maxillares conici, articulis sensim
decrescentibus, stipite brevi, crasso, mala spiniformi.

Mentum brevissimum, transversum. Stipes palporum la-
bialium brevis, transversus, apice medio obtuse acuminato.
Palpi labiales conici, articulo altero priorem quarta parte
superante. Ligula ampla, mento quadrupio longior.

Scuta prothoracica concreta, completa, integra, disco
foveolato. Scuta mesothoracica concreta, integra, incompleta,

220

tergum medium occupantia. Scuta metathoracica discreta,
tangentia , integra , incompleta , minuta. Prosterni apex
acutus.

Præterga abdominis simplicia. Terga abdominis simpli-
cia, scutis carentia.

Cerci subexserti, setis longioribus fulti.

Color sordide eburneus; partes corneæ flavescentes.

Cercyon an a lis: Scutum superius segment! octavi ab-
dominis apice obtuse tridentatum. Scutum ventrale ejusdem
segmenti margine posteriore parce setuloso, tridentato , dente
intermedio latiore, infra excavato.

Nympha: Styli motorii scapo apicem versus multi-
articulato.

Cercyon litoralis: Scutum superius segmenti octavi ab-
dominis margine posteriore repando-denticulato. Scutum ventrale
ejusdem segmenti margine posteriore dense piloso, valide tri-
dentato, dente medio angustiore, infra canaliculato.
Nympha: Styli motorii scapo integro.

g. Pedes brevissimi, conici, tarsis carentes, reptorii.

gg. Appendices pleurarum abdominis paiium septem priorum

nullæ, octavi paris validæ, conicæ, sinuosæ, rugosæ, motor iæ.

SPHÆRIDIUM:

Caput rotundatum. Anguli frontales abbreviati. Clypeus
latus, excavato - descendens, obtuse tridentatus. Sulci fron-
tales evanescentes. Hypostoma triangulum. Occiput profunde
canaliculatum, foveola media sculptum.

Antennæ articulo primo triplo fere longiore quam se-
cundo, tertio secundum vix adæquante, conico. Appendice
antennariæ pusillæ.

Mandibulæ breves, apice incurvæ, acutæ, basi introrsum

221

dilatatæ, subæquales : dextra sub apicem dente admodum ex-
iguo armata: sinistra edentula, margine interiore crenulato.

Stipites maxillares palpos labiales valde excedentes, latere
exteriore depresso-dilatato, spisse mucronulato, interiore du-
plici serie spinularum prædita. Palpi maxillares conici, articulis
sensim decrescentibus, stipite brevi, crasso, mala/ spiniformi.

Mentum cordatura. Stipes palporum labialium transver-
sus, apice medio acuminato. Palpi labiales conici, articulo
altero priorem quarta parte superante. Ligula angusta, mento
vix duplo longior.

Scuta thoracica concreta, completa, integra, protboracica
foveolata, mesothoracica et metathoracica punctis latis con-
spersa. Prosterni apex obtusus, fissus.

Coxæ adpressæ , primæ ovatæ , obliquæ , posteriores
lunatæ, planæ. Femora pone apicem spinulis coronata. Ti-
biæ apice interiore producto, obtuso, spinulis binis lateralibus,
tarsum simulantibus, fulto.

' Cerci subexserti, setis longioribus fulti.

Color sordide eburneus; scuta cornea fusco-testacea;
mandibulæ nigrofuscæ.

Sphæridium scarabæoide s: Pleuræ segmenti octavi
abdominis appendice antica auctæ conica, valida. Scutum
superius ejusdem segmenti apice truncatum, quadridentatum.

Sphæridium bipustulatum: Pleuræ segmenti octavi
abdominis appendice antica nulla. Scutum superius ejusdem
segmenti apice rotundatum, bidenticulatum. l)

l) Jeg har efter disse Mærker sondret Larverne i to Arter og
efter Skjøn , hentede fra Forekomst m. ni., bestemt dem som
ovenfor. Dog er jeg i nogen Tvivl om hvorledes Sagen forholder
sig, især fordi den tvehornede Larve, der er opfort som til-
hørende S. bipustulatum, ofte opnaaer en ligesaa betydelig
Størrelse som den firehornede. Nogle faa Formforskjelligheder
mellem disse to Larver i Kjæbebygningen ere fremstillede paa
Tavlen.

222

Ved Betragtningen af de Skikkelser, Dyrene antage i
Udviklingens hvilende Periode, følges overhovedet den Grund-
sætning, at de Forhold udelukkes, i hvilke det modne Dyrs
Bygning allerede kjendeligt er kommen tilstede. Der tages
derimod fortrinsviis Hensyn til de Bygningsforhold, der ere
særegne for Nymphen som saadan, som komme til Anven-
delse i dens eget eiendommelige Liv, og hvis Tilværelse er
begrændset af dette.

NYMPHÆ:
Pterothecæ metathoracicæ superne conspicuæ.

a. Styli motorii tergorum abdominalium quatemi.

Terga abdominalia in tuber minus, spiraculum non ob-
tegens, utrinque desinentia. Pleuræ abdominales cum
tergis confusæ.

* Styli motorii subæquales, breves, seta terminali
elongata.

Cerci breves, conici, integri.
Helophorus.

** Styli motorii pleurarum abdominalium brevissimi,
conici, laterales tergorum abdominalium lbngissimi,
gracillimi, prothoracici elongati, graciles.
Cerci elongati, acuminati, flexuosi, parte terminali
multiannulata.

Ber osus.

b. Styli motorii tergorum abdominalium seni.

Terga abdominalia in tuber majus, spiraculum ex

parte obumbrans, utrinque desinentia.

Pleuræ abdominales manifestæ.

Styli motorii validi, elongati.

Cerci elongati , acuminati , flexuosi , parte terminali

multiannulata.

* Cerci apice fissi.
Styli motorii prothoracici numerosi, utrinque acer-
vati.

Hydrophilus.

223

** Cerci acuti.

Styli motorii prothoracici rariores, distantes.
Philydrus.
II. Pterothecæ metathoracicæ obtectæ.

Styli motorii tergorum abdominalium quaterni.
* Pleuræ abdominales cum tergis confusæ.

Cerci longiores, graciliores, acuminati, multi-
annulati.

Cercyon.

** Pleuræ abdominales manifestæ.
Cerci breves, conici, biarticulati.
Sphæridium.

Stærkt udviklede grenede Kjertier paa Æggelederne
yde Hydrophilhunnerne en betydelig Mængde af en silkeagtig
Afsondring, som med Vaginalpalperne og Bagbenene spindes
til Æggehylstere. De Former, jeg kjender af disse, kunne
oversees saaledes :

CAPSULÆ OVIGERÆ:

1. cornutæ, liberæ, natantes;

a. nudæ :

Helophorus, Hydrous;

b. folio convoluto inclusæ :

Hydrophilus;

2. laminatæ, plantis aquaticis affixæ, sæpius congregatæ :

Hydrobius, Philydrus;

3. inermes;

a. sub ventre feminarum suspensæ;

* coxis affixæ:

Spercheus;
** liberæ :

Helochares;

b. in terra humida vel fimo depositæ:

Cercyon, Sphæridium.

224

SILPHÆ:

Tarsi unguliformes.

Instrumentel cibaria retracta, membrana articularia maxillari
completa.

Ciypeus discretus, labro amplo, mandibulas contegente.

AJandibulæ breves , dorso posteriore tnmido , apice denticulatæ.

AJaxillce mandibulis contectæ, malts binis , basi concretis, in-
teriore pectinata, exteriore barbata fimbriatave.

Ligula lata, membranacea, biloba.

Antennæ triarticulatæ , articulo secundo et tertio appendiculatis,
seciindo elongato.

l'erga ihoracica et abdominalia sevtata, sctitix omnibus concretis.

Annulus analis exsertus, motorius.

Caput breve, obcordatum, pronum, foramine cervicali in-
feriore. Sulci frontales evanescentes. Hypostoma ovatum,mem-
branaceum vel subcorneum, membrana articularia maxillari
utrinque inclusum. Labrum transversum , margine priore
medio sinuato, inflexo, incrassato, spinuloso.

Maxillæ cardine magno, triangulari, stipite lato, mentum
haud excedente, per totam longitudinem membranæ articulariæ
affixo amplæ, sinuosæ. Palpi maxillares triarticulati, stipite
brevi, annuliformi. Labium mandibulis et labro contectum,
mento amplo, subquadrato. Palpi labiales biarticulati. Scuta
sternalia evanescentia. Spiracula rotundata, hiantia.

/. AJandibulæ retinaculo et mola carentes, angu-
stiores, apice oblique truncatæ, subbifidæ, serrulatce.

Labrum iriangulum.

AJaxillæ malis corneis, latiusculis, ad apicem usque coa-
litis: exteriore apice membranacea, obtusa, dense barbata: interiore
crassa. inæquali, apice acuminato , recurvo. minime prominente, mar-
gine interiore arcuato. pectine brevi, validissimo, obtusiusculo.

Stipites palporum, labialium coaliti.

Appendices antennariæ pusillæ, parum exsertæ.

225
Geret articulo terminali i?itegro, stiliformi.

* Abdomen reptoriam.

NECROPHORUS:

Ocelli duo, laterales, rotundati, convexi, prominuli, in
larvis adultis sæpius evanidi.

Antennæ mandibulas non adæquantes , articulo tertio
brevi, cylindrico.

Mandibulæ apice oblique truncatæ, serrulatæ.

Maxillæ mala interiore sulcata, margine inæquali, pectine
brevissimo, dentibus tribus inferioribus in mucronem validum
conflatis. Palpi maxillares articulo ultimo conico.

Mentum basin versus angustatum. Stipes palporum
labialium brevis, transversus. Ligula parva.

Partes corneæ corporis parce setulosæ, læviusculæ.

Scuta tergorum thoracis incompleta, mesothoracis et
metathoracis brevia, transversa. Scuta tergorum abdominis
incompleta, spiracula non obtegentia, mucronibus armata qua-
ternis, apice subarticulatis. Postterga tota membranacea.
Ventralia scutis carentia, obscure plicata. Partes membra-
naceæ abdominis in larvis adultis valde dilatatæ.

Pedes breves, parce setulosi, validi, fossorii: coxæ
scrobe femorali instructæ; femora valida, fusiformia; tibiæ
validæ, incurvæ, acuminatæ.

Cerci articulo posteriore brevi, conico.

Vivit cadaveribus sepultis animalium minorum verte-
bratorum.

Necrophorus vespillo: Larva ovata, flava, partibus
corneis luteis, posttergis pleurisque manifestioribus, thorace
valde convexo, caput versus valde decrescente, scutis utrinque
profundius impressis. Antennæ articulo primo dimidio lon-
giore quam secundo, hoc obconico, apice satis crasso, appen-
dice brevissima. Mandibulæ obtuse serrulatæ. Palpi maxil-
lares articulo ultimo vix longiore quam secundo. Palpi labiales
articulo altero duplo graciliore quam priore, stipite apice

226

medio producto, acuto. Scutum tergi noni abdominis inerme.
Cerci brevissirai, segmentum nonum abdominis vix adæquantes.

Necrophorus ruspator: Larva elongato-ovata, alba,
paitibus corneis sordide flavis, posttergis pleurisque minus
manifestis, thorace planiusculo, scutis obscurius impressis.
Antennæ articulo primo dimidio longiore quam secundo, hoc ob-
conico, appendice brevissima, oculos pæne effugiente. Mandibulæ
profunde serrulatæ. Palpi maxillares articulo ultimo pænulti-
mum vix superante. Palpi labiales articulo altero duplo
graciliore quam priore, stipite apice medio producto, rotundato.
Scutum tergi noni abdominis utrinque mucronatum. Cerci
segmentum nonum abdominis valde excedentes.

Necrophorus mortuorum: Larva elongato-elliptica,
alba, partibus corneis sordide flavis, posttergis pleurisque
minus manifestis, thorace planiusculo, scutis utrinque profun-
dius circulatim impressis. Antennæ articulo secundo apice
ante dilatato, appendice conspicua. Mandibulæ acute serru-
latæ. Palpi maxillares articulo ultimo pænultimum tertia
parte superante. Palpi labiales articulo secundo crasso,
conico, stipite apice truncato. Scutum tergi noni abdominis
utrinque mucronatum. Cerci segmentum nonum abdominis
valde excedentes.

** Abdomen cursorium.

SILPHA :

Ocelli seni, ovati, convexi, superiores quaterni, inferio-
res bini.

Antennæ mandibulas excedentes, articulo tertio elongato-
ovali.

Mandibulæ apice oblique truncatæ, subbifidæ, minute
serrulatæ.

Maxillæ mala interiore tuberosa, pectine æquali. Palpi
maxillares articulo ultimo fusiformi.

227_

Mentum subquadratum, utrinque angulatum. Stipes pal-
porum labialium basi constrictus. Ligula ampla, biloba.

Partes corneæ corporis subtiliter reticulosæ, minute gra-
nulosæ, setis creberrimis obsitæ; scuta margine ciliata.

Scuta tergorum thoracis et abdominis completa, spiracula
et pleuras obtegentia. Præterga et postterga cornea. Ven-
tralia scutata.

Pedes elongati, validi, cursorii. Coxæ clavatæ, setulosæ.
Femora elongata, clavata, spinulosa. Tibiæ subrectæ, spinis
validis, creberrimis obsitæ.

Cerci articulo posteriore subcylindrico.

Silpha rugosa: Larva elongato-ovata, convexa, atra,
occipite detecto, scutis thoracicis utrinque rotundatis, scutis
tergorum abdominalium utrinque retro productis, acuminatis.
Antennæ articulo secundo omnium longissimo, appendice gra-
cillima. Palpi labiales subulati. Cerci segmentum nonum
abdominis superantes.

Vivit gregatim cadaveribus animalium majorum verte-
bratorum.

Silpha obscura: Larva ovata, planiuscula, testacea,
bit'ariam nigroliturata, occipite margine pronoti obtecto. Scuta
tergorum thoracis et abdominis utrinque acuminata, retro
producta. Articuli antennarum sensim decrescentes, appen-
dice articuli secundi crassiuscula. Palpi labiales articulo
altero obovato. Cerci segmentum nonum abdominis longitu-
dine æquantes.

Vivit cadaveribus animalium vertebratorum et insectorum,
vaga, solitaria vel paucæ simul.

II. Mandibulæ retinaculo molaque instructæ, basi
valde dilatatæ, dorso arcuatæ, apice bifidæ.
Labrum. tran sver sum, angulis rotundatis.

228

Maxillæ malis angustis. apice discretis: exteriore gracili, mem-
branacea, jimbriata: interiore cornea, plana, falcata, acuminata, pec-
tine longiore, graciliore, acuto.

Stipites palporum labialhim diset eti.

Appendices antennariæ valde exsertæ, conicæ. Appendix termi-
nalis biarticulata.

Partes corporis corneæ subtiliter reticulosæ, minute granu-
losæ , setulosæ ; scuta margine eiliata. Postterga membrana-
cea. Ventralia scutata. Palpi labiales subulati.

A. Mola mandibularum transverse plicata. Retinaculum gra-
cile, filiforme. Paraglossæ haud manifeste.

CHOLEUA FUSCA:

Ocelli duo, superiores, rotundati, subimmersi.

Antennæ capite longiores, setis longioribus instructæ,
articulo secundo elongato.

Maxillæ mala interiore apice uncinata, pectine validiore:
exteriore gracillima, lineari, margine exteriore breviter tim-
briato. Palpi maxillares articulo ultimo gracili, conico, pæn-
ultimum superante.

Mentum utrinque angulatum. Ligula medio incisa.

Scuta thoracica completa, pleuras obtegentia, setis mar-
ginis omnibus, disci multis clavatis. Scuta tergorum abdominis
completa, spiracula et pleuras obtegentia, utrinque acuminata,
retro vergentia, setis lateralibus binis majoribus: altera an-
gulum coronante, acuminata, apice summo truncata: altera
intramarginali , clavata, sursum porrecta. Partes corneæ
corporis crebris minutisque setulis obsitæ.

Pedes elongati, graciles, cursorii: coxæ conicæ; femora
clavata, spinulosa; tibiæ lineares, rectæ, longissimæ, spi-
nosissimæ.

Cerci elongati, gracillimi, dense pubescentes, articulo
posteriore longissimo, setaceo, multiannulato.

Larva pallida, partibus corneis pallide fuscis, annulis
thoracicis dilatatis, prothorace amplo, rotundato, basi trun-
cato, abdomine gracili, acuminato.

Hab. in cellis. Vivit putridis, fungis.

229

B. Mola mandibularum ereberrimis mucronulis. Retinacalum
valiihim, hamatt/m. acutum. Paraglossæ distinctæ, barbatæ.

Ocelli bini, rotundati, convexi, altero laterali, prominulo,
altero inferiore, pone antennas sito. Maxillæ mala interiore
apice porrecta, acuta, pectine gracili, rariore : exteriore apice
dilatata, utrinque fimbriata, lacinia terminali elongata. Men-
tum subquadratum, transversum. Ligula lata, rotundata, me-
dio sinuata. Antennæ capite breviores, præter setas ordi-
narias brevissimis tantum setulis pubescentes. Scuta tergo-
rum thoracis incompleta, pleuras non obtegentia.

ANISOTOMA GLABRA:

Cerci graciles, elongati, pubescentes, articulo posteriore
longissimo, setaceo, multiannulato.

Lacinia terminalis malæ exterioris maxillarum tenuis,
acuminata, utrinque pennata.

Palpi maxillares articulo ultimo obovato, pænultimum vix
adæquante.

Antennæ articulo secundo sesqui longiore quam priore.

Scuta tergorum abdominis completa, spiracula et pleuras
obtegentia, utrinque acuminata, retro vergentia, setis termi-
nalibus binis majoribus. Partes corneæ corporis crebris mi-
nutisque setulis obsitæ.

Pedes breviusculi, validi, parce spinulosi, ambulatorii:
coxæ conicæ; temora fusiformia; tibiæ sensim acuminata?,
latere interiore sinuatæ.

Larva linearis, post sensim decrescens, pallida, parti-
bus corneis fuscis. Vivit lycoperdis.

AGATHIDIUM MANDIBULARE:

Cerci crassiusculi, segmentum nonum abdominis parum
superantes, parce setulosi: articulo priore crasso, subovato,
seta longiore lateris exterioris: altero paulo longiore et
duplo graciliore, recto, integro.

Lacinia terminalis malæ exterioris maxillarum quinquetida.

230

Palpi maxillares articulo ultimo conico, pænultimum su-
per ante.

Antennæ crassiusculæ , articulo secundo duplo longiore
quam priore.

Scuta tergorum abdominis incompleta, spiracula et pleu-
ras non obtegentia, utrinque angulata, setis tenninalibus binis
elongatis. Partes corneæ corporis setis rarioribus, longiori-
bus obsitæ.

Pedes breves, crassiusculi, validi, parce setulosi, rasorii:
coxæ crassiores, scrobe femorali instructæ; femora valida,
fusiformia; tibiæ sensim acuminatæ, latere interiore sinuatæ.

Larva oblongo - ovata, convexa, pallide fusca, partibus
corneis fuscis.

Hab. sub cortice arborum ægrescentium. Vivit fungis.

EXPLICATIO FIGURARUM.

Tab. III. Gyrinus marinus: 1. larva: 2. 3. caput pronum
et supinum; 4. mandibula; 5. malæ maxillæ; 6. pes tertii paris,
musculis extensoribus, flexoribus et rotatoribus expressis (a. a. a. mu-
sculi flexores unguiculorum ; b. musculus extensor unguiculorum;
c. muse. extensor tarsi; d. muse. flexor tarsi); 7. annulus analis,
supinus ; 8. appendix branchialis primi paris, eiliis omissis; 9. frag-
mentum appendicis branchialis noni paris. — Hydrous aterri-
mus larva: 10- 11- caput pronum et supinum; 12. thorax pronus ;
13. 14.15. thorax supinus; 16. 17. segmentum primum abdominis,
supinum et pronum (a. prætergum; b. tergunr; c. d. e. posttergum) ;
18. segmentum septimum abdominis. pronum (a. prætergum; b.
tergum ; c. d. e. posttergum); 19.20- segmentum octavum abdominis,
pronum; 21. pes primi paris.

Tab. IV. Hydrophilus caraboides: 1. larva: 2, 3. caput
pronum et supinum; 4. nympha. — Hydrobius fuscipes: 5.
larva. — Philydrus testaceus: 6. larva: 7. 8. caput pronum
et supinum ; 9 . nympha.

Tab. V. Hydrophilus caraboides larva: 1. pes tertii
paris. — Hydrobius fuscipes larva: 2. 3. caput pronum et supi-

231

mini; 4. pes tertii paris. — rhil y d rus testaceus:5. larva (obliqua) :
6. pes tertii paris ; 7. planta pedis abdominalis. 8. Capsulæ ovigeræ
Philydri testacei. — Herosus spinosus: 9. larva: 10. 11.
caput pronum et supinum ; 12. pes tertii paris ; 13. segmenta tria ultinia
abdominis systema trachearum exhibentia (t. t. tracheæ cardinales ;
b. b. b. b. tracbeæ branchiales; s. s. s. s. s. s. spiracula; i. i. i. i.
rami intestinales ; c. c. rami vasis dorsalis) ; 14. fraginentuni appen-
dicis branchialis primi paris.

Tab. VI. Sphæridiuni scarabæoides: 1. larva: 2. 3. caput
pronum et supinum : 4. antenna ; 5. maxilla cum labio , supina; 6- pes
tertii paris: 7. segmentum octavum abdominis. supinum; 8. nympha;
9. 10. segment a duo ultima abdominalia nympliæ, supina. — Sphæ-
ridium bipustulajt um larva: 11. maxilla: 12. prothorax et
mesothorax, supini; 13. pes tertii paris; 14. apex femoris cum tibia
ejusdem pedis; 15. segmentum octavum abdominis, supinum. — Cer-
cyon analis: 16. larva: 17. 18. caput pronum et supinum; 19.
antenna : 20. mandibulæ ; 22. segmentum octavum abdominis , su-
pinum ; 23. cerci; 24. nympha: 25. stylus motorius prothoracicus.

Tab. VII. Cercyon litoralis larva: 1. segmentum octavum
abdominis, supinum. — Hydrophilus caraboides: 2. capsula ovi-
gera cum folio includente. — Berosus spinosus: 3. nympha. —
Helophorus grandis: 4. capsula ovigera; 5. larva: 6- 7. caput
pronum et supinum ; 8. prothorax, supinus ; 9. pes secundip aris ; 10.
segmenta tria ultima abdominis , supina ; 11. spiraculum abdominale
octavi paris. — Helophorus granularis: 12. mandibula larvæ,
prona; 13. nympha.

Tab. VIII. Necrophorus vespijllo: 1. larva: 2. 3. caput
pronum et supinum; 4. mandibula sinistra, prona; 5. eadem supina; 6.
eadem, a tergo; 7. eadem, a latere interiore (a. condylus superior;
b. condylus inferior: c. tendo musculi flexoris ; d. tendo musculi
extensoris) ; 8. 9. malæ maxillæ pronæ et supinæ ; 10. pes primi
paris. — Necrophorus mortuorum: 11. larva: 12. apex man-
dibulæ sinistræ, pronus ; 13. labium et palpus maxillaris, supina;
14. apex antennæ; 15. larva junior; 16- nympha: 17. 18. seg-
mentum abdominis nonum, pronum et supinum.

Tab. IX. Silpha rugosa: 1. larva: 2. 3. caput pronum et
supinum; 4. mandibula dextra, prona; 5. eadem, a latere interiore;
6. mandibula sinistra, prona; 7. eadem, a latere interiore; 8. eadem,
supina; 9. 10. maxilla, supina et prona; 11. fragmentum marginis in-
terioris malæ interioris maxillæ; 12. apex labii, supinus; 13. la-
bium, pronum; 14. pes tertii paris. — Silpha obscura: 15.
larva (exemplum segmentis abdominalibus decem) : 16. apex an-
tennæ; 17. palpus maxillaris; 18. labium, supinum; 19. pes
tertii paris.

Tab. X. Choleua fusca: 1. larva: 2. mandibula sinistra,
prona (m. mola; r. retinaculum ; a. condylus superior; b. tendo

232

musculi extensoTis ; c. tendo musculi flexoris): 3- maxilla cui
labio, supina; 4. apex maxillæ: 5. antenna sinistra, prona; 6. pes
tertii paris. — Anisotoina glabra: 7. larva: 8. clypeus cur
labro , pronus ; 9. mandibula sinistra, prona: a. condylus superior;
10. eadem , supina: a. condylus inferior (m. mola; r. retinaculum;
b. tendo musculi extensoris ; c. tendo musculi flexoris); 11. maxilla
cum labio, supina: 12. apex malæ interioris, pectine ex parte omisso;
13. apex malæ exterioris; 14. ligula cum paraglossis , prona;
15. antenna sinistra, prona; 16. pes tertii paris. — Agathidium
mandibulare larva: 17. maxilla cum labio supina; 18. apex
malæ exterioris; 19. antenna dextra, prona; 20- pes tertii paris.

NOGLE BIDRAG TIL NORDISK ICHTETYOLOGI

VED HENRIK KRØYER

I. De grønlandske L iparis- Arter.

.Ligesom mit tidligere Bidrag om Mysiserne i dette
Tidsskrifts første Hefte, saaledes ere ogsaa de nærværende
Meddelelser i Hovedsagen en Sammenstilling af det Materiale,
jeg i sin Tid har bragt tilveie for det franske Reiseværk i
Norden. Ved dettes uventede Afslutning paatænkte jeg for
Fiskenes Vedkommende at udgive Materialet samlet i Form
af et Slags »Prodromus til den grønlandske Ichthyologi«;
dog, da Udførelsen heraf er bleven mig umulig, benytter jeg
Leiligheden til paa dette Sted at give et Brudstykke af mit
Arbeide. At Lipariserne ere fremskudte forrest, kunde ikke
blot motiveres ved den meget indskrænkede Kundskab til
Slægtens grønlandske Arter i Almindelighed, men ogsaa i
visse Maader fremstilles som Følge af en mig paahvilende
Forpligtelse. I anden Rækkes andet Bind af naturhistorisk
Tidsskrift, hvor jeg beskriver to nordiske Liparis- Arter, ud-
hæves af mig Side 275: »jeg er endnu ikke ganske paa det
Rene, hvad Antallet og Diagnoseringen af de grønlandske
Liparis- Arter angaaer, og skal derfor senere vende tilbage
ti) dette Punkt.« Det er altsaa vistnok paa Tiden for mig
at indløse dette tolv til tretten Aar gamle Lofte, og det saa
meget heller, som mine fortsatte Undersøgelser have ledet
saavel til nogen Forandring i mine Anskuelser, som til nogen
Forøgelse af Artstallet (hvad dog ikke udelukker, at endnu
meget staaer tilbage i Undersøgelsen af de grønlandske

16*

234

Lipariser). Men hertil maa endnu lægges den Tilskyndelse og
Vækkelse, jeg erholdt gjennera en lille Artikel af Dr. Philos.
Lutken: »nogle Bemærkninger om Liparis lineatus« i et nyligt
udkommet Bind (for 1860) af den naturhistoriske Forenings
videnskabelige Meddelelser (Side 169 til 174); idet mine An-
skuelser i Adskilligt ere forskjellige fra denne Forfatters. Og
slutteligt maa mærkes, at de nordamerikanske Faunister, der
i senere Aar have udviklet en Iver og Virksomhed, som
høiligt fortjener at berømmes, ogsaa have begyndt at vedrøre
den grønlandske Fiskefauna, hvilket sidste imidlertid, paa
Grund af det sparsomme literære Materiale, der hidtil over
denne er publiceret, let kan lede til Videnskabens Bebyrdelse
med en og anden Vildfarelse. Ogsaa dette har ansporet mig
til de følgende Bidrag.

Uagtet de Individer af Slægten Liparis, som til forskjel-
lige Tider fra Grønland ere nedsendte til det kongelige natur-
historiske Museum , næsten uden Undtagelse ere hentede fra
forskjellige større Sødyrs Maver, og altsaa, bløde og skrøbe-
lige, som de af Naturen ere, maae have lidt mere eller min-
dre; og skjøndt den Omstændighed, at Samlerne i Regelen
bragte for svag Spiritus til Opbevarelsen, hvorved endnu Be-
skaffenheden forringedes, saa at Exemplarerne hyppigt naaede
Museet i en Tilstand, der gjorde deres Undersøgelse og Bestem-
melse vanskelig eller endog umulig, kommer til: dette uagtet,
siger jeg, kunne dog, som jeg mener, de i Museet opbevarede
Individer med Sikkerhed henføres til fem Arter. Disse ere :
Liparis Fabricii Kr., L. tunicata1) Reinh., L. Monta-
gui Don., L. lineata Kr. og L. gelatinosa Reinh. (non

Ved at opsoge Fisken Liparis i latinske Ordbøger, finder man,
at nogle Lexikografer (Forcellini i Leipziger Udgaven, Georgi
o. s. v.) betragte den som et Fæmininum, andre (Gesner) som
et Masculinum. Alle henvise de til Plinius's hist. natur.
XXXII, 53 som eneste Kilde. Men gaaer man nu til Plinius,
saa træffer man ikke et Ord til Oplysning af det tvivlsomme
Punkt. Som Lægmand i Filologien har jeg besluttet mig til
at følge de nyeste mig bekjendte Ordbøger, og bruger derfor
Ordet Liparis som Fæmininum.

235

Pallas). Jeg skal forsøge af disse at give sammenlignende
Diagnoser, samt tilføie adskillige oplysende Bemærkninger;
ogsaa meddeler jeg Beskrivelse, saavidt Materialet tillader,
af de to hidtil ubeskrevne Arter.

1. LIPARIS FABRICII KR.

Kroyer i Naturh. Tidsskr. 2 R. II. 274: L. Fabricii.

Th. Gill, Catalogue of the Fishes &c. pag. 47 : L. Fabricii Kr. ' )

Voyage en Scandinavie &c. Poissons tab. 8 fig- 2, a — i.-)

Color supra cinereo-coerulescens vel aurantiacus ma-
culis punctisve nigricantibus variegatus, infra albicans. Ca-
put quartam longitudinis animalis partern fere æquans, maxi-
mam piscis altitudinem superans, subcompressum, altius quam
latius, rostro exaltato, truncato. Nares anteriores simplices,
posteriores margine cutaceo cinctæ (vel brevissime tubulosæ).
Maxilla inferior superiori subbrevior. Diameter oeuli
longitudinalis tertiam ferme longitudinis capitis partern æquat.
Dentes graciles, seriebus transversis dispositi, trilaciniati,
lacinia intermedia lateralibus multo inajore. Discus ven-
tral i s ellipticus, vix nonam longitudinis piscis partern ex-
plens. Pinna caudalis acnminata, maxima parte cum pin-
nis dorsali et anali connata, sextam usque ad octavam lon-
gitudinis animalis partern explens. Numerus radiorum
pin. dors. i3/2i ; pect. 34; anal. 2/30; caud. 9. Vertebræ 46.

') Theodor Gills i 1860 publicerede: »Catalogue of the Fishes of
the eastern coast of North-America from Greenland to Georgia«
henviser her til Storers mig ubekjendte : »Synopsis of the
Fishes of North-America«, hvor denne Art skal anføres pag. 230
under Navnet Lip. communis. Men jeg anseer det for meget
tvivlsomt, om disse to Forfattere ikke snarere burde henfores
til følgende Art end til denne.

-) Tab. 8 fig- 2 Lip. Fabricii magnitudine naturali repræsentat
coloribus pictam. 2, a. Pars piscis infra exhibita, ut appareant
discus ventralis, anus tuberculumque anale. b. Os apertum antice
exhibitum, ut series dentium monstrentur. b*. Rens solitarius
magnitudine valde auctus. c. Præoperculum. d. Operculum
cum suboperculo (e). f. Interoperculum. g. Ossa infraorbitalia.
h. Ventriculus cum appendicibus coecis et liene. "i. Radius
pinuæ dorsalis aculeatus. i*. Radius ejusdem pinnæ articulatus.

236

Af denne i Belsund ikke sjeldne Art har jeg kun seet
tre eller fire smaa og slet konserverede Exemplarer fra det
grønlandske Hav, uden nærmere at kunne betegne Fange-
stedet. Den ovenciterede Beskrivelse og Afbildningerne ere
efter friske og velbevarede spitsbergenske Individer. Naar
jeg- i Naturh. Tidsskr. 1. c. har føiet Reinhardts L. tunicata
som Synonym til nærværende Art, dog med Spørgsmaal, raaa
jeg nu, efter senere Undersøgelser, ansee en saadan For-
ening for aldeles uholdbar. Den Tid savnede jeg Materiale
til Sammenligning.

2. LIPARIS TUNICATA RHDT.

0. FabriciiFn. Groenl. n. 95: Cyclopterus Liparis (idetniindste tildeels).

1. H. Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832-36- S. CXI: L. tunicata.

— i Vid. Selsk. Naturv. og math. Afli. VII. 116. n. 51:

Liparis. (?)

— i Vid. Selsk. Forh. 1842. S. 82 : L. tunicatus.

C ol or fuscus vel cinereo-olivaceus, infra parum modo
dilutior, nullis maculis punctisque nigro-marmoratus ; rarissime
longitudinaliter lineatus vel undulatus lineis di4utioribus. Ca-
put quartam longitudinis piscis partern æquans, altitudinem
superans, depressum, latius quam altius, rostro hnmiliori
obtuso. Nares anteriores tubulosæ, posteriores modo mar-
gine cutaneo prominente cinctæ. Maxilla inferior su-
periori brevior, ferme horizontalis. Dentes maxillarum
numerosi, multiseriati, trilaciniati, lacinia intermedia laterali-
bus angulariter protensis multo majore. Diameter oculi
longitudinalis vix sextam longitudinis capitis partern explet,
tertiam vero latitudinis frontis inter oculos partern æquat aut
superat. Spatium a margine oculi posteriori ad aperturam
branchialem latitudine frontis inter oculos aliquanto longius.
Discus ventralis suborbicularis , decimam fere longitudinis
piscis partern explens. Pinna caudalis haud acuminata,
cum pinna dorsali et anali connata sed ad basin modo, oc-
tavam ferme explens longitudinis partern. Numerus radiorum

pin. dors. 2,/2i; pector. 42; anal. T/3, ; caud. 10. Vertebræ 48.
(2,/29-2,/2l) (V26-V31)

237

Denne Art, som synes at være den anseeligste i Nor-
den, da den opnaaer en Længde af ti Tommer og maaskee
mere, er tillige i det grønlandske Hav vistnok den alminde-
ligste af Slægtens Arter efter Antallet af de nedsendte In-
divider at slutte. Ogsaa har jeg seet Exemplarer fra Island.
At jeg ikke i den ovenstaaende Diagnose har vovet at tage
Hensyn til »Hudens særdeles løse Vedhængen«, som i sin
Tid foranledigede I. H. Reinhardt til at foreslaae Artsnavnet
tunicata, er, fordi jeg ikke tør holde det for afgjort, at den
nævnte Hudens Beskaffenhed er oprindelig og naturlig for
denne Fisk, og ikke snarere en Virkning af et kortere eller
længere Ophold i andre Sødyrs Maver. Iagttagelser paa en
Række Exemplarer af flere Liparis - Arter ligesom paa andre
bløde Fisk have vakt nogen Mistanke hos mig angaaende
dette Forhold. løvrigt omtale flere Forfattere Lipariser med
løst vedhængende Hud. Saaledes Pallas (Specil. zool. VII. 23)
under L. gelatinosa: cutis — — vix corpori adhærens at

utris ad instar circa piscem inflari possit, ae separatæ

operiat et corpus et pinnas, aliter ae in ullo pisce observatur.
Og hos Yarrell læses om hans Lip. vulgaris: the body in-
vested with a thin semi-transparent membrane, wich incloses
it like a bag, the fixed points being the lines of the dorsal
and anal tins. Artsnavnet tunicata synes saaledes i ethvert
Tilfælde ikke at være meget betegnende, men at kunne an-
vendes paa flere Arter. Det bør imidlertid beholdes , indtil
det ved umiddelbar Sammenligning med L. vulgaris afgjøres,
hvorvidt den besidder Artsgyldighed. Den ovenfor i Diagno-
sen omtalte stribede Farveforandring antydedes af Reinhardt
som en egen Art, men ved nærmere Undersøgelse af det
eneste Exemplar, hvorpaa hans Angivelse støttede sig, har
jeg overtydet mig om, at tilstrækkelig Grund til Artsadskil-
lelse savnes. Naar Dr. Liitken gjentagne Gange udhæver,
at R. allerede har kjendt den stribede grønlandske Liparis,
er hans Mening dermed, at R. har kjendt den af mig L.
lineata benævnede Art som grønlandsk, men dette er urigtigt.
Den grønlandske Fisk, som har foranlediget mig til at give
Lip. lineata Plads i den grønlandske Fauna, har R. aldrig

238

seet, end sige undersøgt; og den grønlandske Fisk derimod,
der af R. er antydet som en stribet Liparis, falder, som
allerede bemærket, sammen med L. tunicata Reinh. Endnu
vil jeg vove at udtale en Formodning: maaskee Striberne
hos vore Museums-Exemplarer tildeels kunde være forsvundne
som Følge af slet Konservation. og maaskee det grønlandske
Hav hyppigere frembringer stribede Individer, end vi efter
vore mangelfulde Erfaringer maatte ane. »This fish loses
both markings and size, if allowed to become dry«, siger
Yarrel om sin L. vulgaris; og fremdeles: »these markings
(o: Striberne) are not constant, and many examples are
without any streaks or lines, w1)

Da endnu ingen Beskrivelse haves af Liparis tunicata,
vil det ikke være overflødigt at levere et Bidrag dertil , om
end kun efter gamle og slet konserverede Exemplarer.

Denne Art udmærker sig ved den brede og plumpe Form af
Hoved og Forkrop , den stærkt fremragende Overkjæbe , den store
Udvikling af Gjællelaagets Hudflig foroven, Brystfinnernes betydelige
Storrelse , den kun lidet synlige Ryg- og Gatborfinne , Halefinnens
Form, Sugeskiven. Pandefladen er stærkt nedskraanende. Ga-
bet af betydelig Brede, nedadrettet, naar det opspiles. Læberne
ere ret vel udviklede , men dog temmelig tynde eller hudagtige.
Tænderne, paa Mellemkjæbebenene og Underkjæben ere smaa, men
meget talrige og danne Kårder: de ere anbragte i Quincunx eller
stillede i meget tætsluttede skraae Rækker, og aftage i Størrelse fra
Mundens indre Rand udefter, saa at de yderste vanskeligt skjelnes
med det blotte Øie. Tandkarden har i Overkjæben kjendeligt større
Brede end i Underkjæben, hvorimod paa sidste Sted Længden af
den med Tænder beklædte Deel er lidt større ; paa hvert Mellem-
kjæbebeen har jeg kunnet tælle 36 — 38 Skraarækker , paa hver
af Underkjæbens Grene over 40 til henimod 50- Paa Grund af de
paagjældende Knoglers tilspidsede Form maa Skraarækkernes Tand-
antal naturligviis være forskjelligt : paa den inderste Deel af Mellem-
kjæbebenet fandt jeg omtrent tolv Tænder i en Skraarække , aller-
yderst kun to ; i Underkjæben stiger Tændernes Tal i de indre
Rækker neppe over otte (høiest ni). Af Form ere Tænderne tynde

1) Hvorledes stemme forresten disse Yarrells Yttringer med Dr.
Lutkens Paastand: at der ved Englands Kyster ikke sikkert
vides at være fanget mere end et Exemplar af en stribet
Liparis, nemlig det Donovanske?

239

og langstrakte, alle tre fligede i Enden, den mellemste Flig
lang og spids , Sidefligene meget smaa og udgaaende omtrent under
en ret Vinkel mod Siderne. Et lille Kjæbeseil er tilstede bag
Tandkarderne saayel oven som neden i Munden (størst foroven).
Mundhulen hvid. Tungeapparatet med alt dertil hørende be-
tydeligt udviklet; saavel dettes øverste Flade som Mundhulens
Hvælving foroven viser et chagrinagtigt Udseende eller en Mængde
smaa ovale Granulationer (Kjertier). Svælgkarderne temmelig
smaa , men stærke , foroven noget ægdannede , forneden langstrakt
triangulære, begge Steder tæt væbnede med stærke, kegledannede,
simple Tænder, der dog foroven ere kjendeligt større og stærkere
end forneden. Ogsaa Gjællebuernes Mundknuder ere væbnede
med Knipper af Tænder, der kun udmærke sig ved betydelig Fiin-
hed. — Det forreste Næsebor, som omtrent ligger midt imellem
Øiets forreste Rand og den øverste Ende af Mellemkjæbebenets op-
stigende Fortsættelse , danner et kort , plumpt Rør ; det bageste,
som er anbragt høiere oppe paa Panden og nærmere Øiet , er en
simpel rund Aabning uden tydeligt fremragende Rande. Øinene
temmelig smaa (deres Længdegjennemsnit indeholdes omtrent sex
Gange i Hovedets Længde) , noget elliptiske eller ægdannede , med
den øverste Rand i Pandefladen. Denne særdeles bred (omtrent
eller næsten lig Hovedets halve Længde), flad, opstigende mod
Nakken med jevn Skraaning. Gjællespaltens Høide omtrent
lig Halvdelen af Hovedets største Høide.

Sugeskiven er af temmelig kredsrund Form med lige stort
Længde- og Bredegjennemsnit, med temmelig lille Midteskive og
rigeligt udviklet Rand. Den ligger under Gjællelaagene, eller frem-
træder omtrent i Linie med Øiehulens bageste Rand, men er dog
fjernet længere fra Snudespidsen end fra Gatboret. Dens Gjennem-
snit udgjør omtrent ^ af Totallængden. De Sugeskiven omslut-
tende Brystfinner ere særdeles stærkt udviklede baade i Længde
og Brede og udmærke sig tillige ved et større Antal Straaler, i
Regelen 42, end hos nogen anden bekjendt nordisk Art. Deres Længde,
regnet fra deres Forening under Struben indtil deres bageste Rand,
udgjør omtrent eller henimod 1 af Fiskens Totallængde, deres største
Brede vil omtrent være hg med Halvdelen af deres Længde. Straa-
lerne ere leddede, men ikke kløftede, de nederste de mindste. Ryg-
finnen, som begynder omtrent over Brystlinnernes øverste Tilheft-
ningspunkt og indtager omtrent | af Totallængden, er bagtil ved
Hud fastvoxet til Halefinnens Rod, uden at dog nogen egentlig
Sammensmeltning finder Sted som hos Liparis Fabricii , idet Ryg-
finnens Straaler i Virkelighed ophore et lille Stykke fra Hale-
finnens Rod; tages blot Hensyn dertil, da bliver et Mellemrum at
ansætte mellem Ryg- og Halefinne, hvorimod dette, naar kun Binde-
hudens Kontinuitet betragtes, synes at falde bort. Rygfinnen har
en ikke ubetydelig Høide, eller rettere, dens Straaler naae en ikke

240

uanseelig Længde, men den skraat nedliggende Stilling, hvori de ere
anbragte paa Ryggen, indhyllede i Bindehuden, skjuler tildeels dette
Forhold ; de forste Straaler ere korte , men Straalerne tiltage efter-
haanden i Længde omtrent indtil den tredivte ; og.saa rykke de
efterhaanden tættere sammen , medens de første ere meget vidt-
stillede. Alle Straalerne ere ukloftede i Enden, men de 21 forste
frembyde Karakteren af Pigstraaler, medens de ovrige ere leddede ;
Straalernes Spidser vise sig i en temmelig lang Strækning bolge-
agtigt ud- og indboiede eller dreiede paa en særegen Maade. Gat-
borfinnen, som ikke udstrækker sig gjennem Fiskens halve Længde
(dens Længdestrækning udgjor omtrent j5, af Totallængden), ligner
i de allerfleste Henseender Rygfinnen , dog naae Straalerne ikke en
saa betydelig Hoide og Pigstraalernes Antal er meget mindre (jeg
har iagttaget syv). Hale finnen, som sædvanligt udgjor omtrent L
af Totallængden, er af meget smal og langstrakt Form. omtrent fem
Gange saa lang som bred og omtrent af eens Brede i hele Læng-
den : den ender afstumpet eller bredt afrundet, og bestaaer af ti, paa
det Nærmeste lige lange , meget tynde , ukloftede , men leddede
Straaler. Skæl eller skælagtige Udviklinger viser denne Fisks Hud
ingen Spor til.

Bughulen er meget rummelig, baade høi og lang: dens
Længde udgjor fuldkomment -| af Fiskens Totallængde; dens Ld-
klædning hvidagtig , svagt sølvglindsende eller perlemoderfarvet.
Spiserøret særdeles kort, men vidt , muskelstærkt, indvendigt med
12 til 14 stærkt fremspringende Folder ; Længden af Spiseroret hos
et 9" langt Exemplar (hvilket ogsaa de folgende Maal gjælde) er
omtrent 7'". Mavens forreste lige bagudrettede Deel er sæk-
dannet, muskelstærk, indvendigt foldet, dog kun med sex eller syl
Folder , Mellemrummet mellem disse meget stærkt rynket eller lige-
som dannende et Net; Mavesækkens Længde omtrent 14'"; Port-
nerdelen, som forbinder sig med Maven bagtil under en lidt spids
Vinkel, har lidt mere end en halv Tommes Længde, Sækform eller
rettere bred Kegleform, tyndere Vægge " end Spiserør og Mave og
er indvendigt glat. Tæt bag Portneren ere talrige Blindtarme
anbragte; paa Grund af det undeisogte Fxemplars slette Tilstand
vover jeg ikke med Bestemthed at angive Tallet; sikkert er det,
at de overstige 30 og nærme sig til 40; de ere meget langstrakte,
tynde og skrøbelige ; tildeels naae de over en Tommes Længde.
Tarmen har ringe Gjennemsnit og tynde Vægge; efterat have
naaet bag i Bughulen, danner den en stor Bugtning, eller stiger
forst lige ned til Bugfladen, dernæst op igjen, parallel med og tæt-
sluttende til den nedstigende Deel ; forst derpaa begiver den sig til
Gatboret. Den udstrakte Tarms Længde fra Portneren til Gat-
boret vil mindst beløbe Bughulens dobbelte Længde eller -| af
Fiskens Totallængde. Leveren fandt jeg lyseguul, blød, stor og
bred , skjolddannet , liggende næsten ganske paa Mavens venstre

241

Side, kun med en lille tilspidset Flig mod Hoire; Galdeblære viste
sio- ikke. Milten, som ligger nær Portnerdelens Forening med
Tarmens Blindtarmdeel , er lille, langstrakt, af noget uregelmæssig
Form, bruun. Nyrerne begynde tæt op mod Hjerneskallens bageste
Deel. danne forst to kolledannede, vidtadskilte (ved det store til
Gjællerne hørende Muskelparti) Masser, forene sig dernæst til et tem-
melig bredt , til Rygradens Underflade heftet Baand , stige derpaa
ned langs Bughulens bageste Væg til Bugfladen og fremsende ende-
lig et kort, vidt Urinror.

Rogn sækkene store (2" lange, 1" brede), dobbelte eller
deelte i hele Længden, langstrakt sækdannede, noget sammentryk-
kede; jeg fandt dem fyldte med et stort Antal (vistnok flere Tu-
sinde) fuldt udviklede Rognkorn , næsten af Størrelse som Senneps-
korn.

Mellemkjæbebenene ere lange (Sidegrenenes Længde om-
trent 1"), tynde, tilspidsede; den opstigende Deel har Sidegrenens
halve Længde og deler sig i to Plader, af hvilke den inderste
længste er sammentrykket, tilspidset i Enden, den yderste flad-
trykket, udvidende sig mod Enden. O verkj æ bebenet er stort
(over \" langt), af stærk Bygning, krummet og af uregelmæssig
Form, foroven udvidet med stærkt betegnede Artikulations-Flader og
Gruber, forneden aarebladagtigt med et skraat , halvmaanedannet
Udsnit i Enden. Underkjæben er langstrakt (15"' lang), men
af temmelig tynd og svag Bygning-, paa Midten forneden med en
temmelig stor, spids Knude; dens forreste Deel eller Tanddelen har
tre store Slimgruber langs den nederste Rand , Leddelen to paa
Midten af dens ydre Side. Oie benene vise den for Lipariserne
karakteristiske Form, idet de tre Underoiebeen forene sig til et Slags
lige Stok, der strækker sig fra Overkjæbebenet til Forgjællelaagets
bageste Rand; Længden af denne Stok næsten 21'" ; fortil gjennem-
bores den af en Slimkanal , som indtager mere end dens halve
Længde og aabner sig gjennem fem store Gruber. Bagtil begrænd-
ses Oiehulen af en langstrakt og smal Oieknogle ; ovenover Oiehulen
ere et Par skælagtige Smaaplader anbragte. Forgj ællelaage t
har snarere Vinkelform end Halvmaaneform ; Vinkelens nederste
eller horizontale Been viser et Par store Slimgruber. Gjællelaags-
stykket er i særdeles ringe Grad udviklet, sammenlignet med
Forojnellelaaget, som dog kun har middelaiaadig Størrelse ; det er
stavdannet . tyndt og noget trindt, lidt krummet, med et Par
Længdefurer paa Underfladen. Un dergj ællelaaget, som omtrent
danner en ret Vinkel med Gjællelaagsstykket, staaer kun lidet til-
bage for dette i Længde , men er af hudagtig Tyndhed , bredere i
den frie Ende, lidt sabeldannet. Mellemgj ællelaaget, af over-
ordentlig Længde (mere end \\") og Tyndhed, meget ligt en Gjælle-
straale. sabelagtigt krummet, bagtil tyndere og spidsere, indtager
næsten hele Hovedets Længde. Hjerneskallen, som kun har

242

meget ringe Fasthed, viser sig bag Øiehulerne i en ualmindelig Grad
flad, bred og kort; Breden er meget kjendeligt større end Læng-
den ; af en Nakkekam viser sig kun svage Spor paa den bageste
Flade. Overskulderbladet meget lille, foroven kløftet til to
Blade eller Afdelinger , af hvilke den ydre har en Slimgrube ;
Skulderbladet er vel meget større end Overskulderbladet, men
dog kun af Middelstørrelse, forneden dybt kløftet, den yderste læn-
gere, men smalle Green udhulet af en stor Slimgrube, den inderste
bladdannet, stærkt stribet efter Længden. Overarm s ben et meget
stort eller i alt Fald meget langt (fuldt to Tommer), bagtil eller for-
oven smalt, fortil udvidet, næsten skeedannet. Strå aleb een og
Albuebeen svagt udviklede; Haandrodbenene derimod store,
skjøndt bruskagtige, for største Delen af en temmelig kredsrund
Form; jeg mener at kunne skjelne sex i Tallet. Den ravnenæb-
dannede Fortsættelse bestaaer kun af en meget lang (Ir/'),
tynd, sabelagtig krummet Beenstraale. Bækkenknoglerne be-
staae af to middelmaadigt store, temmelig tykke (dog bruskagtige)
Plader, som stige ned paa Siderne af Bughulen tæt indenfor Skulder-
apparatets nederste Deel, til hvilken de ere nøie forenede ved Binde-
væv ; med Hensyn til Form adskiller deres øverste Deel sig betyde-
ligt fra den nederste: hiin er triangulær, denne langstrakt efter
Fiskens Bugflade , bagtil ved en dyb Kløft adskilt fra den øverste
og udsendende en lang Spids , underneden udhulet for at op-
tage Sugeskivens Muskelapparat ; denne nederste Deel udmærker
sig desuden ved sin stærkt stribede eller straalede Bygning. Ryg-
hvirvlernes Antal er 48, hvoraf 11 Bughvirvler, 37 Halehvirvler.
Alle Hvirvlerne have de opstigende Fortsættelser vel udviklede og
lukkede foroven ; med den anden Hvirvel fremtræde saavel de øverste
Interspinalbeen som Ribbenene ; nogle faa af de forreste Bughvirvler
have omtrent ligesaa stor Tykkelse som Høide (Tornefortsættelserne
fraregnede), men de følgende antage snart en stærkt sammentrykket
Form; hos de 16 — 18 sidste bliver Længden af Corpus overveiende
over Høiden , medens det modsatte Forhold finder Sted hos de fore-
gaaende; den sidste Halehvirvel er temmelig stærkt udviklet, læn-
gere end de to foregaaende tilsammen , pladedannet , bagtil udvidet
og lidt udrandet paa Midten, uden Straaler langs øverste og nederste
Rand eller kun bærende Halefinnen paa bageste Rand. De tre
første Bughvirvler mangle nedstigende Fortsættelser ; paa den fjerde
begynde disse at vise sig , paa den femte ere de temmelig stærkt
fremtrædende, paa den sjette og de følgende antage de Kanal- eller
Ringform, og Tornefortsættelser kunne allerede siges at være tilstede
paa den tiende eller ellevte. Af Ribbeen findes ti Par. fra anden
til ellevte Hvirvel, begge inclusive ; de udmærke sig alle saavel ved
Længde som ved Tyndhed, men de 3 til 4 sidste Par overgaae dog
endnu de foregaaende i Fiinhed ; med Hensyn til Tilheftningen kan
mærkes, at medens de første Par fæste sig allerøverst til Hvirvelens

243

Corpus eller endog til Roden af de opstigende Tornefortsættel.Ner,
saa rvkke de folgende mere og mere ned, saa at vi finde det sidste
Par ved Roden af de nedstigende Tornefortsættelser. Tiende og
ellevte Hvirvel have dobbelte Ribbeen , eller et Par ribbeenlignende,
forholdsviis temmelig store og stærke Knogler hefte sig paa disse
til Spidsen af den nedstigende Tornefortsættelse og strække sig ned
til Fiskens Underflade. Interspinalbenene, saavel de øvre som nedre,
ere kjendeligt tilbagekrummede i Enden.

Maven af denne Art har jeg fundet fyldt med Krebsdyr,
især Caprella septentrionalis. En eneste Gang har
jeg truffet Lernæa cyclopterina Fabr. paa dens Gjæller.
En Ascaris findes undertiden i Mængde i Sliimvæven, som
sammenbinder Blindtarmene.

3. LIPARIS MONTAGUI DON.

Krøyer Danmarks Fiske II. 519: Lip. Montagui Don.

— Voyage en Scandinavie &c. tab. 13 fig- 1, a — f-')

Color rubro-fuscus, infra dilutior, nec maculis nec lineis
distinctus. Caput quartam longitudinis piscis partern haud
explens, depressum, multo latius quam altius, rostro brevi,
descendente, humili. Dentes trilaciniati , lati , lacinia
intermedia lateralibus perparum modo majori, conica, Nares
simplices (non tubulosæ). Maxilla superior inferiori lon-
gior. Diameter oculi longitudinalis quintam sextamve
longitudinis capitis partern æquans. Pin næ dorsalis et ana-
lis intervallo a caudali haud acuminata distinctæ. N urne-
rus radiorum

pin dors. 13/n i Pect- 30 ' anaL V21 » caud- 18< Vertebræ 35.

(,3/io— ,3/i7) (29-30) (4/2o-4/21)-

Af denne Art har jeg kun seet et fra Grønland nedsendt

Exemplar af 32'" Længde, altsaa lidt større end de Exem-

plarer, jeg paa den norske Kyst har havt Leilighed til at

samle, og efter dette er den ovenciterede Afbildning udført.

') Tab. 13 fig. a. repræsentat Liparidem Montagui magni-
tudine naturali; b. eandem auctam ; c. caput supra; d. partern
corporis anteriorem infra; e. dentem maxillarem ; f. dentes pha-
ryngeos.

244

At Pladens Underskrift har et Spørgsmaalstegn føiet til Arts-
navnet, beroer derpaa, at jeg først var tilbøielig til at be-
tragte den paagjældende grønlandske Fisk som en egen Art,
paa Grund af enkelte Uovereensstemmelser i de relative Maal,
i Sammenligning med norske Exemplarer.1) Skjøndt jeg ved
nærmere Drøftelse ikke har anseet Afvigelserne for tilstræk-
kelige til at begrunde en Artsadskillelse , har jeg dog her
troet at burde henlede Opmærksomheden paa dem, samt op-
muntre Andre, som dertil maatte kunne finde Leilighed, til
nærmere Prøvelse. Ogsaa har jeg under de medfølgende Ud-
maalinger, ved Siden af Maalene af den grønlandske Fisk,
stillet Maalene af et norsk Exemplar, 2C/" langt, til Sammen-
ligning.

4. LIPARIS LINEATA KR.

Krøyer i Naturh. Tidsskr. 2 R. II. 284 : Lip. lineatus.
Voyage en Scandinavie &c. tab. 13 fig. 2, a — g.2).

C ol or lineis longitudinalibus alternantibus laterum nlbis
(quinis) coeruleisque (quaternis) distinctus; pinnæ pectorales,
dorsalis et analis albo coeruleoque variæ, pinna caudalis fasciis
binis transversalibus coeruleis : vertex capitis albo coeruleoque
lineatus longitudinaliter. Caput quartam ferme explens lon-
gitudinis piscis partern, summam liujus altitudinem superans,
summam vero æquans latitudinem, rostro exaltato, crasso,
subprominente. Nares anteriores simplices, posteriores tu-
bulosæ. Maxi 11a s up e ri or inferiori longior. Dentes tri-
laciniati, seriatim et regulariter positi , lacinia intermedia
lateralibus baud longiore, crassa, obtusata. Diameter ocu li
longitudinalis quintam ferme capitis partern æquans dimidiam-

1) Især er Halefinnen meget kortere, Bugskiven ligeledes kortere,
men Rygfinnen længere.

2) Tab. 13 fig. 2, a. exhibet piscem magnitudine naturali, colori-
bus pictum ; b. eundem magnitudine auctum ; c. caput superne
visum; d. caput infra cum acetabulo &c; e. maxillam superio-
rem cum dentibus seriatis ; f. dentem maxillarem solitarium,
valde auctum ; g. particulam cutis cum squamulis valde auctam.

245

que frontis inter oculos latitudinem. Pinna caudalis haud
;uuniinata, cum dorsali et anali connata, septimam ferme
longitudinis piscis partern explens. Numerus radiorum
pin. dors. '%i 5 pector. 34; anal. 2/29 ; caud. 13. Vertebræ 42?

Denne kun omtrent tommelange Ringbug-, som jeg paa de
ovenanførte Steder har beskrevet og ladet afbilde , er nylig bleven
Gjenstand for Dr. Luttens Undersøgelser , som meddeler Publikum,
at den »forekommer, som jeg i det Folgende skal vise, om end maaskee
mindre hyppigt, baade ved de grønlandske, islandske, norske, svenske,
russiske og danske Kyster ; alligevel vil man forgjæves søge den i
Fortegnelserne over disse Landes Fiske ; hverken i Krøyers Beskri-
velse af Danmarks Fiske, eller i Nilssons skandinaviske Fauna, eller
i Fabers Naturgeschichte der Fische Islands , eller i Reinhardts For-
tegnelse over Grønlands Fiske i de naturhistoriske Tillæg til Rinks
Beskrivelse af Grønland findes den anført.« At Dr. Liitken her
har stillet det for Videnskaben allerede Vundne i et falskt Lys, og
ikke beviser , hvad han bebuder , skulle de folgende Linier søge at
opklare. Forst maa jeg for den norske Faunas Vedkommende
tillade mig at erindre , at min ovenciterede Beskrivelse saavelsom
Afbildningerne jo ere efter norske Exemplarer. At Nilsson ikke
har taget Hensyn dertil , bor komme over hans Hoved , ikke over
mit. Og naar Dr. L. beretter, at han i en haandskreven Forteg-
nelse over nogle norske Havdyr i Christiania - Museet, indsamlede af
Prof. Sars, ogsaa har fundet Liparis lineata Kr. opført, men dog
ikke er istand til at tilfoie saa meget som et nyt Findested for
denne Fisk: indseer jeg just ikke, at den norske Fauna her gjen-
nem ham har vundet stort, selv om man antager Bestemmelsen i
den nævnte Liste for ganske utvivlsom. Med Hensyn paa den
grønlandske Fauna bliver at mærke, at jeg paa det ovenciterede
Sted i Naturh. Tidsskrift (S. 284 Aum. **) anfører, »at jeg i det
kongl. naturhistoriske Museums grønlandske Magazin har forefundet
et meget mutileret Individ af en Liparis, der synes at hore til nær-
værende Art, og nu er opstillet i den grønlandske Samling.« Alt-
saa idetmindste i tolv Aar har Lip. lineata været opstillet som
grønlandsk i det kongelige Museum. At Prof. J. Th. Reinhardt
ikke har optaget den i sin ovenomtalte Liste , bør jeg naturligviis
ikke bode for. Dr. Liitken ignorerer imidlertid ganske min anførte
Notice, men vindicerer Arten for Grønland efter et til Universitets-
Museet senere nedsendt Exemplar. Naar han endnu tilføier : »at
en stribet Liparis - Art findes ved Grønland , er iovrigt allerede an-
tydet af Pr. Reinhardt senior« , saa er dette Punkt allerede drøftet
ovenfor under Lip. tunicata, og kan altsaa her forbigaaes.

For Lip. lineata som svensk anfører Dr. Liitken dHrr. Lilje-
borg og Malm som sine Autoriteter: da nemlig Dr. L. ved det

246

nordiske Naturforskerniode i Kjobenhavn Sommeren 1860 ilede med
at bringe sin formeentlige Opdagelse af Lip. lineata ved Hellebæk
til almindelig Kundskab, toge de omtalte Herrer deraf Leilighed til
at anmærke , at de havde truttet samme Fisk i den bohuslehnske
Skjærgaard. Uden ganske at ville forkaste Opbevarelsen af saa-
danne lejlighedsvise mundtlige Udladelser, niaa jeg dog paa det Be-
stemteste erklære mig imod , at de betragtes som fuldgyldigt Beviis
for Indlemmelsen af en ny Art i en Fauna. ' )

Jeg gaaer nu over til Lip. lineata som dansk. Dr. L. an-
giver ved Hellebæk at have erholdt et elleve Linier langt , noget
mutileret Exemplar; han udhæver selv Misligheden af, at ville efter-
vise Identiteten med et saa ringe Materiale ; af Enkeltheder angiver
han et Par Uovereensstemmelser (Længdestriberne vare ikke blaae,
men violette , Finnernes Marmorering savnedes , Hudens skælagtige
Dannelser kunde ikke gjenfindes), men anforer derimod aldeles ingen,
som kunde bekræfte Foreningen : intet om Tændernes Form , intet
om Finnernes Straaletal, intet om Hovedets Form og Forhold, kort
sagt intet andet end almindelige Talemaader (til Ex. : »jeg finder
aldeles ingen Grund til at tvivle om , at det virkelig er Kroyers
Lip. lineata« og lignende), der, naar de ikke erholde nogen solid
Stotte, blive intetsigende. Det Lidet, som Dr. Lutken anfører om
sin Fisk, fremkalder overhovedet den Forestilling, at han ikke har
underkastet den en ordentlig Undersogelse , men ladet sig noie med
en los Beskuelse. Men kan det nu, efter hvad der foreligger, be-
tragtes som beviist, at Lip. lineata tilhorer den danske Fauna?
For min Deel betvivler jeg det og maa insistere paa yderligere Op-
lysninger, inden jeg kan ansee Andet for afgjort, end at en lille
Liparis med Længdestriber er fundet ved Hellebæk.

Dernæst den islandske Lip. lineata. Dr. Lutken dokumen-
terer her nøiagtigt , at et halvtredie Tomme langt Exemplar i Uni-
versitets-Museet virkeligt er fra Island, men at det virkeligt er Lip.

*) Den ovenstaaende Paastand har i dette Tilfælde fundet langt
tidligere Bekræftelse, end jeg turde vente det. Prof. Liljeborg,
som i denne Eftersommer besogte Kjobenhavn og beærede mig
med en Visit, meddeelte ved denne Leilighed, at han efter
nærmere Undersogelse og Overveielse ikke længer
anseer sin Liparis og den af mig beskrevne Liparis
lineata som identiske. Og Hr. Malm, med hvem jeg
endnu senere har havt en' Samtale, erklærede, at han til Dato
(den 13 October 1861) ikke har underkastet sin bohuslehnske
Liparis nogen nærmere Undersogelse , og at han ved sin Yt-
tring i Naturforskermodet kun har villet udtrykke, at han an-
tog den for identisk med den af Dr. L. fremviste, uden der-
ved at ville hævde dens Identitet med L. lineata Kr.

247

lineata Kr. beviser han ikke , det anseer han for afgjort ; thi for
ham synes kun een stribet Liparis-Art tænkelig-. Han meddeler
heller ikke her et Ord om Tændernes Form og- Finnernes Straale-
tal. ingen Udmaalinger, ingen Angivelser om Indvoldene , der
vel efter Exemplarets Størrelse kande have været undersogte med
Nytte. Og, hvad han anforer, taler Alt mod Identiteten : først er
Storreisen allerede noget mistænkelig; dernæst er Tegningen meget
forskjellig; Sugeskiven or mere langagtig, og Afstanden fra Suge-
skivens bageste Rand til Gatboret er ikke dobbelt saa stor som
fra dette til Gatborfinnen ; Skæl kunde ikke iagttages. — Det for-
bliver altsaa i det Mindste aldeles uafgjort, om Dr. L.s islandske
Liparis lader sig forene med min L. lineata. løvrigt leder dette
Exemplar Dr. L. til et overraskende Raisonnement : »Det viser
ogsaa med tilstrækkelig Tydelighed«, siger han, »at de tættere og
talrigere Længdestriber ere fremkomne ved en Deling eller Opløs-
ning af de fire bredere primære Striber, saaledes at hver af disse
mere eller mindre skarpt har deelt sig i to sekundære Striber; de
tilbageblevne oprindelige Rande af de primære Striber ere derfor1)
ogsaa mørkere end de mellemliggende, rimeligviis yngre Rande af
de nye smallere Striber.« Hvorledes et enkelt Exemplar af et
eller andet Dyr, som besidder en vis Tegning, med tilstrækkelig
Tydelighed kan vise, paa hvad Maade denne Tegning er opstaaet,
indseer jeg ikke. Naar man besidder en Række Exemplarer af et
farvevexlende Dyr, kan man ved Sammenligning mellem dem haabe
at faae nogen Oplysning om de Regler, hvorefter Farveskiftningen
foregaaer. Af et enkelt og isoleret Individ derimod med en vis
Tegning kan jo ikke sees , om det er Farvevexel underkastet , og
endnu mindre kunne Reglerne for denne bestemmes. Dr. L. be-
nytter strax sin Hypothese som om den var en uimodsigelig Kjends-
gjerning, til derpaa at opføre en Slutning: »jeg anseer det derfor
for afgjort,« skriver han, »at L. lineata Kr. falder sammen med L.
vulgaris Yarr. « At dvæle ved saa grundløs en Slutning forekom-
mer mig ganske overflødigt.

Nu staaer blot den russiske Liparis tilbage. Om denne be-
retter Dr. Liitken : »allerede 17 74 har Lepechin iovrigt beskrevet
og afbildet en Cyclopterus lineatus efter et 2" \'" langt Exemplar
fra Mundingen af det hvide Hav, hvor det var taget ved de tre
Øer ; dens Identitet med Krøyers Liparis lineata er evident , men
uagtet Arten er optaget i Gmelins Bearbeidelse af Linnés Systema
Naturæ , og uagtet Donovan udtrykkelig anerkjender, at den ham
foreliggende Form er identisk med Gmelins Cyclopterus lineatus, har
Kroyer dog aabenbart været uvidende herom og troet at opstille en
ny Art , men heldigviis valgt det samme Navn , som Lepechin alle-

') Derfor! Hvorfor?

248

rede havde tildeelt den.« — Naar Dr. L. her blandt mere trium-
pherer over min Uvidenhed , kunde det dog maaskee hænde sig , at
denne ikke var ganske saa stor , som han fremstiller den , men at
jeg, efter særdeles paalidelige Forgængeres Exempel , troede at
burde betragte den lepechinske Art som dodfødt ; hvorhos jeg dog
indrommer Dr. L. , at jeg ved min første Undersøgelse ikke gik til
den rette Kilde: Acta petropolitana. I Zoographia rosso-asiatica
nævner Pallas ikke Cyclopterus lineatus, men siger under Cyol. Li-
paris (111,76): in mari albo atque boreo observatus est a Lepechin,
og han maa altsaa have betragtet denne Zoologs C. lineatus som
en blot og bar Afart af C. Liparis ; hvilket bliver endnu tydeligere
af, hvad han allerede ovenfor i samme Skrift (III, 72) har yttret:
hujus generis eximias nostrorum marium species jampridem in
Specilegiis zoologicis recensui et illustravi , unde illas hic tantum
breviter perlustrasse sufficiat, quum nihil habeam quod addi
pos sit1) præter unicam speciem a Stellero imperfecte descriptam.
Thi Dr. L. vil dog vel neppe sige, at Pallas »aabenbart har været
uvidende om«, at Lepechin havde beskrevet en Cycl. lineatus? —
I andet Bind af Cuviers Rgn. animal findes i den Note under Slæg-
ten Liparis, hvori C'uvier opregner dennes Arter, intet Ord om Le-
pechins C. lineatus. Om dette er en Følge af aabenbar Uvidenhed
hos Cuvier, eller en forsætlig Forbigaaen, overlader jeg Dr. L. selv
at bestemme. Og nu Gmelin , hvem Dr. L. synes at tillægge en
hoi Rang som Kritiker ved Siden af Donovan-'), han optager vel
Arten og meddeler et Uddrag af Lepechins Beskrivelse af den, men
tilfoier derpaa det Sporgsmaal : an vere a (Cycl.) liparide diversus?
Hvorfor Dr. Lutken ganske med Taushed har forbigaaet denne for
Sagen ikke uvigtige Tvivl hos den ellers meget troende Gmelin , om
af Uvidenhed eller Forsæt , skal jeg atter lade Dr. L. selv afgjore.
Det Anførte vil , som jeg haaber. være tilstrækkeligt til at vise, at
der vel kunde være anden Grund til min Forbigaaen af Lepechins
Ord end just Uvidenhed. Men naar jeg udhæver en anden Reticens

1 ) Udhævet af mig. Kr.

a) E. Donovan var Maler og udgav en lang Række kolorerede
Pragtværker , nærmest beregnet paa det engelske Aristokrati,
ikke blot over alle Dele af Zoologien , den exotiske saavelsom
den faunistiske, men ogsaa over Botanik (the Botanical Rewiew
or the Beauties of Flora), Landskabs - Sceneri og Antikviteter
(Descriptive Excursions through South-Wales and Monmouthshire)
o.s.v.) Han har vistnok sine Fortjenester, men at tillægge ham
Auctoritet som Kritiker, var imidlertid Dr. L. forbeholdt. Cu-
vier i sin historiske Oversigt over Ichthyologien (Hist. de Pois-
sons vol. lier) forbigaaer ganske blandt Englænderne Donovan,
medens dennes Samtidige: Shaw, Low og Montague afhandles.

249

af Pr. L. , vil det blive endnu tydeligere , at jeg umuligt kunde
være uden Kundskab om en tidligere Cyclopterus lineatus. Idet
Yarrell omtaler den stribede Farveforandring af Lip. vulgaris (Br.
fish. lst edit. II. 276), tilfoier han den Anmærkning: in this state
some authors have cailed this species lineatus. Hvorfor har nu Dr.
L. ignoreret denne Passus, istedetfor at benytte den til at give den
mod mig reiste Beskyldning for beskjæmmende Uvidenhed fornyet
Styrke? Sandsynligviis , om jeg tor gjøre en Gjætning, fordi han
indsaae. at han ikke ret vel paa een Gang kunde anke over, at
jeg havde benyttet en Artikel af Yarrell formeget (see nedenfor)
og tillige paastaae, at jeg var ubekjendt med samme Artikels
Indhold.

Pog nok om min Uvidenhed. Jeg skal nu gaae over til Iden-
titeten, der efter Pr. L. er evident. Ja, for ham er den evident,
fordi nemlig Fisken har Striber, og enhver Liparis med Striber efter
hans Forestilling skal og maa være L. lineata. Vil man derimod
samvittighedsfuldt drøfte Lepechins Beskrivelse , endog blot efter
Gmelins Meddelelse, saa vil man finde Anledning nok til at beundre
den Tillidsfuldhed , hvormed Pr. L. proklamerer evident Identitet.
P°g> jeg skal ikke denne Gang blive staaende ved Gmelin, men
gaae til 18de Bind af Nov. Comment. Acad. Petropolitanæ (pag. 522
sequ.) og af Lepechins Opgivelser udhæve , hvad der er uovereens-
stemmende og giver Anledning til Tvivl. »Grundfarven kastaniebruun,
lysere under Bug og Strube, med blegt rosenfarvede Knuder paa
Underlæben. Tre temmelig brede , hvidagtige , mod Halen conver-
gerende Længdelinier paa hver Side af Hoved og Krop. Ryg - og
Gatborfinnen kastaniebrune , hist og her med blegere gjennemsigtige
Tverbaand ; Brystfinnerne omtrent af Bugens Farve ; Øinenes Iris
lyseblaa, Pupillen hvid, Hovedet fladtrykket« (efter Afbildningen
tab. V fig. 2 af betydeligt større Brede end Høide. Kr.). »Gabet
stort ; Tænderne i hver Kjæbe stillede i to Rækker, spidse ; begge
Læberne besatte med smaa Hudvorter. Ryg- og Gatborfinne ganske
sammensmeltede med den tilspidsede Halefinne. Sugeskivens Gjennem-
snit neppe ^\r a^ Totallængden. Ingen Skæl. Finnernes Straale-
tal: Rygf. 36", Biystf. 26, Gatborf. 22, Halef.?«

Endnu kan tilføies , at Hovedets hos min L. lineata saa tal-
rige, tildeels rørdannede Kjertelaabninger hverken omtales i Lepechins
Beskrivelse, eller udtrykkes i hans Afbildning, og derfor sandsynlig-
viis enten have manglet eller have været svagere udviklede hos den
af ham undersøgte Fisk . Heller ikke tor det forbigaaes, at mange
Enkeltheder, der omtales i min Beskrivelse, hos Lepechin findes
uberørte, hvorfor ingen fuldstændig Sammenligning kan anstilles.

Og alt dette uagtet debiterer Pr. Liitken med største Fri-
modighed den evidente Identitet af Cyclopterus lineatus
Lep. og Liparis lineata Kr. Hvorimod jeg, som jeg haaber,
støttet paa en solidere Grundvold, ikke frygter for at udtale, at

17*

250

disse to Fiskes Artsforskjellighed forekommer mig evident, idet et
Blik paa Formen af Hoved og Hale er tilstrækkeligt til at skjelne
dem , uden at tage de andre Afvigelser til Hjælp. Om Lepechins
Cycl. lineatus falder sammen med Lip. vulgaris auct. , indlader jeg
mig derimod slet ikke paa at afgjøre.

Den, der maatte holde hele Sagen for ubetydelig, og mene, at
for mange Ord ere anvendte paa at bevise, at Dr. Liitken intet har
beviist , svarer jeg , at Bestræbelsen for at drive Letfærdighed og
Overfladiskhed bort fra Videnskabens Behandling altid er be-
rettiget.

Gjerne skulde jeg nu have forladt Dr. L., dersom han ikke
saa at sige havde tvunget mig ind i en anden Diskussion om Lip.
vulgaris. Det er ovenfor berørt, at han ifolge sin Farvehypothese
vil forene min L. lineata med Yarrells L. vulgaris. Men derved har
han tillige faaet Anledning til at tage mig i Skole. »Mærkeligt
nok«, siger han, »synes det aldrig at være falden Krøyer ind, at
den stribede Ringbugform, som er beskreven og afbildet af Donovan
og efter ham af Yarrell , kunde være den samme Art, som hans
Liparis lineata, uagtet denne Tanke dog ligg r nær nok . og ialfald var
antydet ved Prof. Reinhardts (af Krøyer citerede) Yttring, om den
ene af de grønlandske Liparis - Arters Lighed med den hos Yarrell
afbildede Form.« Og videre: »at forene Lip. barbata og L. vul-
garis Yarr. , men ikke denne og L. lineata, er under alle Omstæn-
digheder en paafaldende lnconseqvens. « Da Dr. Liitken saaledes
har stillet mig frem paa Forundringsstolen for et æret zoologisk
Publikum , maa det undskyldes , om jeg gjør et Forsøg paa at til-
bagevise de mig for Sløvhed og Inkonsekvente adresserede Irette-
sættelser. Og jeg skal til den Fnde først erindre , at jeg aldeles
ikke antager Nødvendigheden af alle stribede Liparisers Identitet,
og dernæst, at Dr. L.'s Baandtheori for mig kun er en dod og
grundløs Hypothese ; Tanken om en Forening kunde altsaa ikke
ligge mig saa nær, som den laa ham, og selv Prof. Reinhardts
Antydning havde jo kun Betydning for den . der var opfyldt af
Ideen om alle stribede Liparisers Identitet. Støttende mig paa vig-
tigere , allerede tilstrækkeligt udhævede Bygningseiendommeligheder,
maa jeg stadigt betragte den foreslaaede Forening som chimærisk.
Hvad Beskyldningen for Inkonsekvense angaaer, da bliver det for-
nødent at oplyse, at Dr. L. ved sit Udsagn om, at jeg har forenet Lip.
barbata og L. vulgaris , idetmindste gjør sig skyldig i Reticens.
Jeg har vel givet L. vulgaris Plads i Synonymien, men med et
Sp orgsmaals tegn, og- i de umiddelbart efter Synonymien føl-
gende Bemærkninger udtaler jeg baade Sammenstillingens Usikker-
hed og udhæver tillige nogle Strukturforhold , som især synes at
tale imod den : de to Arter ere altsaa ikke ligefrem forenede , men
mere udpegede til nærmere Undersøgelse og Sammenligning. Saa

251

vidt mig bekjendt har imidlertid Ingen senere gjenoptaget Drøftelsen
heraf. Men sæt ogsaa, at jeg bestemt og afgjørende havde forenet
de omtalte Arter, saa er jo Dr. L. ikke berettiget til at betegne
Foreningen som Inkonsekvense uden at fore Beviis for sin Paastand,
og dette Beviis burde vel fylde.stgjorende udvikle , at L. vulgaris
Yarr. og L. lineata Kr. ere nærmere beslægtede, eller dog ligesaa
nær som L. vulgaris og L. barbata. Men dette Beviis er Dr. L.
til Dato skyldig, og hans Bebreidelse for Inkonsekvense er altsaa
i ethvert Tilfælde kun en los Inkrimination. •

Naar endelig Dr. L. troer at maatte udtale sin Dadel over. at
der i min Text til »den almindelige Ringbug (Danmarks Fiske II,
534 — 537) er indkommet meget, der rimeligviis slet ikke vedkom-
mer den«: skal jeg blot oplyse, at dette Meget tilsammenlagt be-
løber sig til syv eller otte Linier, og saa tydeligt og bestemt er
betegnet som blot vedkommende den engelske Form , at al For-
virring eller Sammenblanden er næsten umulig.

For den Omhu, hvormed Dr. L. har sorget for min Oplysning,
skylder jeg ham vistnok Gjengjæld , og det glæder mig derfor, at
kunne hjælpe ham tilrette i et Punkt, der synes at have brydt ham
endeel, og med Hensyn til hvilket han selv dolerer over sin Kund-
skabs Ufuldkommenhed. Han bemærker (1. c. S. 174 i anden Note),
at den engelske stribede Liparis's Udbredelse mod Syd endnu ikke
vides, og tilfoier: »Donovans Exemplarer vare fra Billingsgate, et
Sted, som jeg ikke finder opfort i de mig tilgjængelige geographiske
Haandboger, og hvis Beliggenhed derfor er mig ubekjendt.« Bil-
lingsgate er simpelthen — og har i mindst 500 Aar været — dét
londonske Fisketorv, vor Gammel - Strand , men efter en betydeligere
Maalestok. I engelske Romaner fra Peregrine Pickle til Little Dorrit
fremtræder denne Lokalitet jevnligt , og man moder nu og da
»a matron of Billingsgate« som en zirligere Betegnelse for vort
danske »Fiskerkjælling«. Dog ogsaa i Yarrells Fiskebog vil man,
naar man gjennemgaaer den med Opmærksomhed, finde Underretning
om Billingsgate (til Ex. 1, 125 i forste Udg.). For yderligere Op-
lysninger maa jeg henvise Dr. L. til Leighs new pioture of London
og lignende Skrifter, eller, dersom han attraaer en graphisk
Fremstilling af Stedet, til Thomas Millers picturesque sketches of
London o.s.v.

252

5. LIPARIS REINHARDI KR.

?? Pallas Specilegia zoologica VII. 19 tab. 3 : Cyclopterus gelatinosus.
?? Pallas Zoographia rosso-asiatica III. 74: C. gelatinosus.
Reinhardt i Vid. Selsk.Forh. 1842 S. 82: L. gelatinosus.
? Gill. Catalogue of Fishes &c. pag. 47 : Lip. gelatinosus. ' )

Color supra fuscus, infra albus, argentatus. Caput
quartam longitudinis piscis partern haud prorsus æquans, com-
pressum, duplo altius quam latius, rostro obtuso. Maxilla
inferior adscendens, sublongior. Diameter oculi longi-
tudinalis sextam fere explens longitudinis capitis partern
dimidiamque frontis inter oculos latitudinem. Longitudo rostri
ad oculos, latitudo frontis inter oculos et distantia a margine
oculi posteriori ad aperturam branchialem invicem ferme æqua-
les. Dentes simplices, hamati. Discus ventralis minu-
tus, fere rudimentarius (20ies et plus longitudine corporis
superatus), sub anteriorem oculi partern positus, minimoque
intervallo ab ano diremptus, qui vero a pinna anali remotis-
simus est (tertia fere longitudinis piscis parte). Cauda
elongata, valde acuminata. Pinnæ dorsalis, analis et cau-
dalis in acumen connatæ. Numerus radiorum

pin. dors. 54; pector. 32; anal. 46; caud. 11. Vertebræ 60.

Denne Art er nedsendt fra Omenak, Jakobshavn og
Julianehaab. Størrelsen indtil 7 Tommer.

Det forekommer mig kun lidet rimeligt, at den grøn-
landske Art skulde være identisk med den kamtschadalske,
som Pallas har fremstillet efter Stellers Optegnelser og et
tørret Exemplar i Petersborger-Museet. Denne beskrives som
af en for en Liparis kæmpemæssig Størrelse (indtil 18"), halv-
gjennemsigtig, blød som en Meduse, med tykt, fladtrykt, noget
fiirkantet Hoved o.s.v. , kort sagt betydelig forskjellig fra de
grønlandske Exemplarer, hvilken Forskjellighed finder yder-
ligere Bekræftelse i de af Pallas angivne Udmaalinger. Jeg
er derfor tilbøielig til at betragte den grønlandske som en

1) Storers Synopsis of North- Arner. Fishes S. 231 ligger egentlig
til Grund for dette Citat, men jeg savner Adgang til Storers Bog.

253

egen Art og foreslaaer at betegne den med Opdagerens Navn.
Dernæst maa jeg bemærke, at de to Arter Liparis gelatinosa
Reinhardt et Palassii ved saa vigtige organiske Eiendommeligheder
(den ubetydeligt udviklede Sugeskive, Gatborets Fremrykning mod
Snudespidsen, men betydelige Fjernelse fra Gatbortinnen, den
deraf betingede Forandring i Indvoldenes Leie og Form o.s.v.)
afsondre sig fra Slægtens øvrige Arter, at de gjore Opstillin-
gen af en ny Slægtsgruppe nødvendig. Maaskee kunde denne
ikke upassende føre Navnet Careproctus. Jeg bar iøvrigt ikke
for Tiden det tilstrækkelige Materiale til en tilbørlig Karak-
teristik af denne nye Slægt; især savnes jo kamtschadalske
Exemplarer til Sammenligning, eller i al Fald en ny Beskri-
velse af saadanne, affattet med et rigere og bedre Materiale,
end det, Pallas havde til sin Disposition. Men istedetfor en
Karakteristik vil jeg, rigtignok efter 'et fortvivlet slet Exem-
plar, meddele en Beskrivelse af endeel af Formforboldene,
saavel ydre som indre, hvorved, som jeg haaber, begge mine
Antagelser, baade af en ny Slægt og af to distincte Arter,
ville finde Understøttelse.

Tænderne paa Mellemkjæbebeen og- Underkjæbe ere simple
(uden Flige) , spidse , lidt krumme eller krogdannede. Hvorvel de
kunne siges at danne et , dog meget smalt , Baand , og uagtet der
kan opdages Spor af en Anordning i smaa Tverrækker , sees dog
egentlig kun een Kække ret udviklede Tænder, medens de ovrige
ere meget smaa, stumpe og have Udseende af at være afslidte og
traadte ud af Tjeneste. Tænder paa Plougskærbeen eller Ganebeen
har jeg ikke fundet (hvad Pallas mener med : arcus palati asper ad
labium, er mig ikke klart). Derimod ere Svælgbenene væbnede
med vel udviklede Tandkarder. Disse vise sig i Overkjæben af
noget triangulær Form , meget større end i Underkjæhen , hvor For-
men er meget langstrakt og smal ; Tænderne ere spidse, for en stor
Deel tilbagekrummede , tildeels lige , storst indefter eller mod Svæl-
gets Middellinie. Ogsaa paa Gjællebuernes Mundknuder fin-
des virkelige Tænder i smaa, tætstillede Knipper. Tungen er stor
og stærkt udviklet (ligesom overhovedet, medens Hjerneskallen er
paafaldende lille, alle til Ansigtsdelen henhorende Partier forholds-
viis ere store, hvorved Hovedets Hoide betinges). Gjællestraa-
lerne ere sex i Tallet (at Pallas har talt syv, beroer rimeligviis
blot derpaa, at han har anseet Mellemgjællelaaget for en Gjælle-
straale) ; de ere meget lange, tynde, næsten børsteagtige , indbyrdes

254

kun lidet forskjellige i Længde ; med Hensyn til deres Tilheftning
kan mærkes , at de naae langt frem , næsten til Tungespidsen , og
at Mellemrummet mellem anden og tredie Straale, forfra regnet, er
kjendeligt større end mellem de øvrige Straaler. Fire Par temmelig
anseelige Gj æll eb uer ere tilstede, hvis forreste, noget sabeldannede
Respirationsdeel forener sig med Tilheftningsdelen under en spids
Vinkel. Medens Gjælleapparatets Knogler ere vel udviklede, vise
derimod de bløde Dele eller Gjælletraadene kun ringe Størrelse. Af
tandbærende, imod Mundhulen rettede Knuder har jeg langs den
yderste Gjællebues ydre Rand talt sex , langs den indre fem ; paa
den anden Gjællebues ydre Side syv , paa den indre sex , hos den
tredie Gjællebue syv paa begge Sider , og hos den fjerde endelig
sex paa den ydre Side. Brystfinnerne vise ved Udstrækning og
Tilheftningsmaade et hoist eiendommeligt Forhold , dog ikke ejen-
dommeligt for nærværende Art alene, men for Slægten Careproctus ;
de strække sig frem paa Siderne af Hovedet forneden næsten til
Underkjæbens Spidse, have meget større Brede end Længde og vise
Tilnærmelse til Halvmaanefiorm. Straalerne vise kun ubetydelig For-
skjel i Længde og Tykkelse , ere meget tynde , alle enkelte eller
ukloftede og deelte i store Led.1) Sugeskiven, som er anbragt
allerforrest mellem Brystfinnerne nær Underkjæbens Spidse , er saa
lille og saa svagt udviklet, at den neppe synes at kunne tjene
Dyret til Fastheftning ; dens Form er temmelig smal eller langstrakt
oval. Tæt bag den fremtræder Gat boret, medens derimod Af-
standen mellem dette og Gatborfinnens Begyndelse udgjør omtrent i
af Fiskens Længde. Rygfinnen begynder omtrent ved Enden af
Totallængdens første Trediedeel, noget foran Gatborfinnen ; dens
Straaler ere meget lange og tynde , alle ukløftede (men meget tyde-
ligt deelte i to let adskillelige Sidedele), de første sytten uden
Led, altsaa et Slags Pigstraaler, de følgende sammensatte af lange
Led, faa i Tallet; de forste Straaler ere, skjøndt ikke korte, dog
de korteste; Længden tiltager omtrent til den femtende. Gatbor-
finnen ligner Rygfinnen i de fleste Forhold, men har kun otte
Pigstraaler eller uleddede Straaler.

Indvoldene vare for største Delen udtagne af det undersøgte
Exemjilar ; dog tilbøde Levningerne Stof nok til at adskille nær-
værende Art fra Pallas's. Nyrerne, som tage deres Begyndelse
allerforrest i Bughulen, tæt op til Hjerneskallen, vise sig først som
to temmelig store , langstrakt - ægdannede , indbyrdes ved et ikke
ringe Mellemrum adskilte Masser, der længere tilbage smelte sam-

1) Pallas's Angivelse: »radii anteriores sensim breviores et exi-
liores tresque vel quatuor primi exilissimi soluti . cirrorum vel
digitorum instar ante pinnam propendent« passer ikke paa nær-
værende Art.

255

men til en Snor, der forst folger Rygradens Underflade, dernæst
stiger ned langs den høie Bughules bageste Væg , og efterat have
naaet ned mod Bugfladen , udsender det særdeles lange Urinror i
Retningen lige fremad.1) Bagest i Bughulen og parallelt med dens
bageste Væg ligge to Ægge sække tæt op til hinanden og endog
sammenbundne ved Slimvæv ; imidlertid adskilles de let fra hinanden
og besidde hver sin store Udforingsgang , der løber fremad tillige-
med Urinroret; af Form ere Æggesækkene pølsedannede (eller maa-
skee rettere lidt prismatiske) ; de vel udviklede Æg vare meget
smaa, omtrent som Valmuefro.2) Spiseroret og den ubetydelige
Deel af Maven, som fandtes efterladte i Bughulen, viste en meget
tyk og muskelstærk Bygning samt indvendigt meget store, tæt-
stillede Folder; jeg talte af saadanne 14 eller 15, og alle ere de
langs den fremspringende Rand besatte med fine , men meget tyde-
lige Fryndser. Leveren var ikke fuldstændigt tilstede, og jeg
kan derfor ikke bestemme dens Form,3) men at en Galdeblære
af middelmaadig Størrelse forefandtes, anseer jeg for utvivlsomt.

Hvad der overhovedet udmærker K n og 1 e bygningen, er dens
lose, svampede Textur og deraf følgende Blødhed. Overkjæbe-
benet stort, deelt i en øverste pladeagtig og noget fiirkantet Ledde-
deel og en meget længere, fri nederste Deel, som er aareagtigt ud-
videt og meget skraat afskaaret i Enden. Under kjæben har en
betydelig Længde , men hvad der udmærker den fra de alminde-
lige Liparisser er de tre store , til Optagelse af Slimkjertler be-
stemte Gruber, der vise sig forrest paa Tanddelens ydre Side.
Under Giet ligge, ligesom hos andre Lipariser, tre lange og tynde
Infraorbitalbeen, der ere forenede til eet Stykke af Stok- eller
rettere Sylform; men betegnende for nærværende Art er, at de to
forreste af disse Knogler have Slimgruber; Oiehulens bageste Rand
lukkes af en enkelt, opretstaaende , ligeledes udhulet, fjerde Or-
bitalknogle, og dens øverste Rand indtages af et Par meget tynde,
skælagtige Plader. Forgjællelaaget er egentlig for lang-
strakt til at kunne kaldes halvmaanedannet; maaskee vilde Be-
nævnelsen omvendt sabeldannet være at foretrække; det er
gjennemfuret af Slimgruber, især dets nederste - forreste Deel.
Gjællelaagsstykket er meget langstrakt og smalt (langt mere
end hos de sædvanlige Lipariser) , bagtil deelt i to Spidser , af
hvilke den øverste sabeldannede omtrent er dobbelt saa lang som
den nederste dolkdannede. Undergj ælle la aget lige til Roden
deelt i to traaddannede , omtrent lige lange Arme. Mellem -

') Renes in unum corpus compactum uniti &c. Pallas 1. c.

2) Uterus refert bursam orbicularem , refertam ovulis albis , dia-
phanis, pisi mole. Pallas 1. c.

3) Fellis vestigia prorsus nulla. Pallas 1. c.

256

gj ællelaa get , af betydelig Længde og Tyndhed, fremstiller ved
sin Form til Skuffelse en Gjællestraale. Skulderapparatet har
en betydelig Udstrækning eller Størrelse , men de det sammen-
sættende Knogler ere svage, tildeels af ganske hudagtig Tyndhed.
Overskulderb ladet langstrakt, foroven pladedannet , ikke tyde-
ligt kløftet; Skulderbladet meget langstrakt, fortil tykkere,
bagtil bladagtigt, forneden tilspidset; den ravnenæbdannede
Fortsættelse bestaaende af en lang, næsten naaleagtig Knogle,
som paa en særegen Maade viser sig bolgeagtigt krummet og
ender meget spids; Overarmen fortil og forneden bredere,
sammensat af særdeles tynde Plader: Albuebeuet og Straale-
benet Hudplader af rundagtig Form. Bækkenapparatet be-
staaer af to nær hinanden liggende, flade Knogler, som bagtil ere
brede og ligesom afskaarne , fortil tilspidses , forrest kløfte sig eller
paa den ydre Side udsende en temmelig lang, tynd Spids. Ryg-
raden sammensættes af 60 Hvirvler. 10 Bughvirvler og 50 Hale-
hvirvler; de to første Bughvirvler ere aabne foroven, eller besidde
ingen egentlig opstigende Fortsættelse, idet de to Sidegrene hæve
sig1 parallelt i Veiret (Forholdet altsaa meget forskjelligt fra Af-
bildningen hos Pallas , hvor Ringen foroven er lukket og forsynet
med en opstigende Spids paa Midten): tredie Hvirvel har en op-
stigende Fortsættelse af omtrent sædvanlig Form , og her begynder
Ribbenenes Tilheftning, ligesom ogsaa de temmelig korte og
tykke, men bløde Interspinalbeen begynde at vise sig. Hvirv-
lerne ere af en temmelig stærkt sammentrykket Form ; deres op-
stigende og nedstigende Fortsættelser naae tildeels en meget be-
tydelig Udvikling, især paa de ti eller tolv første Halehvirvler,
hvor de endog minde om Forholdet hos Flynderfamilien ; allerede
paa den fjerde Bughvirvel fremtræde tydelige Spor af de ned-
stigende Fortsættelser , der paa Halehvirvlerne danne Kanalen, hvori
den store Rygarteriestamme optages. Den »idste Halehvirvel er
kun lille , men den udvider sig dog ret tydeligt bagtil , for at
danne den Rand, hvortil de elleve, Halefinnen udgjorende Straaler
hefte sig. Af Ribbeen forekomme otte Par af traadagtig Tynd-
hed, de bageste især udmærket fine.

Endnu kan jeg om denne Fisk tilføie, at den synes for
en Deel at nære sig af Balaner, thi jeg har truffet Brud-
stykker af Skallerne i dens Mundhule. Den mangler ikke
sine Indvoldsorme: to Exemplarer af en Ascaris(?) tog jeg
ved dens Lever.

257

Liparis tunicata
Reinh.

Liparis Mon-
tagui Don.

~ fc »)

?§ o"?
5.5 i.

Totallængde

Største Høide

Største Tykkelse (over
Gjællelaaget)

Hovedets Længde (til
Gjællelaagets bageste
Rand)

Fra Snudespidsen til
Øiets forreste Rand .

Øiets Længdegjennemsnit

Pandens Brede mellem
Ørnene

Fra Øiet til Gjælle-
spalten

Fra Snudespidsen til
Rygfinnens Begyndelse

Rygfinnens Længdestræk-
ning

Længde af Rygfinnens
længste Straale . . . .

Afstand mellem Rygfin-
nen og Halefinnens
Rod

Fra Underkjæbens Spidse
til Brystfinnernes Rod

Brystfinnernes Længde
(fra Roden paa Bug-
fladen)

Fra Underkjæbens Spidse
til Sugeskiven

Sugeskivens Længde . .

Sugeskivens Brede . . .

Fra Sugeskiven til Gat-
boret

Fra Snudespidsen til
Gatboret

Fra Gatboret til Gatbor-
finnen

Gathorfinnens Længde-
strækning

Længden af Gatborfin-
nens længste Straale .

Fra Gatborfinnentil Hale-
finnens Rod

Halefinnens Længde. . .

Gjællespaltens Høide . .

Brystfinnernes Brede ved
Roden

Q5" ai« am.
27'". 23'". 12'

22'

18"

10'"

2.1". 2". 121'".

10'". 7'". 4'".

5'". 4^'". 2"'.

15'". 10"'. 51'".

13"'. 10"'. 61'".

33'". 28'". 141'"

6>".

20'". 16'". 8'".

o(2l"'). o(2"'). o(l'")
12'".

31"

14'

0(21'").

16f". 14'". 6'".
13'"'. 111'". 6{'".

20"'.

55 Y".

1U'".

10','".

121'".

4'".
2'".

131'".
31'"'.
51'".

o(H'")

51'".
12'".

17'"

151'"

10'".

12'".

9'".

51"'.

6"'.

12'"

4.1///.
^2

10'"

13'".

41"'

3".

15|'"

8'".

6.^'".

3'".

AV"-

4".

22'".

14'"

5'"'.

0(11'

61"

8'".

32'". 26'".
6A"'. 6'".

7'".

^3
il"'

54'

H'"- 21'".

8f". 7f".

191"'. 13i"'

31'". 21'".

13/// | Utl

81'" 7'".

31'". 3'".

2f". 21'".

91'". 8'".

03/// 91///

14'"'. 10"'.

1 1/'/

's
4'".

1'".

42"

4'".

7".
21£"'.

9'".

19'".

6'"
3'".

61'".

2.','".

21"

2'".
4'".

13'

J258

II. GYMNELIS.

Corpus angvilliforme. Caput raediocre, obtusum, genis
labiisque tumidis, dentibus intermaxillarium maxillæque in-
ferioris uniseriatis, sat validis; dentibus palatinorum, vomeris
et faucium minutis. Unum narium par. Apertura bran-
chialis parva, postica (cute infra capiti connata). Quatuor
branchiarum paria, branchiaque opercularis. Radii mem-
brans branchiostegæ sex. Pinna dorsalis analisque
per totam fere longitudinem extensæ cumque caudali coa-
litæ. Pinnæ v entr åles desunt. Cuticula lævis, crassa,
squamis destituta. Linea lateralis nulla. Ventriculus
elongato-sacciformis millam monstrat partern pyloricam; ap-
pendices coecales binæ perminutæ adsunt. Vesica
aérea desideratur.

Genus Gymnelis1) ad pisces blennioideos, ut opinor, referen-
dum est, potissimumque ad genera Clinus , Zoarces , Lycodes &c.
ponendura.

GYMNELIS VIRIDIS O. FABR.

O. Fabricii Fn. Groenl. n. 99: Ophidium viride.

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1828-32 S. LIV: Ophidium viride.

— — — — 1832—36 S. XXI: Gymnelus.

— i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII. 116 n. 53 og

131 n. 53: Gymnelis viridis.
Voyage en Scandinavie <fcc. tab. 15 fig. a — f-).

Caput septimam explens londtudinis animalis partern,
duplo longius quam altius. Rost rum obtusum, diametro

1 ) Slægtsnavnet Gymnelis (af yvfivog) paa Grund af den nogne
Hud. Et. R. var ikke ganske enig med sig selv om Navnets
Form, idet han forst har Gymnelus, senere Gymnelis. Da
Et. R. ikke har meddeelt nogen Slægtskarakteer, er den oven-
staaende udkastet af mig, hvem det altsaa paahviler at >taae
til Ansvar for denne, for saa vidt noget maatte være at ind-
vende mod den.

2) Exhibitur tabula supra citata sub fig. a. Gymnelis viridis
magnitudine naturali a latere; fig. b. varietas ejusdem animalis
maculata: fig. c. varietas punctata; fig. d. caput cum parte an-
teriori corporis supra, magnitudine naturali; fig. e. caput cum

259

oculi brevius, quintam longitudinis capitis partern ferme ob-
tinens. Nares tubulosæ. Pinna pectoralis 14ies — 15ies,
caudalis 40ies ferme longitudine piscis continentur. Color
fuscus, ocellis nigris, albomarginatis pinnæ dorsalis vulgo
ornatus, sed valde varians1). Numerus radioruui

pinnæ dors. 96; pect. 11; anal. 72; caud. 11. Vert. 97.

parte corporis anteriori infra magnitudine naturali ; fig. f. caput
pulli cum parte corporis, supra, magnitudine aucta.

) Insequentes colorum varietates notavi :

I. Color immaculatus (nullis maculis, punctis lineisve ornatus).

a. fuscus, pinnis concoloribus ;

b. fuscus, pinnis (præcipue anali) saturatioribus ;

c. fuscus, pinnis dilutioribus ;

d. fulvus, pinnis flavescentibus ;

e. fulvo-aurantiacus, pinnis aurantiacis ;

f. carneus, pinnis flavo -albescentibus , anali margine nigre-
scente.

II. Color maculatus , punctulatus vel lineolatus (o: transverse
fasciatus).

g. fuscus, pinnis saturatioribus, niacula nigra pinnæ dorsalis ;
h. fuscus, pinnis saturatioribus, ocello nigro albomarginato

pinnæ dorsalis ;
i. fuscus, pinnis dilutioribus, macula nigra pinnæ dorsalis;
k. fuscus, pinnis saturatioribus, maculis p. dors. binis longe

distantibus ;
1. fuscus, pinnis saturatioribus. maculis p. dors. binis fere

confluentibus ;
m. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. binis nigris

albomarginatis :
n. fuscus, pinnis dilutioribns, maculis p. dors. binis nigri-

cantibus parum conspicuis ;
o. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. ternis nigris

albomarginatis ;
p. fuscus, pinnis subsaturatioribus, maculis p. dors. ternis;
q. fuscus, pinnis subsaturatioribus, ocellis p. dors. quaternis

nigris albomarginatis ;
r. fuscus, pinnis dilutioribus, maculis p. dors. quinis nigris;
s. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. quinis mag-

nis nigris albomarginatis ;
t. lineolatus Rh. , ocellis duobus p. dorsalis nigris albo-
marginatis ;
u. lineolatus Rh., ocello p. dors. unico nigro albomarginato;

260

I Oversigten over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger
for 1829—30 meddeelte Etatsr. Reinhardt nogle Bemærkninger
om Fabricius's Ophidium viride, hvorved denne vistes, vel at
være »meget beslægtet« med Ophidium, men dog at besidde
Eiendommeligheder , der fordrede Opstillingen af en egen
Slægt. Uden at benævne eller karakterisere denne, anførte
han et Par af de Egenheder, der vare tilstrækkelige til at
begrunde den fremsatte Paastand. I Oversigten for 1832-33
tilfoiede Et. R., at han senere fra flere Steder i Grønland
havde erholdt Exemplarer af den omhandlede Fisk, som Følge
deraf var gaaet dybere ind paa dens Undersøgelse og havde
kaldt den nye Slægt Gymnelus. Han udtalte (S. 6), at Be-
stemmelsen af Slægtens Arter endnu var underkastet nogle
Tvivl, men at han troede at kunne skjelne tre Arter. Tillige

t. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fasciis trans-
versis numerosis flavis ;

w. lineoiatus Rh.. ocello p. dors. nigro nullo, fasciis trans-
versis flavis paucis (3 — 4nisve) ;

x. lineoiatus Rh. , ocello p. dors. nigro nullo, fasciis fere
omnino in ocellos flavos nigromarginatos mutatis;

y. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fuscus flavo-
vermiculatus v. variegatus.

z. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fulvo-auran-
tiacus fasciis dilutioribus fere evanidis ;

æ. punctulatus Rh. , punctis numerosis albidis dorsi later-
umque ;

ø. punctulatus Rh. , punctulis numerosis albidis dorsi later-
umque ;

a. punctulatus Rh. . punctulis numerosis dorsi , nullis yero
laterum ;

|3. punctulatus Rh. , punctis modo paucissimis (ternis qua-
ternisve) laterum majoribus albidis ;

y. punctulatus Rh. , macula p. dorsalis nigra, punctis pau-
cissimis laterum majoribus albidis ;

8. punctulatus Rh. , ocello p. dors. nigro, punctulis dorsi
laterumque numerosis albidis ;

£. punctulatus Rh., ocello p. dors. nigro punctulisque ejus-
dem pinnæ minutissimis vix oculo nudo conspicuis, nul-
lis vero dorsi laterumque:

£". punctulatus Rh. , ocellis p. dors. binis , punctis dorsi la-
terumque majoribus albidis.

261

bebuder han, at hans Afhandling herom saavelsom om andre
den grønlandske Fauna vedrørende Gjenstande »snart bliver
trykt". Dette er imidlertid, saavidt Gymn. viridis angaaer,
ikke gaaet i Opfyldelse; thi i de 1837 udkomne ichthyologiske
Bidrag til Grønlands Fauna hedder det S. 49: »det har
endnu ikke været mig muligt at bestemme , om disse Indi-
vider« (med afvigende Tegning) »henhøre til forskjellige Ar-
ter, men jeg haaber, inden det Bidrag, i hvilket denne Slægt-
form skal afhandles, vil blive færdigt til Trykken, at kunne
ved bedre Exemplarer blive sat istand til at have en bestemt
Mening herom. De meest paafaldende Varieteter ere fore-
løbigt i Fortegnelsen (S. 34) betegnede med egne Navne,
men ikke optagne som Arter under Løbenummere.« Senere
har Et. R. Intet publiceret om denne Fisk. Jeg kan altsaa
ingenlunde beskyldes for, ved nærværende Artikel »rem actam
agere«, saameget mere, som Fabricius's Beskrivelse ikke blot
er ubetydelig, men selv vildledende, da den er affattet efter
et eneste Exemplar, en Unge paa to Tommers Længde. —
Hvad Opstillingen af flere Arter angaaer, da kan jeg ikke til-
træde den. Et. R. bemærker selv, at der med stor Forskjel-
lighed i Farver kun tindes ringe Forandringer i de relative
Maal. Jeg har med et meget stort Materiale Intet fundet,
der forekommer mig at kunne retfærdiggjøre en Artsadskillelse.

Udmaalinger:

Totallængde: A 11"; B 9£";

Største Høide (lidt'bag Gatboret): A 8'"; B 10i/";

Høiden over Nakken: A 6'"; B 8'";

Høiden foran Halefinnens Rod: A 1{'"; B 11'";

Største Tykkelse (over Kinderne): A 7'": B 9J-'";

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A £"'; Bi'";

Tykkelse over Gatboret: A 6-j'"; B ~7'";

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand : A 1 2'";

B 16'";
Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A 8^'"; B 12"';
Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A 14'"; B li,"";
Næseborenes indbyrdes Afstand: A l'-J'"; B 2£'";
Afstand fra Næseborene til Øjehulens forreste Rand: A ^'"; Bl'";
Afstand fra Snudespidsen til Øiehulens forreste Rand : A2]'";B3i"';

262

Øiehulens Længdegjennemsnit : A 23'"; B 4'";

Øiehulens Hoidegjennemsnit: A 2£'"; B 3i'";

Pandens Brede mellem Øinene (i Midten af disses Længde) : A 2'";

B 2!'":
Afstand fra Midten af Øiets nederste Rand til Hovedets Underflade :

A 3'"; B 4'";
Afstand fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand :

A 7'"; B 9f"';
Det opspilede Gabs Høide: A 6"'; B 10|'";
Det opspilede Gabs Brede: A 4"'; B 7"";
Mellemkjæbebenets Længde: A 4'": B b^'"\
Overkjæbebenets Længde: A 5\'"; B 7 i'":
Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 6^'"; B 9^"';
Gjællespaltens Længde : A 3'"; B 3£'";
Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 11 \'";

B 21'";
Rygfinnens største Høide: A 2V": B 4'";
Længden af Rygfinnens storste Straaler: A 4'"; B 5V';
Brystfinnernes Længde: A 5g"'; B 8'";
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 2 i'": B 3'";
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A '2yn \

B 35V";
Gatborets Gjennemsnit : A 1]"'; B 2]'";
Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse: A H'";

B 2'";
Gatborfinnens største Høide: A 2£'"; B 3£'";
Længden af Gatborfinnens storste Straaler: A 3j*"; B 4j"';
Halefinnens Længde i Midten: A 24"'; B 2X'".~

Hovedet, hvis Længde udgjor i af Totallængden, og som
altsaa er temmelig lille, har en langstrakt, fladtrykket, temmelig
afstumpet Form med lidt storre Brede end Høide og med kort
Snude ; Overfladen er fra Nakken til Oinenes forreste Rand omtrent
horizontal, bred, flad; Sidefladerne temmelig lodrette, konvergerende
svagt fortil : Underfladen næsten horizontal indtil Underkjæbens Led-
forbindelse og derpaa stigende noget skraat opad. Snuden meget
kort, stump : dens Længde udgjor kun \ af Hovedets Længde eller
vel endog mindre og staaer tilbage for Øiehulens Længde. K j æ -
berne ere ligelange: idetmindste har det ikke været mig muligt at
bestemme nogen af dem som længst : naar stundom en af Kjæberne
synes længere end den anden , beroer dette blot paa Læbernes til-
fældige Stilling. Gabet middelmaadigt eller endog temmelig stort,
opspilet ligt med Halvdelen af Hovedets Længde eller større : naar
Munden er lukket, naae Mundvigerne hen under Øiets bageste Rand
eller endog lidt forbi denne. Læberne meget stærkt udviklede,
skjondt hudagtige ; de danne betydelige Udvidelser paa Siderne al

263

Mellemkjæbebenene og Underkjæbens Grene, og ere indvendigt langs
Randen af de nævnte Knogler forsynede med endeel smaa Papiller.
Tænderne danne paa Mellemkjæbebenene og paa Underkjæbens
Grene kun een Række ' ) ; i hver af disse fire Rækker har jeg talt
omtrent tyve smaa, eller dog kun middelmaadigt store, men stærke
Tænder af stumpt konisk, svagt bøiet eller næsten lige Form. Saa-
vel i Over- som i Underkjæben er bag Tænderne et Kjæbeseil. Paa
hvert Gane b een har jeg fundet en skraa Række af omtrent otte
smaa Tænder, forrest paa Ploug skærbenet et Par (jeg har
truffet indtil tre , men ofte kun een) temmelig store og krumme
Tænder. Tungen langt tilbage, kun svagt adskilt fra Under-
kjæben , bred , afstumpet , noget konvex , med vortebedækket Over-
flade. Svælgtænderne vise saavel oven som neden i Munden
omtrent samme Form som Kjæbetænderne , kun at de maaskee ere
lidt spidsere og tillige mindre. Næseborene, af hvilke jeg kun
har fundet eet Par, nærmere Oiet end Snudespidsen, fremtræde som
temmelig lange, men tynde, lidt tilspidsede Hudror. Oiet temmelig
stort (dets Længdegjennemsnit udgjor omtrent \ af Hovedets Længde),
noget elliptisk, fremstaaende, liggende med den overste Rand i Pande-
fladen eller fremragende noget over denne; Pandens Brede mellem
Oinene ringere end Oiets Hoidegjennemsnit og end Snudens Længde.2)
Kinderne ere store og stærkt opsvulmede ligesom hos Gobioidei
Cuv. i Almindelighed. Gjællelaagsapparatet er forneden ganske fast-
voxet til Struben, og Gj ælle spalt en aabner sig som Folge deraf
blot bagtil og er liden; den begynder foroven omtrent i Linie med
Oiets nederste Deel og ender forneden omtrent i Midten af Bryst-
finnens Brede ved Roden ; dens Længde udgjor omtrent Halvdelen
af Hovedets Høide over Nakken, og den har en lidt skjæv Retning.
Gjællestraalerne, hvis Antal beløber sig til sex, ere indhyllede
af en saa tyk Hud, at de forst ved Hjælp af Dissektion tydeligt
kunne erkjendes og tælles med Sikkerhed : de have den sædvanlige
Sabelform, dog med ringe Brede og forholdsviis temmelig betydelig
Styrke. Det inderste af de fire Par Gj ælle buer er næsten ganske
tilvoxet paa den indre Side , eller viser kun en meget lille Spalte ;
de to yderste Par have paa deres øvre eller kortere Side store og
talrige Forlængelser i to Rækker, af spids og krum Form; ogsaa
de to inderste Par Gjællebuer have to Rækker Forlængelser, men

') Forrest paa hvert Mellemkjæbebeen findes dog to eller tre smaa
Tænder bag den egentlige Tandrække.

2) Hos ganske unge Individer ere Oinene forholdsviis meget større
end hos voxne (dette forklarer Fabricius's Udtryk : oculi —
maximam partern capitis occupant); de flyde næsten sammen i
Panden, og synes ogsaa at være meget mere fremragende end
hos ældre Individer.

264

meget mindre og i ringere Antal , skjondt omtrent af samme Form.
En Bigjælle er tilstede med frie og stærkt udviklede Traade (for-
holdsviis baade lange og tykke) , men kun i ringe Antal ; jeg har
talt otte eller ni.

Rygfinnen, som begynder et Stykke bag Nakken, og er
mindre end Afstanden fra Nakken til Snudespidsen, og hvis første
Straale ligger foran Spidsen af Brystfinnerne , bestaaer af omtrent
96 Straaler: de to forste af disse ere uden Articulationer og kunne
vel derfor betragtes som Pigstraaler, uagtet deres Spidse er blod,
boielig, bolgeagtigt bugtet. De folgeude ere tydeligt leddede og
for størte Delen mere eller mindre dybt kløftede i Spidsen. Ryg-
finnen synes vel lav. fordi den ligger henstrakt langs Rygfladen,
men naur man . efter at have fjernet Bindehuden , reiser den og
undersøger de enkelte Straaler. finder man disse tildeels af ikke ganske
ringe Hoide . idet de naae ^ af Kropjæns Hoide under dem eller
lidt mere. Bagest lægger Rygfinnen sig op til øverste Side af Hale-
finnen og er sammenvoxet med denne. Brystfinnerne ere meget
smaa (deres Længde indeholdes to Gange i Hovedets Længde, fjorten
Gauge i Totallængden, eller lidt mere), af ægdannet Omrids, bagtil
bredere, dannede af elleve temmelig tykke, leddede og kløftede
Straaler. Deres Bindehud viser sig for hver Straale noget ind-
skaaren i Randen . hvad ogsaa i større eller mindre Grad er Til-
fældet med de øvrige Finner. Af Bugfiuner viser intet Spor sig.
Gat bo ret er anbragt lidt foran Enden af Totallængdens første
Trediedeel; det er temmelig stort, uden Analpapil. Gatborfinuen
indtager omtrent -, af Fiskens Længde, idet den begynder nær bag
Gatboret: i Beskaffenhed ligner den meget Rygfinnen, men har kor-
t re Straaler; jeg har af disse talt 72; kun den første er ukleftet,
ug synes ingen Artikulationer at besidde; de øvrige ere alle tyde-
ligt leddede og kløftede. Hale finnen meget lille (dens Længde
udgjør kun omtrent 4', Deel af Totallængden og er kortere end
Brystfinnernes halve Længde) ; den bestaaer af elleve, til den bageste
Rand af sidste Halehvirvel fæstede Straaler, hvilke ere tydeligt led-
dede, men kun meget svagt kløftede. Huden af denne lille Fi>k
er forholdsviis tyk og stærk, ganske glat og uden Spor til Skæl.
Sidelinie savnes, thi hvorvel man. især naar Huden er fjerneta
kan bemærke, at den store Sidemuskel ved en Længdelinie deles i
en øverste og nederste Halvdeel, saa viser denne Linie ikke mindste
Spor til afsondrende Redskaber eller til udførende Aabninger.

Hos et Individ af over ni Tommers Længde har Bughulen hen-
imod to Tommers Længde. Farven af dens indre Beklædning sort-
agtig. Leveren lang (1^ Tomme eller derover), men meget smal
og tynd, deelt i flere tilspidsede Lapper, liggende ganske paa den
høire Side, forsynet med en lille Galdeblære. ' ) Den forholdsviis tem-

) Leverens Form er dog nogen Forandring underkastet, rimeligviis

265

nielig store og tykke Milt ligger ovenover Mavens bageste Deel;
den har en triangulær Form, dog med afrundede Hjørner, er flad-
trykket, paa den øverste (mod Ryggen vendte) Side noget konvex,
paa den nederste plan eller lidt konkav. Maven og Spiserøret
(tilsammen af omtrent 1 Tommes Længde) gaae gradeviis over i
hinanden, og danne en temmelig vid Sæk med lukket Bund; Maven
savner Portnerdelen , eller denne er i al Fald ganske rudimentær.
Portner aabn ingen fremtræder paa Mavens nederste Flade tæt
ved Bunden eller den bageste Flade, og har tæt nedenfor sig to
rudimentære Blindtarme (omtrent som hos adskillige Flynderarter).
Tyndtarmen gaaer frem til Bughulens forreste Ende, danner der-
paa en lille Bugt tilsiden og vender sig endelig tilbage , for i lige-
Linie at gaae til Enden af Bughulen. Tyktarmen er ret tydeligt
ved et betydeligere Gjennemsnit afsat fra Tyndtarmen ; dens Længde
henimod en Tomme. Længden af hele den udstrakte Tarmekanal er
paa det Nærmeste lig den halve Totallængde. Paa den indre Side
af Spiseror og Mave opdagede jeg ingen Længdefolder. Svømme-
blære savnes. Testiklerne viste sig hos det undersøgte Individ som
to smaa, baanddannede Legemer bag*est i Bughulen under Nyrerne.
Disse ere udviklede paa sædvanlig Maade. En lille, mere eller
mindre sæk- eller polsedannet, Urinblære er tilstede.

Overkjæbebenene korte (meget kortere end Mellemkjæbe-
benene), men stærke, mod Enden tilspidsede, deres opstigende Deel
omtrent naaende til Øiets forreste Rand. Me Ile mkj æbe benene
langstrakte og tynde , mod Enden dog udvidede eller noget aare-
daiinede. Underkjæben forholdsviis af meget stærk Bygning.
Det forreste Giebeen langstrakt og smalt, de følgende brede,
men tynde. Forgjællelaaget stort og stærkt, det største af
Gjællelaagsstykkerne, halvmaanedannet. Det egentlige Gjælle-
laag triangulært med Toppunktet ned, bagtil udtrukket til en
Spids, der dog er blød. Undergj ællelaaget meget svagt ud-
viklet, næsten af Form som en Gjællestraale, naar det adskilles fra
Gjællelaaget, som det er tæt forenet med. M ellem gj ællelaaget
er just ikke meget storre end Undergjællelaaget , men af laugt
stærkere Bygning. Skulderapparatet er stærkt, men viser
ingen Afvigelser fra den sædvanlige Form. Rygraden har jeg
fundet bestaaende af 97 Hvirvler, 19 Bughvirvler og 78 Hale-
hvirvler. Bughvirvlerne ere alle forsynede med særdeles fine,
naaledannede Ribbe en. Rygfinnens første Straale støtter sig til
ottende Hvirvels opstigende Fortsættelse. Den sidste Halehvirvel er
vel pladedannet, men udvider sig ikke stærkere end de foregaaende.

Størrelsen af denne Fisk overskrider neppe en halv Snees Tommer.

efter Aarstiden og Fiskens deraf afhængige Fedme ; jeg har
saaledes hos et andet Exemplar fundet den kortere og bredere, uden
ret tydelige Lapper, bedækkende næsten hele Mavens Underflade.

18*

266

Hvis jeg tør dømme efter det særdeles betydelige, fra
næsten alle Grønlands Kolonier nedsendte Antal Exemplarer,
maa den henregnes til de alleralmindeligste og meest ud-
bredte grønlandske Fiske. Kun Cottus grønlandicus, Gadus
Ogak og maaskee een eller to andre kunne gjøre den Rangen
stridig. Det er derfor overraskende, at Otto Fabricius (som
allerede ovenfor bemærket) har været indskrænket til Under-
søgelsen af et eneste Exemplar. Med Hensyn til denne Fisks
Udbredelse fortjener at erindres, at den hidtil, idetmindste
saa vidt mig bekjendt, hverken er truffet ved det nordligste
Norge eller ved Spitsbergen eller ved Island. Og at den
heller ikke paa den amerikanske Kyst er funden udenfor
Grønland, have vi et negativt Vidnesbyrd for i Gills nyligt
udkomne Fortegnelse over de paa Amerikas Østkyst fra Grøn-
land til den mexikanske Bugt forekommende Fiske, hvor man
forgjæves vil søge den. Den synes altsaa fortrinligviis , efter
vor nuværende Kundskab , at kunne fortjene Benævnelsen af
en grønlandsk Fisk.

Om dens Opholdssteder og Levemaade er aldeles Intet
mig bekjendt.

Efter Tyggemusklernes betydelige Udvikling og Kjæbe-
tændernes Styrke skulde man formode , at denne Fisk var
bestemt til at ernære sig af haarde Gjenstande, til Exempel
smaa Skaldyr. Imidlertid har jeg hidtil kun truffet Krebsdyr
i dens Mave, engang Gammarus Locusta Linn., en anden
Gang Entomostraca.

Om Forplantningen vides hidtil Intet , og Snyltedyr har
jeg aldrig kunnet opdage hos G. viridis.

III. De grønlandske Lump enus- Arter.

I Oversigten over det danske Vid. Selsk.'s Forhandlinger
for 1885—36 S. 10 afsondrede Et. Reinhardt Gruppen Lum-
penus som egen Slægt fra nogle andre nærstaaende Fiske-
former, og karakteriserede den ved »en bagtil fri Gjællehud
med sex Straaler, en Sidelinie uden Sliimaabninger og ved

267

Tænder paa Plougskærbenet« l) (foruden Kjæbetænder natur-
ligviis). Han kjendte dengang tre grønlandske Arter, som
han benævnede L. Fabricii, L. medius og L. aculeatus. Her-
til kom lidt senere en fjerde Art, L. gracilis (Vid. Selsk."s
naturv. og math. Afh. VH, 194), og ved kortelig at omtale
denne, henleder R. Opmærksomheden paa, at disse grøn-
landske Arter, efter deres forskjellige Tandforhold kunne hen-
føres til tre Afdelinger, idet L. gracilis kun har Kjæbetænder,
L. Fabricii og L. medius tillige Ganetænder, medens L. acu-
leatus foruden Kjæbe- og Ganetænder endvidere bærer Tæn-
der paa Plougskærbenet (1. c. Anm. **). Jeg formoder, at
R., ved at bemærke denne Afvexling i Tandforholdet hos
Lumpenerne, hvorved Slægten mistede en af de Karakterer,
hvorpaa den, som ovenfor angivet, var grundet, har følt Tvivl
om dens Berettigelse. Thi han synes virkeligt at have op-
givet den, eftersom han i sin systematiske Fortegnelse over
de grønlandske Fiske (1. c. Side 144), anfører alle dens Ar-
ter under Slægten Clinus. Men , skjøndt endnu en anden al
Karaktererne for Slægten Lumpenus, Gjællestraalernes Tal,
viser sig inconstant (see nedenfor under Lumpenus Fabricii),
og altsaa taber skarp Anvendelighed, anseer jeg det dog for
nødvendigt at adskille Grupperne Clinus og Lumpenus. Ja,
jeg er endog gaaet langt videre i Adskilningsretningen, idet
jeg har været tilbøielig til at antage, at disse tre Tand-
forskjelligheder, efter den Vei, Ichthyologien nu følger, burde
begrunde ligesaa mange Smaaslægter, af hvilke en maatte
beholde Navnet Lumpenus, de to andre maatte forsynes med
nye Navne. Men, idet jeg har dvælet med at gjøre denne
Anskuelse praktisk gjældende, fordi jeg savnede tilstrækkeligt
Materiale til en nøiagtig Undersøgelse af et Par af Arterne,
er Gill i sit ovenfor omtalte lille Skrift kommen mig i For-
kjøbet, idet han har tildeelt L. aculeatus Slægtsnavnet Lepto-
clinus, giver L. gracilis Navnet Centroblennius og lader de

l) Ordet »Plougskærbenet« rettes senere af R. som en Skri ve-
eller Trykfeil til Ganebenene.

268

to øvrige Arter beholde Navnet Lumpenus. Om nu Gill har
baseret disse Slægter paa Tandforholdet, eller hvorpaa ellers,
maa jeg lade være usagt, da han intet Ord derom meddeler
i det anførte Skrift og ikke henviser til nogen anden Bog,
hvor Kundskab herom kunde hentes. De nye Slægtsnavne
indeholde i deres Etymologi intet Vink, ja, ere efter min
Mening snarere vildledende. Det maa naturligviis være Gill
overladt selv at karakterisere sine Slægter; derimod skal jeg
give Beskrivelse af et Par Arter og tilføie Diagnoser af de
øvrige.

1. LUxMPENUS ACULEATUS RHDT.

Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og niath. Afh. VII, 114 og 122.

n. 16: Clinus aculeatus.
Gill, Catal. of the Fishes of the east coast of North-America pag. 45 :

Leptoclinus maculatus.
Voyage en Scandinavie tab. 14, fig. 2, a — d.1)

Dentes maxillarium, vomeris et palatinorum. Color
fulvus, lateribus punctis fuscis maculatis. Caput usque ad
sexies longitudine piscis complectitur. Maxilla superior
inferiori longior. Unum narium par, tubulare. Diameter
oculi longitudinalis rostri longitudinem quartamque capitis
partern æquans vel superans. Radii membranæ branchiostegæ
sex. Quinque vel sex anteriores pinnæ dorsalis radii liberi
vel perleviter modo conjuncti; pectorales postice velut
emarginatæ (quini vel seni radii inferiores reliquis subito lon-
giores), caudali multo longiores, sextam ferme longitudinis
piscis partern æquantes. Pinnæ ventrales mediocris mag-
nitudinis, duodecimam ferme piscis partern explentes. Cau-
dali s truncata. Squamæ imbricatæ. Numerus radiorum

pin. dors. 60; pector. 16; ventr. '/.,? anal. 38; caud. 17.
(58—60). (15—16). (36-38).

1 ) Tabula supra citata exhibui hunc pisceni a latere magnitudine
naturali (fig. 2, a) ; præterea caput supra (fig*. 2. b) et infra
(fig. 2, c) niagn. naturali , et squaniulam hujus piscis magn.
auctam (fig. 2, d).

269

Anni. Hvorvidt Gills Leptoclinus maculatus virkeligt er iden-
tisk med Lump. aculeatus Reinh. , maa jeg- lade staae hen, da G.
foruden det tomme Navn ikke meddeler et Ord til Sagens Oplys-
ning. At han vil fortrænge det Reinhardtske Artsnavn, finder jeg
ganske ubefoiet , hvorvel der mod dette kan indvendes , at det støt-
ter sig til et Forhold , der i høiere eller ringere Grad fremtræder
hos alle Forfatterens Lumpenus - Arter. Det foreslaaede nye Arts-
navn maculatus synes iøvrigt ikke at være mere betegnende.

Farven er guulbruun med nogle mere eller mindre tydelige
Pletter eller snarere Skygger, især paa Siderne af Halen, dog ogsaa
paa Siderne af Kroppen samt det bageste af Hovedet. Disse morke
Skygger opstaae ved en Sammenstilling af sortagtige Punkter.

Formen er langstrakt og sammentrykket, dog i lidt ringere
Grad end hos Slægtens andre Arter; den største Høide, som falder
mod Enden af Brystfinnerne, indeholdes omtrent elleve til henimod
tolv Gange i Totallængden, og den største Tykkelse (over Kinderne)
udgjor omtrent ^ eller -| af den største Høide.

Udmaalinger:

Totallængde: A 5TV'; B 4f";

Største Hoide (henimod Enden af Brystfinnerne): A %\"'\ B 5"y;

Høiden over Nakken: A 5.'/"; B 4-jj'";

Hoiden over Gatboret: A bl"4; B 4 1"';

Høiden foran Halefinnens Rod : A 2 l'"; B 1*'";

Største Tykkelse (ved Kinderne eller Forgjællelaaget) : A 5'"; B4'";

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A V"; B |'";

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 10^'";
B 10^'";

Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A !{'"; B !{'";

Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A l;!,'"; B lj'":

Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1§"'; B IV":

Afstand fra Snudespidsen til Oiehulens forreste Rand: A 2|'";
B 2'";

Øiehulens Længdegjennemsnit : A 2^'"; B ?>'";

Øiehulens Høidegjennemsnit : A 1\"'; B 2'";

Pandens Brede mellem Øinene: A- 1 l'" ; B ;,"";

Afstand fra Midten af Øiehulens nederste Rand til Hovedets Under-
flade: A 21'"; B 2\'";

Afstand fra Oiehulens bageste Rand til Gjællelaagets bageste Spidse:
A 5|"'; B 5.V";

Det opspilede Gabs" Hoide: A 41'"; B 4"';

Det opspilede Gabs Brede: A 2~\"'; B 2\'";

Overkjæbens Fremragning foran Underkjæben : A V"; B \'":

Mellemkjæbebenets Længde: A 2\tu\

270

Overkjæbebenets Længde: A 3\'";

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 4$"'; B 4^"';

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 9|"';

B 9V";
Rygfinnens Længdestrækning , Bindehudens Udvidelse medregnet :

A 4"; B 3TV';
Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnens Rod: A IV";

B 2'";
Rygfinnens største Høide: A 3'"; B 2f";
Længden af Rygfinnens største Straale: A 4"'; B 34"';
Brystfinnernes Længde: A 11"'; B 10'":
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 2f"; B 2£'";
Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod:~A 10$"'; B 9§'"s
Bugfinnernes Længde: A 5^"'; B 5"';
Bugfinnernes Brede ved Roden: A |"'; B J"';
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A 2T'V">

B 25£'";
Gatborets Længdegjennemsnit : A %'"; B 4,'";

Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse : A :j'"; B .','";
Gatborfinnens Længdestrækning: A 2\"; B 2";
Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: A 2V"\ B 2h'"\
Gatborfinnens største Hoide: A 3""; B 2f" ;
Længden af Gatborfinnens største Straale: A 4^'"; B 3|'";
Halefinnens Længde: A 6}"'; B 5f";

Hoxedets Længde indeholdes omtrent 5A til 6 Gange i
Totallængden; dets Hoide over Nakken er lidt større end dets Brede
og omtrent lig med Halvdelen af dets Længde. Formen altsaa
langstrakt, noget sammentrykket, med temmelig horizontal Pandeflade
og lidt opstigende Underkjæbe. Snuden kort, stump, i Enden tem-
melig høi og næsten lodret eller lige afskaaren ; men den synes at
være endeel individuel Forskjel underkastet , idet dens Længde , som
de ovenstaaende Udmaalinger vise , snart kun indeholdes fire , snart
fem Gange i Hovedets Længde. Mund s pal ten, som, naar Mun-
den er lukket, kun viser ringe Skraaning, naaer omtrent hen under
Oiets Midte. Overkjæben er længer end Underkjæben , dog kun
i ringe Grad. Læberne temmelig store, saa at de skjule Mellem-
kjæbebenene og Overkjæbebenene, naar Munden er lukket. Tænder
findes paa Overkjæbebenene (flere Rækker) , Underkjæbens Grene
(ligeledes flere Rækker) , Plougskærbenets forreste Ende (en Tver-
række af syv eller otte) og Ganebenene (paa hvert en Længderække
af en halv Snees Tænder.) Af Form ere Tænderne tynde , koniske,
noget tilbagekrummede; de ere i det Hele taget meget smaa, dog
har jeg fundet et Par af de forreste paa Mellemkjæbebenene at
overgaae de andre temmelig betydeligt, saa at de med Ret kunne
kaldes Hundetænder. Et lille Ganeseil eller en Hududvidelse

271

findes bag Tænderne paa Mellemkjæbebenene. Tungen langt til-
bage i Munden, lille, liniedannet, i'Enden afskaaren. Næseborene,
af hvilke kun et Par findes , lidt nærmere Oiet end Snudespidsen,
vi>e sig under Form af temmelig store Hudror; de ere ikke an-
bragte paa Pandefladens Grændse, men temmelig langt nede paa
Hovedets Sider omtrent i Linie med den nederste Rand af Øiets
Pupille. O in ene af elliptisk Form, temmelig store; deres Længde-
gjennemsnit indeholdes 3^ til 4 Gange i Hovedets Længde ; foroven
indtage de en Deel af Pandefladen , saa at Pandens Brede mellem
dem kun er ringe. Gjællelaaget danner bagtil en temmelig
stærkt fremragende , tilspidset Flig. Gjælleaabningerne temmelig
store , forneden kloftede til omtrent i Linie med Oiehulens bageste
Rand. Gjællestra alerne sabeldannede ; deres Antal sex. Af de
fire Par Gjællebuer er det inderste paa den indre Side kun frit
i en meget lille Strækning. Forlængelserne paa Gjællebuernes øvre
Flade danne paa de to første Par to Rækker og ere af en meget
spids, tildeels lidt krummet Form, uden Spor til Tænder (idetmindste
har jeg ingen kunnet opdage) ; paa de inderste Par Gjællebuer for-
svinde Forlængelserne næsten ganske eller blive til meget smaa og
stumpe Knuder. Bigjællen er meget lille, dybt skjult, liggende
paatværs paa hver Side A-ed Hjerneskallens bageste Rand, bestaaende
af en halv Snees korte, tykke Traade. Svælgtænderne have om-
trent samme Form som Kjæbetænderne ; de danne en meget større
Plade eller ere langt talrigere oven i Munden end nede.

Rygfinnen begynder foran Gjællelaagets bageste Rand (Spid-
sen af Gjællelaagets bageste Flig falder omtrent under Mellem-
rummet mellem dens anden og tredie Straale) og ophører lidt foran
Halefinnens Rod, saa at dens sidste Straaler ikke naae denne, naar
de ligge ned langs Ryggen. Hvad cer udmærker denne Finne, er,
at dens fem eller sex første Straaler ere, ligesom hos adskillige
Scomberoider , frie eller kun forsynede med en lille Hudtriangel bag-
til ved Roden; de følgende Straaler, som ere forsynede med Binde-
hud paa sædvanlig Maade, voxe pludseligt temmelig stærkt i Længde ;
den største Længde opnaae de omtrent mellem 20 og 30; iøvrigt
aftage kun de fire eller fem sidste Straaler ret mærkebgt, men ere
dog meget længere end de forste. Antallet af Straalerne belober
sig omtrent til 60 ; de ophøre et Stykke fra Halefinnens Rod , der
er større end Halens Høide foran Halefinnen ; Bindehuden fortsætter
sig vel lidt bag sidste Straale, men uden at naae Halefinnens Rod.
Brystfinnerne stemme i Længde omtrent med Hovedet eller inde-
holdes omtrent sex Gange i Totallængden; forste Straale er temme-
lig kort (den har ikke Finnens halve Længde); anden, tredie og
fjerde tiltage, hvorimod de sex følgende vedligeholde omtrent samme
Hoide ; ofte er vel endog den tiende kortere end den niende ; ellevte
og tolvte tiltage derimod pludseligt eller danne en Fremragning, der
ligesom deler Finnen i to Dele; de tre eller fire sidste Straaler

272

aftage svagt , saa at den sidste omtrent er dobbelt saa lang som
forste Straale. Straalerne ere, med Undtagelse af den første, kløf-
tede i Enden , dog kun svagt og temmelig utydeligt ; deres regel-
mæssige Tal synes at være femten, dog har jeg ogsaa iagttaget 15
paa den ene, 16 paa den anden Side. Rugfinnerne, som ere
tilheftede lidt foran Brystfinnerne og lidt foran Gjællelaagets ba-
geste Flig, have omtrent Brystfinnernes halve Længde eller inde-
holdes tolv Gange i Totallængden ; deres Form meget langstrakt og
smal ; de synes kun at bestaae af tre Straaler : ved at borttage
den dem indhyllende Hud finder man imidlertid endnu yderst en
kort Pigstraale (den er neppe halvt saa lang som anden): alle
Straalerne ere meget tynde i Forhold til Længden: de tiltage lidt,
saa at den inderste er den længste. Gat boret er anbragt lidt
foran Midten af Totallængden, tæt foran Gatborfinnens Begyndelse;
det er temmelig stort og viser sig foldet eller ligesom fryndset : i
en Fordybning bag Gatboret findes en lille Genitalpapille (dog, som
det synes, kun hos Hunnerne). Gatborfinnens første Straale en
lille Pig-traale: de ovrige leddede . men ikke kløftede i Enden:
allerede med femte eller sjette naae Straalerne deres storste Længde,
som er lidt storre end Længden af Rygfinnens største Straaler; Fin-
nen ophører lidt længere fra Halefinnens Rod end Rygfinnen. Hale-
finnen kort (den indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden og
overgaaer ikke Bugfinnerne meget) , i Enden lige afskaaren , da de
elleve midterste, stærkt kløftede Straaler omtrent ere lige lange;
paa hver Side af disse finde.- tre mindre ukloftede Straaler. foruden
et Par >maa Stottestraaler paa Siderne af Halen.

Skællene meget »maa (de storste hos et Individ paa 5.J"
af ^'"Længde), bestemt taglagte, skjondt ikke i hoi Grad. naaende
ud over Halefinnens Rod . af tynd . hudagtig Beskaffenhed og af
noget oval eller næsten kredsrund Form ; de vise kun faa koncen-
triske Ringe (neppe over en halv Sneesj. have paa Midten en nøgen
Plet og ere fortil forsynede med en Vifte, som dog kun bestaaer
af tre til fem Straaler.

Bughulen forneden sølvfarvet, med Ryggen sort, af omtrent
l.V Længde hos et Exemplar paa fem Tommer. Leveren af
Middelstørrelse, guulagtig. beliggende for en stor Deel langs Bug-
hulens nederste Flade under Spiserør og Mave, deelt i to bagtil til-
spidsede Lapper, der omtrent have lige Længde, hvorimod den hoire
er meget bredere end den venstre. En temmelig stor Galdeblære
er tilstede. Maven viser sig af meget forskjellig Størrelse og
Form, eftersom den er tom eller udspilet af Næringsmidler: i for-te
Tilfælde gaaer den ganske i eet med det korte Spiserør og har
Tarmform; iøvrigt danner den en Blindsæk, fra hvis inderste Flade
en lille tynd, ligefremadrettet Portnerdeel udgaaer. Maven og Spise-
roret vise indvendigt stærkt fremragende Længdefolder, syv til otte
i Tallet ; ogsaa Portnerdelen har Folder , men finere og , som det

273

Bynes, talrigere. Ved Portneren ere tre smaa Blindtarme an-
bragte, af hvilke den mellemste - forreste synes at staae lidt tilbage
for de to andre i Storrelse. Tarmen er rettet lige bagud, indtil
den omtrent har naaet | af Bughulens Længde , derpaa gjør den
en kort Boining fremad til henimod Mavens bageste Væg, hvor den
atter boier sig, for i lige Retning at fuldfore sit Lob. Den uregel-
mæssigt kantede Milt ligger tæt bag Maven. Længden af den
udstrakte Tarmekanal lige fra Spiserorets Indtrædelse i Bughulen er
omtrent lig med den halve Totallængde eller lidt mindre. Hos flere
Hunner har jeg kun fundet een langstrakt, polsedannet Rognsæk,
liggende tæt under Nyremassen langs Bughulens Middellinie og ikke
indtagende Halvdelen af Bughulens Længde. Hos en Han fandt jeg
ligeledes kun een Testikel af smal Baandform.

Om Knoglebygningen i Almindelighed kan siges, at den,
naar Hensyn tages til Fiskens ringe Storrelse, er stærk og vel ud-
viklet; enkelte Undtagelser udhæves i det Folgende. Mellem-
kjæbebenets Mundgren ikke indtagende hele Mundens Overrand,
stærkt tilspidset mod Siderne; Pandegrenen endnu langt kortere, men
tyk. Overkjæbebenene ere ikke ubetydeligt længere end Mellem-
kjæbebenene, af langstrakt og noget tynd Form, dog lidt aareblad-
agtigt udvidet i den bageste Ende. Underkjæbens Grene store,
stærke, hoie, med Spor til Slimgruber. Oiebenene ere meget
svagt udviklede, og jeg kan intet nærmere meddele om dem. For-
gjællelaaget kan nærmest kaldes halvmaanedannet , dog ufuld-
komment: den lodrette Green er lang, den bageste lodrette meget
kort-, men bred. Gjællelaag s stykket er temmelig lille, trian-
gulært, af bladagtig Tyndhed og glasagtig Gjennemsigtighed , meget
noie forenet med det ligeledes tynde og gjennemsigtige , men usæd-
vanligt brede og store Undergjællelaag. der forlænger sig langt bag
Gjællelaagsstykket og danner Gjællelaagets oven omtalte Spids.
Forgjællelaaget langstrakt og smalt eller baanddannet, fortil
lidt aftagende, af solidere Bygning end de to sidst omtalte Knogler,
forsynet med en lang Slimkanal. Hjerneskallen er mellem Oie-
hulerne særdeles smal , baand - eller snordannet ; dens bageste Deel
eller den egentlige Hjerneskal danner en forholdsviis lille, men stærk
Kasse af triangulært Omrids med noget hvælvet og temmelig glat
Overflade uden tydeligt Spor til Crista occipitalis.

Rygraden bestaaer af 69 Hvirvler, nemlig 27 Bughvirvler og
42 Halehvirvler; den sidste Halehvirvel viser en temmelig kraftig
Fd vikling og fremstiller en triangulær Plade. Ribbenene frem-
træde allerede paa den anden Bughvirvel; de ere meget fine og til-
lige meget korte, og kunne saaledes kun i ringe Udstrækning tjene
til Beskyttelse for Bughulen, saameget mere som de have en meget
skraa Stilling forfra bagtil. De op - og nedstigende Tornefortsæt-
telser af Rygradens Hvirvler ere kun smaa, men de lodrette Fin-

274

ners Støttestraaler ere derimod forholdsviis store, af flad eller
sammentrykket Form.

Nærværende Art synes at være den mindste grønlandske
Lumpenus-Art, da den neppe overstiger sex Tommers Længde;
men derimod er den, efter Antallet af de nedsendte Exempla-
rer at slutte, maaskee den hyppigste, og kan neppe holdes
for sjelden. Om dens Forekommen uden for Grønland vidste
man, før Publikationen af Gills ovennævnte Fortegnelse, intet,
og hvad ved denne er vundet i dette Punkt, er vistnok
meget ubetydeligt, da han intet Fangested angiver for sin
Fisk. Om dens Levemaade kan jeg intet anføre, ligesaa lidt
som om dens Forplantning ; med Hensyn til dens Næring kan
jeg oplyse, at jeg har fundet Maven fyldt med Annelider (af
Slægten Nereis, som jeg mener) hos enkelte Exemplarer. To
Snyltedyr forekomme efter min Erfaring hos denne Fisk: jeg
har paa Bughnnerne ved Roden taget en meget lille Ancho-
rella (maaskee den samme, som jævnligt træffes paa Finnerne
af Stichæus punctatus) og i Tarmen en Distoma af omtrent
en Linies Længde.

2. LUMPENUS FABRICII RHDT.

O. Fabricii Fn. Groenl. n. 109 : Blennius Lumpenus.
Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832 — 35 S. CX: Lumpenus Fabricii.
i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII. 114 n. 14:
Clinus Lumpenus.
Gill Catal. of the Fiskes &c. p. 46: Lumpenus Fabricii.
Voyage en Scandinavie &c. tab. 14'): Lumpenus Fabricii.

Dentes luaxillarium et palatinorum. Color fulvo fus-
coque varius, pinna dorsali et caudali subtiliter maculatis,
abdomine, pinnis ventralibus et anali albis. Caput vulgo
octies usque ad novies longitudine piscis complectitur. Ma-

l) Tabula supra citata exhibet: fig\ 1, a. Lumpenum Fa-
bricii a latere; b. ejusdem caput supra; c. ejusdem caput infra,
omnes has figuras magnitudine naturali ; d. squamam magnitudine
auctam.

275

xilla superior inferiori longior. Unum narium par tubu-
lare. Diameter oculi longitudinalis rostro brevior, quin-
tam fere longitudinis capitis partern æquans. Radii mem-
bran ae brancbiostegæ septem. Pinnæ pec tor åles ovatæ,
pinna caudali breviores, decies vel undecies longitudine piscis
mineres. Pinnæ ventrales minutæ, 30ies ferme longitu-
dine piscis contentæ. Anus parum post tertiam longitudinis
partern situs. Pinna analis per dimidiam ferme longitu-
dinem protensa. Pinna caudali s lanceolata. Squamæ
juxtapositæ vel subimbricatæ. Numerus radiorum

pin. dors. 64; pector. 15; ventr. '/2'; anal. '/42 ; caud. 18.
(63-65) (15—16) C/41 — ' 43)-

Farven paa Ryg og Sider guulbruun med mørkere Marmorering,
paa Bugen hvid eller hvidguul. Rygfinnen , Halefinnen og Bryst-
finnerne omtrent af Farve som Ryggen : især er Halefinnen meget
fiint spættet eller marmoreret: Bugfinnerne og Gatborfinnen hvide.

U d m a a 1 i n g e r :

Totallængde: A 11"; B 9^";

Største Hoide (omtrent over Brystfinnernes Spid.se) : A 9"'; B 10]'";

Hoiden over Nakken: A 8'"; B 8^'";

Hoiden over Gatboret: A 7}'"; B 85'";

Hoiden over Halefinnens Rod: A 3"': B 3.1,'":

Største Tykkelse (omtrent unde* den største Høide): A5'":B5.V";

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A 1'": B 1L'";

Af>tand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 15"';
B 144/";

Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A 11'"; B 10]"';

Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A 2.1,'"; B 2'":

Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1^'"; B 1^"':

Afstand fra Snudespidsen til Øiehulens forreste Rand: A 3 5'";
B 32'";

Øiehulens Længdegjennemsnit : A 3}'"; B 3'":

Øiets Høidegjennemsnit : A 2^'"; B 24/";

Pandens Brede mellem Øinene: A 1"'; B ;'":

Afstand fra Midten af Øiehulens nederste Rand til Hovedets Under-
flade: A 3'"; B 3-'"';

Afstand fra Øiehulens bageste Rand til Gjællelaagets bageste Spidse :
A 8f"; B 8^'";

Det opspilede Gabs Høide: A 7.]'"; B 6]'";

Det opspilede Gabs Brede: A 4'""; B 4A'";

! //'.

276

Overkjæbens Fremragning foran Underkjæben : A ^'"; B \'"\

Mellemkjæbebenets Længde: A 3f"; B 3V";

Overkjæbebenets Længde: A 4^'"; B 4'";

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen : A 5:]'"; B 5.1'";

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 15"';

B 14}'";
Rygfinnens Længdestrækning , Bindeliudens Udvidelse medregnet :

A 8£"; B 7 1":
Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnc ns Rod : A 2"; B 0";
Rygfinnens største Høide: A 3}'"; B 3^'";
Længden af Rygfinnens største Straale: A 4§'"; B 3^'";
Brystfinnernes Længde: A 12'"; B 114/";
Brystfinnernes Brede ved Roden: A Sif'"; B 3]'":
Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod: A 14.}'"; B 14A/";
Bugfinnernes Længde: A 4'"; B 4'";
Bugfinnernes Brede ved Roden: A §"'; B |'
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A 3|/";

B 34/";
Gatborets Længdegjennemsnit : A 1}"'; B 1}'";
Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnen: A »"'; B ]'";
Gatborfinnens Længdestrækning: A 5]"; B 4{V';
Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: A ["'; B 0;
Gatborfinnens største Høide: A 4"'; B 31/";
Længden af Gatborfinnens største Straale: A 6'"; B 4j'";
Haletinnens Længde: A 15]'"; B 13'".

Hovedet, hvis Længde sædvanligt synes at indeholdes otte til
ni Gange i Totallængden (stundom dog neppe 74 Gange), er af en
langstrakt, sammentrykket, fortil noget tilspidset Form : dets Længde
er næsten dobbelt saa stor som dets Høide over Nakken , men
Høiden atter betydeligt større end Tykkelsen. Pandefladen er tem-
melig horizontal indtil Oiets forreste Rand; Hovedets Sideflader
divergere i Retningen nedefter, men konvergere lidt i Retningen
fremad. Underfladen stiger lidt skraat opad. Snuden er kort, idet
den indeholdes fire Gange i Hovedets Længde, men overgaaer dog
Øiets Længdegjennemsnit; den stiger ned til Mundspalten med en
temmelig betydelig Skraaning. Overkjæben er umiskjendeligt
længere end Underkjæben, og lægger sig, naar Munden er lukket,
udover denne baade fortil og paa Siderne; dog synes en ikke
ganske ubetydelig iudividuel Forskjel at finde Sted med Hensyn til
Graden. Mund s pal ten rækker, naar Munden er lukket, lien
under Oiehulens forreste Rand eller kun lidt bag; Høiden af det
opspilede Gab er omtrent lig med Hovedets halve Længde. Læ-
berne kun lidet udviklede. Paa Mellemkjæbebenene og i Under-
kjæben ere Tænderne anbragte i flere Rækker, dog uregelmæssigt
og ikke i meget stort Antal ; paa Ganebenene findes enkelte smaa

277

Tænder, som ere meget vanskelige at iagttage; Plougskærbenet
savner derimod Tænder. Af Form ere Tænderne lige, tynde, cylin-
driske, temmelig stumpe i Enden. En Hududvidelse findes i
i Overkjæben bag Tænderne, i Underkjæben derimod iagttages kun
meget svage Spor af en saadan. Tungen temmelig langt tilbage,
smal. tlad, i Enden stumpt afrundet, glat. Svælgtæiiderne ere ikke
i Form forskjellige fra Kjæbetænderne. Af Næsebore har jeg
kun iagttaget et Par, som ligger paa Grændsen af Pandefladen,
nærmere Oiet end Si.. idespidsen, og har Rorform, eller omgive* af
en temmelig stor Hudadvidelse. Oiehulen, som er af elliptisk
Form. med meget storre Længde- end Hoidegjennemsnit , og inde-
holde- henimod fem Gauge i Hovedets Længde, ligger foroven tildeels
i Pandefladen: Pandens Brede mellem (linene kun ringe (neppe ^
af Øiets Længdegjennemsnit). Kinden af betydelig Udstrækning;
deu> nederste Rand ligesom Underkjæbens Grene forsynede med tem-
melig store K jertelaabn i nger. Gj æ Iles t r aal ernes Antal har
jef altid fundet syv : de ere temmelig stærke i Forhold til Størrel-
sen , af sædvanlig Sabelform , gradeviis aftagende , den sidste ikke
halvt saa lang som den forste. Ligesaa vanskeligt som det er at
tælle dem hos Lumpenus aculeatus. ligesaa let er det her ifolge
deres Stilling og Tykkelse. Men mærkes maa imidlertid . at stun-
dom, som Undtagelse, kun sex Gjællestraaler skulle forefindes. GjælJe-
aabningerne temmelig store, forneden og fortil omtrent naaende
hen under < »iehulens bageste Rand . foroven og bagtil omtrent i
Linie med Midten af Øiehulen. Fire Par frie Gjællebuer med
dobbelte Rækker Gjælleblade : det inderste Par dog kun i en lille
Strækning frit paa den indre Side. Forlængelserne paa Gjælle-
buernes øverste Side -maa. cylindriske (paa det yderste Par stærkt
fremadkrummede). uden Spor til Tome; de danne dobbelte Rækker
paa ile tre inderste Par , derimod kun en enkelt paa det yderste.
Bigjællen stærkt udviklet: den bestaaer vel kun paa hver Side
af otte trinde Traade . men disse ere forholdsviis meget store og
tykke.

Rygfinnen begynder omtrent over Gjællelaagets bageste Rand
og strækker sig snart til Haletinnens Rod , snart ophorer den foran
denne: dens Længdestrækning udgjor omtrent ;(; af Totallængden;
jeg har fundet den bestaaende af 63 eller 04 stærke Pig>traaler.
af hvilke de forste ere meget korte: med omtrent den tiende naae
de allerede deres største Hoide. og beholde denne næsten uforandret
lige til Enden , et Par af de sidste blot undtagne. Kun om den
første meget lille Straale gjælder. hvad ovenfor er anført i storre
Forhold om Lump. aculeatus: den ligesom løsriver sig fra den
øvrige Finne og har en lille triangulær Hudlap fæstet til sin bageste
Rand. Brystfinnerne, hvis Længde indeholdes ti til elleve Gange
i Totallængden , have en afrundet Form og bestaae af femten eller
sexten Straaler; disse tiltage i Længde til den sjette, hvorpaa tre

278

eller fire omtrent vise lige Længde , inden de atter aftage ; den
sidste er kun lidt kortere end den forste ; alle Straalerne ere tyde
ligt kloftede med Undtagelse af den forste. Bugfinnerne, som
ere anbragte lidt foran Brystfinnerne, omtrent i Linie med Gjælle-
laagets bageste Rand, have omtrent -1 af Brystfinnernes Længde, en
meget smal Form og bestaae af fem Straaler: en kort, forholdsviis
stærk Pigstraale og fire leddede , i Enden kloftede , gradeviis i
Længde tiltagende og med Spidserne fremragende Straaler. Gat-
boret ligger lidt bag Enden af Totallængden^ forste Trediedeel og
har et ret anseeligt Gjennemsnit; tæt bag dette begynder Gatbor-
finnen, som omtrent indtager Fiskens halve Totallængde (snart lidt
mere, snart lidt mindre); den bestaaer gjerne af 42 — 44 Straaler
(sædvanligt maaskee 43), af hvilke den forste er en meget kort
Pigstraale, den anden omtrent dobbelt saa lang, er leddet, men
ukloftet, de folgende alle leddede og kløftede i Enden; med femte
eller sjette opnaae de den største Længde, hvilken i det Hele taget
er kjendeligt større end hos Rygfinnens Straaler, med hvilke de
stemme i den skraa Stilling, den vide indbyrdes Afstand, den tynde
Bindehud og dennes Nærmelse til eller endog P'orbindelse med Hale-
finnens Rod. Halefinnen er temmelig' vel udviklet og overgaaer
tydeligt Brystfinnerne i Længde ; dens Forhold til Totallængden er
næsten som 1 til 9. Af Form er den bagtil tilspidset, lancetdannet,
og de midterste Straaler altsaa de længste , medens Sidestraalerne
blive meget smaa. Alt i Alt har jeg talt atten Straaler , der for
den allerstørste Deel ere leddede og mere eller mindre kløftede.

Bughulens Længde hos et Exemplar paa 11 Tommer om-
trent 2\ Tomme; forneden er den smukt og reent sølvfarvet, mod
Ryggen sort, dog med nogen Metalglands. Leveren af heniniod
en Tommes Længde, graaguul, indesluttende Mavens Underflade og
Sider, deelt i to tilspidsede Lapper, af hvilke den venstre er meget
længere, den høire bredere. Spiseroret meget kort, med fire eller
fem indvendige Længdefolder, endeel smallere end Maven; denne
en pølsedannet Blindsæk (af omtrent en Tommes Længde) , fra hvis
Underflade en kort, ligefremadrettet Portner deel udgaaer. Ved
Portneren findes to, ikke ganske ubetydelige Blindtarme anbragte
(den høire, længste omtrent \ Tomme lang). Tarmen danner to
Bugtninger, idet den forst begiver sig i lige Linie til Enden af
Bughulen, derpaa retter sig frem til Mavens bageste Væg og der-
paa atter boier sig tilbage. Længden af den hele udstrakte Tarme-
kanal overgaaer lidet den halve Totallængde. Milten ligger tæt
bag Maven og har en uregelmæssig, bugtet Form. Hos Hannerne
indtage to langstrakte, baandformige , fortil tilspidsede Testikler om-
trent -| af Bughulens Længde. Urinblæren lille, langstrakt, smal,
polseformig.

Kjæbeknoglerne vise forholdsviis en betydelig Styrke, men
ringe Størrelse. I Sammenligning med L. aculeatus er Mellem-

279

kjæbebenenes opstigende Green storre, Sidegrenen mindre, Over-
kjæ bebenet bredere og mere uregelmæssigt krummet, Under-
kj;vben meget kortere og bredere. Af Øiebeen har jeg neppe
kunnet opdage noget Spor. Forgjællelaaget, den største af
Gtøællelaagsknoglerne, og meget langstrakt, bestaaer egentlig kun af
en horizontal Green , som dog bagtil boier sig svagt og bliver lidt
bredere; det er temmelig tykt, i bele Længden forsynet med en
Kam eller ophoiet Stribe langs Midten af den ydre Side (Antydning
af et Slimapparat). Gj æl lelaags s tykket temmelig lille, trian-
gulært, af bladagtig Tyndhed. Undergj ællelaaget danner en
forholdsviis stor, meget langstrakt Plade, som bagtil bliver tilspidset
og strækker sig ud over Gjællelaaget ; det er endnu tyndere end
dette. Mellemgj ællel aaget nærmer sig Forgjællelaaget baade
i Størrelse og Soliditet. Pande benet over Øiehulerne er særdeles
smalt; bag Oiehulerne udvider Hjerneskallen sig og antager
Form af en uregelmæssig Polygon. Issen er lidt hvælvet og savner
ikke aldeles Spor til en Længdekjol ; ogsaa vise sig Antydninger af
to Kjole i Nakken som Støttepunkter for Overskulderbladene.
Disse vise sig som sædvanligt gaffelagtigt kløftede til en øverste
længere og en kortere nederste Green. Det egentlige Skulder-
blad er lille, pladedaunet eller rettere skældannet (uden dog at
være svagt), noget ovalt. Overarm benet temmelig stærkt, for-
oven tilspidset, men med en bred, næsten kredsrund Plade fæstet
bag Spidsen; i den nederste Ende udvider det sig noget kølleagtigt
eller aarebladagtigt. Albuebenet og Straalebenet have om-
trent den sædvanlige Pladeform og vise de sædvanlige Aabninger
mellem sig. Ravnenæbdannet Fortsættelse har jeg ikke be-
mærket. Bækkenet, som er tæt forenet med Skulderapparatet,
bestaaer af to smaa , men temmelig stærke , noie sammensluttende
Knogler af langstrakt Form og noget hvælvede. Rygraden, som
bestaaer af 70 Hvirvler, 25 Bughvirvler og 45 Halehvirvler, har en
særdeles stærk Bygning. Saalangt Bughulen strækker sig , har
Hvirvlernes Korpus større Høide end Længde eller ligesaa stor
Hoide som Længde , men hos Halehvirvlerne bliver Længden efter-
haandon overveiende; den sidste Halehvirvel danner en temmelig stor
triangulær Plade. Allerede fra den forste Hvirvel udgaae Ribbeen,
og der findes saaledes 25 Par tynde, middelmaadigt lange Ribbeen,
om hvilke bliver at mærke, at det tredie til det syvende ere dob-
belte eller gaffelagtigt kløftede, medens de øvrige ere simple.

Denne Art opnaaer den foregaaendes dobbelte Længde,
men synes sjeldnere end denne ved Grønlands Kyster; at
den udbreder sig sydligere, antydes af det fra Gill hentede
Citat. I dens Mave fandt jeg Fiskeæg, Annelider og især i

280

betydelig Mængde Entomostraceer. En lille Distoma fore
kommer i Tarmekanalen, efter min Mening den samme som
hos L. aculeatus. løvrigt er Intet mig bekjendt om dens
Livsforhold.

3. LUMPENUS MEDIUS RHDT.

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1835 — 36, S. CX: Lumpenus medius.
— i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII, 114. 121. n. 15

og S. 194: Clinus medius.
Gill, Catal. of the Fishes &c pag. 45 : Lumpenus medius.

Dentes maxillarium et palatinorum. C ol or fulvus, im-
maculatus. Caput sextam longitudinis partern æquans vel
superans, subcrassius, duplo fere longius quam latius. Ma-
xi llæ ferme æquales. Unum narium par tubulosum. Dia-
meter oculi longitudinalis rostrum superans, quartam longi-,
tudinis capitis partern ferme æquans. Membran a bran-
chiostega radiis sex. Pin næ pectorales elongatæ, acu-
minatæ, caudaii longiores, octavam ferme longitudinis piscis
partern complentes. Pinnæ ventrales subsetaceæ, 20ies
ferme longitudine contentæ. Anus multo post tertiam lon-
gitudinis partern situs. Pinna analis per dimidiam longi-
tudinem haud protensa. Pinna caudalis lata, rotundata,
cura dorsali et anali ope, membranæ conjunctivæ juncta.
Squamæ vix vel parum imbricatæ. Numerus radiorum

pinnæ dors. 60; pector. 13; ventr. '/2 ; anal. 44(32/i2); caud. 19-

Farven er et skident Guulbruunt ganske uden Pletter og Stri-
ber , Finnerne lysere , Halefinnen undtagen. Formen langstrakt,
næsten baanddannet ; den største Hoide , som omtrent falder over
Nakken, indeholdes henimod tolv Gange i Totallængden. Paa samme
Sted, hvor ogsaa den største Tykkelse falder, er denne fuldt saa
stor som Hoiden , men strax bag Hovedet bliver Kroppen sammen-
trykket. Hovedet, der omtrent indeholdes sex Gange i Total-
længden, er langstrakt, lidt tykt, noget tagdannet eller med smal.
Pande og nedskraanende Sider, og udmærker sig ved kort Snude,
store elliptiske Oine , ligelang-e Kjæber. temmelig tykke Kinder.
M und spalten er af middelmaadig Størrelse og naaer, naar Mun-
den er lukket, omtrent til Øiehulens forreste Rand. Tænderne
paa Mellemkjæbebenene og i Underkjæben smaa, af almindelig Be-

281

skafl'enhed, fortil stillede i flere Rækker. De næsten umærkelige
Tænder paa Ganebenene danne en Længderække. Et lille Gane-
seil er tilstede oven i Munden. Af Næsebore har jeg ikke
kunnet iagtage niere end et Par, som ligger Oiehulen endeel nær-
niere end Snudespidsen og er rordannet , temmelig stort og plumpt.
Men ovenfor hvert Næsebor vise sig to meget smaa, kredsrunde
Aabninger, den ene foran, den anden bag dette (Slimudforings-
aabninger?). Gjælle spalt en naaer forneden omtrent lien under
Øiets Midte. Gjællelaagets bageste Spidse stærkt fremragende.
Rygfinnen, som begynder næsten over Brystfinnernes Rod eller
Gjællelaagets Spids, indtager fuldt | af Totallængden, uden at den
stærkt udviklede Bindehud , som forener den med Halefiunen , med-
regnes; jeg har fundet den bestaaende af GO Pigstraaler, af hvilke
de tre eller fire forste, som tillige ere de mindste, paa samme
Maade som hos L. aculeatus ovenfor beskrevet, ere adskilte saavel
fra den ovrige Finne som indbyrdes fra hverandre. Den storste
Høide opnaae Straalerne med den 23de eller 24de, og de følgende
vise kun ringe indbyrdes Forskjel. Brystfinnerne, som ere
meget kortere end Hovedet, noget længere end Halefinnen og inde-
holdes henimod otte Gange i Totallængden, have en langstrakt, smal.
tilspidset Form ; af de tretten Straaler , som danne Finnen , og som
alle ere leddede, de mellemste tillige mere eller mindre kløftede,
vise de yderste paa hver Side sig kortest; med fjerde eller femte
naaes den største Længde. Bu g finnerne, der, som sædvanligt
hos Lumpenerne, ere tilheftede foran Brystfinnerne tæt op til hin-
anden, have en meget lang-strakt og smal, i Enden borsteagtigt til-
spidset Form , og indeholdes fuldt en Snees Gange i Totallængden :
de bestaae af en lille Pigstraale og to noget længere, leddede Straa-
ler. Gatborets Afstand fra Snudespidsen udgjor omtrent 3 af
Totallængden og er kortere end Gat borfinnen s Længdestrækning,
som dog ikke naaer den halve Totallængde (den udgjor omtrent i
af samme). Jeg har i Gatborfinnen talt 44 Straaler, af hvilke om-
trent de første 31 eller 32 ere Pigstraaler, de ovrige leddede og
kløftede; ligesom hos Rygfinnen ere de forste de korteste, og de
folgende tiltage efterhaanden , men naae ikke den storste Længde
for omtrent med den 30te. Straalerne ere i det Hele taget længere
end Rygfinnens, især det sidste Dusin ikke ubetydeligt. Hale-
finnen, hvis Længde indeholdes omtrent 8y Gange i Totallængden,
udmærker sig ved sin brede, ægdannede Form, et betydeligt Straale-
tal (19) og en ualmindelig stærk Udvikling af Bindehuden, som
forener Ryg- og Gatbortinnen med Halefinnen (uden denne udgjor
Halens Hoide ved Roden kun omtrent 4 af Fiskens storste Høide,
med denne over Halvdelen). Straalerne ere alle leddede (den yderste
paa hver Side maaskee undtagen), de fleste tillige kløftede i Enden.
Sidelinien viser sig, som hos Lumpenerne i Almindelighed, som
en ret Linie langs Siderne i Midten af Hoiden. Skællene ere

19*

282

smaa , hudagtige , sluttende til hverandre , men neppe , eller kun i
ringe Grad, taglagte.

Udmaalinger:

Totallængde 5£".

Største Hoide (over Nakken) 5!'"-

— Tykkelse (sammesteds) 5'\'"-
Hoiden foran Halefinnens Rod 2"' (med Bindehuden 3"').
Hovedets Længde 11"'.
Fra Snudespidsen til Næseborene 14/".

— - Øiehulen 2{'".

Oiets Længdegjennemsnit 3'".
Pandens Brede mellem Oinene y.
Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse 11'".
Rygfinnens Længdestrækning 3-,7.,".

— længste Straaler 2^'".

Brystfinnernes Læng-de 8'".
Bugfinnernes Længde 3'".
Afstand fra Snuden til Gatboret 26'".
Gatborfinnens Længdestrækning 28"'.

— længste Straaler '6h'"-

Halefinnens Længde 7|'".

4. LUMPENUS GRACILIS RHDT.

Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. YH, 194: Clinus

gracilis.
Gill, Catal. of the Fishes &c. p. 45: Centroblennius nebulosus.

Dentes modo maxillarium. Color fulvus, punctis sa-
turatioribus innummeris adspersus, infra albo-grisescens, pin-
nis flavicantibus. Caput octies et ultra longitudine piscis
complexum, duplo longius quani latius. Maxilla superior
inferiore distincte longior. Duo narium paria perminuta, an-
terius simplex, longitudinaliter ellipticum, posterius tubulosum.
Diameter oculi longitudinalis rostro snbbrevior, quartam
longitudinis capitis partern fere æquans. Membrana bran-
chiostega radiis sex. Pinna d or sal i s ] ferme longitudinis
piscis explens, aculeis composita, quatuor vel quinque anticis
fere liberis. Pinnæ pectorales ovatæ, decimam longitudi-
nis partern æquantes, caudali subbreviores (vel fere æquales).
Pinnæ ventrales styliformes, 22ies fere longitudine piscis

283

eontentæ. Anus parum post tertiam lonrritudinis partern
situs. Pinna analis supra dimidiam longitudinem protensa.
Cauda gracillima acuminata. Pinna caudalis elongata,
acuminata, a dorsali et anali intervallo discreta. Squaraæ
penninutæ, juxtapositæ. Numerus radioruin

pin. dors. 74; pector. 15; veutr. l/2; anal. ' 50 ; caud. 20.
(14-15).

At Hr. Gill, efter de overmaade sparsomme Meddelelser,
som R. (1. s. c.) har givet over nærværende Art (og andre
haves, saavidt mig bekjendt, ikke), har kunnet identiticere
sin amerikanske Fisk med den, og det uden al Tvivl eller
Betænkelighed, maa hos den forsigtige Forsker vække nogen
Modstræben — hvad ogsaa mere eller mindre gjælder med
Hensyn til de foregaaende Lumpenus - Arter. Men skulde
han virkeligt have truffet det Rette — hvad kommende Under-
søgelser maae vise — kan hans egenmægtige Forandring af
Artsnavnet neppe tinde Billigelse.

Kroppens Hoide over Bugen samt Halens tilspidsede Form
synes mig at være det mest betegnende i denne Fisks ydre
Habitus.

Farven er guulbruun, men et overordentligt stort Antal mor-
kere Prikker — een , som det synes , for hvert Skæl — bedække
Kroppen (ikke Finnerne); hvorimod jeg hverken har iagttaget storre
Pletter eller Striber; Bugen er hvidagtigt gTaa, hos den levende eller
friske Fisk rimeligviis med mere eller mindre Perlemoderglands ;
Finnerne vise et guulagtigt Skjær med gjennemsig-tig Bindehud.

Hovedet, hvis Længde til Gjællelaagets bageste Spidse om-
trent udgjor en Ottendedeel af Totallængden (Hovedets Længde til
Nakken indeholdes tolv Gange i Totallængden) og er dobbelt saa
stor som Hoiden over Nakken , har omtrent sædvanlig Form med
kort, stump Snude, smal Pande, stærkt nedskraanende Sideflader,
tykke Kinder o. s. v. Læberne ere temmelig svagt udviklede.
Overkjæben er tydeligt længere end Underkjæben og lægger sig
ikke blot ud over denne fortil , men indeslutter den ogsaa paa
Siderne. Naar Munden er tillukket, naaer Mundspalten hen under
Øiets forreste Rand. Tænderne ere talrige, især paa Mellem -
kjæbebenene, og paa disse navnlig mod Midten, hvor de danne talrige
Rækker, dog uden Orden : de forreste Tænder overgaae de bageste
betydeligt i Storrelse ; Formen er næsten cylindrisk, eller de vise sig kun
i meget ringe Grad tilspidsede og boiede. Et lille Ganeseil sees i

284

Overkjæben. Paa Ploug s kærbenet og Ganebenene findes
ingen Tænder, hvorimod jeg har iagttaget et Par Tverrækker af
Hudpapiller, der i Udseende skuttende ligne Tænder og let kunne
vildlede. Tungen er temmelig langt tilbage, men tydelig. Snu-
den, som udgjør en Fjerdedeel af Hovedets Længde, er længere
end Øiets Længdegjenuemsnit, om end kun i ringe Grad. Det
første Par Næsebore ligger tæt bag Overkjæbebenene og have
Form af en simpel, efter Fiskens Længde elliptisk, Aabning uden
Hududvidelser. Nær bag dette viser sig det andet Par, som ud-
vikler sig til Rørform. I betydeligere Afstand tilbage og høiere
oppe mod Panden fremtræder et Par simple, kredsrunde Aabninger;
ogsaa disse staae i Forbindelse med Næsegruben og kunne derfor
maaskee betragtes som Næsebore, i hvilket Tilfælde Antallet vilde
være tre Par istedetfor to. Oinene, hvis øverste Rand naaer
Pandefladen, ere store (lidt mindre end ] af Hovedets Længde), dog
med meget større Længde- end Hoidegjennemsnit, eller af elliptisk
Form ; deres Høide staaer kjendeligt tilbage for Afstanden fra deres
nederste Rand til Hovedets Underflade. Kindmusklerne opsvulmede.
Fo rgj ællelaaget lille, halvmaanedannet , men af temmelig stærk
Bygning, med Gruber og Udhulinger. Gj ællelaag s stykket af
ret anseelig Størrelse , men tyndt , Formen noget triangulær , fortil
bredere. Undergj ællelaaget , som er endnu tyndere, baand-
dannet, frembringer, ligesom hos de øvrige Lumpener, Gjællelaagets
bagtil fremragende Spidse. Mellemgj æ llelaaget har ogsaa baand-
dannet Form, men er af meget stærk Bygning, endog stærkere end
Forgjællelaagets , som det ogsaa betydeligt overgaaer i Længde.
Gjælles palterne store, foroven temmelig dybt indskaarne, paa
Underfladen af Hovedet naaende frem omtrent i Linie med Øiehulens
bageste Rand. Gjællestraalerne sex i Tallet, tydelige eller
lette at tælle , stærkbyggede , store , den sjette" eller sidste dog be-
tydeligt mindre end de foregaaende ; de ere forøvrigt svagt krum-
mede eller lidt sabeldannede. Brystfinnerne have middelmaadig
Størrelse (de indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden), en lang-
strakt ægdannet, bagtil temmelig bredt afrundet Form, fuldkomment
dobbelt saa lang som bred og bestaae af 14 til 15 Straaler (det
her beskrevne Exemplar havde 15 Straaler i den venstre Bryst-
finne, men kun 14 i den hoire) , der ere lange og tynde, næsten
alle kløftede i Enden . og som øverst og nederst aftage i Længde,
stærkest dog foroven. Rygfinnen begynder et Stykke bag Nak-
ken, omtrent over Gjællelaagets bageste Spidse eller Brystfinnernes
Rod , og ophører lidt foran Halefinnens Rod , hvad Straalerne an-
gaaer, medens dens Bindehud derimod forener sig med denne. Ryg-
finnens Længdestrækning udgjor henimod A eller over | af Total-
længden. Jeg har fundet den bestaaende af 74 Straaler, der alle
ere tydelige og stærke Pigstraaler ; de fire første ere meget smaa,
dog gradeviis voxende og udmærke sig ligesom den femte , tildeels

285

ogsaa den sjette , ved en saa ringe Udvikling af Bindehuden , at de
mere eller mindre synes frie. Den største Høide opnaae Straalerne
omtrent med den 36te eller 37te , og denne udgjor omtrent Halv-
delen af Kroppens største Hoide ; derpaa aftage de gradeviis , dog
gaaledes , at Finnens sidste Straaler have en meget betydeligere
Hoide end de første; Bindehuden er meget tynd, glasklar, uden
Pletter, hvad ligeledes hos Brystfinnerne er Tilfældet. Bugfin-
nerne, som findes anbragte tæt sammen paa Bugiladen omtrent i
Linie med Brystfinnernes Rod eller lidt foran disse , have en lang-
strakt, smal, noget tilspidset Form, uden dog at være traadagtige;
deres Længde indeholdes næsten 22 Gange i Totallængden , og de
naae ikke ganske Brystfinnernes halve Længde (ligesaa lidt »om
den halve Længde af Halefinnen) ; de dannes af tre Straaler , en
Pigstraale og to længere blode Straaler, som ere dybt kløftede.
Paa Grund af denne dybe Kloftning lige til Roden kan man let
forledes til at antage fire leddede Straaler istedetfor to, men den
anatomiske Undersøgelse giver ikke en saadan Antagelse Medhold.
Gatborets Afstand fra Snudespidsen udgjør lidt mere end ^ af
Totallængden ; det er temmelig stort, og dets bageste Rand udsender
en lille Hududvikling, som dog ikke er papilagtig, men snarere
pladeagtig ', derimod viser den tæt bag Gatboret fremtrædende, tem-
melig store Generationsaabning, paa hver Side en lille spids
Papille. Gat bor finnens Længdestrækning udgjor lidt mere end
den halve Totallængde , og den forholder sig til Halefinnen omtrent
ligesom Rygfinnen, men deri er den meget forskjellig fra Rygfinnen,
at kun dens første Straale er en Pigstraale, alle de øvrige (50)
derimod bløde; Straalerne ere i det Hele taget længere end Ryg-
finnens; de have vel Spidserne kløftede, dog kun i ringe Grad;
Bindehuden meget tynd og klar. Hale finnen, som er lidt læn-
gere end Brystfinnerne og ikke fuldt indeholdes ti Gange i Total-
længden, udmærker sig ved en langstrakt og stærkt tilspidset
Form; Straalernes Antal udgjør 20, de smaa paa Siderne medreg-
nede; de ere tynde, meget tydeligt leddede, men kun svagt kløftede,
og deres stærke Væxt eller Tiltagen i Længde fra Siderne mod
Midten betinge Finnens stærke Tilspidsning. Sidelinie findes vel
ligesaa lidt som hos Gruppens øvrige Arter, men Adskillelsen mellem
Sidemusklernes øverste og nederste Parti er meget tydeligt angivet
med en horizontal Fure i hele Længden fra Brystfinnernes Rod.
Hvad Skælbeklædningen angaaer, da har jeg fundet Forholdet
saaledes : Snuden og Issen lige til Nakkens bageste Rand ere nogne,
Kinderne derimod næsten til Øiehulens forreste Rand forsynede med
smaa, sidelagte, tildeels endog noget spredte eller fra hverandre
fjernede Skæl; Underfladen af Hovedet nøgen. Kroppens Skæl paa
Nakken og den forreste Deel af Rygfladen ere ikke alene meget
smaa, men ogsaa i temmelig Grad spredte; længere tilbage og ned
ad Siderne blive de efterhaanden større og rykke nærmere sammen,

286

saa at de endog tildeels med Randene berore hverandre, dog uden
at frembringe nogen egentlig Taglægning- (eller i al Fald en høist
ufuldkommen, ligesom rudimentær Taglægning). Skællene synes at
opnaae den betydeligste Udvikling i Størrelse i en Strækning paa
Siderne af Halen , dog aftage de igjen mod Enden af denne , men
naae ud paa Halefinnens Rod ; paa Bugfladen ere Skællene smaa,
om end ikke ganske saa smaa som paa Rygfladen. Formen nær-
mer sig i det Hele taget stærkt til det Kredsrunde.

Udmaalinger:

Totallængde 10;?";

Hovedets Længde til Gjællelaagsspidsen 16'";

Hovedets Længde til Nakken 10g"';

Høiden over Nakken 8'";

Tykkelsen sammesteds 74'";

Kroppens største Hoide over Bughulen 10'";

Dens største Tykkelse sammesteds 7"':

Høiden foran Halefinnens Rod 3}'";

Fra Snudespidsen til forreste Næsebor 2\'"\

Fra Snudespidsen til Oiehulens forreste Rand 4"';

Oiehulens Længdegjennemsnit 34'";

Oiehulens Hoidegjennemsnit 21-'";

Pandens Brede mellem Øinene ]]"';

Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse 154'";

Rygfinnens Længdestrækning 84";

Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnens Rod 2\"'\

Længden af Rygfinnens længste Straale 5'";

Brystfinnernes Længde 13"';

Brystfinnernes største Brede G'";

Bugfinnernes Længde 6'";

Fra Snudespidsen til Gatboret 43 \'"\

Gatborfinnens Længdestrækning 5,' '";

Afstand mellem Gatborfinnens Ophor og Halefinnens Rod 2 .','";

Længden af Gatborfinnens største Straaler 6'";

Halefinnens Længde 13 i"'-

Bughulen, hvis Længde omtrent beløber sig til en Fjerde-
deel af Fiskens Totallængde, har en sølvfarvet Beklædning, hvilken
dog mod Ryggen pludseligt bliver sort eller sortebruuu og danner et
mørkt Baand langs hver Side af de guulagtige Nyrer. Leveren
temmelig kort (den indtager neppe ^ af Bughulens Længde) , men
tyk, lyst guulbruun, ikke tydeligt deelt i Lapper, liggende mest til
venstre Side; en lille Galdeblære er tilstede og aabner sig paa

287

wedvanlig Maade i Tarmen. Længden af den udstrakte Tarmekanal
udgjor omtrent en Trediedeel af Totallængden. Det korte, men
muskuløse Spiserør viser sex eller syv stærke Længdefolder; Ma-
ven bestaær som sædvanligt af Kardialdeel og Portnerdeel, for-
enede under en spids Vinkel; i den forstes Indre har jeg iagttaget
lire stærke Folder; ved Portneren ere to smaa Blindtarme hef-
tede (skjondt begge smaa, er den ene dog endeel længere end den
anden). Tarmen danner den for nærværende Gruppe sædvanlige
Slyngning-, for den i lige Retning lober mod Bughulens bageste
Ende. Kun een Rogn sæk, men af ret betydelig Størrelse (den
indtager mere end Bughulens halve Længde) er tilstede; i den for-
pote Ende viser den Spor til Kloftning, som dog snart forsvinder;
Rognkornene fandt jeg forholdsviis meget store, næsten som smaa
Senepskorn. Nyrerne gjennemlob hele Bughulen som flade Baand
og uden fortil at danne nogen ret mærkelig Udvidelse ; en lille
Urinblære er tilstede.

Om Beenbygningen kan jeg Intet meddele af Mangel paa
Materiale, og om denne Fisks Livsforhold savner jeg ganske
Oplysninger.

Det vil maaskee ikke tindes overflødigt, at jeg her, til
Sammenligning med de grønlandske Lumpener , meddeler en
Diagnose af den islandske Art, som jeg har beskrevet i første
Bind af Nat. Tidsskr., første Række, S. 32—38.

LUMPENUS LAMPETRÆFORMIS TVALB.

Dentes modo maxillares. Color aurantiacus , maculis striis-

que laterum dorsique fuscis, abdomine ante anum dilutiori. Caput
septimani longitudinis piscis partern vix æquans. Maxillæ sub-
æquales. Duo narium paria perminuta, anterius tubulosum, poste-
rius simplex. Diameter oculi longitudinalis rostri longitudinem
æquans, quintam longitudinis capitis partern superans. Membrana
branchiostega radiis sex. Pinnæ p eet or åles ovatæ , caudali
breviores, decimam ferme longitudinis piscis partern æquantes. Pinnæ
ventrales minutæ, 25ies ferme longitudinc piscis contentæ. Anus
parum post tertiam longitudinis partern situs. Pinna analis per
diniidiam ferme longitudinem protensa. Pinna caudali s lanceolata.
Squamæ iinbricatæ. Numerus radiorum

pin. dors. 72; pector. 15; ventr. }> ; anal. 50; caud. 18.

28K

IV. LYCODES RHDT.

Efterat J. H. Reinhardt i Aaret 1831 havde opstillet
den fra flere Synspunkter interessante Slægt Lycodes efter
den Art, som han med Nedsenderens Navn kaldte L. Vahlii
(Overs. ov. Vid. Selsk. Forh. f. 1831), forøgede han et
Par Aar senere denne nye Slægt med endnu en Art, L. reti-
culatus (Vid. Selsk. Forh. f. 1834), og raeddeelte derpaa i
7de Bd. af Selskabets Skrifter 1838 en udførlig Karak-
teristik af Slægten samt udførlige og omhyggelige Beskrivelser
af tre Arter (L. seminudus, en ny Art, kom nemlig her
til). Af de to først nævnede Arter gaves tillige Af-
bildning , og den nyligt opdagede Slægt kunde saaledes
nu siges ikke blot at være vel bekjendt og rodfæstet, men
tillige rigeligt repræsenteret.1) Dog, at det paa dyriske
Former saa rige grønlandske Hav endnu ikke var udtømt i
denne specielle Retning, blev nogle faa Aar efter aabenbart,
idet en Gave til det kongl. naturh. Museum fra afgangne
Kapitain Holbøll gav mig Leilighed til (Overs. ov. Vid. Selsk.
Forh. f. 1844) kort at antyde en Tilvæxt af to Arter: L. per-
spicillum og L. nebulosus, den sidste dog med Tvivl; af den
første har jeg leveret Afbildning til det franske Reiseværk.
I Gills ofte citerede Liste findes syv Arter anførte under
Slægten Lycodes, idet han til de fem her nævnte endnu føier
Lycodes mucosus Rich. og Blennius polaris Sab. ; dog giver
han selv tilkjende, at han ikke holder det for afgjort, at L.
mucosus jo nmligen kunde falde sammen med en af de fore-
gaaende Arter, og med Hensyn til Sabines Art. udtrykker han
det som tvivlsomt, om den virkeligt er en Lycodes. Her
foreligger altsaa Stof for kommende Undersøgere til nærmere
Belysning. Hvad nu de af mig benævnte Arter angaaer, da
har jeg ventet indtil den yderste Time paa, at maaskee nye

' ) Jeg vil benytte Leiligheden til at forøge de af R. anførte grøn-
landske Benævnelser paa Lycodes'- Arter med Navnet Kussau-
nak, hvormed L. reticulatus efter en paalidelig Hjemmelsmand
betegnes ved Omen ak.

289

Sendinger fra Gronland vilde yde mig et rigere Materiale til
deres Beskrivelse; men da jeg heri er bleven fuldkomment
skuffet, griber jeg Leiligbeden til at fremlægge, hvad jeg
formaaer, og giver af L. perspicillum en til den ydre Form
indskrænket Beskrivelse, af L. nebulosus blot en Diagnose.

1. LYCODES PERSPICILLUM KR.

Krøyer i Overs. ov. Vid. Selsk. Forh. f. 1844, S. 140: Lycodes

perspicillum.
Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 46: L. perspicillum.
Voyage en Scandinavie &c. tab. VII.1)

C ol or dilute fulvus, fasciis eorporis pullis latis trans-
versis octo, verticeque pullo ocellis duobus fulvis. Caput
postice depressiusculum, quartam longitudinis animalis partern
æquans. Diameter oculi longitudinalis quartam longitudi-
nis capitis partern parum superans, rostrique longitudinem
fere æquans. Al ti tud o piscis latitudinem fere æquans, sep-
timamque explens totius longitudinis partern. Anus paullo
ante dimidiam piseis longitudinem situs. Pin næ ventrales
18am ferme explentes longitudinis partern. Anterior eorporis
pars squamata, posterior nuda; pinnæ squamis destitutæ.
Numerus radiorum

pin. dors. 80; pect. 19; ventr. 3; anal. 65.

Den følgende Beskrivelse er affattet efter to Exemplarer, af
hvilke det ene havde omtrent halvtredie Tommers Længde, det andet
derimod kun halvanden.

Farven lyst bruunligtguul med sortagtig Halespidse, otte mørke,
lodrette Tverbaand paa Kroppen , et mørkt Skjold paa Hovedets
Pandeflade, i hvilket sees to lyse Øiepletter, omgivne af sort Rand.
Skjoldet strækker sig næsten fra Nakken til Snudespidsen . folger
omtrent paa Siderne Øinenes nederste Rand og bliver fortil smallere ;

') Tabula supra citata sub A. exhibet piscem magnitudine ter
auctum a latere , sub a. caput ejusdem supra visum; sub B.
pullum quinquies auctum, colore ab antecedente in nonnullis
variantem ; sub b. denique caput ejusdem pulli supra visum.

290

dets bageste Rand er paa Midten concav eller indboiet ; ogsaa Side-
randene ere lidt indboiede , den forreste Rand derimod bredt og
stumpt konvex. I Midten af dette Skjold , tæt bagved og tildeels
mellem Øinene ere de to omtalte lyse Pletter; de ere store (længere
end Øinene), af en noget uregelmæssigt oval Form (fortil spidsere),
og indesluttes tæt af en temmelig bred. sort Rand. Hovedet viser
hist og her nogle mørke Skyg'ger eller mindre tydelige Smaapletter:
en saadan findes under Øiet fortil, en anden paa Gjællelaag-sstykket
Om Tverbaandeue i Almindelighed kan siges , at de ere meget
brede (bredere end det Mellemrum , som adskiller dem indbyrdes,
hvor dette er smallest) , og at de alle udbrede sig over Rygfinnen
til Straalernes Spidser. Det første Tverbaand er kun ved et tem-
melig smalt, lyst Mellemrum adskilt fra Paudefladens Skjold; det
ligger over Brystfinnernes Roddeel og for storste Delen foran Ryg-
finnens Begyndelse, saa at det kun udbreder sig tilbage over dennes
forste eller to forste Straaler; det gaaer ued under Brystfinnen eller
skjules tildeels under denne og ender tilspidset noget over Midten
af Brystfinnens Brede ved Roden. Andet Tverbaand falder tildeels
over Brystfinnernes Spidse, tildeels bag denne, ophorer et Stykke
ovenover Bugfladeu bredt og stumpt afrundet og udbreder sig for-
oven over fire eller fem af Rygfinnens Straaler. Mærkes maa, at
den Deel af Baandet, som udbreder sig over Rygfinnens Straaler,
synes at danne en Vinkel med det øvrige Baaud og at være til-
spidset mod Enden , hvilket beroer paa den liggende Stilling af
Straalerne; naar disse reises, danner denne Deel ikke længere nogen
Vinkel, ligesom den heller ikke er tilspidset, men bredt afrundet,
hvilket ogsaa gjælder alle de følgende Baand. Tredie Tverbaand
strækker sig ned over og tildeels lidt bag Gatboret, men er endnu
temmelig langt fra at naae Bugfladen. De fem sidste Baand ere
altsaa anbragte paa Halen; det fjerde strækker sig vel lidt længere
ned end tredie, dog uden at naae Buglinien, hvad derimod er Til-
fældet med det femte ; dog udbreder det sig ikke ret over Gatbor-
finnen ; de tre sidste udbrede sig derimod over Gatborfinnen lige til
Straalernes Spidse og vise samme Forhold som paa Rygfinnen. Den
lille mørke . viftedannede Plet , hvormed Halen ender , er blot an-
bragt paa Straalerne, men naaer ikke selve Halen. Alle Baandene,
saavelsom Hovedets Skjold, ere mørkere mod Randene, lysere inden-
for; dette gjælder ogsaa Halepletter, som mod Midten af Spidsen
ere lysere. Om dette Forhold er naturligt eller en Følge af Af-
blegning ved Opbevaring i Spiritus, maa jeg lade uafgjort.

Den ovenstaaende Beskrivelse af Farven er efter det størsti
Exemplar; det mindre viser adskillige Afvigelser i Tegningen. Hove-
dets Skjold er bredere , næsten lige afskaaret bagtil og kun noget
svagt indboiet paa Siderne. Oiepletterne ere meget mindre (deres
største Diameter har neppe mere end Oiets halve Længdegjennem-
snit) , af næsten kredsrund eller meget kort elliptisk Form. Baan-

291

dene ere tildeels noget kortere , men de fleste af dem , især de tre
eller fire forste og det sidste, forholdsviis bredere. Forst det sjette
Baand berorer Gatbortinnens Rod , og kun de to sidste udbrede sig
over dennes Straaler; det sidste Baand har Form af en Oval efter
Fiskens Længde med den spidsere Ende bagudrettet. Halepletten
mangler; heller ikke har jeg paa Hovedet iagttaget Pletter udenfor
Pandeskjoldet.

Denne Art ligner Slægtens andre Arter saameget i Form i Al-
mindelighed, at Be.vkrivelsen kan fattes meget kort, især da tillige
Individerne ere saa smaa, at det ikke vel er muligt at gaae dybt i
Enkelthederne.

Hovedets Længde til Gjællelaagets bageste Rand udgjor paa
det nærmeste J af Totallængden. Dets Form er fladtrykket, dog
ikke i nogen høi Grad ; den øverste Flade er lavt hvælvet paatvers
og ligeledes lidt hvælvet i Retningen forfra bagtil ; Hovedets største
Brede er omtrent lig med Fiskens største Høide (eller overgaaer
kun denne sidste ganske ubetydeligt) og med 1 af Totallængden.
Munden er kun af middelmaadig Størrelse og af oval Form; det
opspilede Gabs Hoide udgjor ikke synderligt mere end A af Hove-
dets Længde; Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen er næsten
lig med Hovedets halve Længde. Tandforholdet er i det Væ-
sentlige som hos de andre Arter, men i dets Detaille kan jeg ikke
gaae ind. Oinenes Længdegjennemsnit udgjor lidt mere end ] af
Hovedets Længde til Gjællelaagets bageste Rand og er kun lidt
kortere end Afstanden fra Snudespidsen til Oinenes forreste Rand ;
Afstanden fra deres bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand
er ikke dobbelt saa stor som Oiets Længdegjennemsnit; Oinenes
øverste Rand ligger i Pandefladen. Rygfinnen tager sin Begyn-
delse omtrent i Enden af Totallængdens første Fjerdedeel eller kun
meget ubetydeligt bag denne; dens største Høide udgjor kun om-
trent i af Fiskens største Høide ; Længden af dens længste Straa-
ler er derimod næsten lig med Halvdelen af den største Hoide.
Længden af de allersidste, yderst i Halespidsen anbragte, er lig med
Halvdelen af de største eller med JC) af Totallængden. Rygfinnen
bestaaer af omtrent 80 Straaler (for en Forskjel af en eller to
Straaler tor jeg ikke indestaae). Brystfinnerne vise den sæd-
vanlige brede og afrundede Form; deres Længde indeholdes omtrent
7 \ Gange i Totallængden , og Breden ved Roden er lig med deres
halve Længde; Straalernes Antal 19; ottende til ellevte Straale ere
de længste og blive pludseligt længere end de foregaaende. Kun
paa nogle af de midterste Straaler har jeg med Sikkerhed kunnet
iagttage en Kløftning ; derimod forekomme de fem , sex eller syv
øverste og omtrent ligesaa mange af de nederste mig at være en-
kelte. Bugfinnernes Stilling omtrent den sædvanlige; Formen
liniedannet; deres Længde indeholdes omtrent 17 eller 18 Gange i
Totallængden. Gatboret, som er anbragt noget foran den halve

292

Totallængde og tæt foran Gatborfinnens Begyndelse , er temmelig
stort, kredsrundt. Gatborfinnen bestaaer af 65 Straaler og
stemmer iøvrigt næsten i alle Henseender overeens med Rygfinnen.
Uagtet ingen egentlig Sidelinie med Slimkanaler synes at være
tilstede , iagttages dog to temmelig tydelige Linier langs Siderne.
Den ene følger i horizontal Retning omtrent Midten af Kroppens
Høide ligefra Gjællelaagets bageste Rand til Halespidsen og angiver
Muskellagets Delingslinie. Den anden løber nær Ryglinien lidt
nedenfor Rygfinnen, næsten horizontalt, og kan i den ene Retning
forfølges næsten til Halespidsen, i den anden lidt op paa Hovedet.
Paa Hovedet, Finnerne og den bageste Deel af Legemet har jeg
ingen Skæl kunnet iagttage ; derimod er Kroppens forreste Deel
bag Hovedet rigeligt skælbedækket, og Skællene kunne forfølges,
skjondt efterhaanden stedse mere sparsomt og enkeltviis , indtil bag
Kroppens femte mørke Tverbaand.

Udmaalinger:

Totallængde :

Største Tykkelse (over Kinderne) : 4-j"';

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: 7^'":

Det opspilede Gabs Høide: 2|'";

Det opspilede Gabs Brede: 2'";

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen : 3^"'i

Afstand fra Snudespidsen til Oiets forreste Rand: 2\'";

Øiets Længdegjennemsnit: 2"'\

Øiets Hoidegjennemsnit : l^'";

Pandens Brede mellem Øinene: 1"'\

Afstand fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand : 3 \'"\

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: 8"';

Rygfinnens største Høide: IV";

Længden af Rygfinnens største Straaler: 2"'\

Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod : 6'";

Bugfinnernes Længde: l^'";

Bugfinnernes Brede ved Roden : \'"\

Afstand fra Snudespidsen til Brystfinnens Rod øverst: l\iU:

Brystfinnernes Længde: &'";

Brystfinnernes Brede ved Roden : 2'";

Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: 13"';

Gatborets Gjennemsnit: |'";

Gatborets Afstand fra Gatborfinnens Begyndelse: ±'";

Længden af Finnernes Straaler bag Halens Spidse: 1'".

De beskrevne Exemplarer ere fangede med Skraben paa
dybt Vand, det største endog paa 90 Favne, Ungen paa

293

30 Favne, og Arten er altsaa vistnok en Dybvandsfisk , som
Lykodes- Arterne i Almindelighed. ' ) I Gabet af det største
fandt jeg en temmelig stor Sipunculus, som det har været i
Begreb med at nedsluge, just som det fangedes. Dette er
Alt, hvad jeg om Fiskens Levemaade har at anføre.

2. LYCODES NEBULOSUS KR.

Kroyer i Vid. Selsk. Forh. f. 1844, L. 140: L. nebulosus.
Th. Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 46: L. nebulosus.

Color brunneus, fasciis transversis dorsi fulvis, sed par-
vis et parum distinctis. Caput postice depressum, quartam
longitudinis piscis partern parum superans. Diameter oculi
londtudinalis septimam longitudinis capitis partern explens,
dimidiamque fere rostri longitudinem. Altitudo piscis
æquans latitudinem, octavamque totius longitudinis partern.
Anus perpaullo ante dimidiam longitudinem situs. Anterior
corporis pars nu da; posterior pinnæ dorsalis pars squa-
mata; pinna analis squamis nullis vel paucissimis. Pinnæ
ventrales haud 30am æquantes longitudinis animalis partern.
Numerus radiorum

pin. dors. 87; pect. 19; ventr. 3; anal 68.

Af denne Art har jeg kun seet et lille Exemplar.

Fan-en synes at have været et skident Rustbruunt , eller Rust-
bruunt overfloiet med Blyantsfarve og Sortagtigt. Paa Kroppen skim-
tes fem lyse Baand , som ere brede , men korte , og som nedstige
fra Ryggen mod Sidelinien, men ikke naae denne uden maaskee det
tredie: det forste af disse Baand er omtrent over Brystfinnernes
Spidse, det andet omtrent over Gatboret, det tredie over Gatbor-

1 ) Man erholder dem nemlig jevnligt af Maven paa de grøn-
landske Haier og andre Fiske, der soge store Dybder. Som
en Undtagelse kan mærkes , at et til Museet oversendt Exem-
plar af L. reticulatus ledsagedes af den Oplysning, at det var
fanget i Vandskorpen i en mat Tilstand (Marts Maaned). Ved
en eller anden tilfældig Omstændighed maa det vel være jaget
op fra Bunden.

294

finnenis ottende Straale , det femte midtyeis mellem Gatborfinnens
Begyndelse og Halespidsen og det fjerde midt imellem tredie og
femte. Alle disse Baand udbrede sig til Spidserne af Rygfinnens
Straaler. og Rygfinnen viser desuden længere tilbage endnu et Par
lyse Pletter eller Baand, hvilke dog ikke udbrede sig paa Kroppen.

V. STICHÆUS.

Formå elongata et compressa. Caput mediocre (quin-
tam ferme longitudinis animalis partern æquans), crassitudi-
nem corporis æmulans vel etiam superans, multis præditum
poris raucura excernentibus. Dentes acerosi ossium inter-
maxillarium, maxillæ inferioris, vomeris, palatinorum et fau-
cium. Apertur a branchialis sat magna. Radii mem-
branæ branchiostegæ sex. Arcus branchiales quaterni liberi
cum branchia operculari. Pinna dLorsalis longissima, acu-
leis modo composita, basi pinnæ caudalis conjuncta, ut pinna
quoque analis. Pinnæ ventrales jugulares, minutæ, qua-
driarticulatæ. Pinna caudalis mediocris, postiee rotun-
data. Squamæ perminutæ, imbricatæ, corpus modo tegen-
tes. Præter lineam lateralen) propriam una pluresve
lineæ corporis longitudinales, mucum efferentes, omnes
vero ante basin pinnæ caudalis evanescentes. Ventriculus
sacciformis, appendices pyloricæ paucæ minutæque, intestinuin
sinuatum. Vesica aérea nulla.

Et. Reinhardt, som opstillede Slægten, har kun kort an-
tydet den, uden at levere dens Karakteristik1); hvorfor den
ovenstaaende er udkastet af mig, der altsaa har at svare paa,
hvad mod denne maatte være at indvende. Derhos maa jeg
dog bemærke, at Slægtskarakteren kun er baseret paa de to
i det Følgende beskrevne grønlandske Arter, hvorimod en
tredie af Gill under Stichæus optayet amerikansk Fisk (tid-
ligere afhandlet af Storer under Navnet Pholis subbifur-

') Det har endog ligesom Udseende af. at han igjen har opgivet
den , da han i et senere Arbeide (see nedenfor) opforer Arterne
under Navnet Clinus.

295

catus1) er mig ubekjendt (og uvedkommende hvad An-
svaret betræffer).

1. STICHÆUS PRÆCISUS KR.

Krøyer i Naturh. Tidsskr. I, 25 : Chirus præcisus.

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832—36, S. CX: Stichæus uni-

maculatus.
Krøyer i Naturh. Tidsskr. I, 372: St. præcisus.
Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII, 114 og 121 n. 12:

Clinus unimaculatus.
Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 45 : Stichæus præcisus
Voyage en Scandinavie &c Poissons tab. 20, fig. 1, a — f.2)

Macula magna pinnæ dorsalis antice nigra. Præter
lineam lateralem propriam ternæ utrinque lineæ longitudi-
nales mucum efferentes, prima inter pinnam dorsalem et
lineam lateralem propriam, secunda in confinio laterum et
abdominis, tertia abdominalis a basi pinnarum ventralium ad
anum. Caput quintam longitudinis piscis partern æquans,
corpore vulgo crassius. Primus (interdum etiam secundus)
pinnæ analis radius binique vel terni ultimi aculei. Nu-
merus radiorum

pin. dors. 48; pector. 18; ventr. 4; anal. V32/2; caud. 17.
(47-48). ('-2/30 32/2-3).

Skjøndt jeg tidligere har meddeelt Beskrivelse af denne
Art, anseer jeg det dog for nyttigt at levere en heelt igjen-
nem ny Beskrivelse efter et rigere Materiale. Hiin første Be-
skrivelse var udkastet efter et eneste Exemplar, som maatte
skaanes, og derfor mindre fuldstændig.

Farven er hos de i Spiritus opbevarede Individer olivenbruun,
tildeels i det Sortagtige. Hovedet viser gjerne en Marmorering af
lysere og mørkere Farver. Alle Finnerne ere mod Roden lysere

:) Synopsis of the Fishes of N. Arner. pag. 118.

'2) Tab. 20 fig. 1, a. Stichæus præcisus a latere, magnitu-
dine naturali ; b. caput et anterior corporis pars supra; c. caput
et anterior corporis pars infra ; d. pars lineæ mucum eflerentis
aucta; e. squama corporis aucta; f. squama lineæ muciferæ.

296

(olivenbrune eller tildeels guulagtigt-brune) mod Spidsen, eller Randene
mere eller mindre dybt sortagtige. Rygfinnen er desuden forsynet
med een eller flere sorte Pletter, af hvilke den forreste (som om-
trent har Plads mellem Rygfinnens 5te og 9de Straale) altid, hvor
flere findes , er den storste og den tydeligste , skjondt den dog af-
vexler med Hensyn til Udstrækning, ikke altid viser en lige tydelig
Begrændsning og tildeels danner ligesom et Øie, idet en lys Ring
omgiver den , tildeels savner denne Omgivelse.

Udmaalinger:

i //.
i
Storste Hoide (omtrent over Brystfinnernes Midte): 13-t'";
Hoide over Gatboret: 11"';
Hoide foran Halefinnens Rod: 44y";

Kroppens stor.-te Tykkelse (mod Brystfinnernes Rod) : 9'";
Tykkelse over G at b oret : 5?"';
Tykkelse foran Halefinnens Rod: 1'";
Største Omkreds: 2]":
Afstand fra Underkjæbens Spidse til Gjællelaagets bageste Rand

15'":
Hovedets Hoide over Oiet : 6%'";
Hovedets Hoide over Nakken: 9'";
Hovedets storste Tykkelse (over Kinderne) : 10"';
Det opspilede Gabs Hoide : 6'";
Det opspilede Gabs Brede: 4z^'"\
Underkjæbens Frernragning foran Overkjæben : V"\
Afstand fra Underkjæbens Spidse til forreste Næsebor: 2\'"\
Afstand mellem forreste og bageste Næsebor: \'"\
De forreste Næsebores indbyrdes Afstand: 24/";
De bageste Næsebores indbyrdes Afstand: 1#"';
Afstand mellem bageste Næsebor og Oiet: }/" ;
Fra Underkjæbens Spidse til Øiets forreste Rand : 3f "';
Øiets Længdegjennemsnit : 2>\'";
Oiets Hoidegjennemsnit : 3'";
Pandens Brede mellem Øinene: 14-'";

Fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand : 8"';
Fra Underkjæbens Spidse til Rygfinnens Begyndelse: 15'";
Rygfinnens Længdestrækning : 4";
Rygfinnens storste Høide: 3'";
Længden af Rygfinnens længste Straaler: 54'";
Brystfinnernes Længde: 1";
Brystfinnernes Brede ved Roden: 5"';
Fra Underkjæbens Spidse til Bugfinnernes Rod: 144/";
Bugfinnernes Længde: 5?"';

297

Bugfinuernes Brede ved Roden: lh"'\

Fra Underkjæbens Spidse til Gatboret : 323"';

Gatborregionens Længde: 2"'\

Gatborfinnens Længde: 30'/";

Gatborfinnens største Hoide : 3'";

Længden af Gatborfinnens længste Straale : 5}/";

Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: V";

Halefinnens Længde i Midten: 8'".

Hovedet, hvis Længde noget overgaaer } af Totallængden
(det indeholdes 4i til henimod fem Gange i denne), er af en tem-
melig plump og tyk Form , noget bredere end Kroppens største
Tykkelse. Den brede, mod Siderne hvælvede Isse stiger fortil kun
ned med ringe Skraaning ; Sidefladerne konvergere vel temmelig
stærkt fremad, dog saaledes , at den lidt hvælvede Snude desuag-
tet er tyk og bred ; Underkjæben stiger temmelig stærkt opad og
lægger sig fortil lidt frem foran Overkjæben , men er derimod kjen-
deligt smallere end denne. Hovedets storste Brede overgaaer gjerne
Halvdelen af dets Længde og er omtrent lig med Hoiden over
Nakken. Læberne ere temmelig store, noget tykke og kjodagtige.
Mundspalten naaer omtrent hen under Pupillens forreste Rand:
det opspilede Gabs Hoide er neppe lig med Hovedets halve Længde
og overgaaer ikke Breden betydeligt.') Mellemkjæbebenene be-
sidde hvert en Tand kårde af langstrakt Triangelform eller fortil
bred, bagtil tilspidset; Tænderne temmelig smaa, men stærke,
koniske, lidt krummede , tætstillede. Paa Underkjæbens Grene ere
Tandkarderne endnu meget mere langstrakte end paa Mellemkjæbe-
benene, saa at de næsten tabe Triangelformen og nærme sig det
Liniedannede ; Tænderne , især de forreste , synes lidt større , men
ogsaa lidt tyndere end Mellenikjæbebenenes. Et Kjæbeseil af
ikke ubetydelig Størrelse er udspændt bag Mellemkjæbebenene , et
smallere findes i Underkjæben. Paa Plougskærbenets forreste Ende
findes en Tverkarde , paa hvert Ganebeen en Længdekarde ; til-
sammen danne disse tre lig-esom en Hestesko ; Tænderne ere meget
smaa . paa Plougskærbenet anbragte i tre eller fire Rækker , paa
Ganebenene i to eller tre. Tungen er langt tilbage i Munden,
temmelig vel adskilt fra Mundhulens Bund, lille, fladt konvex, glat,
fortil lidt tilspidset, i Enden afrundet. S vælg tænderne danne
tre Kårder paa hver Side oven i Munden paa ligesaa mange Knog-
ler; neden i Munden findes derimod kun een, meget langstrakt, i

Dog- bør det bemærkes , at de stærke Kindmuskler i Døds-
kampen lukke Munden saa fast, at det er vanskeligt at er-
holde en rigtig Forestilling saavel om Gabets Størrelse som om
dets Form.

20*

298

begge Ender tilspidset, med mange meget smaa Tænder forsynet
Tandkarde paa hver Side. Snuden til Oiehulens forreste Rand
udgjor omtrent J- af Hovedets Længde og er omtrent lig med Øiets
Længdegjennemsnit. Næseborene ere smaa, kredsrunde, anbragte
paa Grændsen af Snudens Overflade og Sideflader , temmelig langt
fra hverandre; det forreste Par er forsynet med et temmelig stort,
fuldstændigt, næsten cylindrisk eller kun i ringe Grad konisk Hud-
ror; det bageste Par (hvis det virkeligt er andet end en blot
Udføringsaabning for Slimkanaler, hvorom jeg ikke er overtydet),
viser sig blot som en lille rundagtig Aabning tæt foran Oiet, næsten
i Linie med deties øverste Rand. 0 in ene ere af Middelstørrelse,
eller temmelig store , med den øverste Rand i Pandefladen , ganske
opfyldende Oiehulen, rettede skraat udad, af elliptisk Form. Pan-
den er mellem Oinene smal, eller Oinene ligge nær hinanden, idet
det Mellemrum , som adskiller dem , neppe har Halvdelen af Øiets
Hoidegjennemsnit. Kinderne af Middelstørrelse , med meget stærkt
udviklede Muskler. Gjælle s palten er foroven og bagtil kløftet
til omtrent i Linie med Pupillens nederste Rand, forneden og fortil,
hvor den er sainmenvoxet med den fra den modsatte Side , omtrent
indtil Oiehulens bageste Rand ; paa dens øverste bageste Grændse
dannes efter Længden en tydelig Hudfold. Gjællestraalerne ere
sex i Tallet , store , men smalle , alle sabelagtigt krummede , den
første ikke synderligt bredere end de ovrige, den anden den længste,
skjondt kun ubetydeligt længere end første og tredie ; den sjette
har endnu en temmelig betydelig Størrelse. Gjællebuerne ere
halvmaaneformigt boiede, den inderste kun i meget ringe Strækning
adskilt fra Svælget. Kun paa den yderste Bues ydre Side frem-
træde smaa cylindriske Forlængelser , iøvrigt kun Knuder ; Tallet
har jeg fundet paa den yderste Bue elleve i hver Række, paa den
anden Bue otte i den ydre, syv i den indre Række, paa den tredie
Bue syv i hver Række , paa den fjerde Bue fem aldeles rudimen-
tære Knuder paa den ydre Side , ingen (idetmindste ingen tydelige)
paa den indre Side. Med Undtagelse af de tre første Forlængelser
i første Bues ydre Række ere forresten alle Udvæxterne anbragte
paa Buernes nederste Been ; paa de tre inderste Par Gjællebuer ere
Knuderne tornevæbnede , hvorimod jeg ingen Torne har kunnet op-
dage paa den yderste Bues Udvæxter. Bigjællen har jeg' kun
fundet bestaaende af syv korte , men forholdsviis tykke Trevler.
Hovedet har en Mængde kredsrunde Slimudføringsaabninger
af betydelig Størrelse , nemlig omkring Oiet en Kreds af omtrent
tolv ; fra Oiet til Gjællelaagets bageste Flig en Læng-derække af
sex ; langs Forgjællelaagets bageste og nederste Rand sex ; paa
hver af Underkjæbens Grene fire ; i Nakken en dobbelt Tverrække,
hver dannet af fire Slimaabninger , hvilke alle tilsammen danne en
halvmaanedannet Figur , idet den forreste Række er bøiet bagud ;
tæt bag den bageste af disse to Rækker findes i Ryggens Middel-

299

linie en enkelt Aabning ; mellem Øinenes bageste - øverste Hjorne
iagttages endvidere tre noget triangulært stillede og forrest paa
Snuden et Par. Alle disse Slimaabninger blive ikke blot ved deres
Størrelse, men ogsaa ved den lyse Rand, der omgiver dem, temme-
lig iøjnefaldende.

Rygfinnen begynder omtrent over Gjællelaagets bageste Flig
eller kun ganske lidt længere tilbage og strækker sig lige til Hale-
finnens Rod, med hvilken den er forenet ved en Hud, ligesom ogsaa
dens sidste Straale lægger sig op ad denne ; den indtager omtrent
^ af Totallængden , hvorimod dens Hoide forholdsviis kun er meget
ringe, ikke lig med ] af Kroppens største Hoide. Straalerne, der,
som i Slægtskarakteren angivet, alle ere Pigstraaler, vise i det Hele
taget kun meget ringe Forskjel i Størrelse, hvorvel de mod begge
Ender aftage lidt ; de ere temmelig stærke, noget spidse, lidt bagud
boiede, kun ubetydeligt fremragende med Spidserne af Bindehuden,
ligge meget skraat hen ad Ryggen og kunne ikke reises lige i
Veiret. Der maa derfor her g'jores Forskjel mellem Rygfinnens
Høide og Længden af de største Straaler; thi dette sidste Maal
udgjør omtrent Halvdelen af Fiskens største Høide og er altsaa
dobbelt saa stort som det forste. Bindehuden tyk, uigjennemsigtig,
stærk. Brystfinnerne ere temmelig korte (de indeholdes sex
Gange eller derover i Totallængden) , men brede , bagtil stumpt af-
rundede. Deres Brede ved Roden er omtrent lig med deres halve
Længde og ikke synderligt mindre end Halvdelen af Kroppens
største Hoide. Deres Tilheftningslinie er næsten lodret (dog som
sædvanligt med halvmaaneformig- Krumning), og deres nederste Rand
falder omtrent sammen med Bugtladens Grændse. Straalerne tiltage
gradeviis i Længde til den ottende eller niende og aftage derpaa
ligesaa gradeviis ; forste og sidste Straale indbyrdes omtrent lige
lange og af den længste Straales halve Længde. Alle Straalerne
ere forgrenede, de fleste temmelig stærkt; Bindehuden stærk og kun
lidet gjennemsigtig. Bugfinnerne, som ligge temmelig langt foran
Brystfinnernes Rod , fæstede til Struben tæt ved Siden af hinanden,
ere smaa (de indeholdes omtrent tretten Gange i Totallængden) , af
langstrakt og smal, bagtil noget tilspidset Form, idet Straalerne til-
tage i Længde indefter. Første Straale , som kun omtrent har
andens halve Længde , er en tynd og spids Pigstraale. De øvrige
tre Straalrr tiltage gradeviis , skjondt kjendeligt , og ere stærkt
kløftede. Gatboret, som er anbragt ganske lidt foran Midten af
Totallængden, viser sig som en stor kredsforniig Aabning, og tæt
bagved dette ligger Generationsaabningen som en bred Tverspalte.
En Gatborpapille bemærkes ikke. Gatborfinn en , som omtrent
indtager i af Totallængden, og som bagtil gjerne ved en Hud fæstes
til Halefinnens Rod , har omtrent lige saa lange Straaler som Ryg-
finnen , men Straalerne rage med deres Ender langt mere frem af
den forbindende Hud og- kunne reises mere i Veiret, hvorved Finnen

300

faaer et hoiere Udseende. Af Straalerne har jeg snart fundet den
første, snart de to første at være Pigstraaler, hvad ogsaa er Til-
fældet med de to eller tre sidste, medens derimod de mellemliggende
alle ere leddede og kløftede. Pigstraalerne staae temmelig meget
tilbage i Længde for de blode Straaler, hvilke derimod indbyrdes
ikke vise betydelig Forskjel ; den sidste Pigstraale ligger saa tæt
op til Halefinnens Rod , at den let vilde kunne oversees eller be-
tragtes som henhørende til dennes Stottestraaler. Ha le finnen er
temmelig lille , da dens Længde indeholdes otte til ni Gange i
Totallængden, men bred, bagtil bueformigt udboiet eller med de
længste Straaler i Midten. Det hele Straaletal er sytten, men da
Straalerne aftage mod Siderne, bliver det noget vilkaarligt, hvor-
mange af de yderste Straaler man vil betragte som Stottestraaler;
maaskee er det dog rimeligt at antage to paa hver Side.

Af de slim ud forende Linier lober den første vandret fra
Nakken midt imellem Rygfinnen og den egentlige Sidelinie og naaer
lidt forbi Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse, eller omtrent til
Midten af Totallængden; den anden eller den egentlige Side-
linie, som i Begyndelsen er forbunden med den første, boier sig
imidlertid strax ned og lober derpaa vandret og omtrent midt imel-
lem Ryglinien og Buglinien (eller kun høist ubetydeligt nærmere den
sidste), indtil den omtrent ved Enden af Totallængdens ^ forsvinder.
Den tredie Linie er omtrent anbragt paa Grændsen af Sider og
Bug, men krummer sig allerforrest ned paa Bugfladen, hvor den
støder op til den fjerde ; den forsvinder lig-e under eller høist ube-
tydeligt foran den forstomtalte Linie, men kan vel ogsaa undertiden
fortsætte sit Lob lidt længer end denne. Den fjerde Linie endelig,
som er den korteste, begynder paa Bugfladen foran Bugfinnernes
Rod , krummer sig uden for denne i en Halvkreds ligesom for at
undgaae den, og løber derpaa i lige Linie henimod Gat boret , lidt
foran hvilket den forsvinder. lovrigt er at mærke , at disse Linier
vise saa megen individuel Forskjellighed, at man maaskee neppe vil
finde to Exemplarer, hos hvilke de fuldkomment stemme overeens i
Udstrækning o.s.v., ligesom de hos samme Individ gjerne vise nogen
Uovereensstemmelse paa Kroppens to Sider ; kun deri ere de kon-
stante, at de alle dannes af Skæl, som ere forsynede med en
Slimkanal.

Skællene, der blot bedække Kroppen, ere i en temme-
lig hoi Grad taglagte , saa at kun deres mindste Deel rager frit
frem ; men de synes imidlertid ikke synderligt stærkt befæstede i
Huden. De have kun en ringe Størrelse; hos et Individ af 51
Tommers Længde vare de største omtrent -J Linie lange. Formen
er almindeligt langstrakt firkantet, naturligviis med afrundede Hjør-
ner; tildeels ogsaa oval. De koncentriske Væxtstriber ere meget
tydelige ; jeg har talt indtil mellem 40 — 50 , men sædvanligt er
Antallet meget ringere , idet Striberne fjerne sig temmelig vidt fra

301

hverandre og et temmelig stort Rum paa Midten af Skællet riser
sig blottet for Striber. Skællenes forreste Deel er forsynet med
en Vifte, som dog kun har meget faa Straaler, idethoieste fem eller
sex, sædvanligst kun to eller tre. Dette gjælder de almindelige
Skæl; men ganske anderledes er Forholdet af Slimliniernes Skæl:
Éisse danne nemlig langstrakte, men tillige meget vide, tildeels tem-
melig uregelmæssige Ror eller Kanaler, som aldeles savne Side-
udvidelser.

Bughulens Længde indeholdes mere end tre Gange (omtrent
3^ Gange) i Totallængden; dens Fane indvendigt guulagtig. Le-
veren, hvis Længde omtrent er lig Bughulens halve Længde, og
hvis Substans er meget blod , har en lys guul Farve ; den ligger
under og paa Siderne af Maven, meest vel paa dennes venstre Side,
dog ogsaa for en stor Deel tilhoire, hvor den endog udsender bagud
en lang tilspidset Flig, som strækker sig hen ovenover Maven tæt
under Bughulens overste Væg. Galdeblære har jeg ikke iagt-
taget. Spiseroret er saa særdeles kort, at det kan siges næsten
ganske at forsvinde, derimod af omtrent lige Vidde med Maven og
kun kjendeligt fra denne ved et halvt Dusin Længdefolder paa dets
indre Flade. Maven danner en temmelig stor, bagtil lukket Sæk
(af omtrent Bughulens halve Længde eller l af Totallængden), som
paa den underste Side udsender en meget lille, tyndere, tarmedannet
Portnerdeel i Retningen fremad. Den Hud, som danner Maven,
er tyk og stærk; Mavesækkens indre Flade viser aldeles ingen
Længdefolder, men derimod et Næt af temmelig stærkt fremragende
Masker; i Portnerdelen forsvinder dette Næt, hvorimod denne viser
Spor til henimod et Dusin meget fine Længdefolder. Omkring
Portneren har jeg fundet fem meget korte, men tykke Blind-
tarme; een eller to af dem ere endog saa korte, at de neppe
kunne erkjendes. Længden af den hele udstrakte Tarmekanal fra
Spiseroret regnet er omtrent lig med | af Totallængden. Nyrer-
nes Forhold det sædvanlige; Urinblæren stor, langstrakt sæk-
dannet. Rognsækkene har jeg fundet temmelig korte, men tykke,
bagtil sammenvoxede.

Mellemkjæbebenene ere af stærk Bygning og have den
mod Panden opstigende Green stærkt udviklet, saa at den i Længde
ikke staaer meget tilbage for Sidegrenen ; denne sidste er ved Ran-
den , eller hvor den forener sig med Pandegrenen , stærkt udvidet,
indMiorer sig derpaa , for atter mod Midten at udvide sig paa den
bageste Side og ender tilspidset, Det bag Mellemkjæben liggende
Overkjæbebeen er omtrent i længere end dette, af uregelmæssig
dreiet Form , i den forreste Ende stærkt udvidet , derpaa i den
længste Strækning tynd, men danner derpaa atter i den bageste
Ende temmelig pludseligt en stor, pladedannet, noget fiirkantet Ud-
videlse af næsten ligesaa stor Brede som Længde. Oiebenenes
Kjede, som jeg har fundet bestaaende af sex smaa Knogler, er

meget smal og liniedannet i sin hele Strækning; dog overgaaer den
første Knogle de øvrige lidt, idet den udvider sig lidt foroven.
Uuderkjæbens Grene have en langstrakt og smal Form (Læng-
den omtrent tre Gange saa stor som den størte Iloide , der falder
langt tilbage). Forgj ællelaaget af en smal og uregelmæssig
Halvmaaneform , foroven bredere end forneden, gjennernstrommet af
meget store slimudforende Kanaler, medens dets Beensubstans der-
imod er meget tynd. Gjællel aags stykket lille, tyndt, temme-
lig regelmæssigt triangulært, med en Fure eller Fordybning langs
den øverste Rand. Und er gj ællelaaget forholdsviis stort, men
meget tyndt, bagtil aldeles hudagtigt og uddraget til en lang
Spidse, fortil mere beenagtigt, med en stærk opadrettet Torn ud-
gaaende fra den forreste - øverste Yinkel , men skjult under Gjælle-
laagsstykket. Mel lem gj ællelaaget langstrakt og smalt, men
forholdsviis stærkt. Hjerneskallens Overflade er svagt hvælvet,
glat og uden noget Spor til Kjole; selv Nakken eller Hovedets
bageste Flade viser neppe Spor til Fremragninger. Over skulder-
blad et lille, med den øverste Green langstrakt, tynd, meget spids,
den nederste næsten rudimentær. Underskulderbladet større
end Overskulderbladet , gaffelagtigt kløftet til to Grene , eller be-
staaende af en større, stærk, flad og bred Hoveddeel, som er
rettet nedad, og en øverst fra dennes bageste Rand under en næsten
ret, eller dog kun lidet spids, Vinkel udgaaende mindre, smallere
og meget tyndere Eideel. Rygraden bestaaer af 51 Hvirvler, af
hvilke kun 15 tilhøre Bughulen, 36 derimod Halen; de ere alle,
dog især Halens, korte, men af stærk Bygning. Ribbenene af
Middelstørrelse, tynde; de fremtræde allerede paa anden Hvirvel.
Biribbeen ere tilstede.

Grændsen for Størrelsen synes omtrent at kunne ansættes til
ni Tommer.

Denne Art forekommer paa hele Grønlands Østkyst, men
den er sjelden, idetmindste meget sjeldnere end næste Art.
Om dens Levemaade vides Intet. I Maven og Tarmekanalen
har jeg truffet Integumenter og Fodder af Krebsdyr, blandt
hvilke jeg tydeligt har skjelnet Amtipodformer. Ogsaa Fiske-
rogn mener jeg at have kunnet kjende. Snyltedyr har jeg
endnu ikke opdaget hos denne Art.

303

2. STICHÆUS PUNCTATUS FABR.

O. Fabricii Fn. gronl. d. 110: Blennius punctatus.

Naturh. Selsk. Skrifter, II, 2, Side 84 ; den punkterede

Tangsprel.

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832 — 36, S. CX: Stichæus punc-
tatus.
— i Vid. Selsk. naturh. og raath. Afh. VII, 114. 11- 13:

Clinus punctatus.

Th. Gill, Catal. of Fishes &c. pag. 45 : Stichæus punctatus.

O. Fabricius, Nat. S. Skr. 1. s. c. tab. X, fig. 3.1)

Voyage en Scandinavie, tab. 20, fig. 2, a — e.2)

Maculæ pin næ dorsalis quinque nigræ, partira ocel-
lata? vel disco instructæ albo. Una modo utrinque linea
mucuni efferens inter pinnam dorsalein sita et lineam latera-
len! propriam (qua? mucum non excernit). Caput quintam
longitudinis animalis partern haud æquans , duplo longius
quam crassurn, corporis crassitiera non superans. Unus tan-
tum pinnæ analis aculeus. Numerus radiorum

pin. dors. 49; pector. 16; ventr. '/3; anal. '/as! caud. 21.
(15- 16)

Formen er hos nærværende Art mere slank, sirlig og lang-
strakt end hos foregaaende , hvilket især hvad Hovedet angaaer er
temmelig paafaldende.

Legemets Farve overhovedet er rodbruun eller guulbruun i for-
skjellige Afskygninger , snart lysere rustbruun , snart mørkere med

1 ) Skjondt den Afbildning, Fabricius paa ovenanforte Sted har
meddeelt, er ret kjendelig, tilfredsstiller den dog ikke ganske
i det Enkelte (Gabet er saaledes for lidet, Hovedet for plumpt,
dets Slimaabninger udtrykkede som hvide Pletter, Bugfinnernes
Form falsk, Rygfinnens Straaler angivne som længere end
Gatborfinnens, Halefinnen for smal o.s.v.) og synes udfort efter
et tørret Exemplar, hvorfor jeg har holdt det for hensigts-
mæssigt til det franske Reiseværk at lade udføre nye Afbild-
ninger.

2) Tab. 20, fig. 2, a. Stichæus punctatus a latere , magni-
tudine naturali ; b. caput et pars anterior corporis supra ; c. in-
terior pinnæ pectoralis superficies cum Lernæis arfixis ; d.
squama corporis aucta; e. squama lineæ muciferæ aucta.

304

større eller mindre Indblanding af Graat eller Sortagtigt, undertiden
næsten ganske sortebruun. Rygfinnen udmærker sig ved en Længde-
række af sorte Pletter paa den brune Grund , alleroftest fem i Tal-
let : disse Pletter, som have en rundagtig Form, vise alle eller dog
tildeels Oieform, idet en mindre og mere langstrakt, hvid eller guul-
agtig Plet fremtræder i den sorte mod dennes bageste Deel. I Re-
gelen er det de tre bageste Pletter, som tydeligst vise Oieformen
og ere skarpest begrændsede; den forreste Plet deler sig undertiden
til to, der antage en mere uregelmæssig Form. Stundom er Mellem-
rummet mellem Pletterne eensfarvet , stundom fiiut marmoreret eller
ligesom lysere og morkere tavlet. Finnerne have ellers om-
trent samme Form som Kroppen , dog har jeg stundom fundet dem
noget lysere, stundom morkere. Hos enkelte Individer har jeg iagt-
taget en mork Plet ved Brystfinnernes Rod, medens de fleste savne
denne. Gatborfinnen har jeg snart fundet marmoreret , snart eens-
farvet. Paa den nederste Deel af Hovedets Sideflader og tildeels
af Underfladen viser sig en smuk Marmorering eller Afvexling af
hvidagtige og brune Baand. Pupillens Farve den sædvanlige, sorte-
blaa, men omgiven af en smal rodguul Ring; Hornhuden sværtet,
især foroven.

Udmaalinger:

Totallængde: A 6]"; B 5V';

Største Høide (over Gatboret): A 9|'"; B 81'";

Høide over Brystfinnernes Midte: A 9'"; B 7 i'":

Høide foran Halefinnens Rod: A ±\" '; B 3f";

Kroppens største Tykkelse (ved Brystfinnernes Rod) : A §\'": B h\'"\

Tykkelse over Gatboret: A h\"'\ B 4\'":

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A \u,\ B »'";

Største Omkreds: A 25'": B 21"':

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 14'";

B Uf";
Hovedets Hoide over Oiet : A h\"*\ B 4f"';
Hovedets Hoide over Nakken: A 1\'"; B 6'"";

Hovedets største Tykkelse (over Forgjællelaaget) : A 6!/"; B 5^'";
Det opspilede Gabs Hoide: A 6'"; B 5'";
Det opspilede Gabs Brede: A 3'": B 2$'";
Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 6g"'; B 5V":
Afstand fra Snudespidsen til forreste Næsebor: A 2"';
Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1\'";
De rørdannede Næsebores Afstand fra Oiet: A V";
Fra Snudespidsen til Oiets forreste Rand: A 3""; B 2\'";
Oiets Længdegjennemsnit: A 3"'; B 2g'";
Øiets Høidegjennemsnit : A 21'"; B 2f";
Pandens Brede mellem Oinene: A li'": B 1'";

305

Fni Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand: A 8 .','";

B 7f";
Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 13}'"; B 11^'";
Bygfinnens Længdestrækning : A 4^"; B 3 {.]";
Rygfinnens største Hoide : A 3f"; B 3'";
Biystfinnernes Længde: A 13^'"; B 10]'";
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 4-"'; B 3^'";
Ira Snudespidsen til Bugfinnernes Rod: A 12'"; B 10i'";
Bugtinneraes Længde: A 5f"; B 4'":
Bugfinnernes Brede ved Roden: Aj='"; B!/":
Fra Snudespidsen til Gatboret: A 2>"; B 25"';
Gatborregionens Længde: A 2},'"; B 2"'\
Gatborfinnens Længde: A 3": B 30 !,'";
Gatborfinnens største Hoide: A 4},'"; B 3 i'";
Længden af Gatborfinnens længste Straale : A 6"'; B 5'";
Halefinnens Længde i Midten: A 10f"; B 9 ".

Hovedet er hos nærværende Art lidt kortere og tillige meget
mindre tykt og opsvulmet end hos foregaaende og har overhovedet
et meget mindre Udseende; dets Længde indeholdes mere end fem
Gange i Totallængden (omtrent 5} Gange), og dets største Tykkelse
naaer i Regelen neppe Halvdelen af Længden. ' ) Det stiger ned
med temmelig jevn Skraaning fra Nakken til Snudespidsen , men er
tillige lidt konvext saavel i Længderetningen som i Brederetningen.
Dets Underflade er opstigende, dog kun i ringe Grad; Sidefladerne
konvergere i Retningen fremad, men Snudespidsen bliver imidlertid
noget afstumpet eller bredt afskaaren. Kjæberne ere omtrent af
lige Længde eller Underkjæbens Fremragning er i al Fald saa høist
ubetydelig, at den neppe kan iagttages. Læberne ere temmelig
tykke og brede, eller kjodagtige , skjondt dog i ringere Grad end
hos foregaaende Art. Den kun lidet nedskraanende Mundspalte
naaer lidt forbi Oiets forreste Rand. Hoiden af det opspilede Gab
har omtrent eller næsten Hovedets halve Længde; dets Brede er
kun omtrent halvt saa stor som Hoiden, og Formen en langstrakt
Ellipse. Tænderne paa Mellemkjæbebenene ere temmelig stærke,
koniske, svagt krummede, anbragte i flere Rækker, især forrest; i
den yderste Række tælles omtrent et Dusin. Underkjæbens Tænder
vise omtrent samme Beskaffenhed . kun at Tallet , paa Grund af
Grenenes storre Længde , bliver noget større. Et temmelig stort
Hudseil findes udspændt bag Mellemkjæbebenenes Tænder, et min-
dre i Underkjæben. Plougskærbenets forreste Ende viser et svagt

') Hos Hunnen, hvis Bughule er stærkt udspilet af Rognmassen,
bliver ogsaa Hovedet bagtil noget bredere, saa at dets Brede
overgaaer Halvdelen af Længden lidt.

306

krummet Tverbaand af flere Rækker meget smaa Tænder ; dog
endnu mindre ere Tænderne i den enkelte Række , som strækker
sig tilbage i Munden langs hvert Ganebeen. Tungen ligger langt
tilbage i Munden, er vel adskilt fra Mundhulens Bund, temmelig
langstrakt og smal, i Enden afrundet tilspidset, med flad eller
endog ofte lidt udhulet Overflade Svælgbenene saavel i Over-
som Underkjæben ere væbnede med Kårder af talrige smaa Tænder,
der i Torm og Beskaffenhed ligne de foran i Munden, kun at de ere
krummere og paa de nederste Svælgbeen meget smaa. Snuden
har omtrent lige Længde med Oiets Længdegjennemsnit og er tem-
melig bred og flad. Næseborene ligge nærmere Oiet end Snude-
spidsen: jeg har kun med Sikkerhed kunnet bemærke et Par, det
forreste," som er lille, temmelig kredsrundt, forsynet med et kort,
men fuldstændigt , cylindrisk Hudror. Dersom et andet Par Næse-
bore er tilstede, da er det ikke forskjelligt fra de paa Hovedet
anbragte almindelige Slimaabninger. Oinene ligge med den øvers«
Rand i Pandefladen temmelig nær hinanden; deres Længdegjennem-
snit . som er lidt større end Hoidegjennemsnittet , indeholdes mellem
fire og fem Gange i Hovedets Længde, og de ere temmelig frem-
staaende over Hovedets Flade. Pandens Brede mellem Oinene er
ikke engang lig Oiets halve Hoidegjennemsnit. Kinderne ere
store og fyldige, skjondt ikke saa fyldige som hos foregaaende Art.
Gjællespalterne ere kløftede foroven og bagtil (hvor de vise
et lille vinkeldannet Indsnit) i Linie omtrent med Oiehulens Midte,
forneden og fortil næsten i Linie med dens bageste Rand. Af de
sex Gjællestraaler, der alle ere sabelagtigt krummede, ligger
den forste saaledes skjult under Gjællelaaget , at den neppe uden
Dissektion kan iagttages , og har en temmelig betydelig Brede,
medens de ovrige ere meget smalle. Anden Straale er lidt længere
end første og tredie lidt længere end anden : de følgende aftage
gradeviis, men ikke stærkt. Gjællebuerne ere halvmaanedannede
eller i alt Fald ikke tydeligt vinkeldannede. Den yderste Gjælle-
bue har en ydre Række af omtrent et Dusin smaa, glatte For-
længelser, af hvilke tre eller fire ere anbragte paa den øverste
Green , og en indre Række af ti smaa. stærkt tandvæbnede Knuder
paa den nederste Green. De følgende Gjællebuer vise blot tand-
væbnede Knuder, og kun paa den nederste Green: paa den anden
ti i hver Række: den tredie ti i den yderste, syv eller otte i den
inderste: den fjerde har blot en ydre Række af syv Knuder og er
kun i meget ringe Strækning adskilt fra Svælget. Bigjællens
Traade ere ikke talrige, men meget tykke.

Hovedets Overflade viser ligesom hos foregaaende Art en Mængde
Slimaabninger, men hvilke, skjondt de stemme i Antal, ere
meget mindre end hos denne : omkring Oiet tælles en Kreds af
tretten, fra hvert Øies bageste Rand til den slimudforende Linie
fem . langs Forgjællelaagets bageste Rand syv : i Nakken en

307

krum Tverlinie af fem , paa Unclerfladen af hver af Underkjæbens
Grene fire o.s.v.

Kroppen er langstrakt, .smal, sammentrykket, noget knivs-
bladdannet , især bagtil, med Halen kun lidet aftagende i Hoide.
Rygfinnen begynder lidt foran Gjællelaagets bageste Rand (om-
trent over Bunden af Gjællelaagets øverste Indsnit) og strækker
sig til Halefinnens Rod , med hvilken den forbindes ved en lille
Hududvidelse ; dens Længdestrækning udgjor omtrent 'j af Tiskens
Totallængde, hvorimod den er temmelig lav, idet dens største Hoide
ikke belober synderligt mere end J af Kroppens største Hoide.
Alle Straalerne ere stærke, lidt krummede Pigstraaler, som kun
yise ringe indbyrdes Længdeforskjel , idet forste og sidste omtrent
have Halvdelen af de størstes Længde; de to sidste Straaler ere
stærkere krummede end de øvrige. Bindehuden meget stærk.
Brystfinnerne, hvis lodrette Tilheftningslinie begynder lidt under
Gjællelaagets bageste Spidse og ophorer paa Grændsen af Bug-
tiaden , ere af Middelstørrelse eller endog temmelig store; deres
Længde indeholdes ikke fulde sex Gange i Totallængden , og deres
Brede ved Roden udgjor næsten ± af deres Længde. Formen oval,
bagtil afrundet. Straalerne naae deres største Længde med den
sjette eller syvende ; den forste har lidt mere end Halvdelen , den
sidste lidt mere end Trediedelen af den længste ; forste udeelt , de
ovrige kloftede , tildeels temmelig stærkt. Bugfinnerne, som ere
anbragte under Struben ,. tæt ved Siden af hinanden , ere smaa og
smalle; deres Længde indeholdes tretten Gange i Totallængden og
derover, deres Brede ved Roden omtrent otte Gange i Længden.
De bestaae af fire tynde og meget stærkt sammentrængte Straa-
ler, af hvilke den første, som kun omtrent har den størstes halve
Længde , er ukloftet og temmelig utydeligt leddet , de andre mere
eller mindre stærkt kløftede; fjerde er den længste. Gat boret,
som ligger lidt bag Enden af Totallængdens forste Trediedeel, viser
sig som en lille kredsrund Svulst, der forst frembyder en meget
lille , transversel Gatborspalte og bag denne hos begge Kjøn en
næsten rudimentær Analpapille. Gatborf inn en , som ved et lille
Mellemrum er adskilt fra Gatborregionen , men bagtil ved Roden
gjerne (skjondt ikke altid) er forenet med Halefinnen, indtager f
eller dog henimod | af Totallængden; dens Straaler ere høiere end
Rygfinnens, men, med Undtagelse af den første, leddede og kloftede
og rage desuden med Spidserne meget stærkere frem af den for-
bindende Hud. Halefinnen, som omtrent udgjor | af Total-
længden , kun gaaer lidt op paa Siderne af Halens Rod og er
længst paa Midten , viser sig bagtil jevnt afrundet og vifte-
dannet. Den bestaaer af tretten større Straaler i Midten , der
alle ere forgrenede eller kløftede, og paa hver Side af fire Stotte-
straaler.

308

Den egentlige Sidelinie eller Sidemusklernes Delingslinie
viser sig hos denne Fisk slet ikke uden hos saadanne Individer, der
ere udtørrede ved lang Opbevaring i Spiritus. Derimod iagttages
paa hver Side ovenfor den omtalte Delingslinie , og omtrent midt
imellem denne og Ryglimen, en slimudforende Linie, som begynder
i Nakken foran Gjællelaagets bageste Rand , og strækker sig i
aldeles horizontal Retning til noget bag Kroppens halve Længde,
hvor den , omtrent under Rygfinnens 25de eller 26de Straale og
over Gatborfinnens fjortende eller femtende, aldeles forsvinder, efter
at have gjennemlobet omtrent 75 Skælrækker.

Skælbeklædningens Forhold i Almindelighed er som hos
foregaaende Art , og selv Størrelsesforholdet viser sig omtrent det
samme. Imidlertid ere Skællene af en meget bredere Form, og
Viften paa deres forreste Deel tæller flere Straaler; almindeligst er
Antallet vel sex , stiger hyppigt til syv eller otte , og synes ikke,
saavidt jeg* har bemærket, at synke under fem. Den egentlige
Sidelinies Skæl afvige ikke fra de øvrige Skæl, men derimod
vise de Skæl , som sammensætte den slimudforende Linie (omtrent
70 i Tallet) sig saavel afvigende fra Skællene i Almindelighed som
fra de slimudforende Skæl hos foregaaende Art. De have nemlig
en meget bred , fiirkantet Form (af omtrent ligestor Længde og
Brede), og ere blot langs Midten forsynede med en Slimkanal, som
vel er stor og vid , men imidlertid ikke indtager Skællets hele
Længde.

Bughulens Længde udgjor omtrent | af Totallængden; dens
indre Flade viser tildeels et perlemodeifarvet Overtræk, dog meget
tyndt og ikke ligeligt fordeelt. Den graaligt guulbrune Lever
indtager omtrent Bughulens halve Længde ; dens Hoveddeel , som
ligger til Venstre , ender bagtil bredt afstumpet ; ogsaa den meget
kortere Deel til Hoire ender meget bredt ; under denne sidste lig-
ger Galdeblæren tæt op til Mavens forreste Deel og til Tar-
mens første Bugtning; den er af Middelstørrelse og af oval Form.
Spiserøret temmelig kort, men vidt, lobende i Et med Maven.
Denne en meget kort, bagtil noget opsvulmeude Blindsæk, hvis
Portnerdeel er bøiet ned under Sækken og fremad. Port-
neren omgives paa hver Side af to særdeles korte og tykke
Blindtarme (den øverste paa hver Side dog kjendeligt længere
end den nederste) og viser desuden paa Underfladen svage Spor
til en femte Blindtarm. Tarmen boier sig- strax bag Blindtarmen
op og tilbage langs Mavens hoire Side ; efter at være kommen et
Stykke bag Maven , danner den atter en Krumning , som lægger
sig tæt op til Mavens Bund og indslutter den mørke, sammen-
trykkede, noget rundagtige Milt. Efter denne Krumning fort-
sætter Tarmen sit Lob i lige Retning til Gatboret; den har en
ikke ubetydelig Vidde , ja er endog i den første Strækning bag
Blindtarmen meget tyk. Længden af den hele udstrakte Tarme-

309

kanal ligefra Spiseroret er kun omtrent lig med den halve Total-
længde. Indvendigt i Spiseroret har jeg iagttaget sex Længde-
folder, i Maven otte, der idetmindste tildeels fortsætte sig gjen-
nem Portnerdelen; Folderne træde meget stærkt frem. Testik-
lerne ligge langt tilbage i Bughulen, ere korte , men temmelig
tykke, fortil bredt afstumpede, bagtil lidt tilspidsede og afrundede;
da de ikke naae til Enden af Bughulen , har deres fælleds Ud-
foringsgang en temmelig betydelig Længde. Nyrernes Forhold
er det sædvanlige; Urinblæren er en meget lang Sæk (næsten
af lige Længde med Testiklerne) , men smal ; den ligger til hoire
Side og bestaaer af en tyk og fast Hud.

Mel lemkj æbe b enen e vise omtrent samme Forhold som hos
foregaaende Art; dog danner den opstigende Green en lidt mere
spids Vinkel mod Sidegrenen ; Udvidelsen paa denne sidstes ba-
geste Rand falder nærmere mod Enden , og Indsnoringen paa
Midten er mindre kjendelig , ligesom Enden mindre tilspidset.
O verkjæbebenet er forholdsviis meget mindre, men af stær-
kere Bygning. Forholdet af U n d e r k j æ b e n og af Øiebenenes
Kjæbe omtrent som hos foregaaende Art; heller ikke Forgjælle-
laaget er ret mærkeligt forsk jelligt; derimod har jeg fundet
Gjællelaagsstykket lidt kortere , høiere og mindre regelmæs-
sigt triangulært og Mellemgj ællelaaget kortere og tyndere,
forholdsviis bredere i den bageste og smallere i den forreste
Ende. Hjerneskallens øverste Flade er glat og uden Kjole, men
naturligviis meget smallere end hos foregaaende Art og tillige
lidt mere hvælvet. Underskulderbladet er ikke kløftet til
to Grene, men danner en Plade af uregelmæssigt triangulær Form,
hvorved dog er at mærke , at Udfyldningsstykket mellem den for-
reste og bageste Green er af hudagtig Tyndhed. Rygraden
bestaaer af 55 Hvirvler, af hvilke kun femten ere Bughvirv-
ler ligesom hos foregaaende Art, 40 derimod Hale hvirv ler. Rib-
benene synes mig at være lidt kortere og stærkere end hos fore-
gaaende Art. Biribbeen ere tilstede.

Længden udgjor hos intet af de ikke faa undersøgte Exem-
plarer synderligt mere end sex Tommer, og den er altsaa mindre
end foregaaende Art.

Den synes at forekomme paa hele den grønlandske Vest-
kyst, saalangt denne er undersøgt, nedsendes meget hyp-
pigere end foregaaende Art, og er forsynet med et eget
grønlandsk Navn (Akulliakitsok), hvad idetmindste ikke er
bekjendt at være Tilfældet med foregaaende Art. Fabricius
beretter, at den holder sig paa Dybet, sjelden sees nær

310

Kysten og sædvanligt erholdes i større Fiskes (Flynderes
og Torskearters) Mave. Og til disse Angivelser kan endnu
intet Videre om dens Livsforhold føies.

En Snyltekrebs (Anchorella Stichæi Kr.) er hyppig
hos nærværende Art. Den findes sædvanligst og i størst
Mængde heftet paa den indre Side af Brystfinnerne, sjeldnere
paa Ryg- eller Gatborfinnen eller andre Steder af Kroppen,
aldrig, saa vidt min Erfaring naaer, paa Gjællerne eller i
Mundhulen.

OM VANDETS AFLØB FRA DET INDRE AF GRØNLAND
VED KILDER UNDER ISEN

AF H. RINK.

Mele Grønland med tilliggende Øer, fra Sydspidsen til
den 74de Bredegrad, kan vel anslaaes til et Areal af 16,000
D Mile. Skjøndt det Indre er aldeles ubekjendt og util-
gængeligt, har man dog Grund til at antage, at det fra Nord
til Syd kløves ved en Bjergryg i to Dele, af hvilke den ene,
hvis den ikke var begravet under lis, vilde have lutter Elve
eller Floder, som mundede ud i Davis - Strædet og Baftins-
Bugten, medens den anden vilde have sit Afløb til Iishavet
og Atlanterhavet. Der er tillige Grund til at antage, at
dette Vandskjel ligger nærmere over mod Øst end mod Vest,
og vi ville da sætte, at af hine 1(3,000 D Mile de 10,000
have deres Afløb til Baffins- Bugten og Davis -Strædet. Af
disse 10,000 □ Mile kan man atter antage, at 1600 falde
paa Halvøerne og Øerne; denne Deel af Landet, der saa
rigeligt er gjenemskaaret eller omflydt af Havet og derved
gjort tilgængelig, har selvfølgelig en utallig Mængde Elve,
som bortføre det af Regnen og den optøede Snee og lis op-
staaende Vand; men ingen af disse Elve har Ledighed til at
opnaae en nogenlunde betydelig Størrelse, eftersom alle disse
Landstrækninger i det Indre have høie Bjerge, der dele Vand-
afløbet, saa at det til alle Sider har nær til Havet, og ingen
Elv faaer Leilighed til at optage synderligt Tilløb fra Siderne.
De største af disse Halvøer eller Øer naae vel neppe et

312

Areal af 150 □ Mile, og der gives vel neppe nogen Elv paa
dem, som samler Afløbet fra 50 □ Mile; den største mig be-
kj endte Elv kan antages at have et Opland af høist 32 D
Mile; men i Almindelighed forstaaer man i Grønland ved en
stor Elv en saadan, som har et Opland paa 1 til 2 □ Mile,
og ved en blot noget mere udvidet Undersøgelse af Kysten
end den, der allerede er foretaget, vilde man snart kunne
tælle de Elve, der kunde være større.

Anderledes derimod forholder det sig med det samlede
Fastland af Grønland, som ligeledes har sit Afløb til de vest-
lige Have. Efter hvad der nys er anført, kunde det anslaaes
til over 8000 □ Mile. Dette saa langt betydeligere Areal
kan kun have Afløb til Bunden af de større Fjorde og Bug-
ter, der skære ind i Landet. Forudsat, at det aarlige Ned-
slag paa dette Indland var det samme som paa Yderlandet,
og at ikke en betydelig Deel deraf aarlig forblev uoptøet og
opdyngede sig i det Indre, kunde man jo vente, her at træffe
Elve, der vare 50 til 100 Gange saa store som de største
paa Yderlandet. Dette er imidlertid langtfra Tilfældet. De
fleste af disse dybere Fjorde modtage slet ingen Elve fra
Indlandet, eftersom nemlig Isen, der bedækker dette, gaaer
heelt ned i selve Fjorden, og saaledes ganske skjuler Lan-
det, hvorover Elvene skulde lobe; og ovenpaa Isens tak-
kede og revnede Overflade ere ingen Floder tænkelige. De
øvrige Fjorde, som ikke saaledes berøres af Indlandets lis,
findes især mellem 65 og 68° N. B. , og ere kun temmelig
lidet kjendte af Europæerne, hvorimod de saameget desto
hyppigere ere blevne bereiste af Grønlænderne, som især paa
dette Strøg drive Rensjagt. Man veed ogsaa af deres Be-
retninger, at der findes flere Elve, som alle have deres Kil-
der fra Indlandsisen, og som kunne kaldes store, i Lighed
med de større, som findes paa Yderlandet, og som kunne
svare til Indvaanernes Begreb om en stor Elv; men der er
Intet, som tyder paa, at de skulde være mange Gange større
end disse, eller svare til endog ganske almindelige Floder i
andre Landre; i det Høieste kunne de, ligesom ogsaa en
enkelt af Halvøernes Elve, paa korte Strækninger benyttes

313

af de flade Skindbaade, og det er netop derfor, at Grønlæn-
derne kjende og opsøge dem, da det gjælder om at komme
saa nær som muligt til Indlandsisen, hvor Rensdyrene som
oftest søge hen om Sommeren. Der er derfor ingen Grund
til at antage, at nogen af disse Elve danner Afløbet for flere
hundrede, end sige tusinde D Mile. Man kan nemlig heller
ikke antage, at Nedslag og Optøening paa Indlandet skulde
være saa langt ringere end paa Yderlandet, at Fraværelsen
af de talrige Elve, der overalt om Sommeren strømme ned
fra dettes Bjerge, ja tildeels rinde hele Vinteren igjennem,
derved skulde kunne forklares. Ovenomtalte største Elv, som
jeg kjender paa Yderlandet, tindes mellem 71° og 72° N.B.,
og den største Deel af dens til 32 □ Mile anslaaede Opland
dannes af Bjerge paa indtil 5000 Fods Høide paa begge
Sider af Dalen, som den løber igjennem. Den sydlige Deel
af selve Grønlands Indland er jo ogsaa at betragte som en,
om end noget større Halvø, der rager ud i Atlanterhavet, og
da den ligger 10 Bredegrader sydligere, maa den dog vistnok
i Henseende til Nedslagets Mængde og Sommervarmen frem-
byde Betingelser, der nogenledes kunne maale sig med disse;
alligevel ere de Elve, som skulle bortfore det derved dannede
Vand, og som man ret godt kjender paa dette Strøg, for
Intet at regne.

I min geographisk - statistiske Beskrivelse af Grønland
har jeg søgt at forklare denne Mangel paa Floder derved, at
netop de Punkter, hvor disses Mundinger skulde findes, ligge
begravede under Isen, som der bedækker Landet med en
Tykkelse af over 1000, maaskee over 2000 Fod, og at det
oprindelige Vandløbs Styrke giver sig tilkjende ved den Kraft,
hvormed denne Iisplade skydes ud i Havet og afgiver svøm-
mende Iisbjerge, idet Nedslaget paa Indlandet saaledes nu
overgives til Havet i fast, ligesom oprindelig i flydende Til-
stand; overeensstemmende hermed har jeg ogsaa antaget, at
Vandskjellet, som ovenberørt, ligger nærmere Østkysten end
Vestkysten, eftersom Havet vestenfor Grønland efter Alles
Erfaringer er langt rigere paa Iisbjerge end østen for samme.
Denne Anskuelse vinder ogsaa i Rimelighed derved, at den

21*

314

over 200 Mile lange Yderrand af Indlandsisen, omendskjøndt
den frembyder det samme Udseende ved Julianehaab som ved
Upernivik, saavel hvad Overfladens Høide og Heldning, som
hvad dens Ujevnhed angaaer, sammentrænger hiin udadsky-
dende Bevægelse til ganske bestemte Punkter, Iisfjordene,
ganske i Analogi med det rindende Vands Afløb fra større
Landstrækninger gjennem Floder. Men Spørgsmaalet er nu,
hvorvidt den Mængde lis, der aarlig udskydes i disse lis-
fjorde, svarer til den Mængde Vand, der paa Yderlandet
føres til Havet gjennem Elve, og om der ikke alligevel bliver
et betydeligt Qvantum Vand tilbage , hvis Anvendelse bliver
uforklarlig, med mindre det, hvad der ikke synes rimeligt,
skulde bidrage til en bestandig Forøgelse af Indlandets lis-
masse. Jeg har gjort mig Umage for at komme til en om-
trentlig Vurdering af den Mængde lis, der i Form af svøm-
mende Iisfjelde aarligt udskydes af en stor Iisfjord, f. Ex.
Jakobshavns og Uperniviks; jeg anslog den Mængde, som til
en vis Tid bedækkede et vist Strøg af Fjorden, og søgte Op-
lysning om, hvorofte en saadan Masse kunde drive tilsøes og
atter fornyes inde fra Fjorden af. Men til en saadan selv-
stændig Beregning vilde der udkræves flere Aars stadige Op-
hold ved en saadan Fjordmunding; af de Oplysninger, som
kunde indhentes hos Folk, der vare bosatte ved disse Steder,
kunde jeg kun med Sikkerhed komme til det Resultat, at en
stor Iisfjord aarligt udskyder over 1000 Millioner Cubikalen
lis. Holbøll har (see Dansk Maanedsskrift, Juli 1858, S. 36)
gjort et Overslag over det Qvantum lis, som aarligt kalver
ud i Godthaabs- Fjorden, og anslaaer det til 2200 Millioner
Cubikalen. Men denne Iisfjord hører afgjort til de smaa
(d. e. lidet produktive), og Overslaget forekommer mig at
være for stort. Alligevel vil jeg være tilbøielig til at antage,
at man , naar man kunde anstille Beregninger over samtlige
lisfjordes Størrelse eller Produktivitet, vilde komme til at
maale dem efter hiin Størrelse som Eenhed, eller finde, at
de, eftersom de vare mindre eller større, aarligt udskjøde een
eller flere tusinde Millioner Cubikalen lis.

315

I mit fornævnte Skrift om Grønland har jeg paaviist 5
store, 2 middelstore og 7 smaa Iisfjorde paa den omtrent
250 Mile lange Vestkyst af Grønland. Holbøll har endnu
gjort opmærksom paa een, som var mig ubekjendt, Kanga-
miuts - Fjorden ved Sukkertoppen. Disse 15 Punkter af
Kystranden skulde altsaa svare til ligesaa mange Flodmun-
dinger fra det ubekjendte Indland, og danne Afløb for henved
8000 □ Mile, naar man nemlig fradrager noget for det rin-
dende Vand fra Indlandet, der danner Elve imellem lis-
fjordene.

Ifølge Dalton (see Berghaus phys. Geogr. II Bd. S. 23)
udgyder Themse-Floden aarligt 167 Tusinde Millioner Cubik-
fod Vand i Havet, idet den danner Afløbet for en Land-
strækning paa 310 □ Mile, med et Nedslag af 36" Høide.
Heraf sluttes der, at kun de £| af hele Nedslaget udføres
som rindende Vand gjennem Floden, hvorimod de || eller
nærmest ^ maae bortgaae ved Uddunstning.

Vi have desværre kun yderst sparsomme Iagttagelser
over Nedslagets Mængde i Grønland. Etter egne Observa-
tioner har jeg anslaaet det til 36" aarligt ved Julianehaab,
men der kan ingen Tvivl være om, at det paa denne mod
Atlanterhavet vendende Sydspids er langt større end mod
Nord og indad Landet til. Middelantallet af Døgnene, paa
hvilke der falder Nedslag, er ved Upernivik omtrent ^ af
hvad det er i Sydgrønland. Fra Kysten og indefter aftager
Nedslaget udentvivl i et lignende Forhold. Lad os saaledes
antage, at det over hele Indlandet er ^ af Julianehaabs, eller
12". Hvad der heraf bortgaaer ved Uddunstning, er ligesaa
vanskeligt at sige; paa den ene Side stiger Overfladens Tem-
peratur vistnok aldrig over 0", og den har heller ingen Ve-
getation til at befordre Uddunstningen; paa den anden Side
maa man erindre, at Overfladen aldrig paa nogen Plet bliver
tør, at den varme Sydostvind, som netop blæser ud fra Lan-
det, virker stærkt tørrende paa lis og Snee, og at Taage
maaskee endog slet ikke forekommer inde i Landet. Man
tør dog vel neppe antage, at mere end ^ af Nedslaget gaaer
bort ved Uddunstning, og der bliver da 8" tilbage, som

316

skulde udgyde sig i Havet. Efter de nedenfor berørte Under-
søgelser af Forbes og Agazziz synes det, at de Strømme,
som komme fra Alpejøklerne, bortføre en Vandmængde,
der kunde svare til '20 eller 30" Nedslag paa de høieste
Dele af Alperne. Paa hine 8000 □ Mile vilde 8" Nedslag
udgjøre 384 Tusinde Millioner Cubikalen; fordeles disse paa
de 15 Iisfjorde, saa falder der 26 Tusinde Millioner paa hver;
men da hver af de store Iisfjorde afgiver flere, ja maaskee
ti eller tyve Gange saamegen lis, som hver af de smaa,
maatte en stor lisfjords Produktion anslaaes til 50 Tusinde
Millioner Cubikalen lis om Aaret, hvis den skulde bortføre
sin Part af Indlandets Nedslag under denne Form. Hvor
vanskelig end imidlertid denne Produktion kan være at be-
stemme, tør jeg dog med Sikkerhed sige, at dette Qvantum
er for stort, og skjøndt hele den Beregning, paa hvilken det
er støttet, er hypothetisk, lader den sig ikke med nogen
Rimelighed reducere saaledes, at man kunde fa ae et nogen-
lunde sandsynligt Qvantum ud.

Der er imidlertid en anden Betragtning, som godtgjør,
at det ogsaa er en Umulighed, at hele Nedslaget, med Fra-
drag af det Bortdunstede, kan glide ned af Landet som lis.
Man kan nemlig ikke tænke sig en sig selv fremskydende
Iismasse paa Landet, uden at den tillige ledsages af en
Strøm rindende Vand, og Iagttagelserne ved de større Jøk-
ler i de tempererede Lande synes tillige at godtgjøre, at
det rindende Vand, der paa denne Maade i Løbet af et Aar
ledsager den i samme Retning fremskydende lis, beløber sig
til flere Gange saameget, som den i det samme Tidsrum ned-
glidende lis. Sneen, som falder paa de høie Bjerge, kan
ikke blive til lis uden ved afvexlende Tø og Frost, og den
saaledes dannede lis vilde endvidere forblive i en hvilende
Tilstand, hvis den ikke ligeledes var udsat for de samme
vexlende Indvirkninger. Enhver Jøkel er jo ikke andet
end en Bjergstrøm, hvis øverste Deel er bleven til lis, og i
denne Form endnu vedbliver at bevæge sig; men man kan
ikke tænke sig denne Forvandling og Bevægelse, uden at den
kun er deelviis , og at en Deel af den oprindelige Strøm

317

endnu vedbliver at lobe i flydende Tilstand, snart ovenpaa
Jøkelens Overflade, snart gjennem Kanaler under den.
Hvor der altsaa er fremskridende lis, der findes ogsaa rin-
dende Vand, og jo større Jøkelen, eller den fremskridende
Iismasse er, desto mere rindende Vand maa der ogsaa være,
naar de øvrige Betingelser forresten ere lige.

For at komme til et Overslag over, hvormeget Vand
der løber igjennem en saadan Jøkeldal, samtidig som lis
og som rindende Vand, har jeg gjennemgaaet de Under-
søgelser, som Forbes og Agazziz have anstillet over Jøk-
lerne »des Bois« og Aarflodens (see Agazziz: Systéme
Glaciaire, I Deel, 1847, og Petermanns Mittheilungen 1855,
S. 173). Vanskelighederne derved have især været, at det
rindende Vands Mængde ikke er angivet for hele x\aret, og
at Isens Bevægelse kun er angivet for Overfladen, ikke for
hele Gjennemsnittet; alligevel kan man, ved at tage tilbør-
ligt Hensyn til alle Omstændigheder, dog udlede de Data,
som ere tilstrækkelige til den her attraaede Sammenligning.
Det maa da erindres, at disse Jøkler øverst oppe ud-
fylde større Dalstrøg (mer de glace), der optage mange min-
dre Jøkler, og i hvis Omkreds hele den oprindelige lis-
dannelse gaaer for sig. Længere nede trænges hele denne
Iismasse sammen i en snever Dal og danner der den egent-
lige, omtrent ^ Miil lange, stærkt fremadskridende Jøkel.
Paa dette Sted, hvor den egentlige Jøkel saaledes be-
gynder, synes den Vandmængde, der aarligt løber ned i fly-
dende Tilstand, at maatte anslaaes til imellem 6 og 10 Gange
saameget som den i samme Tidsrum nedglidende lis; derfra
og nedefter aftager Isen, og det rindende Vand tiltager, ind-
til endelig ved Enden af Jøkelen hele Vandmængden be-
væger sig i rindende Tilstand. Der maa altsaa være et Punkt,
hvor f. Ex. det rindende Vand beløber sig til 50 Gange saa-
meget som den det ledsagende lis. Hvorledes det derimod
forholder sig høiere oppe, vides rigtignok ikke, men ogsaa
der kommer man tilsidst til de øverste Bjergskrænter, hvor
Sneen ialtfald til visse Tider tøer bort, og ingen lis faaer
Leilighed til at danne sig; der maa altsaa ogsaa hele den

318

afløbende Vandmasse bevæge sig ned i rindende Tilstand,
naar midtages, hvad der falder ned ved tilfældige Aarsager,
saasora Laviner.

I Almindelighed inaa man jo fastholde, at lis, som lig-
ger paa Landet, kun kan sættes i Bevægelse ved to Aar-
sager, nemlig deels sin egen Tyngde, der bringer den til at
glide ned ad de skraae Elvleier, den udfylder, deels Virknin-
gen af Vandet, som gjennemtrænger den, og afvexlende fry-
ser og atter fornyer sig, og derved udvider Massen og træu-
ger den frem i den Retning, hvor der er mindst Modstand,
altsaa ligeledes nedefter mod Jøkelens Ende, hvor for-
skjelligt nu end denne Bevægelse forøvrigt nærmere lader sig
forklare. Naar man nu betænker, at en af hine store Alpe-
jøkler kun har et Opland paa lidet over 1 D Miil, og at
Isen fra sin Dannelse af Snee paa de øverste Høider neppe
har et Par Mile at tilbagelægge ned til Jøkelens nederste
Rand, med et Fald af 6 til 8000 Fod, hvorimod en stor
grønlandsk Iisfjord har et Opland af henved 1000 □ Mile,
og Isen fra sin første Dannelse i det Indre af Landet har en
Vei af 30, ja maaskee indtil 60 Mile at tilbagelægge, inden
den naaer Fjorden, da bliver Heldningen her jo for Intet at
regne imod Alpejøklernes, selv om man antog, at der
midt i Grønland fandtes en Bjergkjede som den høieste paa
Jorden. Der bliver da kun tilbage at antage, at den anden
virkende Kraft er saameget desto stærkere, og at Isen i
Dybden er gjennemskaaren af utallige Vandbeholdninger, som
trænge den frem mod deres fælles Foreningspunkt , den op-
rindelige Flodmunding, ud til Fjorden. I Virkeligheden bærer
ogsaa den faste Landiis, betragtet fra Høiden omkring de
store Iisfjorde, et hermed overeensstemmende Præg, idet kun
den yderste Dal, gjennem hvilken den sænker sig ned i Fjor-
den, har en antagelig Helduing. Men denne Dal er for Intet
at regne i Forhold til Landisens Areal, og den er vel egent-
lig ikke andet end den inderste Deel af selve den oprindelige
Fjord, da Isen jo er over 1000 Fod tyk, og neppe rager
100 Fod op over Vandskorpen med sin yderste Rand. Læn-
gere tilbage frembyder Isen kun en eensartet, svagt hvælvet'

319

men forøvrigt plan Overflade, og de Kræfter, som skulle
trænge denne Masse henimod Fjorden, maae nødvendigviis
ligge skjulte i dens Indre.

Yderlandet af Grønland med dets Jøkler turde vel
ogsaa frembyde et godt Sammenligningspunkt til Bedømmelse
af Indlandsisens Natur. Imellem 70° og71°N. B. findes der
en Halvø paa omtrent 120 D Mile og med Bjergrygge paa
5000 til 6000 Fods Høide. Fra disse Bjerge gaaer der mange
Jokler ned i Dalene, af hvilke de middelmaadig store
paa det nærmeste kunne sammenlignes med hine x\lpejøk-
ler, idet hver af dem har et Opland af et Par □ Mile, og
Isen fra det øverste Punkt, hvor den danner sig, ligeledes
bar en Strækning af et Par Mile at tilbagelægge ned til
Jøkelens Ende, der nærmer sig til Havfladen, saa at
Faldet her bliver 4 til 5000 Fod. Med ringe Afvigelser
gjentager sig her alt det samme som ved Alpejøklerne.
Isen glider langsomt ned gjennem Kløfterne , ledsaget af
Vandstrømme, der voxe nedefter, idet Isen i samme Retning
aftager ved Smeltning , og til Slutningen kun en Strøm af
rindende Vand fortsætter den sidste Deel af Veien, fra Jø-
kelens Ende til Havet, vedligeholdende sig ganske svagt
endog hele den lange Vinter igjennem. Kun to af disse
Jøkler, ligeledes hver med et Opland paa et Par D Mile,
have paa Grund af Landets Høide og stærke Heldniug kun-
net følge det rindende Vand heelt ned til Havet. Paa hele
den øvrige Deel af Halvøen naaer alt Nedslaget ned til Havet
i flydende Tilstand; men det er øiensynligt, at Flod-Oplan-
dene, ved Siden af den samme Høide over Havet, blot be-
høvede en større Udstrækning, for at Jøklerne i dem alle
vilde naae Havet, og at i saa Fald alligevel det rindende
Vand vilde vedblive at ledsage dem i langt større Mængde
end deres egen fremadskridende Masse. Gaae vi nu atter
tilbage til Indlandet, da kan der vel ingen Tvivl være om,
at den sydligste Deel af dette under 60 til 62° N. B., som
alt ovenfor berørt, frembyder ligesaa gunstige Betingelser for
Dannelsen af rindende Vand som nysomtalte Halvø under
71 til 72° N.B. Fra Høiderne af lulianehaabs District seer

320

man, med Undtagelse af et Par enkelte spidse Kegler, ingen
høie Bjergrygge rage frem af Isen i det Indre af Landet.
Alligevel tindes der her en Iisfjord, i hvilken Indlandsisen
aarlig skyder ned med en Masse, der kan antages at være
halvhundrede Gange saa stor som den, der skydes frem af
en stor Alpejøkel i dens centrale, stærkt bevægede Deel.
Der kan da vel ingen Tvivl være om, at denne Iisstrøm maa
ledsages af en endnu større Strøm rindende Vand fra det
Indre af Landet.

Uagtet jeg allerede fra først af, ved at befatte mig med
Studiet af Grønlands physiske Geographi, er kommen til det
Resultat, at der maatte være skjulte Floder, som fra Ind-
landet udgyde sig i Havet, er det dog først lykkedes mig i
de seneste Aar, deels at gjøre selvstændige Iagttagelser i
denne Retning, deels at indsamle bedre Erfaringer i saa
Henseende. Det synes nemlig, at overalt, hvor Indlandsisen
naaer ned i Havet og har en kjendelig Bevægelse ud i dette,
iagttages der ogsaa paa Havfladen, foran den yderste Rand
af den faste lis, en Bevægelse i Vandet, ligesom af meget
store Kildevæld, der komme op fra Bunden. Vandet er lige-
som i Kog eller som bevæget af en Malstrøm, og Sværme af
Søfugle svæve bestandig over disse Pletter, idet de stadig
dykke ned og snappe efter Føde i det brakkede Vand. Jeg
selv har kun havt Leilighed til at iagttage dette i en lille
Iisfjord ved Frederikshaab, den saakaldte Qvanefjord; den
naaer med to Arme op til Indlandet, og i begge Arme sæn-
ker Indlandsisen sig ned , i den nordre med en noget stær-
kere, i den søndre med en ikkun svag Bevægelse; kun i den
sidste lykkedes det mig at nærme mig selve Iisranden til en
Afstand af vel henved et Par tusinde Alen, og derpaa at
gaae iland og oppe fra en Høide nøie at betragte den. Jeg
saae da tydeligt gjennem Kikkerten den ovennævnte Bevægelse
paa Havfladen over en Strækning af nogle tusinde Qvadrat-
alen, tæt inde ved Iisranden, og Fuglenes (Larus tridac-
tylus) Sværmen over disse Pletter ligesom over Fiskebanker.
Endvidere var den lille Fjordarm stærkt farvet af leret Brak-
vand, uagtet der intetsteds sporedes nogen Elv paa Landet.

321

Isens Bevægelse var under vort Ophold mærkelig ved en svag
buldrende Lyd, og enkelte Smaastykker løsnedes og faldt ud
i Fjorden. Grønlænderen, som fulgte os til Stedet, paastod,
at Kilderne (saaledes betegne ogsaa Grønlænderne disse
Strømninger fra Havbunden) paa dette Sted netop blot vare
synlige, men at de her intet vare mod dem i den nordre
Arm, hvis Bund paa Grund af Kalvningerne var vanskeligt
tilgængelig.

Godthaabs- Fjorden er ogsaa en Iisfjord, og dens Indre
er godt kjendt af Grønlænderne, da der i disse Egne
er drevet megen Rensjagt. En opvakt og i Henseende til
Landets Beskaffenhed kyndig Grønlænder i dette District har
givet mig en, ved et meget detailleret Kaart oplyst Beskri-
velse af hele Indlandsisens Rand mellem 64" og 65° N. B.,
med alle dens Smaaelve og de i Fjorden nedskydende Arme.
Paa to Steder skyder Isen ned i Havet og afgiver Iisfjelde,
og foran begge kommer der meget store Kildevæld op fra
Havbunden, kjendelige i Frastand ved de Søfugle, der sværme
over dem. Men mærkeligt er det, at en Indsø, der støder
op til Randen af den faste lis et Stykke oppe i Landet,
viser et lignende Forhold som Havet foran Iisranden. Van-
det i den stiger og falder nemlig periodisk; medens det
stiger, aftage de nærmeste Kilder fra Havbunden, og om-
vendt, naar det falder, tiltage de. Undertiden falder Vandet
i Indsøen meget pludseligt og hurtigt, og Kilderne fra Hav-
bunden komme da frem med en kjendelig Voldsomhed, saa
at der mærkes en forøget Strømning fra dem paa Fjorden,
paa et Sted af Kysten, som ligger henved tre Mile fra lis-
randen. Dette tyder aabenbart paa, at Kanalerne i det
Indre af Isen, under dennes fremadskridende Bevægelse, ere
underkastede idelige Forandringer, idet nemlig Indsøens Stig-
ning kun kan hidrøre derfra, at Kanalerne, som strække sig
fra den gjennem Isen ned til Havet, midlertidigen lukkes, og
at Vandet fra Indlandet udgyder sig i Indsøen istedetfor i
Havet, indtil nye Forandringer atter aabne de yderste Afløbs-
kanaler.

322

Ved at erkyndige mig hos Grønlænderne fra Godthaabs,
Frederikshaabs og Julianehaabs Distrikter, har jeg erfaret, at
det er en blandt Grønlænderne i det Hele fra gammel Tid
bekjendt Erfaring, at der findes saadanne Kildevæld fra Hav-
bunden overalt, hvor Indlandsisen gaaer ned i Havet, og at
de ere desto stærkere, jo virksommere vedkommende Iisstrøm
er i Henseende til sin Bevægelse eller Produktion af Kalv-
iis. De kunne imidlertid kun sees fra Land af, da man
ikke godt tør nærme sig Iisranden, allermindst i de virksom-
mere Iisfjorde. Under alle Omstændigheder betegnes de
Steder, hvor Kilderne ere, altid tydeligt ved de derover
svævende Fugle, men det er heller ikke bekjendt , hvad Næ-
ring dises søge der, eller hvilke Smaadyr det er, der fortrins-
viis opholde sig i dette kolde og lerede Brakvand. At de
store Iisfjorde udmærke sig som de vigtigste Tilholdssteder
for Fjordsæle, turde muligen ogsaa staae i Forbindelse her-
med, foruden at Kalvningerne og de derved dannede Aabnin-
ger i Havisen hele Vinteren igjennem vistnok trække disse
Dyr til det Indre af Iisfjordene, naar alle de ydre Bugter og
Løb ere tæt lukkede.

Antage vi nu, efter Alt hvad der her er anført, at der
paa de samme Steder, hvor Isen fra Indlandet skydes ud i
Havet, tillige udgydes flere Gange saa meget rindende Vand,
da bliver det forklarligt, at Nedslaget paa Indlandet kan have
tilstrækkeligt Afløb, og at der er en vis Grændse for Isens
Tilvæxt paa samme, ligesom paa høie Bjerge i alle Zoner.
Anslaae vi f.Ex. Vandet, der løber under Isen, til sex Gange
saameget som selve den fremadskridende lis, og hele Ned-
slaget, som skal bortføres, til 8", saa kan en Iisfjord, som
afgiver 1000 Millioner Cubikalen lis, give tilstrækkeligt Afløb
for 125 □ Mile, og en Iisfjord, som afgiver 8 Tusinde Mil-
lioner Cubikalen , kan give tilstrækkeligt Afløb for 1000
□ Mile. At hiin Antagelse af det rindende Vands Mængde
til det Sexdobbelte af Isens skulde være for stor, er der
ingen Rimelighed for. Enhver Jøkel er at betragte som
et frosset Vandløb, der vedbliver at bevæge sig, deels som
Vand, deels som lis, idet den sidste Deel dog aftager ned-

323

efter og omsider ganske ophører, saa at hele Strømmen ved
Jøkelens Ende er rindende Vand. Men vi saae nu, at
Vandløbene endog paa hiin Halvø i det nordlige Grønland
alle, med Undtagelse af to, naae Havet blot som rindende
Vand, om de end alle begynde at flyde ned ad Bjergene
deelviis som lis. Hvis Isen i disse Jøkler ogsaa blot
skulde skride frem i samme Forhold som Vandet , der
løber over og under dem, da maatte man ligefrem kunne see
deres Bevægelse, og disse stivnede Masser, der for Be-
skueren vise sig som ganske hvilende, maatte jo da under
deres Glidning over Klippegrunden frembyde ganske iøiue-
faldende Særsyn. Tvertimod kunde man vistnok antage, at
det rindende Vand fra Indlandet maatte beløbe sig til langt
mere end det Sexdobbelte af den fremskudte lis, og det er
ogsaa vel muligt, at deels Nedslaget, som skal bortføres,
maa anslaaes høiere end til 8", deels at Iisfjordenes Pro-
duktion er mindre end 1 til 8 tusinde Millioner Cubikalen
for hver.

Der er endnu een Betragtning, som gjør det rimeligt, at
der maa udgyde sig Vandmasser fra Grønlands Indland, som
kunne svare til Flodoplande paa flere hundrede □ Mile, og
som ikke ere at sammenligne med Elvene paa Yderlandet,
eller paa de arktiske Ølande overhovedet. Da de alminde-
lige store Iisfjeldes mindste Diameter er omtrent 1000 Fod,
maa den Plade, fra hvilken de løsbrydes, have en Tykkelse
af over 1000 Fod. Der er heller ikke den ringeste Rimelig-
hed for, at Indlandet overalt skulde være enlløislette; Halv-
øernes Form henimod Indlandet og de enkelte af Indlands-
isen fremragende spidse Bjergtoppe tyde tvertimod paa det
Modsatte, og efter al Rimelighed maa Landet, om det end
fortrinsviis kan være et Bjergland, dog tillige antages at
have store Dale og lavere Strækninger. Da nu Isens Over-
flade overalt er den samme at see til, fra Julianehaab op til
Upernivik, og nærmest Yderlandet 2000 Fod høi, er det
rimeligt, at den over visse Strækninger af Indlandet er fra
2 til flere tusinde Fod tyk. I en saadan Dybde maa Jord-

324

varmen upaatvivlelig trænge frem til Overfladen og virke
tøende paa Isen. Man maa jo vel antage, at Iisskorpen
kommer til at spille samme Rolle som Jordskorpen, kun at
hiin i den Dybde, hvor Jordskorpens Temperatur vilde stige
over 0", holder sig paa 0", indtil der, hvor den hviler paa
sit Underlag, eller Landets Overflade. Paa denne Grændse
maa Temperaturen antages at være over 0° og Isen udsat
for Tøening. Der er og Rimelighed for, at Isens aarlige
Middeltemperatur i en ringe Dybde er betydeligt over Luf-
tens Middeltemperatur. Ved Kolonien Godthaab er Luftens
Middeltemperatur udregnet til -^ 1,33" R., men i en Dybde
af 4 Fod under Jorden har jeg ved 3 Aars Observation fun-
det den at være nærmest +1°, idet den nemlig fra sidst i
August, da den er henved -f 4'', langsomt synker til blot
lidet under 0U i Marts og April og derpaa atter begynder at
stige. Denne Forskjel af over 2° mellem Luftens og Jord-
bundens Temperatur hidrører vistnok for en stor Deel der-
fra, at paa den ene Side Sneelaget om Vinteren giver Be-
skyttelse mod Vinterkulden, hvorimod paa den anden Side
Regnen om Sommeren, ved hurtigt at synke ned i Jorden,
der paa Observationsstedet er et Gruuslag, strax forplanter
Sommerens Varme ned i samme. Noget lignende finder i en
maaskee endnu høiere Grad Sted paa Indlandets Iisslette.
Vinterkulden kan kun langsomt trænge ned i Isen, som slet
Varmeleder, men paa den anden Side forbruges al Sommer-
varmen, som den optager, til at danne rindende Vand, og da
dette strax synker ned i Spalter og Porer, bliver hele
Sommervarmen fuldstændigt ført ned i det Indre af Isen.
Overalt, hvor dette Vand træffer lis, som er under 0", vil
det, medens det derved frigjør Varme, selv stivne og udfylde
samt udvide Aabningerne, og man kan paa denne Maade vel
bedst forklare sig hele den uhyre Masses langsomme Frem-
trængen fra Landets Indre. Rimeligheden synes ogsaa at
tale for, at hele denne Iismasse i sit Indre gjemmer Vand-
beholdninger, som ikke udtømmes til nogen Tid af Aaret,
saaledes at Kilderne ogsaa maae antages at løbe om Viute-

325

ren, om end svagere. De Indfødte her i Sydgrønland have
rigtignok i saa Henseende ingen Oplysninger kunnet give
mig, eftersom de ikke besøge de paagjeldende Steder om
Vinteren. Men i Nordgrønland har jeg selv seet et saadant
Vandløb, som havde sit Udspring fra Indlandsisen ved Pa-
kitsokfj orden , nær Jakobshavn. Jeg saae det først om Efter-
aaret, da Elvene endnu vare stærke, og derpaa om P'oraaret,
paa den Tid, da det rindende Vand paa Landet er sparsomst.
Det løb imidlertid under en tynd, hist og her afbrudt lis-
skorpe, uden at dets Vandmængde paa nogen paafaldende
Maade var forandret, og Vandet selv var uklart af Leerpar-
tikler, saaledes som Jøkelvandet altid pleier at være om
Sommeren, og hvorved det ganske adskilte sig fra ethvert
Vandløb, som ellers kan findes om Vinteren, med Udspring
fra Yderlandets Indsøer eller Kilder. En ganske lignende
Vandstrøm, som kommer fra Indlandsisen og ligeledes ved-
ligeholder sit Løb om Vinteren , synes at være opdaget af
Kane ved Smiths Sund, under 79" N. B., altsaa i den nord-
ligste bekjendte Deel af Landet. I en Dybde af 1000 Fod
under Isen maa Temperaturen jo ogsaa være aldeles uafhæn-
gig af Aarstidernes Forandringer, og selve Beholdningerne,
fra hvilke Kilderne næres, og som maae antages at strække
sig indtil halvhundrede Mile ind i Landet, synes at maatte
være saa store, at de i Lighed med andre underjordiske Be-
holdninger, der give Kilder Næring, ikke maae kunne ud-
tømmes i den halve Deel af Aaret ; tvertimod er deres Afløb
vistnok mere afhængigt af Kanalernes vexlende og tilfældige
Afspærring eller Aabning ved Isens Bevægelse, end af Aars-
tiderne. Elve paa Yderlandet, som blot have l □ Miils Op-
land, have, saavidt bekjendt, altid rindende Vand hele Vin-
teren igjennem. Directe Iagttagelser kunde forøvrigt passende
anstilles ved en stor Iisfjord med smal Munding, f.Ex. Jakobs-
havns, idet man undersøgte Vandets Saltmængde og For-
holdet mellem den indad og den udad gaaende Strøm om
Vinteren. Det turde vel i saa Henseende anføres, at Strøm-
ningen af den Grund synes at maatte være overveiende udad-

326

gaaende, at Folk paa Stedet endog have troet at be-
mærke, at den altid var udadgaaende. som i en Flod, hvilket
dog ikke er Tilfældet.

Efterat have nedskrevet Ovenstaaende , har jeg endnu
modtaget et Par interessante Grundrids af Iisfjordene: Sermi-
liarsuk og Narsalik under 61 til 62° N. B., begge tegnede
af en Indfødt ved Navn Steffen Møller, deels efter hvad han
har seet, deels efter hvad hans Brødre have iagttaget paa
Rensdyrjagten, der netop drives paa dette Strog af Fast-
landet. Narsalikfj orden er den virksomste Iisfjord i Syd-
grønland, den eneste, hvis Kalviis lægger alvorlig Hindring
iveien for Færselen langs Kysten. Den udskyder jevnlig i
Sommerens Løb tætte Klynger af Iisbjerge, der undertiden
kunne naae et Par Mile fra Fjordens Munding ud i Havet
og saaledes danne en Barriere , som det kan være meget
farligt at passere igjennem eller udenom med en Baad. Fjor-
den danner en stor Bøining, saa at den fra Søen af ganske
lukker sig. Der er rigeligt 4 Mile fra dens Munding op til
Randen af den faste Landiis, hvis yderste Deel her, som i
alle Iisfjorde, maa antages at stikke flere hundrede Fod dybt
ned i Havet og derfor mere eller mindre at bæres op af
dette. Denne inderste Deel af Fjorden er paa Grund af den
store Masse Kalviis og selve Isens Bevægelse eller Kalvnin-
gerne ganske utilgængelig, men paa begge Sider kan man
gaae dertil over Land. Tæt foran den kalvende Iiskant
findes to meget store Kildevæld fra Havbunden; de ere paa
sædvanlig Maade kjendelige ved Fuglenes Flugt over dem og
Vandets hvirvlende Bevægelse, som holder Drivisen borte fra
disse Pletter. Oppe paa den faste lis , omtrent .', Miil fra
dens yderste Kant, findes der et Bækken, omtrent ] Miil i
Tvermaal. Til en vis Tid af Sommeren fyldes dette Bæk-

327

ken med Yand, og udtommes derpaa atter pludselig, idet
Kanten af den faste lis paa samme løftes noget høiere op
over Havfladen, og en stærk Bevægelse mærkes paa Fjor-
den, idet Kalvisen driver udefter. Sermiliarsuk, som ligger
noget sydligere, er en mindre virksom Iisfjord, som dog
ogsaa afgiver Iisfjelde af ret antagelige Dimensioner. Ogsaa
her har man iagttaget store Kildevæld foran den kalvende
Iiskant, og temmelig langt oppe paa Landet en Indso i
selve Landisen, der paa samme Maade som Indsøen ved
Godthaabs -Fjorden afvexlende fyldes og atter tømmes gjen-
nem Kanaler i Isen.

Sluttelig har jeg været saa heldig at kunne vedføie et
Par oplysende Smaakaart, der ere graverede og trykkede af
en ung Grønlænder, som jeg har medtaget her til Hjemmet
for at lade ham oplære i Bog- og Steentryk. Disse Kaart
ere hans første Forsøg.

NOGLE IAGTTAGELSER OVER DANMARKS FUGLE,
MED SÆRLIGT HENSYN TIL VENDSYSSEL

AF J. C. H. FISCHER

I en Række af Aar har jeg ikke forsømt nogen Leilig-
hed, der tilbød sig for mig, til at anstille Iagttagelser over
vore Fugle, og til at berige min Samling. Størst Leilighed
har jeg havt hertil i Vendsyssel, navnlig, ved den Skeelske
Families Gjæstfrihed, i Omegnen af Dronninglund og Birkelse,
det førstnævnte Sted liggende østen for Jyllands Høideryg,
det sidstnævnte vesten for samme. Efterstaaende Iagttagel-
ser ere derfor i det Væsentlige anstillede paa disse to Steder,
eller ved Udflugter derfra paa andre Steder i Vendsyssel.
Af og til har jeg tiliøiet Bemærkninger vedkommende det
øvrige Danmark. Hvad jeg anfører, er i Regelen iagttaget
af mig selv; hvor dette ikke er Tilfældet, vil det udtrykke-
ligt findes bemærket, eller klart nok fremgaae af Sammen-
hængen.

Kongeørnen (Aquila fulva) forekommer i Vendsyssel
paa Trækket, ligesom overalt i Danmark; men, naar det an-
tages, at den der skulde yngle, beroer dette udentvivl paa
en Misforstaaelse, nemlig paa en Forvexling med Havørnen.
Paa Sjælland forekommer den hyppigt paa Efteraarstrækket
i Lyngbygaards Skove. Jeg har derfra faaet fire Fugle, der

329

hver havde fortæret sin Hare umiddelbart førend den blev
skudt. Paa den ene sad det Halve af Harens Hjerte endnu
i Svælget. Ved at præparere en anden af disse Fugle, fandt
jeg et stort Hyrehagl siddende midt imellem den inderste
Deel af Underkjæbebenene, op imod Hjerneskallen. Som det
sædvanligt er Tilfældet med Hagl, der i længere Tid have
befundet sig i en Fugls Legeme, var ogsaa dette omvoxet af
en ru Hud. Da Kjæbebenene vare ubeskadigede, maa Haglet
sikkert være udskudt paa Fuglen nedenfra, maaskee medens
den svang sig over Trætoppene, og det maa, ad hvilken Vei
det end er kommet til at indtage sin Plads, nødvendigviis
stærkt have beskadiget flere vigtige Dele. Det synes mig
derfor mærkeligt, at Fuglen under disse Omstændigheder har
kunnet tage Føde til sig; og man tor vel af dette Tilfælde
slutte, at slige Saar læges forholdsviis hurtigt, ligesom ogsaa,
at Fuglen temmelig længe kan udholde at sulte.

Havørnen (Aquila albicilla) forekommer hyppigt saavel
paa Trækket som ynglende i Vendsyssel. Naar Aaerne over-
svomrae de tilgrændsende lave Strækninger, seer man den
stundom i Flokke ved disse. Den yngler i Oxholm Skov,
hvor dens Rede til 1858 fandtes i et lavt Træ, kun omtrent
en halv Snees Fod fra Jorden; Træet havde derhos Grene
næsten lige ned til denne. Men, da der udhuggedes en Vei
tæt forbi Reden, flyttede Fuglen, og valgte nu som Modsæt-
ning Toppen af et af Skovens hoieste og slankeste Bogetræer.
Der fandt jeg den 7de Mai 1859 to omtrent 14 Dage gamle
Unger i Reden. Den maa altsaa have lagt Æg sidst i
Marts. Tidligere har Havørnen ogsaa ynglet i Dronninglund
Storskov ovenpaa et Træ, hvis Top Vinden havde afbrudt;
men da dette for nogle Aar siden omhuggedes, forlod den
Skoven. Den yngler dernæst i Hals Skov, hvor jeg dog ikke
har seet Reden, og i den store Vildmose. Som bekjendt,
udgjor denne en meget stor, aldeles jevn Flade, hvor intet
Træ findes, der kunde bære dens svære Rede, endmindre

22*

330

nogen Klippe, der kunde findes indbydende for den. Rime-
ligviis er det den uforstyrrede Ensomhed paa dette vanske-
ligt tilgængelige Sted, der har tiltalt den. Den har bødet
paa Stedets Mangler som Redeplads ved omtrent midt i
Mosen at sammenslæbe en Mængde Tørv og Riis, og af disse
danne en Høi, der er synlig over hele Mosen. Efter hvad
man har sagt mig, har den ynglet her i mange Aar. Jeg
har, afskrækket ved de Besværligheder, en Vandring saa dybt
ind i Mosen medfører, endnu ikke besøgt denne Rede; men
jeg har ofte betragtet den i nogen Frastand og seet Ørnen
flyve til og fra den. Man har forsikkret mig, at en lignende
Rede findes i den lille Vildmose, sønden for Liimfjorden.

Ungen i Duundragt er skiden hvidguul, noget mere graa-
lig paa Ryggen end paa de øvrige Dele af Kroppen. Dunene
paa Hovedet ere stive, børsteagtige. Den er ingenlunde
smuk.

At Havørnen er en feig Fugl, har jeg oftere seet Exem-
pel paa, naar den har svunget sig hen i Nærheden af en
Ravnerede. Ravnen kommer da strax imod den, høit skri-
gende, og Ørnen tager saa skyndsomt Flugten.

Flodørnen (Pandion haliaetus) har jeg ikke fundet
ynglende i Vendsyssel, skjøndt jeg har truffet den til saa-
danne Aarstider, navnlig paa Østkysten, at der kunde op-
staae Formodning om, at den ynglede der. I Trækketiden
træffes baade unge og gamle Fugle. Den 15de Sept. 1859
satte en gammel Han sig i Birkelse Have, og var saa lidt
sky, at man kunde gaae den ganske nær. Jeg skjød den
med en til Hønsejagt ladet Bøsse. Maaskee har den havt
sin Yngleplads høiere mod Nord, fjernt fra Mennesket, og
derfor, som det ofte er Tilfældet med høinordiske Fugle, ikke
kjendt Faren ved Menneskets Nærhed.

331

Glenten (Milvus regalis) forekommer ynglende hist og
her i Vendsyssel, men langtfra saa hyppigt som paa Øerne.
Medens flere andre Arter, der ellers pleie at anbringe deres
Reder høit, i Vendsyssel kjendeligt foretrække en lavere
liggende Yngleplads, rimeligviis fordi de derved søge Be-
skyttelse mod Klimaets Ublidhed, har jeg kun fundet Glen-
tens Rede i høie Bøgeskove, anlagt i Toppen af et høit og
slankt Træ, der ikke sjeldent har staaet ved en Skrænt, alt-
saa netop udsat for Stormens Indflydelse. Jeg har fundet
dens Rede i Dronninglund Storskov, i Stagsted Skov og paa
Oxholm; men uagtet den ellers ikke sjeldent lægger fire Æg,
har jeg, med een Undtagelse, stedse der kun fundet to Æg
i Reden. Til Gjengjæld have de havt den eiendommelige
Charakteer for Glenteægget stærkt udpræget. Æglægningen
skeer stundom sidst i April, men som oftest ikke før ind
i Mai.

Musevaagen (Buteo vulgaris) forekommer særdeles
hyppigt i Vendsyssel. Man kan ikke blot gjøre sikker Reg-
ning paa at træffe den i de større Skove, men selv hvor kun
nogle hundrede Træer staae sammen, eller hvor der findes
en Række Elletræer langs med en Bæk, træffer man ikke
sjeldent dens Rede. I 1859 besøgte jeg syv brugte Reder i
Dronninglund Storskov, og det var paa ingen Maade alle dem,
der fandtes. Man vil heraf kunne gjøre sig en omtrentlig
Forestilling om Antallet. Sin Rede anbringer den ofte høit
i et Træ, men dog ottere lavt, eller i Træer, der voxe i
Dalene, altsaa i Læ. Hvor der findes Bøge - og Elleskov
sammen (hiin paa de høiere, denne paa de lavere liggende
Steder), foretrækker den som oftest den sidste. I Ulv-
skovens vestlige Deel , der kun er omtrent een Miil fra
Vesterhavet, findes en Rede, der i de sidste Aar afvexlende
har været benyttet af Musevaagen, Hønsehøgen og Ravnen,
og som ikke staaer høiere, end at den, der har taget Æg-
gene ud af Reden, har kunnet række mig dem, medens jeg
stod ved Foden af Træet. Æggenes Antal er meget for-

332

skjelligt, og retter sig sandsynligviis efter den Føde, Fuglene
foretinde. Den 27de April 1859 fandt jeg saaledes i Dron-
ninglund Storskov to Reder med fem, to med fire og tre med
tre Æg; men i 1860 i det Hele kun een Rede med tre Æg,
og flere med kun eet Æg, medens mange Reder stode ube-
nyttede. Det paafaldende store Antal i 1859, antager jeg,
hidrørte derfra, at der i 1858 avledes megen Olden, hvorpaa
fulgte en stærk Formerelse af Musene.

Lidt efter Midten af April begynde flere Fugle at lægge,
andre (formodentlig de yngre) først otte Dage ind i Mai. I
Ulvskovens vestlige Deel yngler kun eet Par Musevaager;
ved at tage Æggene fra dem, har jeg havt Leilighed til at
bemærke, at de lægge igjen efter fjorten Dages Forløb, men
stundom eet Æg mindre end første Gang.

Den laadenbenede Musevaage (Buteo lagopus) har
jeg aldrig iagttaget i Vendsyssel.

Hvepsevaagen (Pernis apivorus) har jeg om Foraaret
seet skareviis under Trækket nordpaa. Den 24de Mai 1859
saae jeg baade mange tilstede i Dronninglund Storskov, og
flere at komme trækkende sydfra mod Skoven. En Mand,
der godt kan skjelne den fra Musevaagen, har forsikkret
mig, at den yngler flere Steder i Vendsyssel, og jeg selv har
først i Juni fundet en med grønne Bøgegrene belagt, stor
Rede, der blev forladt, efterat den var besteget, og som jeg
formoder har tilhørt Hvepsevaagen ; men noget sikkert Beviis
for dens Ynglen har jeg endnu ikke.

Vandrefalken (Falco peregrinus) forekommer vistnok
kun trækkende i Vendsyssel. Den yngler neppe andetsteds i
Danmark end paa Bornholm; men derfra har jeg dens Æg.

333

Lærke falken (Falco subbuteo) yngler hist og her og
vistnok ikke saa ganske sjelclent i Vendsyssel. Jeg har dens
Æg fra Rævdals Kjær og Havens Skov. Den indfinder sig
omtrent midt i Mai, og noget efter den Tid kan man iagttage
Parret ved den udsete Yngleplads; thi naar man nærmer sig
denne, vise de sig i nogen Afstand flyvende over Skoven, og
holde længe skarpt Udkig med den, der har forstyrret deres
Fred. Den 25de Mai 1857 bemærkede jeg et saadant Par, der
i en lille Skov ved Dronninglund stadig holdt Øie med mig,
naar jeg gik derigjennem. Jeg gjorde da Gjengjæld, og fandt
den 7de Juni et Æg i en stor Musevaagerede, af hvilken jeg
havde borttaget Æggene den 21de April, og som derefter var
forladt af Musevaagerne. Da jeg steg op i Reden, kom
begge Falkene flyvende hen over den, dog uden at skrige.
En af mine Ledsagere skjød efter den ene Fugl, men feilede,
og nu toge de begge skyndsomt Flugten. Den Ilte besøgte
jeg atter Reden; men nu var den forladt. Ved at gaae
noget omkring, bemærkede jeg imidlertid begge Fugle noget
derfra, og jeg fandt da, at de havde taget en temmelig stor
gammel Kragerede i Besiddelse, og i denne lagt et Æg.
Senere lagdes endnu to dertil, af hvilke det ene blev bort-
taget. Den 31te Juli besøgte jeg igjen Reden og fandt i den
to Unger, hvis forskjellige Størrelse tydelig nok viste, at de
vare Han og Hun; den sidste er nemlig, som bekjendt,
meget større end den første. Ungerne havde lige begyndt at
faae Slagfjer. De ere smukke i Duundragten: ovenpaa blaa-
graae, nedenunder hvidgule. Under de Gamles høie Skrig
tog jeg Hunnen ud af Reden for at benytte den til min Sam-
ling, medens den samme ovennævnte Ledsager atter skjød
feil til den ene af de Gamle, som derefter hurtigt forføiede
sig bort. Omtrent otte Dage derefter besøgte jeg atter
Reden, og forbausedes nu over den Masse af Lærker, de
Gamle havde opdynget i den. Lærkerne vare alle pillede og
laae med Brystet iveiret; de fyldte Reden saa fuldstændigt,
at Ungen kun tilnød fandt en Plads ved Kanten. En Tælling
viste, at dér var henved et halvt Hundrede, for største Delen
aldeles urørte og tildeels stærkt forraadnede. De Gamle floi

334

høit over Reden, men da en Mand steg op til den, og Ungen
begyndte at skrige, skjød Hannen med stor Hurtighed i en
Bue ned ad Reden til og i en hastig Zigzagflugt tæt forbi
Mandens Hoved. Henne Færd gjentog den mange Gange,
og gav mig derved rig Leiliglied til at beundre dens over-
ordentlige Flyvefærdighed. Især tog det sig herligt ud, naar
den, efterat være passeret forbi Reden, hævede sig næsten
lodret iveiret til en anselig Høide, og derpaa vendte, for atter
at kaste sig piilsnart ned imod Reden. Endelig lykkedes det
mig at faae Hold paa den, skjøndt det næsten gjorde mig
ondt at skyde denne herlige Fugl. Den, der selv samler, vil
imidlertid forstaae, hvorledes Hensynet til Samlingen bringer
andre Hensyn i Forglemmelse, og at Fuglen netop er mig
dobbelt kjær, fordi jeg har seet dens udmærkede Færdighed
og skudt den under Udøvelsen af denne. Den store Ophob-
ning af plukkede Lærker i Reden maa udentvivl tilskrives
Fuglenes Frygt, efterat der gjentagende var skudt ved
deres Rede; den viser tillige, hvilken Ødelæggelse Lærke-
falken kan anrette mellem Lærkerne.

Sidst i August og først i September har jeg oftere paa
Jagter seet unge Lærkefalke følge min Hund, men aldrig seet
nogen Lærke flyve op , naar en Falk fulgte Hunden. Lær-
kerne maae frygte Falken langt mere end Hunden. At et
ikke ringe Antal om Foraaret gaaer over Vendsyssel til nord-
ligere Ynglepladser, havde jeg et Beviis paa den 18de Mai
1857, da jeg i Ulvskoven, hvor Fuglen ikke yngler, traf et
stort Antal Lærkefalke, der især havde taget Sæde ved aabne
Pladser i Skoven, og hvor stundom 3 — 4 sade ganske nær
sammen.

Taarn falken (Falco tinnunculus) yngler i adskillige
Kirketaarne i Vendsyssel. For faa Aar tilbage var det en
Sjeldenhed at see den; men i de sidste 3 — 4 Aar er An-
tallet af den igjen tiltaget, og jeg kan nævne som Yngle-
steder: Jetsmark, Sulsted og Voer Kirketaarne, hvor jeg
har iagttaget den i 1861. Fra førstnævnte Kirke har jeg

335

dens Æg, der ere meget større end de Æg, jeg har fra
Tydskland.

Den rød fodede Falk (Falco mfipesj. Af denne Fugl
modtog jeg den 5te Mai 1856 en gammel Han, der af For-
pagter Salicath var skudt i Toftegaards Have (ved den vest-
lige Kant af den store Vildmose) , hvor den havde sat sig
til Hvile om Aftenen, tilligemed en Hun af Spurvehøgen.
Den var her aabenbart paa Trækket, og da jeg aldeles Intet
har hørt om, at den skulde yngle i Vendsyssel, maa jeg an-
tage, at dens Reisebestemmelse har været Sverrig. Exem-
plaret findes i min Samling. I dens Kro fandtes kun Brud-
stykker af Insekter, navnlig Hvepser.

Hønse høgen (Falco palumbarius) er en forholdsviis
meget hyppigt forekommende Fugl i Vendsyssel. Ikke blot i
de større, men ogsaa i mange mindre Skove yngler den hvert
Aar: i Dronninglund Storskov og paa Oxholm mindst to Par,
i Stagsted Skov, Paihede, Vrængmosen, Dronninggaard og
Miilholt Skove, i Haven Skov, Skeelslund og Ulvskoven i
Regelen eet Par. Paa disse Steder har jeg selv fundet dens
Rede, og af Andres Beretninger veed jeg, at den yngler
mange andre Steder. Man kan omtrent antage, at der fore-
kommer dobbelt saa mange Hønsehøge i Vendsyssel som
Glenter, og fem Gange saamange Musevaager som Hønsehøge.
Paa mine Udflugter i Skovene om Foraaret har jeg, under-
støttet af flere Jægere, stadig efterstræbt Hønsehøgen, og
siden 1857 er derved skudt nogle og tyve Fugle og taget
omtrent 80 Æg af Rederne; men nogen stadig Formindskelse
i Tallet har derved ikke været at spore, da de bortskudte
Fugle det næste Foraar erstattes ved nye, der trække til
andetsteds fra.

Man kan i Almindelighed let kjende en Honsehøgerede
fra en Glente- eller Musevaagerede. Hønsehøgen anbringer

336

nemlig helst sin Rede, hvor et Par mindre Grene udgaae fra
Træets Stamme. Reden bliver derved spids nedadtil, medens
de to nævnte Fugle i Regelen anlægge deres Rede flad for-
neden. Hønsehogens er dertil høiere, især naar det er en
gammel Rede, alene bygget af Kviste (udvendig grovere, ind-
vendig ganske fine), og i Overkanten hvælvet udad. Saa-
længe Fuglen ikke forstyrres, bruger den i Regelen den samme
Rede ; og selv om den efterstræbes , bliver den ofte ved den
samme. I Vendsyssel foretrækker den et noget beskyttet
Sted til Yngleplads, og anbringer derfor ofte sin Rede enten
lavt eller i et Træ, der staaer i en Dal. Vil man skyde
Honsehøgen, enten for at skaffe sig en smuk Fugl til Ud-
stopning, eller blot for at befrie sig fra en otte paatrængende
Rover, er det sikkrest at opsøge Reden i den Tid, Hunnen
ruger, der er den samme som for Musevaagen. De gamle
Fugle begynde at lægge lidt efter (sjeldent før) Midten af
April, de unge sidst i April eller først i Mai. Naar man
nærmer sig Reden , behover man ikke første Gang at være
forsigtig eller at liste sig; man kan i al Mag vælge sig den
Plads, hvor man troer bedst at kunne komme til Skud, og
bør derved mærke sig, at Fuglen ligger med Hovedet vendt
imod Vinden og flyver ud imod denne. Har man taget Plads,
lader man En banke paa Træet, for at jage Fuglen af; oftere
maa der bankes længe eller kastes Noget op i Reden, inden
den kommer, og sidder Reden høit, maa man ofte lade En
stige op i Træet eller skyde hen over den. Flyver Høgen
saa endelig ud, maa man vogte sig for at skyde feil; thi vel
kan man et Par Timer efter igjen træffe Fuglen paa Reden,
men det er da ikke sikkert, at den holder. Den flyver i
ethvert Tilfælde nu med større Hurtighed fra Reden og kaster
sig ofte ud fra denne i en Bue ned mod Jorden, hvorved det
bliver vanskeligt at skyde den, selv om det ikke lykkes den
at dække sig bag et Træ. Har man skudt den rugende Fugl,
kan man med temmelig Sikkerhed gjøre Regning paa at faae
Fred for Honsehøgen i det Aar. Kun en eneste Gang,
Kl. IH om Middagen, har jeg truffet Hannen rugende, uden
at Hunnen først var skudt; ellers altid denne paa Reden.

337

Er Hunnen derimod skudt, kan man et Par Timer eller noget
mere derefter vente at finde Hannen paa Reden; men her
maa man være forsigtigere ; thi den holder baade mindre fast,
og flyver hurtigt, naar den forlader Reden. Kan man ikke
komme til at skyde nogen af de Gamle paa et Sted, hvor
man plages af Hønsehøgen, vil man allerede opnaae ikke saa
lidt ved at tage Æggene fra dem; thi Hannen bliver saa
nærgaaende, som den ofte er, fordi den skal føde den langt
større Hun under Rugningen, og i den første Tid Ungerne
med. Efterat Ungerne ere voxede noget til, ernæres de af
begge de Gamle, der da fristes til at forgribe sig paa de
tamme Fugle; senere er det især de voxne Unger, der røve
i Hønsegaarden (i den rugende Huns Kro har jeg kun fundet
Brudstykker af mindre Fugle). Men har man taget Æggene
een Gang, lægger Hunnen i Regelen ikke mere detAar, men
dog stundom. Den 23de April 1859 skjød jeg feil af en
Hun i Ulvskoven og fratog den derpaa dens fire Æg, der
alle vare befrugtede; den 25de Mai havde den lagt igjen,
men kun to Æg, der vare meget mindre end de første, og
af hvilke det ene var ubefrugtet. Man vil altsaa ved at
borttage dens Æg i ethvert Tilfælde betydeligt indskrænke
dens Formerelse.

Da jeg første Gang besøgte Oxholm Skov, hørte jeg paa
Veien et Par Hønsehøge, der vedbleve at skrige, snart den
ene alene, snart begge paa een Gang. Et Par Timer der-
efter kom jeg ud i Skoven og hørte da Fuglene endnu skrige.
Forundret over denne Adfærd gik jeg efter Lyden og fandt
uden Vanskelighed en temmelig lavtstaaende Rede, der ved
de paa Kvistene siddende Duun viste sig at være brugt.
Hunnen var næsten ikke til at jage af Reden. Jeg steg op
i den, rullede de fire Æg ind i et Tørklæde, og bandt det
om Halsen, saaledes at Æggene fik Plads i Nakken (en Me-
thode til at bringe Æg uskadte ned, jeg særdeles vil an-
befale). Nu fik jeg en Forklaring over Fuglenes paafaldende
Adfærd: jeg hørte Ungerne pibe i Æggene, og det var aaben-
bart disse Toner, der have glædet Forældrene og aflokket
dem høie og vedvarende Glædesraab. Jeg har senere lagt

338

Mærke til lignende Glædesyttringer hos andre Fugle, naar
Ungerne lade sig høre, f. Ex. hos Storken. Da jeg ønskede
Ungerne til Udstopning, tog jeg Æggene med til Birkelse,
hvor de bleve lagte under en Høne til videre Udrugning.
Det var nu vistnok en stærk Fordring at gjøre til en stak-
kels Høne, at den skulde udklække sin Dødsfjendes Unger;
men det gik da heller ikke. Thi da Æggene vare blevne
opvarmede, og Ungerne begyndte at pibe , løb Honen fra
Reden og foer i stor Forfærdelse skrigende omkring; heller
ikke var den til at bevæge til at blive ved Reden, før de
fremmede Æg vare borttagne.

I Stagsted Skov fandt jeg den 2den Mai 1859- efterat
have skudt Hunnen, da den fløi fra Reden, allerede Unger
tilstede, fire i Tallet. Hverken Ungerne eller Hunnen havde
Føde i Kroen, hvoraf det lod sig slutte, at Hannen var paa
Jagt, og rimeligviis snart vilde komme til Reden. Jeg lod
da Ungerne ligge , vendte en Timestid efter igjen tilbage til
Reden, og fandt ganske rigtig Hannen hjemkommen fra en heldig
Jagt. I Reden laae nemlig Brystet med de derved siddende
Vinger af en Krikand, saa reent pillet, at ingen Kokkepige
skulde skamme sig ved Arbeidet. Da Hønsehøgen ellers
strax giver sig ifærd med at fortære Brystet af en fangen
And, maa den af Kjærlighed til Hunnen og Ungerne selv
have taget tiltakke med de mindre gode Dele af sin Fangst,
for at kunne bringe det Bedste hjem til sin Huusstand. Da
Hunnen var borte, havde Hannen madet de 3— 4 Dage gamle
Unger ved at afbide Kjødstykker af en lille Negls Størrelse
og give hver Unge to til tre af dem.

I Rugetiden fælder Hunnen mere eller mindre stærkt.
Hos alle de Hunner, jeg har faaet skudte i Rugetiden, have
de fire inderste Slagfjer af første Orden manglet, og de nye
Fjer viist sig mere eller mindre i Fremvæxt. Naar Fuglen
flyver fra Reden, bemærker man derfor en stor Aabning midt
i hver Vinge. Men herfra danne dog de to eneste Hunner,
jeg har faaet i 1861, en Undtagelse; de havde alle deres
Slagfjer. Som det Almindelige tør jeg imidlertid betragte
det, at den anførte Fældning finder Sted; den skader selv-

339

følgelig meget Hunnens Flugt, men da Hunnen i Rugetiden
fødes af Hannen, kan Fældningen ikke foraarsage den nogen
Ulempe. Hannen, der skal skaffe Føden, og som fodrer sin
Hun saa vel, at denne bliver fed under Rugningen, har jeg
i Rugetiden stedse truffet med fuld og smuk Fjerklædning.
Jeg veed ikke, om det tidligere er bemærket, at begge Fugle,
men dog især Hannen , for hver Fældning tabe Tverbaandene
over Halen mere og mere , saa der stundom næsten ikke
bliver Spor tilbage af dem. Den unge Fugl (med rodguul
Bundfarve paa Underkroppen) har jeg fundet med to til tre
Æg, dog oftest kun to; den gamle Fugl med to til fire, og
oftest det sidste Antal. Den 26de April 1858 fandt jeg i
en ung (rødguul) Fugls Rede kun eet Æg. Da Farveforan-
dringen allerede foregaaer i andet Aar, var det altsaa Fug-
lens første Æg. Det er kun omtrent halvt saa stort som et
almindeligt Æg og svarer altsaa til et Hønekeæg. I det Hele
taget ere Hønsehogens Æg fra Vendsyssel betydeligt større
end dem, jeg har seet fra Tydskland. Som bekjendt er Far-
ven blaalig hvid uden Tegning. Dog findes denne ikke saa
meget sjeldent. Enkelte smaa mørkebrune Pletter kan man
oftere iagttage, og jeg har et Æg med mange lysebrune Snirk-
ler paa den butte Ende, samt to med rode Pletter, der have
en flygtig Lighed med svagt tegnede Musevaageæg. Stundom
viser der sig stærkere blaae Skalpletter, og stundom findes
Æg, der ere heelt rustgule.

Spurvehøgen (Falco Nisus) forekommer hyppigt paa
Trækket og ikke sjeldent ynglende. Dens Foraarstræk har jeg
havt rig Leilighed til nøiere at iagttage i Birkelse Have,
hvor den ofte overnatter, og især i fugtigt Veir, eller efter
en Regn, er let at komme paa Skud, fordi dens Fjer gjennem-
blødes, og den da ikke gjerne vil flyve (ogsaa Hønsehøgen
flyver nødigt og tungt efter en stærk eller langvarig Regn).
Trækket varer hele April og Mai Maaned; ikke sjelden kom-
mer der Hunner endnu ind i Juni Maaned; rimeligviis er det

340

dem, der gaae nordligst, og derfor senest begynde paa at
yngle. Reden har jeg kun fundet paa Østkysten og i Høide-
ryggens Skove, derimod ikke paa Vestkysten. Den har altid
været bygget temmelig lavt, i mindre Træer, og paa et be-
skyttet Sted. Den lægger Æg midt i Mai, til henimod
Midten af Juni.

Kjærhoge (Circus) forekomme ikke saa ofte i Vend-
syssel, som man efter Landets Rigdom paa Vand, de mange
og vidtudstrakte Moser og Kjær skulde formode, og kun
enkelte Gange har jeg havt Leilighed til at iagttage dem.

Steppehøgen (Circus pallidus). Den 16de Aug. 1858
skjød Kammerherre Skeel paa en Bekkasinjagt i Nærheden
af Dronninglund en Kjærhøg, der fløi ganske tæt forbi ham.
Den hørte til en adspredt Flok, der drog hen over Egnen.
Jeg udstoppede den og har havt den i min Samling siden
den Tid, uden at være istand til at bestemme den, hvorfor
det havde været min Hensigt, her ganske at lade den uom-
talt. Jeg havde nemlig bestandig forudsat, at den maatte
være en af de tre blandt de fire europæiske Arter, om hvilke
det hidtil har været antaget, at de forekomme i Danmark,
navnlig har jeg vaklet mellem den blaae og den graae Kjær-
høg, uden dog afgjørende at turde henføre min Fugl til den
ene eller den anden af disse Arter. Heldigviis er jeg da
bleven gjort opmærksom paa en Afhandling af Blasius, der
findes i Naumannia for 1857, i hvilken han efter omfattende
Undersøgelser og Sammenligninger har givet en klar Frem-
stilling af de fire europæiske Arters plastiske Forhold og
forskjellige Dragter. Herefter tilhorer min hidtil for mig
ubestemmelige Kjærhøg aldeles utvivlsomt den fjerde euro-
pæiske Art (C. pallidus), hvis Forekomst hos os Ingen, mig
vitterligt, har formodet. Mit Exemplar er en ung lian.
Hovedets eiendommelige Tegning (de hvide Pletter under
Øiet, omgivne af de mørkebrune Fjerkrandse, der fra begge
Sider nedentil begrændse den hvidgule Hage, og udenom disse

341

igjen en rustrød Fjerkrands) gjør den, i Forbindelse med
den uplettede smukke rastrøde eller rustgule Underside og
de rustgule Fjerrande paa den brune Overside, til en af vore
skjønneste Fugle, der er en sand Prydelse for en Samling.

Blasius gjør i sin nylig nævnte Afhandling opmærksom
paa, at denne Fugl efter hans Iagttagelser forekommer langt
hyppigere i Tydskland, end det tidligere har været antaget,
ja selv i den nordlige Deel, og anfører blandt Andet, at
Zander har fundet den i Meklenborg. Mit Exemplar beviser,
at den forekommer endnu langt nordligere, og da det, som
anført, hørte til en spredt Flok, er det sandsynligt, navnlig
naar der hensees til Aarstiden, at det har hørt til endnu
nordligere ynglende Fugle, der have begyndt deres Træk
sydpaa. Jeg skal tilføie, at et Par Timer efterat hiin Fugl
var skudt, saae man en ganske lignende flyve saa nær forbi
Vinduerne af Dronninglunds Hovedbygning, at den kumle
have været naaet derfra med en Stok. Det er derfor ikke
aldeles usandsynligt, at denne Fugl forekommer oftere i Jyl-
land, og maaskee hidrøre flere af de ældre Efterretninger
om, at enten C. cyaneus eller cineraceus er skudt hos os,
fra en Forvexling med C. pallidus. Disse tre Arter have
nemlig i deres forskjellige Dragter saamange Overgange, at
efter Blasius selv Naumann bar taget feil, og de Artsmærker,
der tidligere have været opstillede, have deels været uklare,
deels urigtige og utilstrækkelige. Man kan derfor kun til-
lægge de nævnte Efterretninger en relativ Betydning, selv
om de, fra hvem de hidrøre, have benyttet de da forhaanden
værende Midler til Bestemmelsen, og virkeligt havt Fuglene
i deres Hænder; thi en Meddelelse om, at en Fugl er seet,
betyder her naturligviis meget lidt.

Det var ønskeligt, at de, der have Leilighed til at for-
skaffe sig Kjærhøge, vilde skjænke dem en nøiere Opmærk-
somhed, da de danne en meget interessant Slægt, som det
vil lønne Umagen at iagttage. Jeg tænker her navnlig paa
de tre mindre Arter, da den størstes (C. rufus) Forekomst
er sikker nok, og den ikke er saa vanskelig at kjende.

342

Den blaae Kjærliøg (Circus cyaneus). Den 16de
Februar 1862 modtog jeg fra Hr. Godseier Quistgaard
til Lyngbygaard, bvem jeg skylder Tak for ikke faa sjeld-
nere Fugle, en yngre Hun af Circus cyaneus. Dens
Forekomst i Danmark er sikkert ikke hyppig, og end mindre
paa den Aarstid. Uvist maa det blive, om den har over-
vintret her, eller allerede begyndt sit Træk nordpaa; det
Første er vel det Rimeligste. Den var vel næret og havde
(trods Loven om nyttige Dyrs Fredning) i Kroen en itureven
Muldvarp, hvis Ryg den havde nedslugt med Skindet paa,
medens der forøvrigt intet Spor fandtes af dette. Naar man
seer bort fra Been og Hale, har denne Fugl Lighed med
Sumphornuglen. Iris bruun.

Den 17de Marts modtog jeg ligeledes fra Hr. Quistgaard
en ved Lyngbygaard skudt Han af samme Fugl. Dens Dragt
svarer i det Hele nøiagtigt til den af Blasius beskrevne
Overgangsdragt (Mittelkleid); men den minder tillige stærkt
om den fuldkomment udfarvede gamle Hans Dragt. Over
den hele Fugl er nemlig udbredt et blaaligt Skjær, der træder
stærkest frem ved de hvide Pletter under Øinene, paa den
øverste Deel af Halens Overside og paa Yderfanen af de
store Slagfjer. Flere af de større Fjer, f. Ex. Slagfjerene
af tredie Orden, ere stærkt blaae paa Undersiden, hvilket
pletviis skinner igjennem paa Oversiden. Nogle enkelte Fjer
ere heelt blaae. Iris lyseguul.

Sneeuglen (Strix nyctea) besøgte os i ikke ringe An-
tal i Vinteren 1858—59, og var ikke mindre almindelig i
Vendsyssel end i det øvrige Danmark. Jeg fik den første
den 9de Novbr. 1858, og, saavidt jeg veed, var den den
første, der blev skudt her i det Aar. Da jeg udstoppede
den, forundrede det mig, at jeg ikke fandt noget Skudsaar
paa den, og forskaffede mig derfor Underretning om, hvor-
ledes den var kommen af Dage. Den havde sat sig paa en
Bondes Tag i Næsby ved Storebelt og lod sig der ganske
rolig betragte. Bondens Søn fik Lyst til at skyde den, men

343

maatte forst hos Naboen laane en Bøsse. Denne ladede han
af Mangel paa Hagl med Ærter, gik tæt ind under Taget, og
skjød den død ned, uden at Ærterne vare trængte igjennem
Skindet. Den samme Frygtløshed overfor Mennesket viste
mange af disse Fugle, hvorfor ikke faa bleve fangne levende.
I Januar 1859 fik jeg een, skudt af Skovrider Rosen paa
Bornholm, i Februar een fra Sandmosen i Vendsyssel, og den
19de Marts to Hunner fra Justitsraad Gad i Sæby. De tre
førstnævnte vare Hanner og havde en Længde af 21" 6"',
22" 6'" og 22" 9'"; Hunnernes Længdemaal vare 23" 2"'
og 24" 2'". I Sandmosen dvælede to til henimod Midten af
Mai Maaned, saa jeg begyndte at troe paa, at det var et
Par, som vilde, yngle der. Da det har været antaget, at
denne Fugl ynglede meget tidligt, skal jeg bemærke, at Æg-
gene paa Æggestokkene af de to ovennævnte Hunner ikke
vare større end temmelig store Knappenaalshoveder.

Natuglen (Strix aluco) er langtfra saa almindelig en
Fugl i Vendsyssel som paa Sjælland. Paa Vestkysten fore-
kommer den maaskee slet ikke, og paa Ostkysten er den
ikke hyppig. Jeg har seet den nogle Gange ved Dronning-
lund og i Dronninglund Storskov, hvor den yngler i et huult
Træ. I Foraaret 1860 fandt Skovrider Clausen, at en Due,
der hængte i et Bur udenfor Huset, om Natten var trukket
ud mellem Burets Tremmer og halvt fortæret. Levningerne
satte han derpaa i en Rottesax, og næste Morgen sad Strix
aluco i Saxen. Det er derfor rimeligt, at den har været
Røveren.

Minervas Ugle (Strix noctua) forekommer almindeligt
i Vendsyssel. Man finder den ynglende i de fleste Kirke-
taarne og ikke sjeldent i andre Bygninger. Jeg har dens
Æg fra Jetsmark Kirke, lagte nogle Dage ind i Mai. Man
kan sige, at den i Vendsyssel indtager den samme Plads

344

soin Strix aluco paa Øerne; dog at den er talrigere paa
Individer.

Om Teng malms Ugle (Strix Tengmalmi) kan jeg kun
med Sikkerhed anføre, at jeg har den fra Birkelse, hvor
den er skudt i Haven den 23de Marts 1855. Den kom
flyvende dertil midt om Dagen.

Sløruglen (Strix flammea) forekommer, som en i det
Hele sydligere Fugl, vistnok ikke i Vendsyssel. Den 3die
Decbr. 1855 fik jeg et Exemplar af denne Fugl fra Ærø, og
dengang gjaldt det for en Sjeldenhed, at faae den fra det
egentlige Danmark. Et Par Aar derefter saae jeg Beviser
for, at den begyndte at udbrede sig i det vestlige Fyen,
hvor den tidligere ikke vides at være forekommen, og efter-
haanden er den tiltaget paa Fyen, saa at man nu hører
Klage over, at den røver Unger og Æg i Dueslagene. Flere
hertil ankomne Exemplarer vise desuden, at den ikke mere
kan være nogen Sjeldenhed paa Fyen. Vi have saaledes her
et Exempel paa, at en Fugl efterhaanden har udbredt sig
længere mod Nord.

Den store Hornugle (Strix bubo) skydes af og til i
Vendsyssel. Efterat den i længere Tid havde været bemær-
ket i Dronninglund Storskov, modtog jeg en der skudt Han
den 6te Marts 18G1. Da der endnu derefter viste sig en
anden Fugl, er det rimeligt, at det har været et Par, som
vilde yngle. Som bekjendt yngler den sydligere i Jyllands
Skove. Kammerraad Erichsen modtog saaledes dens Æg i
Foraaret 1861 fra Mylenberg, hvor dens Rede var fundet paa
Jorden, ved Siden af et stort Træ.

Skovhornuglen (Strix otus). Af denne Ugle fandt
jeg den 28de April 1859 to Reder i Dronninglund Storskov,

345

begge med Unger, og i den ene ikke mindre end syv af
temmelig ulige Størrelse. Begge Par havde taget gamle
Musevaagereder i Besiddelse. Da jeg kun denne ene Gang
har seet Skovhornuglen i Vendsyssel , kan den neppe fore-
komme der hyppigt, og mindst ynglende. Grunden til, at
de to Par fandtes i 1859, søger jeg i den samme Omstæn-
dighed, som bragte Musevaagerne til at lægge usædvanligt
mange Æg i dette Aar, nemlig at der forud for det gik et
godt Oldenaar, hvoraf fulgte en stærk Formerelse af Mu-
sene. Ungerne i Duundragt ere først hvidgule, senere graa-
lige. Paa »Hornenes« Plads hæve to Duunduske sig. I
den graalige Duundragt have Dunene paa Sidefjerenes Plads
mørkere Tverstriber. I denne Dragt have Ungerne et snur-
rigt Udseende.

Sumphornuglen (Strix brachyotus) har jeg flere Gange
truffet paa saadanne Aarstider, at jeg maa antage den for
ynglende i Vendsyssel; men dens Rede har jeg ikke fundet.
Som Steder, hvor jeg antager, at den yngler, om end maa-
skee ikke aarligt , skal jeg anføre den store Vildmose,
Orum Mose og en Hede ved Voergaard. Adskillige over-
vintre i Skovene. Den 31te Januar 1855, altsaa midt i den
strenge Vinter 1854 — 55, traf jeg saaledes paa en Klapjagt
i Ulveskoven flere tilstede, hvoraf een blev skudt.

Et stort Antal drager .over Vendsyssel til nordligere
Ynglepladser. Herpaa fik jeg et Beviis den 25de Marts
1855. Henimod Aften kjørte jeg fra Øst til Børglum Præste-
gaard, hvor Veien paa en temmelig lang Strækning gaaer
gjennem Hede. To Hunde, som fulgte med Vognen, strei-
fede ind i Heden, hvorved det viste sig, at der med Mellem-
rum af omtrent Hundrede til to Hundrede Alen laae Ugler
spredte langs med Veien, paa en Strækning af vel en
Fjerdingmiil. Skjondt kun Strimler af Heden nærmest
Veien paa denne Maade bleve undersøgte, er det dog rime-
ligt, at der ogsaa i andre Dele af den vidtudstrakte Hede

346

har været Ugler, og Antallet har da været meget stort.
Næste Dag vilde jeg nøiere undersøge Sagen, men da fand-
tes ikke en eneste Ugle. Jeg slutter deraf, at det har
været et Træk, hvis Reises Maal var nordligere Lande. De
fleste Fugles Træk foregaaer i Regelen efterhaanden og grade-
viis i mindre Hold, og da de paa Trækket ofte streife mere
eller mindre omkring, er det ikke let at afgjøre, om de
Fugle, men træffer idag, ere de samme, som fandtes igaar
eller iforgaars, og altsaa ikke let at gjøre et Overslag over,
hvor stort Antallet af de gjennemreisende Fugle egentlig er.
Stundom komme de imidlertid næsten alle paa engang eller
i Løbet af en meget kort Tid, og er man saa heldig at iagt-
tage et saadant Træk, vil man ofte forundre sig over Mæng-
den. Jeg har ovenfor omtalt et saadant Træk af Lærke-
falke, og skal senere omtale lignende af andre Arter. Den
25de Marts 1855 var Vinteren endnu ikke forbi, og kun
enkelte Viber havde ladet sig see, hvoraf jeg slutter, at
denne Ugles Træk maa falde temmelig tidligt. jSaar Fuglene
hævede sig fra Jorden og derved arbeidede stærkt med Vin-
gerne, var deres Bevægelse ikke smuk; men naar de der-
efter dalede langsomt, holdende Vingerne ganske stille, tog
det sig nydeligt ud i den smukke Aftenbelysning.

Strix scops er en sydligere Fugl, der selv i Nord-
tydskland regnes for sjelden, og ikke vides at være truffet i
Danmark. Det er derfor besynderligt, at en Han af denne
Ugle den 6te Novbr. 1858 i Nordsøen satte sig paa Damp-
skibet Arcturus, under dets Reise fra Færøerne til Kjøben-
havn. Den var saa udmattet, at den lod sig gribe med
Hænderne og døde inden Ankomsten hertil. Jeg var saa
heldig at faae den, og den pryder nu min Samling.

(Fortsættes).

REVISIO CRITICA SERPULIDARUM

ET BIDRAG TIL RØRORMENES NATURHISTORIE

VED OTTO A. L. MORCH

JAørormene (Serpulidæ) stemme i deres ydre Skaldannelse
saa nær overeens med Ormesnekkerne (Vermetidæ), at de ofte
kun med megen Usikkerhed kunne adskilles fra disse efter
Skallen alene , skjondt de henhore til en ganske anden
Række af Dyreriget; hvorfor Linné, Laraarck og selv langt
nyere Forfattere ofte have sammenblandet Rororme og Orme-
snekker i een og samme Slægt.

Jeg har derfor været nødsaget til at foretage et sammen-
lignende Studium af Rørormenes Skaller i Anledning af
det Arbeide over Vermeterne, jeg har forelagt det zoologiske
Selskab i London, og som nu findes trykt i Oversigten for
1861 og 1862 over dette Selskabs Forhandlinger. Denne
Undersøgelse var saameget nødvendigere, som der hidtil har
manglet en blot nogenlunde fuldstændig kritisk Sammen-
stilling af Rørormenes Arter, især vel fordi den conchologiske
Literatur kun har været lidet tilgjængelig for de Forfattere,
som have behandlet dette Emne.

I nærværende Bidrag har jeg i Almindelighed kun taget
Hensyn til de Arter, hvis Laag er bekjendt, uden hvilket
Slægten sjelden kan bestemmes med Sikkerhed. De Arter,
som ene ere bekjendte af Skallen, findes optagne i den
alphabetiske Oversigt ved Slutningen af denne Afhandling.

348

Rørormenes Skaller udmærke sig altid ved Tilstede-
værelsen af en Analaabning, medens Ormesnekkerne stedse
ere forsynede med en Fosterskal, og altsaa lukkede; men da
Fosterskallen kun sjelden findes bevaret, bliver dette Forhold
kun af ringe praktisk Nytte ved Adskillelsen.

Arterne af Slægten Ditrypa vare længe sammenblandede
med Bloddyrslægten Dentalium , der ligeledes har en Anal-
aabning; men førstnævnte Slægt adskilles derved, at Mun-
dingen er noget sammensnøret.

I Almindelighed bestaaer Rørormenes Skal af en mat
kridtagtig Masse, der indvendig aldrig viser det glatte glind-
sende Lag, som altid findes i Ormesnekkerne; hos nogle
Arter er Skallen derimod dannet af en calcedonagtig, halv
gjennemsigtig Masse, saasom hos Placostegus tridentatus J.
C. Fabr., Placost. crystallinus Sassi, Ditrypa subulata Desh.
og adskillige Arter af Spirorbis: et Forhold, jeg blandt Ver-
meterne kun har iagttaget hos et ungt Fxemplar af Si-
phonium gæderopi M. fra Middelhavet.

Skulpturen er i Almindelighed temmelig afvigende fra
Vermeternes. De tætstillede og meget regelmæssige ophoiede
Længdelinier, der som oftest findes hos disse, ere hos Rør-
ormene meget utydelige. Imidlertid sees hos flere Arter af Spir-
orbis en Skulptur, der neppe kan adskilles fra Vermeternes:
saaledes hos Sp. granulatus, sammenholdt med Yerm. varians
d"Orb. Hos en Mængde Rororme findes nogle mindre Kjole
paa Siderne af Skallen og en skarp Rycrkjol, som undertiden
fortil over Mundingen løber ud i en Tand eller et Horn : et
Forhold , der blandt Vermeterne kun træffes hos enkelte
Arter af Slægten Siphonium.

Tilvæxtstriberne ere næsten ganske som hos Vermeterne;
paa tresidede Skaller danne de en meget spids fremadvendt
Vinkel paa Rygkjølen.

Farverne ere altid forskjellige fra Vermeternes ved en
livligere og blødere Tone. Den sorte og især den brune
Farve, der er saa almindelig blandt Vermeterne, findes ikke
hos Serpuliderne. Meget fremtrædende farvede Længdebaand

349

forekomme kun hos følgende nyhollandske Arter: Vermilia
triquetra var. b. Lam., V. tæniata Lam. og Serpula eruca Lam.

Blainville1) antog, at Anneliderorene adskilte sig fra
Verraeternes ved Mangelen af indvendige Tverbunde; Pro-
fessor Steenstrup'-') efterviste imidlertid Bundenes Tilstede-
værelse hos Rorormeslægten Spirobranchus.

Disse Tverbunde, af hvilke der aldrig findes meer end
een ad Gangen, idet de ældre opløses under Væxten, medens
de i Almindelighed alle forblive uforandrede hos Vermeterne,
adskille sig fra disse sidstes aldeles glatte septa ved den
næsten midtstillede , tragtdannede eller trestraalede Anal-
aabning, der omgives af svage udstraalende Furer. Om-
kredsen er gjennemboret af en Række smaa Huller, som
give den tilbageblivende Kant et riflet Udseende, naar Tver-
bunden bortfjernes eller oploses. Rummet bag Tverbunden
er tildeels opfyldt af jordagtige Excrementer 3).

I de tresidede Skaller af Slægterne Pomatocerus og Ver-
milia ere de to fastsiddende Sidekjøle indvendig meget regel-
mæssigt smaakamrede 4), næsten ganske som hos Poecillopora
og Millepora blandt Korallerne. Dette Forhold er endnu
stærkere udviklet hos den fossile Serpula caput serpentis
Blv. (Manuel pi. fossiles fig. 6). Hos nogle Arter af Pla-
costegus aabne disse Kamre sig udadtil ved en Pore.

!) Diet, se. nat. 1828 tom. LVII p. 323.

2) Om Brachionopodernes og Cyathophyllernes Plads i Systemet, i
Overs, over det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1848
Nr. 7. 8 p. 86 (Cymospira).

3) Johnston (Mag. of Nat, Hist, VII 1837 p. 127) angiver, at
Skallen af Psygmobranchus er tillukket i den bageste Ende.
og ligesom Hunter (Phil. Trans. vol. 75 p. 333 t. XI f. 1. 2:
Spirobranchus giganteus) formoder han, at Excrementerne fores
langs Dyrets Ryg ud af Mundingen, om hvilket mere ne-
denfor.

4) Sars (Beskrivelser og Iagttagelser p. 37 og 39) anforer, at
Spirorbis nautiloides SchrSter er kamret indvendig; men denne
Art hører til Foraminifererne.

24*

350

Overfladen af Skallen frembyder ofte, saaledes hos PI.
ornatus Sowb. og PI. porosus Daud., flere Rækker dybe Porer,
der aldrig findes saa stærkt* udviklede hos Vermeterne l).

De allerfleste Arter ere forsynede med et Laag, under-
tiden med to. Disse Laag ere altid udviklede paa Spidsen
af den bageste Fangetraad 2) i hvert Bundt. Naar begge
Laag ere udviklede , er det venstre i Almindelighed det
mindste. Filigrana er den eneste Slægt, hos hvilken den
laagbærende Fangetraad er fryndset paa samme Maade som
de øvrige Fangetraade; hos alle de andre Slægter savner den
Fryndser og er af et meget afvigende Udseende.

Hos Serpula (sens. strict.) er den venstre Laagtraad
meget kort og uden Laag , hos de fleste andre Slægter
mangler den aldeles eller er maaskee ikke forskjellig fra de
øvrige Gjælletraade.

Laagtraaden (accessorische Kiemenfilament, Grube) eller,
som den undertiden kaldes, Køllen (clava) er hos Spiro-
branchus meget stor, flad, med hindeagtige Udbredelser paa
Siderne, næsten midtstillet; men dog tydeligt udviklet af den
ene Gjællebusk 3).

De to Laag hos Filigrana ere skeedannede, omtrent af
eens Størrelse, og erindre stærkt om Laagene af Teredo me-
gotara.

Eupomatus euplæanus Delle Ch. og Eup. dipoma Schmard.
have begge Laag af forskjellig Størrelse og Laagtraadene af
forskjellig Længde; men om begge Laag ere dannede sam-
tidig, eller om det mindste er det ældste og har været

') Vermetus centiquadrus Val. viser dog lig-nende, men meget
svage indtrykte Punkter; ligeledes ere de ikke sjeldne hos Mitra,
f. Ex. hos M. pertusa L.

2) Cuvier, Blainville, Grube, Milne Edwards, Philippi og over-
hovedet de fleste Forfattere ansee disse Traade for Gjæller;
Montagu , Risso og Tempieton betragte dem derimod som
Fangetraade.

3) Efter Grube er Laagtraaden hos Galeolaria cæspitosa midtstillet,
men det er neppe afgjort, hvorvidt den er dannet af to sain-
menvoxede Gjælletraade eller af en enkelt.

351

benyttet i en yngre Alder, er endnu ikke undersøgt. Ros

sidstnævnte Slægt er Laaget sammensat af to, at' hvilke det
Byerste er dannet af flere udstraalende Stave eller Pigge,
ikke uligt Laagene af Xylotrya.

Laaget af Pomatostegus Schmard. er sammensat af 3 til
4 Skiver, stillede over hverandre og forenede ved en midt-
stillet huul Axe, der er inddeelt i Kamre ved en Tverbund
for hver Skive1). Det er endnu ikke undersøgt, hvorvidt
Antallet af disse Skiver er afhængigt af Dyrets Alder.

Laaget er fastheftet til Køllen paa forskjellig Maade.
Hos Serpula , Eupomatus og (efter Grube) Galeolaria er
Laaget forsynet med en midtstillet kalkhaard Stilk, som om-
fattes af Enden af den kjødagtige laagbærende Traad. Hos
Spirorbis er Stilken mere hornagtig, sidestillet, flad og ind-
vendigt udhulet.

Laaget af Pomatocerus viser paa den indvendige Side
to eller tre dybe Muskelindtryk, der gaae ud i de hule
Horn, som sidde paa den udvendige Side. Dette Forhold er
endnu mere udviklet hos Slægten Spirobranchus, som viser
et Hul paa Laagets Indside for hvert af de grenede Horn,
der sidde udvendigt. Det yngste Kammer af den hule, laag-
bærende Axe hos Pomatostegus er udfyldt af en trind Tap
af den kjødede Kølle, hvilket gjør det sandsynligt, at den
kamrede Axe svarer til Hornene paa Laaget af Spirobranchus.

Laagene ere næsten altid kredsrunde, hornagtige, med
meget svage concentriske Tilvæxtstriber, der aldrig ere spi-
rale, saaledes som de altid ere det hos Vermeterne. Under-
tiden tindes svage udstraalende Linier (Placostegus) eller
stærke Ribber, som danne Tænder i Omkredsen (Serpula).
Spirobranchus og nogle Arter at Pomatostegus have et noget
ovalt Laag, der undertiden er svagt saddeldannet. Pomato-
cerus, Spirobranchus og Pomatostegus have et Laag, der er

l) Jeg har seet et Brudstykke af et Laag af en Serpula. der
findes paa den store middelhavske Vernietus , og som er cylin-
drisk, med mange indvendige Tverbuude , altsaa meget ligt
Slægten Pyxipoma's blandt Tenagodi.

352

besat med ubevægelige, hos de to sidste Slægter stærkt for-
grenede Horn, der riraeligviis , som allerede omtalt, tjene som
Tilheftelsespunkter for Laagets Muskler. Det Øverste af Axen
paa Laaget af Pomatostegus fruticosus er omgivet af stærkt
grenede Horn med noget gjennemsigtige Pigge, der erindre
meget om Dendropoma's Laag blandt Vermeterne. De piggede
Børster paa Laaget af Hydroides norvegica ere saa lige dem,
der findes paa Laaget hos Vermetslægten Stephopoma, at
Laaget af Hydroides kun ved den manglende Spirallinie lader
sig adskille med Sikkerhed. Laaget afGaleolaria er sammensat
af en stor Mængde Kalkstykker af meget forskjellig Størrelse
og Skikkelse. I Bunden og paa Siderne ere de skjolddannede
og i Omkredsen tynde, stavdannede og opretstaaende. Paa
Laagets udvendige Side tindes hule Pigge (undertiden i flere
Lag), der hver er stillet paa en egen Plade. Af ingen af
de fossile Arter kjendes Laag, uden at Serpula crassa Sowb.
Min. Conch. — Cyclolithes trochoides Nyst, der af Forfatteren
ansees for en ny Polypslægt, er udentvivl grundet paa Laaget
af en Serpula.

Rørormenes Skaller ere i Almindelighed fastheftede til
andre Gjenstande og danne ofte store sammenfiltrede Masser,
der dog undertiden kunne have en temmelig regelmæssig
Skikkelse, saasom hos Filigraua. Imidlertid er den ydre
Form aldeles ikke af nogensomhelst Betydning som Arts-
mærke, idet den ofte er aldeles afhængig af de Gjenstande,
hvortil Rørene ere befæstede. Naar saaledes Pomatocerus
triqueter har fastheftet sig paa en lille Flade, saasom paa
en Trochus eller anden Snekke, tvinges den til at voxe i en
regelmæssig Spiral, og er da bleven anseet for en egen Art;
hvorimod den paa en langstrakt Flade voxer i Bugter og paa
større Flader danner store koralagtige Masser. Spirorbis
derimod er næsten altid regelmæssigt spiraldannet , uden
Hensyn til de ydre Forhold. Ditrypa, som næsten ganske
efterligner en Dentalium, er den eneste Rørorm, der lever frit.

Quenstedt har ved store Suiter saavel viist Uholdbar-
heden af en Mængde fossile Arter, der vare opstillede efter
Dannelser , som skylde aldeles tilfældige ydre Omgivelser

353

deres Oprindelse; ligesom ogsaa, at Skallens tresidede Form
især er afhængig af dens Fasthængen, saa at den næsten
altid bliver trind, naar den skiller sig fra sit Underlag. Dette
Forhold er især tydeligt hos Placostegus og Ditrypa., hvilken
sidste Philippi forener med den førstnævnte, trods den eien-
dommelige Form, om hvilket mere nedenfor.

Rorormenes geographiske Udbredelse er langt større end
Vermeternes. De findes overalt i Polaregnene, men blive
dog, ligesom Ormesnekkerne, talrigere paa Slægter og Arter
mod Troperne. Som det næsten altid er Tilfældet, svarer
den geologiske Forekomst til den geographiske, idet Ror-
ormene tindes saagodtsom i alle Saltvandsdannelser. Alle
Arterne findes i Havet, dog kunne nogle taale temmelig fersk
Vand. Hr. Apoth. Riise besidder saaledes en Art, som er
heftet 'paa Bladene af en Ferskvandsplante fra en Aa paa
St. Thomas. Gmelin angiver, at Serpula triquetra og S.
glomerata ere fundne i det kaspiske Hav, hvilket Eichwald
vistnok med Grund anseer tor en Feiltagelse.

Classis Annulata.
Cuv. M. Edw. Agass. Burm.

Les Annelides Lam. Extr. d*un cours 1812 p. 92.
Setipodes Blv. 1818.
Ånnelida Mac Leay.

Ordo Heteromerata.
Blv. Bull. philora. 1818. p. 78.

Les Tubicoles Cuv. R. A. 1817. p. 517.
Vermes tubicoli Schweig. Handb. 1820. p. 599.
Chetopodes tubicolées Cuv. R. A. 1830.
Annulata cephalobranchiata s. tubicolæ M. Edw.
Capitibranchiata (Subordo) Ørsted 1844. v. Siebold. Grube.
Cephalobranchiata (uom. emend. quorund.).

Ormene af denne Orden adskilles ved Tilstedeværelsen
af et Rør, der enten er hindeagtigt, som oftest med tilheftede
fremmede Legemer, eller kalkagtigt. Kroppens forreste Ringe

354

ere større end de øvrige. Munden er omgiven af Fangetraade,
som af Nogle ansees for Føletraade , af Andre for Gjæller.

Fam. Serpulidæ.
Blv. Diet. se. nat. t. 48. p. 428.

Serpulæ Savigny 1817. Eichw. Zool. spec. 1829 p. 256-
Serpulinæ Mac Leay Phil. An. XIV. p. 133.
Serpulæa Latr. Fam. nat. 1825. p. 242.
Serpulacea Burni. Bronn. Grube. Schmarda.

Vermis tubo calcareo inclusus; annuli antici latiores, utrinqué
dilatati , m embranacei.

Denne Familie adskilles fra Sabellerne ved den kalk-
haarde Skal og ved Bygningen af de forreste, sædvanlig de
syv forreste Ringe, der ere stærkt udvidede paa Siderne og
tilsammen danne det saakaldte Thorax.

Roret af Slægten Spiramella Blv., som undertiden hen-
føres til Serpuliderne, er ubekjendt; men da Ormens forreste
Ringe ikke ere udvidede paa Siderne, hører denne Slægt
sikkert til Sabellerne.

GEN. I. PROTULA.

Risso 1826.

Vermis operculo destitutus, utrinqué flabello instructus spirali
petiolato, e jilamentis longissimis fimbriatis composito.

Protula Risso Hist. nat. p. 405.

Terebelle Blv. Diet. se. t. 57 p. 433.

Sabella Cuv. R. A. III. 1830. p. 192.

Apomatus (Sbg. Protula) Phil. Wiegni. Arch. 1844 p. 189.

Skjøndt Risso's Beskrivelse af denne Slægt er noget
uklar, betegner den dog tydeligt en Rørorm med Kalk-
skal og uden Laag. Det omtales ikke, at Fangetraadene ere
stillede i Spiral, hvad Philippi anseer for det væsentligste
Slægtsmærke ligeoverfor hans Slægt Psygmobranchus; men
Cuvier, som vistnok har havt et Original-Exemplar for sig,
sammenligner Risso's Art med Sabella bispiralis og Spira-
mella Blv. , hvilket bestyrker Philippi's Mening , især da

355

Guérin's Afbildning, formodentlig efter Cnvier's Exemplar,
netop viser Fangearmene stillede i Spiral. Risso's Be-
skrivelse lyder saaledes:

Le corps de l'aninial est alongé , aplati , d'un jaune påle le
long du dos, blanchåtre en dessous, compose de 120 segments lisses,
traversés en dessus d"un sillon longitudinal en forme de gouttiére;
la partie antérieure est d'un blanc jaunåtre, avec un large rebord
aurore pointillé de rouge, ou sont implantés sur un seul rang 120
longs tentacules ciliés en plume, d'un beau blanc, parsemes au
milieu de petits points pourpres ; ce rebord couvre l'ouverture du
tube, et fait fonction d'opercule quand ranimal se contracte ; la
bouche est subter'minale , arrondie , ornée en dessous et de chaque
coté de sept branchies entourées d'une tres large membrane (denne
er aabenbart Thorax) d'un rouge vif: elles sont assez semblables a
celles des protées ; en dessous et sous cliacune des branchies existe un
petit orifice rond d'ou sort un faisceau de petits cils qui ce retirent
en dedans au moindre attouchement ; la partie du corps qui vient
ensuite est tres contractile , traversée au milieu d'un sillon longitu-
dinal, nue et sans poils jusqu'au milieu de sa longueur totale, garnie
ensuite de chaque coté de longs cils ou poils soyeux, tres fins,
subtils , rapprochés , fort long-s , d'un blanc luisant (disse Haar ere
fremstillede af Guérin) ; l'extrémité inférieure est également nue.
Long. 0,070.

1. PROTULA RUDOLPHl RISS.

Le tube est calcaire, droit , brun et nede en dehors, lisse et
blanc en dedans, serpentant un peu å so base oh il adhere fortement
aux rockers. Long. 0,150- (Risso) l).

Protula Rudolphi Risso Hist. IV. p. 406.

Terebelle dans une tube de Seipule Blv. Diet. se. t. 57. p. 433.

Sabella protula Cuv. R. A. ni. 1830. p. 192.

» » Guérin Iconographie du Regn. Animal pi. 1. f. 5-

» » Griffith Animal Kingdom (Copi).

Sabella Rudolphi Oken Allgemeine Naturg. Suppl. tab. 8. f.
16- (Copi).

Protula intestinum Lam. Phil. Archiv f. N. G. 1844. p. 196.

Protula (Spiramella) intestinum Grube 1. c. p. 89.

Animal juvenile? »panaches blanches ornes de points rouges«,
Milne Edw.

') Skallen er rimeligviis afbildet hos Risso t. 2. f. 18. som hen-
horende til Vermetslægten Limintina.

356

Protule elegante M. Edw. An. se. nat. 3. Sér. Zool. vol. 3.
1845. p. 161 fig. 42.

Protula elegans Loven Årsbeiåttelser 1845-49- p. 320.

Hab. pres Nice sur les rochers d'un metre de profondeur

(Risso).

Philippi, der aldrig har været saa heldig at træffe dette Dyr,
antager at den følgende Art, der kun er kjendt af Skallen,
hører herhid. Protula elegans stemmer saavel med Hensyn
til Farven som Dannelsen af Thorax overeens med Risso's
Art, saa at jeg har troet at maatte forene dem. De lange
Haar paa Bagkroppens Ringe ere kun svagt antydede paa
Afbildningen, men turde let være oversete paa Grund af
Dyrets Lidenhed.

2. PROTULA INTESTINUM LAM.

T. tereti, longa, undato-torta , lævhiscula, modo serpenie^ modo
ascendente (Lam.).

Serpula intestinum Lam. V. 1818. p. 363. n. 3. ed. 2. V.
p. 619.
d » Blv. Diet. se. t. 48. p. 554.

» » Delessert Rec. t. 1. f. 7. paa Pecten ja-

cobæus.
» » Chenu Illustr. Conch. t. 1. f. 2. (Copi; &

fig. 7.
Serpula proboscidalis Gravenhorst Tergestina p. 77. n. b. (ex
specim. orig.).

Protula intestinum Lam. Phil. 1. c. p. 196.

» » Grube. 1. c. p. 89-

Hab. Mers d'Europe, Lam.; Triest , Gravenh. ; Zara in Dalm.,
Okr. ; Neapel, Mus. Reg.

Et Exemplar i Prof. Dunker's Samling , meget ligt
Chenu's f. 7, har en Længde af 42 cm., et Tvermaal af om-
trent 11 m. ved Mundingen og 6 m. ved den afbrudte Ende,
som viser, at Skallen der er næsten 1 m. tyk.

Jeg opfører denne Art foreløbigt som selvstændig, da
den er hvid og ikke bruun som den foregaaende. Maaskee
kunde den med samme Ret henføres til den næste.

357

3. PROTULA GRÆCA BRULL.

Serpula grceca Brullé Chenu Hl. Conch. t 1. f. 5. a. b.
(Formindsket Copi) Chenu Cours, element. 1847. p. LXXXI.
f. 541-42 Serpula.

Jeg har intetsteds fundet denne Art beskrevet. Teg-
ningen er formodentlig udfort af Brullé paa den franske Ex-
pedition til Morea i 18*27. Dannelsen af Thorax er meget
forskjellig fra den næstforegaaende Arts. Tegningen af Dyret
maa være udført efter en anden Maalestok end Tegningen af
Skallen, der meget ligner Skallen af S. fascicularis Lam.,
Delessert.

4. PROTULA MEDIA STIMPS.

Tubes large cylindrical, rather tlnck and strong, marked with
i ud (stinet lines of growth, irregidarbj and variably contorted, and
adhering throughout their length. often 6 inches or more in length,
with a diam. at the aperture of i of an ineli.

Auimal pale yellowish ; disk (thorax) broad , membranous,
very thin and delicate , with a scalloped margin , and extending
ruuch beyond the extremities of bristles of the 7 segments it occu-
pies. On the succeeding 40 to 50 segments there are no long-
bristles , while those of the last 20 segments are very long and
haire like. Branchial plumes (Fangetraadene) moderately large , of
a very pale yellowish tint. The tentacula of each are about 36 in
number, arranged in a spiral of oue turn and a quarter, with a
thin raised membrane encircling their bases within (Stimpson).

Protula media Stimps. Marine Invertebr. of Grand Manan p. 30-
Hab. It is dredged on muddy and gravelly bottoms in the
coralline zone , attached almost invariably to dead valves of Pecten
Magellanieus (Stimpson).

Denne Art maa efter Beskrivelsen være meget lig P.
Rudolphi Risso. Navnet skal bringe i Erindring, at Arten
især er almindelig paa et Sted under 45u N.B., altsaa midt
imellem Polen og Æquator.

5. PROTULA DYSTERI HUXL.

Protida Dysteri Huxley Edinb. new philos. Journal 1855. p.
155 c. tab.
» » Leuckart Jahresb. 1854-55. p. 338-

358

Protida Dysteri Barret, List of the British Marine Invertebrat.
(British Assosiat. 1860) p. 229.

Jeg har ikke kunnet forskaffe mig det nævnte Tidsskrift,
der ikke findes her i Byen. I den anførte Fortegnelse findes
desuden opført en Serpula Dysteri Johnst.

6. PROTULA APPEND1CULATA SCHMARD.

Tubidus vontortus , striis transversis irregularibus obsoletis.
Branchiæ in spira 1^ cændeæ, foliolis rubris et vændeis. Inter
branchias et membranam ventralem quinque lob i membranacei. Long.
corp 30 m.

Protula appendiculata Schmarda, ISeue Wirbellose Thiere p.
33. f. 185.

Hab. in rupibus corallinis ad insulain Jamaicam (Schmarda).

De fem Flige ere enestaaende blandt Serpuliderne.

Subg. 1. Psygmobranchus Phil. 1844.

Animal utrinque Jtabello simplici, nec spirali.

1 Bunodes Guettard Mern. 1774 pi. 69. f. 9.

» Schweig. Handb. p. 601.

? Clymene Oken N. G. 1815. p. 378.

Sabella Cuv. Berkeley.

Apomatus sbg. Psygmobranchus Phil. 1. c. p. 189.

Psygmobranchus (genus) Phil. ib. p. 196.

At Fangearmene ikke ere stillede i Spiral, er muligviis
tildeels afhængigt af Alderen. Jeg følger derfor Grube i kun
at ansee Psygmobranchus for en Underslægt.

Clymene er opstillet paa en Tegning af en Rørorm med
kugledannede Led, og uden Laag og Fangearme, i d'Argen-
ville*s Zoomorphose p. 25 pi. 1 f. L. L. M. At Fange-
traadene mangle, kan maaskee forklares derved, at de ere
afkastede i Dødsoieblikket, saaledes som Stimpson og John-
ston allerede have iagttaget det. Clymene (Oken) er sand-
synligviis opstillet paa selvsamme Tegning, uagtet det ikke
udtrykkelig er nævnet.

359

7. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) PROTENSA PHIL.

T. tereti, lævi, protensa, elongata, finem versus parum. atte-
muata; diam. 2\'".

Animal Bavescens; branchiarum filis utrinque ultra 40, albis,
rubro annulatis : raembrana laterali lutea , maculis septeni rubris.
(Philippi).

Serpula protensa Lam. V. 1818. p. 364. n. 5. ed. 2. p. 2-
Chenu 111. Conch. pi. 1. f. 9- et t, X. f. 14.

Serpula /'ascicularis Blv. Diet. t. 48- p. 558.

Psygmobranchus protensus »Gm.« Phil. 1. c. 1844. p. 196-

Protula protensa Grube 1. c. p. 90-

Hab. in mare mediterraneo , Phil.; Golfo di Tarento . Blv.

Gmelin's Serpula protensa er ikke begrundet paa Rumph's
tab. 41 f. 2, som Philippi angiver, men paa Martini's fig. 12
A., hos hvilken sidste Forfatter Gmelin har laant sin Be-
skrivelse. Afbildningen fremstiller Roret af en Teredo eller
en ung Kuphus, og ingen Serpula. Lamarck anfører ikke
Gmelin, endskjondt Findestedet er taget fra denne Forfatter
eller fra Martini. Ifølge Blainville ere de Rørstykker, der
findes i Lamarck's Samling, og som rimeligviis ere de samme,
der ere afbildede hos Chenu, fra Tarent. Grube anseer
denne Art, maaskee med Rette, for en Form af den følgende.

8. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) TUBULARIA MTG.

Shell taper, subulate and fleomose, with the larger end detached
and ascending. Diam. -fa inch* length 4-5 inch.

Animal is an Amphitrite, with between 50-60 annulations; the
head long, white, barred with pink and green : on each side a loose
scalloped . transparent membrane , capable of contraction and expan-
sion . and frequently surrounding the under part: tentacula two.
beautif'ully feathered . each originating from a single stalk , placed
near to each other , on the fore part of the head ; on one side of
each of these stalks are long fibres , placed in regular order ; these
again are furnished on each side with finer fibres. When the ani-
mal withdrew its tentacula it became somewhat convoluted, as
the fibres closed . and turned a little spiral up the stalk : their
colour pale yellow, or yellowish white. the fibres, or pinnæ, annulated
with pink. so as to form regular, ?>emicircular lines, when the plumes
where spread. (Montagu).

360

Serpula tubularia Mtg. Test. Brit. 2. p. 513. (ed. Chenu p. 223).
» • Mat. & Rack. Lin. Transact. VIII. p. 244.

fed. Chenu p. 240).
» ■ Dillw. Cat. p. 1873 n. 33.

Pennant ed. 2. IV. n. 362.
Wood Index p. 187. n. 32. t. 38. f. 32.
Serpula arundo Turt. Diet. 1819. p. 235. n. 15.
Serpula tubularia Johnst. Mag. of. N. H. VIII. 1834. p. 128
med Afb.

Sabella tubularia Berkeley Zool. Journ. V. p. 427.

» Johnst. Index Annals N. H. XVI. p. 449.

var. «. Testa aggregata.

Serpula tubularia Turt. Diet. p. 154. n. 13. f. 84.
» » Thorpe Mår. Conch. p. 13. f. 68.

var. B. zetlandica.

Serpula tubularia Flemg. Edinb. Ene. VEL p. 67. t. 204. f. 9.

■ .. Brown Illustr. t. 2. f. 10. (Copi).

Hab. ad Torrcross , Devonshire. Mtg., Turt.: Berwick Bay,
Johnst.: Wymouth. Berk.

Det er ikke umuligt, at flere Arter ere sammenblandede
under ovenstaaende Navn. Montagu's, Johnston's og Berke-
ley's Beskrivelser afvige indbyrdes i flere Henseender; men
da de to sidstnævnte Forfattere gjensidig ansee deres Arter
for identiske, har jeg ikke villet adskille disse. Johnston's
Afbildning er formodentlig taget efter et dødt sammentrukket
Exemplar , medens Berkeley's Exemplar er fremstillet fra
Siden og maaskee var levende, da Fangetraadene ere meget
lange; men Berkeley finder desuagtet Johnston's Afbildning god.

Montagu angiver, at Fangetraadene ere stillede noget i
Spiral, hvad de to andre Forfattere ikke omtale, og som
viser Underslægtens ringe Betydning.

Iiblge Johnston er Skallens Længde 4-5 Tom. . medens Dyrets
neppe er 3.

var. y. costellata.

T. soldaria. vel fasciculata. primum repente, costellis longitu-
dinal ibus quatuor plus minusve obsoletis, rugisque intermediis trans-
versis, demum adseendente, iransversim rugoso-striata (Berk.).

Serpula arundo Turt. Berk. Zool. Journ. 1827. III. n. 10. p-
229. t. 18. f. 2.

Hab. dredged by Wymouth , Berkeley,
var. 8. Basteri.

361

Serpnla of Kokerwurm met een bogtige driehoohige Koker Baster
L762 Naturk. Uitspanningen (Opusc. subsessiv.) p. 109. t. IX. f. II.

Dersom Baster' s Afbildning er efter et fuldstændigt Ex-
emplar, veed jeg intet bedre Sted at anføre dette Dyr.

9. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) INTRICATA L.

T. jiliformi scabra tereti fleæuosa; instar fili tenuioris varie
flexa, cinerea, ocido armato volde rudi et fere scabra observanda (L.).

Serpula intricata L. S. N. X. 787. n. 695.; ed. XII. p. 1265.
n. 796.

Hab. in mari mediterraneo super Pinnas aliaque recrementa
marina , L.

var. «. subcarinata.

T. jiliformi, fieæuosa. tereti, scabra , medio subcarinata, vable
rugosa; dm. £— \"' (Phil.).

Animal aurantiacura , branchiarum albarum filis utrinque tribus
(Phil.).

Psygmobranchus intricatus Phil. 1. c. 1844. p. 197. n. 3.

Protula intricata Grube 1. c. p. 90.

Hab. in mari mediterraneo. vulgatissima species (Phil.).

10. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) CINEREA FORSK.

T. jiliformi, glabra, conglomerata, in mole pertusa. Testæ crassitie
fili confertitn fy fleæuose repentes: f rustrum pugni mole, magnis cavi-
tatibus diverso modo pertusis: microscopio adspectæ glabrce fy farina
guasi conspersæ; colore cinereo albidæ. A S. intricata differt gla-
britie testæ §• modo crescendi (Forskål).

Massiliæ (Forsk.).

Serpula cinerea Forsk. Oescr. 1775. p. 128. Gm. S. N. p. 3747.
forskar s Beskrivelse passer meget godt paa Filigrana. men ifolge
Philippi er Dyret en Psygmobranchus.
var. a. solitaria?

T. jiliformi, glabra, varie fleæa; cliam. 4 — \'". Animal pallid e
■aurautiacum, branchiarum coccinearum filis utrinque quatuor. (Phil.).

Psygmobranchus cinereus Forsk. Phil. 1. c. 1844. p. 196.

Protula cinerea Grube 1. c.

Hab. in mari mediterraneo (Phil.).

11. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) LONGISETA SCHMARD.

Tubulus teretiusculus quinquecostatus ; tenuis, inferne læviuscidus
costa longitudinali, superne costis 4.

362

Branchiæ rubræ in circulum dispositce. Setæ capillares in po-
stica corporis parte longissimæ.

Protula longiseta Schmarda 1. c. p. 32. t. 22. f. 184. 1861.
Hab. ad Ins. Jamaicam, in rupibus coralliferis (Schmarda).

De to følgende Slægter anføres her, fordi Skallen er
angiven som kalkhaard. Afbildningerne vise ikke noget ud-
videt Thorax, men dette turde være overseet paa Grund af
Dyrets ringe Størrelse. Det er imidlertid ikke umuligt, at de,
som M. Edwards antager, ere Udviklings-Former af Sabeller.

GEN. II. ANISOMELUS.

Tempieton 1835-

Testa cy lindrica calcarea, erecta, ad basin in saxis immer sa.

Os tentacidis simplicibus octo, per paria dispositis, filiformibus,
préhensilibus instructum. Branchiæ? simplices, tentacidiformes , pe-
dibus haud midto longiores, in segmentis corporis quatuor anlerioribns
sitæ. (Tempi.).

Anisomelus Templeton Proc. Zool. Soc. 1835. p. 111- Grube,
1. c. p. 87.

12. ANISOMELUS LUTEUS TEMPL.

Long. corporis vix \ unc.

Å. hdens Tempi. Zool. Transact, I. p. 30- t. 5. f. 9—14.
Proceed. 1835. f. 111.

Hab. in saxis corallinis apud Black River, I. Mauritius.
(Tempi.).

GEN. III. PIRATESA.

Tempieton 1835.

T. cylindrica, calcarea erecta, e saæo parum prominente. Os
tentacidis sen branchiis numerosis, longe ciliatis, stibulatis, simplict
serie dispositis, cinctum.

The cilia of the tentacida arise in a single row along each edge
of the upper surface, and turn in upon any substauce that is seized
so as to embrace it tightly. (Tempieton).

13. PIRATESA NIGROANNULATA TEMPL.

P. brunnea, tentacidis pallidioribus nigro confertim interrupte
annidatis.

363

P. nigroarmulata Tempi. Froc. zool. Soc. 1835. p. 112.

» » Transact, zool. Soc. 1835 p. 31 t. V. f. 15-18.

Protulat Grube 1. c. p. 90.
Hab. in saxis corallinis apud Black River, I. Mauritius (Tempi.).

GEN. IV. APOMATUS.

Philippi 1844. Mørch.

Dette Slægtsnavn var oprindelig bestemt til at omfatte
Protula og Psygmobranchus. Da det hertil forekommer mig
overflødigt, har jeg anvendt det for Philippi's eneste nye Art
af Apomatus. Den Blære, Philippi beskriver som siddende i
Spidsen paa en af Fangetraadene, forekommer mig at være
af generisk Betydning og at forestille et rudimentairt Laag,
beslægtet med Filigranernes. Philippi selv vilde have anseet
denne Blære for en Misdannelse, dersom Scacchi ikke ogsaa
havde iagttaget den.

14. APOMATUS AMPULLIFERUS PHIL.

T. transverse rugata, dorso sulcis duobus longitudinalibus , ap-
proximatis bipartito; dm. ^'" (Phil.).

Animal. operculo nullo', branchiis flavidis, filis utrinque 7, punctis
purpureis ornatis ; filo uno in vesiculam sphæricam terminato. (Phil.).

Apom. ampulliferus Phil. 1. c. p. 188 & 197.
Hab. in mari mediterraneo (Phil.).

GEN. V. FILIGRANA.

Oken 1815.

T. gracilis , filiformis , agglomerata et fasciculata.

Filamentet branchialia omnia (8) fimbriata, quorum duo dor-
salia operculigera; opereula mollia, oblique ii)fundibuliformia, lanceo-
lata vel ovalia.

Animal prolificatione seu divisione (transversa) spontanea insigne.
(Sars).

Reticidatum Raius Hist. plant. I. p. 65.

Tubularia Plane, de Conch. min. notis.

Tubercularia (Plancus) Blv. Diet. se. t. 48. p. 556. (errore typ.)

Tubipora Koehlreuter Aet. petrop. VII. p. 374.
Gm. S. N. p. 3754.

364

Filograna Oken N. G. 1815. p. 379 og Register VI.

» Agass. Nomencl. p. 155.

» Berkeley Zool. Journ. 1832.

Filipora Flemg. Brit. An. 1828. p. 530-
Filigrana Agass. Nomencl. Univ.

Ormen adskiller sig fra alle andre laagbærende Rørorme
ved at de Fangetraade, der bære Laagene, ikke afvige fra de
øvrige ved Mangel paa Fryndser. Laagene ligne meget den
Form, Philippi har fremstillet hos Spirorbis cornu arietis
Phil., hvilket maaskee antyder et nærmere Slægtskab mellem
Filigrana og Spirorbis. Formereisen skeer ifølge Sars og
Schmidt ved Tverdeling. Ethvert Individ frembringer en Unge
ved en Sammensnøring, omtrent ved det tiende sidste Led.
Ammen (?) forlader da Skallen, og den fuldstændige Ad-
skillelse synes først at finde Sted udenfor denne. Den senere
Udvikling er endnu ikke iagttaget. Det er saavidt bekjendt
den eneste Rørorm, der kan forlade sit Huus. Skallerne ere
klistrede sammen i Bundter, der danne Netværk, paa samme
Maade, som det ogsaa undertiden forekommer hos Protula.

Ifølge Plancus er Filigrana de store Søborrers (Echi-
niders) Yndlingsnæring; det Samme var sandsynligviis Til-
fældet i Juratiden, eftersom den store Cidaris maximus Goldf.
ifølge Quenstedt altid findes i Selskab med Filigrana socialis
Goldf. Filigrana permiana King er ifølge Geinitz (Dyas p.
41) en Plante.

15. FILIGRANA IMPLEXA BERK.

Opercula elongato-lanceolata ; jilaimenta branchialia omnia con-
ferta, æquidistantia nec fasckulata. (Morch).

Serpula filograna Berkeley Zool. Journ. IH. p. 230- tab. suppl.
XVIII. f. 3.

Filograna imple.ra Berk. ib. V. 1832 — 34. p. 427.
Hab. in Oceano britannico ad Weymouth (Berk.).
var. a. Sarsii an n. sp.?

Opercula ovali-cordiformia (M.) Testa nitidiuscula , fascicidata,
fasciculis cancélldto-ramosis fastigiatis; animal fulvwn, branchiis albis;
'long. L'"— }.'". (Sars).

Hab. in oceano Norvegico ad Ins. Floro , ad prof. 20 — 40 org.
(Sars) ; in fundo lapidoso ad prof. 30-80 org., usque ad Vadso (Daniels.)

365

Berkeley's og Sars's Afbildninger af Laaget afvige be-
tydeligt i Omridset, hvilket maaskee bør tilskrives et for-
skjelligt Udviklingsstadium hos de fremstillede Exemplarer.

16. FILIGRANA SCHLEIDENI O. SCHM.

Filograna Schleideni O. Schmidt Neue Beitråge p. 33. t. 3.

Filograna tutple.ra? Kroyer om Sabella i D. Vid. Selsk. Forh.
1856. p. 5.

Hab. in oceano atlantico ad Ins. Færøenses, in Modiola affixa,
mense Maio (O. Schmidt).

Denne Art adskiller sig fra den foregaaende ved tykkere
og tættere sammenpakkede Rør. De 8 Fangetraade ere
kortere og ordnede i to Bundter, som ere aldeles forskjellige
fra Sars's og Berkeley's Afbildninger, der aldeles ikke vise
de fem Trevler eller Grene paa Siden af Fangetraadene, som
sees paa Schmidt' s Fremstilling; denne stemmer desuden saa
nøie overeens med samme Forfatters Afbildning af Amphicora
sabella (Hunnen, der er meget forskjellig fra Hannen), at
det forekommer mig sandsynligt, at en eller anden Forvexling
maa have fundet Sted. Denne Formodning bliver noget be-
styrket ved den Omstændighed, at Forfatteren ikke har iagt-
taget Laagene paa det levende Dyr, men først opdagede dem
senere paa nogle Exemplarer i Spiritus. Det maa dog be-
mærkes, at ifølge Sars udvikles Laagene senere end Fange-
traadene; men han omtaler ikke, om disse dannes samtidig
med Thorax.

De følgende Arter ere kun kjendte af Skallen.
17. FILIGRANA CORALLIFICA PALL.

Reticulatam tophaceum Rai Hist. 1. p. 65.

Bete marinum Bauhin Boc. Mus. 228. t. 7. f. 2 & t. 2 f. 13.

Tubularia filograna dicta Plane. ed. 1739. p. 18.

» » Plane. ed. 1760. t. XIX. f. N. B.

Serpida corallifica Pallas Zoophyt. 1766. p. 238.

» »> Pallas ed. belg. p. 299- et Index p. 558.

Serpula filograna L. S. N. XII. 1767. p. 1265. n. 797.

25*

366

Serpula filograna Gm. S. N. 3741. n. 8.

? Serpula cinerea Forsk. p. 128.

Serpula filograna Lam. V. 1818. p. 364. ed. 2. p. 62*

» i Blv. Diet. se. t. 48. p. 556.

» » Risso Hist. nat. p. 402.

Serpula filograna G. Martens 1824 Reise naeh Venedig 2. p. 483.
Filograna marina G. Martens 1844 Italien 3. p. 428.
Hab. in mari mediterraneo ; presqu'ile de Contentin, Gerville
(Blv.). Paa Klippegrund i meget store Dybder, v. Martens.

18. FILIGRANA FILIFORMIS REES.

Serpula Anonymus (Humphr.) Conch. pi. X. f. 18.
Serpula filiformis Rees Ene. vol. X. — (Copi) ex Tempi.

» » Tempieton Mag. Nat. Hist. IX. 1836. p. 233.

Serpula complexa (The compleæ creeper) Turt. Diet. 1819. p.
153. n. 12.

Serpula filograna Wood Index Supp. t. 8. f. 1.
Filipora filograna Flemg. Brit. Animals 1828. p. 530.
Tubipora fascicularis Stewart Elem. 426. (non Fabr.) ex Johnst.
Hab. in oceano britannico , Devonshire , Turt.; Ireland , Tempi.

Er maaskee Skallen til F. implexa Berk.

19. FILIGRANA RAMOSA GM.

T. interstitiis subrotundis distincta, tubulis ramorum confiuentium
simplicibus flexuosis aggregatis conglutinatis (Gmelin).

Tubipora marts al bi indigena Koehlreuter 1761. Nov. Comment.
acad. Petrop. VH. p. 374 — 76. t. XVI. f. 3.

Tubipora ramosa Gm. S. N. p. 3754. n. 5.

Hab. in mari albo, acaulis, basi angustiore, ramis undequaque
diffusis , fragilissima , exalbida , intus candida , testaceis fucove ad-
hærentibus sæpe ornata (Gm.).

Er maaskee Skallen af F. Schleideni.

20. FILIGRANA DIVARICATA MORCH.

Glomi cæspitiformes ; fasckidis tenuibus, apice diuaricatis. (Lam).

Serpula filigrana var. b. Lam. V. p. 365. 1818- éd. 2. V.
p. 621. Blv. Diet. se. t. 48. p. 556.

Galeolaria cæspitosa Delessert, Rec. t. 1. f. 6. non Lam.
)> » Chenu Illust. Conch t. X. f. 5. (Copi).

Hab. ad Novam Hollandiam ad portum »Roi Georges a, Peron.
(Lam.).

367

Ved en af de talrige Omflytninger af den Lamarck'ske
Samling er denne Filigrana-Art bleven forvexlet med Galeo-
laria cæspitosa og saaledes afbildet i Delessert's Værk iste-
detfor sidstnævnte1).

GEN. VI. GALEOLARIA.

Lamarck 1818.

T. calcarea, carina sæpe instructa dorsali canaliculata vel
bipartita.

Operculum transversim subovale, e scutellis inæqualibus compo-
sitwn, superne bacillis procumbentibus. (M.).

Descriptionem animalis inferne videris.

Forfatternes Beskrivelse af Laaget er meget ufuldstændig,
idet man har overseet, at det er sammensat af talrige ho-
mologe kalkagtige Plader og Stave , og at hver Pig udvendig
er befæstet paa en egen Plade, saa at det Hele erindrer meget
om en Echinusskal. Stykkerne, hvoraf Laaget er sammensat,
danne fire Hovedpartier: Bunden, Væggen, Kanten, Piggene
og, ifølge Grube, endnu en Stylus, der paa hver Side er
uddragen i en skarp Fremragning.

Bunden er sammensat af uregelmæssig-sexkantede Plader;
Væggen dannes af indadheldende Plader, som paa den øvre
Side af Laaget ere store og langagtige (saaledes som Sowerby
fremstiller dem), paa den nedre Side smaa, rundagtige og
stillede i to eller tre Rækker, enhver Plade bærende paa
Udsiden en huul, nedliggende Pig; Kanten ligner et Gjerde,
sammensat af stavdannede Plader, der hos G. cæspitosa ere
meget korte, hos G. hystrix meget lange, svagt S-bøiede,
næsten naaledannede.

Den over Mundingen fremspringende tungeformige For-
længelse af Skallens Bugkjol er intet Slægtsmærke , som
Lamarck antager, da den ikke findes hos G. hystrix.

l) I Mr. Cuming's Samling- findes endvidere to meget smukke Arter
af Filigrana fra Philippinerne , af hvilke den ene maaskee er
afbildet hos Seba III. t. 100 f. 8.

368

21. GALEOLARIA CÆSPITOSA LAM.

Testis angulosis, breviusculis , in cæspitem. lalum confertis; aper-
turce ligula postice canaliculata (Lam.).

Corpus subfuscum , membrana ventrali purpurea, subcærulea,
branchiæ fuscæ albido-vittatæ , circulum componentes , filis utrinque
circiter 14 barbatis , operculuni calcarium, niitræ conove obliquo
simile , apice infero in stylum transeunte , basi supera , antrorsum,
et deorsum inclinata, pæne plana, spinis 9 mobilibus armata,
spinæ ad niargineni posteriorem superiorem operculi aftixæ , eo haud
longiores , tres inferiores ensiformes inuticæ , planitiei dorsuali oper-
culi appressæ , marginibus lateralibus, 6 superiores, suberectæ , coni-
pressæ margine altero infero, altero supero, serrato, acutæ, mediæ
breviores , exteriores longiores , stylus operculi supra sulco exaratus,
nigricans , ad basin eius utrinque in processum acutum productus,
collare branchiis paulo brevius , setæ capillares in omnibus segmentis
visæ, tenerrimæ, decolores ; mutatio setarum ^. (Grube).

Galeolaria ccespitosa Lam. V. 1818. p. 372. 1. ed. 2. V.
p. 636.
» » Blv. Diet. se. t. 57. p. 431.

Galeolaria cespitosa Bowd. Elem. 1827. 2. fig. 133.

ccespitosa Grube Archiv f. N. G. 1855. p. 126. t. V. f. 4.

Galeolaria ccespitosa B1y. Diet. se. t. 57. p. 431. pi. 1. f. 4.
c. operc.

Verinilia subcrettata »Lam.« Chenu 111. t. IX. f. 3?

Vermilia bicarinata Lam. V. p. 372. éd. 2. V. p. 634?
var. a. bacillo mediano operculi acutiusculo nec truncato.

Hab. les niers de la Nouvelle Hollande , Peron & Les. (Lam.)
Australia, Mus. Cuming: Port Felipe, Dr. Thams (Coll. Dunkeii).

Laagets Bund er oval paatvers, sammensat af sexkantede
Plader, ordnede omkring en midtstillet, næsten femkantet
større Plade. Væggen bestaaer fortil af omtrent fem store,
aflange, udstraalende, indad heldende og mod Kanten noget
bredere Plader (sml. Sowerby's Afbild.). Bagtil er Væggen
meget lav, opretstaaende, sammensat af smaa kantede Plader,
som paa Udsiden bære en lang, vinkelret staaende Pig, der
saaledes kommer til at ligge vandret over Bunden og næsten
berørende med Spidsen den modsatte Væg.

Den mellemste Stav er lige, flad, svagt oo-bøiet, med
afhugget eller undertiden noget tilspidset Ende.

I Kanten af Laaget findes en bred Indbugtning, del-
svarer til Breden af den midtliggende Stavs Grunddeel. Paa

309

hver Side at* denne sidde fire til sex hule, sammentrykkede,
noget buede Pigge, der paa den indbuede Rand bære nogle
Tænder, hvis Spidser ere buede mod Grunddelen.

Grube beskriver Laagets Rand som crenuleret, og den
tager sig ogsaa ud paa hans Tegning som et Perlebaand;
seet under Microscopet, viser den sig sammensat af talrige
smaa, flade Plader, der erindre om de smaa flade Ambula-
cral-Pigge hos mange Asterier. Pladerne ere næsten alle af
samme ringe Størrelse , undtagen i Udlandingen bag den
store, midtstillede, brede Stav, hvor de ere noget større.
Skallen kjendes let paa den brede, i Midtlinien udhulede og
tverrynkede Rygkjøl, hvis tungedannede, fremspringende Deel
er godt fremstillet af Blainville og Bowdich.

I et Exemplar fra Australien, tilhørende Mr. Cuming,
findes i den afbrudte Ende en Tverbund uden Analaabning.

I denne Samling tindes ogsaa en løs Kage, som viser
det Indre blottet af en Mængde Exemplarer, af hvilke kun
nogle enkelte vise Spor til begyndende Tverbunds-Dannelse.

22. GALEOLARIA ELONGATA LAM.

Testis elongatis, tereti-angulatis, in massam crassam coalitis;
aperturæ ligula postice planulata.

Ce n'est peut-étre qu'une varieté du G. cæspitosa; ruais elle
est tres reruarquable. Ses tubes sont trois fois plus longs que ceux
de l'autre. (Lam.).

Galeolaria elongata Lam. V. 372. 2. éd. 2 p. 637. 2.
» )» Chenu Bl. t. IX. f. 1.

Hab. N. Holland.? Mus. Paris (Lam.).

Chenu's Afbildning stemmer ikke ganske med Lamarck's
Beskrivelse.

23. GALEOLARIA DECUMBENS SOWB.

T. repente, teretiuscula, dorso obtuse angulato, sulcato, aperturæ
lingula breviuscula. (Sowb.).

Galeolaria decumhens Sowb. Genera n. 10. f- 1 — 3.

» » Sowb. Tank. Cat. 1825. n. 26 (nomen).

» » Sowb. Man Ag. 6 paa Tetraclita sp.

Hab. Africa, Australia, Sowb. Man. edit. 2.

370

Saaledes som Laaget fremstilles af Sowerby, adskiller
det sig fra den foregaaende Arts ved at Piggene ere langt
stærkere krummede og desuden meget bredere ved Roden.
De smaa Randplader mangle paa Sowerby's Exemplar. Det
er ikke umuligt, at førstnævnte Forskjel hidrører fra Unøi-
agtighed af Tegneren.

I Sowerby's Genera er Arten fremstillet krybende paa en
Turbo, i Conchological Manual sees en noget forskjellig Skal
paa en Tetraclita. I Tankerville's Catalog angives Arten at
forekomme paa Emarginula aspera Humphr. og paa . en Art
af Buccinum. I anden Udgave af Sowerby's Manual angives
Slægten at forekomme saavel ved Cap som i Australien,
uagtet kun een Art opføres.

24. GALEOLARIA HYSTRIX MORCH.

T. affiæa, subsolitaria, reptns, varie Jleæa, solidula, cretacea,
Mc Mie miniacea; superne carinis duabus compressissimis. acutis, ap-
proæimatis, aperturam versus sæpe evanescentibus; rugce incrementi
validæ* inæquales, interdum antiee h iantes , postice septo inferno
tenui, convexo, fovamine laterali panduræformi aut reniformi; apertura
circularis. integra, leviter ejrpansa. Dm. 10 m.

Operculum cinereuni , fundo excentrico , transversali-ovali , hexa-
gono , ex areis irregulariter hexagonis composito; areola centrali
subpentagona; limbo antico declivi . scutis divergentibus 11 compo-
sito; limbo postico erecto . scutellis hexagonis composito. in fcriplici
serie digestis , extus spinam longissimam gerentibus , unde superficies
externa operculi spinis confertissimis , prostratis, occulta, in stratis
tribus superpositis digestis ; spinæ cavæ , subulatæ , strati superioria
squamis circiter 20 approximatis . subangulatis ornatæ , cæteræ
nudæ , apice leviter flexo ; peripheria bacillis aciculatis , porrectis,
compressis , confertissime connatis circumvallata : bacilli antici longi-
ores , vertice piano, obliquo , extus sulco longitudinali divisi.

Diam. transv. 6 m. ; long. 5iy ni. ; aciculi peripheriæ 1 m. long. ;
scuta antica long. lJj m. ; spinæ long. 2!j — 3 m.

Hab. ad Novam Zelandiam (Mus. Cuming).

To sammenvoxede Exemplarer, siddende paa et Brud-
stykke af en Turritella, og to lignende paa Byssushylsteret
af Modiolaria impacta findes i ovennævnte Samling.

Laaget af denne Kjæmpeart adskiller sig især fra den
foregaaende derved, at Randpladerne ere naaledannede og foran

371

næsten dobbelt saa lange som bagtil; derimod ere Væggens
Skraaplader forholdsviis meget kortere. Den hos den fore-
gaaende Art forekommende, midtstillede Pig mangler. De
nedliggende Pigge ere alle omtrent eens, med Undtagelse af
en enkelt, og ordnede i tre Lag ovenpaa hverandre; hver Pig
er fæstet paa en egen Plade i Bagvæggen; Piggene i det
øverste Lag ere prydede med omtrent 20 regelmæssigt stillede
Skjæl; Spidserne af Sidepiggene ere svagt krogformigt udad-
bøiede.

Skallen er i Forhold til sin Størreis« langt tyndere end
hos de foregaaende Arter, og Kjolen er ikke fremspringende
fortil og bestaaer af to skarpe Kanter.

Serpula eruca Lam. V. 370. 4 synes at have meget til-
fælles med denne Art; men Størrelsen er ikke angiven.

25. GALEOLARIA? TETRACERUS SCHMARD.

Operculum quadricome , mærgine crenulatum , obconicum , superne
promimdum , costatum; margo dentatiis, centro leviter eæcavato, cor-
nubus tribus subramosis; color rufus ; costæ cinerece.

Pomatoceros tetraceros Schmarda 1. c. p. 29. t. 21. f. 174.
Hab. New South Wales (Schmarda).

Afbildningen af Laaget erindrer saa meget om den fore-
gaaende Art, at jeg har troet det rettere, at henføre Poma-
tocerus tetracerus til Galeolaria.

GEN. VIL HYDROIDES.

Gunnerus 1768.

Operculum corneum , petiolatwn, margine crennlato, superne in-
fundibuUforme , centro bacillis baai connatis coronatam.

Testa gracilis, prælonga, subquadrangularis , fere per totam
longitudinem subcequalis, sæpe Uris obsoletis longitudinal libus. (M.).

Hydroides et Serpula Gunnerus om nogle Norske Coraller, i
det Kgl. norske Vidensk. Selsk. Skr. IV. 1768- p. 52. ed. germ.
P- 51.

Chjmene »Oken« Schweig. Handb. p. fiOl.

Eupomatxis Phil. 1. c. 1844- p- 181).

372

Denne Slægt er en af de faa, der næsten altid kunne
kjendes paa Skallen, idet denne udmærker sig ved sit fir-
kantede Tversnit og sin langstrakte , overalt næsten eens
tykke Form.

Nogle Arter have et høire og et venstre Laag, nemlig
H. euplæana Delle Chiaje, H. pectinata Phil., H. dipoma
Schmard. og en Varietet af H. Miilleri fra Zetland, be-
skrevet af Berkeley; men dette Forhold synes ikke at have
Artsværd. Prof. Grube anseer saaledes den førstnævnte Art,
trods denne Forskjel, for at være identisk med Eup. unci-
natus Phil.

Laaget synes at bestaae af en temmelig blød hornagtig
Masse, der hærdes i Kanten til smaa trekantede Plader. —
Stavene ere ved Roden spadedannede og udgjore tilsammen
et Hjul med afbrudt Fælge.

Efter Stavenes Dannelse har jeg troet at maatte danne
de følgende Underslægter:

Eupomatus Phil. bacillis simplicibus apice leviter arcuato, acuto.
Hydroides Guu. bacillis teretiusculis , niultispinosis.
Eucarphus M. paleis (vel bacillis) pianis, lateribus æqualibus,
apice arcuato (vel subulato) , utrinque cornuto.

Sbg. 1. Eupomatus Phil.
Ciymene Schweig. Handb. 1820. p. 601. non Savig. 1817.

26. HYDROIDES (EUPOMATUS) EUPLÆANA DELLE CH.

T. granulis arenaceis fahricata, cylindracea, inferne dupliciter
intorta ; opercula duo æqualia. (Delle Ch.).

Sabella euplæana Delle Ch. Mern. 3. 1828. p. 226. t. 48. f. 21.
Ampkitrite euplæana Chenu 111. Conch. t. 7. f. 4. (Copi).
Serpula (Eupomatus) unciuata Phil. Grube.

Grube anseer denne Art, maaskee med Rette, for iden-
tisk med den følgende; imidlertid afviger H. euplæana derved,
at Spidserne af de lange Pigge paa Laaget ere indadbøiede,
medens de korte Spidser paa Kanten ere tilbagebøiede. Røret
er rimeligviis kalkhaardt, med paaklistrede Sandkorn; dersom
det var hudagtigt, kunde det neppe være bugtet, saaledes
som det er fremstillet paa den anførte Afbildning. Paa

373

Chenu's Copi sees en Række af omtrent 20 runde, rode
Pletter paa Skallens Rygside; eii næsten utrolig Tegning for
et Annelideror.

27. HYDROIDES (EUPOMATUS) UNCINATA PHIL.

T. tereti, transversim rugosa, dm. V". Animal fuscescens,
branchiarum albarum fusco-fasciatarum filis atrinque 13; margine
operculi inciso-dentato ; cornubus octo, apice incurvo uncinatis. (Phil).

Eupomatns uncmatus Phil. 1. c. 1844. p. 195. f. Q-

Hab. in mari niediterraueo (Phil.).

Kun et Laag. Den foregaaende Art har kun 10—11
Fangetraade paa hver Side.

28. HYDROIDES (EUPOMATUS) BLUMENBACHII MORCH.

Serpula contortuplicata Blumenb. Abbild. VI. 1802. pi. 59. f.
1—2.

Clymene contortuplicata Oken N. G. 1815- p. 378. pi. XI. f.
2. (Copi).

Bunode (Clymene) Schweig. Handb. 1820. p. 601.

Seine sieben convergirenden Arme sind an der Wurzel mit
ohugefåhr 60 kurzen steifen Fåden besetzt. Inwohner einer der
gewohnlichsten Wurmrohren, den ich schon an. 1774 zufållig in
einer derselben entdeckte. (Blumenb.).

Den anførte Afbildning er hidtil aldeles misforstaaet,
idet Laagets Pigge ere tagne for Arme, saavel af Oken som
Schweiger, der have lagt denne Afbildning til Grund for deres
Slægtsbeskrivelse. Førstnævnte Forfatter kalder Tentaklerne
bløde, men dette strider ganske imod deres Stilling paa
Tegningen. I Schweiger' s Beskrivelse : »Vermis tubo calcareo
inclusus, branchiis filamentosis corona simplici collum cingen-
tibus. Caput conicum protractum« er Laagets Kolle taget
for Hovedet. — Skallen har en stærk Rygkjol. Arten ad-
skiller sig fra den foregaaende ved længere Pigge og ved det
store Antal Tænder paa selve Laaget, hvis Antal dog ikke
er angivet af Philippi.

29- HYDROIDES (EUPOMATUS) DUNKERI MORCH.

T. gracilis quadrangidaris , latere dorsali piano, Uris tribus
vcdidis cequalibus, sub7iodidosis ; rugce incremenli irregulæres, confertæ.
Diam. 1 m. circ.

374

Operculura spinis longis, apicem versus subito incurvis ; margine
geminatini subulato-dentato.

Hab. La Guayra, in Millepora, una cum Spirobrancho giganteo
var. v. d. Hoeven.

30. HTDROIDES (EUPOMATUS) FUSICOLA MØRCH.

T. migna, longissima. diam. 3 m. Operadum spinis gradlibna
subreclis circiter 18; operculum accessorium parvwn, spinis pro mag-
niludine crassioribus et brevioribus.

Hab. ad Japoniam in Fuso sp. , F. ansato affini, in ccllec-
tione cl. Wessel Hamburgensis.

Jeg har tydelig seet, at Piggene ere gjennemborede i
Spidsen, saa at Luftblærerne ved et let Tryk træde ud i Mængde
af Aabningen.

31. HYDROIDES (EUPOMATUS) HEXAGONA BOSC.

Tesi solitaire, courbé irregidiéremenl, monlrant la moitié d'une
prisme heæagone dont les cbtés sont rugueux.

Animal å dix-huil branchies plumeuses, fasciées de brun, régu-
lierement el circulairement disposées autour de Couverlure du test.
Trompe presque pyriforme, annelée de brun. avec des lentandes nom-
breiur, courts el forts rappjrochés ; longueur deux centimetres. (Bosc.)

Serpula hexagona Bosc Vers 1802. 1. p. 176. t. 7. f. 1.
» » ed. 2. 1. p. 205. pi. 50. f. I-

Okeu N. G. 1815. p. 383.
S. (Eupomatus) hexagona Grube. 1. c. p. 91-
Hab. sur les coquilles d'huitres et d'autres corps a surface
inégale, dans la Rade de Charleston (Bosc.)

32. HYDROIDES (EUPOMATUS) DIPOMA SCHMARD.

Tubidus cylindricus, coslis longitud in alibus quinque.
Operculum duplex infundibu Uforme , bacillis 8—10 inlrorsum
convergentibus. In ter setas alias etiam scalprake. (Schmard.)
Eupomatus dipoma Schmard. 1. c. p. 29- t. 21. f. 177.
Hab. ad caput bonæ spei, in rupibus affixa (Schmard.).

Laagene ere uligestore.

Sbg. 2. Hydroides Gunnerus.

33. HYDROIDES NORVEGICA GUNN.

Bacilli operculi basi utrinque inæqualiter dilatnto-angidati, vertice
atlenualo spinis 3 — 4 distichis suboppositis ; spinis Iribus brevibus,
basin versus in seriem longitudinalem digestis (M.) —

375

T. sordide alba vel ftavescens, gracilis^ repens vel planorboidea,
Uris obsoletis longiludinalibus remolis , unde obsoletissivie hexagona;
lirce incrementi sal regulares, sinuosce. (M.) Diam. cir. 1^ m.

Serpula lævis , teres , incurva ; ore oblique truncato, basi anfrac-
tuosa^ subobsoleta, adnata; radiis capitis 16, pedibus septenis vix
ornlo nudo observabilibus (Gunnerus).

Hydroides et Serpula norvegica Gun. 1. c. p. 52. t. 2. f. 11-13.

Serpida contortuplicata L. Fn. sv. 532. Nr. 2205. vix S. N. non
Mus. Ulr.

Serpula norvegica Miill. prod. 2859. Blv. Diet. t. 48. p. 562.
Gm. S. N. 3746 n. 32. Bosc. 1. p. 181.

Hab. in oceano norvegico juxta Nidrosiam in Amphelia proli-
fera affixa. (Gunnerus.) Hirsholmene (Krøyer.)

Gunneri Fremstilling af en af Laagets Børster med de
tre Par smaa Pigge stemmer ret godt med et Exemplar fra
Bohuslån, meddeelt af Hr. Intendant Malm. Linné's Beskrivelse
af S. contortuplicata i tiende Udgave er altfor ufuldstændig
til at dette Navn kan optages, især da man vistnok i Al-
mindelighed ikke tør ansee en Art for tilstrækkelig begrundet,
med mindre Laaget er kjendt.

Til Diagnosen: »T. tereti rugosa glomerata. Oc. Europ.«
er i Mus. Lud. Ulr. tilføiet »crassitie tili grossioris« ; men
Farven »rufa« gjør det næsten sikkert, at Linné har havt en
virkelig Vermetus for sig. I tolvte Udgave af Systemet til-
føies en Henviisning til d'Argenville tab. 29. f. D., som frem-
stiller en langt større Skal, rimeligviis af en virkelig Serpula.

Af de fire Arter Rørorme, der ere kjendte fra Sverrig,
kan kun denne Art, ifølge sin Størrelse, forstaaes ved den i
Fn. Sv. opførte S. contortuplicata.

var ol. Miilleri.

Serpida vermicidaris Abildg. Zool. Dan. t. III. p. 9.

» » Miill. ibid. pi. 86. f. 9.

Serpida contorluplicala Pennant Brit. Zool. IV. 158. t. 91. f. 158-
Serpula angulata Da Costa Brit. Conch. 1778. p. 20. t. 2. f. 9.

paa Mytilus.
Serpula vermicularis Mont. Test. p. 509. (edit. Chenu p. 220.)
Vevmdia inlrkala Flemg. Edinb. Phil. Journal 1825. p. 242.
Serpida vermicularis Flemg. Edinb. Ene. p. 67- n. 1.
>' » Brown. Ene. Brit. VI. p. 468.

* » Brown. 111. pi. 2. f. 3 et 2 (den mindre).

• ■ Savigny. 1. c. p. 407. —

376

Serpula Mullen Berkeley Mag. of N. H. 1834. VII. p. 421.
Serpula {Eupomatus) sp. Grube 1. c. p. 91.
Serpula Mulleri Thorpe Br. Mar. Conch. p. XX. et 12; fig. 67.
Serpula spirographis Goldf. Chenu 111. Conch. t. X. f. 10. paa
Neptunea antiqua.

Abildgaard, Montagu, Fleming og Berkeley beskrive
Laaget som dobbelt og tragtdannet, hvilket stemmer med
Afbildningen i Zoologia Danica. Dette er dog ikke ganske
noiagtigt. Det øverste Laag er nemlig dannet af Piggene,
der ved Roden ere udvidede, tætstillede og tilsammen danne
en Tragt; dog mangler man endnu en god Fremstilling af
dette Laag.

Abildgaard formoder, at fig. 8 1. c, der fandtes blandt
Miiller's efterladte Tegninger, uden nogen Oplysning, er gjort
efter et Exemplar af samme Art som fig. 9, hvis børstede
Laag er trukket tilbage og skjult i Køllen. Da Philippi
imidlertid afbilder et meget lignende Laag af Vermilia emar-
ginata, har jeg troet at maatte henføre denne Afbildning
til Slægten Vermilia, hvor den nærmere vil blive omtalt.

var ft. Spirorbis.

T. solitaria, .spiralis, reversa. diara. aperturæ T\j poll. (Montg.)
Serpula reversa Mtg. Test. p. 508. (Chenu édit p. 221.)
Heterodisca reversa Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 248.
Serpula contorta Brown. 111. t. 2. f. 4. Dunbar.
Serpula vermicvlaris Var. C. Turt. Diet. 1819. p. 152.
Spirorbis reversa Thorpe Mar. Conch. p. 12.

» » Flemg. Br. Ene. VII. p. 69-

» » Brown. 111. t. 1. f. 52.

Serpula Mulleri var Thorpe Mar. Conch. p. XX.
Serpula solitaria reversed var. Bean. ib. p. 265.
Hab. Devonshire, paa Krabber og Skaller (Montg.); Zetland,
paa Coraller. (Flemg.)

Montagu adskilte denne Varietet som Art, alene paa
Grund af Skallen, uagtet Dyret og Laaget ikke afvege fra
hans S. vermicularis. Ormen beskrives saaledes:

The animal is a Terebella, with branched eiliated tentacula
(o: branchia) spotted with crimson, which when spread, almost sur-
round a double funnelshaped proboseis (Laag) placed one within
the other, the stalk of which is long and slender, and originates

377

on the left side, below the tentacula; this in some is green, in
others reddish ; the interior funnel is cut in deep longitudinal striæ ;
external one ciliated round the margin; on the right side, corre-
sponding with the proboscis , is a short cylindric appendage. (Mtg.)

Den fossile Mørchia turbinata Phil. adskiller sig egentlig
kun ved sin Tykkelse fra denne Varietet.

var y. solitaria Thorpe.

Coiled up in substances to which it cannot adhere itself. (Thorpe.)
Serpula Miil I fri Thorpe Mar. Conch. p. XX. f. 67.
Serpula solitaria Bean Supp. ib. 1844. p. 265.
Hab. Scarborough, paa Dentularia abietina og Plumularia fal-
cata. (Bean.)

var. 8. dipoma.

Serpula Millleri with Iwo opercula from western Hebrids ;
Berkel. 1. c.
var. £. gronlandica.

Serpula triguetra Fabr. Fn. gr. p. 379.

» » Fabr. MSS. n. 204. cum figura.

Endskjøndt jeg ikke erindrer, at have seet mere end
een Art af større Rørorme fra Grønland, har Fabricius dog
uden Tvivl sammenblandet flere Arter under ovenstaaende
Navn; men det eneste Exemplar, som han har fundet med
Dyret, er ifølge Beskrivelsen og Afbildningen i Forfatterens
efterladte Haandskrifter paa det store kgl. Bibliothek en
Hydroides. Jeg har ofte seet denne Art paa Pecten islandicus,
men aldrig fundet Laaget; formodentlig vil den vise sig som
en selvstændig Art.

34. HYDROIDES ABBREVIATA KR.

Eupomatus abbreviatus Kroyer Mus. Reg.

Paleæ opercnli 32, lineari-ktnceolatæ , apice libero?. Bacilli 16,
ptbulati, spinis utrinque fernis, in medio sitis^ opposiiis, æquidistantibus,

centrum versus brevioribus (M.)

Hab. ad insulam Sanctæ Crucis.

35. HYDROIDES PECTINATA PHIL.

T. tereti, transversim rugosa, lineisque longiludinalibus obsoletis,
dm. I ni.

378

Ani/nal fulvum, branchiarum filis utrinque decem. punclis coc-
cineis ornalis; operculo margine crenato , cornubus duodecim, rertis,
utrinque peetinatis denlibus tribus acutis. (Phil.)

Serpula sidrata »Bosc.« Gravenh. Tergest. p. 69. verisira.

Eupomatus pertinatus Phil. 1. c. 1844. p. 195. Nr. 2. f. R.

Et ab. in mari raediterraneo (Phil.), Tergeste, Gravenh. (Coll.
Dunkeri et Mus. Wratislaw.)

Philippi undersøgte et Exemplar, der var forsynet med
to aldeles eens Laag. At denne Art er aldeles forskjellig
fra den foregaaeude, sees saavel af Beskrivelsen som Afbild-
ningen, der viser, at Piggene have tre korte Tænder paa hver
Side, medens H. norvegica har et lignende Antal Børster,
stillet paa samme Maade.

Sbg. 3. Eucarphus Morch. l)

Operrulum peliolatuuu margine deutato. superne paleis in infun-
dibulum dispositis ; paleæ basi spathulatæ, ronnatæ, superne liberæ,
extremitate utrinque avrila , interdum aculeo intermediet terminalt,
unde uti cruciati.

36. HYDROIDES (EUCARPHUS) CRUCIGERA MØRCH.

T. solitaria repens, albescens. subquudrangularis. longitudinaliter
bisulcata et striatula; Uris tribus prominentioribus . aculiusridis , aper-
turain versus evanesrentibus; striæ et rugulæ inrrementi flexuosæ, sig-
moideæ inæquales. Diarn. 1^ m.

Opemdum peripheria confertim subulato-denlata; paleæ apiee
supra medium utrinque spin < triaugidari luta opposita.

Hab. in oceano pacifico , juxta Puntarenas, ad prof. 14 orgy.
in Margaritifera barbata Reeve (Orsted).

Denne og den næste Art afvige tra de øvrige i denne
Underslægt derved, at paleæ ere korsdannede.

37. HYDROIDES (EUCARPHUS) SANCTÆ CRUCIS KR.

Eupomatus St. Crucis Krøyer Mus. Reg.

Bacilli operculi subu/ali. apicem versus subito attenvati et hviler
inflexi, basi abbreviato-sptdlai/aii. ronnati ; spina parva in latere eætemo
paululwn iufra medium sita (M.)

) y.UQq,o^' palea.

379

T. albescens, crassiuscula, latere libero Uris tribus remotis; rugæ
incrementi validce, in interstitiis lirarum retrorsum arcuxtæ. Diam.
aperturæ 2 m.

Hab. ad insulam Sanctæ Crucis.

38. HYDROIDES (EUCARPHUS) DIRAMPHA MØRCH.

T. calcarea, ieres, laxe agglomerata , leviter torta; rugæ incre-
menti flexæ, aculiusculæ , compressæ , plerumque alternet! im minores.
Diam. 3 m.

Operculum margine subulato - deutato ; paleis radiwitibus 13
vel 16, lateribus leviter concavis, vertice arcuato, utrinque inflexione
obsoleta, unde lateraliter adunco-rostralo.

Hab. in portu urbis St. Tliomæ Antillarum , Mus. A. II.
Riise.

Skallen danner store uregelmæssigt sammenstillede Masser,
som ere overvoxede med Eschara, der gjor det vanskeligt at
iagttage Sculpturen.

Anni. Serpula cereolus Gm. fra St. Thomas er sandsynligviis
nær beslægtet med denne Art. I Hr. Cuming' s Samling lindes
en meget nærstaaende Skal fra Peru.

39- HYDROIDES (EUCARPHUS) CUMINGII MORCH.

T. calcarea, agglomerata, graeilis, longa, subæqualis, teres,
leviter undata, isabellina, nitens, inlus candida; liræ incrementi bis
flexæ , valider, approximatæ ; liræ longitudinal es minutce, obsoletæ;
apertura plerumque circidaris. Diam. 2\ m.; longiludo teshr forsan
75 m. Paleæ operculi vertice vix arcuato , utrinque angulatim
cornuto.

Hab. ad Ins. Pliilippin. ; massa agglomerata lacunosa (Mus.
Cuming.)

Jeg har kun seet nogle af Laagets Staver, som meget
ligne den foregaaende Arts; men de ere kun svagt buede i
Enden, der synes at være indbøiet som en Skraber.

var. a. navalis.

T. candida, opaca tenuiuscula, confertini agglomerata, primum
irregulariter flexa; rugæ incrementi bis flexæ, irregulares , approxi-
matæ; liræ longitudinales remotissimæ, ininutæ. plerumque obsoletæ;
apertura circularis, rarissime soluta. Diam. 2 ni.

Paleæ operculi circiter 16, speciei typicæ, ut mihi videtur,
graciliores.

Hab. Nova Zelandia, Mus. Cuming.

380

I Hr. Cuming's Samling lindes to Kager af omtrent 35
cm. i Tvermaal. Paa Undersiden tindes et Lag Spanskgrønt
og nogle Splinter Kobber, sandsynligviis Levninger af For-
hudningen paa et Skib. Findestedet maa derfor ansees for
meget tvivlsomt, med mindre Stykkerne ere tagne af et Vrag.

Paa Kanten sidde nogle Grene af en Achamarchis , som
meget ligner A. neritina, men er meget forskjellig fra A.
dentata Lamrx t. 68. f. 1 — 3. fra Australien. Denne Af-
ændring vil maaskee vise sig som en egen Art, der adskiller
sig fra Hovedarten ved sin bvide Farve og tyndere Skal,
Forbold, som dog maaskee ere noget afhængige af Alderen.

40. HYDROIDES (EUC ARPHUS) MICROTIS MORCH.

T. longissima , heæagona, dorso oblnso biangulato; rugæ incre-
menti validce. Long. testce circiler 10£ cm.; Diam. aperturæ o m.

Palece angustæ vertice fere rede truncato, vix auriculato, ivflexo.

Hab. ad Åmericara borealem, in Pectine irradiante Lam. (coll.
A. B. Mayer, Hamburgensis.)

Skallen af denne store Art ligner meget den ovenfor
beskrevne japanske, men denne hører til en anden Underslægt.

41. HYDROIDES (EUC ARPHUS) BENZONI MORCH.

T. solilaria, affiæa, spirorbiformis , sinistrorsa, solidissima , sor-
dide alba vel cinerea, nitidiuscula, inlus candida; rugæ incremenli
lalissimæ, conve.rce^ approximatæ, obsolete nodulosæ; superne aperluram
v,ersus Uris crassis evnnescentibus 2 — 3; umbilicus angvslus, pro-
fundus; apertur/i circularis, viæ soluta. Diam. circ. 1^ m.

Paleæ opera/li inferne latiores , lateribxts leviter arcuatis, vertice
mbarcuato, utrinque acute angulalo.

Hab. in litore Brasiliæ ad Bahiam, in Purpura hæniastomate L.
ot Dolio ci'enulato affixa. I Hr. Apotheker A. Benzon's Samling

42. HYDROIDES (EUCARPHUS?) INFUNDIBULUM D. CH.

T. conica, striis transversis el longitudinalibus exornala^ repenle
af in gyris contorta; infundibtdis fastuosis confiata. (D. C.)

Serpula infundibulum Delle Chiaje 1828, 3. p. 226. t. 49. f.

39. 40. (non Mart. nec. Lam.)
Hab. in mari niediterraneo.

381

Denne mærkelige Art er ikke iagttaget af nogen senere
Forfatter.

Den sexstraalede Stjerne, afbildet f. 39a, kan kun sammen-
lignes med denne Afdelings Laag; paa tig. 30 synes der at
være antydet syv Straaler.

Skallen afviger fra alle øvrige Arter derved, at den til-
tager meget hurtigt i Vidde mod Mundingen.

GEN. VUI. SERPULA L. PHIL.

OpercvUum peliolatum, circuiare, extus concavum, radialim *nl-
catum, tinde peripheria crenulutti.

Serpula Lin. S. N. X. p. 786.

Antalium Guettard Mém. 1774. p. 74. pi. 69. f. 1.

Serpula Philippi 1. c. 1844. p. 192.

Linné omfattede under dette Navn alle kalkagtige Rør,
saavel af de mest forskjellige Bloddyr, som af Ledorme;
men da Dyret i Slægtsbeskrivelsen kaldes Teredo, og Linné
kun kjendte Dyrene af den i Fahius Columna og Ellis's Værker
afbildede Art, kan Linné's Slægt vistnok kun opfattes saa-
ledes, som Philippi har opfattet den.

43. SERPULA VERM1CULARIS L.

T. lereli, subulala, curvata, rugoaa. Animalis proboscis interior
c l ii udo exlerioris pro lubilu exseritur, referens Lichenem pyæidatum
1). Skene. (L.)

Tulus vermicularis Ellis Essai p. 117. t. 38. f. 2. typus.
Teredo Tubas vermicularis Bergmann Acta Holm. tom. 27.

1764. p. 237.
Dentalium Lin. Fn. Sv. ed. 1. p. 380 n. 1328.
Serpula vermicularis L. S. N. ed. XII. p. 1266. Nr. 805.
Serpula contortuplicata Savigny 1. c.
Serpula vermicularis Oken Allgern. N. G. 1838. p. 576. t. XVI.

f. 11. (Copi)
Serpula contortuplicata The pictorial Museum fig. 3760- (Copi)
» > Illustrirte Naturg. f. 3348. (Copi)

» » Knigbt Encycloped. Serpula fig. 208.

(Copi)
Scolopendra Cordiner remarkable Ruins Nr. 6-
Serpula vermicularis L. Don. Brit. Sh. III. tab. 95.?
Serpula triguelra Mont, Br. Sh. 2. p. 511. (edit. Chenu p. 222)
non Mtg. Suppl. Flemg. Edinb. Ene. 67. 2

2G*

382

Ser pula rugosa Turtori Conch. Diet. p. 154? (Thorpe)
Vermilia vermicularis Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1. c. p. 242.
Vermilia triquetra p. p. Brown. 111. t. 2. f. 1.
Serpula vermicularis Thorpe Marin. Conch. p. XX. f. 66.
Serpula contoriuplicata Gosse The Aquarium 1854. p. 183. pi. 5.
Testa. Serpula glomerata Lin. S. N. X. p. 697.

» » Lin. Mus. Lud. Ulr. p. 699.

Lin. S. N. XII. 1266. p. 800.
Lin. Fn. Sv. 335.
var. A. mediterranea.

Peripheria operculi dentibus fortioribus. (M.)
Serpula contoriuplicata Blv. Diet. se. t. 48. p. 553. t. 1. f. 1 abc-
» i) Cuv. R. A. illustre pi. 3. f. 1.

» » Guérin Iconogr. du R. A. t. 1. f. 8. =

o o Griffith An. Kingd. t. 8. f. 1. — Burm.

Atlas t. 33. f. 2. = Encycl. Brit. 1842.
VII. t. 272.
Serpula sp. M. Edw. Elements 1834. p. 1019- f. 489.
Serpula sp. Cuv. Bull. philom. an. X. Nr. 65. p. 130 pi. VII.
f. 6 — 8.
Testa? Serpula iufundilmlum Lam. V. p. 304. p. 9. (non

Martini, Gm.)
» » Delessert Recueil t. 1. f. 8. Chenu.

111. t. X. f. 3-
Hab. in mari britannico et germanico.

Paa Pecten opercularis L. , Anomia ephippium L. og Pinna
ingens Pennant (Mus. Cuming) ; Bohuslåu (A. W. Malm.)

Dyrets Farve er ifølge Ellis høirød.

Linné synes ikke at have seet denne Art selv, men har
enten beskrevet den efter Afbildningen hos Ellis eller, hvad
der maaskee er rimeligere, faaet Beskrivelsen fra Dr. Skene,
som nævnes af Linné, men hvis Navn ikke omtales af Ellis.
— S. glomerata L., beskreven efter Skallen, maa efter Stør-
relsen være samme Art, da der i Sverrig ikke er fundet nogen
Protula.

Var. A. er formodentlig fra Middelhavet og sandsynligviis
en egen Art, maaskee den samme som den følgende. Jeg
har ikke havt tilstrækkeligt Materiale til en Sammenligning,
dog synes det mig, at Kanten af Laaget paa et Exemplar fra
Bolmslån er langt finere tandet.

383

44. SERPULA VENUSTA PHIL.

,, T. tereti, transversim slriata, varicibus pluribus ornatet, alba,
ure patulo; dm. 3'".

Animal coccineum, branchiis jUorum frequenlium ; operculi crenis
circa 60. Animal long. 28'" lat 3'"" (Phil.)

Serpula venuslu Phil. 1. c. 1844. p. 192 tig.

Ifølge Philippi er denne Art den største, der tindes i
Middelhavet.

45. SERPULA PR0B0SCIDEA BRUG.

Animal intra tubulos degit vel rectos longos, aut intortos conuo-
kUosque, candidos læves atque fir mos; . . . Acetabulum rubrum est
atque striatum. Cirri rubri suut ^ luieis maculis dislincti. In
corporis dorso nigra linea ad caudæ terminum usque producilur.
(Fab. Column.)

Yermis marinus <nQo(ioay.i<jiXtxravo^ Fab. Columiia 1610 minus
cognit. stirp. De aquatil. XXI. c. tig.

Penivilhts Klein 1732 Tub. marin. p. 1. pi. 1. f. 1. (Copi)

Antale å luyau lisse Guettard . Mém. 1779. p. 74. pi. 69.

Meerpinsel, besenformige Miill. v. Wiirm. n. 287 p. 3.

» » Martini Geschichte der Natur. 2. p.

485 t. 55. f. 7.

Aiiqihilrite penivilhts Gm. 1791. S. N. 3110. p. 2.

Amphitrile proboscidea Brug. Ene. 1. p. 58. 1789.

Serpida contortuplicata Cut. R. A. ed. 2. 3. p. 190.

Hab. in .syrtibu.s maris Neapolin alluentis (Gm.) Neapoli in
scopulis habetur. (Fab. Col.)

Baade Bruguiére og Gmelin have uddraget deres Be-
skrivelser af Columna's anførte Værk. Førstnævnte Forfatter
har tilføiet en Afbildning, der er en Copi efter Baster, Opus-
cula t. IX. f. 3, der sandsynligviis fremstiller Hydroides nor-
vegica Gunn.

Jeg henfører denne Art til Slægten Serpula, fordi Co-
lumna's Afbildning af Laaget viser udstraalende Linier, som,
efter hvad jeg formoder, antyde, at Kanten er smaatandet.
Dersom dette ikke er Tilfældet, maa denne Art henføres til
Slægten Placostegus.

Den ovennævnte Tegning viser omtrent 23 Fangetraade
paa hver Side. Maaskee vil det vise sig, at denne Art er
identisk med den næste.

384

46. SERPULA TRILATERA GRUBE.

T. triquetra, flexuosa . alba, allero lettere toto adnato. dm. 2'".
An/ mal branchiis albo coccineoque fasciatis, JUorum circa 30,
operculo coccineo, crenis circa 24; (eæ icone, Phil.)

Serpula triquetra Phil. 1. c. 1844. p. 190. non L.
Serpula trilalera Grube 1. c. 1851. p. 91.
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

47. SERPULA ECHINATA GM.

T. teretiusculd, protensa, flexuosa , rosea, trunsversim rugosa,
carinis denticulatis echinata; dm. 2'": (Phil.)

Animal branchiis albo coccineoque fasciatis JUorum (in utroqué)
30 el ultra, operculo rubro. (Phil.)

Tubulus marinas elc. ecbiuatus roseus Gualt. Index. t. X. f. R.
Tub. pennce corvinæ crassitie Mart. Conch. Cab. I. t. 2. f. 8.

(Copi)
Serpula echinata Gm. S. N. 3744. n. 18. 1791.
Serpula muricata »Born.« Dill. Cat. 1817. p. 1080.
Serpula echinata Gm. Lam. 1818 V. 366. n. 20. éd. 2. V. 625.
» » Blv. Diet. se 48. p. 557.

» » Wood Index, t, 38. f. 27. (Copi)

» » Gravenhorst Tergestina p. 88. (Animal.)

» » Chenu Illustr. t. X. f. 3.

Phil. 1. c. 1844. p. 190.
Serpula crislala Sow. Gen. fig. 9 ? an Placostegus?
Hab. in mari mediterraneo Gualt. Tergest. Grav.

Gravenhorst har J. c. leveret en meget udforlig Beskrivelse
af Byret, som afviger i flere Henseender fra Philippi's Diag-
nose. Saaledes er ifølge Gravenhorst Laaget klokkedannet
og hvidt, Gjælletraadene have ved Roden to røde Punkter,
som danne en Tverring; den udvendige Side er svovlguul.
Denne Beskrivelse stemmer maaskee bedre med den følgende
Art,

48. SERPULA PALLID A PHIL.

T. teretiuscula , protensa. flexuosa pallide rosea, carina medianå
eonspicua, laterali utrinque obsoleta, striisque incrementi tenuibus, sub-
aspera; diani. 1^'".

Animal branchiis a/bo coccineoque fasciatis, JUorum pauciorum
quam in antecedente, operculo albido. (Phil.)

Serpula pallida Phil. 1. c. 1844 p. 190 n. 2.

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

385

Philippi formoder, ;it denne Art inaaskee kun er en At-
ændring af den foregaaende.

49- SERPULA PHILIPP1I MORCH.

1 . tereti, flexuosa, læviuscula, ajrice libero protensa, rosea, ore
patulo; carina denticulata dorsali demum obsoleta; diam. 2\'".

An hntd branchiis omnino coccineis, filorum mullorum; opercido
coccineo crenis plurimis. (Phil.)

Serpula vermicularis L. ? Phil. 1. c. 1844. p. 191. f. A.

Serpula M. Edw. Elements Zool. 1834. p. 1018. f. 489-

Serjiula vermicularis Donovan p. 69. t. 25. f. 2. (teste Grube.)

Hab. in niari meditenaneo. (Phil.)

Philippi formoder, at ogsaa denne Art er en Afændring
af S. echinata.

50. SERPULA ASPERA PHIL.

T. teretivscula. rosti* circiter 7. cremdatis ornala, albu; dm, V".
Animal branchiis fuscescenlibus out rubentibus, filorum ulrinque
8; opercido ulbiJo. crenis 16 — 24. (Phil.)

an Vermilia scabra Lam? Dele.-^ert t. 1. f. 9- (pessime Phil.)
Serpula aspera Phil. 1. c. 1844. p. 191- n. 5 f. B.
Hab. in niari mediterraneo. (Phil.)

51. SERPULA SULPHURATA M. EDW.

Dijfere de toutes celles décrites jusqu'ici par lu forme de son
opercide dont lu surface terminale est tres concave et divisée en un petit
nombre de lobes. Le tube calcaire est subquadrangulaire et presente
sur chacun de ses bords libres deux cotés arrondis contigus. (M; Edw.)

Serpula sidphurata M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3. f. 4.
i) » Grube 1. c. p. 91.

Hab. les cotes de Nice (M. Edw.)

52. SERPULA LACTEA M. EDW.

Ici les lobes du disque sont beaucoup plus nombrevx <pie chez
lu S. sidphurata sans Stre aussi multipliés que chez la S. conlournée;
on ne comple que 8 ov 9 teulacules branchiales de chaque cote\ et
le tube calcaire est garni de 5 cotes, arrondies et saillantes, dont 2
aéparent la fare inlérieure des faces laterales el les trois aulres sont
rapprochées entre elle* et occupent la face dorsale (M. Edw.)

Serpula lactea M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3 f. 5.
» » Williams Philos. Transact. 1858. p. 125.

Hab. cotes de Nice. M. Edw.-. Eng-land. William.-.

386

53- SERPULA SUBQUADRANGULA PHIL.
T. elongala, subquadrangula , angulis crenaio-dentatis carinié

tribus, singulis in medio luterum liberorum i diam.

An. albidum branchiis filosum utrinque octo; operculo basi acuto,
fuscescente, crenis admodum profundis circa 24 (Phil.)

Serpula subquadrangula Phil. 1. c. 1844. p. 191. b. f. C.

II ab. in niari inediterraneo. (Phil.)

Der fleischige Stiel ist am Ende nicht kegelformig verdickt,
sondern erst cylindrisch verdickt, und dann verkehrt kegelformig. (Phil.)

Sbg. Sclerostyla.
Operculum et peliolus calcarea.

54. SERPULA CTENACTIS MORCH.

T. crassa, alba, solitaria, repens, carinis 2 vel 3 compressissirmd
laciniatis; interstitia Uris duabus interruptis subgranosts; laminæ et
striæ incrementi irregulares vakle inæquales; apertura intus iufiuuli-
bulifornns, arm superiore rectangulari. (M.)

Diam. aperluræ 3 m.; diam. testæ 5 — 6 m.

Operculum eætus infundibuliforme , costulis radiantibus purvis
compressis circiter 23 alternalim minoribus et brevioribus , wnJeis
subulalis centrum versus minoribus eæornatis; peripheria sinuato-dem
tala; intus conicum, suk-is radiantibus, dentes peripheriæ dividentibus;
sti ) rite longo calcareo compresso intus cavo, apice aperto, carimilis
arutis longitudinalibus circumdato. (M.)

Die Seeschlange SchrOt. Einl. 2. p. 569. t. VI. f. 18-?

Serpula denticulata Gro. S. N. p. 3746. p. 36.?

Hab. ad Ins. St. Thomæ Antillarum. (Mus. A. H. Riise.)

Uet er maaskee Skallen af denne Art, der hos Gmelin
lindes opført som S. denticulata, beskreven efter Schroter's
Afbildning af et Exemplar, som var fastheftet paa en enkelt
Skal af Balanus tintinabuhun. Da den anførte Afbildning
imidlertid passer ligesaagodt paa Skallen af Pomatostegus
stellatus Abildg. og Spirobranchus dendropoma M., og neppe
er efter et fuldvoxet Exemplar, har jeg ikke villet antage
Gmelin'sNavn. — Spirobranchus polycerusSchmard. er maaskee
beslægtet med denne Art.

55. SERPULA TROCHOIDES NYST.

Cyclolites disco orbiculato, depresso, supcrne concaviusculo, slriam
striis radiantibus, injerne stipitato, slipite peltato. (Nyst.)

387'

Cyclolithes? trochoides N. Gen. Nyst. Coq. et Pol. foss. Belg.

Aet, Brux. XVII. t. XV. f. 1.
Serpula triangularis Galeotti Brab. 166. (ex Broun.)
Hab. Fossilis, Lethen et Vliermael. (Limburg) (Nyst.)

»Ce polypier nous parait étre fixe comme les caryophylies et
quelques espéces du genre Turbinolie , mais il est trochoide ou en
forme du clou et dépourvu de lamelles longitudinales. Sa
partie supérieure est orbiculaire , légerement concave et rounie de
stries circulaires inégales, qui paraissent provenir de l'accroissement;
de son disque pointent quelques stries lamelleuses ecartées et ra-
yonnantes , qui ne s'appercoivent pas également bien dans tous les
individus. (Nyst.)

Denne Beskrivelse passer i det Væsentlige paa Laaget
af den foregaaende Art.

56. SERPULA CRASSA SOWB.

Shell acutely comcal round within, three sides eæternally , aboul
four times as long as the diameter of t/te end at the aperture. Ani-
tnal with a stellated long tennination to the proboscis. (Sowb.)

Serpula crassa Sowb. Min. Conch. I. p. 73. t, 30. f. 1-3.

Vermilia crassa Flemg. Ed. phil. Journ.

Hab. London clay, Hightgate, on Strombus amplus. (Sowb.)

GEN. IX. VERMILIA LAM. PHIL.

Operadum calcareum, conicum, breve vel elongatum (asymetricurn).
(Phil.)

Vermilia Lam. Hist. 1818. V. p. 368. ed. 2. 632.

Phil. 1. c. 1844. p. 192. (emend.)
? ConchoserpiUe Blv. Bull. Soc. phil. 1818. p. 79. l).
? Conchoserptt/a Blv.1) Oken Isis 1818. p. 2062.
/ Vermilia Blv. Diet. se. LVII. p. 430.

Ligesom Lamarck udsondrede Slægten Carocolla fra Helix
paa Grund af Vindingernes trekantede Form, saaledes adskilte

:) Conchoserpula Blv.

Corps tout - a - fait semblable a celui des Serpules ; branchies
formées par deux peignes tres courts ; un des tentacules formant
une masse operculaire trés-épaisse, couverte par une petite co-
quille en forme de bonnet, l'autre avorté. Ce genre compreud
la S. triquetra Lam., qu'on trouve en abondance dans uos niers.

388

han ' ) med sin sædvanlige Consequents af den samme Grund
Vermilia fra Serpula. Skallen angives at udmærke sig ved
sit trekantede Tversnit og ved een eller tre fremragende Tænder
over Mundingen. Det vilde derfor maaskee være berettiget,
efter Skallen at ansee den første Art, V. rostrata, som er
en Spirobranchus Blv. (Cymospira), for Slægtens Typus. Laaget
beskrives saaledes: »L'opercule des Vermilies est orbiculaire
a sa base, å dos convexe, le plus souvent conique«. Blandt
de otte Arter, som Lamarck anfører, beskrives Laaget kun
af den anden Art, V. triquetra, og af den femte, V. sub-
crenata. Begge Arter angives at have et kegledannet Laag,
men Udtrykket: »å dos convexe« kan, som Philippi med
Rette har gjort, kun tilskrives førstnævnte Art, der er en
Rørorm, og saaledes Slægtens Typus, medens den anden Art,
V. subcrenata , er en Vermet med et tragtformigt Laag,
hvilket bevises derved, at Lamarck angiver at denne Art »se
creuse un lit sur le Spondyle mutique«, et Forhold, der er
ukjendt blandt Rørormene.

Lamarck kalder Laaget »testaceum«, Daudin og Philippi
»calcarium«; de faa Laag, jeg har seet af denne Slægt,
forekomme mig mere hornagtige end kalkagtige.

57. VERMILIA DINEMA MØRCH.

T. triquetra, fleæuosa, al/m, altero latere adnato; dm, V". (Phil.)
Animal branchiarum alburum, fusco arliciUataram filis numerosisf

{sallem ultra 7); operculo elongato, subcylindrico , obtuso, peduncul%

utrinque fiLum gerente. (Phil.)

Vermilia triquetra »Lam.« Phil. 1. c. 1844. p. 192. f. F. (non L.)
Hab. in mari mediterraneo, rarissima species. (Phil.)

At denne Art er identisk med Lamarck's V. triquetra,
som Philippi antager, synes mig meget tvivlsomt, da Laaget
kun er meget ufuldstændigt beskrevet-), og den Afbildning,

1 ) Lamarck anforer, at Daudin forst har opstillet Slægten under
det urigtige Navn Vermetus og begrundet den paa, at Laaget
er kalkagtigt; dette har jeg ikke fundet i Daudins lille
Arbeide.

-) »Son opercule est conique« eller »a dos conique«.

389

Lamarck henviser til hos Born. t. 18. f. 14, er rosenfarvet
og ikke hvid. Jeg har derfor foreslaaet et nyt Navn, især da
Lamarck's V. triquetra ikke er Linné's. Philippi's Afbildning
forekommer mig at vise 3 »lila« og ikke 2.

58. VERMILIA ELONGATA PHIL.

T. obscure quadrangula , crassa, transversim rxigosa, linea im-
pressa dorsali; diam. |"'.

Atiimal rubrum, branchiarum utrinqw flis 6 — 8; opermlo elon-
gato conico; pedunculo utrinque flum gerenle (vt in præcedenté). (Phil.)

VermiUa elongala Phil. 1. c. 1844. p. 193. f. L.

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

59. VERMILIA MULTIVARICOSA MORCH.

T. teret i, alba, midtolies varicosa, quasi ex infundibulis sese
recipienlibus confata, ore quam maæime patulo; dm. oris 4h'".

Animal branchiarum albo corcineoque fasciatarum flis multis;
opermlo elongato conico (yerlice obtuso). (Phil.)

Vermilia infundibulum »Gm.«, »Lam.« Phil. 1. c. 1844. p. 193.
f. G. (non Mart.)

Serpula infundibulum Delcss. 1. f. 18 ad specimen raaluin. (Phil.)

Hab. in mari. mediterraneo. (Phil.)

Serpula infundibulum Lam. er fra Ostindien, og Martini's
og Gmelin's lige benævnte Art er fra Vestindien. Delle Chi-
aje's S. infundibulum er omtalt ved Ilydroides.

60- VERMILIA CLAVIGERA PHIL.

T. tereti, lineis longiludinalibus elevatis quinque ornatet; dm. '^'" .
Animal .... opermlo vakle elongato, subcij lindrico (leviter ar-
euato). (Phil.)

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

61. VERMILIA POLYTREMA PHIL.

T. triquetra , adnala , carinis foris frequenlibus perforatis;
dm. I1,'".

Animal coccineum, branchiarum flis utrinque circiter 6; operculo
formå coni obliqui brevissimi ; pedunculo albido annulis tribus fuscis
ornalo et utrinque filum gerente (utin V. triquetra et V. elongala). (Phil.)

Siliquaria porosa »Bosc.« Gravenh. Terg-estina p. 49. Nr. 1.
(verosim.)

390

Vermilia polytrema Phil. 1. c. 1844. p. 194. n. 8. f. N.
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

Ved Prof. Grube's Forekommenhed har jeg havt alle
Gravenhorst's Exemplarer til Gjennemsyn og har saaledes
kunnet overbevise mig om, at Siliquaria porosa er en Rørorm
og, saavidt man kan slutte uden at kjende Laaget, nær-
værende Art.

Paa Skallen af Vermilia dinema M. og andre tresidede
Skaller af denne Slægt ere de tre Kjole indvendig smaa-
kamrede. Hos nærværende Art ere disse Smaakamre især
stærkt udviklede og desuden forsynede med en Aabning i
den indre Væg, hvorved der udvendig dannes en Længdelinie
med regelmæssigt tætstillede Porer.

62. VERMILIA QUINQUELINEATA PHIL.

7'. lereti, lineis elevalis, longitudinalibus , lævibus, quinque or-
nata (ul in V. claviyera) ; dm. },'" — f"é.

Animal branckiarum lutescentium flis ulrinque 8, rubro macu-
lalis; operculo conum brevem, obliquum referente {fere ut in V. ca-
lyptrata.) (Phil.)

Vermilia quinquelineata Phil. 1. c. 1844. p. 193. Nr. 7. f. M.

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

63. VERMILIA CALYPTRATA PHIL.

T. tereti, crussa, transversim corrugaia; dm. Ih'".

Animal fitscescens, collari lineaque in Jilis branchiarum viridilnis.
jili* branchiarum 11; ciliis rufofuscis; operculo conum obliquum,
Irvcncatum referente. (Phil.)

Vermilia calyptrata Phil. 1. c. 1844. p. 193. n. 4. f. G.

Hab. in mari mediterraneo. (Phil).

64. VERMILIA PORRECTA MULL.

T. lereli, e basi spirali fleæuose ascendente (Miill. pr od. §
Zool. Dan.)

T. teres, rugosa, alba, basi avfraclus binos, tres, quatuor vel
quinque sæpe circa fucos tenuiores formans; moæ Jle.vuose uscendit,
sæpe jilures injunguntur ascendenles et descendenles , basi semper
spirali. (Miill. mss. posthum.)

Animalciduni ul in congeneribus ; pennæ albo el rubro alternatim
lessidalæ; pedicellus operculi ruber, clava striata. (Miill-. ibid.)

891 (

Serpula porrecta Miill. prod. p. 236. Nr. 2860.

Miill. Z. Dan. HI. p. 9. 1789. t. 86. f. 7. 8.
Serpula vermicularis Abildg. Zool. Dan. III. p. 9- pp. (non I,.)
Verntilia armata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243- Nr. 5-

(ex citato.)
Serpula vermicularis Blv. Diet. se. t. 48. p. 553- var. b.

Lam. p. p.
Serpula triquetra Sow. Gen. f. 2. a. ?
Testa. Serpula solitaria »Lam.« Chenu 111. t. X. f. 8.
? Serpula glomerata var. b. Lam. V. p. 363.
Hab. passim in f'ucis, præsertim intra rupes Theistholmenses,
Chiistiansandenses (Miill. mss. posthum.) Abildg. Z. D. III. p. 9.

Udgiveren af tredie Bind af Zoologia Danica fandt mellem
0. Fr. Muller' s efterladte Papirer en Beskrivelse af S. por-
recta Miill. (allerede opført med samme Diagnose i Prod.
zool. dan.), som stemmer godt overeens med Afbildningen
fig. 7. 8. 1. c., naar undtages, at Køllen ikke fremstilles som
striata. At denne Afbildning hidrører fra Muller, fremgaaer
saavel af Abildgaard's Anmærkninger i Fortalen, som af den
Omstændighed, at Abildgaard ikke veed om denne Afbildning
er i naturlig Størrelse.

Afbildningen fig. 9, Hydroides norvegica Gun., maa deri-
mod tilskrives Abildgaard, eftersom han angiver, kun at have
seet eet Exemplar; ligesom Muller vistnok heller ikke vilde
have fortiet Tilstedeværelsen af det dobbelte eilierede Laag,
som sees paa Tegningen, hvis denne havde hidrørt fra ham.

Ginanni's t. 2. f. 14, som Muller anfører, fremstiller en
virkelig, temmelig stor Serpula.

Afbildningen af Laaget i Zool. Dan. t. 7. 8 stemmer
i det Væsentlige overeens med Philippi's Fremstilling af den
foregaaende Arts, hvorfor jeg anseer det for sikkert, at S.
porrecta Miill. er en Vermilia.

Abildgaard giver, tildeels efter Tegningerne, følgende
Beskrivelse :

Collare laciniatum. Tentacula octodecim l) pennata lutea, in
quorum medio proboscis, quæ non perfecte extensa, membrana molli

l) Miiller's Tegning viser 9 paa den ene og 8 paa den anden
Side.

392

obducta et simpliciter clauata capitulo pyriformi papillis duobus
terminata apparet. (Dette passer paa Vermilia porrecta, det følgende
af Beskrivelsen derimod paa Hydroides norvegica , nemlig:) In
summa vero exteusione formam obconicam induit et terminatur disco
infundibuliformi , ex cujus centro similis proboscis pedunculo breviore
margineque ciliato exseritur.

De to beskrevne og afbildede Vorter paa Laaget ere
maaskee de to Hjørner af den kortere concave Side af det
skjævt kegledannede Laag, som findes hos følgende Art, der
sandsynligviis vil vise sig identisk med denne, især da det
er den eneste Art af denne Slægt, der senere er fundet i
Skandinavien. Den Linie, der skulde begrændse Laagets
tredie Side, maa isaafald være udeladt paa MiillerV Tegning.
Det er dog ogsaa muligt, at de to Vorter betegne Indsnittet
i Laagets afstumpede Spidser. Skallerne afvige dog betydeligt,
idet V. porrecta Miill. har en trind Skal, medens Skallen af
V. conica er tresidet og har en stærk Rygkjol; denne Forskjel
kan dog forklares deraf, at Miiller's Art lever næsten frit,
slyngende sig om Tangstilkene, og saaledes ikke bliver tre-
sidet, hvad der, som ovenfor anført, tildeels afhænger af, at
Skallen er fastsiddende.

Flemming henfører Miiller's S. porrecta til sin Vermilia
armata, men Beskrivelsen af denne Arts Laag: »testaceous,
and armed with two or three spines in front« synes at passe
bedre paa en Pomatocerus. (Serpula Nr. 2. Mtg. Sup. p.
157. ed. Chenu p. 333.)

Serpula solitaria »Lam.« Chenu 111. ligner meget Miiller's
Afbildning af Skallen, men jeg har ikke fundet dette Navn i
Lamarck's Arbeider.

Fabricius og enkelte nyere Forfattere, f. Ex. Danielssen,
ansee Miiller's Art for en — formodentlig stærkt forstørret
— Spirorbis.

65. VERMILIA CONICA FLEMG.

T. candidissima, glabi-n, triquetra, lateribus convevis, carina
dorsali compressa, leviler undulala, anlice prominula. (M.)

Operculum obtique jvjramidale, compressiusculwm, apice indso. (M.)

393

Lid testaceous and conical, shell resembling Serpula triquelra.
(Mtg. Supp.)

Serpula Nr. 3. Montg. Test. brit. Supp. p. 157. 1808.
» » ed. Chenu p. 333-

Vermilia com'ca Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243. Nr. G.

Palella extinclorivm Turt, Diet. 1819 p. 138.

PerJiaps an Operculum ib. p. 255.

Serpula triquetra Sow. Gen. f. 2. c?

Hab. in oceano britannico (Mtg.); Torbay (Turt.); in sinu co-
dano ad ins. Hirsholm. (H. Kroyer, Mus. Reg.)

Som ovenfor bemærket, vil denne Art formodentlig ved
nærmere Undersøgelse vise sig identisk med den foregaaende.

Turton har beskrevet Laaget som en ny Art af Patella
saaledes:

Shell exactly conic, brownish horn -colour and rather rough,
semitransparent with a few irregular circular wrinkles ; the point
rather obtuse, quite erect and central, without curvaturc or apparent
volution; the base orbicular, with the margin thin and plain; inside
glossy brownish white: diam. of the base T'n of an inch ; heio-ht
about a third more than the diameter.

A living specimen of this curious and very distinct minute Pa-
tella we took from a mass of the S. tubularia, trawled up at
Torbay. Its figure exactly resembles a common extinguisher and
independently of its regularly conic shape and comparatively con-
tracted base, it may be known from the P, chinensis by the want
of internal appendage or lip v. v. (Turt.)

66. VERMILIA MULTICRISTATA PHIL.

T. tereti, lamellis 5, longitudinalibus , plemmque pectinatim in-

cisis, cristata; dm. \4".

Animal albidum, operculo parvo, conico, basi camosæ, mul to
crassiori sid>globo.sæ insidente. (Phil.)

Vermilia midticristata Phil. 1. c. 1844. p. 193. f. K.
Vermilia scabra Lam. V. 370. éd. 2 V. 634. (Grube p. 92.)

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

Beskrevet efter et enkelt tørret Exemplar.

67. VERMILIA GALEATA GRUBE.

C. vermiforme, gracilius, subgriseum, lateribus ferrugineis pallio
pallidhis aurantiaco, segmeutis fere 107, sectione anteriorc, \ oorporis

394

excedente. Branchiæ æque longce, pallide puniceæ, vittis 3 ex violaceo
albescentibus ornatæ, longitudinem sectionis anterioris ccquantes; fila
branchialia dextra 20, sinistræ 21, stylus operculi sinister, pallide
aurantiacns, processibus nidlis armatus. Operculum quasi glandiforme,
dimidio superiore rede imposito, semigloboso, in apiicem uncinatum
exeunte olivaceo, d. inferiore pallide aurantiaco paulo breviore {?).
Setæ capillares haud limbatæ , segmentorum postremorum productæ,
sectionis anterioris flavæ , fasciculos magnos componentes. Mutatio
setarum in segmento 8vo observata. (Grube.) Testa ignota.

Tg. 1,55 unc. ; long. operculi cum stylo 0,35 unc.

Vermilia galeata Grube Archiv. f. N. G. 1860. XXVI. p. 113.
t. IV. f. G.

Hab. ad porto Ré (specimen unicuni). (Grube.)

68. VERMILIA CONTORTA GRUBE.

Branchiæ albo et ferrugineo articulatæ, filamentis apicem et
basin versus albis, intermediis ferrugineis.

Operculum glandiforme, svperne atrocyaneum, lineis albis irre-
gidaribus, vertice truncato et, ut videtur, immerso; stipite ftliformi,
branchiis longiore, albo, annidis nigris angustis 4. (ex descr. Gravenh.)

Serpula contortitplicata ? Gravenh. Tergest. p. 90. Nr. 3.

S. ( Vermilia) contorta Grube 1. c. 1851. p. 92.

Hab. in inari mediterraiieo prope Tergestera in lapidib. (Gravh.)

69- VERMILIA DUBIA SCHMARD.

Tubulus irregidariter pentagomis.

Operculum obtuse glandiforme. Pedunculus curvatus ad basin
operculi bicornis. (Schm.)

* Serpula Nr. 4 Montagu Supp. p. 155. (ed. Chenu p. 333).

» » Flem. Edin. Ene. p. 67.?

Vermilia dubia Schmarda 1. c. p. 21. f. 175.
Hab. in oceano atlantico prope St. Malo in rupibus (Schm.)

Skallen synes ved første Øiekast tresidet, men har en
svag Kjol paa Siderne mellem Basis og den store Rygkjøl.
I nogle Henseender ligner den S. polytrema. (Schm.)
Det forekommer mig, at det er Laaget af denne Art,
der er beskrevet saaledes hos Montagu :

»lid with a smooth termination , grooved on each side for the
reception of two cirri , placed at the base of the operculum, which
is corneous, and furnished with a bifid style«.

395

V. dubia er maaskee snarere en Placostegus, men de to
smaa Pigge paa Kollen erindre dog meget om V. elongata
og V. polytrema.

GEN. X. POMATOSTEGUS SCHMARD.

Operculum 3 — 5-plex, columna cava concamerata articulata
subcentvali ; vertex et nodi columnæ radiaiim spinosa.
Branchiæ animalis spir oles.
Testa septo perforato interiore.
Cymospira (Sav.) Blv. Grube.
Terebella Abildgaard, Gm.

Laaget af denne Slægt er især mærkeligt paa Grund af
sin paafaldende Lighed med Siphonen af Slægten Actinoceras
af Orthoceratiternes Familie.

Axen er leddet, huul, med et Skillerum i livert Ledde-
mod. Udenom hvert Leddemod findes store hule Pigge an-
bragte, der danne en Krands, som bærer en rund, i Kanten
bølgetandet Skive. Skiven mangler altid paa det øverste og
undertiden paa de næstoverste Leddemod. En Tap af den
Laaget bærende Kølle udfylder Axens nederste Kammer og
formodentlig ogsaa de i dettes øverste Kant udmundende
krandsstillede Pigge. Undertiden findes i Axen en Kreds af
smaa piggede Buske (cfr. P. fruticosus.) Om Antallet af
Skiverne er afhængigt af Alderen, er mig endnu ikke bekjendt.

Jeg antager, at Væxten udgaaer fra Køllen og at den
begynder dermed, at Støtten forst forlænges, og Skiven derpaa
efterhaanden løsnes fra Køllens Overflade, hvorefter der be-
gyndes paa Dannelsen af en ny Skive ' ). De krandsstillede

') Laagene af flere Serpulaer erindre paafaldende om mange Sø-
svampes Spiculæ. Saaledes ligne Stavene paa Laaget af Hy-
droides (Eucarplms) indtil Porvexling Spiculæ af Euplectella
Bowerb. Phil. Transact. 1858 t, 26. f. 3- 4. 5 og af Dacty-
localyx ib. fig. 1. (= Dendrolithes Ehrcnb.).

Ligheden imellem Bowerbank's »trirotate Spiculæ« ib. f.
38 af en Spongia (=- Amphidiscus polydiscus E!hrb.) og Laaget
af Slægten Pomatostegus er ligeledes paafaldende. saavelsom
Ligheden mellem samme Forfatters »birotate Spiculæ« af Spon-
gilla plumosa og Laaget af Serpula (Subg. Sclerostyla).

396

Pigge udgjøre idetraindste hos een Art en Deel af Skiven,
idet de følge med, naar denne borttages. Antallet af Skiverne
opfattes paa en meget forskjellig Maade; medens Nogle med-
regne den øverste Ringknude, der kun har udstraalende Pigge,
medregne Andre kun de frie Skiver, og ikke den sidst dannede,
der sidder paa Overfladen af Køllen. Om Antallet af Skiverne
og Leddene paa Støtten er eiendommeligt for Arten, eller
blot er en Aldersforskjel, er endnu ikke oplyst. De mindste
Exemplarer have de fleste og indbyrdes længst fjernede Skiver;
saaledes har et Exemplar af

P. stellatus 40 m. langt, 3 Skiver
var $. tetrapoma 25 m. — 4 —
var d, pentapoma 20 m. — 5 —

Dette kan maaskee forklares derved , at Væxten er
hurtigere i den yngre Alder.

Jeg formoder, at de øverste Led af Axen efterhaandeu
afbrydes, formodentlig mod Kanten af Mundingen. Noget
Lignende tinder Sted hos en Mængde Conchylier, de saa-
kaldte decollerende, af hvilke Rumina decollata L. er den
mest bekjendte.

70. POMATOSTEGUS STELLATUS ABILDG.

Proboscidis disco triplici perfoliato, anteriore armato cornu Irun-
cato acxdeis radiato; long. 2^ poll. (Abildg.)

T. crassa subtriquetra , carina dorsali compressa, valida. un-
dulato-lobata ; lirulæ uirinque duæ obsoletæ, granulis validis, asperis^
regxdaribus ornatæ. (M.)

Terebella stellata Abildg. Scliriften naturf. Freunde IX. p. 142.
t. 3. f. 5. A. B.
» » Gni. S. N. p. 3114. Nr. 10.

Serpula stellata Savigny. Egypt. Armelid. p.
Serpula (Cymospira) Blv. Diet. se. t. 57. p. 431. Grube 1. c.
i) » Guérin. Icon. R. A. t. f. 3. (Laaget.)

» Griffith An. Kingd. 13. 1833. pi. 8. f. 3.

(Copi.)
Pomatostegiis stellatus Scbmarda p. 31.

Hab. ad ins. St. Crucis (Abildg.) I. St. Thomæ (A. H. Riise.)

397

Skallen forekommer mig ikke at afvige væsentlig fra
Spirobranchus dendropoma og Serpula ctenactis. Abildgaard's
Afbildning ' ) af Laaget viser to frie Skiver.

var. «. tetraponia.

Operculum discis quatuor suprapositis concavis, marginibus un-
dulato-crenatis. Long. 1| poll. angl.

T. crassa, carina dorsali laciniata, antiee prominula, utrinque
bilirata.

Hab. ad ins. St. Thomæ (Dietz), Riise.

Endskjøndt denne Varietet er meget mindre end Abild-
gaard's Exemplar, har den dog een Skive mere paa Laaget.
Blandt nogle Tegninger, udførte af Hr. M. A. Dietz paa St.
Thomas og meddeelte af Hr. Apotheker Riise, fandtes en
ret kjendelig koloreret Afbildning af denne Form, ledsaget
af følgende Forklaring:

»Branchies rouge-verniillon , pointe des barbules d'une couleur
blanchåtre (Fangetraadene synes ikke at være stillede i Spiral) ; 6
faisceaux couleur de paille sur 6 costules (o : Thorax) ; espace entre
les sommets des costules a peine perceptihle sous la loupe. Oper-
cule , piece composée de 4 disques concaves a bord crénelé , suf>er-
posés , espacés , maintenus par un trone calamiforme qui sert d"axe
et qui reparait au dessus du 4éme disque et se termine par une
coronule caliciforrae astériée. Long. 1^ pouces anglais.
var. {5. fruticosa.

Operculum discis quatuor superpositis subæqualibus, modo sellæ
leviter flexis, raargine confertim crenulato-lobato , lobulis concavis;
axis lateralis, vertice margine radiatim spinoso, fruticibus ramulosis,
confertis erectis cincto ; raniuli conferti , aculeis hyalinis sæpe cruci-
atim dispositis. Dm. 4^ ni.

Hab. ad ins. St. Thomæ. (A. H. Riise.)

Specimen exstat in Museo Academiæ Regiæ Hauuiensis Veteri-
norum.

Enden af Støtten bærer i Randen en Kreds af tætstillede,
meget smaa og stærkt grenede Buske; Grenene have for-

1) Abildgaard angiver, at Arten ogsaa fandtes i Spengler's Sam-
ling; jeg har imidlertid ikke forefundet den der, ligesaalidt
som Abildgaard's egne Exemplarer i Veterinærskolens Samling;
det er muligt, at de sidste ere afgivne til det berlinske Selskab,
hvis Skrifter ere anforte ovenfor.

27*

398

hoklsviis store, ofte parviis modsatte, glasagtige Pigge, som
erindre meget om de langt større Horn paa Laaget af Spiro-
branchus dendropoma.

Jeg har ikke truffet disse Buske paa den typiske Art;
men da Laaget forøvrigt ikke viser nogen væsentlig Forskjel,
og da disse Buske let kunne være afslidte eller afkastede
paa de større Exemplarer, har jeg ikke vovet at opstille
denne Varietet som selvstændig Art, især da Laagets Ud-
viklingsforhold i det Hele endnu ere meget dunkle.

var. y. pentapoma.

Operculum discis quinque superpositis , sat remotis ; axis late-
ralis, internodiis medio paululum contractis. Diam. 3 ni.
Animal parvum, longitudine circiter 20 ni.

Cymospird quadruplicata Kroyer Mus. Reg.

Hab. ad ins. St. Crucis. (H. Kroyer, Mus. Reg.)

Uagtet denne Varietet er endnu mindre end de to fore-
gaaende, har Laaget dog een Skive mere.

71. POMATOSTEGUS MACROSOMA SCHMARD.

Operculo quatuor [i. e. tres], versus finem decresceniia. Lobus
collaris duplex. Branchiarum spiralia tria; branchiæ rosaceæ, breves.
Tubulus trigonus. (Schm.)

Pomatostegus macrosoma Schra. 1. c. p. 31. t. 21. f. 182.

Hab. An den Keys im Siiden von Jamaica. (Schm.)

Der Deckelstiel ist von der Form eines umgekehrten holilen,
an der einen Seite aufgeschnittenen Kegels. Seine Basis biidet eine
flache Vertiefung. aus der sich eine kurze Såule erhebt, auf der
ein zweiter Deckel mit einer zweiten (Såule) aufsitzt. Das d ritte
Såulenstiick tragt einen dritten aber viel kleineren Deckel ; alle
Deckeln stimmen darin iiberein, das ihre Rander umgebogen und
eingekehrt sind (ikke fremstillet paa Afbildningen). Ausser diesen
Kerben tragt der oberste noch zwei (de øvrige formodentlig afstødte)
horizontalstebenden Stacheln. (Schm.)

Schmarda angiver, at P. stellatus Abildg. adskiller sig
derved, at Enden af Støtten har »6 — 7 senkrechten Stabchen.«
Denne Mening grunder sig formodentlig paa en urigtig Op-
fattelse af Abildgaard's Afbildning, der rigtignok i perspec-

_399_

tivisk Henseende er noget feilagtig. Abildgaard derimod angiver
selv, at Støtten ender i 7, 8 indtil 10 udbredte Pigge, stillede
som en Stjerne :

»Auf den ersten oder vordersten Platten des Riissels sitzt im
Mittelpunkte statt der Horner des erst beschriebenen , ein kurzes
hornartiges abgestunipftes Gewåchs , das sich mit ausgebreiteten 7,
8 bis 10 Stacheln in der Form eines Stems endigt. (Abildg.)

Det er dog ogsaa muligt, at Schmarda har antaget det
af Abildgaard fig. 6 afbildede Laag for henhørende til P.
stellatus Abildg.

Gjællebuskene ere forholdsviis ligesaa korte som paa
Dietz's Afbildning, men af en lysere rod Farve. Den væsent-
ligste Eiendommelighed ved Schmarda s Art er, at Laagets
Støtte er næsten midtstillet, og at Dyrets Krop synes for-
holdsviis meget lang; men da disse Forhold, navnlig først-
nævnte, maaskee ogsaa beroe paa Feiltegning, forekommer
det mig sandsynligt, at P. macrosoma vil ved Sammenligning
af flere Exemplarer vise sig som en fortegnet P. stellatus
Abildgaard.

' 72. POMATOSTEGUS KRØYERI MORCH.

Branchiæ glaucescentes obsolete ter vittatæ, fil is utrinque circiter 60.

Operculum ex discis suborbiculatis 3 ad 5 (3 modo) inter se
distantibus, sensim minoribus, composilum, axi supra libero, dentibus
(i. e. aadeis) aliquot coronato, disco infimo integro (minime), cæteris
margine plus minusve crenatis (ex descr. Grubii).

Serpula stellata Grube. Videnskabelige Meddelelser fra natur-
historisk Forening 1859 p. 113. Annulata
Ørstediana.
Hab. in oceano pacifico ad Puntarenas leg. A. S. Ørsted. H.
Kroyer Mus. Reg. (Grube.)

I det kgl. naturh. Museum findes tre Exemplarer, af
hvilke dog kun eet har sit Laag nogenlunde bevaret; dette
har 3 Skiver^ der alle ere crenulerede i Randen, men langt
finere- end hos P. stellatus. Gjællebuskene ere af en ganske
anden Farve end hos Pomatostegus stellatus, idetmindste efter
Hr. Dietz's og Abildgaard s Angivelser.

400

73. POMATOSTEGUS BRACHYSOMA SCHMARD.

Operctda tria concava, finis columnæ spina unica, pedunculus
magis curvatus. Lobus collaris simplex. Spiræ branchiarum 1^,
branchiæ rubre et viride strialæ, longissimce. (Schm.)

Pomatostegus brachysoma Schmarda 1861. L c. p. 32. t. 21.
f. 183.

Hab. ad insulam Jamaicam, in rupibus corallificis. (Schm.)

Efter Tegningen udmærker denne Art sig især derved,
at Dyrets Krop ikke er længer end Køllen og Laaget til-
sammen. De enkelte Led af Støtten ere omvendt kegle-
dannede og sidestillede som paa Laaget af P. stellatus, der
imidlertid adskiller sig ved Mangelen af Baand paa Gjælle-
buskene.

74. POMATOSTEGUS ACTINOCERAS MØRCH.

Operculwn discis duobus /ribvsve membranaceis , concavis, mar-
gine cremdato, reflexo; axis eæcentricus; internodia constricla; nodi 6
vel 7 validi, aculeis 5 — 7 radiantibus, infinti 2 vel 3 opercidum ge-
rentes; nodus summus superne cavitate hexagona, lateribus arcuatis.
Long. axis 4 m. ; dm. operculi circ. 2^ m.

T. repens, solilaria, crassa, cretacea alba, sublriquetra carina
dorsali valida, compressa tenui, sab/aciniata, lateribus convexis, lirulis
duabus approæimatis , submembranaceis , semdatis; latere affixo lato,
planissimo; aperlura subtrigona infundibuliformi, /leritremate (lindis
prominentibus) denticulato; superne carina dorsali subbijida; faucibus
flavescentibus ; ruges et striæ incrementi arcuatæ , flexæ, inæquales,
rudes in dorso angulatim productæ. Diarn. circ. 7 m.

Vermetus quinqueco status Daudin Rec. f. 22 (non absimilis).

Serpula cincta var. Chenu 111. t. X. f. 13. (non Goldf.) (item.)

Actinoceras Bigsbyi Chenu Man. p. 65 f. 230 (quoad formam
operculi).

Varietas lateribus testæ multiliratis.

Hab. ad ins. Philippin. Mus. Cuniing. In Malleo vulgari
(Mus. Reg. Haun.)

De kredsstillede Pigge paa Internodierne udgjøre en Deel
af Laagskiven, idetmindste paa den sidst dannede Skive.

75. POMATOSTEGUS? CORDINER1 FLEMG.

Shell triangular, branchiæ stellular, lid produced ivith an obtuse
ter in i nation, and Jive lobes on each side, opposile, in pairs. (Flemg.)

401

Operculi stylus angustissimus , vertice trilobato, lobo intermedio
trecto, maæimo; versus finem stylt disens lotus margine lobato, deinde
tria paria loborum piriforinium, basin versus sensim minonnn.

Brdnchiæ circulares, fasciis cluabus concentrkis, inæqualibus ; fila-
mentet branchialia lata, uirinque fimbriata, apice summo angulato-in-
a'.so. (ex icone M.)

Terebella. Cordiner Remarkable ruins in north Britain Nr. 2.
Serpula Cordineri Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 244.
Sabella (Serpula) Cordineri John.st. Index Annals of N. H.

XVI. 16. p. 448.
Hab. in oceano britannico boreali adhering to a stone dredged
up in forty fathoms water (Cordiner).

Cordiner's Afbildning erindrer stærkt om Slægten Po-
matostegus; de tre Par Flige paa Siden af Støtten ere
maaskee Levninger af Laagskiverne, men det maa dog er-
indres, at paa Tegningen aftage disse i Størrelse nedad.
Skallen er ikke ulig Placostegus trideYitatus J. C. Fab.

GEN. XI. SPIROBRANCHUS BLY. OKEN.

Operculum subovale, corneum, intus impressionibus muscularibus
profundis in cornua ramosa lateris eaierni exeuntibus.

T. repens, solilaria, septo inferno foramine subcentrali infnndibidi-
formi porisque marginalibus pertusa.

Les Serpules cymospires Savigny Explor. d'Egypt. 1809 p. 27

ed. 2. p. 408.
Spirobranche Bly. Bull. soc. phil. Avril. 1818. p. 79. læst

Juni 1817.
Spirobranchus Blv. Oken Isis 1818 p. 2062.
Vermilia p. p. Lam. 1818. V. p. 369.
Spirobranchus Schweig. Handb. 1820 p- 600.
Cymospira Blv. Diet, se. 1828 t. 57. p. 431.

» Philippi 1. c. p. 49.

» Subg. Serpulæ Grube 1. c.

Gjælletraadene ere stillede paa en i 4—5 Vindinger
spiralsnoet Arm, saaledes som Pallas (der har leveret den
bedste Fremstilling af Dyret) bar beskrevet det hos Sp. gi-
ganteus; men dette Forhold synes ikke at tinde Sted hos
alle Arter og er vistnok meget afhængigt af Alderen.

402

76. SPIROBRANCHUS GIGANTEUS PALL.

Opercuhan mbovale vel fere circidare* extus juxta marginem
dorsalem ramis duobus oblique erectis, interne aculeis aliquot deftexis,
postice ramulo brevissimo juxta basin, vertice spinoso; intus impressio-
nibus muscularibus duabus, fundo angusiissimo, profundo; color rubro-
violaceus (M.)

T. solitaria triquetra repens, crassa, alba superne pierum que
lilacina; carina darsali compressa sublaciniata, antice rostro longo
compresso inferne linda longitudinali divisa; laminæ et striæ incre-
rnenti utrinque arcuatæ in carinam medianam sub angulo acutissimo
productæ; apertura circularis subinfundibuliforinis, faucibus pallide
coccineis ; septum internum foramine {vel fissura)- subcentrali, in-
fundibuliformi, sulcis obsoletis radiantibus, irregularibus , peripheria
poris sat approximatis perlusa (M.)

Serpula gigantea Pall. Miscell. Zool. 1766. p. 140. t. X.
f. 2—10.

Gra. S. N. p. 3747 Nr. 37.
» i Wuod Index t. 38 f. 38 (Copi af Ormens

Bafgkrop, der er taget for en Skal.)
Spirobranche, Serpula gigantea Blv. Bull. phil. 1818. 1. c.
Cymo8pira gigantea Bly. Diet. se. t. 57 p. 431. pi. 2 f. 2.
Serpula gigantea Cuv. R. A. III. p. 199.

» » Savign. Expl. d'Egypt. p. 74 ed. 2. t. 26.

p. 408.
Serpula (Galeolariu) gigantea Vogt. Cuv. Das Thierr. IV. p. 14.

Hab. in oceano americano ad Antiguam (Pallas). La Guayra
(Mus Curaing). St. Thomas, paa Steen, men ialmindelighed indleiret
i Koraller (Millepora, Porites, Mæandrina) , hvoraf den overgroes;
den borer derimod ikke (A. II. Riise). I Almindelighed leve to og
to Exemplarer sammen , et Forhold , der er fælles for næsten alle
de større Serputider og maaskee staaer i Forbindelse med Kjons-
forholdene. I Hamborger- Museet findes et næsten ret Exemplar,
der omtrent er 220 m. langt.

Pallas angiver, at Gjællebuskene ere dreiede i næsten
otte Vindinger; senere Forfattere angive kun fem, hvilket
maaskee er afhængigt af Alderen eller en forskjellig Tæl-
lingsmaade. Lamarck omtaler ikke denne Art, uagtet han
selv i Aaret 1809 skjænkede et Exemplar til Savigny, be-
skrevet af denne i »l'Exploration d'Egypte.«

a. Animal longissimum gracile; operculum ovale (ex icone).
Penicillum marinum ex indiis orientalibus Seba Thesaurus III.

p. 39. t. 16 f. 7a b-

403

Det er ikke bekjendt om der, som Seba angiver, findes
en lignende Form i Ostindien. Afbildningen viser ikke nogen
mærkelig Forskjel fra det af Pallas fremstillede Exemplar.
Det er derfor meget sandsynligt, at det af Seba angivne
Findested er urigtigt.

|3. operculum margine ciliatum (ex Home).

Actiuki animal flower Home Philos. Transact. 1785. t. 75. p.
333. t. XI.
» » Hunter ibid. p. 352.

» » Lectures I. pi. 1. (Copi.)

Sabella madreporcmim Shaw Miscell. t. 290. (Copi.)

v » Blumenb. Abbild. Nr. 67. (Copi.)

Hab. ad ins. Barbades, Fortn. (Home.)

y: branchiæ anfractibus 5 ; cornua operculi quatuor, duo longa et
duo brevissima. (Schm.)

Cymospira giganten Pallas Schiuard. 1. c. 1861. p. 31 t. 21.

f. 180.
Hab. ad Jamaicam meridionalem in rupe corallifico. (Schm.)

Schmarda anseer den lille Green paa Bagsiden af de
store Horn for et selvstændigt Horn.

d. Abdomen animalis breve, (ex icone).

Terebella bicornis Abildg. 1789. Schriften Berlin. Geseli. IX. p.
142. t. 3. f. 4.
Gm. S. N. p. 3114. Nr. 10.
Serpula bicornis Sav. 1809- p. 408. ed. 2. p. 75.

» » Guérin IconogT. du R. A. t. 2 f. 4. (Copi.)

» Griffith An. Kingd. t, 8. f. 4. (Copi.)

Hab. ad Ins. St. Crucis. (Abildg.)

f . Operculum differt a præcedentium : ramulo postico cornuum
validiore et erecto. (M.)

T. teretiuscula , tenuis pro magnitudine. Exstat in Museo
Hamburgensi.

var. A. Operculum bicorne ut præcedentium sed ramulo parvo
intermedio spiniformi prostrato.

Hab. ad Puerto Cabello. (In Mus. cl. Duukeri?)

Den nedliggende uparrede Pig svarer til det store gaffel-
dannede Horn paa Laaget af den følgende Varietet, som jeg
derfor ikke troer kan være en egen Art.

404

var. B. tricornis.

Operculura bicorne ut præcedentium sed differt ranio intermedio
prostrato , tereti , longo , ad finem furcato , ramulis utrinque aculec
mutico.

Steinbohrer etc. Abildgaard 1. c. 1789. p. 43.

Serpula bicornis »Sav.« v. d. Hoeven. Handb. I. p. 803. t.

6. f. 4 A. B. (bene)
Hab. in indiis occidentalibus (Mus. Spgl.) Puerto Cabello (Mus.
Dunkeri).

var. C. microceras.

Operculum ovatum, bicorne; cornua parva recta procumbentif
basi subremota; cornu dextrum paulo longius, latere interno bi-
spinoso , sinistrura unispinosum ; spina subreflexa in lateribus externis
apicem versus sita, ramulo parvo postico præcedentium nullo.

Hab. in oceano antillaruni? (H. Kroyer Mus. Reg.)

Hornene ere i Forhold til Laagets Størrelse paafaldendf
smaa og langt stærkere nedliggende end paa alle øvrige Af-
ændringer; de to smaa knudeagtige Grene paa Bagsidei
mangle aldeles. Saalænge Væxtforholdene endnu ikke ere
bekjendte, er det meget usikkert at bestemme, hvad der ei
Art, og hvad der er Varietet.

77. SPIROBRANCHUS ROSTRATUS LAM.

T. tereti, lævigata, madreporibiis incrustata; aperlura dente
acuto rostriformi. Son tube est assez gros, rouge et paraissait i-idé.
(Lam.)

Vennilia rostrata Lam. 1818. p. 369. 1.

» » Bowd. Elem. 1827. t, 2. f. 129.

Blv. Diet. t. 57. p. 329.
» Chenu 111. Conch. t. XI. f. 9.

Serpula rosea Wood Index Supp. 1828. t. 8 f. 4.
Stoa? rostrata M. de Serres An. se. nat. 1855. p. 240-

Hab. Les mers de la nouvelle Hollande, dans l'épaisseur d'un
Porite. (Lam.)

Jeg tvivler meget paa Rigtigheden af det opgivne Finde-
sted, især fordi Lamarck ikke tilfører »Peron & Lesueur«
som nævnes ved alle hans nyhollandske Arter, eller angiver
i hvilken Samling Exemplaret findes. I Henseende til Farven
»rouge« afviger denne Art betydeligt fra P. giganteus Pall.,
men stemmer derimod overeens med S. rosea Wood.

405

78. SPIROBRANCHUS INCRASSATUS KRØYER.

T. repens, crassa, subquadrangularis , lævhtscula, violaceo-pur-
purea , carina dorsali sublaterali compressa, sublobata , fiava , antice
parum prominente; kttere externo perpendiculari, bast expansa; ledere
intemo declivi, interdum lira obsoleta longitudinali ; apertura alba,
faucibus roseis. Diam. ant. circ. 10 m.

Operculum angulari- ovatum, pallide rufescens, extus ramis duo-
bas longis leviter decumbentibus ; rami latere externo ramidis geminis

- deflexis remotis, latere intemo spina dejlexa solitaria, postice
ramulo basali brevissimo crasso vertice spinuloso, latere externo ra-
mulo minutissimo spi?ioso ; rum o mediano brevissimo piano prostato,
apice ramis duobus longis divergentibus, verticibus spinis recw'vis, latere
externo ramulo spinoso submediano.

Cymospira gigantea Grube 1. c. p. (ex loc. nat. et specimine
Kroyeri).

Cymospira incrassata Kroyer Mus. Reg.

Hab. in oceano pacifico ad Columbiam occidentalem in Marga-
ritifera sp. affixus, Mus. C'uming. Puntarenas (Orsted) H. Kroyer.

Beskrivelsen er efter Exemplarer i Hr. Cnming's Sam-
ling. I det kgl. Museum findes et noget større Exemplar,
hvis Bagkrop er meget kort, sammenlignet med Sp. giganteus,
og hvis Laag ikke forekommer mig at afvige væsentligt fra
de Cuming'ske Exemplarer.

var. «. T. concolor riifescente-purpurea.

Hab. in oceano pacifico ad Columbiam occidentalem in Arca
pacifica affixa.

Farven er mattere, medens den typiske Art er lidt
gliudsende, hvilket maaskee hidrører fra Polering.

Laaget af denne Art ligner meget Laaget af Sp. gi-
ganteus var. B., men adskiller sig fra dette derved, at Grenene
paa det uparrede gaffeldannede Horn ere meget længere end
Skaftet, der næsten ganske mangler, og ere mere udspærrede,
medens det Modsatte finder Sted hos den af v. d. Hoeven
afbildede var. B. Jeg har seet flere Exemplarer, der alle
stemme overeens i dette Forhold.

79. SPIROBRANCHUS SEMPERI MORCH.

Operadum suborbiculare rufescens, margine angustissimo elevato,
quadricorne ; cornua postica erecta, medio oblique fwcata; rami eæterni

406

furcarum intus bispinosi, e.vtus ramulo minuto, apice bispinoso; rami
internt furcati; verticibus furcarum omnibus spinis 3 — 5 min ti tis;
cornua antica decumbeutia, recta, basi approæimata, dimidiam po-
steriorum longitudinem vix superantia, furcata; ramo externo furcarum
ramulo brevissimo spinifero el postice spina solitaria; latus internum
operculi margine infleæo acuto, canali profundo peripherico; impres-
sione centrali vultum Simiæ non male referente; foraminibus duobus
majoribus fere infundibuliformibus duobusque minoribus sulco conjunctis
ad cornua respondent ibus.

Diam. operculi 3|- m.; alt. cornuum circ. 3] m.

T. teres, linea dorsali elevata; apter tura circidaris; rugæ incre-
menti irregulares.

Hab. ad ins. philippin. , legit cl. Carolus Semper; exstat in
collectione fratris Altonæ.

80. SPIROBRANCHUS DENDROPOMA MØRCH.

Optrculum subcirculare albescens; margine deflexo jjoslice elevatcu
cornubus erectis furcatis 5 — 6 approæimatis in circulo juxla marginen
digestis; stipite nudo breviusculo, ramis divergentibus spinosis et dense
rarnulosis; intus impressione musculari cordiformi submarginali, fora~
minibus 5 æquidistantibus, quorum marginalibus geminis, centro sera
biculo punctiformi. Diam. circ 2\ m.

T. solitaria, repens teretiuscula, Uris parvis acutis sat remotis,
interdum carina dorsali compressa, laciniata; liræ incrernenti regu-
lares, prominentes; apertura circularis; sepliun internum sulcis radi-
antibus 3 vel 4 et foramine centrali infundibuliformi: peripheria puncw
minutis pertusa costulisque brevissimis radiantibus: margine adnato
laminoso. Diam. aperturæ circ. o\ m. (M.)

»Animal long 2| pouces anglais; branchies violet clair avec
deux bandes violet foncé, six faisceauæ couleur de paille sur siv
costules ; espace entre les sommets des coslules considérable, diminuattt
ou se rétrécissant å la jointure avec le corps el s'élargissant
mesure qu'il avance vers les branchies«. Dietz in litt. 1861.

SeescMange Schxøt. Einl. 2. p. 369. t. VI. f. 18. (S. denti-
culata Gni.)?

Ostindische SchneckenrohreiniteinemtiefliegendenDeckelverschlosseBp
welcher mit 6 slacheligen Hornern bewaffnet war. Abildg.
1789. 1. c. p. 193. t, 3. f. 6. (siniilliina sed rudis).

Galeolaria (Lam.) Cut. R. A. éd. 2 IH. p. 191.

Hab. in oceano americano ad ins. St. Thomæ. (A. Dietz)
A. H. Riise.

Abildgaard' s meget raa Afbildning maa henføres til denne
Art, indtil det viser sig, at en nærstaaende Art forekommer
i Ostindien. Laagets Muskelindtryk viser fem Huller, der
ere Hornenes Aabninger og saaledes nøiagtigt angive disses

407

ladbyrdes Stilling. To og to Horn ere saaledes stillede sammen,
og det femte henimod Midtpunktet staaer alene; undertiden
er et af Hornene dybere kløftet, hvorved der opstaaer 6
Horn istedetfor det almindelige Antal af 5. Ifølge Hr. Dietz's
Afbildning er Dyrets Bagkrop meget smækker, høirød, især
i den bageste Deel, og har en sort Ryglinie ; Gjællerne synes,
ligeledes efter Hr. Dietz's Tegning, ikke at være spiralsnoede.

81. SPIROBRANCHUS? POLYCERUS SCHMARD.

Opercuhim crassum, breve; pedunculus curvatus. Superfines
operculi uncinis (cornubus) pluribus (7). Long. anim. 16'".

Der Korper ist blass-rosenroth; der untere Theil der Kiemen
z^ischen violett und rosenroth. Gehort zu den kleineren Formen
und zeichnet sich durch den kurzen , gekriimmten Deckelstiel , den
kurzen , dicken , weissen kalkigen Ueckel , der auf seiner oberen
Flaclie sieben krumme Hacken , davon 2 lange tragt, aus. Die
Amvesenheit der Spiralgånge (nur zwei) der Kiemen verweist das
Thier in dieses Geschlecht. (Schm.)

Cymospira polycera Schmard. 1. c. p. 31 f. 181.
Hab. in oceano americauo ad ins. Jamaicam. (Schm.)

Den generiske Bestemmelse af denne Art er meget
tvivlsom. Laaget angives som kalkagtigt, hvad det aldrig
er i denne eller de nærstaaende Slægter, med mindre Angivelsen
skyldes Nulliporer eller et uorganisk Nedslag. Dersom dette
imidlertid ikke er Tilfældet, og især dersom Laagstilken, der
angives som kort og krummet, er en Deel af Laaget, og ikke
selve Køllen, er det sandsynligt, at denne Art er en Serpula
og da nærbeslægtet med S. ctenactis. Dette bestyrkes yder-
mere ved de 7 preendannede, aldeles rette Tapper, der frem-
stilles paa Tegningen, men som ikke stemme med Beskrivelsen,
i hvilken disse betegnes som krumme Hager, af hvilke de
to ere længere. Dersom Arten virkelig er en Serpula, maa
Antallet af Piggene være opgivet efter et Exemplar, hvor en
Deel af disse ere afstødte. Det maa dog bemærkes, at
ivanten af Laaget ikke er tandet som paa Serpula, men
lette kan ligesaa let være glemt ved denne Art som ved
^omatostegus macrosoma. Schmarda sammenligner Piggene

408

med dem, der findes fremstillede af Philippi paa Laaget af
Eupomatus uncinatus.

I Diagnosen kaldes Piggene »cornua«, hvorved man især
i denne Slægt maa tænke sig forgrenede Legemer; jeg kan
derfor ikke tilbageholde den Tanke, at Schmarda for at spare
Tid ved Tegningen af det altfor rigelige Materiale, der frem-
bød sig paa Reisen, blot har antydet de faste Dele, for
senere at udføre dem nøiere, og at Exemplaret senere er
gaaet tabt. I dette Tilfælde vil Arten maaskee vise sig nær-
beslægtet med den foregaaende.

Schmarda's Afbildning stemmer i det Væsentlige med
Dietz's Afbildning af den foregaaende Art; men Dyrets Farve
er blegere, og Gjællebnskene have kun eet bredt Tverbaand,
som maaskee er dannet ved en Sammensmeltning af de to
paa Dietz's Afbildning fremstillede Baand.

GEN. XU. POMATOCERUS PHIL.

Operculum crassum, corneum, circulare, intus pianinn, impressiom
musculari profunda, foraminibus profundis 2 vel 3, unde extus cor-
nutum; cornua paria semper simplicia; cornu impar inlerdum bi-
fidum.

T. calcaria triquetra, carinis basalibus concameratis.

Vermilia Bly. Diet. se. t. 57. p. 329. (piéce operculaire or-
dinairement bi-ou tricorne).

Vermilia, Lam. pp. Sow. Gen.

Pomaloceros Philippi 1. c. j>. 194.

Denne Slægt adskiller sig kun væsentligt derved fra den
foregaaende (Spirobranchus), at Hornene ikke ere grenede
eller piggede. Dog viser P. bucephalus en Overgang.

82. POMATOCERUS TRIQUETER L.

Operculwn pallidwn, cornubus Iribus brevibus, crassis, sat inolli-
bus, incurvis, æqualibits, basi approximatis ; cornua postica hviler an-
irorsum Jle.va', cornu impar subproslratum. (M.)

T. repente flexuosa Iriquetra. (L.)

Cancer variis inscriptionibus Franckenau 1727 Aet. phys. med.

I. p. 315 ex Norwegia (Marc.

Herforth).
Dentaliiim Liomé 1747. Westgotha Resa p. 170 (paa Krabber).

409

Serpula triquetra L. S. N. X. 787. p. 644. (non Mus. Ulr.)
» » L. Fn. Srec. 2. p. 55. Nr. 2206. excl. obs.

quæ Placostegus tridentatus.
Dentalium testa fleæuosa triquetra Strom 1770. Aet. Haun. X.

p. 17. vm. t. VI. f. 1—5.
Serpula intricata Pennant Brit. Zool. IV. p. 146 f. 157. ed. 2.

XCI. f. 158.
Serpula triquetra. Mont. Supp. p. 154. Nr. 2 (et forsan Nr. 4.)

ed. Chenu p. 333.
? Vermilia scabra Lam. V. 1818. p. 730 p. 7. Deless. t. 2.

f. 8. Chenu 111. t. IX. f. 8?
Patella tricomis Turton Diet. 1818. p. 139.
Vermilia triquetra Sowb. Miscell. t. 31 (bene, ex Thorpe.)
» » Sowb. Gen. fig. 2. cum operculo ; vix f. a & c.

» » ? Fleming Edinb. Journ. 1825. p. 242. Op.

with a bifid style.
Serpula triquetra Hoffman Berlin. Magazin 1829. p. 150- (C.

Fig. animalis.)
Serpula vermicularis Cuv. R. A. III. p. 191.?
Serpula triquetra Berk. Loud. Mag. VII. 1834. p. 421.

» » Loud. Mag. VIII. p. 621.

Serpula tubularis (Turt.) Harway & Glossop Proc. Zool. Soc.

1835 p. 128.
Serpula triquetra Sars Reise til Lofoten p. 84.
Vermilia triquetra Thorpe p. 14. p. XXI.

Pomatoceros tricuspis Leuckart Archiv f. N. G. 1849. p. 189.
t. 3 f. 4. a (bene.)
var. a. solitaria spiralis, interdum reversa.

Serpula spiralis Brown 111. t. 2. f. 6. (1827).

Serpula perverst Brown 111. t. 2. f. 7.

Vermilia triquetra var. serrulata Thorpe Mar. Conch. p. VII.

XXI. 14. f. 53.
Serpula placentula Bean Supp. Thorpe. p. 265.
Hab. in sinu codano, freto Oresundico, mari germanico et bri-
tannico; ad ins. Helgoland (Hoffm. et Leuckart) ; ad ins. Hirsholmene
(H.Krøyer); Hellebæk (Ltk.); Bohuslån (Malm) ; ins. Lofoten (Sars);
Island (Johnson); ad Drobak (Orsted).

Uagtet denne Art er den almindeligste af alle Rørorme,
haves dog kun to, temmelig maadeiige Afbildninger, nemlig
Strom's og Hoffmann's; Leuckart har leveret en udforlig Be-
skrivelse af Dyret og en god Afbildning af Laaget. De to
fremadvendte trekantede Tapper paa Køllen findes neppe,
saaledes som de fremstilles paa sidstnævnte Figur, altid nøi-
agtigt paa samme Maade paa alle Exeraplarer. Det er dog

410

muligt, at heri kan søges en Artsforskjel mellem denne Art
og den følgende, der efter Philippi's Tegning viser disse tre-
kantede Tapper med udadvendt og ikke fremadvendt Spidse.
Jeg mindes ikke at have truffet fuldstændige indvendige Tver-
bunde i Skallen af denne Art. Flere af de anførte Afbild-
ninger af Skallen, navnlig af var. p. , kunne maaskee med
samme Ret henføres til Vermilia conica Flemg.

83. POMATOCERUS TRICUSPIS PHIL.

T. triquetra, sæpe in gyrum contorta, alba; cliam. 2'". (Phil.)

Animal branchiis albo et coccineo sive albo et fusco fasciatis;
fil is idtra 18; operculo hemisphærico , vertice cornubus Iribus acutis
instructo; pedunculo utrinque filum gereide. (Phil.)

Pomatoceros tricuspis Phil. 1. c. 1844. p. 199. f. P.

f Serpida vermicidaris Cuv. R. A. III. p. 191.

t Vermilia trieornis Blv. Diet. se. t. 17. p. 329. (piéce oper-
culaire ordinairement hi- ou tricorne).

Hab. in mari inediterraneo , vulgaris (Phil.).

Ifølge de ovenfor anførte Afbildninger er det sandsynligt,
at denne Art er forskjellig fra den foregaaende. Antallet af
Gjælletraadene angives eens hos begge Arter, nemlig til 18
i hver Busk. Det er tvivlsomt, om ikke det af Blainville 1.
c. p. 430 omtalte Laag maaskee snarere hører til fore-
gaaende Art :

»Il nous senible que la piece calcaire, regardée comme re-
Ncouvrant la tentacule opereuliforme , e.st un simple depot du mucus
dans l'espéce si commune sur nos huitres. Il nous est arriré de
le trouver bien bicorne, mais sans aucun depot cretacé.«

Strom's Afbildning 1. c. anf'ores af Blainville.

84. POMATOCERUS TRIQUETROIDES DELLE CH.

Opercidum cornubus iribus rectis. subulatis. (M.)

Serpula Iriquetroides Delle Ch. Mem. IV. t. 67. f. 15 — 16.

Pomatocerus tricuspis"! Phil. 1. c. 1844. p. 194.

Hab. in mari mediterraneo. (Delle Ch.)

Denne Art er utvivlsomt forskjellig fra de to foregaaende.
Laagets Horn ere nemlig rette og meget længere, saaledes
som paa den anførte Afbildning, og Gjælletraadene ifølge

411

denne langt færre. Skallens to Sidekjøle ere ifølge den an-
forte Afbildning indvendig kamrede.

85. POMATOCERUS BUCEPHALUS MØRCH.

Opercuhim rrassum, flavescens , suborbiculare , vel obsolete heæa-
gomim, peripheria inæqvali, margine elevato angustissimo, vod o subcen-
trali Iricomi, cranium bovinum non male referens ; cornua poslica
divergentia , conica , apice antrorsum fleæo , postice ad indium fleæionis
spinula triangulari obsoletissima; corrm anlicum decumbens , apice
furcato, acwmine ulroque deflexo. Diam. 1| m.

T. (riquetra, gramdis confertissimis pianis obsoletis; carina dor-
sali plana medio canalicidata , antice (plerumque) rostro pyramidali
producto, callo lato, piano, juæta aperhiravi; sulci iucrementi pro/undi,
irregulares, in carinam s\d> angulo acutissimo proditcti; septum ivtemum
ovale, planum, peripheria poris linearibus transversis utrinque circiter 8.
antice foramme sublunari angusto e poris covfluentibus orlo; carinæ
laterales intus concnmeratæ. Diam. testce. circ. 6 m. (M.)

Hab. ad Samboanga insular. Philippin. , C. Semper (coll. cl.
I. O. Seiuperi, Altonæ).

Denne Art nærmer sig noget Slægten Spirobranchns,
navnlig S. Semperi. Den beskrevne Tverbund er af et andet
Exemplar, og sad ved Mundingen af det typiske Exemplar;
den kan derfor meget godt være af en ganske anden Art,
ja Slægt.

86. POMATOCERUS? INDICUS DAUD.

Vermetus irregulariler contortus, supra longiludinaliter coslatus;
opercido trochiformi et adhærente. Long. 1 å 2 pouces. Tube rampant,
adhérent, irrégidierement tortillé, garni longitudinalement en dessus d'une
petite cote saillanle ; un petit opercule un pen transparent et conique
ou en forme de tonpie å pointe quelquefois bifide , et fiæé apres la
mort de Vanimal au bas de Vouverlure du tube. (Daudin.)

Vermetus indicus Daudin Recueil. 1800. p. 44. fig. 18, 19.
Hab. l'ocean indien. (Daudin.)

Denne Art hører maaskee snarere til Slægten Vermilia;
det afbildede Laag er nemlig kegledannet med en kløftet
Spids, og har saaledes megen Lighed med det i Sowerby's
Genera fig. a afbildede Laag af Vermilia triquetra. Dersom
Daudin ikke havde afbildet Laaget in situ i Mundingen af
Skallen, saaledes at de to Spidser vende udad - hvad der

412

neppe kan være en Feiltagelse — vilde jeg have antaget
Laagets Spidse for Stilken.

Den som saa gaadefuld betragtede Afbildning af et Laag
i Diet. se. nat. t. 1. f. 3. (copieret af Philippi 1. c. fig. T.),
som der er henført til Vermilia triquetra, adskiller sig egentlig
kun derved, at de to Spidser i Toppen ere afrundede. Jeg
antager derfor, indtil et saadant Laag bliver opdaget, at oven-
nævnte Figur grunder sig paa en raa Skizze efter Daudin's
Afbildning, ligesom den bekjendte Tegning af Spirula i Encyclop.
méth. pi. 465.

Den af Blainville 1. c. t. 1. f. 2. afbildede Skal stemmer,
især med Hensyn til de skarpvinklede og sammensnørede
Tverfolder, med en Serpulaform uden Laag fra Malta i Hr.
Cuming's Samling.

87. POMATOCERUS STRIGICEPS MØRCH.

Operculum orbiculare, planum, coriaceum, atropurpureum vel
violacewm : intus planum, marginem versus rotundatum, impressione
dilatato- deltoidea, excentrica, in adultis sensim obliterata; peripheria
margine angusio depresso, attenualo: extra rude (decrepitu), planum.
Opercidum ætate media tenuiusculum , pallide violascens, intus im-
pressione dilatato - deltoidea flavescenle , profunda, unde figura externa
æquali elevala, impressione media parva deltoidea; latus basalis
deltidii omnium longissimum exlremitatibus tuberculo munitis. Diam.
circ. 2^ m.

T. agglomerata, repens, varie torta, triquetra, extus cinereo-
coerulescens , intus saturate pvrpurea vel lilacina-, carina dorsalis
comjiressa, acuta, laciniata, antice incrassata, obsolete canaliculata,
rostrata, basi utrinque serie punctorum impressorum; latera convexa,
sæpe rugis transversis pulcherrime cancellatis vel reticulatis sed pie-
rum que evanescentibus ; liræ incrementi sæpe laminatæ, confertæ, in
carinam sub angulo acuto productæ; apertura cirexdaris , peritremate
valde incrassato, subpentagono , sæpe idrinque obsolete indso; septa
interna 2 vel 3 approæimata, plus minusve obliqua, wide ovalia, leviter
convexa, peripheria utrinque foraminibus 5 — 6 ovalibus jissuraque
interdum mediana minuta. Diam. aperturæ circ. 3 m. ; diam. testæ
5 m. (M.)

Serpida punctata Chenu 111. pi. IX. f. 4 simillima.

Hab. North Australia and New Zealand. (Mus. Cuniing.)

Exemplarerne fra Nyseeland mangle Laag og afvige derved,
at de ere stærkt fortykkede ved Mundingen; men en anden

413

Gruppe, uden Angivelse af Findestedet, viser en tydelig Over-
gang til de ovenfor beskrevne Exemplarer fra Nord- Australien.

Væggene af Skallen synes at være kamrede indvendig
og undertiden tillige udvendig; i sidste Tilfælde dannes Kamrene
af Rynkerne paa den udvendige Side, naar to Exemplarer
komme i Berorelse med hinanden. Den anførte Afbildning er
meget lig nærværende Art, men Rygkjolen viser ikke noget
fremstaaende Horn over Mundingen. I Henseende til de ind-
vendige Tverbunde ligner denne Art meget Spirobranchus
Semperi, men Hullerne i Kanten ere meget større og ovale.

Laaget er meget forskjelligt fra de øvrige Arters i
Slægten, idet Spidserne kun ere rudimentære eller ganske
mangle, dog maaskee kun paa Grund af Slid. Paa Laagets
indvendige Side findes et dybt tresidet Indtryk, der paa den
udvendige Side viser sig som en meget tykvægget Trekant,
hvis Grundlinie er den længste og bærer en lille Knop ved
hver Ende.

En Række af 6 — 7 Laag viser, at Fordybningen paa den
indvendige Side og Ophøiningen paa den udvendige gradeviis
blive mindre og utydeligere og tilsidst aldeles forsvinde , saa
at Laaget ganske kommer til at ligne Slægten Placostegus's.
Samtidig tiltager Tykkelsen, som kun er meget ringe paa det
Laag, der har den største Fordybning. En saa stor For-
anderlighed hos en og samme Art er hidtil ikke iagttaget.

GEN. XIII. PLACOSTEGUS PHIL.

Operculum orbiculare, planiusculum vel concavum, margine in-
tegro; clava cornea. (M.)

Testa triquetra, crystcdlina, vel crelacea. (M.)
Vermetus p. Daudin Rec. 1800-

Sectio a. species ty pie æ.

Testa crystallina. (M.)

Operculum „c/dcanum", margine inlegro, orhmulari, planum (Phil.),
subinfundibuliforme. (Sars.)

Vermilia aperlura trklentata Gray Cat. Br. Mus. 1842. p. 62.

Laaget af denne Slægt er kun ufuldstændigt bekjendt og
ligner meget Vermeternes, navnlig paa Grund af de ofte meget

28*

414

fremtrædende concentriske Tilvæxtlinier (der dog ikke ere
spirale) og de udstraalende indtrykte Linier, der dog ikke
ere meget talrige. Laaget forekommer mig mere hornagtigt
end kalkagtigt, som Philippi angiver. Køllen er udvendig af
samme elastiske hornagtige Snhstants som hos Serpula (sens.
strictiss.), der har megen Lighed med en Penneposes.

Man maa vel vogte sig for at tage Indtrykket paa Køllen
af affaldne Laag for Laaget af denne Slægt.

Dyret er kun kjendt af en enkelt Tegning af M. Edwards,
forsaavidtsom man ikke regner Ditrypa med til denne Slægt.

88. PLACOSTEGUS TRIDENTATUS J. C. FABR.

T. brevis^ pollicaris, erecla. fleæuosa^ triquelra, apice dentibus
tribus porreclis acutis, superiore sublongiore. (Fabr.)

Animal teidaculis plurimis ramosis et inler hcec corpuscalum
tubulosum sensim incrassatum, clavatum, truncatum, obtusissimum,
roncavum. (Fabr.) Operculum orbiculatum, subinfuudibulalum , læve
(Sars), sæpe concentrice antiquatum, striis parcis radiantibus. (M.)

Serpida triquelra p. L. Fn. Su. ed. 2. 1761. p. 535. n. 2206 Obs.
Gunn. Norske Vid. Selsk. Skr. IV. p. 53 t.
2 f. 14.
» » id. Dronth. Gesellsch. Schr. IV. p. 46 t.

2 f. 14.
» » Miill. prod. n. 2856.

» » Schrot. Einl. 2. p. 541.

Serpula tridentata J. C. Fab. Reise nach Norwegen 1779. p. 385.
Serpida triquelra p. 1. Mont. Supp. p. 157 (ed Chenu p. 333.)
var. a. serrulata.

Sh. transparent, smooth, glossy, triangular, tapering, flexuous,
base spreading, adhering; dorsal ridge serated, and a little produced
at the opening. Breadth of the base T~0 inch., length about 3 inches.
(Flemg.)

Serpida serrulata Flemg Edinb. Ene. VII. p. 67 t. CCIV. f. 8-
Vermiiia serrulata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243.
Serpula serrulata Brown Illust. 1827. t. 2. f. 8. (Copi) ed. 2.

pl. 58. f. 8.
Vermiiia. Iricuspidata Morris Brit. Fossils, p. 67.
Serpida serrulata Johnst. Index. Annals of N. H. XVI. p. 454.
Serpula polita Sars Reise til Lofoten p. 84. n. 20-

« » Danielssen Reise Norske Vid. Selsk. 1859- p. 124.

var. ft. pennata.

Liræ incrementi juxta carinam arcuatæ , reflexæ , interstitiis
profunde impressis. (M.)

415

Hab. in oceano Norvegico ad prof. 100 (?) orgy. (J. C. Fab.) ;
in Lophelia prolifera (Gunnerus) ; in Plagiostoma excavata J. C. Fab.
(Schrot.) Temmelig almindelig paa Stene og Skjæl fra 20 — 200
Favne, langs Kysten indtil Vadsø (Danielss). Found in Zetland in
1809 adhering to stones brought from deep water (Flemg.) Var. ft.
sidder paa en enkelt Skal i min egen Samling af Plagiostoma exca-
vata fra Bergen. Bohuslån, men altid uden Dyr (Malm.)

Montagu, Fleming og Sars have beskrevet Laaget om-
trent med de samme Ord. Hvorvidt den følgende Art er
Ibrskjellig fra denne, kan neppe endnu afgjores med det
forhaandenværende Materiale. Jeg har derfor kun foreløbig
adskilt disse Arter paa Grund af deres forskjellige geographiske
Udbredelse, der gjør deres Identitet mindre sandsynlig.

89. PLACOSTEGUS TRICUSPIDATUS SOWB.

T. elo?igata, tenui, trigona, basi affixa, demum porreeta; carina
dorsali primum dentkxdata; apertura tricuspidata. (Sowb.)

Animal album; fasciis duabus fuscis in branchiis ; filis circa 9
in utraque; peduncido opercidi simplici. (Phil.)

fOpercidum Soldani Test. mier. p. 25. pi. 22. f. vas 122. S.
Vermetus Iridentatus Daudin Rec. 1800 p. 47. f. 23. 24.

(non Fab.)
Serpida Iricuspidata Sowb. Tank. Cat. p. 93. n. 23.
Serjmla crystallina Scacchi Catalogo p. 18. 1836-
Serpida armata M. Edw. Cuv. E. A. éd. 3 pi. 3 f. 2.

» » Liitken Dyreriget p.438 f. 350- (Copi, omvendt.)

Serpida {Placostegus) armata Grube 1. c. p. 91.
Hab. in mari mediterraneo ; alto in mari madreporis adhæret
(Scacchi). Lebt in grossen Tiefen auf Korallen (Phil.)

Daudin afbilder denne Art siddende paa den store Tere-
bratula vitrea, og Sowerby angiver ligeledes, at den forekommer
paa denne Art. Jeg har derfor benyttet Sowerby's ældste Navn
for den middelhavske Art, da det ikke er sandsynligt, at hans
Terebratula har været fra England, hvor den først nylig er
opdaget. Jeg har henført M. Edwards's anførte Afbildning,
som er efter et Exemplar fra Nizza, til denne Art. Tegningen
er, som der ogsaa angives, forstørret nogle Gange.

Afbildningen af Laaget viser den midterste Deel ophøiet,
ligesom om Laaget var dobbelt; dette stemmer ogsaa med
Ditrypa's Laag.

416

var a. Testæ caiina dorsalis spinulis minutis remotis. (M.)
Hab. ad ins. Siciliam in Terebratula vitrea. (Mus. Curaing.)

v a r. [i. tubifera.

T. nitidula , primura triquetra , deinde angustata cylindrica,
carina obsoletissima, iuterrunta. Diani. circ. 1 m. (M.)

Hab. in mari mediterraneo ; cum Corallio nobili, in massa
tophacea incrustata. (Stykket meddeelt af Hr. J. Collin.)

Formen af det her beskrevne Ormeror er øiensynligt
bleven stærkt paavirket af et kalkagtigt Nedslag, der næsten
altid tindes paa Corallium nobile, og som tvinger Dyret til at
give Roret en lige Retning og en mere rund Form, end naar
det voxer frit.

Dette Rør forekommer mig at antyde et Slægtskab med
uogle af Soldani afbildede, besynderlige Rørstykker, af hvilke
et Fxemplar findes sammen med den foregaaende Var. i det
samme kalkagtige Bundfald, hvorfor jeg her vil henlede Op-
mærksomheden paa dette Rør, der ogsaa erindrer meget om
de enkelte Rør af Tubipora.

var. y. annulifera.

Tubulus (fragnientum) teres , æqualis , carneus vel albus , sed
vix nitidu.s, annulis coni|)ressis , acutis , validis , remotis; liræ incre-
menti geminæ, sat prominentes.

Soldani Test. microseop. t. 26. vas 134.? t. 27. vas. 137. r. r.
138. t. 28. vas. 138, 139.

Hab. cum præcedente.

Soldani afbilder en stor Mængde Afændringer af dette
Ror med høist forskjellige Former af de flade, udstaaende
Ringe, der snart ere skarpe i Kanten, snart saaledes om-
bøiede, at de danne en halvtaaben eller endog ganske lukket
ringdannet Kanal. Antallet er meget forskjelligt, idet disse
Ringe ofte sidde ganske tæt, eller i meget forskjellige Af-
stande og Antal. Tilvæxtstriberne ere meget stærkere end
paa de frit levende, men erindre dog meget om Voxestriberne
paa var (i. af foregaaende Art. Overfladen er meget mattere.
Farven er ialmindelighed hvid, men ofte paa enkelte Steder
af samme røde Farve, som paa de blegere Varieteter af Co-
rallium nobile.

417

Hornes1) afbilder et meget nærstaaende fossilt Rør fra
Tegel som »unbekannte Versteinerung« og beskriver det saa-
ledes: »Es ist eine ganz geråde diinne, durchsichtige , glas-
glånzende, manchmal breitgedriickte , an beiden Seiten offene
Rohre, die in bestimmten Intervallen mit ringformigen An-
såtzen, ungefåhr in der Weise wie ein Equisetum versehen
ist.« Serpula corona d'Archiach. Mem. Geol. 1846. 1 pi. 7 f.
7. er meget nærstaaende. Serp. exigua Rolle Sitzungsber. d.
Wien. Akad. 1857. Vol. 26. p. 27 f. 13. 14 og Serpula
Noggerathii Goldf. t. 70 f. 14 b. ere analoge Dannelser af
andre Arter.

90. PLACOSTEGUS CÆRULEUS SCHMARD.

Tubulus trigonus cærulescens; operculum clavalum fine planum.
Pedunadus brevis irregulariter triqueter. Long. anint. 25 m. (Schm.)

Placostegus cærulens Schm. 1. c. p. 29- t. XXI. f. 178.
Hab. ad Cap. bon. spei et Novam Zelandiam in rupibus. (Schm.)

Der Deckel hat eine keulenformige am Ende schief abgeflachte
Gestalt. Der Stiel ist kurz , unregelniåssig dreikantig und geht
allmåhlich in den Deckel iiber. Die Kiemen stehen auf einer kreis-
formigen Basis mit weissem Rande. Die Kieinenfåden sind jeder-
seits bis zur Zahl 20- Sie sind blau mit zarten weissen Queerstreifen.
Die Kragenhaut ist breit und schlågt sich am Riicken lappenformig
um. Eine grosse Zahl von Gefåssen befindet sich darin uud bildet
Wundernetze. Das Gehåuse ist eine stark gewundene , dreikantige
Rohre; der obere Rand tragt eine unregelmåssige Rinne, deren
Wånde in einiger Entfernung vom Rande mit einer himmelblauen
Linie gezeichnet sind; der iibrige Theil ist blassblau und an den
aufsitzenden Råndern gelblich. (Schm.)

Dyret afviger væsentlig fra PI. tricuspis efter M. Edwards's
Afbildning, idet Kraven paaThorax er heel, medens den paa
sidstnævnte Art er fingerdeelt.

91. PLACOSTEGUS TÆNIATUS LAM.

T. repente, conlorta, siibtriquetra, alba; fasciis duabus dorsalibus
rubro-violaceis. (Lam.)

l) Tertiårversteinerungen des Wienerbeckens (Geol. Reichsanst.)
t. ult. f. 47.

418

Vermilia tcemata Lam. V. p. 370. n. 8. éd. 2 V. p. 634.
» » Riv. Diet. se. t. VIL p. 530.

» » Chenu 111. Conch. pi. IX. f. 5.

» » Delessert Recueil t. 2 f.

flab. sur une Monodonte des mers australes , a la terre de
Diémen, Mus. n. (Lam.)

I Prof. Dunker's Samling findes en Euchelus rostratus
(Gm.?) med 2 Exemplarer af denne Serpula, der ganske
svare til Chenu's Afbildning.

rar. a. serrulata.

T. soeialis , fceres, flavescente-alba , nitidula, tenuis, carina dor-
sali compressa, tenui, antice prominula, acie lobata, vel acute den-
tata, fascia angusta violaceo - purpurea utrinque ad basin carinæ,
interdum paululum remota vel in uno latere vel in utroque. Rugæ
incrementi distinctæ, leviter arcuatæ, remotiusculæ, interstitiis carinam
dorsalem versus interdum profundis , ibique serie punctorum distinc-
torum, serieque nonnunquam simili secundum carinas laterales. Aper-
tura circularis, diam. circ. 1^ m. (M.)

Operculum circulare crassiusculum, extra plauiusculum, peripheria
margine augusto, elevato, centro disculo elevato circulari : intus con-
vexum, vertice excentrico, impressione musculari transversali, angusto,
verrucis obsoletis 4 minutissimis. (ex specimine Cumingii, M.)

Hab. ad Australiam (pilula agglomerata, Mus. Cumingii, M.) ;
ad Tasmaniam leg. Dr. Milligan. (Coll. A. Benzon).

Skallens Overflade er noget glindsende, hvorfor jeg ikke
vil sætte den i næste Afdeling. — At Lamarck ikke omtaler
Kjolen paa Skallen, maa formodentlig hidrøre fra, at den har
været opslidt paa hans Exemplarer.

Sectio p.

Operculum calcarium , extra concavum , intus convexiusculum,
apice obsoleto, excentrico, transversali; impressio muscularis trans-
versalis, verrucis minutis 4 ob solelis simis. (M.)

T. substantia cretacea, sæpe seriatim porosa, carinis latera-
libus concameratis. (M.)

92. PLACOSTEGUS POROSUS DAUD.

Vermetus roseus, irregulariter arcuatus, supra longUudinaliter
coslalus, quatuor linels porosis munitus. Long. 6 å 8 lignes. (Daud.)

Tube rose, un peu aplati, courbé irréguliérement, a trois cotes,
dont une relevée en créte ; avec deux lignes longitudinales formées

419

par des pores sur chacun des cotés : ouverture ronde. Les pores
ne communiquent pas dans le tube; mais ils percent d'outre en
outre les trois cotés. Observé a la loupe , le tube parait garni de
petits plis transversaux formes par l*aniraal, a mesure qu'il augmente
son tube. (Daud.)

Vermetus poroms Daud. Rec. 1800- p. 45 f. 20. 21.

Serpida porosa Bosc Vers. 1. 1802. p. 181.

Hab. dans l'océan indien (sur une valve de rastellum, Coll. du
Cn. Vata. (Daud.) Ad ins. Philippinas in coralliis emortuis. (Mus.
Cuming.j.

Jeg har ikke seet Laaget af den typiske Art, men for-
moder, at dette maa være ligesom paa Varieteten p.

rar. a. erythrospila.

T. triquetra, alba, maculis coccineis , sparsis, in seriern longi-
tudinalem irregularem digestis : utrinque lineis longitudinalibus regu-
lariter porosis 5 — 6, linea infinia poris majoribus; carina dorsalis
compressiuscula , dentibus acutiusculis sat remotis , interstitiis æqua-
libus; apertura circularis parva. Diam. testæ circ. 3 ni.; diam.
aperturæ circ. 1 ni.

Serpula cristala Sowb. Gen. f. 7. (non absimilis.)

Hab.? in museo Cumingii sine loco , corallio emortuo affixa.

var. ^. niacrostigma.

T. alba, crassa, triquetra, confertissime et subtilissime granu-
losa et porosa; granula sæpe transversim coniluentia; carina dorsalis
altissima, compressa, antice rostrata, acie Mneis abruptis impressis
(loco dentium varietat. præced.) ; utrinque ad basin carinæ pori validi,
remoti , regulariter distantes , in seriem digesti ; latera testæ plana,
subperpendicularia: apertura orbicularis; paries affixa testæ infra
aperturam foraruinibus quinque pertusa perpendicularibus, subquadran-
gularibus , interstitiis oblongis , angustis , unde paries affixa testæ
verisimiliter intus canaliculata. Diam. testæ 2\ m. ; aperturæ lim.

Operculum pallide flavum, tenue, subpelluciduni, leviter concavum,
intus convexiusculum , verruca obsoleta excentrica lineaque mediaua
concentrica. Diam. circ. IA m.

Hab. ad ins. Philippinas ; specimina dua in fragmento Hetero-
poræ. (Mus. Cuming.)

Denne Varietet er maaske en egen Art; den adskiller
sig fra de foregaaende derved, at Porerne paa Overfladen af
den meget tykke Skal ere saa smaa, at de ikke sees uden
ved Forstørrelse; derimod er der en Række meget store
Porer paa begge Sider ved Grunden af Kjolen.

420

93.' PLACOSTEGUS ORNATUS SOWB.

T. cretacea, alba, piano- Ir iquetra, utrinque coslis arcualis trans-
versis approæimatis , sæpe opposilis, subcontinuis ; interstitiis poris sat
t nag nis 4c — 5 in seriem transversam digestis; linea dorsalis prominula;
latera testæ eæpansa^ inlus concamerata, eqtus conferlim porosa; aper-
tura circularis, parva, vix tertiam parton lutitudinis testæ æquans.

Serpula ornata Sow. Gen. N. 11. f. 8. in Actinobolo sp.?
Hab. ad insulas Philippinas, in Porite emortuo. (Mus. Cuming.)

var. «. articulata.

T. alba, nitidula, articulatini nodoso-costata, sulco dorsali inter-
rupto divisa; interstitia costarum subarcuata, superne poro magno
solitario , unde utrinque linea porifera ; carinæ laterales intus con-
canieratæ; apertura parva circularis. Diara. testæ 5 ni.; apert.
li m. (M.)

Hab. ad insulas Philippinas; in Arca obliquata Reeve affixa.

De store Porer, der danne en Række paa hver Side
af Rygfuren, aabne sig i de smaa Kamre i Sidekjolene.

var. |3. pennata. _

T. vix triquetra, planata, expansa, subtilissime transversim rugu-
losa et obsoletissime porosa, hic illic præsertim aperturam versus
poris majoribus; dorsum convexiusculum, sulcis angulatis, retrorsum
spectantibus , ex poris 2 — 3 magnis confluentibus ortis, unde uti
pennatum ; apertura circularis vix quintam partern latitudinis testæ
æquans. Di am. testæ 6 ni. circ.

Hab. ad ins. Philippinas, in Ostrea hyoti affixa. (Mus. Cuming.)

Det er ikke umuligt, at P. ornatus Sowb. vil vise sig
som en Afart af P. porosus, naar større Suiter blive bekj endte.

94. PLACOSTEGUS FIMBRIATUS D. CH.

T. teretiuseida, seriebus 4 — 7 longitudinalibus appendicum falca-
tarum, peciinatanim, confertissimarum ornata; dm. 1 — 1-j'". (Phil.)

Animal album ; branckiarum cocciuearum filis utrinque circa 9 ;
pedunculo operculi appendice aucto. (Phil.)

Serpula fimbriata Delle Ch. Mern. 1828. 3. p. 226. t. 48. £

19. 20.
Placostegus fimbriatus Delle Ch. Phil. 1. c. p. 192. f. E.
Hab. in mari mediterraneo. Delle Ch. Phil. (Mus. Cuming,
ex Phil.)

421

95. PLACOSTEGUS QUINQUECOSTATUS DAUD.

Ver/n. 5-costatus, costis crenulatis ; operculo piano et sæpius ad-
hærenle. Long 1}T p. environ. Tube courbé irrégulierement* adhérent*
å cinq cotes saillaules. longitudinales , crcnelces; avec une ouverture
arrondie et munie quelquefois cVun opercule plat, transparent et
attaché å sa base. (Daud.)

Vermetus quinquecoslalus Daud. Rec. 1800. p. 46. f. 22. (aucta.)
Serpida quinquecostata Bosc Vers. 1802. 1. p. 181.
Hab. sur les coquilles de la Méditerranée , et principalenient
sur les Spondyles. (Daud.)

Denne Art er maaskee en Varietet af den foregaaende.
Afbildningen maa ifolge det opgivne Maal være forstørret,
uagtet den i Forklaringen angives at være i naturlig Størrelse.

Sectio y.

Omphedopoma. Operculum extra oblique vifundibuliforme* intus
oblique pyramidale* apice arcualo. (M.)

Jeg har en Tid tillagt denne Afdeling generisk Betydning,
men da det forekommer mig, at der viser sig en gradeviis
Overgang fra de næsten flade Laag til den følgende Arts
tragtdannede, har jeg ikke villet opstille en egen Slægt, især
da et lignende Forhold, skjøndt i omvendt Retning, viser sig
paa Laagene af Vermilia.

96. PLACOSTEGUS (OMPHALOPOMA) UMBILICATUS MORCH.

Operculum circidare, corneum, extra oblique infundibuliforme,
concaviuscidum fundo excentrico , transverso , profundo: intus oblique
pyramidale, tatere antico longo, convexo, utrinque obsoletissime angu-
lalo, postico piano, perpendiadari, brevi: apice transversalt* lato, ar-
cualo* medio prominulo, sulcis obsoletissimis brevibus longiludinalibus
circb* unde margo apicis obsoletissime crenulatus. Diam. circ.l\m. (M.)

T. alba, crassa, cretacea, subquadraugularis , laminis incrementi
obtusis, rudibus, superne antrorsum flexis ; carinæ basales dilatatæ,
intus concameratæ ; carina dorsalis plana, lata, superne et lateraliter
canaliculata, unde utrinque acuta, antice prominens, lingulata. Galeo-
lariæ cæspitosæ simillima. Diarn. 2 — 3 ni.

Var. T. candida, triquetra, læviuscula, carina dorsali com-
pressa, undulata, longitudinabter bipartita. Testæ Pomatoceri indici
suiiilbjna. (M.)

422

Operculum cærulescens , intus pyramidali conicura , basi con-
stricta. (M.)

Hab. ad urbem Manilam Philippinarum : Car. Semper legit
(in collectione J. O Semperi Altonæ.)

Laaget af denne Art erindrer om Galeolarias, men der
findes intet Spor af Pigge paa Overfladen, som rigtignok er
stærkt overgroet af Søvæxter. Paa den korte Flade af det
indentil skjævt pyramidale Laag sees nogle yderst svage
Spor af ophøiede Længdelinier, der kunde antyde en Sammen-
sætning af flere Stykker; men da Laaget er mere hornagtigt
end kalkagtigt, troer jeg ikke, at denne Art, uagtet Skallens
store Lighed med Galeolaria cæspitosa, kan være beslægtet
med sidstnævnte Slægt. Det dybe, aflange, brede Indtryk
paa Laagets Udside ligner en aaben Tverspalte eller Navle.
Laagets Høide er større end Breden ; det ligner meget
Daudin's Afbildning af Laaget af Vermetus indicus, naar
denne sees omvendt, og Laagets to Spidser tænkes bort-
skaarne; Laaget ligner fremdeles meget et omvendt Vermilia-
Laag, hvorfor jeg udtrykkelig maa anføre, at et Exemplar
var fastheftet med Spidsen til Køllen.

97. PLACOSTEGUS ANNULATUS SCHMARD.

Operculum irregidariter glandiforme, sub fin em excavalum. Pedun-
culus longus viv curvatus, anmdatus. Testa ignota. (Schm.)

Der Deckel hat eine unregelmåssige eichelforniige Gestalt; seine
obere Flåche ist etwas vertieft und mit einem aufrechtsteheuden
diimien , gelben, hornartigen durchscheinenden Rande wie mit einer
Mauer umgeben. Der Stiel des Deckels ist lang, wenig gekriimmt,
weisslich und hat 21 Querringe. Die Kiemenfåden sind blauroth,
bis 15 in einem Biindel. Der Korper ist am vorderen Ende gezackt,
rbthlichgelb , mit einer braunen Langslinie. Der Mantel ist etwas
heller g-efårbt. Die Borsten der letzten Biindel sind auffallend lang,
aber von sehr einfacber Structur.

Vermilia anmdata an N. G. Schm. 1. c. p. 28. t. 21. f. 176-
Hab. ad ins. Jamaicam ; auf Korallenriften. (Schm.)

Da alle Arter af Slægten Vermilia have et meget ophøiet
Laag, troer jeg ikke, at denne Art, der har et indhulet Laag,
kan henføres til Vermilia.

423

Den erindrer ved sin ringede Kølle og sit indhulede Laag
om den følgende, tvelaagede Art.

98. PLACOSTEGUS? OPERCULATUS BOSC.

Test presque cylindrique, å peine plus petit å sa partie poste'ri-
eure, cowbé en differens sens^ strié circulairement et irréguliérement,
tutgal. et solitaire, avec une ouverture anlérieure un peu relevée. (Bosc.)

Auirual a vingt-huit branchies fasciées de brun. Les plumules
blanches ; la tronipe (i. e. operculuni accessoriurn) entourée de six
tentacules simples. Un opercule pédonculé, beaucoup plus gros que
la trompe, presque sphérique, annelé de bruu, couvert a son somniet
d'une vase adhérente. (Bosc.)

Serpula (an N. G.?) opereulala Bosc Vers. 1802. p. 176. t.

7 f. 2.
» Oken N. G. 1815. p. 383.

Hab. Elle se trouve dans la substance de l'éponge fauve dans
la baie de Charleston. (Bosc.)

Kollen og Laaget ligne meget den foregaaende Arts.
Bosc. afbilder et lille Bilaag, som i Beskrivelsen kaldes »la
trompe« og angives at være omgivet af 6 Tentakler; dette
lader formode, at denne Art maaskee er en Hydroides; Piggene
paa det store Laag maae da være overseete, fordi Laaget var
bedækket af Dynd, saaledes som det anføres i Beskrivelsen.

GEN. XIV. DITRYPA BERK.
T. libera, subulata, utrinque aperta, apertura contracta. (M.)

Operculuni circulare, planum, concentrice antiquatum et radiatim
striatum. Filamenta branchialia uno latere solum ciliata. (Sars, M.)
Dentalium p. Miill. Mtg. Desh.
Brochus p. p. Brown 1827. Hl. Br. Conch.
Ditntpa Berkel. Zool. Journ. V. 1832 — 34.

» M. Edw. Lam. éd. 2. V. p. 637.
Ditrypa Agass. Nomencl.

» Bronn Index Pal. I. p. 433.
Serpula Sars Beskrivelser &c. 1835. p. 52.
Cadulus Phil. Enum. 1844. 2. p. 208. t. 27. f. 21.
Cresis „Gadus1" Rang Manuel & Costa Palæont. Neap.
Gadila Gray Proc. 1847. p. 159. n. 280.
Placostegus p. Grube. 1. c. p. 91-
Pyrgopolon Mtf. Conch. Syst. 1810. p. 394.
Entalium Defr. Diet. se. t. 14. p. 517. Blv. Man. pi. foss. f. 4.

424

Grube forener denne Slægt med Placostegus paa Grund
af Laagenes Overeensstemmelse , og maaskee med Rette.
Sars'es og Berkeley's Fremstilling af Ditrypadyret viser der-
imod en vis Forskjellighed i Habitus fra Placostegus, idet-
mindste saavidt man kan dømme efter M. Edwards's og
Schmarda's Afbildninger. Gjællebuskene ere kun fryndsede
paa den ene Side, ligesom hos Placostegus. Dette Forhold
er kun lidet paaagtet. Saaledes afbildes Serpula vermicularis
i Cuv. R. A. éd. 3. med Gjælletraadene fryndsede paa begge
Sider , medens den forstørrede Afbildning kun viser dem
fryndsede paa den ene Side. Sars'es Afbildning af D. libera
viser foran paa Thorax to aflange mørke Pletter, der ogsaa
sees, men utydeligere, paa Afbildningen af Placostegus ar-
matus M. Edw. Kraven paa Thorax løber fortil ud i to
fremragende Tapper. Skallen er altid fri, et Forhold, der
maaskee ikke er af en saa stor Betydning, som man ved
første Øiekast skulde formode; imidlertid viser dog Placo-
stegus tricuspidatus var. /?. en Antydning til at en og samme
Art kan leve baade fastheftet og frit. Det er derimod al-
deles eget for Ditrypa, at Mundingen er sammensnøret.

Slægten Pyrgopolon Mtf. , der findes i Kridtformationen,
adskiller sig ved sin Tykkelse, men især ved et lille Rør,
der rager frem af Skallens bageste Aabning, og som jeg
antager for et omdannet Septum. Dog er jeg ikke ganske
sikker paa, at et lignende rudimentært Rør ikke findes hos
de levende Arter af Ditrypa.

Slægten Spirulæa Bronn, der er regelmæssigt spiralsnoet
som en Krumstav, men har samme Dannelse af Mundingen,
er sandsynligviis nær beslægtet. Serpula canteriata Hag.
Jahrb. f. Min. 1840. p. 668 t. 9. f. 18. forekommer mig at
danne en Overgang i Henseende til Skallens Form.

99. DITRYPA ARIETINA MULL.

T. tereli arcuuta, continua, lævi; ocluplo temnor magisque ar-
niala quam (Dentalium) Enlalis. (Miill.)

Animal filamentis branchialibus 24 pecUnalis rubris. (Sars.)
Denlalmm arielinum Miill. 1776. Prod. p. 236. n. 2853.
» » Gm. 3737. n. 5.

1425
Dental 'htm læve rurvum album Borl. Cornw. p. 276- t. 25 f. 5.
Serpxda libera Sars Beskriv, p. 52. t. 15. f. 33. (1835.)
Dentalium strangulation var. Chenu 111. pi. VI. f. 24. (verisim.)
Placoslegus libera Sars Grube 1. c. p. 91.
Ditrypa arietinn Danielss. Zool. Reise. Norske Vid. Selsk. Skr.
1854. p. 125.
Hab. ad Scandinaviæ littora (Gm.); in sinu Bergensi, in fundo
sabuloso, vulgatissima specie.s (Sars). Overalt paa stenet, sandig
Bund, fra 30 — 60 Favne, langs den norske Kyst til Oxfjord (Daniels-
sen) ; Drøbak, paa 50 Favne, Leerbund (Orsted).

Denne er den største nulevende Art.

100. DITRYPA ARCUATA BROWN.

Sh. cylindrical, slightly lapering, and greatly arcualed; bluish
ichite, extremely glossy. Length nearly £ inch. (Brown.)

Broehus arcuatus Brown. 111. 1827. t. 1. f. 9-

» » » ed. 2. p. 125. t. 24 t. VI. f. 9.

Hab. found in sand at Bear Haven, Bantry Bay, Ireland ;
Bingham. (Brown).

Om denne Art er virkeligt forskjellig fra den foregaaende
og de følgende, kan jeg ikke med Sikkerhed afgjøre. Et
Exemplar fra Bohuslån, der maaskee bør henføres til den
næste Art, stemmer dog bedre med Brown's Afbildning end
med Sars'es.

101. DITRYPA CORNEA L.

T. tereti subarcuata interrupta opaca; simillima Dentalio En-
lali, sed cornu colore obscuro, sæpius interrupto. (L.)

Dentalium eomewn L. 1767. S. N. XII. p. 1263. n. 787.
Ditrupa subulata Desh. Hanley Ips. Conch. Linn. p. 437-
Dentalium slrangitlatun Desh. Phil. Enura I. p. 244.?
Hab. in oceano Africano. (L.)

var. a. T. tereti, arcuata, angusta, subulata, acuminata, albido-
fusca ; maculis nebulosis fuscis ; apertura coarctata. (Desh.)

Dentalium subulalum Desh. Mgr. du Dental. 1825. p. 55.
pi. 11. f. 29.

Philippi Enum. I. p. 244. 11- p. 206.
Hab. in mari mediterraneo , rarissima species; ad Cataniam
(Phil.). Endeel Exemplarer fra Madeira stemme godt med Deshayes's
Afbildning, men ere alle noget mindre.

426

var. /?. T. solidior.

Filanienta branchialia utrinque 11. (Berk.)

Dilrupa subulala Berkel Zool. Journ. V. f. 424. t. XIX. f. 2.
» » Chenu Illustr. Conch. pi. VI. f. 25. a-c. (Copi.)

» » Pictorial Museum f. 3762. (Copi.)

» » Illustrirte N. G. f. 3350. (Copi.)

Dentalium subulatwn Thorpe Br. Mar. Conch. p. XVIII. f. 60-
Hab. Coast of Ireland, lat. 55°— 63°, 120 fath. ; St. Kilda,
171 fatk. , taken in the sounding tallow (Thorpe). Berkeley fandt
ingen Forskjel mellem Exemplarer fra Madeira, samlede af Lowe,
og de irske.

?var. y. Dentalium conslrictum Phil. Enum I. p. 244. II. p. 206.

T. non ultra 14'" longa, l\"é lata, parum arcuata, parum
versus apicem attenuata; basis sæpe in speciem colli coarctata,
versus aperturam angustata, margo autem minime inflexus dici potest.
Sæpe tubus pluribus in locis constrictus, sed hoc non seruper obser-
vatur. (Phil.)

Hab. Cataniæ, Neapoli, rarissimum in cæno maris pluries vel
in Spongiis a me repertum. (Phil.)

102. DITRYPA STRANGULATA DESH.

T. teret i, subarcuata, cinerea, interrupta, opaca, apertur a coarc-
tata, tubi margine antico infleæo. (Lam.)

Dentalium corneum Lam. V. 345. n. 15. (Desh.) non. L. nec. Gm.
Dentalium strangulation Desh. Mgr. p. 52. t. 2. f. 28.
Hab. Terres australes, Péron. (Lam.)

103. DITRYPA PUSILLA PHIL.

T. minuta, tereti, subarcuata, versus apicem attenuata, albida,
aperlura. coarctata.

T. tantum 3 — 4"' longa, parum arcuata, subfusiformis , apicÅ
valde attenuata, sordide alba, annulis fuscescenlibus parum disfinctis
cincta. Num pulli D. strangulati aul subidati? (Phil.)

Dentalium pusillum Phil. Enum. I. p. 245. n. 7. II. f. 206.
Hab. Panormi, Cataniæ; pauca specimina in cæno maris in-
veni. (Phil.)

104. DITRYPA GADUS MTG.

Sh. slightly curved, very smootli, loith a pointed summit, and
the base contracted. (Mtg. Dill.)

Dentalium gadus Mont. Test. Brit. p. 496. t. 14. f. 7.
» » Mont. ed Chenu p. 215. t. V. f. 20-

» Mat, & Rack. Lin. Trans. VHI. p. 238.

427

Dentalium gadus Dill. Cat, n. 1067.

» » Turt, Diet. p. 40. 1819.

» » Sow. Genera n. 15. f. 7. 8.

» ■ Brown Iilustrat. 1. f. 1. ed. 2. p. 117. t.

56. f. 1.

Wood Index t. 38. f. 184. Hakestooth t.
38 f. 11.
» » Tkorpe Br. Mar. Conch. p. 5. f. 62.

? Creseis gadus Cantr. Mediterr. p. 22. t. 1. f. 8.
Gad il ii gadus Gray. Proc. zool. Soc. 1847. p. 159.
Hab. British channel but very rare, Mtg. Thorpe. Dill. Brown.

Berkeley har blot seet et meget slet Exemplar af Dyret,
som dog tillod deri at gjenkjende en Annelide. Gray sætter
denne Art, der er Typus for hans Slægt Gadila, til Den-
talierne. Dentalium coarctatum Lam., der er fossil, henføres
til denne Art af Deshayes (Mgr. p. 51). Afbildningen t.
IV. f. 18 viser en Split paa hver Side af Spidsen, et For-
hold, der ifølge S. Wood ikke findes hos Montagu's Art.
Wood anfører udtrykkelig de to Sidesplitter paa sin Ditrupa
polita (An. of. N. H. 1842. IX. p. 459. pi. V. f. 14) som
den væsentligste Forskjel mellem denne Art og D. gadus.

105. DITRTPA DOMINGENSIS D'ORB.

T. elongata, angustata, arcuala, læoigata, nitiiln, apice acuminata.
Long. 7 m. (d"Orbigny.)

Dentalium domingense d'Orb. Cuba p. 20. n. 408. t. 25. f. 7 — 9-
Hab. in arena insulæ St. Doming.. Cubæ, St. Thoinæ, d*0rb.

Fra sidstnævnte Sted har jeg faaet flere Exemplarer af Hr. Apoth.

Riise.

At denne Art er en Ditrypa, fremgaaer af .d'Orbigny's
Bemærkning: »Facile a reconnaitre au retré< issement de son
ouverture, qui est oblique et ovale.«

106. DITRYPA PERPUSILLA SOWB.

T. minima, tenni, cmgusta, curva, polita, alba, apice acuto;
apertura coarctata, obliqua. Proæime hue acredit D. Gadus Mtg.,
attamen diversa. Long. -fa poll. lat. ^ poll. (Sowerby.)

Dentalium perpimllum Sowb. Proc. zool. Soc. 1832. p. 29.
Hab. Legit H. Cuniing ad oras Americæ nieridionalis , Puerto
Salango, West Columbia. (Sowb.)

428

GEN. XV. SPIRORBIS DAUD.

T. parva, affixa, regulariter spiralis. Operculum circulare, con-
caviusculum vel unguiformé^ stipite lateralt inlus concavo. (M.)
Serpvla L. Mtill. Mtg. &c. Grube.
Coretus Bast. Naturk. Uitspan. p. 48 (non Adanson.)
Dinotus p. Guettard Mém. 1774. p. 133. (t. 71. f. 1. 2.)
Spirorbis Daudin Rec. 1800. p. 37.
Lam. Syst. 1801. p. 326.
Charybs Montf. Conch. Syst. I. 1808. p. 107.
Anatomus Montf. Conch. Syst. II. 1810. p. 279.
.Spirillum Oken N. G. 1815. I. p. 381.
» Eichw. Zool. spec. 1. p. 257.

Helerodisca Flenig Edinb. Journ. 1825. p. 247.
Coretus Oken Allgem. N. G. V. p. 577. (non Adans.)

Uagtet de fleste Arter af denne Slægt ere overordentlig
almindelige, savnes dog endnu ganske en tidssvarende Frem-
stilling af deres Bygning. O. Muller, Cordiner, Bosc, Oken,
Pallas, Lesson, Chenu, Charles d'Orbigny og Grube have
fremstillet forskjellige Arter, men deres Angivelser afvige
saameget indbyrdes, at de, idetmindste tildeels, maae ansees
for urigtige.

Antallet af Fange - eller Gjælletraade angives meget
forskjelligt.

Cordiner afbilder en Art med 6 Par, Montagu og Grube
angive, at S. granulatus har 5 Par; Pallas angiver, efter
Exemplarer, undersøgte ved Mundingen af Trenen, at S. spi-
rillum (ikke Linné's Art) har 4 Par. Det samme Antal an-
gives af Philippi og Grube hos S. cornu arietis Phil., S. spi-
rillum L. og S. simplex Grube. Tre Par Gjælletraade angives
hos S. spirorbis Mtill. , S. spirillum Oken, S. lucidus var.
gronlandica Fabr., S. nautilpides Chenu & Grube og S. ant-
arctica Lesson. Spirorbis communis Bosc afbildes med kun
2 Par Gjælletraade og en besynderlig kløftet Flig, stillet
mellem de to Par.

Grube angiver, at S. simplex mangler Fryndser paa
Fangetraadene; det Samme synes at være Tilfældet med S.
nantiloides, saaledes som den afbildes hos Chenu. Maaskee
ere Fryndserne saa tæt stillede, at de synes at danne en
Hinde.

429

Laaget angives snart som fladt, snart som negledannet
eller skjolddannet. S. verruca Fab. har Laagstilken side-
stillet, udhulet indvendigt, hvælvet udvendigt. Montagu an-
giver, at Laaget af S. granulatus har »a brown hyalinous
ciliated margin«, en Angivelse, der med Urette henføres
til S. Montagui af Fleming. Spir. cornu arietis er den eneste
Art, hvis Laag er afbildet; det er meget forskjelligt fra de
Laag, jeg har seet. Cordiner fremstiller en Art, hvis Kølle
i Enden bærer 7 runde Plader, der omgive en større midt-
stillet Plade. Ch. d'Orbigny (Diet. class.) afbilder en Art
med en fliget Kølle.

Arterne ere alle smaa; Skallerne ere neppe over 5 m.
i Tvermaal og ikke meget over 1 m. i Mundingen, altid
regelmæssigt snoede, undertiden med frie Vindinger, men
aldrig krybende i Bugter. Nogle Arter ere venstresnoede,
hvilket har foranlediget Fleming til at opstille en Slægt paa
denne Egenskab, der ikke engang har Værd som Artsmærke.
Forøvrigt er man ikke enig i, hvad der bør forstaaes ved
venstresnoet i denne Slægt. Dersom Skallen antages at være
fastheftet paa Spiret ligesom hos Vermeterne, ere de fleste
Arter venstresnoede og kun nogle faa høiresnoede, nemlig:
Heterodisca heterostropha Mtg. , H. minuta Mtg. , S. conicus
Flemg., S. vitreus Fabr. og S. cancellatus Fab.

Skallen er ligesom hos Placostegus enten af en kridt-
agtig eller calcedonagtig Masse. Jeg har derfor deelt Slægten
efter dette Forhold i to Subgenera, indtil bedre Charakterer
findes.

Udviklingen er endnu ikke bekjendt. Gervais og v. Be-
neden (i Zoologie médicale) have beskrevet Æggene, og Cor-
diuer har afbildet nogle Smaadyr, som maaskee ere Larver.

Sbg. 1. Spirorbis Daud.
T. substantia crelacm. (M.)

107. SPIRORBIS BOREALIS DAUD.

7'. late umbilicata; anfraclus semiteretes^ rugis incrementi obso-
let/* irreguluribwf. (,M-)

29*

430

Vermiculus esrigwm albus, nautiloides Lister Hist. pi. 553.
Planorbis minimus Petiver Gazophyl. t. 35. f. 8.
Serpula Spirorbis L. S. N. X. p. 787. n. 693.
L. Fn. Sv. n. 2204.
» » L. Westg. Resa p. 170.

L. S. N. XII. n. 794.
Miill. Zool. Dan. t. 86. f. 1—3.
Pennant Br. Zool. IV. p. 145. t. 91. f. 155.
» » Gm. S. N. p. 3740.

» » Da Costa Br. Conch. p. 22. t. 2. f. 11.

i) i) Montagu Test. p. 498.

» » Dill. Cat. p. 107:).

» » Brookes Introd. p. 142. t. 9. f. 134.

» Cuv. R. A. éd. 3. t. 3. f. 1. (Copi.)

» » Griffith An. Kingd. XIII. t. 8. f. 6. (Copi.)

Sp>irorbis navtihides Lam. Syst. 1801. p. 326.

Lam. Hist. V. p. 359- éd. 2. V. p. 613.
Spirorbis boreatis Daudin Rec. 1800. p. 38-

>. Blv. Diet. se. t. 50. p. 301. pi. 2. f. 2. (Copi.)

var. a. acifera.

Peripheria anfr. ultimi dilatata, plana, tenuis (M.)

Tnbulus parvus Mart. 1. f. 21. A. B. (non C.)

Serpula polka Bolt. Verz. p. 49. n. 889.

Vermicularia carinata Schum. Essai p. 262 (verisim.)

Serpula spirorbis Wood Index t. 38. f. 8.

Spirorbis communis Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 245. (non Bosc.)

Spiroi'bis nautiloides Chenu 111. t. 1. f. 1? (animal.)

» » Thorpe Brit. Mar. conch. p. 9.

» » Gould Massach. p. 9. f. 3.

var. fi. reversa.

T. discoidea, striata, marginata. (Chenu.)

Serpula baltira Wood gen. Conch. (ex Chenu.)

Spirorbis baltira Sp. de Wood, Chenu 111. p. 2. t. 2. f. 12.

? Serpula spirUlwn Pallas nov. aet. petrop. H. 1786- p. 23.

t. 5. f. 21.
Hab. in mari germanico et baltico, in Fuco vesiculoso adhæ-
rens, ad Tranæ ostiuin. (Pallas.)

Denne Art findes især paa Blæretangen, men ogsaa paa
Skaller og Stene, ved Englands og Skandinaviens Kyster.
Afbildningerne af Dyret lins Muller, Pallas og Chenu afvige
indbyrdes meget betydeligt. Det er dog fortiden vanskeligt
at afgjøre, hvorvidt Forskjellen blot beroer paa en mangel-
fuld Opfattelse af Dyret, eller om der virkelig tindes Mere

431

Arter, hvis Skaller ere eens, saaledes som det er Tilfældet
i mange af de foregaaende Slægter.

108. SPIRORBIS CORRUGATUS MTG.

Shell reguJar. spiral , transversely wrinkled, and umbilicated ; it
is mach stronger, titan the S. spirillum, and never eæposes so mach

of the second volution to vieiv, and though more wrinkled, it possesses
a superior gloss when cleared from extratteous matter. (Mtg. Dill.)

Aninial with 8 gills. (Montg.)

Serpxda corrvgata Mtg. Test. p. 507. (ed. Chenu p. 219.)
,, » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 242.

(ed. Chenu p.239.)
» » Dill. Cat. p. 1075.

» » Turt. Conch. Diet. p. 151.

Spirorbis corrugatus Flenig Edinb. Journ. 1825. p. 245.
Serpula corrugata Brown 111. t. 1. f. 46.

» Wood Index t. 38. f. 14.

» » Thorpe Brit. mar. Conch. p. 11. f. 65?

Serpxda annidus Brown 111. of Brit. Conch. t. 1. f. 49. (verisim.)
Hab. the sea on slate rocks; at Milton, Devonshire (Montg.);
on an Oyster from Prestonpans, East Lothiau, Lady Jardine (Brown.)

Denne Arts Skal er maaskee ikke forskjellig fra den
foregaaendes, hvorimod Dyret synes at være meget forskjelligt.

109. SPIRORBIS VERRUCA FABR.

T. opaca, tereti, rugosa, glomerata; otnni.no teres sine caiina
notabili, æque rudis, rugosa, opaca, apertura orbicidari; lovgitudinaUter
linen in aliis ttodosa viæ eminente, in aliis vix superfine kumiliore,
dorsali rugæ quasi transecantur. Eætremitas supera erecla; b-tsis vero,
qua corpori alii adhæret, planata, si fracta horizonlaliler discedat,
rudimenta spirarum 2 vel 3 ostendit, quæ exteme non conspiciuntur :
licet mim anfractus habeat, hi tam inier se glomerati sunt, vt fere
evnnescatit et conve&itas tantum gibbosa remmieal, unde eætremitas
orificii se erigit. Color albus. Tndividuum umcum flavum vidi- (Fn. Gr.)

Serpula glomerata Fbr. Fn. Gr. 1780. p. 381. n. 377. (excl.

syn.) non L.
Serpida verruca Vorteroret Fab. Mss. 2. p. 186. n. 206.

» » Cat. 1822. n. 1094.

Hab. in mari gronlandico super testacea, præsertim in Pectine
islandico. (M.) Coll. Morch.

Denne er den største nordiske Art af denne Afdeling og
meget lig den følgende.

432

110. SPIRORBIS ANTARCTICUS LESS.

T. spiralis, lira elevata submediana, basi expansa membranacea,
umbilico profuudo, sæpe aperto. (M.)

Spirorbis antarctica Lesson Voyage de la Coquille p. 164.

» » Lesson Centime Zoolog. 1830. p. 147.

t. 51. f. 2.
,, .. Chenu Illustr. t. 2. f. 7. (Copi.)

Spirillum Oken Allgem. Naturg. t. 16. f. 12. 1836. (Copi.)
Hab. Excessivement abondant sur les rivages des iles Malou-
ines , surtout dans la baie francaise de la Solidad , ou il couvre les
moules, les patelles, les rochers et ménie les feuilles des Fucus
pyriferus (Lesson). Paa Helcion vitreum Phil. fra Cap Horn. (Mus.
Cuming.)

Lesson angiver Gjælletraadenes Antal til fire Par, medens
Afbildningen kun viser tre Par.

111. SPIRORBIS CHILENSIS GAY.

Spirorbis chilensis Gay Hist. de Chile p. 34.
Sow. 111. Fissurella. f. 28.
Hab. Chile. (Gay.)

Jeg har ikke havt Leilighed til at see det anførte Værk,
der ikke lindes paa noget af de herværende offentlige Biblio-
theker. Jeg formoder imidlertid, at den af Sowerby (1. c.)
paa Fissurella chilensis tilfældigt afbildede Spirorbis horer
hertil.

112. SPIRORBIS PLICATUS MONTF.

Coq. toule plissée et comme boudtuée; totis ces bowrelets sont
finement slriés dans le sens du prolongement de la coquille, qui a
quelquefois une ligne de diametre. Elle est blanche, teintée de vert
et de rose. (Mtf.)

Tubulus &c. Soldani Mier. p. 33. t. 29. vas. 143- R.

Charybs plicatus Montf. Syst. 1808. 1. p. 107.

Serpula rugo'sa Mus. Paris. Chenu 111. t. 1. f. 20-

Hab. Tres abondante dans toute la Méditerranée sur l'algue,
les plantes marines, sur le tét des crustacés , et dans les ramifica-
tions des corallines. (Mtf.)

Splitten paa Undersiden af Skallen, fremstillet af Soldani
og af Montfort tillagt generisk Betydning, er fremkommen

433

derved, at Skallen paa dette Sted har været stærkest fast-
nettet, saa at en Deel er bleven .tilbage paa det Legeme,
hvorpaa Skallen har været befæstet. Dette Forhold er især
øjensynligt, naar man sammenligner Soldani's Afbildning af
Undersiden, der ikke er copieret af Montfort.

113. SPIRORBIS COMMUNIS BOSC.
Coqville canaliculée en desstis. (Bosc.)

Spirorbis coinnamis Bosc Vers. 1802. 1. p. 184. t. 7. f. 3 & 4.

(non Chenu.)
? Analomus indicus Montf. 2. p. 279.

Hab. Se trouve dans la, haute mer, attachée aux fucus et aux
ZoophJies. (Bosc.)

Den anførte Afbildning er formodentlig udført af Bosc
selv paa Reisen til Nordamerika. Paa denne Tegning sees
to Par Gjælletraade og en midtstillet, dybt kløftet Flig,
hvorved der dannes to Spidser, som maaskee ligge til Grund
for Montfort's Angivelse af to Tentakler hos Anatomus
indicus.

114. SPIRORBIS PONTICUS EICHW.

Tubulus subregulariter in una planitie contortus , subangulatus
vel læviusculus, in apice atlenuatus, e.vtus transversiin striatus. Diam.
vix ^ lin. (Eichw.)

Animal niucosum elongatum , et tubulo raro exsertum minutis-
simum; tubuli ex cinereo albidi ^ lin. lati. (Eichw.)

Spirorbis ponlicus Eichw. Naturh. Skizze von Yolhyn. 1830.
p. 198. n. 35-
» » Eichw. Fauna Casp. Cauc. 1841. p. 229.

t. 38. f. 29. ab.
Hab. in fucis aliisque plantis Ponti euxini (Eichw). Eadem,
ni fallor , species , quam e Ponto cel. Rathke posthac S. pusillum
dixit. (Eichw.)

115. SPIRORBIS PUSILLUS RATHKE.

T. discoidea, subumbilicata, anfractibus supra carinatis, trans-
versiin sulcatis; plerumque sinistrorsa. Diam. 2 lin. (Rathke.)

Gehaus wie geringelt, weiss. An den ausseren Windungen be-
nierkt man eine kielartige Leiste , von der die freiliegende Seite
dieser Windungen ungefahr in 2 gleiche Seitenhålfteu getheilt wird.

434

Der zur Verstopfung der Miindung des Gehauses dienende Fleisch-
lappen und die Kiemen sind halbdurchsichtig und fast durchweg
schwach fleischfarbig ; der iibrige Theil des Thiers ist undurchsichtig
und dunkelbraun.

Spirorbis pusilla Rathke Fauna d. Kryni. Mém. Pétersb. 3. 1836.
p. 407. n. 101.

Hab. in Ponto euxino juxta Balaclavam in lapidibus et Mytilis
affixus. (Rathke.)

116. SPIRORBIS CARINATUS MONTG.

Sh. regular, spiral, with the outer whirl rising into a carinated
ridge on the top. (Mtg. Dill.)

Serpula carinata Montg. Test. brit. p. 502. (ed. Chenu p. 218.)
» » Mat. & Rack. L. Trans. VIII. p. 242*

» » Dill. Cat. p. 1074.

» » Turt. Conch. Diet. 1819. p. 151.

Spirorbis carinata Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. 204. f. 13?

» » ' Edinb. Journ. 1825. p. 294.

f Serpula carinata Brown 111. t. 1. f. 48. (Copi.)
» »> Wood Index t. 36. f. 10.

i) » Thorpe Marin. Conch. p. 10.

Hab. the sea on other shells , Salcombe Bay, Devonshire,
(Montagu) ; on Ostrea edulis (Mus. Cumg.)

Sh. about half the size of S. spirorbis, and a little spreading
at the base; besides the carinated ridge on the outer whirl, it also
ditters from S. spirorbis in having the middle whirl rather concave,
and sometimes pervious. (Mtg. Dill.)

117. SPIRORBIS GRANULATUS L.

T. tereti spirali glomerata, tatere superiore suleis tribus elevatis.
Testæ magnitudine seminis coriandri, confertæ, spirales , sed irregu-
lares. (L.)

Animal furnished with 10 eiliated rays, and a sub-funnel shaped
proboscis at one side, of the same colour, with a brown margin,
eiliated, hyaline. (Mtg.)

Serpula granulata L. S. N. XII. p. 1266-
Gm. S. N. p. 3741.
» .. Mont. Test. brit. p. 500- (ed. Chenu. p. 218.)

Mat. & Rack. L. Fr. VIII. p. 241.
» » Donov. Brit. shells pi. 100. Chenu. p. 71.

t. 25. f. 18. 19.
Wood Index t. 38. f. 11.
» » Turt. Diet. 1819. p. 150-

Serpula sulcata Mat. & Rack. Lin. Trans. III. p. 255.

435

Spirorbis granulata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 244.
Serpula granulatet L. Brown 111. t. 1. f. 47.
Spirorbis granulatet Thorpe Brit. Mar. Concli. p. 10- f. 64.
» »> Grube 1. c. p. 143.

var. a. fasciata.

Shell With two brown circular bands on the top between the
ribs : about half the size , and found among the roots of Fuci and
Corallines. On stones and shells. (Turt.)

Serpula granulala var. Turt. Diet. 1819. p. 151.

Hab. in oceano germanico et britannico (Mtg.) ; ad Milton (Mus.
Cumg.); Bohuslån (Malm.)

, 118. SPIRORBIS QUADRANGULARIS STIMPS.

Ttdtes large , thick, and strong^ white, somewhat rugose with
lines of growth; underside flat, upper surface with two slrong ca-
r i ii ir. oae on each side; so tliat a transverse section of the tube is
a sqttare. Aperlure rounded within and lurned upioards. Dm. I inch.
(Stimps.)

Spirorbis quadrangtdaris Stinips. Grand Manan p. 29.

var. «. Fabricii.

T. opaca, semitereti, rugo*a, glornerata, carinata. Dm. 1 — .', lin.

T. alba, rudis, opaca, irregulariter spiralis, glornerata, et rugosa
trausversim. Præterea versus interiora carinam longitudinal em håbet,
cui (non in omnibus) alia versus exteriora adjuncta est, sicque tubulus
»uperne angulatus evadit. Apertura ampla orbicularis integra. (Fab.)

Serpula contortuplieatu Fab. Fn. Gr. p. 381. n. 376. excl. syn.

Serpula carinulata. Det smaakantede Ormerør. lab. Mss 2.
p. 181. n. 205.

Hab. eisdein in locis ae S. granulata, cum qua et S. verruca
sæpe mire contortuplicata est (Fabr.). In oceano Americæ boreahs
ad prof. x. orgy., in testis. (Stimps.)

119. SPIRORBIS HETEROSTROPHUS MTG.

Sh. taper, spiral, with three elevated ribs on the upper side,
and the whirls reversed. Not half the size of S. granulata. (Mig. Dill.)

Serpula heterostrupha Mig. Test. brit. p. 503. (Chenu p. 219.)

» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 242.

» » Dill. Cat. p. 1075. n. 14.

» » Turt. Conch. Diet. p. 151.

» » Brown 111. t. 1. f. 55.

» « Wood Index t. 38. f. 13.
■Spirorbis liHerostropha Flem. Edinb. Ene. VII. p. 68. CCV. f. 1.

436

Eelerodisca heterostropha Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 247.
Spirorbis heterostropha Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 10.
Hab. on oysters and other shells , and marine Algæ, in
Kingsbridge Bay, Devonsliire (Mtg.), on sheltered situations (Flemg.)

120. SPIRORBIS MINUTUS MONTG.

Sh. regular, spiral, and orbicular, with the whirl reversed, taper,

and transversely wrmkled. (Mtg. Dill.) Very small, dirty white,

with 2 or 3 lateral volutions, wrinhled transversely : sometimes it has

a slight longitudinal furrow, on each side, forming a ridge, or carina,
along the back. Diam. ^ lin. (Mtg.)

Branchiæ ciliated; a clavate lid, varying in colour from brovon
to green. (Mtg.)

Serpxda minuta Mont. Test. brit. p. 505. (ed. Chenu. p. 220. 9.)
» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 246. (ed.

Chenu. p. 238.)
» » Turt. Diet. p. 150.

» » Dill. Cat. p. 1072.

Spirorbis minutus Flemg Edinb. Ene. VII. p. 68. t. CCV. f. 2.
Heterodisca minuta Flemg Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 247.
Serpula minuta Brown 111. t. 1. f. 51.
» » Wood Index t. 38. n. 7.

» » Thorpe Marine Conch. p. 11.

Hab. the sea on Corallina officinalis; frequent on the English
coasts. (Mtg.) On substances exposed directly to the motion of the
waves. (Flemg.)

Not easily distinguished from S. heterostropha, except by its
inferior size, rounded base, and habits. (Mtg.)

121. SPIRORBIS ZELANDICUS GRAY.

Sh. rever sea ', ivhirls two or three, rapidly enlarging ; the last
with three spiral ridges, the middle rib most prominent. (Gray.)

Spirorbis celamlica Gray Dieffenb. N. Zealand 1843. p. 295-
Hab. Great Barrier Island, on Patella Hookeri. (Gray.)

122. SPIRORBIS TRICOSTALIS LAM.

T. anfractibus subdiscoideis ; coslis tribus rotundatis; apertura
subrotunda. (Lam.)

Spirorbis trirostalis Lam. V. 1818. p. 360. n. 3. (éd. 2. p. 614.)
» » Blv. Diet. se. t. 50. p. 302.

» ., Chenu 111. conch. p. 3. n. 8. t. 2. f. 8.

t. 1. f. 5.

Hab. Port Roi Georges, Nouvelle Hollande. (Lam.)

437

Ifelge Lamarck tindes der i Kanalen ved Croisic (Ménard)

en meget lignende Art; som dog maaskee kun er S. granu-
lata L.

123. SPIRORBIS LAMELLOSUS LAM.

T. discoidec. subumbilicata ; anfraclibus cosiis longitudinalibus
lamellosis denticulatis, ad inlerstitia striatis. (Lam.)

Spirorbis lamellosa Lam. V. 1818. p. 359. n. 4. éd. 2. V
p. 614.

Blv. Diet. t. 50. p. 302.
Chenu 111. p. 3- t. 1. f. 1.
Hab. les niers de la Nouvelle Hollaiide . a File de King-,
Péron. (Lam.)

124. SPIRORBIS POROSUS MUS. PARIS.

T. longitudinaliter btsulcata, umbilicata et sulcis transversis or-

nata. Coq. discoide. ombiliquée, creusée dun* toute m longueur par

deux sil/on.s, et ornée Æun grand nombre de stries trausverses qui la
revdent rwjueiise. (Chenu.)

Spirorbis porosa Mus. Paris. Chenu 111. p. 4. t. 1. f. 19.
Hab.? Mus. Paris.

Denne Art er maaskee nærmere beslægtet med S. com-
munis Bosc.

125. SPIRORBIS? TRANSVERSUS BAUD.

iS. costis plurimis transversU minutis. U/am. 1 lign. (Daud.)
Ccq. blanchdtre, adhérmle, garnie de quelques coles transverses^
et comme formée de plusiewrs petits tubes inclus Pun dans l'autre.

Spirorbis transversus Daud. Rec. 1800 p. 48. f. 26. 27.
Hab. On trouve rarement ce Spirorbe sur des plantes marines
et sur divers cocpoillages de l'océan indien. (Daud.)

Denne Art adskiller sig fra alle de øvrige ved de skarpe
fremstaaende Varices. At den neppe kan være en Vermetide,
bestyrkes af den Omstændighed, at den tindes fastheftet paa
Havplanter, paa hvilke hidtil ingen Vermetide er funden.

Sbg. 2. Spirillum (Ok en) Mørch.
T. substaiitia erystallina^ subpeUvcida. nitida. (M.)

438

126. SPIRORBIS (SPIRILLUM) SPIRILLUM L.

T. regulari spirali orbiculata pellucida, an/r. teretibus sen-
simque minoribus. (L.).

Lid of the shape of a nail, four gills on each side. (Mtg.)
Le mollusque porte en dehors six filets ou bras ; ils sont faits
en plume, et non seulement ils offrent les organes de la respiration,
mais ce sont encore des instrumens capturs qui servent a saisir, a
assujétir toute proie qui vient dans leur voisinage. (Mtf.)

Bast. Phil. Trans. 1757. t. 50. p. 277. t. VIII. f. 6. a
Coretus Baster Naturkundige Uitspanningen. 1762. 1. p. 48.

t. 2. f. V. C.
Serpula Spirillum L. S. N. X. p. 785. n. 692.
» )> L. Fn. Svec. n. 1203.

L. S. N. XII. p. 1264. n. 793.
» » Gm. S. N. p. 3740. n. 4.

» » Pult. Dorset Cat. t. 19. f. 27. ed. 2. non

ed. 1. (ex Dill.)
» » Montg. Test. brit. p. 499. (ed. Chenu. p. 504.)

» i> Mat. & Rack. Lin. Transact. VIII. p. 240.

» » Dill. Cat. p. 1072. (non Wood.)

Spirillum pellucidwm Oken N. G. 1815. p. 382. (non aniinal.)
Spirorbis crustacites Moutf. Syst. 2. 1810. p. 35.

» » Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 245.

» Brown 111. t, 1. f. 41. 42. 53. 54.

» » Chenu 111. t. 1. f. 2.

» » Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 9.

Lam. V. 1818. p. 359. n. 2. éd. 2. V. p. 614.
var. u. sinistrorsa. (Dill.)

Serpula Walker Test. minut. f. 13. 14.

? Spiral Serpula Cordiner Remarkab. Ruins &c. Nr. 9 — 16.

Serpula sinistrorsa Mont. Test. brit. p. 504. (ed. Chenu p. 219.)

Serpula spirillum, sinistrorsa Dill. Cat. p. 1072.

Serpula spirillum reversed Turt. Diet. 1819. p. 150.

» » » Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 9.

Hab. in oceano super Sertularias et Zoophyta alia (L). Les
crustacés de la Manche et particuliérement les langoustes que l'on
péche sur les cotes de la Basse Bretagne , dans les envirous de
l'orient, sont recouverts par ce Spirorbe (Mtf.) On Fuci and Sertu-
lariæ , Weymouth (Thorpe) ; on Corallina officinalis and on Algæ
(Flemingi. The variety is found on Cancer gammarus and ho-
marus. (Mtg.)

127. SPIRORBIS (SPIRILLUMI MONTAGUI FLEMG.

Sh. with one very thich rounded, glossy, white volutiov- The
shell is very conveæ, and icrinkled transversally with a minute cen-
tral caoi!y al (he top, somelimes only a suture. (Flemg.)

439

Serpula sp. Montg. Test. brit. p. 502. (ed. Chenu p. 218.)
Spirorbis Montagui Flemg Edinb. Joum. 1825. p. 245. n. 6.
» » Johnst, Index Annals of N. H. vol. XVI, p. 451 .

Hab. On Haliotis tuberculata L. from Guernsey. (Mtg.)

Fleming henfører urigtigt Montagu's Beskrivelse af Dyret
af S. granulata til denne Art. Jeg har et Exemplar af den
anforte Haliotis med en Mængde Exemplarer af nærværende
Art, sandsynligviis fra Marocco. Denne Art er endnu større
end den foregaaende.

128. SPIRORBIS (SPIRILLUM) LUCIDUS MONTG.

Shell taper, spiral, rer// smooth and glossy, ichirls reversed.
Diam. £ lin (Mtg. Dill.)

Serpula ha-ida Montg. Test. brit. p. 507. (ed. Chenu. p. 504.)

» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 243.

.' Serpula rejtexa Adams in Lin. Trans. V. p. 4. t. 1. f. 31. & 32.
Serpula lucida Dill. Cat. 1819. p. 1075. n. 16.
Spirorbis lucidus Flemg Edinb. Ene. VU. p. 69. t. CCV. f. 4.
'Heterodisca lucida Flemg Ed. Joum. t. 15. 1825. p. 247. n. 4.
Serpula lucida Brown 111. 1. f. 60. 56.

» » Turt. Diet. 1819. p. 150.

» » Tliorpe Mar. Conch. p. 11. f. 63.

Hab. the sea on Sertularia abietina very frequent, and some-
times on Sertularia argentea. (Mtg.)

var. fi. cornea.

Shell brownish horncolour, transparent, rounded , with three
volutions, minute. (Ad.)

Serpxda cornea Adams Lin. Trans. V. pi. 1. f. 33 — 35. (ed.
Chenu. p. 15. t. V. f. 37- 39.
» » Turt. Diet, 1819. p. 159. n. 9-

» >. Brown 111. 1. f. 43.

var. y. gronlandica.

T. tereti e basi spirali ilexuose ascendente, lævi, nitente.
Vermiculus brevis, ita ut vix tertiam partern testæ occupet, tere-
tiusculus, abdomine planiore, postice attenuatus, antice scyphum orbi-
cularem membranaceum petiolatum porrigit, cinctum cirris 6 mollibus,
brevibus, conicis, altøs; pone bos fascia plicata alba, utrinrjue armata
aculeis 2 sursum tendentibus aureis. Color dorsi sanguineus, laterum
abdominisque pallidior, qui per testam transparet. (Fabr.)

Serpula porrecta Fab. Fn. Gr. p. 378. n. 373. non Miill.
» » Fab, Mss. 2. n. 191. cum fig.

Gm. S. N. p. 3746. n. 33.
Spirorbis porrecta Stimps. Grand Manan p. 20.

440

■Spirorbis sinistrorsus Gould Massach. p. 9. t. 2. f. 4. (aucta.)
» » Chenu III. p. 9. pi. 2. f. 11. (Copi.)

jun. :

Serpala spirillum Katungiak Mull. prod. p. 236. n. 2854.
» » Fabr. Fn. Gr. p. 376. n. 371. Mss. 2. 191.

Hab. in Sertulariis, Flustris, Fistulanis, Tubiporis, cancris ma-
rinis , fucis minoribus rarius in lapidibus vel testaceis. (O. Fab.)

129. SPIRORBIS (SPIRILLUM) VITREUS O. FAB.

T. lereli regulari, spirali, orbiculata, peilucida, splendente, mgom,
aperlura incrassata. Diam. -J- — 1 lin. (Fabr.)

T. crassa (cavitate interna angusta) orbiculata, spiralis, con-
vexiuscula, basi explanata, crystallina, glaberrima, quasi oleo illita,
transversira rugosa, longitudinaliter una vel altera stria humiliore vix
notabili intercepta. Superne anfractus solitarius inferiori incumbit;
umbilicus vero profundior 2 vel 3 minutissimos obsoletos adhuc os-
tendit, qui in latere baseos obverso , si testa frangatur, vix dete-
guntur. Aperturæ margo incrassatus in plerisque, et quidem majoribus,
non perfecte orbicularis ringit. (Fabr.)

Variat a colore rubicundo ; fi lævior, rugis fere deletis ; y sub-
glomerata, anfractu summo erecto et umbilicum obducente. (Fab.)

Serpida vitrea Fab. Fn. Gr. p. 382. n. 378. Mss. 2. p. 193.
»» ». Gm. S. N. p. 3746. n. 34.

Dill. Cat. p. 1075. n. 17.
» » Cat. Dublin Soc. 1813. p. 147.

Spirorbis vitrea Stimps. Grand Manan p. 29.

@. zetlandica ; lira solitaria.

Spirorbis conicus Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. CCV. f. 3.

Helerodisca coniea Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 247. n. 3.

Serpxda coniea Brown 111. 1. f. 58. (Copi.)

Hab. in oceano gronlandico in Sertulariis, testaceis , fucis et
lapidibus marinis (Fabr.) On a Pecten at 90 fath. (Stimpson). Zet-
land, coast of Appin, Capt. Carmichael, on stones and sbells. (Flemg.)

Denne Art er maaskee kun en glat Varietet af den
følgende.

130. SPIRORBIS (SPIRILLUM) CANCELLATUS FAB.

T. spirali glomerata,- trisulcata,' sulco inferiore costis transversis
interritpto.

Hæc Serpulæ granulatæ omnino similis , sed major. Dift'ert
tamen , quod præter sulcos 2 longitudinales dorsales alium latiorem
lateralem versus basin habeat, spirant totam percurrentem et can-
cellatura, s. costis transversis crebris interruptum. Apertura bidentnta.

441

terminis carinarum dorsalium acutis. Color albus, cincrascens vel
virescens. (Fabr.)

Serpula cancellala Fbr. Fn. gr. 1780- p. 383. n. 379. syn. excl.

Sprinkel Ormerøret Fbr. Mss. 2. p. 209.

Seipida cancellata Gm. S. N. p. 3746. n. 35.
» » Dill. Cat. p. 1074. n. 16.

» ). Blv. Diet. se. t. 48. p. 554.

Serpida spiralis Brown 111. br. Conch. t. 2. f. 6. non absimilis.
a. T. semiadulta.

T. tereti spirali glomerata, latere superiore sulcis tribus elevatis,
glabra. Dm. 1 — 2 lin. T. glabra, pellucida, teres, jam regulariter
spiralis 1 vel 2 anfractibus , sæpius irregulariter glomerata et aliis
adnata in massam contortuplicatam. Sulci longitudinales 2 profundi
eminentias 3 efficiunt, in orificio 3 dentibus prominentibus declinatis
terminatas (in aliis sulcus solitarius et eminentiæ duæ tantum).
Apertura ceterum orbicularis et plerumque deorsum tendens. Color
albus, cinereus, coeruleus, vel viridis; minutarum rufus.

Hospes hujus illi in S. porrecta similis, sed crassior, croceus
scypho albo cum petiolo brevissimo , fascia 6-plicata; et præter 2
aculeos utrinque adhuc 2 alii sub collo in conspectum venerunt ;
cauda grisea. (Fbr.)

Serpula gramdata Fab. Fn. Gr. p. 380. n. 375. non L.

» » Det furede Ormerør Fbr. Mss. 2. p. 157.

c. figura.

Hab. in oceano gronlandico frequens super lapides marinos,
Balanos , Mytilos et alia testacea, quibus arctissime adhæret. (Fabr.)

131. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) INCISUS MORCH.

T. discoidea; centr o concavo; an/r. rarina lis. (Lam.)
Spirorbis carinata Lam. 1818. V. p. 359. éd. 2. p. 614.
(non Daud. nec Mtg.)
» » Velins du Museum n. 20. f. 9. n. 47. f. 9.

(Chenu.)
» » Chenu 111. t. 1. f. 3.

Hab. Les mers de la Nouvelle Hollande, a File de King
Péron. (Lam.)

Ifølge Chenu har Skallen tre skarpe Kjole paa Oversiden.
En meget lignende Art findes fossil i Tertiærformationen ved
Grignon (Defr. Diet, se. t. 50. p. 303.). Mundingen viser
ligesom hos foregaaende Art en lille Bugt.

132. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) ALBUS MUS. PARIS.

T. discoidea, peUucida, umbilicata; anfractibus contiguis et sub-
striaiis, slriis incrementi uumerosissimis, (Chenu.)

442

Spirorbi8 alba Mus. Paris. Chenu 111. t. 1. f. 22.
Hab. Les niers des Indes. Mus. Paris.

133. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) SIMPLEX GRUBE.

Letztere Umgang- der Rohre nicht gekielt. Deckel keulenformig,
am Ende abgestutzt. Rohre mit 1 Umgang, glatt, jederseits 4 nicht
bartige Kiemenfaden.

Serpnla (Spirorbis) simplex Grube 1. c. p. 92 & 143.-

Hab. in mari mediterraneo. (Grube.)

134. SPIRORBIS? (SPIRILLUM?) CORNU ARIETIS PHIL.

T. spirali tereti, concenlrice striata; anfrartu ultimo reb'quos
abscondente; dm. totius gyri 4 in. Animal pallide aurantiacum,
branchiarum albarum tilis uirinque qvatuor; operculo obliquo, sub-
spathidato, in parle postica appendice brevi anilo. (Phil.)

Sinrorbis conm arietis Phil. 1. c 1844. p. 195. f. S.
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.)

Laaget af denne Art antyder et nærmere Slægtskab med
Filigrana.

GEN. XVI. PHRAGMATOPOMA MØRCH.

Operculum duplex: superius circulare, e paleis radiantilms, in
duplicem stratum digestis compositum, in ferne acideo flexili præditis:
inferius mfundibidiforme, e palets aciculalis, ad Jinem dilatatis, apice
aduncis, confectum.

Denne Slægt forekommer mig at vise en stor Overens-
stemmelse med Serpnliderne, navnlig med Slægten Hydroides,
saa at jeg her anfører den, endskjondt den horer til Her-
mellerne paa Grand af det nleddede Analror. Den nye Slægt
adskiller sig især fra Pallasia Quatref. ') ved Laagets næsten
fuldkomne Symmetri.

135. PHRAGMATOPOMA CAUDATA KR.

Operculum superius circulare, corneum . nigrkans vel budium,
conveæivseulum, e paleis radiardibus, angustis, acuti ngulis 30 compo-

) Annales des sciences naturelles 1848. T. X. p. 23-

443

silit/n, centrum non attingentibus , wide fissura mediana, inferne mar-
ginem versus spina longa. lemter incurva præditis. Puleæ strut i in-
ferioris tertia parie breviores* sed spina submarginali longiore et molliore.
Opercidum inferius iujundibulifornie, paleis utriuque cirriter 36 com-
pressis; pars inferiør palearum aciculala, superior quarta pars dilatala,
irregidariter scapulæ/ormis, apice libero adunco, unde peripheria sub-
tilissime serratodenlata , opercidum superwn arctissime amplectens et
superans. Diam. circ. 4^ m. Tubus ignotus.

Hab. in insulis Aniericæ, Krøyer, Mus. Reg.

Det øverste, noget convexe, næsten fuldkommen kreds-
runde Laag bestaaer af 30 spidsvinklede, som Straaler stillede
Hornplader, hvis Spidser ikke naae sammen i Midten, hvor
der saaledes dannes en noget uregelmæssig Revne, og som
fortil og bagtil ere ubetydeligt længere, hvorved Laagets
Form bliver næsten umærkeligt elliptisk. Pladerne ere i
Midtlinien sammenføiede mindre fast. Disse Plader fastheftes
i Laagstilken ved en i Spidsen noget indadbøiet Tap, der er
stillet retvinklet i nogen Afstand fra Randen. Under enhver
af de omtalte Plader ligger en lignende, men mindre, omtrent
± kortere Plade, hvis Yderende passer ind i en Hak i Under-
siden af den overliggende Plade; Tappen er her noget længere
og blødere og stillet tæt ved Yderranden.

Det underste tragtdannede Laag , hvis Kant ligesom
danner et fremspringende Gjerde om det øverste, bestaaer al
sammentrykkede, naaledannede Stave, hvis øverste fjerde Deel
er stærkt udvidet, af en aflang Form, med Spidsen næb-
dannet og tilbagebøiet saaledes, at de to forreste Stave i
Midtlinien vende Spidserne fra hinanden og de to bageste
Spidserne mod hinanden, saaledes som det ogsaa sees paa
Hermellernes Laag1). Under Mikroskopet viser den udvidede
Deels udvendige Rand sig noget takket. Paa vel bevarede
Exemplarer bære de tyve bageste Spidser hver en lille
Trevl.

Paa Laagets Underside sees en lancetdannet Aabning,
hvis Spidser berøre Centrum og Peripherien, og som tjener

l) Grube Archiv fur Naturges c hichte XIV Jhrg. 1848. p. 34. tab. 3.

444

til Gjennemgang for Laagstilken , der med sin Hud beklæder
Udsiden af det underste Laag.

Ormens Bagkrop ender i et smalt uleddet Rør, der er
bøiet tilbage og tildeels skjult i den dybe Rygfure, sand-
synligvis for at sende Excrementerne tilbage i denne Retning.

SYSTEMATISK OVERSIGT OVER SLÆGTERNE.

Slægternes indbyrdes systematiske Forhold er endnu
temmelig usikkert, navnlig fordi Kundskaben til selve Ormene
kun er meget ufuldstændig. Det forekommer mig sandsynligt,
at Serpuliderne ved Slægten Hydroides slutte sig til Her-
mellerne og navnlig til Slægten Phragmatopoma; men om Pro-
tula er beslægtet med Sabellerne, eller disse bør følge efter
Hermellerne, tør jeg ikke afgjore. Jeg vil her give en Sammen-
stilling, der afviger noget fra den i Texten fulgte.

Serpuliderne stemme ikke blot overeens med Vermeterne
i Skallens Ydre , men Laagene frembyde ogsaa slaaende
Analogier. Hen store middelhavske Vermet (Thylacodes)
mangler saaledes Laag, ligesom den største Serpulide (Pro-
tula) fra samme Hav. Hos Vermetslægten Stephopoma bærer
Laaget piggede Børster, der ikke ere væsentlig forskjellige
fra dem, der findes paa Laaget af Serpulideslægten Hydroides.
Paa Laaget af Vermetslægten Siphonium findes grenede Horn,
der egentlig kun adskille sig fra Hornene paa Laaget af
Spirobranchus ved deres næsten mikroskopiske Lidenhed og
store Antal. Laaget af Pomatostegus erindrer stærkt om det
cylindriske Laag af Vermetslægten Tenagodus, der ligeledes
afbrydes med Alderen. Endvidere kan Placostegus med Hen-
syn til Laaget ansees for analog med Bivonia og Vermetus
(sens. strict.).

I. Uden Laag Protula. Anisomelus. Piratesa.

II. Med Laag :

A. sammensat af Kalkplader Galeolaria.

B. ikke sammensat:

a. uden Stilk :

a. med flere Skaale paa en fælles Axe Pomatostegus.

445

f?. enkelt:

med grenede Horn Spirobranchus.

med ugrenede Horn Pomatocerus.

uden Horn (glat) . . Placostegus. Ditrypa.
med Stilk :

a. Stilken sidestillet: Spirorbis.

Filigrana.
Apomatus?
(}. Stilken midtstillet:

Laagets Overflade kegledannet . . . Vermilia.
Laagets Overflade concav:

Laaget enkelt, med riflet Rand . . . Serpula.
Laaget med et Bilaag, sammensat

af Stave Hydroides. (Phragmatopoma).

ALPHABETISK FORTEGNELSE OVER ARTERNE.
SERPULA (sens. autt. vet.)
* betyder at Arten er nulevende.

*Abbreviata Krøyer. Hydroides Morch n. 34.

*actinoceras Morch. n. sp. Pomatostegus n. 74.

*aggregata (Sabella) Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahres-
bericht 1850. An Eupomatus euplæanus Delle Chiaje?

alata d*Arch. Descr. foss. nummulit. Mém. géol. 2 sér. III. p. 417.
pi. IX. f. 33. Biaritz. An Placostegus.?

*albida Humphr. Cat. n. 3. St. Domingo.

ambulacrum K. Mayer 1860. Fauna von Kleinkuhren. (tertiar.)

amphisbæna Goldf. p. 239. t. 70. f. 16. (Chenu 111. V. f. 8.) Tere-
dinis tubulus Leym. Mém. géol. 1842. V. t. 2. f. 2. Geinitz
Nachtr. 1843. p. 11. t. IV. f. 14. Fistulana Reuss p. 19.

*ampulliferus (Apomatus) Philippi. Archiv. f. N. G. 1844.

anfracta Goldf. t. 71. f. 13. Griinsand. Spirorbis Bronn.
— Vermilia planorbiformis Miinst.

*anguinoides Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850.

*anguis Schroter Beste Einrichtung 1818. p. 215 (nomen.)

*angulata Forsk. 1775 Descr. animal p. XXXIV. In mari nigro.
(nomen.)

*angulata Da Costa 1778 Brit. Conch. p. 20. t. 2. f. 9. Hydroides
norvegica Gunn.

angulata Miinst. Goldf. t. 71. f. 5 (Chenu El. t. XI. f. 6) Placo-
stegus.

30*

446

*angulosa v. Martens Reise nach Venedig. 2. p. 482. Gen. Foraniinif.

angulosa (Galeolaria) Rom. Kreide 1842. p. 99.

annellus Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 567. Vennilia cristata Lam.

Velins du Mus. n. 20. f. 14. Grignon.
annulata Serres tert. 153. non Lam. quæ Spiroglyphus.
annulata Reuss Kreide II. 106. t. 24. f. 8. 9. non Lam. An Spi-

rulæa sp.?
*annulata (Vermilia) Schmarda 1861. p. 28. t. 21. f. 176. Placostegus.
antiqua Defr. Diet. 1827. vol. 48. p. 569.
antiquata Sow. M. C. Jan. 1829. VI. n. 103. p. 202. t. 598. f. 4.

— S. ampullacea Reuss V. f. 22. t. XXIV. f. 6, 7. — S.

intermedia Røm. — S. Noeggerathii Goldf.
antiquata Kon. Carb. p. 57. t. G. f. 7. (1842 — 44). — S. Sower-

byana. Spirorbis?
*appendiculata (Protula) Schmarda 1861. p. 33. t. 22. f. 185.
archimedis Konig Carb. p. 57. t. G. f. 6. (1842—44.) Med Urette

henfort af Chenu til Tenagodus anguinus L. Den er maaskee

en Stephopoma. Spirorb. spinosa Konig turde vise sig som

dens Unge.
arcuata Miinst. Goldf. 237. n. 58. t. 70. f. 10. (Chenu t. 7. f. 6.)

Griinsand.
*armata (Vermilia) Flem. 1825. Edinb. Journ. p. 243. Ifolge Be-
skrivelsen maaskee Pomatocerus triqueter L., derimod ifolge

Synonymien Vermilia porrecta Miill.
*armata M. Edw. Cuv. R. An. éd. 3. pi. 3. f. 2. Placostegus

tricuspis Sow.
articulata Sow. M. C. 1829. Jan. n. 103. t. 599. f. 4. S. vertebralis

Goldf. t. 68. Nogrobs vermicularis Mtf. 1. p. 275?
*arundo Turt, Diet. 1819. p. 155. f. 85. Protula.
aspera Defr. 1827. Diet. t, 48. p. 566. Velins du Mus. n. 21. f. 2.

Grignon.
aspera Hag. 1840. Jahrb. f. Min. p. 666. Kridtform.
*aspera Phil. 1. c. 1844. p. 191. n. 5. f. B. Serpula s. str.
asperrima Boll Mecklenb. Archiv. 1859. p. 167. f. 4. Spirorbis?
*avena Meusch. Cat. Gevers. 1778 n. 1443. Zoophyl. n. 1650. Seba.

t. 93. f. 8. Protula intestinum Lam?
barbata Morton Synops. of the foss. cretaceous group. 1834. p. 73.

t. XV. f. 12. Alabama. Placostegus?
Bardensis Hag. Jahrb. 1840. p. 667. t. 9. f. 16. Spirulæa sp.?
*Benzoni Morch. Hydroides (Eucarphus) n. 41.
*Berkeleyi Johnston Barret Dredging- List.
bicanaliculata Miinst. Goldf. p. 240. t, 71. f. 6. n. 71. Chenu 111. XI.

f. 7. Tertiårf.
*bicarinata Lam. V. 369. 3. (Vermilia) Blv. t. 48. p. 329. Nov.

Hollandia. Paa Fuci , men Expl. afbildet af Chenu paa en

Pecten er formodentlig Lamarck's V. eruca.

447

bicarinata Boll 1859. Mecklenb. Archiv p. 167. f. 3. Spirorbis?
*bicornis Abildg. 1789. Schriften Berl. Geseli. IX. Spirobranchus

giganteus.
bipartita Reuss Kreide. 19. t. 13. f. 95 Plånerkalk. Spirulæa Br. ?
biplicata Reuss 1845—46. p. 18. t. 5. f. 23. Bohmen. Kridtf.
*Blumenbachii Morch. Hydroides (Euporaatus) n. 28.
boa Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 568. Grignon.
*brachysonia Schruarda 1861. Poniatostegus.
brauoriensis Dumortier Soc. agric. de Lyon. 1857. Journ. Conch. 1861.

p. 394. Lias. Maaskee Trykfeil for bognoriensis.
*buccinula Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850.
*bucephalus Morch. Poniatocerus n. 85.
*cælata Humphr. Cat. n. 7. 1799.

*cæruleus (Placostegus) Schmarda 1861. Morch. n. 90.
*cæspitosa Deles. Chenu Filigrana divaricata M.
*cæspitosa (Galeolaria) Lam. V. 1818. Morch n. 21.
*caltrops Humphr. Cat. p. 2. f. 9. 1799. — Turbo madreporoides.

Burrow Elem. 1815. Maa være Skrivfeil for calcitrapa. Findes

i flere Exempl. i Mus. Cum.
*calyptrata (Yermilia) Phil. 1. c. 1844. p. 193. n. 4. fig. G.
*campanulata (Amphitrite) Sowb. Br. Misc. t. 31. — S. triquetra.
canaliculata Miinst. Goldf. p. 233. t, 69. f. 1. Chenu t. 2. f. 3.

— S. Deshayesii Quenst. Jura p. 664. t. 81. f. 56.
caualifera Miinst. Beitr. 1841. IV. p. 54. t. V. f. 24. sed non expl.

tab. St. Cassian.
*caneleto Risso Hist. IV. p. 403.
Cannelletto Olivi Zool. adriat. 1792. p. 195. Ginan. 2. t. 1. f. 4.

Bon. n. 20. Er maaskee Serpulorbis melitensis Gm. foss.

Romagna.
canteriata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. t. 9. f. 18. S. sinuata Hag.

olim. Placostegus vel Hamulus Morr. Puggaard Moen p. 93.

fig. 39.
capillaris Defr. (Serpularia) Diet. 1827. t. 4S. p. 557. Velins du

Museum n. 21. f. 28. Grignon.
capillaris Miinst. Bair. 65 non Rom. Ool. p. 34 nec Defr.
capillaris Rom. Ool. 1835. p. 34.

capitata Goldf. 1. p. 228. t. 67. f. 17. Chenu t. 2. f. 7. Jura.
capitata Bean Phill. 1835. I. p. 136. t. XIV. f. 6.
caput serpentis Defr. Diet. se. 1827. t. 48. p. 557. Velins du Mus.

n. 20. f. 15. Blv. Man. pi. 69. f. 6. a. b. S. tete de serpent,

stærkt forstørret,
carbonarius M. Coy Synops. Carb. Foss. Ireland. t. 33. f. 32 (Ser-

pulites.) Giebel Beitr. zur Palæont. 107. t. 2. f. 1. Zeitschr.

f. die gesammte Naturwiss. tom. XII. 1858. p. 445.
carenata Bosc. Vers. I. 1802. p. 178. Montmartre paa en Osters.
carinata Woodward Norfolk t. 5. f. 13.

448

carinella Sow. Min. Conch. VI. 103. Jan. 1829. p. 201. pi. 598. f. 2.
carinula Miinst. Beitr. IV. p. 54. t. 5. f. 23. 1841.
*carmatus (Vermetus) Rouss. Chenu 111. t. 2. f. 4. an err. typ?
*carnaria Cat. of. N. Hist. in the Mus. of Dublin Society 1813.

p. 147 (nomen.)
caudata Hag. Jhrb. 1840. p. 667.
*caudata Krøyer. Phragraatopoma Morch n. 135.
*cereolus Gm. S. N. p. 3745. Hydroides (Eucarphus)?
cereolus »Lam.« Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 570.
*cespitosa (Galeolaria) Burrow. Elements. — G. cæspitosa Morch n. 21.
chorda Risso Hist. p. 405. n. 27.

cincta Goldf. 237. t, 70. f. 9. Chenu 111. t. 7. f. 5. Grunsand.
*cincta Chenu pi. X. f. 13 var. Pomatostegus actinoceras?
*cinerea Forsk. p. 128. n. 77. Gm. 3747. Ifølge Philippi en Art af

Psygmobranchus. Filigrana corallifica Pall.?
cingulata Goldf. p. 39. t. 69. f. 4. Chenu t. V. f. 6. cfr. Quenst.

Jura p. 664.
circinalis Miinst. Goldf. 1. 227. t. 67. f. 9. (Chenu 6. f. 4.) Hydroides?
circinata Defr. 1827. Diet. t. 48. p. 570.

clavæformis Kønig Carb. p. 56. t. G. f. 5. 1842—44. Ditrypa?
*clavigera Phil. 1. c. 1844. Vermilia.
*coacervata Siemssen Syst. Verz. Mecklenb. Conch. 1794. p. 37. an

Sabella. Paa Skaller i Østersøen,
coacervata Blumenb. Archæol. Telluris 1803. I. p. 22. t. 2. f. 8.

Serpulites. — S. coacervata Røm. Ool. I. 34. (1835.) — Dunker

Wealden 1846 p. 58. t. XIII. f. 22. — D. incurvum? Bronn Leth.

p. 989. Filigrana sp.
cochlearia Defr. Sow. Gen. Serpula, fossil from calcair grossier d'Or-

glandes. Jeg har ikke kunnet finde dette Navn i noget af

Defrance's Arbeider. Denne Art er maaskee en Vermet med

stærkt hvælvede Skjæl.
colon Konig Icones sectiles IV. f. 39. In fodinis prope Aalen ;

» desepimenta hujus speciei admodum convexa sunt«, altsaa en

Vermetus.
colubrella Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 568.
colubrina Miinst. Goldf. I. p. 226. t. 67. f. 5. Chenu pi. 12 f. 1.

Terquem Pal. de Luxembourg et de Hettange Mém. géol. 1855.

p. 231. t. 26. f. 5. paa Østers. Molluscorum ova M. Edw.

Lam. V. p. 632.
*complexa Turt. 1819 Diet. p. 153. n. 12. Filigrana.
compressa Sow. Min. Conch. 1829. VI. 103. p. 201. t. 598. f. 3.

— Dentalium indistinctum Flemg? Maaskee beslægtet med

Onychites. Quenst. Jura.
*concamerata Mtg. Test. — Lobatula Flem. Brit. An. p. 233.
conformis Goldf. I. p. 228. t, 67. f. 13. — Chenu t. 12. f. 5. Juraf.
*conglutinata Chiereghini Venez. 1847. Sieb. Jabresb. 1850. Filigrana?

♦conica (Vermilia) Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 243. cfr. Vermilia.
conica Hag. Jahrb. 1840. p. 666. t. 9. f. 15. Placostegus?
conjuncta Gein. Kreide 2. p. 7. t. 4. f. 6 — 9.
eonoidea Hisinger Leth. Svec. 20. Spirorbis conulus Bronn. (Ver-

metus) Vers. deutscher Naturf. zu Kiel. p. 118. n. 23.
*constrictor Schmidt. 1818. Beste Einrichtung. p. 215.
contorquata Schlot, (Serpulites) Verz. 1820. p. 96. cfr. S. torquata

Quenst. Jura. p. 393. — S. gordialis Bronn.
*contorta Bronn. 111. 1827. t. 2. f. 4. Hydroides norvegica Gunn.
contorta Phil. 1843. Norddeut. Tertiårverst. p. 43. Paa Ditrypa

strangulata. Hydroides sp.?
*contorta (Vermilia) Grube Archiv f. N. G. 1. c. p. 92. S. con-

tortuplicata Grav. Morch n. 68.
*contortuplicata L. S. N. X. .p. 787. n. 696. cfr. Hydroides norvegica.
*contortuplicata L. Blumenb. Hydroides (Eupomat.) Blumenbachii M.
*contortuplicata Sav. Blv. Bunn. see Serpula vermicularis.
contracta Woodw. Norf. t. 5. f. 19.
convoluta Goldf. I. 228. t, 67. f. 14 non Miinst. Chenu pi. 2. f. 1.

Røm. Ool. 34. — S. Deshayesii. — Vermicularia nodus Phil.

— S. lumbricalis Schlot. Quenst. Jura p. 664.
convoluta Miinst. Goldf. t. 68. f. 17. Spirorbis Miinsteri Goldf.

Chenu t. 2. f. 2.
*convolvulata Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850.
*corallifica Pallas Elench. 1766. p. 238. Filigrana.
*coralloides Bolt. Verz. p. 50. n. 897. 1798. (nomen.)
*cor de chasse Blv. Man. t. 69. f. 3. S. venatorium cornu Defr.
*Cordineri Flem. 1825. Edinb. Journ. p. 244. cfr. Pomatostegus.
corniculum Sandb. Nassau p. 38. t. 3. f. 8. (1850 — 56.)
*cornu copia Risso Hist. p. 405. n. 26. Vermetus sp.?
corona d'Archiac Mém. Géol. 1846. 1. p. 207. pi. 7. f. 7. Bayonne.

Sandsynligviis beslægtet med Placostegus tricuspis Sow. var. y.
*corrugata Link. 1807. Cat. Rostock, p. 23.
corrugata Goldf. p. 241. n. 77. t, 71. f. 12. Chenu t, 8. f. 1. Phil.

Tert. p. 43.
corrugata Sow. Mss. Morris Cat. 66.
corrugata d'Archiac Mém. Géol. 2. 1846. p. 206. pi. VI. f. 5. Fossile

de Bayonne ; an Spirulæa sp. ?
*costalis Lam. Guérin Icon. t. 1. f. 2. = Vermiculus costalis Rouss.
costata Hag. Jahrb. 1840. p. 669.
crassa Sow. M. C. 1812. p. 73. t. 30. — Galeolaria? Sow. Gen.

Vermilia crassa Flemg London Clay. Serpula. Morch n. 56.
crenato-striata Miinst. Hag. in litt, ohm. Cyclogyra granulata Sow.
cristata (Vermilia) Duj. Mém. Géol. 2. p. 233. 1835—37. t. XVIII.

f. 17. Touraine.
cristata Lam. V. 1818. p. 365. n. 17. Grignon. — Lam. Velins du

Museum n. 20. f. 1. Defr. Diet. t. 48. p. 564. Vermilia

450

cri-tata Lam. Chenu Hl. 6 X. f. 1; ligner meget Pomatocerus

triqueter. Serpula cristata Chenu 111. t. IX. f. 7. er sandsynligviis

en Hydroides og maaskee en Var. af Lamarcks species.
*cristata Sow. Gen. fig. 7. Placostegus P. poroso aff.
*crocea Sowb. Verzeich. iiber Consul Gruner's Sammlung in Bremen.

(nomen.)
*crotalus Schmidt 1818. Beste Einrichtung p. 215. (nomen.)
*crucigera Morch. Hydroides (Eucarphus) n. 36.
*crystallinus Scacchi Cat. p. 18. Placostegus tricuspidatus Sow.
*ctenactis (Serpula) Morch n. sp. (Schlerostyla subg.) n. 39.
*Cumingii Morch Hydroides (Eucarphus.)
curtus (Serpulites) Salter Murch. Silur. p. 233.
*cylindrica Bol. 1859. Mecklenb. Archiv p. 67. f. 5.
*decumbens (Galeolaria) Sow. Gen. Morch n. 23.
decussata Miinst. Jahrb. 1835. p. 435. non Lam. quæ Vermetus.
delphinula Goldf. t, 67. f. 16. Chenu VI. f. 7. Quenst. Jura p. 663.

t. 81. f. 49—51.
*dendropoma (Spirobranchus) Morch n. 80.

dentalina Leym. Mém. Géol. IV. 1851. p. 193. t, 11. A. f. 14.
*dentata »Lam.« Chenu pi. X. f. 9. Lam. har ingen Art af dette

Navn.
*denticulata Gm. 3746. n. 30. Schrot, Einl. 2. t. VI. f. 18. S. cten-

actis cfr.
deplexa Bean Ms. Phill. Yorksh. p. 129. t. XI. f. 37. Hydroides.
Deshaye.vii Miinst. Geol. 35. p. 232. t, 68. f. 18. er Mundroret af

S. convoluta Goldf. t. 68. f. 17. S. canaliculata Goldf. t. 69. f. 1.

Quenst. Jura p. 664. t. 81. f. 53—56.
dilatata d"Archiac Foss. nummulitique de Bayonne Mém. Géol. 1846.

p. 206. pi. VII. f. 3, 4. Tom. 3. 1848. p. 427. t. 7. f. 2 a.
*dinema (Vermilia) Morch. n. 57. V. triquetra Phil.
*dipoma (Eupomatus) Schmarda 1861. Morch n. 32.
*dirampha Morch Hydroides (Eucarphus) n. 38.
discus Miinst. Jhrb. 1835. p. 435- Blinde,
dispar Salter (Serpulites) in app. YVoodward. Mus. M. Coy. Pal.

Foss. p. 132. pi. 1. D. f. 11, 12. Murch. Silur. p. 233.
*divaricata Morch (Filigrana) n. 20.

dracocephala Goldf. p. 236. t, 70. f. 5. Chenu pi. 7. f. 8.
dubia Miinst. Braun Bair. 20.

*dubia (Vermilia) Schmarda 1861. f. 175. Morch n. 69.
Dunkeri Morch Hydroides. n. 29.

*duodenalis Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 888. Argenv. t. 29. f. E.
*Dysderi Huxley Edinb. Phil. Journ. 1855. p. 155. Leuck. Jahresb.

1854—55. p. 338. Protula.
*Dysderi (Serpula) Johnston Barret Dredging List.
*echinata Gm. S. N. 3744. n. 18. Serpula. Morch n. 47.
*echinata Lam. V. 1818. p. 366. Chenu 111. t. X. f. 3. Blv. Diet. p. 557.

451

echinata Defr. Diet. t. 48. p. 564. Velins du Mus. n. 47. f. 17—18.
*elongata Lam. V. 1818. p. 372. n. 2. Dh. V. 637. 2. (Galeolaria).

Chenu Hl. IX. f. 1.
*elongata (Verrnilia) Phil. 1. c. 1S44. p. 193. f. L.
*elongata Miinst. Jhrb. 1835. p. 435.
*emarginata Phil. 1. c. 1844. p. 199. n. 9. Verrnilia.
epithonia Goldf. 1. p. 225. t, 67. f. 1. Chenu XI. f. 4. Bensberg.
*erecta Salis 1793. p. 358. Mart. 1. f. 12 a. T. subflexuosa, lævi,

nitidissima, alba. Tarent,
erecta Goldf. 2. p. 238. t. 70. f. 15. (Chenu Hl. VI. f. 5.)
*eruca Lam. V. 370. f. 4. (Verrnilia). Diet, se. t. 48. p. 330.
eruca d'Arch. Mém. Géol. 1846. t. 2, 1. p. 207. t, VII. f. 8. Tom. 3.

p. 427. t, 7. f. 8. pi. 9. f. 34.
*euplæana (Sabella) Delle Chiaje Mern. 3. p. 226. t. 48. f. 21. Hydroides

(Eupomatus.)
exigua Rolle Wiener Sitzungsbericht. 1857. vol. 26. p. 27. f. 13, 14.

Lias-Keuper.
*exstinctoriuni (Patella) Turt. Diet, 1819. p. 138. Postscr. p. 255.

Laag af Verrnilia.
extensa Sol. Foss. Hantoniana 1766. p. 12. f. 12. — S. protensa

Defr. Diet. 48. p. 564.
*fascicularis Lam. V. 1818. p. 362. n. 2. Deless. Rec. I. f. 2. Chenu 1.

f. 1. Serpula.
fascicularis (Lam.?j Catullo Giorn. di Fisica. 1826. IX. p. 405.
fascigiata »Eichw.« Bronn Index.

fastigiata Eichw. 1830. Naturh. Skizze p. 199. Leth. Rossica I. p. 50. fig.
*filaria Lam. 1818. V. p. 365. n. 14. N. Hollandia.
filaria Goldf. p. 233. t. 69. f. 11. Chenu t. 12. f. 4.
*filiformis Rees Ene. vol. X. Filigrana.

filiformis Sowb. Geol. Trans. IV. Fitton p. 353. t. XVI. f. 2. S. soci-
alis Goldf.
*filograna L. S. N. XII. 1767. cfr. Filigrana.
filosa Dujardin Sol en Touraine Mém. Géol. 2. p. 233. 1835—37.

Galeolaria Rom. Filigrana sp.
fimbriata Defr. Diet, se. t. 48. 1827. p. 571. Velins du Mus. n. 20.

f. 4 — 5. Grignon.
*fimbriata Delle Chiaje 1828. 3. p. 226. t. 48. f. 19, 20. Placo-

stegus Phil.
fimbriata Bronn Ital. Tertiarg. 1831. p. 130.
flaccida Goldf. t, 69. f. 7. Chenu t. 5. f. 2. Oolith.
flagellum Miinst. Goldf. t, 69. f. 5.
fragilis Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 565.
funiculosa d'Archiac Foss. nummulit. Mém. Géol. 2. Sér. 3. p. 428.

1850.
*fusicola (Hydroides) Morch n. 30.
*galeata (Verrnilia) Grube 1860. Archiv f. N. G. p. 113.

452

gastrochænoides Leym. Mém. Géol. IV. p. 336. t. 2. f. 2. cfr. S.

ampbisbæna.
geranæ Miinst. Beitr. IV. p. 55. t. V. f. 24. (1841.)
gibbosa Goldf. 1. p. 229. t. 68. f. 3. Jura. Placostegus.
*gigantea Pallas. 1766. Miscell. Spirobranchus.
glaberriraa Link. 1807. Rostock Verz. p. 23. Walch. Steinr. t. 1. n. 2.

superne ad sinistr. — Rugen.
*glabra Scbmidt 1818. Beste Einrichtung. p. 215. (nomen.)
globiceps Quenst. Lias. 1858. p. 111. t. 13. f. 21. Ditrypa.
*glomerata L. S. N. X. — Hydroides norvegica. Gunn. verisim.
gordialis Schloth. Petref. I. 96. t. 60. 1820. Naturforscb. XVIII,
p. 131. n. 3. Goldf. t. 69. f. 8. (Chenu 111. t. 3. f. 1.) Goldf.
t, 71. f. 4. (Chenu pi. 6. f. 6.) Leym. Mém. Géol. 1846. 2. Ser.
p. 369. t. XIII. f. 16. Gein. Kreide 1842. p. 65.
gracilis Hag. in Boll. Archiv f. Mecklenb. 1859. p. 167.
:i:græca Brullé (Protula) Chenu 111. & Lecons élém.
grandis Goldf. I. 227. t. 67. f. 11. (Cbenu XI. f. 1.)
granulosa Hag. Jabrb. 1840. p. 668.
gregalis Eichw. Naturh. Skizze 1830. 1. p. 199. Leth. Ross. 1. p. 49.

t, 3. f. 5.
grignonensis Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 565.
bamulus Miinst. Goldf. p. 241. t. 71. f. 10. Chenu t. 6. f. 1.
heliciformis Goldf. t. 68. f. 15. Cbenu t. XI. f. 9. Rotularia Cou-

loni Defr.
heptagana Sow. Mss. Morris Cat. 66. (non Hag.) Dent. elephan-

tinum Brand,
beptagona Miinst. Jahrbuch f. Min. 1835. p. 435.
heptagona Hag. Jahrb. 1840. p. 669. n. 16.
*hexagona Bosc 1802. Vers. p. 176. t. 7. f. 1. Eupomatus.
hexagona Rom. Kreide 100. t. 16. f. 5. 1842.
hexagona (Vermetus?) Rauault. Mém. Géol. 1848. 3. p. 477. t. XV.

f. 10. Bull. Géol. 2. Sér. p. 264.
Hierlatzensis Stoliczka 1861. Wiener Sitzungsbericht. X. 53. p. 201.

t. VII. f. 6.
Huthii Boll. Archiv fiir Mecklenb. 1859. p. 261. Pomatostegus?
*hystrix (Galeolaria) Morch. n. 24.
*ileacea Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 886. (nomen.)
*iliacus (Vermiculus) Meusch. 1787. p. 236. Petiv. t. 102. f. 3. Bombay,
ilium Goldf. t. 69. f. 10. Chenu t. 5. f. 3.
*implexa Berk. Zool. Journ. III. p. 230. Filigrana.
implicata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. f. 17.
*incrassatus Krøyer. Spirobranchus Mørch n. 78.
*indicus (Vermetus) Daudin 1800. p. 44. f. 18, 19. Pomatocerus.
indistinctum (Dentalium) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 24. t. IX.

f. 2. S. compressa Sow.
infibulata Gein. Kreide p. 65. t. 22. f. 7. — S. gordialis.

453

*infundibulum Mart. Berl. Beschåft. 2. 1776. p. 357. t. XII. f. 1.

*infundibulum Lam. Deless. Rec. cfr. Serpula multivaricosa Mørch.

*infundibulum Chenu 111. pi. 10. f. 12. an Vermetus (Stoa) .sp.?

*infundibuluni Delle Chiaje 1828. p. 226. t. 49. f. 40. Hydroides
(Eucarphus?)

inscripta d'Archiac Mém. Géol. 2. Ser. 3. p. 428. t. 9. f. 35. cfr.
Vermetus.

intercepta Goldf. t. 69. f. 9. Chenu t. 8. f. 3. Spirorbis?

intermedia Miinst. Bair. p. 35. n. 65. Rom. Kreide p. 100.

interrupta Defr. Vél. du Mus. n. 20. f. 12. Diet. se. 1827. t, 48.
p. 567. Grignon.

*intestinalis Gm. S. N. n. 27. Le Jelin Adanson. Senegal. Maaskee
en Pleurodictyum, cfr. Morch Annales des sciences 1861. Turbo
madreporoides Burrow Elements 1818. p. 186. t. 27. f. 1. og
Serpula caitrops Humphr. Cat. Colonne 1797. p. 2. n. 9. høre
dog ikke hertil.

intestinalis Phill. Geol. Yorksh. 1. 1835. p. 111. t, V. f. 21. Ox-
ford clay.

*intestinum Lam. V. 1818. 363, 3. Chenu Deless. cfr. Protula.

*intestinum bubalum Cat. of "N. H. in the Mus. of Dublin. 1813.
p. 147. Tripe worm shell (nomen.)

*intricata L. S. N. X. 787. n. 695. Psygmobranchus Phil.

*intricata (Vermilia) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 242. Hydroides
norvegica.

*kingicola Chenu Dl. pi. 2. f. 7., maaskee en Vermetus.

*Kroyeri Morch. Pomatostegus n. 72.

lacerata Phill. York. I. 1835. pi. IV. f. 35.

*lactea M. Edw. R. An. éd. 3. p. 3. f. 5. Serpula.

lævigata Link. 1807. Rostock Verz. p. 160. (nomen.)

lævis Goldf. p. 236. t, 70. f. 3. Chenu t. 8. f. 2.

*lamellata Bolt 1799. p. 49. Martini 1. f. 24. A. Bunodes Guett,

*lenticularis Martens Reise nach Venedig. Ulm 1824. (Foraminif.)

Leonhardi Reuss Bøhm. Kreide 1845. p. 18. t. XIII. f. 93.

*limaciformis Humphr. Cat. 1797 n. 11. St. Maurice on coralls.

limata Miinst. Goldf. 1. t. 68. f. 1.

limax Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 570. Gravesend. Kridtf.

limax Goldf. t. 67. f. 12. Oolith.

lineata Link. 1807. Rostock Verz. p. 160. (nomen.)

lineata Klipst. Beitr. 1843. p. 207. t. XIV. f. 29. Gen. dub.

lirata Sandb. Nassau p. 38. t. 3. f. 10. Spirorbis?

*litkogena Péron Voyage 1816. 2. p. 82. Baie Bougainville (nomen.)

lithuus Schloth. Verz. 1820. cfr. Spirulæa.

*lituiformis Humphr. Cat. 1797. n. 14. (nomen.)

lituiformis Miinst. Goldf. 1. 218. t. 67. f. 15. Chenu t. XI. f. 8.
Spirulæa.

lituola Leym. Mém. Géol. IV. 319. 336. V. 2. t. 1. f. 7.

454

lituus Hisinger Leth. Srec. 20. t. 4. f. 8. Spirulæa Bronn.

lobata Montg. 1803. Discorbis vesicularis Clark Zool. Journ. XI. 1827.

lombricus Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 571.

*longiseta Schmarda 1861. p. 32. f. 184. Protula.

longissimus (Serpulites) Murch. Silur. p. 608. 705. t. 5. f. 1. Upper

Ludlow.
lophiodon Goldf. t. 70. f. 2. S. trachinus Chenu 111. t. VII. f. 2.
lunibricalis (Serpulites) Schloth. 1820. p. 96. S. grandis Goldf. t. 67.
f. 11. S. limax ib. f. 12. — S. convoluta Goldf. t. 67. f. 14.
— Vermiculus nodus Phill. Quenst. Jura t. 53. f. 12. p. 392.
lumbricus Defr. see lombricus.

macrocephala Goldf. t. 68. f. 14. Chenu t. VI. f. 3.
macropus (Vermilia?) Sow. M. C. 1828. n. 102. VI. pi. 597. f. 6.

Chalk.
*macrosoma Schmarda 1861. p. 182. Pomatostegus.
*madreporarum Shaw Miscell. — Spirobranchus giganteus Pall.
*madreporina Modeer Kgl. Vet. Acad. Handl. XV. 1794. p. 179.
Det indvendige Rør af Heteropsammia cochlea Spgl. Vid. Selsk.
Skrift. 1781. 1. p. 240.
mæandra Hag. Jahrb". 1840. p. 668.

*marina v. Martens Italien 3. 1844. p. 428. Filigrana corallifica.
*media Stimps. 1853. Grand Manan p. 30. Protula.
*melitensis Meuschen Mus. Gronov. Index 1778. p. 48. n. 487. Ellis

p. 99. tab. 34. — S. penicillus L. Amphitrite.
*merdaria Bolt. Verz. 1799. p. 650. n. 898.
*microtis (Hydroides) Morch n. 40.
*minima Lam. 1818. V. n. 20. Civita vechia. Defr. Diet. t. 48.

p. 568. fossil,
minutissima Miinst. Braun. Bair. 21.
*minutissima Schliiter Verz. 1838. p. 39. (nomen.)
miocenica Michel. Ter. mioc. 1847. p. 71. Spirorbis.
misera K. Mayer Fauna von Kleinkuhren bei Konigsberg. 1860.
monilifera Miinst. Beitr. IV. p. 54. t. 5. f. 26. 1841.
*Miilleri Berk. Mag. of N. H. 1837. \II. p. 421. Hydroides norvegica.
*multicristata (Vermilia) Phil. 1844. p. 193. f. K.
*multiplex (Cyclogyra) S. Wood. An. N. H. 1842. p. 458. t. V. f. 5.
*multivaricosa Morch n. 59. Serpula infundibulum »Lam.« Phil.
muræna Defr. Diet. se. 52. (Vermilia) p. 331. 1828. Caen.
*muricata Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 244. Cordiner Ruins n. 22.

probably from Norway. Jeg har ikke seet denne Tavle,
muricata Miinst. Keflerst. Deut. 1829. VI. 97.
muricinus (Serpulites) Schloth. Verz. 1820. p. 98. n. 7. Pfalz. cfr.

Nogrops Mtf.
*natrix Schmidt 1818. Beste Einricht. p. 215. (nomen.)
*nautiloides Schroter. Truncatulina tuberculata.

455

*neveitea Meusch. Index Mus. Gevers. p. 48. n. 487. 1778. Pallas

Miscel. t. X. f. 1.
*nodosa Risso Hist. p. 403. Serpula; animal descriptum.
*nodulosa Schmidt 1818. beste Einricht. p. 215. (nomen.)
nodulosa Goldf. t. 68. f. 4. Jura.
Noggerathii Miinst, Goldf. t, 70. f. 14. Chenu t. VII. f. 3. Placo-

stegus?
*norvegica (Serpula et Hydroides) Gunnerus Acta nidr. IV. p. 511.

t. 2. f. 11—13.
nuda d'Årchiac Mém. Géol. II. 2. 1846. p. 207. pi. VII. f. 6. Foss.

nummulitique.
obtorta (Vermilia) Defr. Diet. t. 57. 1828. p. 330. Weymouth.
olifex Quenst. Jura 1858. p. 88. t. XI. f. 12. 13.
*operculata (Serpularia) Bosc Vers. 1. 1802. p. 176. t. 7. f. 2.

Placostegus.
*ornata Sow. Gen. Placostegus.

ornata Lea Contrib. to Geol. p. 37. t. 1. f. 5. Cyclogyra.
*pallida Phil. 1. c. 1844. p. 190. Serpula.
pannosa Quenst. Jura 1858. p. 776. t. 95. f. 30.
*pappigera Phil. Tertiårverst. 1843. p. 44. nomen, Eupomatus pecti-

natus verisim.
*parensis Chenu Marc. de Series An. se. nat. 1855. p. 238. Vermiculus

panamensis.
*pectinatus Phil. 1844. p. 195. f. R. Eupomatus.
*pellucida Lam. V. 1818. n. 15. Stephopoma? an S. solitaria Chenu

pi. x. f. 8?
*penicillus (Amphitrite) Gm. p. 3110. n. 2. Serpula.
pentagona Goldf. t. 68. f. 7. & b. var. Jura. Placostegus?
permiana (Filograna) King Mon. Perm. Foss. p. 56. Durham. Er

en Plante, Palæochorda M. Coy.
*perversa Brown 111. 1827. t. 2. f. 7. Pomatocerus triqueter L.
*Philippii Morch n. 49. Vermilia vermicularis Phil. Serpula.
Phillipsii Rom. 1842. p. 102. n. 35. t. XVI. Vermicularia Sowerbyi

Phill. York. 2. f. 29. Burtinella Phillipsii Mørch Proc. zool. soc.
*placentula Bean Supp. Thorpe Mar. Conch. 1844. p. 265. Pomatoc.

triqueter.
plana Woodw. Norf. t. 5. f. 9. (opus mihi ignotum.)
planorbiformis Miinst. Goldf. 1. 231. pi. 68. f. 12. Chenu pi. 1. f. 10.

— S. trochleata. — S. prolifera Goldf. t. 68. f. 11. Quenst.

Jura p. 663. t. 81. f. 44. cfr. S. anfracta.
planorbis Schloth. Verz. 68. (nomen) S. gordialis Gein.
planorbis (Euomphalus) Miinst. in litt. Gæa v. Sachsen p. 95. Gein.

Zechstein 1848. p. 6. t. 3. f. 1—2.
planorbites Miinst. Gein. Zechst. t. 3. f. 2. Dyas p. 40. t. X.

f. 10—14.
plexus Sowb. M. Conch. 1829. pi. 598. f. 1. Filigrana?

456

*plicaria Lam. 1818. V. p. 363. Blv. Diet. t. 48. p. 554. Oc. ind.

in Myt. rnargaritif.
plicatilis Miinst. Goldf. t. 68. f. 2.
*plicifera Lam. V. 1818. p. 370. n. 6. Middelhavet, paa en Pecten.

Vermetus plicifer Vogt Das Thierreich p. 413.
*polita Sars Reise til Lofoten p. 84. Placostegus tridentatus Fab.
*polycera (Cymospira) Schmarda 1861. p. 31. f. 181. Spirobranckus.
*polytrema (VermiUa) Phil. 1. c. 1844. p. 194. f. N.
*porosus (Vermetus) Daudin 1800. Rec. p. 45. f. 20. 21. Placostegus.
porosus Defr. Diet. se. t. 48. p. 567. 1827.

*porosa (Siliquaria) Gravenh. Tergest. p. 50. cfr. Serpula polytrema.
*porrecta Miill. prod. 2860. Zool. Dan. t. 86. f. 7 — 9. Vermilia.
primæva Steininger Eifel. 1853. p. 86. n. 3. cfr. Pleurodictyum.
problematica Miinst. Goldf. t. 69. f. 13. an Sabella?
*proboscidea Brug. Ene. Méth. 1789. p. 581. nec. tab. 60. Amphitrite.

penicillus Gm.
*proboscidea Gm. S. N. 3745. n. 22. Mart. f. 18. B. er Røret af en

monstres Brechites.
prolifera Goldf. t. 68. f. 11. Chenu t. 12. f. 3. S. planorbiformis

Quenst. Jura p. 663. Placostegus?
*protensa Gm. S. N. 3744. Mart. f. 12. A. non Rumph t. 41. f. 3.

Psygmobranchus Phil.
*protensa Lam. V. p. 364. n. 8. Chenu pi. 1. f. 9. pi. x. f. 4.
puncta (Vermilia?) Defr. 57. 1828. p. 331.

*punctata Chenu 111. pi. IX. f. 4. Pomatocerus strigiceps M.?
pusilla Gein. Zechst. 1848. p. 6. t. 3. f. 3 — 6. Spirorbis.
pustulosa Gein. Kreide 65. III. t, 22. f. 5. 1842.
pygmæa Hag. Jahrb. 1840. p. 667.

pygmæa Miinst. Jahrb. 1841. V. p. 54. t. V. f. 25. S. Cassian.
quadrangularis Lam. V. 1818. p. 366. 19. cfr. Spirulæa.
quadrangularis Galeotti Brab. 101. t. 3. f. 5. non Lam.
quadrangularis Rom. Kreide 100. t. 16. f. 4. — S. canteriata Hag.

— S. tetragona Røm.
quadrata Galeotti Brab. p. 192. non Phill.
quadricanaliculata Miinst. Goldf. t. 71. f. 11. Chenu t. 8. f. 16.

Tertiårf.
quadricarinata Miinst. Goldf. t. 70. f. 8. Spirulæa.
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. p. 369. t, XIII. f. 17, 18.

Burtinella?
quadrilatera Goldf. t. 68. f. 9. Chenu t. 12. f. 2. S. tetragona Sowb.

teste Quenst. Jura p. 393.
quadristriata Goldf. t. 68. f. 16. Juraf.
*quadruplicatus Krøyer. Pomatostegus stellatus y.
quinquangularis Goldf. t. 68. f. 8. Kimmeridg. Clay.
quinquangulata Røm. 1842. p. 101. t. XVI. f. 6.
quinquecarinata Røm. 1842. Kreide 102. t. XVI. f. 3. Spirulæa?

457

*quinquecostatus (Vernietus) Daudin 1800. p. 46. f. 22. Placostegus.

quinquecristata Miinst. Goldf. p. 226. t. 67. f. 7. Chenu t. XI. f. 2.

*quinquelineata Phil. 1. c. 1844. Vermilia.

quinquesulcata Miinst. Goldf. p. 220. t. 67. f. 8. Chenu t. XI. f. 3.

radicans Eichw. Leth. Ross. 1852. p. 51. pi. 3. f. 7.

*ramosa (Tubipora) Gm. S. N. 3754. n. 5. Piligrana.

raricostata Quenst. Jura 18.58. p. 111. t. 13. f. 18.

recta (Serpula?) Sowb. Grant Geol. of Cutch. Geol. Trans. 1837. p. 32.

t. 25. f. 1. Teredo?
*recumbens (Galeolaria) Brown Textbook. 1833. p. 155. t. 19. f. 16.
*reticularis Cat. of N. H. Dublin Soc. 1813. p. 147. (nomen.)
retroussé (Vaginelle?) Defr. Blv. Man. pi. 69. f. 5. V. succincta.
*reversa Mtg. 1803. p. 508. Hydroides norvegica var.
Richardi Leym. Mém. Géol. IV. 336. V. 2. t. 2. f. 3.
*Riolensis Chiereghini 1847. Siebold Jahresb. 1850.
*rosea Wood Supp. 1828. t. 8. f. 4. Spirobranchus.
*rosea (Galeolaria) Chenu 111. t. X. f. 15. Vermilia triquetra Knight

Ene. 2. V. 208. Illustrirte Naturg. 3349. Pictorial Museum (Copi).

Adskillige Exemplarer af denne Art, aldeles lige Afbildningen,

findes paa en Skal af Margaritifera inflata Schum. fra Philip-
pinerne (Mus. Cuming.) Serpula sp. vera?
*rostrata (Vermilia) Lam. V. 2. p. 369. 1. 1818. Bowd. Elem. f. 129.

Chenu 111. Spirobranchus.
rotula (Vernietus) Journ. Philad. VI. p. 197. Spirulæa.
*Rudolphi (Protula) Risso. IV. p. 206'.
*rugosa Turt. Diet. 1819. p. 154. 14. Pomatocerus.
rugosum (Entalium) Defr. Diet. se. t. XIV. 1819. p. 517. Knorr

pi. V. a. f. 3. Blv. Man. pi. 69. f. 4. E. ride. Pyrgopolon Mtf.
*rupestris Risso. Hist. p. 404. n. 25.
*rupifica (Sabella) Bowd. Elem. 2. f. 127. Eupomatus euplæanus?

Bivonia?
rustica Defr. Diet, 1827. t. 48. p. 566. Velins du Mus. 20. f. 9?
rustica Sow. M. C. 1829. VI. t. 599. f. 3. Hamulus?
sabellaria Defr. Diet. t. 48. p. 566. Velins du Mus. n. 21. f. 5.
*Sanctæ Crucis Krøyer. Hydroides Morch n. 37.
*scabra (Vermilia) Lam. 1818. p. 370. n. 7. Chenu 111. t. IX. f. 8.

Vermetus scaber Vogt Das Thierr.
*seabra Turt. Diet. 1819. Zool. Journ. 11. p. 567. Psygmobranchus

arundo ?
scabrosa Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 567.
*Schleidenii (Filograna) Schmidt 1848. Neue Beitråge.
Schubarti v. Schauroth. Geol. Geseli. VI. 539. t. 20. f. 1. Schloth.

Denkschr. der Akad. Miinchens 1816 — 17. p. 25. t. 2. f. 6.

Geinitz Dyas p. 39. t. X. f. 9.
*semicancellata Humphr. Cat. 1797. n. 6. (nomen.)
*semimuricata Humphr. 1797. Cat. n. 7. (nomen.) Sicily.

458

semiplicata Sandb. Nassau 1856. p. 38. t. 3. f. 6. Hamulus?

Sernperi (Spirobranchus) Mørch n. 79.

septaria Gieb. Zeitschr. f. die gesamnite Ntw. XII. 1858. p. 445.

serpentina Røm. Oolith. 1835. p. 35. non Schmidt.

serpentina Schmidt Muschelkalk v. Jena p. 38. t. 4. f. 1.

*serpentula Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850.

serrata Boll 1859. Mecklenb. Archiv p. 166. lig. 1. Placostegus.

*serrula (Vermilia) Stimps. Grand Manan p. 29. 1853.

*serrulata Flemg Edinb. Ene. VII. 1. p. 67. pi. 204. f. 8. Placostegus."

sexangularis Miinst. Goldf. t. 70. f. 12. Chenu 171. f. 4.

sexsulcata Miinst. Goldf. t. 70. f. 13. Chenu t. V. f. 4. Hamulus

Morton.
sica (Serpulites) Salter Palæozoic fossils from South Africa Geol.

Trans. VII. p. 205. t. 25. f. 19. Pyrgopolon eller Theca.
siliquariæformis Schloth. Verz. 68.
similis Rom. Ool. 37. (1835.)
sinuata Hag. Mss. — canteriata.
socialis Goldf. p. 233. t. 69. f. 12. Filigrana.
solarium Link. 1807. Verz. Rostock p. 23.

*solitaria Bean. Supp. Thorpe 1844. p. 265. Hydroides norvegica. Gun.
*solitaria »Lam.« Chenu pi. X. f. 8. Lamarck har intet saadant
Navn, maaskee er det hans S. glomerata var. b. testis sub-
solitariis, basi in spiram attenuatam desinentibus. Afbild-
ningen ligner meget S. porrecta Miill.

Sowerbyana Kon. Carb. 627, 633. S. antiquata Kon. t. 57. t. 9. f. 7.
non Sowb.

speciosa Miinst. Bair. 34. n. 5. (nomen.)

spinulosa Reuss. Kreide 19.

*spiralis Brown Hl. t. 2. f. 6. 1827. Pomatocerus triqueter.

spiralis Miinst. Goldf. t. 69. f. 3. Chenu t. V. f. 9.

*spiralis Humph. Cat. 1797. n. 4. West Indies, (nomen.)

spirata Reuss. Skizze Kreidegeb. p. 216. S. gordialis var. f. Reuss.
Bøhm. p. 19.

spirographis Goldf. t. 70. f. 17. (Chenu t. 8. f. 17. sed major)
Griinsand.

*spirographis Chenu t. X. f. 10. Hydroides ; paa Neptunea antiqua.

spirolinites Miinst. Goldf. t. 68. f. 5.

spirorbita Miinst. Bair. 34. Braun Bair. 19.

squamosa Bean. Mss. Phill. Yorksh. 1835. p. 103. t. 4. f. 15.

squamulosa Conr. Morton Synops. app. p. 8.

*stellata Abildg. 1789. Pomatostegus.

strangulata Terquem. Pal. Luxemb. Mém. Géol. 1855. p. 231. pi. 26. f. 7.

striata Uefr. Velins du Mus. t. 21. f. 3. Diet, 1827. t. 48. p. 566.

*striata Risso Hist. IV. p. 404.

*striata Chenu 111. pi. 3. f. 5. Maaskee Risso's Art.

*striatula Schmidt 1818. Beste Einricht. p. 215. (nomen.)

459

stricta Rom. Ool. 34. (1835.)

*strigiceps Morch. Pomatocerus n. 87.

subangulata Miinst. Jahrb. 1835. p. 435. (nomen.)

subannulata Portl. rep. 363.

subcarinata Goldf. t. 71. f. 9. Chenu pi. 1. f. 13. Spirulæa?

subcincta Portl. rep. 362.

subcingulata Rom. Ool. 36.

*subcrenata (Vermilia) Lam. V. 1818. p. 370. 5. non Chenu IX. f. 3.

subfalcata Gein. Kreide 65. III. t, 22. f. 8—10. 1842.

subgranulosa Rauault Foss. eocen. de Pau Mém. Géol. 1848. 3. p. 468.

pi. 14. f. 16. Vermetus?
subinvoluta Reuss Kreidef. 19. t. 5. f. 27. S. lituola Leym.
subnodulosa Miinst. Braun Bair. 20.
*subquadrangula Phil. 1. c. 1844. Serpula.
subrugosa Miinst. Goldf. t. 71. f. 1. Spirorbis Chenu t. 2. f. 4.

Vermetus M. Edw.
subrugulosa Quenst. Jura 1858. p. 665. t. 81. f. 57. sed reversa.

Spirorbis ?
substriata Miinst. Goldf. t, 69. f. 6. Chenu t. V. f. 5.
*subtilis Chiereghini Venez. 1847. Sieb. Bericht. 1850.
subtorquata Miinst. Goldf. t. 70. f. 11. Chenu t. 8. f. 4.
subtricostata Miinst. Bair. 65.
succincta (Vaginella?) Defr. 1828. Diet. se. t. 56. p. 427. Blv.

Man. pi. 69. f. 5.
sulcata Bosc. Vers 1802. p. 178. Montmartre.
*sulcata »Bosc« Gravenh. Tergest. p. 69. Hydroides.
sulcataria d'Arch. Bull. Geol. 1846. III. p. 335. (nomen.)
sulcatus (Vermetus) Scacchi Notizia intorno alla conchigl. di Gravina

1836. p. 57.
*sulphurata M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3. f. 4. Serpula.
*tæniata (Vermilia) Lam. 1818. V. p. 370. n. 8. Chenu 111. X. f. 5.
tenuis Sow. Min. Conch. 1829. VI. t. 598. f. 5. p. 202.
*tetraceros (Pomatoceros) Schmarda 1861. p. 29. t. 21. f. 179. cfr.

Galeolaria.
tetragona Sow. M. C. 1829. VI. 203. pi. 599. f. 2. — S. quadrila-

tera Goldf.
texta Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 565.

torquata Quenst. Jura p. 393. t. 53. f. 15. an S. contorquata Schl.?
*torulosa Delle Chiaje 1828. III. p. 217. t. 49. f. 35. an Placostegus?

I Hr. Cuming's Samling forefindes et Exemplar paa en Koral

med Placostegus fimbriatus , bestemt af Philippi , men meget

forskjellig fra Delle Chiaje's Afbildning,
trachinus Goldf. t. 70. f. 1. S. lophodia Chenu 111. t. 7. f. 1.
triangularis Miinst. Goldf. 236. t. 70. f. 4. Chenu t, VI. f. 8. S. am-

pullacea Sowb. Rom. 101. Giebel p. 601.
triangularis Gal. Brabant p. 161. non Miinst.

460

tricarinata Goldf. t. 68. f. 6. Oolith.

*tricornis Turt. Diet. (Patella) p. 139. n. 11. 1819. Harway & Glossop

Proc. 1835. p. 128. Laaget af Pomatocerus triqueter L.
tricostata Bellardi Cat. rag. di coq. numulit. 1854.
tricostata Goldf. t. 67. f. 6. Chenu t. 12. f. 6. cfr. S. triserrata Sow.
*tricuspidata Sow. Tank. Cat. p. 23. p. 93. Placostegus.
*tricuspis (Pomatocerus) Phil. 1. c. 1844. n. 83.

*tridentata J. C. Fabricius Reise nach Norwegen 1779. p. 385. Placo-
stegus.
*tridentatus (Vermetus) Daudin Rec. 1800. p. 42. f. 23, 24.
triedra (Dentaliuru?) Quenst. Jura p. 200. t. 24. f. 55.
*trigona (Sabella) Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850.
*trilatera Grube 1851. — S. triquetra Phil. 1. c. 1844. p. 190.
trilineata Rom. Kreide 102. p. 26. 1842.
*triquetra L. S. N. X. Pomatocerus.
*triquetra (Conchoserpula) Blv. p. 387 & 412.
*triquetra (Vermilia) Lam. 1818. Vermilia dinema Morch. n. 57.
*triquetra Miill. prod. n. 2856. — S. tridentata J. C. Fabr.
*triquetroides Delle Chiaje 1828. t. 67. f. 15. Pomatocerus.
triserrata *Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 347. t. 23. f. 8. —

S. tricristata ibid. p. 231.
trochiformis Hag. Jahrb. 1840. p. 666. f. 14. Spirorbis?
trochleata Munst. Goldf. t. 68. f. 13. Chenu t. 8. f. 5. S. planorbi-

formis var. Quenst. Jura t. 81. f. 45.
trochoides (Cyclolites?) Nyst. Coq. Pol. foss. de Belgique. Mém. cour.

de Bruxell. XVII. 1843. pi. XV. f. 6. Laaget af S. triangu-

laris Gal.?
tuba Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 340. t. 6. f. 3.
*tubæformis Schroter 1818 Schmidt. Beste Einricht. p. 215. (nomen.)
*tubularia Mont. 1803. 1. p. 513. Psygmobranchus.
tubulus Eichw. 1830. Naturh. Skizze p.199. Leth. Rossica. 1. 50. t. 3. f.6.
turbinata (Serp.) Phil. Verz. Magdeb. Verst, in Palæontogr. 1846. 1.

p. 80. t. X. f. 14. Hydroides (Morchia.)
*turboides Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850.
umbilicata Schlot. Verz. 1820. p. 96. Serpulites.
umbilicata Hag. Jahrb. 1840. p. 667.
*umbilicatus (Placostegus, Omphalopoma) Morch n. 96.
umbonata Sow. S. bardensis Hag. 1846. S. annulata Reuss. S. Phil-

lipsii Rom. Gein. 603. Burtinella?
*uncinatus (Eupomatus) Phil. 1. c. 1844. p. 195.
undulata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. S. fluctuata Sow. 608. f. 5.

Rom. 101, 24.
undulata Sandb. Nassau 1850 — 56. p. 39. t. 3. f. 7.
unilineata Rom. Kreide 102. t. XVI. f. 2. Serpula?
Vallotina Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 569. Blv. Man. pi. 69. f. 2.
meget problematisk.

461

variabilis Defr. Diet. se. 1S27. t, 48. p. 5G5.

røiabilis Sow. Geol. Trans. IV. Fitton t. 23. f. 7.

venatorium cornu Defr. Diet. t. 48. p. 568. Velins du Mus. t. 20.

f. 9. S. cor de chasse Blv. Man. pi. 69. f. 3.
*venusta Phil. 1. c. 1844. p. 192. n. 7.
*vermicella var. b. Lam. 1818. p. 365. n. 13. Chenu pi. 8. f. 2. Den

typiske Art er en Vermetus.
*vermfcularis L. S. N. XII. p. 1267. 805. Ellis. t. 38. f. 2. Serpula.
*vermicularis Abildg. Zool. Dan. t. 86. f. 8. Vermilia.
*vermicularis Phil. 1. c. 1844. f. A. Serpula Philippii Morch.
*vermicularis Flem. Ed. Ene. 67. f. 1. Hydroides.
rermicularis (Nogrobs) Montf. 1808. Knorr t. 2. p. 255. pi. V. a.

f. 8. S. articularis Sow.?
vermiculites Link. 1807. Verz. p. 23. Lange lapid. t. 50. f. 2.
vermis Sow. Geol. trans. IV. Fitton p. 340. t. 16. f. 4.
vertebralis Sow. M. C. 1829. VI. pi. 599. f. 5. cfr. Spirulæa.
vibicata Munst. Goldf. t. 71. f. 3. Chenu t. VI. f. 2.
*viperina Chieregh. 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850.
volubilis Munst. Goldf. t, 69. f. 2. Chenu t. V. f. 7. V. nochis Morris.
yolvox Woodw. Norf. 15. f. 10—12.
Warnii Defr. Diet. se. 1827. t. 48. p. 569. Weymouth, palæoz.

SPIRORBIS.

*alba Mus. Paris. Chenu 111. 1. f. 22. Oc. ind. Spirillum?

ambigua Chenu pi. 3. f. 5. Grignon.

*ambiguus Fl. Edinb. Journ. 1825. p. 246. pi. IX. f. 3. S. planorbis

Ure Hist. of Rutherglen p. 309.
ammonia (Serpula) Goldf. t. 67. f. 2. Chenu I. f. 15. Eifel.
*ammonita Schrot. Schmidt Beste Einricht. 1818. p. 215. nomen,
ammonites Defr. Diet. se. t. 50. p. 303. Chenu pi. 3. f. 18. Grignon.
anfracta (Serpula) Goldf. t. 71. f. 13. Chenu 1. f. 9. Sp. anfractus

Bronn Ind. — Vermilia planorbiformis Miinst.
angulosa Chenu pi. 1. f. 24. Grignon.
*annulus Brown. 111. t. 1. f. 44. Prestonpans.

*antarcticus Lesson Cent. zool. pi. 2. f. 7. & Voy. de la Coquille.
antiqua Chenu pi. 1. f. 20. Mus. Deless.
antiquata K6n. Carb. p. 57. t. G. f. 7. Serpula Sowerbyana, an

Vermetus (Stephopoma?)
arietina Chenu pi. 3. f. 16. Grignon, coll. Defr.
*baltica Wood. Chenu 111. pi. 2. f. 12.
bicarinata Chenu t. 3. f. 17. Grignon, Defr.
*borealis Daudin 1800 Rec. p. 38. n. 3. Serpula Spirorbis L.
Braunii (Cochlearia) Braun Miinst. IV. t. X. f. 27. Klippstein 1845.

p. 206. XTV. f. 17. Si. Cassian; an gen. Mollusc.?
canaliculata Chenu Hl. pi. 2. f. 3.

31*

462

*cancellata Fab. Fn. Gr. 379. Spirilluni.
cancellata Chenu 111. pi. 3. f. 7. Grignon.

carbonaria Davson Geol. Quat. Journ. 1860. XVI. p. 292. Annals of
N. H. 3. V. 69. 70. Bronn Jahrb. 1860. p. 493; fundet sammen
med en Pupa; er maaskee Trykfeil for Planorbis.
carbonarius (Microconchus) Sow. Silur. Syst. p. 84. vix eadem?
*carinata Mont. 1803. p. 502. Wood. Ind. Flemg Brown 111. 1. f. 48.
*carinata (Vermicularia) Schum. Essai 262. S. spirorbis Mart. 21. A. B?
*carinata Lam. V. 1818. p. 359. Velins du Mus. n. 20. f. 9. et n. 47.
f. 9. Chenu 111. t. 1. f. 3. Defr. Diet. t. 50. p. 303. Grignon.
carinata Bowd. Elem. 2. f. 123 a- Grignon.

*carinatus Daudiii Rec. 1800. p. 48. f. 25. Af Favanne's Samling;
maaskee en Vermetus (Stoa), men Mundingen er forskjellig fra
alle mig bekjendte Vermeter.
*carinulata Fab. Mss. Sp. quadrangularis Stinips. var. a.
*chilensis Gay Chile. p. 34.

*communis Bosc Vers. 1802. p. 184. t. 7. f. 3—4.
*communis Flemg 1825. Edinb. Journ. p. 245. n. 3. S. spirorbis L.
*communis Chenu 111. 1. f. 25.

complanata Miinst, Goldf. t. 67. f. 10. Chenu XI. f. 5. Lias.
*conica Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. CCV. f. 3. Edinb. Journ. 1825.

S. vitrea Fbr.
*conoidea Lam. V. 1818. p. 310. Defr. Diet. t. 50. p. 303. Chenu

111. 3. f. 2. N. Holl.
convoluta Miinst. Goldf. t. 68. f. 17. (non tab. 67. f. 14.) S. Miinsteri

Goldf. Chenu pi. 2. f. 2.
conulus Bronn Index 2. 1848. p. 1186. S. conoidea Hising. 20. non Lam.
*cornea Adams Lin. Trans. V. pi. 1. f. 33-35. Brown 111. 1. f. 43.

S. lucidus.
corniculum Goldf. t, 71. f. 14. Chenu 111. 1. f. 7. Spirorbis spirilli-

formis Miinst.
*cornu Schrot. Schmidt Beste Einricht. 1818. p. 215.
*cornu arietis Phil. 1. c. 1844. p. 195. f. S.
cornu copia Defr. Chenu t. 1. f. 1.
*corrugata Mont. Test. 1803. ed. Chenu p. 219. Flemg 1825. Brown.

111. 1. f. 46.
corrugatus Chenu 111. pi. 1. f. 23. Hauteville.
crenatostriata (Serpula) Miinst. Goldf. t. 71. f. 2. Sprirorbis Chenu

t. 2. f. 5. Cyclogyra granulata Bronn.
cristata Defr. Chenu 111. pi. 3. f. 13. Hauteville.
*crustacites Mtf. Syst. 2. 1810. p. 35. Spirillum,
cyclostoma Chenu pi. 3. f. 9. coll. Defr. Hauteville.
Defrancii Chenu pi. 3. f. 11. Grignon Defr.
disjunctus Defr. Chenu pi. 3. f. 20. Grignon Defr.
elegans Defr. Chenu pi. 3. f. 12. Hauteville.
gallica Chenu pi. 3. f. 3. Grignon Defr.

463

globosus House Tynesd. N. H. Club. 1848. non M. Coy.

gracilis Sandberger Nassau p. 36. t. 3. f. 11. Jahrb. 1842. p. 401.

gracilis Chenu Hl. pi. 3. f. 19. Hauteville Defr.

*granulata L. S. N. XII. p. 1266. n. 798.

*granulata O. Fab. p. 380. S. cancellata jun.

granulata (Spirorbis) Sow. M. C. VI. pi. 547. f. 7. 8. Cyclogyra

Wood 1842. Chalk.
heliciformis Eichw. 1830. Skizze v. Lithau. p. 198. Eichw. Leth. 1.
p. 32. pi. III. f. 11.

pusilla.

1. f. 57. an Hydroides norvegica?

(ed Chenu p. 219.) Heterodisca Fl.

S. omphalodes.

carinata Lam.

1825. p. 245. Walker Test, p. 31. f. 11.

helix King. Cat. 6. cfr. S
*heteroclitus Brown 111. pi
*heterostropha Mont. 1803
Honighausii Steininger, cfr
*incisus Mørch. n. 131. S.
*incurvatus Fl. Ed. Journ.

Cæcum (Vermiculum) incurvatum Mtg.
*indicus (Anatomus) Mtf. 2. 1810. p. 275. Soldani 1. p. 33. vas 143.
*lamellosa Lam. V. 1818. p. 359. 4. Chenu 1. f. 4. Blv. Diet. t. 50.

p. 302. N. Holland.
Lewisii Sow. Silur. t. 8. f. 1. & p. 232. t. XVI. f. 2. S. tenuis

paa Pladen,
lirata Sandb. Nassau p. 38. t, 3. f. 10. (1850—56.)
lituites Defr. Diet, t. 50. p. 504.

*lobata Mtg. 1803. Discorbis vesicularis Clark Zool. Journ. XI. 1827.
*lucida Mtg. 1803. p. 506. Heterodisca Flemg.
magnifica Chenu 111. pi. 3. f. 14. Hauteville Defr.
maxima Steininger Mém. Soc. Géol. t, 1. t, 22. f. 11. S. Chenu

pi. 2. f. 9. Schizostonia prisca Schloth. Eifel.
*minuta Mont, p. 505. 1803. Heterodisca Flemg.
niinuta (Cyclora) Hall. Sillim. Journ. 1845. t. 48.p. 294.
minutissima House Transact. Tynesd. N. H. Club. 13. p. 258. S. pu-
silla Gein.
minutus Portl. rept. 363. t, 12. f. 3.
*mitis Mus. Paris. Chenu 111. pi. 1. f. 18.
*Montagui Flemg. Edinb. Jaurn. 1825. p. 245.
Miinsteri Goldf. Chenu Hl. pi. 2. f. 2. S. convoluta Miinst, Goldf.

pi. 68. f. 17.
*nautiloides L. S. N. X. 1758. Schrot. Neue Litteratur 3. p. 383.

t. 3. f. 22, 23. Truncatulina.
*jiautiloides Lam. 1801. Syst. p. 326. S. spirorbis L. Chenu pi. 1. f. 1.
nodulosus Terquem Pal. de Luxenib. Mém. Géol. 1855. p. 331. t. 36.

f. 7. an Stephopoma?
obscura Verneuil Foraminites serpuloides King. Cat. p. 6.
omphalodes Goldf. t. 67. f. 3. Chenu t. 1. f. 14 & 16. Bronn Leth. IX.

t. 3. f. 17. p. 521. Spirorbis siluricus Eichw. 1840.
ornata Defr. Diet. t. 50. p. 303. Chenu t, 3. f. 10. Grignon.

_46^

*pellucidum (Spirillum) Oken 1815. Naturg. p. 382.

permiana King. Cat.

*pervius Mtg. Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 245. Cæcum.

planaria Chenu pi. 3. f. 6. Hauteville.

planorbiformis Goldf. t. 68. f. 12. Edw. Lam. éd. 2. V. p. 615. n. 10.

Chenu pi. 1. f. 10. Baade levende og fossil ifølge M. Edw.
planorbites Miinst. Gein. Zecbst. t. 3. f. 2.
*planorbis L. S. N. X. p. 691. Orbitulites.
*plicatus (Charybs) Mtf. 1810. 2. p. 107.
*polita Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 889. Mart. 1. f. 21.
*ponticus Eichw. 1830. Naturh. Skizze von Lithauen p. 199. Fauna

Casp. 1841. p. 229. t. 38. f. 29.
*porosa Mus. Paris. Chenu 4. t. 1. f. 19.

*porrecta Fabr. Fn. Grl 1780. non Mull. Spirorbis lucidus Mtg.
*pusilla Rathke Beitr. Fauna Krym. 1836. p. 407. n. 101.
pusilla Gein. Zechst. 1848. p. 6. t. 3. f. 3—6.
*quadrangularis Stimps. 1853. Grand Manan p.29.
quadricarinatus Miinst. Goldf. n. 56. t. 70. f. 8.
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. p. 369. t. 13. f. 17, 18.

Burtinella?
quinquecarinata Røm. Kreide 1842. p. 102. t. XVI. f. 3. Spirulæa?
radiatus (Planorbis) Sow. Min. Conch. 140. f. 5. Vermetus radiatus

Sow. Geol. Trans. IV. 1834. Fitton. p. 363. Greensand.
*recta Walk. Test. Min. Wood Annals N. H. 1842. IX. p. 458.
*reflexa Adams Lin. Trans. V. p. 4. t. 1. f. 31 — 32. S. lucidns?

Skeneæ persimilis.
*retorta (Vermicularia) Mont. p. 524. Flemg Edinb. Journ. 1825.

p. 245. Walk. 1. f. 10. Foraminifera.
*re versa Mont. 1803. Test. Brit. p. 508. Heterodisca Flemg Hydro-
ides norvegica.
rotula Goldf. t. 70. f. 7. Chenu pi. 1. f. 12. Vermilia carinata. Miinst.
*rugosa Mus. Paris. Chenu Bl. pi. 1. f. 21.
*semilunium Fab. Fn. n. 370. Foraminif.
semistriata Chenu t. 3. f. 4. Grignon Defr.

serpuliformis Eichw. Bull. Mose. 1838. p. 158. Fauna Casp. Cauc.
1840. t. 38. f. 28. Leth. Rossica I. p. 52. t. 3. f. 10. Sand-
synligviis to forskjellige Arter,- ja Slægter,
serpuloides (Foraminites) King. Cat. p. 6. S. pusillus Gein.
siluricus Eichw. Thier. Novgor. 1840. — S. omphalodes Goldf.
*simplex Grube 1. c. p. 92. p. 143.
*sinistrorsa Mtg. Test. 1803. — S. lucida Flemg vel S. spirillum

reversa Thorpe.
*sinistrorsa Gould. Mass. 9. pi. 1. f. 4. Chenu 111. 2. f. 11.
spinosa Konig Carb. 58. t. 9. f. 8. 1841—44. S. archimedis jun.?
spiralis Eichw. Leth. Rossica 1. 1852. pi. III. f. 9.
spirillifornus Miinst. Goldf. — S. corniculum Goldf. t. 71. f. 14.

465

»spirillum L. S. N. X. 692. Spirillum subg.

*spirorbis L. S. N. X. 693. Chenu pi. X. f. 2.

*stellaris Fab. Fn. Gr. 1780. n. 380. Foraminifera.

striata Defr. Diet, se. t, 50. p. 304. Chenu pi. 3. f. 22. Fontenois.

*striatulus Brown 111. pi. 1. f. 59. Dunbar; an Stephopoma?

subcarinata (Yenniculus) Miinst. Kefferst. Deut. 1828. VI. 98. Goldf.

t. 71. f. 9. Spirorbis Edw. Lam. éd. 2. V. p. 615.
subrugosa Miinst. Goldf. p. 239. t. 71. f. 1. Chenu t. 2. f. 4.
subrugulosa Quenst. Jura 1858. p. 665. t. 81. f. 57.
*sulcata Adams. Lin. Trans. II. p. 254.. — S. granulata L.
tenuis Sow. Silur. Syst. t. 8 f. 1. & t. XI. f. 8. S. Lewisii paa

Tavlen.
*transversus Daudin Rec. 1800. p. 48. f. 26. 27.
*tricostalis Lam. 1818. V. 360. Chenu pi. 3. f. 8. pi. 2. f. 8. pi. 1. f. 5.
trochiformis Hag. Jahrb. 1840. p. 666. f. 14. Serpula,
truncata Chenu 111. pi. 1. f. 6. p. 5.
tubanella Lea Contrib. to Geol. 1833. pi. 1. f. 4.
tuberculata Chenu pi. 3. f. 15. Hauteville Defr.

umbiliciformis (Spirorbis) Miinst. Goldf. t. 71. f. 7. Chenu Bl. 1. f. 8.
unilineata Røm. 102. t, XVI. f. 2. Sahlberg.

valvata Goldf. p. 224. t. 67. f. 4. Chenu 111. 1. f. 17. M. Edw. p. 116.
vermicularis (Jesites) Mtf. Syst. 1808. p. 103. Soldani t. 30. vas. 143.

Ifolge Parker et Jones »a rninute discoid Serpula«.
vermiculus Defr. Chenu 111. pi. 3. f. 21. Ermenonville Defr.
verruca Fabr. Mss. n. 97. S. glomerata Fab. Fn. Gr.
*vitrea Fabr. Fn. Gr. 1780. n. 378. Spirillum.
*zelandica Gray. Dieffenbach New Zealand 1843. p. 295.

SPIRULÆA BRONN.

Spirulæa Bronn Jahrb. f. Min. 1827. II. 544. Ital. Tertiargeb.

1831. p. 130. (non Pc-ron 1807.) Rotularia Defr. Diet. se. t, 46.

1827. p. 321. non Lamrx. 1822. Vermicularia Sow. Miinster.
Soldani (Saggio orittographico et Testacea microscop. t. 61. vas 19.

fig. N.) har fremstillet et Gjennemsnit af en Skal, der viser

mange Tverbunde, som hos Vermeterne. Slægtens systematiske

Plads er derfor endnu tvivlsom. S. concava Sow. Fitton. pi. 18.

f. 10. er fremstillet med et Mundror.
ampullacea Sow. M. C. n. 102. t. 597. f. 1 — 5.

?anfracta Goldf. t. 71. f. 13. Vermicularia planorbiformis Miinst. ibid.
articularis Heidelb. Cat. n. 421. — S. vertebralis Sow. Goldf. Jahrb.

1833. p. 107.
bognoriensis (Vermicularia) Mantel Sussex 1822. p. 272. n. 4.
bognoriensis (Vermetus) Sow. Min. Conch. 1828. VI. t. 596. f. 1 — 3.
coiuplauata Defr. 1827. t. 47. p. 322. Park. t. 3. pi. 7. f. 7. 8.

S. spirulæa Lam. Bayonne.

466

compressa Young et Bird Phill. Yorksh. 1835. p. 103. pi. 4. f. 17.
concava (Vermicularia) Sow. Min. Conch. 1. 1812. M. C. pi. 324.
concavus (Vermetus) Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 363. t. XVIII.

f. 10. M. C. t. 57. f. 1—5. Synes meget forskjellig fra

den foregaaen de.
concinnus (Vermetus) Sow. M. C. 1822. n. 102. t. 596. f. 5.
convoluta Goldf. t. 67. f. 14. Vermilia nodus Phill. Serpula.
Couloni (Rotularia) Defr. t. 48. 1827. p. 323. Jura. — S. heliciformis

Goldf. (Bronn.)
cristata Defr. 1827. Diet. t. 47. p. 322. — S. spirulæa Bronn.
depressa York. Mus. Young et Bird. Phill. Yorksh. I. 1835. p. 129.

t. XI. f. 37.
heliciformis Goldf. 232. t. 68. f. 15. 32. Chenu t. 11. f. 9. Rotularia

Couloni Def.?
lithuus Schloth. 1820. Petref. p. 98. t. 29. f. 16 Rotularia lituus Defr.
lituiformis Miinst, Goldf. 1. 228. t. 67. f. 15. Chenu XI. f. 8. Oolith.
lituus (Schl.) Hisinger Anteck. V. t. 3. f. 16. Leth. Svec. p. 20. IV.

f. 8. Gotland,
nummularius (Serpulites) Schloth. 1820. p. 97. Vermicularia Miinst.

S. spirulæa Bronn Index p. 1139.
ovata (Vermicularia) Sow. M. C. 1812. p. 126. t, 57. f. 8. gen. dub.
polygonalis Sow. (Vermetus) M. C. 1822. t. 596. f. 6.
quadrangularis Lam. V. 1818. p. 366. n. 19. Ifølge Defr. Diet. t. 48.

p. 568. Rotularia lituite Defr. Fossil de Mans et de Say en

Normandie.
quadricarinata Miinst. Goldf. t. 70. f. 8. Grønsand ; snarere en Spir-

orbis.
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. t. XIII. f. 17. 18. p. 369.

an Burtinella?
quinquecarinata Rom. Kreide XVI. f. 3. Hilsthon.
rotula Goldf. t. 70. f. 7. Vermicularia carinata Miinst.
rotula (Vermetus) Morton Syn. 1834. p. 81. pi. 1. f. 14. New Jersey.

Journ. Acad. N. H. Philad. vol. VI. p. 197.
Spirulæa Lam. n. 23. Vermetus? Desh. IX. p. 65. M. Edw. V. p. 623.

Goldf. t. 71. f. 8. Sow. Gen. t. 9.
subcarinata Goldf. 241. t. 71. f. 9. Chenu t. 1. f. 13. Tertiårf.
tumidus (Vermetus) Sow. M. C. 1828. n. 102. t. 596. f. 4. Coral Rag.
umbonata (Vermicularia) Sow. M. C. 1822. 1. p. 126. t. 57. f. 6. 7.

Mantel Sussex 1822. p. UI. t. 18. f. 24.
vermicularis (Jesites) Mtf. 1808. I. p. 103.
vertebralis Sow. M. C. 1829. VI. t. 599. f. 5. Bedford.

DITRYPA.

*arcuata (Serpula) v. Martens 1824. Reise nach Venedig p. 484. t. 3.

f. 10. Cæcum sp.
*arcuatus (Brochus) Brown 111. 1827. t. 1. f. 9.

467

*arietinum (Dentalium) Miill. prod. 1777. n. 2853. — S. libera Sars.
Brownii (Dentalium) Hisinger Lethæa Svec. 21. t. VI. f. 9. Køpinge.

Pyrgopolon Mtf.
canteriata Hag. Jahrb. f. Min. 1840. vid. Serpula.
clava (Dentalium) Lam. V. 1818. p. 346. n. 19. Desh. Mgr. Dental.

p. 54. t. IV. f. 29. Cypli. Chenu III. Conch. pi. VI. f. 1.

Pyrgopolon.
clavæformis Kon. Carb. p. 56. t. G. f. 5. 1842 — 44. Vise.
coarctatum (Dentalium) Brocchi. 2. 264. 9. t. 1. f. 9.
*corneum (Dentalium) L. S. N. XII. 1263. n. 787. Ditrypa Hanl. Ips.

Conch. Lin. p. 437.
crassum (Dental.) Desh. Mgr. Dental, p. 53. IV. p. 20. Cypli.

Pyrgopolon Mtf.
cylindraceum (Dentalium) Costa Pal. Neap. p. 353.
deformis (Dentalium) Lam. Chenu 111. pi. 1. f. 31, 32. Pyrgopolon.
dentalina Leym. Mém. Géol. Foss. de Belg.
Deshayesii Gal. Brabant. St. Gilles.

*domingensis (Dentalium) d'Orb. Cuba 408. t. 25. f. 7—9.
fragile (Pharetrium) Konig Icones sectiles VII. f. 80. Pyrgopolon.
*gadus (Dentalium) Mtg. Test. brit. p. 496.
globiceps Quenst. Lias. 1858. p. 111. t. 13. f. 21.
hamatum (Dentalium?) Forbes Foss. Invert. S. India p. 138. t. XV.

f. 8. Hamulus.
incrassatum Sow. Min. Conch. 79. f. 34.
*incurvatum (Dentalium) Fleming. Cæcum.
*incurvum (Dent.) Brocchi Renieri Tav. alph. Hornes 1. c. p. 659.

t, 50. f. 34.
indistinctum (Dentalium) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 24. t. IX. f. 2. —

Serpula compressa Sow.
*libera (Serpula) Sars Beskriv, og Iagttag. 1835. p. 52. t, 12. f. 32.
liberæformis Mus. Univ. Hafn. Terkelskov. Amtl. Bericht. 24 Ver-

sammlung deut. Naturf. 1846. p. 118. n. 13.
longissima Forb. Foss. Inverteb. from South India p. 157. t. XIX.

f. 13. Pondichery.
*minutum (Dentalium) L. S. N. X. 786. n. 689. an Ditrypa gadus

jun.? an Cæcum sp.?
Mosæ Montf. I. p. 394. Pyrgopolon.

nigrofasciatum Eichw. Skizze v. Volhyn. p. 199. Pusch. Polen p. 199.
Olivii Scacchi Notic. Due Sicil. VII. p. 56. t. 2. f. 6.
onyx (Hamulus) Morton Synops. p. 73. t. 2. f. 8. t. 16. f. 5.
*ovulum (Dentalium) Phil. Enum. 2. p. 208. t. 27. f. 21. D.
*perpusilla (Dentalium) Sow. Proc. Z. S. 1832.
*Petiveri Mørch. Dentalium exiguum album læve Petiv. Gazophyl.

pi. 102. f. 22. Bombay shells collected by M. Alex. Christie.
plana (Dentalium) Sow. M. C. 1. 179. t. 79. f. 1. Ditrypa Forb.

468

polita Wood Ann. N. H. 1842. IX. p. 459. t. 5. f. 14. Dent. coarc-
tatum Desh. t. V. f. 18.

pusilla Phil. Mørch n. 103.

rugosum (Entalium) Defr. Diet. se. t. XIV. 1819; p. 517. Knorr.
pi. V. a f. 3. Blv. Man. pi. 69. f. 4. Entale ridée. (Pyrgopolon.)

septangulare Flemg Edinb. Phil. Journ. XII. 1825. p. 240. 8. t. IX. f. 1.

septemsulcata Reichenb. Gein. Kreide 66. 111. t. 22. f. 6. Pyrgo-
polon vel Hamulus.

sexsulcata Miinst. Goldf. t. 70. f. 13. Ch. V. f. 4. Hamulus.

sica (Serpulites) Salter (Sharpe) Palæoz. Foss. from South Africa
p. 205. pi. 25. f. 19. Geol. Trans. VII. 1845—56. p. 222.

sinuata Hag. in litt. posthac S. canteriata Hag.

Sowerbyi Michelotti Ital. Subapp. 1847.

*strangulatum (Dentalium) Lam. Desh. Mørch. n. 102.

striatum (Dentalium) Eichw. Naturh. Skizze 1830. p. 199. n. 43.

*subulatum (Dental.) Desh. Mgr. Dental. 1825. p. 53.

ventricosum (Dentalium) Bronn Heidelb. Compt. 539.

vertebralis Goldf. t. 68. f. 10.

GENERA.

Anatomus Mtf. — Spirorbis.

Anisomelus Tempi. p. 362.

Antalium Guett. 1774. Serpula L. Phil. p. 381.

Apomatus Phil. p. 363.

Burtinella Mørch Proc. Zool. soc. 1861. — Mørchia C. Mayer.

Bunodes Guett. Psygmobranchus p. 358.

Cadulus Phil. — Ditrypa p. 423.

Charybs Mtf. — Spirorbis Daud.

Clymene Oken Schweig. Hydroides (Eupomatus.)

Conchoserpula Blv. Vermilia p. 387.

Coretus Baster. Oken (non Adans.) Spirorbis.

Cornulites Salter. Schloth. Murch. Silur. XVI. f. 3.

Cyclogyra Wood Annals 1842.

Cyclora Hall Pal. N. York 1845. Sill. Journ. 48. p. 294.

Cymospira Blv. — Spirobranchus Blv.

Dinotus Guett. — Spirorbis p. p.

Ditrypa vel Ditrupa p. 423.

Entalium Defr. — Pyrgopolon Mtf.

Eucarphus Mørch. Hydroides p. 378.

Eupomatus Phil. Hydroides p. 372.

Foraminites King. Cat. p. 6. Spirorbis.

Filigrana et Filograna p. 363.

Filipora Flemg. Filigrana.

Gadila Gray Ditrypa p. 423.

Galeolaria Lam. p. 367.

Genicularia Quenst. Jura p. 521. t. 69. f. 14. 15.

469

Hamulus Morton Syn. p. 73. Ditrypa?

Heterodisca Flemg. — Spirorbis.

Hydroides Gunnerus p. 371 & 374.

Microconchus Sovvb. Silur. Sy.st. p. 84.

Moerchia C. Mayer Journ. de Conch. VIII. 1860. p. 309. — Hydroides.

Nogrobs Mtf. Conch. syst. I. p. 275. Gen. incert.

Omphalopoma Mørch. Vermilia p. 421.

Phragmatopoma Moren. p. 442.

Piratesa Tempi. p. 362.

Placostegus Phil. p. 413.

Poruatocerus Phil. p. 408-

Poraatostegus Schmard. p. 395.

Protula Risso. p. 354.

Psygmobranchns Phil. p. 358.

Pyrgopolon Mtf. I. p. 394. Ditrypa sbg.

Rotularia Defr. (non Lmrx.) - Spirulæa p. 465.

Schizostoma Steiniger Bronn Leth. p. 95.

Sclerostyla Morch. Serpula p. 386.

Serpula L. Phil. p. 381.

Serpularia Bosc. Defr.

Spirillum Oken Spirorbis p. 428.

Spirobranchus Blv. p. 401.

Spirorbis Daud. p. 428.

Spirulæa Bronn p. 465.

Trachyderma Phill. Mém. Géol. Surv. II. t. 4. f. 3.

Vermicularia Lam. Spirulæa.

Vermilia Lam. p. 387.

FORKLARING AF AFBILDNINGERNE TAB. XI.

Forstorrelsesgraden er angivet paa Tavlen ved hver enkelt Figur.
Alle de udførte Figurer ere fremstillede ved et meget stærkt
Lys fra venstre Side.

1. Laaget af Galeolaria cæspitosa Lam., seet ovenfra.

2. Samme Laag, seet nedenfra.

3. Laaget af Galeolaria hystrix Mørch, seet ovenfra.

4. Samme Laag, seet nedenfra.

5. To Stave af det øverste Laag af Hydroides norvegica
Gun. , sete ovenfra.

6. Laaget af Hydroides abbreviata Kr. , seet ovenfra, den
øverste Stavkrands heldende til Siden.

7. Omridset af samme Laag, seet fra Siden.

8. En Stav af det øverste Laag af Hydroides crucigera Morch.

9. En enkelt Stav af Hydroides Eucarphus Cumingii Morch.
10. To Stave af det øverste Laag af Hydroides (Eucarphus)

dirampha Mørch.

470

11. Laaget af Hydroides (Eucarphus) Benzoni Mørch, seet
fra Siden.

12. Fire Stave af det øverste Laag af Hydroides (Eucarphus)
Sanctæ Crucis Kr., sete ovenfra.

13. Laaget af Pomatostegus quadruplicatus Kr. , seet fra
Siden.

14. En Skaal af Laaget af Pomatostegus stellatus Abildg. ft.
fruticosa, seet ovenfra.

15. Laaget af Pomatostegus Krøyeri Mørch.

16. Laaget af Pomatostegus actinoceras Mørch, seet fra
Siden ; de tre øverste Skaale ere affaldne.

17. Nederste Skaal af et yngre Exemplar af samme Art, seet
ovenfra.

18. Laaget af Spirobranchus giganteus Pall. , seet ovenfra.

19. Samme Laag , seet fra Siden ; de tilsvarende Horn paa den
modsatte Side ere udeladte, for at undgaae Forvirring.

20. De to længere grenede Horn af Laaget af et andet, nogen af-
vigende Exemplar af samme Art, sete ovenfra.

21. Laaget af Spirobranchus incrassatus Kr., seet ovenfra.

22. Samme, seet fra Siden ; de tilsvarende Horn paa den modsatte
Side ere udeladte.

23. Enden af et af de lange Horn af et andet Exemplar, seet fra Siden,

24. Laaget af Spirobranchus Semperi Mørch, seet fra Siden;
de tilsvarende Horn paa den modsatte Side ere udeladte.

25. Samme Laag, seet forfra ; de to bageste, i denne Stilling meget
forkortede , Horn ere udeladte.

26. Laaget af Pomatocerus bucephalus Mørch, seet ovenfra.

27. Laaget af Phragm atopoma caudata Kr. , seet ovenfra.

28. Samme Laag, seet nedenfra ; de fra den nederste Straalekrands
hos velbevarede Exemplarer udgaaende tynde, hudagtige Ved-
hæng ere her fremstillede.

29. En Straale af den nederste Krands af samme Laag, seet nedenfra.

30. En Straale af den øverste Krands af samme Laag, med hos-
liggende Straale af den mellemste Krands, sete fra Siden, for at
vise de nedstigende Tapper og de tvende Straalers Forenings-
maade.

Figurerne 8, 9 og 10 ere tegnede af Forf., de øvrige af Udgiveren.

CAMPASPE PUSILLA,

EX NY SLÆGTSFORM AF DENDRONOTIDERNES GRUPPE, SAMT BEMÆRKNINGER
OM DOTIDERNES FAMILIE

ved
R BEBGH

Hertil Tavle XII

Mellem andre nøgne Mollusker (flere Dorider, Aeolidia
hirsuta, n. sp. , Bgh.), som af afdøde Capt. Holbøll vare
tagne i Grønlandshavet og blevne overladte Hr. O. Mørch,
fandt jeg en mærkelig lille Form, som ved nøiere Under-
søgelse viste sig at maatte enten antyde et hidtil ubekjendt,
eiendommeligt Udviklingsstadium af en bekjendt Slægtsform
eller og sandsynligst være Typ for en ny Slægt, der maatte
danne et nyt Led i Dendronotidernes Familie. Den vilde
nemlig udpræge sig fra de andre Former af denne Gruppe
(Dendronotus, Bornellia, Lomanotus) ved sine simpelt fingrede
Rhinophorskeder og ved en simplere Bygning af Ryggens
Papiller.

Fam. Dendronotidae.

CAMPASPE. N. G. BGH.1).

Vagina rhinophorii digitata. Frons papillis majoribus
et minoribus ornata. Papillae dorsales in utroque latere dorsi
singula serie dispositae, validae, ut plurimum bitidae vel tri-
fidae, papilligerae.

') Campaspe, Alexanders og Apelles's Elskerinde. cf. Plin.
hist. nat. 1. XXXV, cap. 10.4S-.

472

CAMPASPE PUSILLA, BGH., n. sp.
Animal pusillum.
Long. 3,75; lat. 0,75; alt. 2 mm.

Forf. skylder Hr. Mørch's Forekommenhed Undersøgelsen
af det eneste forhaandenværende Individ. Nødvendigheden af
saa uskadt som gjørligt at bevare dette hidtil eneste bekj endte
Exemplar forbød en dybere gaaende anatomisk Undersøgelse
af det.

Dyret (Fig. 1, 2) var af 3^ mm. Længde, c. 2 mm.
Høide og havde en Tykkelse af c. ^ mm. Farven var
hvidlig, mere reen paa Spidserne af Papillerne og Lapperne
af Rhinophorskederne; Indvoldene skinnede guulladent og
brunligt gjennem Siderne af Kroppen og Papillerne.

Hovedet var forholdsviis stort; paa dets forreste Deel
(Panden , Fig. 3) saaes til hver Side flere (5-6) mindre og
større Papiller, der paa hver Side dannede ligesom to Smaa-
grupper, i hvilke de mindre Papiller sadde ved Roden af og
foran de større; disse Papiller viste tildeels svage, circulære
Folder og havde i Spidsen en hvid Plet. Rhinophorskederne
(Fig. 4) vare korte, kraftige, bægerdannede, i Randen udtrukne i
flere (paa den høire i 4, paa den venstre i 5) fingerformede
Lapper, af hvilke den inderst-bageste var den længste; ved
Roden af Skederne laa paa Udsiden en Tverfold, og ved
samme paa høire Side en lille Vorte (Kjønsaabningen?).
Rhinophorerne vare aldeles indtrukne og sammentrukne og
saaes kun som en lille, maaskee kredsfuret (perfolieret?)
Vorte i Bunden af Skeden.

Kroppen var kraftig, noget kort (vistnok alene paa
Grund af Sammentrækning.) — Ryggen saaes temmelig hvælvet
i alle Retninger, dannende en stærkere Ophøining i Egnen af
Mellemrummet mellem det første og det andet af de 4 Par
Papilstammer, der hæve sig fra Ryggen. Paa Sidedelene af
Ryggen sees nemlig 4 Par Papilstammer, af hvilke den
anden er den største, den første lidt større end den tredie,
den fjerde er mindst. Den første (Fig. 5) er dybt trekløvet;
dens tykke, trinde, kun lidt sammentrykte, i Enden lidt til-
spidsede Grene ligge i denne som paa de andre Papilstammer

473

næsten i samme Tverplan; de to indre Grene høre mere
sammen og danne ligesom en tvedeelt Stamme, fra hvis Rod
den tredie Green rager skraat op. Grenene bære enkelte
mere eller mindre fremstaaende, i Enden afrundede eller lidt
tilspidsede, fremstaaende Tapper, af hvilke to paa Indsiden
af den inderste fornemlig udmærke sig ved Størrelse; de paa
den mellemste Green ere mindst. Den anden Papilstamme
(Fig. 6) ligner den første, men sammes indre Green er
betydeligt større end de to andre, der ligesom udspringe fra
den og stige skraat udad, næsten parallele med hinanden;
Tapperne paa Grenene ere mindre og naae kun paa Hoved-
grenen en saadan Størrelse som paa den første Papilstamme.
Den tredie Papilstamme er tvekløvet næsten heelt ned til
Grunden (Fig. 1, 2); Grenene, af hvilke den inderste er den
stærkeste, gabe kun lidt fra hinanden; Tapperne paa dem
ere smaa, som sædvanligt stærkest paa den indre Green.
Den fjerde og bageste Papilstamme ligger nær ved Bag-
enden af Legemet (Fig. 1, 2); den er udeelt og viser kun ved
Roden en Antydning til en Tapdannelse. Bagest, næsten
ved Enden af Legemet saaes (idetmindste paa den ene
Side) endnu en enkelt, meget lille (femte) Papil. Skjøndt
Forholdet af Papilstammerne i alt Væsenligt er det
samme paa begge Sider af Legemet, finder der dog nogen
Forskjel Sted med Hensyn til Længden af Grenene, til Stor-
reisen af Aabningsvinklen mellem disse saavelsom og med
Hensyn til Antal og Størrelse af Tapperne paa samme. Den
i Papilstammerne indesluttede Leverlap skinnede
igjennem Bedækningerne og stak ved sin guulagtige Farve af mod
Papillernes egen hvide Farve; denne Leverlap saaes (idet-
mindste paa enkelte Stammer) udeelt i Rodpartiet, men strax
ovenfor deelt og fortsat i Grenene, uden dog at kunne
forfølges ud i Tapperne paa disse (Fig. 6). — Siderne vare
temmelig lave, aftoge i Høide bagad og skraanede nedad og
indad mod Foden. Paa den høire Side sees fortil lige under
Rhinophorskeden maaskee en Antydning til K j o n s a a b n i n g e n ,
og lige i Rygranden mellem første og anden Papilstamme en
fiin Pore, sandsynligviis Anus. — Foden var i det Hele

474

temmelig svag, kun lidt fremspringende fra Siderne; Fod-
saalen temmelig smal, jævnt tilspidset mod Bagenden.

De med det udtagne Svælghoved fulgte Gangiiabucco-
pharyngea stemmede i Formforhold med dem hos den grøn-
landske Dendronotus arborescens eller vare kun lidt større.

Huden saaes under Loupen overalt (kun paa Siderne
mindre tydeligt) flint chagrineret eller yderst flint puncteret.
Dette Udseende hidrørte fra en Mængde i den inde-
sluttede, svagt guulladne, stærkt lysbrydende, fidtlignende, meest
ovale, sjeldnere uregelmæssigt formede Legemer (Fig. 7) af
meest 0,013-0,02 mm. største Diain. Ved betydeligere For-
størrelse (700 X) viste disse Legemer endnu ikke noget
Spor til Structur, forandredes ikke ved Indvirkning af Aether
og bleve ved Tilsætning af Syrer kun blegere; de forekom i
størst Mængde i Spidsen af Pandepapillerne og af Papil-
stammerne.

Ydermund, Mundrør og Læbeskive (Fig. 8, 9, 10)
vare af den hos Dendronotider og Aeolidier almindelige
Beskaffenhed.

Svælghovedet (Fig. 8, 9, 10) var stort, af c. f mm.
Længde eller udgjorde ! af Totallængden. Det var paa
Grund af den betydelige Udvikling af ovre Kjæbefortsættelser
af større Høide fortil. Dets ovre Flade bestaaer af en mindre
forreste Deel, som falder meget skraat af forefter og bagtil
næsten sænker sig brat mod den bageste Deel, som er større
og mere flad; i Midten nedenfor Sammenstødet mellem den
forreste og bageste Deel indmunder Spiserøret. Den nedre
Flade af Svælghovedet er flad, Sidefladerne skraane nedad
og indad.

Kjæberne (Fig. 11) vare af lys Ravfarve , lidt mørkere
fortil, næsten kastaniebrune i Navlepartiet og Forranden. De
vare forholdsviis stærke og lignede i Form en Deel dem hos
Dendronotiderne og Glaukerne, og saaes som hos disse fortil
og oventil forsynede ligesom med en Udbygning; dog vare de

475

noget mere langstrakte, mindre buede og i det Hele noget
mindre kraftige end hos hine Former. Paa den flade Rand
af Navlepartiet sees den krummede Kam (crista connectiva);
fra dennes overste Side stiger en tyk Liste skraat iveiret
i Forranden af Kjæben og fortsætter sig som en Spids
ud over denne; denne Liste er indad forsynet med en lille
Vinge, som danner en Antydning til den smalle horizontalt
liggende Plade, som sees paa Glaueus-Kjæben (Fig. 31), og
maa vel betragtes som homolog med den af mig hos Fiona ' )
efterviste, næsten fritstaaende proc. connectivus. Forenden
af Kjæbens crista connectiva fortsætter sig i en Kam om paa
Enden af Kjæbens Navleparti. Den ovre Afdeling af Kjæben,
den ovenfor omtalte Udbygning, er i det Hele meget mindre
end hos Glaukerne; den falder oventil af imod og er ved en
Fure adskilt fra den omtalte Liste, medens den nedentil
ligeledes ved en Fure er skilt fra den anden, mere lang-
strakte Afdeling af Kjæben2). Fra den forreste Deel af
denne sidste Deel af Kjæben udgik Tyggefortsættelsen (proc.
masticatorius) paa sædvanlig Maade; den var kortere end hos
Glaucus, især i sin frie Deel, omtrent af Længde som eller
lidt længere end hos Dendronotus; dens forreste Rand bar,
som hele Tyggeranden, en enkelt eller længere op mod Navle-
partiet en dobbelt eller fleerdobbelt Række yderst tine Tænder
(Fig.l2)af0,0018-0,0028 mm. Høide. -Udsiden af Kjæben
var — som ifølge mine Undersøgelser ogsaa hos maaskee alle
Aeolidier saavelsom hos Dendronotus — belagt med en fiin
Mosaikaf Celler af 0,0127— 0,025 mm. største Diameter (Fig.13.)

Mundbihulen var lille, Indgangen til den spalteformet.

Tungen var kort, sammentrykket ved Roden, oventil
krydset af R*aspe dækket, den forreste Ende af Raspepulpen.
Raspen indeholdt ovenpaa Tungeryggen 4, paa Spidsen og

') Saml. Anatom. Unders, af Fiona atlantica. Vdsk. Meddel, fra
naturh. Foren, i Kbhvn. 1857. p. 296. t. II. f. 12 B**, C**, E.

2) Undersogelsen af Kjæben kunde ikke skee uden Anvendelse at
Tryk fra Dækglasset; hvorved sammes Krumning og sandsyn-
ligvis isærdeleshed Krumningen af dens overste Deel er blevet
formindsket.

476

Undersiden af Tungen 17 Tandrækker; desuden taltes under
Raspedækket og i Raspepulpen 10 fuldt udviklede og 4 ufuld-
stændigt udviklede Rækker Tænder; Antallet af de til-
stedeværende Tandrader belob sig saaledes ialt til 35, men
desforuden saaes bag de nederste — som altid paa Grund
af Slid og Afrivning ufuldstændige — Tandrækker Spor efter
affaldne Tandplader (Fig. 14 B.) Hver Tandrække inde-
holdt en Mellemtand med en Række Sidetænder ud til Siderne
for samme. Mellemtænderne (Fig. 14, 15, 16,) ere
pyramidale, bagoverbøiede, guulladne Legemer; den udhulede
Grundflade saaes stærkt fortykket i den bageste Rand, i den
forreste var den udtrukket i et Par, ved et Udsnit adskilte
Hjorner; Pyramidens Sideflader ere skarpt afsatte fra For-
fladen og skraane mod den afrundede Rygrand, som nedentil
mellem de udtrukne Hjørner af Basaldelen er stærkt udhulet;
Sidefladerne ere i deres bageste Halvdeel udpløiede med dybe
Furer med mellemliggende Ribber, som i Enden rage frern
med en skarp Spids; af saadanne Denticler taltes sædvan-
ligviis 10 paa hver.. Side af det fremstaaende, stærke Odde-
parti, kun paa de forreste Tandplader var Antallet mindre,
5-7 (Fig. 14, 15). De forreste Mellemtænder vare af
0,016, de øvrige af c. 0,034 mm. Brede. Høiden af en
Mellemtand fra Midten af Raspen udgjorde, maalt fra Midten
af den bageste Rand af Basalfladen til Oddespidsen, 0,029
mm. — Af Sidetænder (Fig. 14, 15, 17) taltes kun et
temmelig ringe Antal paa hver Side af Mellemtanden; i de
forreste (Fig. 14 B) — som anført ufuldstændige — Rækker
taltes kun een, længere bagtil flere , sædvanligviis 3 , og det
høieste Antal udgjorde 4 — 5. De viste sig som korte, temmelig
brede, efter Fladen lidt bøiede, næsten farveløse* Plader, som
med Enden reiste sig iveiret fra Tungen (Fig. 15, 17); Skjære-
randen var skraat udad afskaaren, forsynet med flere (3-5)
uligestore, skarpe Takker; kun den yderste Sidetand bar
kun een eller to. Længden af Sidetænderne aftog kun ube-
tydeligt udefter saaledes, at den yderste kun var lidt kortere
end den inderste; den yderste Sidetand saaes undertiden i
sin største Udstrækning ligesom tvedeelt.

477

De øvrige anatomiske Forhold kunde ikke undersøges.
Imidlertid fremgik saa Meget allerede af den ydre Betragtning,
at de i Papilstammerne indesluttede Le ver grene vare af
betydelig Tykkelse, i hvilken Henseende der fandt en ikke
ringe Forskjel Sted fra de Forhold, som Hancock har paa-
viist hos Dendronotus l), og som jeg kan bekræfte. Tarmen
syntes at ende med en Analaabning omtrent paa samme Sted,
hvor den ender hos Dendronotus.

Der kunde muligviis nu hæves Spørgsmaal om den ovenfor
beskrevne Dyreform ikke inaaskee snarere end at danne en
ny Slægtstyp var et Udviklingsstadium af en allerede bekjendt
Form, af en Dendronotus. Det er sikkert, at Nudibranchierne
i det Hele kun ere lidt kj endte i deres yngre Stadier, og
der synes at foreligge enkelte Documenter for, at de i de
yngre Stadier, endnu efterat de have forladt Æggeskallen,
kunne undergaae ikke ganske ubetydelige Formforandringer. Et
af Collingwood2) fundet mærkeligt Dyr blev af Alder erklæret
for en ung Triopa clavigera uden Gjæl fer; hvis Collingwood's
Opfattelse af den omtalte Form og Alders Tydning af
samme skulde befindes rigtige, da turde det maaskee ogsaa
kunne vise sig, at den her beskrevne Form var et Aldersstadium
af Dendronotus eller af en nærstaaende Typ. Saalænge der
imidlertid ikke foreligger andre og bedre Documenter, maa
det vel ansees for fuldt berettiget at opfatte den som en

1 ) Sml. Alder and Hancock, Monogr. of the br. nudibr. moll.
part, 2. (1846.) pi. 2.

2) Collingwood, remarks upon some points in the economy of the
nudibranchiate mollusca. Ann. mgz. n. h. 3 S. VII. (1861)
p. 33— 41, pi. IV. Her gjores ogsaa opmærksom paa at visse
Aldersstadier og visse physiologiske Tilstande kunne give enkelte
Nudibranchier et afvigende Udseende , hvorved de ere blevne
antagne for egne Arter. Der anfores saaledes , at Goniodoris
emarginata, Forb., kun er den unge Form af den typiske Gon.
nodosa, som udspændt af Æg og derved med forvidskede
Tuberkler ogsaa er blevet opstillet af Johnston som en egen
Art, Doris Barvicensis.

32*

478

ny Slægtstyp, og som saadan antager jeg, at senere Erfaringer
skulle godkjende den. Den er tilstrækkeligt forskjellig fra
Dendronotus ved den simple, ikke træformigt grenede Be-
skaffenhed af sine Papilstammer og især af Rhinophor-
skederne og Pandepapillerne; fremdeles ved sin meget af-
vigende Raspebygning med de færre Sidetænder og med
en ikke lidet forskjellig Form baade af Mellem- og Side-
tænder1); endelig adskiller den sig muligviis ogsaa ved Formen
af sine Kjæber, samt ved en betydeligere Tykkelse af Le ver-
Grenene.

Til Sammenligning med den nysbeskrevne Form findes
paa den hertil horende Tavle en Fremstilling af Raspebyg-
ningen og Kjæberne hos den gronlandske Dendronotus
arborescens. To Individer bleve undersøgte. Længden af
hele Dyret udgjorde 4 og Ah cm., den af Svælghovedet beløb
sig til 4i og 5 mm. Raspen (Fig. 32) indeholdt 16-22 Tand-
rækker og desuden taltes under Raspedækket og i Pulpen 25-27
Rader Tænder 2 .) Breden af M e 1 1 ejm t a n d e n (Fig. 32, 33)
beløb sig til 0, 14-0,18 mm. Af Sidetænder (Fig. 34, 35)
taltes 10—13; de yderste i Rækken havde en Længde af
c. 0,14, de midt i den maalte 0,18 mm. Kjæberne (Fig. 28,
29, 30) vare af c. 4£ mm. Længde, de saaes af lys Rav-
farve, fortil lidt mørkere og i Navlepartiet samt hele For-
randen næsten kastaniebrune.

') Det er vel bekjendt, at Raspebygningen hos Larverne under-
tiden er meget forskjellig fra den hos de voxne Former, og
at Larverne af mange Clioider (især Pneumodermon) saaledes
have Mellemtænder, der senere gaae tabt (sml. Krohn, Bei-
tråge zur Entwgesch, von Pteropoden und Heteropoden. 1860.
p. 18.) Et omvendt Forhold er derimod ubekjendt, og det er hoist
usandsynligt, at Antallet af Sidetænderne skulde kunne til tage
saaledes, efter at Dyret har forladt Larvetilstanden, at Cam-
pasperne og Dendronoterne i denne Henseende kom til at stemme.

2) Loven (Ofvers. Vet. Ae. Forhandl. 1817. p. 189. t. 3.) angiver
Antallet af Sidetænder til 10. Ifolge Alder og Hancock (Mo-
nogr. part 2 (1816.) fam. 3. pi. 2. f. 6, 7, 8; part VU [1855.]
pl. VIL suppl. f. 2.) er Antallet -8— 10 (10 1. 10.).

479

Ved Siden af Dendronotiderne staaer en i de ydre Form-
forhold med Aeolidierne niere nærbeslægtet Gruppe, Do-ti-
derne. Medens den typiske Form for Dendronotiderne maa
siges at have været vel kjendt allerede i en Deel Aar, ogsaa
med Hensyn til sin anatomiske Bygning1), saa kunde dette
derimod ikke paastaaes om Slægten Doto, idet de foreliggende
Angivelser om forskjellige Bygningsforhold hos samme maatte
forekomme apokryphe og vel turde opfordre til en Revision,
som nærværende Forfatter da ogsaa har foretaget, og hvis
Resultater allerede for et Par Aar siden ere blevne korteligt
meddeelte '-).

DOTO. OK.

Doto. Oken, Lehrb. der Zool. I. 1815 p. 278.

— Gray, Alder »fe Hane.
Idulia, Leaeh, syn. nioll. Brit, 1852. p. 23, 253.)
Tergipes, d'Orb. Vov. de la Bonite. II. (1852.) p. 443.
Melibaea, Forbes »fe autt.

Slægten Doto blev af Oken opstillet paa den Gmelinske
Doris coronata (Bomme1.) Adskillige Aar senere (1829)
dannede Rang (Man. 1829. p. 129, pi. 3, f. 3) en ny
Slægtsform Melibe af en nøgen Mollusk, som han fandt
paa Tang i Havet ved det gode Haabs Forbjerg. Den Rang'ske
Slægt, som af Forfatterne sædvanligviis blev kaldet Melibaea,
er af Malacologerne ofte bleven identificeret med den Oken'ske

') Sml. Alder and Hane, Monogr. br. nudibr. moll. part. II. (1846),
f'ain. 3. pi. 4.

c,) R. Bergh, anat, Unders, af Phyllodesmhim hyalinum, Elirenberg.
Vidensk. Meddel, fru naturh. Furen, i Kbhvn for 1860. (1861).
p. 105. Anni. 2.

a) Ifølge Alder og Hancock (Monogr. part 2. fam. 3. pi. 6. Text),
er D. maculata (Mtg.), paa hvilken Leach's Slægt er opstillet,
sandsynligviis = D. coronata som Unge eller med reproducerede
Papiller , hvilket Sidste turde være ikke usandsynligt , da de
engelske Forf. have seet Individer af I), coronata, paa hvilke
enkelte Papiller vare af den af Mtg. beskrevne Beskaffenhed.

4) Benævnelsen Doto er langt senere (1836) atter benyttet for
Crustace - Slægter af de Haan og Guérin , af begge omtrent
samtidigt.

480

Doto saaledes, at alle hidtil beskrevne Melibaeer netop med
Undtagelse af Rang's (Melibe rosea , R.) høre til Doto-
Gruppen x).

Af Slægten Doto foreligge tvende anatomiske Under-
søgelser, den ene af Souleyet (Voy. de la Bonite. [1852]. II.
p. 443—445, pi. 24 bis. f. 20-30), foretagen paa D. coro-
nata; den anden af Alder og Hancock (Monogr. part 2 [1846],
fam. 3, pi. 4; part. VII [1855]. pi. 47 supplem.) anstillet
paa D. fragilis (Forbes) og paa Munddelene af ogsaa den
typiske Art. Begge Undersøgere frakjende Slægten
Kjæber og angive Tungen kun bevæbnet med een
Række Tandplader2).

Nærværende Forfatter har af den typiske Art, Doto
coronata, havt Leilighed til at undersøge et enkelt, stærkt
sammentrukket og saaledes meget lille (neppe 2 mm. langt)
Individ, som af Prof. Krøyer var taget ved Herø.

Svælghovedet (Fig. 18) stemmer i Form ikke lidet med
det af Dendronotus arborescens, men ligner hverken den af
Souleyet (1. c. f.f 25) eller af Alder og Hancock (1. c. part 2
[1845]. fam. 3, pi. 4, f. 3) givne Figur; det var af c. 1
mm. Længde. Kjæberne (Fig. 19, 20, 21) ere omtrent saa
lange som Svælghovedet, meget tynde, og med Undtagelse af
i den tykkere Forende næsten ganske farveløse, hvorved de
let kunne oversees. Forenden (Navlepartiet) har paa sin

') Den mærkværdige Rang' ske, sikkerligt ikke apocryphe Slægt
characteriseres af ham som »gélatineux, transparent«; den er
dertil udpræget ved sit store tondeformige »velum«, som ind-
vendigt er forsynet med cirrhi ; fremdeles ved sine meget lange,
stilkede Rhinophorskeder og angives til Overflod forskjellig fra
»de smaa Dyr, som d'Orbigny har taget ved Rochelle«, og
som efter den vedfoiede korte Beskrivelse have været virkelige
Dotoer. Slægten synes mig i flere Puncter at have den umis-
kjendeligste Lighed med den af Gould (United States
expl. Exped. 1856. p. 309. pi. 26. f. 404.) fra Port Discovery
(Puget Sound) beskrevne Chioraera, som horer hen i Nær-
heden af Tethys eller Hermaea.

'-) Ifølge Souleyet (1. o. p. 444, f. 27) skal Tungen være som hos
Glaucus.

481

inderste Rand den sædvanlige Kam (crista connectiva) til For-
bindelse med den anden Kjæbe; fortil og oventil er den som hos
Dendronotus trukket ud i en Forlængelse, nedentil fortsat i den
sædvanlige Tyggefortsættelse; den sidste (Fig. 21) og i det Hele
Tyggeranden bærer en fortil enkelt, bagtil fleerdobbelt Rad smaa
Takker l). — Det sees saaledes, at det gaaer med Angivelserne
om Kjæbemanglen hos denne Form, som med Ehrenberg's Paa-
stand om Manglen af Kjæbe hos Phyllodesmium, hos hvilken
jeg ogsaa har kunnet paavise vel udviklede Mandibler '-'). Jeg
skulde være tilboielig til at troe, at det vil gaae paa lignende
Maade med d'Orbigny's Angivelse om Mangel af Kjæber hos
»Calliopaea« (Souleyeti [Ver.]) saavelsom med Alders og
Hancock's lignende Paastand med Hensyn til Slægterne Alderia
og Hermaea.

Tungen er i Overeensstemmelse med Angivelserne hos
Alder og Hancock meget smal; Raspe bygningen (Fig. 22) er
omtrent som hos Dendronotus, og Tungen bærer saaledes ikke
en enkelt Række Tandplader, men ud til Siderne for Mellem-
tænderne en heel Række næsten farveløse eller meget svagt
guulladne Sidetænder, som let oversees. Antallet af Tand-
rækkerne syntes temmelig stort, skjondt neppe saa betydeligt,
som det af Alder og Hane. er angivet (100) baade for D.
fragilis og coronata. Tandpladerne ere i det Hele meget
smaa, af svag guulladen Farve. Mellem tænderne (Fig. 24-25)
ere af 0,029-0,034 mm. Brede og tiltage lidt i Størrelse bagad;
de stemme i Form saa temmelig med dem hos Dendronotus;
til hver Side af den lidt fremspringende Odde sees 4-5
(sjeldent 6) Denticler3).

1) Kjæberne bleve kun undersøgte under Dækglas, hvorved deres
Form sikkerligt blev noget forandret.

2) R. Bergh, anat. Undersog. af Phyllodesmium hyalinum, Ehrbg.
1. c. p. 103, t. 2.

3) De af Alder og Hancock (1. c. f. 5, 6) givne Figurer af
Mellemtænderne hos Doto fragilis vise sig at være kun lidet
troe Gjengivelser efter Naturen ; de siges at være glatrandede
eller subdenticulate, medens de hos Doto coronata skulde være
tydeligere tandede.

482

Sidetænderne (Fig. 26) ere af 0,029 mm. Længde
ved en Brede af c. 0,0127 mm.; de vise en lignende Grund-
form som Sidetænderne hos Dendronotus , men ere mere
skraatløbende i For- og Bagranden og bredere i Oddepartiet,
som har flere (6—7) Denticler, af hvilke den inderste er
længst.

Huden indeholdt tætstaaende, guulladne, større og mindre,
stærkt lysbrydende (ligesom fidtlignende) Legemer oftest med
Kjerne (Fig. 27). Forekomsten af saadanne findes hverken
omtalt hos Souleyet eller Alder og Hancock. Det turde for-
tjene herved at bringes i Erindring, at Frey og Leuckart
(Beitr. zur Kenntn. wirbell. Th. 1847. p. 68) fandt den hvide
Farve paa Gjællerne hos Polycera betinget af Fidtdraaber.

I eller mellem Indvoldene fandtes — uden at Stedet
nærmere lod sig bestemme — smaa bruunlige Legemer, der
let gik itu ved Tryk og syntes at være Psorospermier. Saa-
danne synes hidtil ikke bekjendte fra andre hvirvelløse Dyre-
former end Monostomum, hvor de bleve fundne af G.Wagner.

FORKLARING TIL TAVLEN.

Fig. 1. CAMPASPE pusilla, Bgh., fra Undersiden.

2. Samme, fra høire Side.

3. Pande-Papillerne paa venstre Side.

4. Høire Rhinophorskede.

5. Første Papilstamme, af høire Side.

6. Anden Papilstamme, af høire Side.

- 7. Af Huden (sml. p. 4).

8. Svælghovedet ovenfra, med Spiserøret og de paa
sammes Sider fremragende bucco - pharyngeale
Ganglier.

9. Samme, nedenfra.

10. Samme, fra Siden. Bag Spiserøret sees det venstre
bucco-pharyngeale Ganglion.

11. Venstre Kjæbe, fra Udsiden.

- 12. Stykke af Tyggeranden.

483

Fig. 13. Af Belægningen paa Kjæbens Udside.

- 14. Stykke af den forreste og mellemste Deel af Raspen,

ovenfra. Tegnet ved camera- lucida ved c. 750
Ganges Forstørrelse.

A. Af Raspens midterste Deel.

B. Raspens forreste Ende.

- 15. Forreste Deel af Raspen, fra Siden. Tegnet ved

camera lucida ved 350 Ganges Forstørrelse.

- 16. Mellemtand , tegnet ved camera lucida ved 750

Ganges Forstørrelse.
17. Inderste Sidetand, tegnet paa lignende Maade og
ved samme Forstørrelse.

18. Svælghovedet af DOTO coronata, Gm.

19. Venstre Kjæbe af samme fra Udsiden.

20. Høire Kjæbe fra Indsiden.

21. Stykke af Tyggeranden.

22. Et Stykke af Raspen, ovenfra.

23. En Mellemtand fra Undersiden.

24. En lignende fra Rygsiden.

25. En lignende, skraat ovenfra.

26. En Sidetand.

27. Af Huden mellem Papillerne.

- 28. Høire Kjæbe af DENDRONOTUS arborescens, fra

Udsiden.

- 29. Samme, fra Indsiden.

- 30. Mellemste Stykke af Tyggeranden og Spidsen af

samme.

- 32. Stykke af Raspen, ovenfra.

- 33. En Mellemtand, fra Undersiden.

- 34. En Sidetand fra Midten af Rækken.

- 35. Spidsen af første Sidetand.

- 31. Høire Kjæbe af GLAUCUS atlanticus, Forster, fra
Indsiden.

ANATOMISK UNDERSØGELSE

SANCARA QUADRILATERALIS ,

EN NY SLÆGTSTYP AF PLEPROPHYLLIDIERNES FAMILIE

ved
R. BERGH

Hertil Tavlerne XIII og XIV

1 Universitetets zootomiske Museum henstod og havde i
mange Aar henstaaet en skalløs Gastraeopod, som af afdøde
Etatsr. Eschricht i sin Tid (c. 1827) skulde være erhvervet eller
indsamlet ved Cette i Syd-Frankrig. Den var bleven antaget
for og henstillet med Etiquette som en Patella -Form, hvis
Skal var faldet af; men viste sig ved nærmere Undersøgelse
at danne en ny Slægtsform indenfor Pleurophyllidiernes
Familie. Den blev mig med sædvanlig Velvillie af Opdageren
overladt til anatomisk Undersøgelse, kun med Paalæg om
behørig Omhu for at bevare de ydre Former af det eneste
foreliggende Individ. Denne Undersøgelse blev allerede fore-
taget for en Deel Aar siden (1855), er senere atter gjennem-
gaaet i Anledning af gjenoptagne Undersøgelser af en Deel
andre Pleurophyllidier, og kunde, om ikke af anden Gruna,
saa allerede derved have Interesse, at den behandler en ny
og ret mærkelig Dyreform og iiii det saa omhyggeligt under-
søgte Middelhav x).

) Localitets-Angivelserne i det zootomiske Museum ere ikke altid
ganske paalidelige, og mange Forvexlinger synes i denne Hen-
seende at have fundet Sted. Referenten har derfor ikke kunnet
undertrykke en Tvivl om Rigtigheden af Stedangivelsen.

485

Pleurophyllidierne ere forst seent blevne Naturforskerne
bekjendte, saaledes som det overhovedet gjælder næsten alle
nøgne Mollusker. Hverken Linné eller Linnaeisterne havde
noget Kjendskab til herhen hørende Dyreformer, af hvilke
Cavolini1) dog allerede tidligt skal have iagttaget en enkelt,
den senere typiske Art. Dette blev imidlertid den Gang og-
er selv senere forblevet saa at sige ubemærket, og det var
først med dette Aarhundrede og med Udviklingen af en
strengere videnskabelig Conchyliologi (Malacologi), at Inter-
essen vaagnede for Undersøgelser ved Havet og derved Kund-
skaben om saadanne og andre nøgne Mollusker.

Paa en Udflugt til Neapel i 1812 indsamlede J. F.
Meckel en stor Deel Mollusker, mellem hvilke fandtes flere
nøgne, der dannede Typer for nye Slægtsformer, som Aaret
efter bleve beskrevne som Pleurobranchaea og Gasteropteron2),
hvortil et Par Aar senere endnu kom den her under Omtale
værende Gruppe, Pleurophyllidia3). Denne sidste, Typen for
den Familie, til hvilken den nedenfor beskrevne nye Slægts-
form vil være at henføre, blev imidlertid, som publiceret i en
af de lidt læste Disputatser, overseet, og saaledes kunde
Cuvier4) da paa en anden Form af samme Slægt, hjembragt
afBrugmanns, opstille, og Otto for en middelhavsk Art adop-
tere Slægten Diphyllidia5). Uagtet Meckel i sit Archiv
senere atter henledede Opmærksomheden paa den af ham
opstillede Slægt og til den tidligere Form-Beskrivelse endnu
føiede en anatomisk Undersøgelse, saa har Cuviefs Autoritet
sædvanligviis dog haandhævet den af ham givne Benævnelse,
som nødvendigviis maa vige Pladsen for den ældre og i alle
andre Henseender lige berettigede Meckel'ske.

') Rhombus (»Ruommo«, pisc. neapol.), Cavolini.

Monticelli, Caulini vita. 1812 p. 35. cf.
delle Chiaje. Memorie I . (1825) p. 134.

2) Leue, de Pleurobranchaea, novo nioll. genere. 1813.
Kosse, de Pteropodum ordine novoque ipsius genere. 1813.

3) Stammer, observationen ex anatomia comparata. 181G. p. 22.
l) Regne anim. II. (1817). p. 111.

3) N. A. N. C. X. (1820) p. 121—126. t. VII. f. 1.

486

Senere Tiders utrættelige Undersøgelser af europæiske
og fremmede Have have kun bragt et meget ringe Antal
Former af denne Dyregruppe for Dagen. Gruppen, som kun
har en eneste og lille nordisk Repræsentant (PI. Lovéni), til-
hører iøvrigt de varme og hede Havegne.

Cuvier havde forenet den medPhyllidierne til een stor Gruppe,
Inferobranchierne, som sædvanligt er blevet bevaret i denne
Skikkelse og med denne Benævnelse. Vor Kundskab til Phylli-
dierne er altfor ringe til at tilstede nogen sikker Dom om
Berettigelsen af en saadan Sammenstilling, som nok kunde be-
tvivles; men saameget fremgaaer af de nu forhaandenværende
Documenter, at Pleurophyllidierne maae indtage en Plads
nærmest ved og forenede i en større Gruppe med Aeolidierne ;
egenlige Overgangsled ere imidlertid ikke kjendte hverken til
sidstnævnte eller til andre Grupper.

Efter at min Interesse for denne Familie var bleven
vakt ved den nærværende mærkelige Form, har et heldigt
Sammentræf af Omstændigheder sat mig istand til at samle
et temmelig stort Materiale til en monographisk Behandling
af denne Gruppe , som ved omhyggelig Sammensøgen af
allerede bekjendte eller idetmindste benævnede ældre og nye
Arter i det Hele dog neppe omfatter stort mere end en halv
Snees forskjellige Former.

Den mere reent zoologiske Kundskab til denne Dyre-
gruppe er tarvelig nok, men ikke siørt bedre sttiaor det sig
med den anatomiske.

Fra J. F. Meckel's Haaud foreligge tvende anatomiske
Undersøgelser over Pleurophyllidier , begge anstillede paa
den samme Art , PI. unclulata , Meckel. Meckel's forste
Arbeide ■ ) indeholder en Deel hygtige Angivelser af de grovere
Organisationstræk, men er fuldt af Urigtigheder, som tildeels
findes rettede i hans anden supplerende Undersøgelse1), der
imidlertid ogsaa er holdt i den Skizzeform, i hvilken Cuvier,
der hurtigt skulde skabe Malacologien et anatomisk -physio-

») Deutsches Arch. fur die Phys. VIII. (1823). p. 190— 207. t. II.

,487

logisk Fodfæste, var nødt til at publicere sine fleste Bloddyr-
Anatomier. Før dette Meckel's senere Arbeide og uden
virkeligt Kjendskab til hans tidligere havde delle Chiaje2)
offentliggjort en anatomisk Undersøgelse af den samme Art,
men som rigtignok er ulige mere uheldig end Meckel's.
Efterat Cantraine;l) mange Aar senere havde leveret nogle
Bemærkninger om Nervesystemet hos denne samme Art, og
H. Meckel ') om Kjønsapparatet hos den, har SouleyetFj)
endelig i nyeste Tid meddeelt en i de grovere Træk mere
gjennemgaaende Undersøgelse, atter af den typiske Art. Her
findes første Gang en rigtig Fremstilling af Leveren og
sammes Forbindelse med Sidelamellerne, som derved vise sig
homologe med Aeolidiernes Papiller; her findes en noget
detailleret Fremstilling af Karsystemet, men tillige en Deel
aldeles urigtige Angivelser, saaledes ogsaa med Hensyn til
Tungebevæbningen (Raspen), og om en noiagtigere Under-
søgelse af Svælghovedet og egenligt histologiske Forhold er
der ikke Tale.

Af andre end den typiske, middelhavske Art foreligger
hidtil ingen anatomisk Undersøgelse.

^ Arch. fur Anat. u. Phys. 1826. p. 13—19. t. 1. f. 11 — 14.

'-) Mern. sulla storia e notomia degli animali senza vertebre. I.

(1824.) p. 128—132, 137—138 (Forklaring til) Tab. X. f. 12- 20.

3) Malacologie méditerranée. 1840. p. 64. (Nouv. Mém. de l'acad.
de Brux. XIII.)

4) Ueber den Geschlechtsapparat einiger hermaphrod. Thiere. J.
Miill. Arch. 1844. p. (472—507.) 501. t. XV. f. 16.

5) Voy. de la Bonite. Zool. II. (1852.) p. 456 — 459.
(Destoværre mangler her ofte, som saa mangt et Sted hos
Souleyet, Text til Figurerne.)

488

FAM. PLEUROPHYLLIDIDAE1).

Mollusca gastraeopoda2) androgyna.

CORPUS limacinum, ovale vel elongatum, depressum vel sub-
domatum.

CAPUT breve, superne a trunco distincte discretum, inferne
soleae contiguura , Rostro brevissimo, subcylindraceo
terminatum. Clypeus t entacularis transversalis, reni-
formis vel ovalis, margine posteriore solutus et angulis
tentaculatim productus prominentiis brevioribus. Pone
clypeum caruncula tentacularis plerumque adest.
Rhinophoria3)e foveis contiguis pone carunculam tenta-
cularem emergentia, sub margine anteriore pallii partim
absconsilia, subverticalia, erecta, subclavata, breve pedun-
culata, clavo longitudinaliter dense plicato; foveae (vaginae
breves) margine truncato, integerrimo.

TRUNCUS validus, lingulatus, subquadrilateralis. Nothaeum
depressum vel subdomatum, antice a collo discretum, vel in
collum transiens posteriora versus declive, utrinque dilatatum,
margine latera supereminens et in podarium plus minusve
impendens. Pallium subcoriaceum, testa externa vel in-
terna nulla; pagina superalaevis, velpunctata,velverrucosa,
vel pustulis obtecta, vel lineis elevatis pervagata; margine
planulato, foraminulis minutis cribrose pertuso (knido-
poris); pagina inferiore antice branchiis, postice lamellis
lateralibus ornata. Latera (trunci) plus minusve ex-

1 ) Det vil ved den store Mangel paa brugelige Familie - Charac-
teristiker og især ved det yderst ufuldkomne Kjendskab til
denne Gruppe være nødvendigt at forudskikke en Characteristik
af Familien.

2) Denne Benævnelse har jeg bestandig-t (Sml. Bidr. til en Monogr.
af Marsen. 1853. [Danske Vdsk. Selsk. Skr. 5 R. III. p. 315])
anvendt som en Variant paa Cuviers Gasteropoder med Ind-
optagelse af hans Pteropoder.

3) Ovennævnte Benævnelse er foreslaaet af Forf. (Anat. Unders,
af Fiona atl. Vidsk. Medd. fra naturh. Foren, i Kbhvn for
1857 — 1858. p. 290 Anni.) for de hos mange Gasteropoder
forekommende, eiendommeligt byggede ovre Tentakler.

489

cavata, antice altiora, superiora versus in fossam caecara
depressa. In dextro latere sub fossa coeca postice aper-
tura genitalis observatur, magis versus posteriora situs anus.
Podarium reptile, sat validum, sublanceolatum, trunco
paulo angustius sed postice vix brevius; margine anteriore
vix subsuleato; solea oblonga, posterius angustiore, in
posteriore parte plus minusve distincte sulcata.

BRANCHIAE confertae, tenues, alternatim inaequales, anteriora
versus declives, postice abruptae; ex sinu rimaeformi
coeco in suprema parte lateris anterioris emergentes.

LAMELLAE LATERALES pallii paginam inferiorem occupant,
laminae breviores vel longiores, plus minusve crassae,
inaequales, obliquae, subparallelae.

APERTURA GENITALIS cum foramine duplici; ex anteriore
penis prodit, exsertilis, conicus vel flagelliformis.

ANUS verruca prominula, subconica, apice perforata, mar-
ginem lamellarum lateralium fere attingens.

BULBUS PHARYNGEUS validus, brevis, crassus, modo in
anteriore parte mandibulis lateralibus tectus , pulpa
radulae vix vel paullum prominente.

MANDIBULAE conjunctae pelvi tonsorio, fundo fisso valde
similes. Mandibula valida, ovalis, curvata, in interna
dimidia parte incrassata, superne (umbilico) praesertim,
ibique versus posteriorem paginam prominens; postice cum
scissura et processu tenui (masticatorio) praedita. Margo
internus, masticatorius mandibulae subtilissime dentatus,
denticulis pluriseriatis.

LINGVA lata, brevis, superne plus minusve profunde sulcata.
Radula lata, canaliculata; rhachide unidentata, dente
valido, lato, acie denticulata, unicuspide; pieuris multi-
dentatis, dentibus ungvicularibus, omnibus, vel nonnullis,
vel singula modo denticulatis.

VENTRICULUS in saccum coecum prolongatus, ductus hepa-
ticos excipientem.

HEPAR lateribus superioribus corporis et pallio laterali in-
clusum, in lamellas laterales ramulos emittens.

490

CONSPECTUS PLEUROPHYLLIDIDARUM ;

I. PLEUROPHYLLIDIA (MECKEL.)

1. PI. undulata, Meck.

2. - Lovéni, Bgh., n. sp.

3. - Cuvierii, d'Orb.

4. - taeniolata, Peters, n. sp.

5. - Petersi, Bgh., n. sp.

6. - Semperi, Bgh., n. sp.

7. - rubida, Gould.

8. - formosa, Kelaart.

9. - pustulosa, Schultz.

10. - ocellata, Desh. ?

11. - verrucosa, Cantr. ?

12. - marmorata, Kelaart.

II. SANCARA, BGH.

13. S. quadrilateralis, Bgh.

III. CAMARGA, BGH.

14. C. marginata, Ørst.

SANCARA. BGH.

Sancara, N. Gen., Bgh. om Forekomsten af Neldefiim hos Moll.
Naturh. Foren, vidsk. Meddel, for 1860. 1861. p. 330.

Clypeus tentacularis mediocris, tentaculis depressis pro-
ductus. Caruncula tentacularis nulla. Rhinophoria
approximata, sed non contigua, sub angulis marginis
anterioris pallii partim absconsilia , interno latere
laevia, externo longitudinaliter fissa. Pallium antice
non continuum , sed medio in collum transiens,
omnino laeve.

Denne nye Slægtsform adskiller sig allerede ved sin
hele Farve og ved Kappens Beskaffenhed paafaldende fra

491

alle hidtil bekjendte Pleurophyllidier. Den er meget kortere,
høiere og tildeels bredere end de andre; Kappen er
glat og hverken som hos de typiske Former gjennemstroget
af Længdefurer, adskilte ved Ribber (Baand), eller som hos
andre Grupper bedækket med Pustler, Tuberkler eller Stænk;
derhos gaaer Kappen i Midten af Forranden umiddelbart over i
Dyrets Hals. Rhinophorgruberne stode ikke saa tæt som hos alle
andre Pleurophyllidier, og der saaes (som hos Camarga-Slægten)
intetSportil den hos de andreFormer forekommendeC a r u n k e 1
til at dække de i deres Form ganske characteristiske, kun paa
den ene Side bladdeelte Rhinophorer. Tentakel-
skjoldet var meget mindre udviklet end hos andreFormer
og sammes Ører smaa, fladtrykte og spidse. Sidelamellerne
vare i det Hele kun udviklede i temmelig ringe Grad. Der
saaes intet Spor til den hos Dyr af denne Familie ellers
sædvanligviis tilstedeværende Fodfure. — Kjæberne frem-
bøde neppe noget brugeligt Slægtsmærke og ligesaalidt Tungen.

SANCARA QUADRILATERALIS , BGH.

Pleurophyllidia quadrilateralis , Bgh. Forh. ved skand. Ntf. syvende
Mode. 1857. p. 208.
— _ i Bgh. Om Forek. af Neldefiim hos Moll. 1. c. p. 330.
Linguella Elfortii, Blv. man. de malac. 1825. p. 491. pi. XLVII.
f. 2. ?? ').

CORPUS oblongum, subdomatum, quadrilaternm, antice latius,
postice leviter angustatum, utrinque rotundatum. Truncus
quadrilateralis , lateribus exaltatis , patentibus , medio
longitudinaliter impressis. Pal Hum lateribus subparal-
lelis (in spec. spir. vini asservato margine relevato, revo-

!) Jeg kan, uagtet det rimeligviis bestandigt vil forblive uafgjort,
hvilken Form. der har foreligget Blainville, dog ikke undlade
at gjore opmærksom paa de ikke ubetydelige Ligheder imellem
Blainville' s og min Figur (Tab. XIII. f. 3), særligt da paa den
lange, spidse Penis og de spidst udtrukne Hjørner af Tentakel-
skjoldet.

Blainville saa denne Form i det Britiske Museum , hvor den
henstod uden Angivelse af Hjemstavn.

492

luto), posterius sensim angustatum, lingulatim terminatum ;

supra fere planulatum vel parum convexum.
COLOR fuscescente -cinereus, ferruginoso - fusco variegatus,

maculis brunneo-piceis sparsis.
Long. 31, lat. 17, alt. 12 mm.

Af Arten forefandtes som anført kun et eneste Individ,
der af afdøde Etatsraad Eschricht skal være erhvervet i
Cette 1827. Det var særdeles vel bevaret, og maalte i
Længde 31, i Brede 17 og i Høide 12 mm.

Farven var næsten eensformigt bruunligt-graa med svag
Indblanding af Grongraaligt, kun Midten og Siderandene af
Ryggen saavelsom Tentakelskjoldet og tildeels Fodrandene
vare oliven- og leverbrnne. Paa Underfladen og Randene af
Foden ligesom et enkelt Sted bagtil paa Ryggen og paa den
ene Side fandtes enkelte temmelig store , usymmetriske
Pletter af mørk Sepiafarve (og som i Dyrets levende Tilstand
sandsynligviis havde været aldeles begsorte).

Mund røret var paa det undersøgte Individ krænget
halvt tilbage; indenfor den af samme dannede Ring (Yder-
mund) saaes den blottede Læbeskive med de mørkebrune,
smalle Kjæberande og den mellemliggende langstrakt - ovale,
nedefter tilspidsede Mundaabning (Tavle XIII. fig. 5.)

Tentakelskjoldet (Tavle XIII. fig. 3, 5) var meget
mindre udviklet end hos nogen hidtil bekjendt Form af
denne Familie ; dets bageste Rand var løsnet, temmelig bred,
omslaaet og i Hjørnerne fingerformet udtrukket i en kort,
tilspidset Føler, som paa den ene Side var kortere og tykkere
end paa den anden. Der saaes en svag Antydning til en
ophøiet Linie strække sig fra det forreste Fodhjørne op
til Tentakelskjoldet. Der fandtes (som hos PI. marginata,
Ørst. n. sp.) ikke nogensomhelst Antydning til den hos de
andre Pleurophyllidier tilstedeværende Carunkel. De ovale
Rhinophorgruber stode heller ikke tæt sammen som hos de
andre Former (Fig. 5), men vare rykkede fra hinanden, idet
der fandtes en jævn Overgang mellem den midterste Deel af
Kroppen og Halsen. Indadtil i Gruberne saaes en sortagtig

493

Pigmentplet. Rhinophorerne laae lidt skjulte af Hjørnerne
af Kapperanden og vare forskjellige fra dem hos alle andre
Pleurophyllidier derved, at Køllen var glat paa den inderste
Side ' ) , derimod paa Udsiden paa sædvanlig Maade efter
Bøiden deelt i Blade (Fig. 7), der atter vare paalangs tve-
klovede, og som deels skjøde umiddelbart ud fra Rhinophorens
Axe , deels vare forenede to og to paa samme ; Stilkpartiet
var ganske kort, ved Roden af samme kunde intet Oie sees
skinne igjennem.

Kroppen var af en Form, der var noget afvigende fra
den hos andre Pleurophyllidier, hverken saa tilspidset som
hos de typiske eller saa afrundet som hos andre Arter. T
Modsætning til alle øvrige Former af denne Gruppe havde
denne en ganske glat Kappe uden Spor til Længdefolder,
Papler, Pustler eller Stænk; i Forranden var den svagt udrandet,
men i Midten afbrudt og gik uden bestemt Grændse over i
Halsen istedenfor, som hos andre Pleurophyllidier, der at
være skarpt afgrændset og kun forsynet med et lille Indsnit.
Kapperanden var ikke tynd som hos andre Former og stod
saaledes her ikke bræmmeformet ud over Siderne. Selve den
bratte bruunladne Kapperand bar talrige, fine, sortebrune,
hist og her i Grupper samlede, sortebrune Punkter, der viste
sig som fortyndede Hudsteder eller som Aabninger (Knido-

x) Begge Rhinophorer ble ve undersøgte.

2) Gould angiver (United States Explor. Expedit. Moll. [1856]
p. 308) hos sin Diphyllidia rubida Oienpletter tilstedeværende
ved Udsiden af Basis af Tentaklerne. Dersom han virkelig
har seet de meget smaa Øine og ikke taget de sædvanligt
paa Ind- eller Forsiden liggende Pigmentpletter for saadanne,
da er det ialtfald en aldeles enkeltstaaende Iagttagelse ; thi
Øine have hidtil aldrig været paaviste hos Pleurophyllidierne,
skjondt de hos Former med sparsomt og lyst Pigment endog
ere synlige udvendigt og saaledes t. Ex. hos PI. Lovéni og
og pustulosa vise sig tydeligt paa Udsiden af Rhinophorernes
Basis. Paa sammes Ind- eller Forside og paa den tilsvarende
Side i Rhinophorgruben sees derimod meget almindeligt og som
anfort ogsaa hos denne Art en sort Pigmentplet, der allerede
af delle Chiaje er iagttaget hos PL undulata, og tydet som Øie.

33*

494

pori), der dog i det Hele vare mindre tydelige end hos andre
undersøgte Former af denne Familie. Kappen endte bagtil
temmelig afrundet, og sammes bageste Ende var derfor ikke
bunden til Foden ved et smalt Baand som hos andre under-
søgte Arter.

Paa Undersiden af Kappen fandtes Gjæl lerne og
Sidelamellerne anbragte paa sædvanlig Maade. Gjællerne
saaes saaledes naae næsten lige ud til Kapperanden; Side-
lamellerne efterlode en smal, nøgen Strækning, omtrent saa
bred som det Halve eller de f af den lamellerede Strækning;
bagtil fortsatte denne nøgne Strækning sig hen mellem Kappe-
og Fodende og gik over i den tilsvarende paa den anden
Side.

Gjælle bladene (T. XIII. f. (3) vare kortest udad imod
Kapperanden, tiltoge derefter i Brede til hen over Midten af
Gjællesættet og aftoge derfra atter ind imod Bunden af den
temmelig (c. 1 mm.) dybe, halvmaanebøiede, Convexiteten
nedefter vendende Gjællegrube; de største saaes af omtrent
(3 mm. Længde og 24 mm. Høide. Gjællebladene vare af
den efter mine Undersøgelser hos denne Familie sædvanlige
Form og Beskaffenhed. De vare temmelig talrige (c. 50- 60, af
hvilke, som det syntes, 6—8 i Gjællegrubens Bund), tynde,
hindeagtige, tildeels, dog paa ingen Maade aldeles constant,
vexlende i Størrelse, saaledes at længere og høiere Blade
alternerede med 1 — 2 korte og lavere. De vare fortil ganske lave
og de større, især de i Midten af Gjællesættet, udtrukne i ligesom
en tynd , tiin Liste ; hævede sig derefter for i den bageste
Ende at falde lodret af, ofte lidt udhulede i den bageste
Rand, og sædvanligviis, især de i Midten af Gjællesættet,
nedentil udtrukne i en lang og tynd Liste og saaledes, at
de længere og høiere Blade næsten altid skjøde sig længere
frem end de lavere Blade. Ogsaa hos denne Form saa jeg,
som jeg har seet det hos andre, en Overgang af enkelte
af disse Gjælleblade i Sidelamellerne.

Sidelamellerne viste sig indbyrdes tydeligere adskilte
end hos nogen af de andre Arter. Af disse Blade taltes
paa den ene (høire) Side 38, paa den anden 39; de vare

495

temmelig lave, men forholdsviis tykke. De forreste 3 — 4 vare
kortere, mere transverselt liggende, og af samme saaes eet
eller to, som anført, fortsætte sig i Gjællebladene; de øvrige
vare af mere eensartet Form og Størrelse end hos andre
Pleurophyllidier, og kun hist og her saaes enkelte korte
Lameller ovenfra, sjeldnere nedenfra indskudte mellem de
større ; omtrent fra den bageste Femtedeel af Dyrets Længde
aftoge Bladene gradviis i Høide. Under Loupen viste alle
Bladene sig mere eller mindre tydeligt furede i Randen og
nedad Siderne; ned mod Gjællebladenes Rod bleve Furerne
mere udprægede. De bruunlige Leverlapper skinnede tydeligt
igjennem.

Dyrets Sider ere af ikke ringe Høide og temmelig
bratte. Under den bageste Deel af den høire Gjællegrube
saaes den lille runde Genitalaabning, næsten udfyldt af
den næsten 4^ mm. lange, trinde, lidt tilspidsede, noget
bøiede Penis, som under Loupen saaes utydeligt ringet.
Foran Begyndelsen af den sidste Fjerdedeel af den hele Legems-
længde, tæt oppe under Sidelamellerne fandtes Anus som en
kort, afstumpet, gjennemboret, lidt bagudrettet Papil. Mellem
Genital- og Analaabningen, dog nærmere førstnævnte end
sidste og ligeledes na>rmet til Sidelamellerne , saaes endelig
en ganske fiin Aabning, som maatte antages for og efter
nærmere Undersøgelse virkeligt syntes at vise sig at være
Nyre-Aabningen (Tab. XIII. f. 3).

Foden var kraftig og i Overeensstemmelse med den
hele Legemsform bredere end hos de typiske Former af
Pleurophyllidier; en Antydning til en ophøiet Liste forenede,
som anført, Foden med Tentakelskjoldet. Fodsaalen var af
langstrakt, fortil afstumpet Ægform, kun med ringe Antydning
til en Fure i Forranden; der saaes intet tydeligt Spor til
den hos de fleste Pleurophyllidier saa udprægede Fodfure i
den bageste Ende af Saalen eller opdagedes kun en meget
svag Fure, muligviis en ringe Antydning til en saadan.

496

ANATOMISK UNDERSØGELSE.

I Modsætning til Forholdet hos de fleste Aeolidier ere
Legemsvæggene hos denne som hos alle Pleurophyllidier
for tykke til at tillade Indvoldene at skinne igjennem.
Legemsvæggene vare tyndest paa Midten af Ryggen og Foden
samt paa Hovedet. Muskellagene i samme med deres for-
skjellige Retning forraadede sig tildeels allerede udvendigt
fra, især paa Siderne.

Naar Dyret aabnedes fra Rygsiden , gjennemskjares
tilligemed Ryggens Hud- og Hudmuskellag (o: den c. I mm.
tykke Kappe) tillige den tynde Hinde (Peritonaeal-
hinde), som nærmest skiller Legemshulen fra den ydre
Bedækning. Samme beklæder hele Ryggen af Legems-
hulen og folder sig derfra mere eller mindre lodret ned og
deler Legemshulen i flere Rum. Af saadanne (Peritonaeal-)
Dissepimenter bemærkes fortil et, umiddelbart bag Svælg-
hovedet staaende, hvis Slaphed tillader det at følge Svælg-
hovedets Bevægelser; dette -er oventil i Egnen foran de til
Rhinophorerne lobende Muskler fuldstændigt, nedentil ufuld-
stændigt. Længere tilbage saaes et foran Hjertet staaende
Skillerum og et bag samme saaledes, at der som hos Aeoli-
dier og andre Nudibranchier dannes en afsluttet Peri-
cardial-Lacune. Bag det sidstnævnte Skillerum findes
Indvoldene ved en Mængde korte Forbindelses-Strænge og
-Blade heftede til Peritonaealhinden.

Naar Dyret er aabnet efter hele Længden af
Rygsiden, sees forrest Svælghovedet med det Spiserørets
Rod omslyngende Centralnervesystem, Spyttekjertlerne og den
forreste Deel af Maven med Begyndelsen af Tarmcanalen,
der sees stige ned paa høire Side. Bag Maven opdagedes
Hjertet, og den øvrige, største Deel af Indvoldshulen sees fra
denne Side optaget af Forplantningsorganerne , den fortil
liggende fleerlappede Sliim- (Æggehvide-) Kjertel og den
bag samme værende Kjønskjertel. — Aab nes Dyret fra Bug-
siden ved Gjennemskjæring af Fodskiven, sees Svælghovedet
forrest og umiddelbart bag samme den store Sliimkjertel med

497

de i den indleirede Vindinger af Kjønskjertelgangen , bag
Siiinikjertlen den største Deel af Maveblindsækken og til Siden
for den en Deel af Kjonskjertlen og lidt af Tarmen.

NERVESYSTEMET.

Som hos andre »nogengjællede«, og som i det Hele hos
alle Mollusker bestaaer Nervesystemet af to Hoveddele, en
animalsk eller excito- motorisk og en sympathisk, beregnet
paa det vegetative Livs Forretninger.

Det animalske Systems Centraldeel dannes af
de sædvanlige 3 Par Nerveknuder, For- eller Hjerne-Ganglier '),
Mellemganglier2) og Bag- eller Fodganglier3). Som hos
alle de nogengjællede Mollusker ere disse Nerveknuder stærkt
centraliserede, sammentrængte ovenover Spiserorsroden; inderst
og øverst de to sammenstødende Hjerneknuder, som ere smeltede
uadskilleligt sammen, hver med den samsidige, uden- og bagved
liggende Mellemknude. Bag og udenfor hver af disse samlede
Gangliemasser, ligeledes ovenpaa Spiserorsroden, ligger Fod-
gangliet. De sammenhorende Ganglier ere forbundne ved
Commissurer hen under Spiserøret.

Fra den store, ved Forening af For- og Mellemknuderne
dannede, ovale, lidt nyreformede Gangliemasse udsprang som
sædvanligt hos Molluskerne og især hos Grupper, der staae
denne mere nær, (6-7) Nerver til Mundrøret samt Læberne
med de dertil horende Muskler, Tentakelskjoldet, de høiere
Sandseorganer (Gie, Ore, Lugteorgan), Tyggeapparatet (Kjæber
og Tunge) samt enkelte andre Dele; paa nogle af disse
Nerver udvikles seeundære Ganglier (GI. olfactorium, Gll.
buccinatoria). Alle de nysnævnte Nerver synes dog fortrins-
viis at tilhore Hjerneganglierne , medens Mellemganglierne
derimod forsyne Halsens Sidedele og Kroppens Sidevægge og
maaskee ogsaa afgive en Nerve til Parringsapparatet. Bag-

•) Ganglia cerebralia, autt.; GI. cephalica, Huxley.

- ) — branchialia, autt. ; visceralia, autt. ; parieto-splanchnioa,

Huxley.
3) GI. pediaea, autt.

498

eller Fodganglierne ere næsten kuglerunde, utydeligt stilkede
og beliggende udenfor Midten af de forrige; de afgive to
Nervestammer (N. pediaeus longus og brevis) til Foden.

Under Spiserøret sees de tre, nu hos flere Gastraeopoder
(Aeolidier, Pleurobranchier) paaviste slyngeformede Com-
missurer, en mellem Fodknuderne, med hvilken den imellem
Mellemknuderne synes at være forenet, og en mellem Hjerne-
og Buccal-Ganglierne.

De sidstnævnte, Buccal-Ganglierne (GI. bucco-pha-
ryngea), ere forholdsviis temmelig store, beliggende umiddel-
bart under Spiserørets Rod. Udad afgive de 3 Nerver og
ere indbyrdes forbundne ved en temmelig kort Commissur,
fra hvilken der ved Overgangen mellem samme og Gangliet
afgaaer en Nerve bagud.

Til det hos Doriderne af Hancock og Embleton1) og af
mig hos mange Aeolidier (især Glaukerne) paaviste, stærkt
udviklede sy mp at hi ske System saaes her kun svagere
Antydninger. Af dets forreste Afdeling, plexus bucco-gastricus,
fremtræder her et Par smaa gastro-oesophageale Gang-
lier'2) som en paa hver Side af Spiserøret liggende lille
Nerveknude , der staaer i Forbindelse med det samsidige
bucco-pharyngeale Ganglion. Af dets bageste Afdeling saaes
paa Fordøielsescanalen enkelte spredte smaa Ganglier, især
i Egnen af Pylorus ligesaavel som om Kjønsorganernes Ud-
føringsgange.

En nøiere Forfølgen af og dybere Indgaaen paa Nerve-
fordelingen lod sig paa Grund af det saa indskrænkede
Materiale ikke foretage.

Ganglierne ere indhyllede i en løs Bindevævscapsel, der
som Neurilem fortsætter sig ud paa de større Nerver. Neu-
rilemet er gjennemsigtigt, stribet (traadet), med ind- eller
paaleirede ovale eller langstrakte Celler; paa Nerverne saaes

!) Philos. Trans. 1852. part 2. p. 235—239. pi. 17. f. 1.; pi. 18.

f. 1—4.
'-) Gangl. gastro - oesophageum , H. & E. ; GI. pharyngeuni acces-

soriuni, Fr. »fe Leuck.

499

det ikke sjeldent kredsfoldet, længere ude paa dem bliver
det ganske tyndt, næsten strueturlost. Ganglierne sammen-
sattes af temmelig store og af mindre Celler, der tildeels
vare samlede i Grupper og iøvrigt af den hos de fleste
Mollusker sædvanlige Bygning.

SANDSEORGANER.

Ved Udsiden af Roden af Rhinophorernes Huulhed saaes
den meget lille, c. 0, 029 mm. lange, ovale O ie kugle med
sin N. options, sit mørkt bruunsorte Pigment og sin farve-
løse Lindse i) (Tab. XIII. f. 8.).

I Roden af Rinophorets Huulhed fandtes et lille, næsten
kuglerundt Ganglie med flere, fra sammes øverste Deel ud-
springende Nerver, af hvilke enkelte saaes ligesom ganglionært
opsvulmede ved Roden. I disse Nerver, saavelsom i deels
kugleformede, deels nervelignende Vedhæng fandtes en stor
Mængde smaa (0,005—0,01 mm.) cellelignende Legemer, der
sandsynligviis tjene Lugte sandsen. Iøvrigt lode disse mærke-
lige Structuriorhold sig ikke noiere bestemme paa Grund af
det indskrænkede Materiale.

HUDBEDÆKNINGEN, BINDE-, MUSKELVÆV.

En særlig Hududvikling paa Ryggen, der kunde gjøre
Fordring paa Benævnelsen Kappe (Cuv.), forekommer egenligt

1) I Nærheden af det ene Øie fandtes en flad, rundagtig-oval
Skive af næsten ganske lignende Storrelse eller kun lidt
mindre og med Spor til en coucentrisk Stribning. Muligviis
var dette en Otolith , og samme traadt ud af en ved Siden
af Oiet paa lignende Maade som hos mange Heteropoder
liggende Øre blære.

Hos andre Pleurophyllidier har Forf. imidlertid fundet Oreblæren
paa sædvanligt Sted ved Overgangen af Hjerne- i Fodgangliet,
og han kan derfor ikke fornegte en Tvivl om Rigtigheden af
nysnævnte Iagttagelse.

2) Saml. R. Leuckart, iib. die Morphologie der wirbellosen Thiere.

1848. p. 126.
Huxley, on the morphology of the cephalous mollusca.
Philos. Trans. 1853 (Vol. 143. part. 1). p. 45, 49.

500

ikke hos denne saalidt som hos beslægtede Grupper af »Nøgen-
gjællede«. Den Deel, der hos tbrskjellige Undersøgere af
saadanne fungerer under denne Benævnelse, er hele Ryg-
beklædningen med sin bræmmeagtigt fremstaaende Rand.

Paa Legemets Overflade bemærkedes hist og her Rester
af et Lag Epithelialceller (Cylinder - Epithel.) Under
Epitheliallaget sees, idetmindste paa de mere mørktfarvede
Steder, spredte eller i Grupper samlede, men i det Hele
sparsomt tilstedeværende, guulladne, eller mørkere, meget
smaa, uregelmæssigt kantede Pigmentkorn. Stærkt udviklet
optræder Pigmentet kun i de ovenfor nævnte sorte Pletter,
men her paa en heelt anden Maade, for den største Deel
bundet til ganske egne cellelignende, dobbelt- contourerede
Legemer, der paa de forskjelligste Maader ere forbundne til
forskjelligt lange, stavdannede, vinkelbøiede eller bølgedannede,
cylindriske Organer af sædvanligviis 0,005—0,007 mm. Diam.
Disse i og for sig kun svagt guulladne Legemer (Tavle XIII.
f. 10) laae tæt sammentrængte oven paa hverandre og frem-
bragte ved deres Masse den sorte Farve af Pletterne; de svarede
øiensynligt til de hos Dorider (Tavle XIII. fig. 11) og andre
nøgne Mollusker forekommende Spiculae1). De saaes kun

L) Disse Naale (Spiculae) have længe været bekjendte fra Spon-
gierne og ere især i nyere Tid fundne hos forskjellige Alcyonier
(Nephtya, Spongodes, Paralcyonium.) Deres Tilstedeværelse og.saa
hos Molluskerne blev forst paaviist af Gray (Ann. mgz. n. h. XVII.
[184G.] p. 70 [uden Figur]) hos Phyllidierne, senere ere de af Loven
(Vet. Ak. Handl, før 1839. 1841. t. II. p. 232.) samt Hane. og Embleton
(Ph. Tr. 1852. II. p. 243.) iagttagne hos Doriderne. Paa den
anden Side er det oftere, senest især af Alder og Hancock
(Monogr. part VII. [1855.] p. 303.) udhævet, at Pleurophyllidieme
i Modsætning til Phyllidierne skulde mangle Naale. Jeg har
imidlertid kunnet paavise Tilstedeværelsen af saadanne hos det
ikke ganske ringe Antal Pleurophyllidier , som jeg har havt
Ledighed til at undersoge. Naalene udmærke sig kun fra de
colossale hos Phyllidierne ved deres særdeles ringe Størrelse
og ved at være tilstede i meget ringe Mængde. Ogsaa hos
Dendronotus arborescens forekomme lignende Legemer af
0,016 — 0,025 mm. Længde, af usædvanligt stærk guulladen Farve
og i det Hele temmelig stærkt udviklede. Alle disse Legemer
synes ikke at indeholde Kalk, snarere maaskee Silicater, og
ere vel at opfatte som omdannede Bindevævsceller.

501

tydeligt udviklede i de omtalte sorte Pletter. De brusede
ikke ved Syrer (Salpetersyre), bleve heller neppe klarere
derved, hvilket derimod skete ved Tilsætning af kaustiske
Alealier. Disse Spiculae manglede vel ikke fuldstændigt paa
de andre Legemsdele, men forekom idetmindste meget sparsomt.
Selve Huden bestod af runde eller aflange, større eller mindre
Grupper af Bindevævsceller, mellem hvilke der skød sig
tyndere og tykkere Muskelbaand ind (Tavle XIII. tig. 9.)

I Kapperanden saaes, som ovenfor anført, fine Aabninger,
som førte ind i Nel de sække, der naaede ind gjennem Huden
og det subeutane Muskellag. Disse Sække fandtes fyldte
med Neldefiim (Tavle XIII. fig. 30), der vare svagt guul-
ladne, af meget vexlende Længde, der fra 0,076 gik op til
0,2 mm.1).

Under, men uadskilleligt forbunden med Huden findes
det subeutane Muskellag. Det viser sig som tætliggende
paalangsløbende Traade og ulige tykke Bundter af Traade,
der krydses af andre med Tvær- og Skraaretning. Paa de
forskjellige Legemsdele er hele dette Muskellag af meget
forskjellig Tykkelse, tykkest, som det synes, paa Ryggen.
— Paa sidstnævnte Sted saaes desuden Knipper stige lodret
op gjennem Kappens Tykkelse og tabe sig ud i Huden.
Længdelaget fandtes ind mod Peritonaealhinden hist og her
krydset af Fortsættelser af de tykke Muskelstrænge, som fra
Bugfladen stege op langs Siderne og bredte sig vifteformet
ud paa Undersiden af Ryggen heelt hen til Midtlinien, idet
de bagtil ved Siderne af hinanden liggende Strænge med
Enderne krydses. Det underste Lag af Ryggens subeutane
Muskellag er paa sine Steder saa stærkt udviklet, at det
næsten fremtræder som en egen Muskel (M. lougitudinalis
dorsi.) 1 Egnen af Gjællerne fremtræde de paatværsløbende
Elementer ogsaa meget stærkt udviklede og danne her ligesom
en egen Muskel (M. transversus s. respiratorius), der fortil
støder til det forreste Peritonaeal-Dissepiment. — Hudmuskel-

l) Srul. R.Bergh, om Forek. af Neldefiim hos Mollusker. Naturh.
Foren. vdsk. Medd. for 1860. p. 330.

502

laget i Siderne af Kroppen løb fortrinsviis i Skraa- og
Længderetning og krydsedes paa Indsiden af de ovenfor om-
talte lodret opstigende Muskelstrænge. — Fodskivens egen-
lige Muskellag var i Midten og fornemlig fortil tyndt.
Den bestod paa ganske lignende Maade som Dyrets Ryg af
et nærmest Indvoldsbulens liggende Tværlag og et under
samme værende Længdelag, der sandsynligviis stødte umiddelbart
til det egenligt subcutane Muskellag. I Sidedelene er Tvær-
laget især stærkt og giver Foden sin betydelige Tykkelse
sammesteds; ved Overgangen i Siderne træder det i benimod
de '{ Dele af Fodens Udstrækning frem med en Deel (c. 15)
meget stærke, tildeels parviis sammenrykkede, flade, paa
Høikant stillede Strænge, der fortsætte sig opad Siderne og
danne et grovt Gitter, gjennem hvis større Mellemrum Lever-
gangene træde ind til Maven. — Fra den fortil liggende Deel
af Foden, omtrent i Egnen af den bageste Deel af Gjælle-
sættet, lige ved Fodens Overgang i Siden, udspringer paa
hver Side en flad, stærk Muskel, som gaaer lige frem og
hefter sig paa Mundrøret som en af dettes Retractorer
(Tavle XIII. f. 14 a'2.) Skjult af Udspringet af denne Muskel
sees det ene Hoved af den tvebugede Rhinophor muskel
(M. retractor rhinophorii), hvis andet Hoved tager sit Ud-
spring foran det første fra den forreste Deel af Fodskivens
Side; begge (Tavle XIII. f. 13 y) stige derefter opad, hiint
fremad og opad, dette mere lige op til Roden af Rhino-
phoret, paa hvis Stilke og paa Væggene af hvis Huulhed de
da hefte sig med flere Fascikler.

Svælghovedets Musculatur vil nedenfor komme under
nærmere Omtale.

Muskelfibrene viste et homogent eller yderst fiint
stribet og fiint kornet Indhold og ikke sjeldent fandtes Kjerner
som Rest af de Celler, af hvilke Muskelfibrene vare frem-
gaaede. I de til Svælghovedet hørende Muskler, men andre
Steder kun overmaade sjeldent, fandtes indsprængt en Mængde
Celler (Bruskceller) af temmelig eiendommeligt Udseende
(Tavle XIII. f. 23, s. nærmere ndf.)

503

Det løse interstitielle Bindevæv, som hefter Indvoldene
til hverandre og til Bedækningerne, viser sig meest af fibrillær
Natur; paa mange Steder sees det som en spindelvævagtig
Masse, paa andre som tynde Hinder, bestaaende af en homogen
Grundsubstans med Bindevævsceller eller med en Mængde
yderst fine, tildeels i Bundter samlede og hverandre i de
forskjelligste Retninger krydsende Traade. Men foruden
dette Bindevæv fandtes endnu et andet og grovere, sammensat
af hverandre i alle Retninger krydsende Traadbundter med
indleirede Bindevævsceller og Kjerner. Om enkelte Indvolde
optraadte Bindevævet med ganske særegne Characterer, stærkt
blandet med elastiske Elementer (Tavle XIV. f. 48, see nedenfor).

FORDØIELSESORGANER.

Pleurophyllidierne have som Aeolidierne og andre »nudi-
branchiate« Mollusker en kort Krængemund (Rostrum).
Denne var paa det foreliggende Individ halvt eller ufuld-
stændigt tilbagekrænget og viste den gabende Ydermund
lige foran Tentakelskjoldet. Paa denne iagttoges, dog ikke
ret tydeligt, en Adskillelse i en Overlæbe, som skyder sig
ned uden paa Underlæben, der taber sig opad Indsiden af
Overlæben. Mundrørets Bund lukkes af Porenden af Svælg-
hovedet med sammes Læbeskive , som paa Grund af Mund-
rorets tilbagekrængede Tilstand kom til at ligge lige bag
Ydermunden og saaes gaaende over i den øverste Deel af
Mundrøret. I Midten af den tykke, kredsformede, radiat og
circulært foldede Læbe ski ve saaes en oval Aabning, i hvilken
de brune Kjæberan de laae blottede, og mellem samme den
egenlige Mundspalte. Læber, Mundrør og Læbeskiven vise
sig beklædte med en glasklar Cuticula med fine Kreds-
folder. Under samme findes et Lag kort Cylinderepithel.

Svælghovedet (Bulbus pharyngeus) (T. XIII. f. 13—16)
er stort og i det Hele meget stærkt udviklet. Det sammen-
sættes af to stærke Kjæbemuskelmasser, som kun paa den
allerforreste Deel skjules af Kjæberne, og som mellem sig
fatte en Tungemuskelmasse, hvis forreste Deel rager frit frem
i Mundhulen som Tunge, medens den bageste og storre Part

504

for en Deel skjules af Kjæbemuskelmasserne og kun bagtil
træder noget mere tydeligt frem paa Overfladen af Svælg-
hovedet. — Svælghovedets Længde beløb sig til 10 mm. eller
til henimod ^ af Legemslængden, dets største Brede udgjorde
10, dets største Høide 8 ram. Det sees som et temmelig
kort, pæreformet Legeme, der er nogenlunde jævnt afrundet fra
alle Sider, kun lidt fladtrykt paa den bageste Ilalvdeel
af den øvre Flade, lidt tilspidset mod den bageste Ende og
skraat nedad og bagad afskaaret i Forenden (Fig. 14, 15, 16),
hvor det dækkes af Kjæberne og den paa samme hvilende
Plade. — Udvendigt paa Svælghovedet tegne sig tre, dog
ikke ret skarpt adskilte Afdelinger (Fig. 14, 15, 16 a.) Opad
og bagiil sees den bageste, mere flade, seneglindsende Af-
deling, som fornemlig indtager Rummet bag Spiserørsaabningen;
udenom denne lindes den mellemste Afdeling, som opad
bliver smallere og i det Hele danner en mellem den forrige
og den følgende Afdeling indskudt Halvring. Denne sidste,
det nederste eller forreste Hovedstykke, er kun ved en
svag Indsænkning skilt fra den foregaaende og danner en
Ring, hvis Brede omtrent er ligestor overalt. De to første
Afdelinger sees ved nøiere Undersøgelse at tilhøre baade
Kjæbernes og Tungens Bevægelses -Apparat, den sidste at
høre til Kjæberne, som danne ligesom en fjerde Afdeling
paa Svælghovedet, idet de skjule Forenden af den tredie Af-
deling. — Den øverste eller bageste Afdeling (Fig. 14,
15, 16 «) dannes inderst af smalle, buede, Concaviteten fortil
vendende Bundter, som, især de bageste, for største Delen
bøie temmelig brat om ud til Siderne, krybe ind under hin-
anden og maaskee danne Slynger forom Spiserøret, men
hovedsagelig dog synes at fortsætte sig under den følgende
Afdeling, af hvis øverste Deel disse Bundter skjules. I en
stor Bue udenom nysnævnte sees en tynd radiat Muskel.
Den mellemste Afdeling (Fig. 14, 15, 16 ^) sammensættes
af tætstaaende, lodrette, temmelig korte Bundter, der tilsyne-
ladende fortsatte sig i og kun ved et Indtryk ere adskilte
fra dem, der sammensætte den nedenfor liggende Afdeling;
omtrent ved Overgangen mellem den anden og tredie Afdeling

505

taste de fleste af de Svælghovedet fremstrækkende Muskler sig.
Den tre die Afdeling (Fig. 14, 15 y) dannes af tykke
Bundter, der løbe ud til Randen af Kjæberne. Paa Under-
siden af Svælghovedet sees en Deel af disse to sidste Af-
delinger kløvede lige i Midtlinien af den ogsaa hos alle Aeoli-
dier tilstedeværende, her meget langstrakte Spalte, gjennem
hvilken Art. bulbi aabner sig ind i Dybden af Svælghovedet,
ind i Tungehulen (Fig. 14).

Svælghovedet i sin Heelhed bevæges af to Sæt
flade, mod Enderne fingerformet i hinanden gribende Muskler.
Det ene Sæt, Svælghovedets fremstrækkende Muskler
(Mm. protrusores bulbi) (Fig. 15 a'), udspringer fra selve
Svælghovedet, omtrent ved Grændsen mellem den omtalte
anden og tredie Afdeling, baade oventil, paa Siderne og
nedentil; stærkest er et Par flade Bundter ovenpaa til hver
Side (Fig. 13 a) ; alle disse Muskler hefte sig tæt ved
Læbeskiven. Til dette Muskelsæt høre fremdeles korte, flade
Muskelbaand, der tage deres Udspring fra Mundrøret og gribe
ind mellem Halerne af de forrige udenfor Læbeskiven saa-
ledes, at de, naar Svælghovedet er trukket tilbage i Mund-
røret , kunne see ud som Fortsættelser af de nysnævnte
Muskler. — Det andet, stærkere Sæt Mnskler, de Mundrøret
og Svælghovedet tilbagetrækkende (Mm.retrahentes rostri),
ligger udenpaa det forrige. Hertil maae regnes de flade
Muskelbaand, som udspringe paa de udenom og bag Svælg-
hovedet liggende Legemsdele, og som hefte sig paa samme
Sted som de andre, i ringe Afstand fra Læbeskiven. Af saa-
danne Muskler sees oventil flere, udgaaende fra den forreste
Deel af Tentakelskjoldet; nedentil paa hver Side en stærkere
(Tavle XIII. tig. 13 z) (M. retr. longus) , som anført ud-
springende sammen med det ene Hoved af Rhinophor-Musklen;
og heelt nedentil et Par Muskler fra den forreste Deel af
Foden (Fig. 14 a2). — Svælghovedet træder sandsynligviis
nu saaledes i Virksomhed, at det skydes frem for at gribe
Næringsmidlet , idet Mundrøret først krænges tilbage , og
Svælghovedet drives frem ved de respective til disse Func-
tioner hørende Muskler, som derved sandsynligviis under-

506

støttes af Sammentrækning i selve Mundrørets Vægge og
Contraction af Kroppen med større Fyldning af den forreste
Legems-Lacune med Blod. Idet alle disse Momenter ophøre
at virke, træde Mundrøret og Svælghovedet, tilbage i Hvile-
tilstand.

Forfladen af Kjæben kommer først tydeligt tilsyne , naar
Mundrøret med Læbeskiven og en Muskelplade udenfor sidst-
nævnte ere tagne bort. Den inderste Deel af Kjæben eller
den Deel indenfor Muskelpladen skjules nemlig for største
Delen af Læbeskiven, som især hænger fast til den ved sin
ydre Raand, hvor den slaaer sig om i Mundrøret. Naar
denne Læbeskive nu er taget bort, sees den øvrige Deel af
Kjæben dækket af en over den formet Muskelplade, som saa-
ledes er lidt tilspidset opad, afrundet nedentil og paa hver
Side nedenfor Midten ved en temmelig dyb Tværfure deelt i
en øverste og nederste Deel. Fra den yderste Deel af denne
Tværfure udspringer et Par tynde Muskelstrænge, som løbe
gjennem Furen og hefte sig paa Læbeskiven. Pladens
Overflade er jævn, radiat stribet og hænger temmelig fast
til Kjæben, især i Egnen af den inderste Deel af den
omtalte Fure, samt nedentil, hvor den danner en kort Halv-
canal til Optagelse afKjæbernes Tyggefortsættelser. Ogsaa fra
denne Muskelplade afgaae korte Muskler til Mundrøret. Selve
Pladen bestaaer af hinanden krydsende Lag af Muskelbundter,
i Overfladen meest af circulære Bundter, hvorimod radiate
underliggende Bundter danne Massen af Pladen. Paa den
yderste Deel af den saaes korte Muskelbaand heftede, som
vare løsnede fra den nederste Afdeling paa Svælghovedet.

Først efter at ogsaa denne Muskelplade var taget bort,
saaes For- eller Udsiden af Kjæberne aldeles blottet.
Medens hver Kjæbe hos Aeolidierne viser sig som et mere
eller mindre i Høiden udtrukket, tresidigt Blad, sees den
derimod her af mere langstrakt P'orra med næsten parallelt-
løbende Siderande. Medens den Flade, der bærer Kjæben, hos
alle Aeolidier vender meget skraat udefter, og Kjæben som Følge
deraf hos denne Gruppe ligger paa Udsiden af Svælghovedet, er
denne Flade derimod hos Pleurophyllidierne rettet næsten lige

507

fremefter og dækker kun P'orenden af Svælghovedet, hvorved
dette og selve Kjæberne faae et fra nysnævnte Typ meget
afvigende Udseende, skjondt de ved nøiere Betragtning vise
sig byggede efter ganske samme samme Plan som hos Aeoli-
dierne. — Begge Kjæber sees i deres naturlige Leie for-
bundne indbyrdes oventil og nedentil, iovrigt adskilte ved en
smal Spalte. De hængte temmelig fast til den støttende og
bærende Flade bag dem , fornemmelig ved begge Ender, med
hvilke de grebe ind i Fordybninger paa samme, og med
Randene, med hvilke de traadte ind under Kanten af den
nederste Afdeling af Svælghovedet. Foruden ved denne Be-
fæstelse og den ovennævnte Muskelplade ere Kjæberne des-
uden indbyrdes forbundne derved, at et tyndt Chitinlag lige-
som et Ligament er skudt ind mellem de øvre Ender (cristae
connectivae).

Efter at være løsnede i Forbindelse med hinanden
indbyrdes, fandtes Kjæberne tilsammen og i lige Linie at
maale 6^ mm. i Længde, 6 mm. i Brede og 2 mm. i Høide.
Begge tilsammen danne de, naar de sees fra Siden eller især
naar de betragtes fra Bagsiden, ligesom et aflangt, i Bunden
efter Længden kløvet Barbeerbækken (Tavle XIII. f. 18.)

Den enkelte Kjæbe (Tavle XIII. f. 17) maalte i lige
Linie 6i mm. i Længde, 2^ mm. i Brede og 2 mm. i Høide;
den var i det Hele temmelig tyk i Substansen, tykkest i
Midtpartiet og bagved samme, her af indtil ^ mm. Tykkelse.
Af Farve var den hornguul; kun der, hvorKjæben frembød mere
Masse (i hele den indre Halvdeelmed Navlepartiet og Tygge-
fortsættelsen), var Farven kastaniebruun, ligesom denindreDeel,
der dækkedes af Læbeskiven, havde ligesom et lidt poleret Ud-
seende. Paa Brudfladen saaes den bestaae af en mørkere Masse,
dækket paa Forfladen af en lysere. Kjæben er stærkt krummet
ovenfra nedad, og Krumningen temmelig jævn, dog saaledes,
at den i den forreste (øverste) Deel stiger lidt mere lodret
ned, i den bageste Deel skraaner mere jævnt. Kjæben be-
staaer af en yderste, tyndere Deel, der som en Bræmme
udadtil og fortil kanter den inderste Deel, som er meget
tykkere i Substansen og paa Udsiden rager stærkt frem fra

508

den inderste, medens begge paa Indsiden af Kjæben sees at
gaae jævnt over i hinanden. — Udsiden eller For fladen af
Kjæben er stærkt hvælvet ovenfra nedad, fornemmelig dog i
den inderste tykkere Deel, medens Convexiteten af den yderste
tyndere Deel er noget mindre. Denne, den tyndere Deel
danner fortil (oventil) en næsten ret Vinkel mod den tykkere
og er der lidt udad omslaaet i Randen; i den øvrige Strækning
er den næsten plan og skraaner jævnt op imod den tykkere
Deel saaledes, at Skraaningen tiltager bagad, hvor en svag
Ribbe sees strække sig fra det yderste Hjørne af Bagrauden
skraat op til Kjolen, og hvor der tillige tindes nogen
Substans -Fortykkelse af hele Kjæbepartiet indenfor denne
Ribbe. Den indad liggende tykkere Deel er lidt bredere
end den ydre; den begynder oventil som en Fortykkelse af
den indre frie Rand af den ovenfor liggende fremstaaende
tyndere Deel. Denne Fortykkelse danner en Antydning til
det hos de fleste Aeolidier saa stærkt udviklede Navle-
parti, hvilket da her som hos hiin Gruppe gaaer over i det
indre, nærmest Tyggeranden liggende Parti af Kjæben. Den
mod den anden Kjæbe vendende Rand af dette Navleparti
bærer en paalangs løbende svag Ribbe; i samme viser der
sig en Antydning til de Forf. fra Aeolidierne bekj endte
Forhold (cristae connectivae) 1). Fra den øverste Ende af
dette Navleparti hæver sig en Kam, som gaaer skraat ned og
fortsætter sig i den midterste kjølformede Deel af Kjæbens
indre Parti. Dette sidste hæver sig nemlig fra begge Sider
til en næsten median Kjøl, som vedligeholder den samme
Høide indtil henimod den bageste Ende, mod hvilken den
skraaner jævnt. Kjolen gaaer forrest (øverst) over i den anførte lille
Kam; den danner iøvrigt en temmelig skarp Kant, som falder
meget skraat af til begge Sider, dog saaledes at det indre
Affald er lidt længere end det ydre; bagtil smelte begge heelt over
i hinanden. Gjennem hele Længden af det indre Affald be-
mærkes en indimod Tyggeranden liggende Fure, som er over-
fladisk, smal og kun bagtil bredere; den begynder forrest

T) Snil. Anat. Unders, af Fiona atl. 1. c. p. 296.

509

ved Navlepartiet og strækker sig parallelt med Tyggeranden
lige til det ved Bagranden af Kjæben værende Indsnit. Indenfor
samme sees den fortil temmelig stærkt indbuede Tyggerand,
som bagest fortsætter sig i den (c. H mm. lange) bagud-
rettede Tyggefortsætt else (Proe. masticat.), som rager
frem indenfor Indsnittet og ubetydeligt ud over Bagranden
af Kjæben. Tyggefortsættelsen og Tyggeranden ere for det
ubevæbnede Øie og endog ved en svag Forstørrelse (4-5 X)
tilsyneladende glatte. — Ind siden eller Bag fladen af
Kjæben gjengiver den almindelige Form af Udsiden; som
en Følge deraf viser den tyndere Deel af Kjæben sig næsten
plan, den tykkere Deel derimod svagt concav, men begge
Strækninger gaae her temmelig jævnt over i hinanden; oventil
slaaer denne Flade sig over en afrundet Kant om i den
ovenfor omtalte , omslaaede øverste Ende af Kjæben. —
Kjæbens øverste Rand er svagt buet, indadtil mere lige-
lobende og ved et fiint lille Hak afsat fra Navlepartiet; den
skraaner jævnt udad og gaaer med en afrundet Vinkel over i
den oventil skraanende, længere nedentil med Tyggeranden
mere paralleltløbende ydre Rand, som med en afrundet,
næsten ret Vinkel gaaer over i den jævnt hvælvede Bagrand,
der ved et dybt Indsnit er adskilt fra den spidse og temmelig
lange Tyggefortsættelse. — Denne Kjæbe ligner saa-
ledes i det Hele Basalpartiet af den hos Aeolidierne
forekommendeMandibel, eller er altsaa ligesom enAeolidie-
Kjæbe, paa hvilken den store pladeformede Deel, der her
giver Kjæben sin Størrelse, ikke var kommet til Udvikling1).
Under Loupen (4 — 5 X Forst.) bemærkedes paa begge
Kjæbens Flader, især tydeligt i den tyndere Deel og paa
Udsiden, yderst talrige tætstaaende, med Yderranden parallelt-
løbende finere og mindre tine Tilvæxtstriber. Ved stærkere
Forstørrelse sees Kjæben at bestaae af talrige , meget tynde,
hinanden med Randen imbricat dækkende Lag, som ere yderst

1) Da der hidtil hverken foreligger nogen kun nogenlunde brugelig
Afbildning eller Beskrivelse af Fleurophyllidiernes Kjæbe, har
den ovenstaaende Detail været nødvendig.

34*

510

fiiut stribede i Retning lodret paa Tilvæxtstriberne, men uden
iøvrigt tydeligt at vise nogen Sammensætning af formede
Elementer. Tyggeranden (Tavle XIII. f. 19, 20) saaes,
i sin største Udstrækning eller maaskee langs hele sin
Længde1), efter sin hele Brede besat med tætstaaende,
temmelig skarpe Spidser , der ere ordnede i Længde-
rækker , som strække sig gjennem længere eller kortere
Strækninger af Randen, og hvis Antal sædvanligviis beløb
sig til 9—15; ved Roden af Tyggefortsættelsen var Radernes
Antal omtrent dobbelt saa stort. I Rækkerne nærmest Forranden
af Tyggefladen ere Elementerne sædvanligen af mere eensartet
Størrelse, og Rækkerne mere skarpt adskilte; efterhaanden
som de fjerne sig fra denne, blive de ikke alene mindre, men
ogsaa af mere uregelmæssig Størrelse saaledes, at Rækkerne
sees ligesom skyde sig uregelmæssigt ind mellem hverandre.
Elementerne nærmest den forreste Rand rage frit frem og
give samme et fiinttandet Udseende (f. 19); de indenfor
liggende Elementer ere lavere og aftage i Høide nedefter,
hvor de tilsidst kun vise sig som smaa Plader (f. 20). Disse
Smaatænder ere alle enten rettede lige ind imod Mundspalten
eller i den bageste Deel af Tyggeranden opefter. Høiden af
de større af disse Elementer beløb sig til 0,053, Breden til
0,007 mm. ; og samme viste sig ved heldige Itubrydninger at
være den frit fremragende Deel af kegledannede eller uregel-
mæssigt kantede Chitinlegeraer. Den selve Tyggeranden
nærmest liggende Deel af Kjæben sees paa begge dens Sider
fiint skraatfuret, lidt grovere paa Udsiden; Furerne endte
meest ved Mellemrummene mellem disse Elementer.

Udsiden af Kjæben viste sig beklædt med en meget tynd
hvidlig Membran af en ganske eiendommelig, siirlig Bygning.
Denne Hinde sammensættes af uregelmæssige , uligestore,
halede, tætstaaende og med deres Længdeaxe parallelt-liggende,
tildeels alternerende og i Quincunx stillede Celler, alle med

) Den forreste Deel af Tyggeranden var i det Hele ikke saa
vel bevaret, at den tillod nogen bestemt Benegtelse af en
denticuleret Tilstand af samme, der i og for sig heller ikke er
usandsynlig.

511

en omtrent ligestor, rund Kjerne af c. 0,007 mm. Diam.
(f. 21); Kjernen havde atter et eller flere glindsende, smaa
Kjernelegemer. Disse Celler syntes at ligge i et dobbelt Lag l).
Indsiden af Kjæben saaes beklædt med en yderst
tynd, hvidlig Hinde, der oftest blev hængende ved den Flade,
til hvilken Kjæberne støtte sig. Den sammensattes af et
meget siirligt Pladeepithel (f. 22) med temmelig regelmæssige,
kantede Celler af 0,007 mm. Diam. og med tydelig lille
Kjerne.

Efterat Kjæberne ere tagne bort, sees den Flade
blottet, som bærer dem, d. e. Forenden af Kjæbemuskel-
masserne. Umiddelbart nedenfor Navlepartiet og i det Hele
nærmest ved Tyggeranden sluttede Kjæbemuskelmasserne ikke
lige til Kjæberne, men dannede her paa ganske lignende
Maade som, ifølge mine Undersøgelser, hos Aeolidierne en,
men rigtignok meget lille Mundbihule. I Kjæbernes øvrige
Udstrækning slutte Kjæbemuskelmasserne sig derimod nøie
til dem og gjengive derfor med Noiagtighed Bagfiaden af dem.
Den hele Flade er stærkt hvælvet ovenfra nedad, i Midten
kløvet efter næsten hele Længden af en Spalte, Mund-
spalten, som oventil er langstrakt-oval, men nedad udtrukket
i en lang smal Spalte, som ender ved en kort, blind Grube,
som dannes ved Forbindelsen mellem Randene af den Halv-
canal , som optager Kjæbernes Tyggefortsættelser, og den
nederste Deel af den omhandlede Flade. Hver af de to
Halvdele af denne hele Flade sees at bestaae af to tydeligt
adskilte Dele. Den indre er mindre og ligesom vingeformet,
skarpt tilløbende, bredere oventil, smallere nedentil, glat under
Loupen med meget fine Længdefolder og dybere liggende,
paa dem lodrette Striber; den er af mere hvidlig Farve og
svarer i det Hele til den tykkere Deel af Kjæben, men ligger
kun deelviis i Berørelse med samme. Den ydre Deel er
større, af mere guulladen Farve, radiat stribet, og smelter oventil

x) En denne ganske lignende Beklædning af Kjæbens Udside har
jeg fundet hos en heel Række af Aeolidier.

512

sammen med den af den anden Side i den lille Grube,
som optager Navlepartiet af begge Kjæber. Den ydre
Deel af denne Flade dækkes af en yderst tynd cuticula
og det ovenfor omtalte Pladeepithel, hvis Celler udad mod
Randen blive mere uregelmæssige, langstrakte og minde noget
om dem paa Udsiden af Kjæben; den indre Deel beklædes
af Mundhulens Cuticula og Cylinder-Epithel. løvrigt bygges
denne Flade væsenligt af radiate, tætliggende, i flere utydeligt
sondrede Lag liggende Muskelknipper, som strakte sig fra
deres Udspring paa Kjæberanden og paa Undersiden af M.
transversus sup. ind til Beklædningen paa den forreste Deel
af Kindvæggen (M. radiatus bulbi.)

Denne omhandlede Flade er altsaa den forreste Ende
af begge Kjæbemuskelmasserne , som mellem sig fatte
Mundhulen og Tungen. Men medens Kjæbemuskelmasserne
hos Aeolidierne paa Grund af de langstrakte Kjæber og
deres bagudrettede Tyggefortsættelser vise sig som store, i
Længden udtrukne Masser , saa ere de hos denne Form
med sine mindre udviklede Kjæber og sammes nedad
rettede Tyggefortsættelser meget mindre og meget kortere. —
Musculaturen stemmede iøvrigt i det Hele paafaldende med den,
jeg har forefundet hos Aeolidierne'). Den dannes deels
af Muskler, der ere fælleds for begge Kjæber (M. transv.
sup.), deels eiendommelige for hver (M. max. propr.), deels
endelig forbinde Kjæbe- og Tungemuskelmasse (M. rectus
sup.). Trods den umiskj endelige Lighed med Bygnings-
forholdene hos Aeolidierne sees der imidlertid ingen saa
udpræget Adskillelse og Lagdannelse mellem de enkelte Muskler.

Xaar Svælghovedet betragtes ovenfra, sees forrest og i
Midten den flint tværfurede øvre Tværmuskel (M. transv.
sup.), som hos Aeolidierne udspændt mellem og fra de

') Den af Hane. & Emblet. (Ann. XV. [1845]. p. 4— 9. pi. 1. f. 6)
givne Fremstilling af disse Forhold , som Hancock senere
(Monogr. br. nudibr. moll. part III. [1847]. fam. 3. pi. 7—8) har
vedkjendt sig i uforandret Skikkelse , maa jeg efter mine
Undersøgelser af tildeels de samme Former, som have foreligget
de engelske Anatomer, ausee for aldeles urigtig.

513

ydre Rande af Kjæberne, men i sine Sidedele ganske skjult
at de tykke Bundter af den tredie x\fdeling paa Svælghovedet
(M. lateralis bul bi.) Musklen danner den øverste Begrændsning
for den Fure, som fra den ovre Ende af Mundspalten strækker
sig hen til Spiseroret. Naar Musklens overfladiske Lag tages
bort efterhaanden og med Forsigtighed, sees en tyk Streng,
paa sin ydre Side ledsaget af en grenet Nerve, at trænge sig
fremad og udad gjennem en egen Fure i Musklen, at trænge
sig ind mellem de radiate Fibre paa Kjæbemuskelmassens
Forende (M. radiatus bulbi) og hefte sig paa Kjæben. Denne
lige Muskel (M. rectus bulbi) er den Fortsættelse af de
buede Knipper bagved Spiseroret, der paa hver Side saaes
træde ind under Randen af M. transversus sup. Under og
uadskilleligt forbunden med og ikke tydeligt begrændset fra
den øvre Tværmuskel sees den egenlige Kjæbemuskel (M.
maxillaris proprius) udspringende sammen med M. lateralis
bulbi fra Tungebrusken. — Tæt bag Tværmusklen sees Spise-
roret med flere korte, fra samme radierende Muskelknipper,
og bag Oesophagus den omtalte seneglindsende Udbredning af
bøiede Muskelknipper, i hvilken der sees enkelte Huller,
gjennem hvilke den underliggende Muskel kommer tilsyne.
De omtalte Bundter boie alle fortil, idet de inderste danne
en M. sphincter oesophagi; de øvrige fortsætte sig som
Mm. reeti frem under Randen af og videre gjennem M. transv.
sup. I Midten hænger denne Udbredning fastere til den
underliggende skjoldformede Flade og til Raspepulpen, ud til
Siderne er den mere lost befæstet til den underliggende
Muskel. — Efterat denne Udbredning er taget bort, viser
næsten hele Resten af den bageste Deel af Svælghovedet sig
at tilhore Tungen og dens Bevægelsesapparat. Blottet
sees nu bag Spiserørets Rod en lille halvmaaneboiet Flade;
det er en Antydning til den hos Aeolidierne storre skjold-
formede Flade, som dannes, idet at Mundhulen fortsatter
sig lidt bag Spiserorsaabningen henover Raspedækket; fortil
gaaer Skjoldet over i Spiserøret og til Siderne i Kindvæggen,
medens Bagranden slaaer sig om i Raspedækket. Dette sidste
sees først blottet (Fig. 24*), naar Spiserør og Skjold ere tagne

514

bort ; det viser sig ovenfra som en lille, svagt hvælvet, hvidlig
Flade, der til Siden skyder sig fortyndet ned over Sidedelene
af Tungeroden; det har et lille mediant Indsnit og flere Tværfurer;
iøvrigt træder det med sin underste Deel ned i og udfylder
den allerbageste Deel af Kløften mellem Tungens Sidehalv-
dele som en stærk, lidt sammentrykket, i Forenden fladere
Lap, der fortsætter sig bagad som Raspepulpe. Til Randene
af Raspedækket og den bageste Deel af dets Underside
hefter sig (som hos Aeolidierne) en til samme hørende
Spænde muskel (M. tensor tecti radulae.) Denne har sit
Udspring fra det Sted, hvor den øvre Tungemuskel bøier om
fra den nedre Flade af Svælghovedet i den øvre; denne Til-
heftningslinie ligger lidt udenfor den, der tilhører den ovenfor
omtalte Udbredning med buede Bundter bag Spiserøret og
betegner Grændsen mellem den første og anden Afdeling paa
Svælghovedet (Fig. 14, 15, 16 d). Xaar ogsaa denne Spænde-
muskel er taget bort, sees Raspedækket og Raspepulpen aldeles
blottede ovenfra i hele deres Længde (Fig. 24*), og sidstnævnte
paa Siderne og bagtil omgivet af den øvre Tungemuskel
(M. lingv. sup.). Denne sidste Muskel sees først ganske blottet,
efterat ogsaa Raspepulpen er fjernet (Fig. 25). Den viser sig
tilsyneladende sammensat af kraftige, svagt fra Overfladen
fremragende Strænge, der gaae continuerligt fra deres Ud-
spring til deres Ende. Udspringet ligger paa Undersiden af
Svælghovedet, tilsyneladende nedad Randen af den nederste
Halvdeel af Kjæben; Strængene gaae derefter i en Bue opad til
Oversiden af Svælghovedet, convergerende skraat fremad mod
Midtlinien, vise et svagt Indtryk paa det Sted, hvor M.
tensor tecti radulae har været tilheftet, og fortsatte sig der-
efter, de forreste paa hver Side (tildeels under Sidedelene af
Raspedækket) umiddelbart over i Tungen, medens de øvrige
i deres Forløb ligesom afbrydes ved en skarp Kant, ved
hvilken Raspepulpen har været tilheftet (Fig. 25*). Disse
Musklens Elementer fortsætte sig derefter videre frem gjennem
en foranliggende, glat, svagt concav Indsænkning, der er
noget hesteskodannet med næsten parallelt løbende For- og
Bagrand. Denne Indsænkning danner Skaalen, hvori Raspe-

515

pulpen hviler (Fig. 25 *), og foran samme begynder Tungen,
i hvis evre Halvdeel den ovre Tungemuskel fortsætter sig
meget fortyndet. Hele denne Muskel er ganske symmetrisk;
i Midten sees nedentil Indtrædelsesstedet for A. bulbi, og fra
samme strækker en tydelig median Fure sig opefter og frem
gjennem hele Skaalen. Xaar man aabner og udvider denne
raediane Spalte, især oventil i Skaalen, da seer man ikke
alene ind i Tungehulen og overseer en Deel af Tungebrusken,
men man opdager tillige, at de Strænge, hvormed den ovre
Tungemuskel tegnede sig udvendigt paa Svælghovedet, kun
vare Udtrykket for Randene af de tætliggende og ved kort
Bindevæv forbundne tykke Blade, af hvilke Musklen sammen-
sættes (Tavle XIII. fig. 26*, 27*). Bladene kunne da sees ud-
springe fra den bageste Deel af Undersiden af »Tungebrusken«
(Fig. 27); de ere ved Udspringet ganske lave, tiltage der-
efter i Høide opefter, aftage atter fremefter fra Egnen af
den bageste Rand af den skaalformede Fordybning og gaae
foran denne over i den Raspen bærende Membran, Bære-
hinden. — Denne Membran danner den største Deel af Tungen,
nemlig hele den øverste Side, hele Spidsen og den forreste
Deel af Undersiden, hvor den umiddelbart gaaer over i Tunge-
brusken, ligesom den paa den øverste Side fortsatte sig i
den øvre Tungemuskel. Membranen viser sig (efter Afrykning
af Raspen) seig, temmelig tynd og gjennemskinnende og røber
den underliggende Tungehule. Den viste ved en ringe For-
storrelse (4 — 5 X) ovenpaa og paa Randene paralleltlobende
Skraafurer i Overfladen, frembragte ved Rækkerne af Tand-
plader. — Under Bærehinden, men adskilt fra den ved et
neppe }, mm. høit Mellemrum, Tungehulen, findes den eien-
dommelige Tungebrusk, som altsaa først kommer tilsyne
ovenfra, naar Bærehinden og den største Deel af den øvre
Tungemuskel ere tagne bort; nedenfra ligger den derimod
blottet i Mundhulen og danner den største Deel af Under-
siden og Sidedelene af Tungen og repræsenterer den nedre
Tungemuskel (M. lingvalis inf.). Tungebrusken (Fig. 26,
27) er hjertedannet, kløftet efter Midtlinien næsten i sin
forreste Halvdeel (med Kløften udfyldt af Bæremembranen),

516

sammenbøiet, i mindre Grad bagtil, i større fortil. Bagranden
er buet og viser i Midtlinien en lidt fremstaaende afrundet
Spids; Forranden er kortere og skraaner fra begge Sider meget
stærkt mod Midten. Den øvre Flade falder fra begge Sider af
mod Midten og bagfra fremefter; den er glat, svagt sene-
slindsende og sees under Loupen bagtil i Overfladen flint tvær- og
mere i Dybden længde-, i den øvrige Deel alene længdestribet.
Den underste Flade sees gjennem sin Cuticular- og Epithelial-
Beklædning under Loupen flint stribet i Længderetning; ved
Tungeroden bemærkes der lige i Midten et Par tykkere
sammenstodende Muskelknipper, der tabe sig fremad; ud til
Siderne sees stærke, skraatløbende Muskelbaand strække sig
fra den bageste Deel af Kinderne over paa Tungen. Fra den
bageste Deel af Undersiden udgaaer efter næsten hele Bag-
randens Udstrækning ligesom et kort, tykt Baand (Fig. 27),
der synes at være en Fortsættelse af Tungebruskens underste
Lag, og som deler sig i to ved deres Udspring altsaa sammen-
stødende og paa Svælghovedets Overflade kun ved et Indtryk
sondrede Muskelmasser, af hvilke den ene stiger op som M.
lingvalis sup., den anden nedad, skilt, idetmindste ud til
Siderne, i et overfladisk Lag af sondrede tykke Knipper, M.
lateralis bulbi, og et dybere liggende, tykkere af tæt sammen-
trængte Muskelbundter, M. maxi 11 ar i s proprius, hvis
Hovedmasse viser sig som en Fortsættelse af Sideenderne af
Tungebrusken. Snit (Fig. 27), som vare lagte lodret gjennem
Tungebrusken, viste en tydelig Sondring i et underste Lag
og et overliggende tykkere med lodret opstigende hvide
Striber. — Alle Svælghovedets Muskler viste eiendommelige
Structurforhold, som ikke saaledes gjenrindes noget andet
Sted i Musculaturen. Der fandtes nemlig egne Celler, Brusk-
celler, spredte mellem Muskelfibrene og, som det synes,
nærmest tilhørende det forbindende Bindevæv mellem samme,
og derfor tilstede i rigeligere Mængde, hvor Bindevævet op-
traadte i større Mængde. Cellerne varierede ikke lidet i
Størrelse (0,012—0,02 mm. største Diam.), vare rundagtige
eller ovale med dobbelte Contourer og med en meest aflang
Kjerne, som ofte viste eet eller flere Kjernelegemer (Tavle XIII.

517

Fig. 23). — I Bærehinden fremtræde disse Structurforhold
ikke lidet modificerede. Muskelbundterne ere nemlig her op-
løste i en Masse tyndere Knipper, som ved Adskillelse, Ud-
vexling af Bundter og Gjenforening danne meget langstrakte
Maskerum, som ere opfyldte af tæt sammentrængte Kjerner
med tydeligt Kjernelegeme. Kun ved Tungeroden sees et
stærkt udviklet Tværlag af Traade, som synes at mangle
længere fremad. Overfladen af denne Udbredning har Mund-
hulens sædvanlige Overtræk med et Cylinderepithel og en
Cuticula, hvori Tænderne ere anbragte. — I Tungebrusken
viste sig nu lignende Structurforhold som i Bæremembranen,
men atter ikke lidet forandrede. Den bestaaer (Tavle XIII. Fig.
23) nærmest den øverste Flade bagtil af et tyndt Lag af paa-
tværs og derunder af et paalangs løbende Lag af Traade og
Traadbundter med indsprængte Bruskceller, længere fremad
alene af et Længdelag. Under dette bygges Tungebruskens
Masse af et Maskeværk med langstrakte, videre og smallere
Rum, der i det Hele ere mindre end i Bæremembranen; men
som ikke gaae parallele med Overfladen som i sidstnævnte,
derimod staae lodret paa Tungebruskens Flader. Maskeværket
dannes paa lignende Maade som i Bærehinden, og i sammes
af paatværs løbende Traade og Bundter krydsede Rum (Tavle
XIV. Fig. 31) ere de talrige Bruskelementer anbragte. Brusk-
cellerne ere af temmelig varierende Form og Størrelse; de
sees runde, ovale eller pæreformede, af 0,01— 0,25 mm. største
Diam.; de bestaae sædvanligviis af kun to, sjeldnere tre
eoncentriske Laag, der i Midten lade et lille Rum tomt, som
ofte næsten udfyldes af en Kjerne med Kjernelegeme. Der
saaes ingen tydelige Spor til den endogene Celledannelse,
som af enkelte Undersøgere (Claparede ' ) ere fundne hos
forskjellige Gastraeopoder (Neritina, Cyclostoma, Helix, Vi-
trina), hvorved det tillige dog maa bemærkes , at andre
(Semper2) hos andre Former heller ikke have kunnet paa-

') ADat. u. Entwicklgesch. der Neritina fluviatilis. — J. Muller,

Aren. 1857. p. 158—166.
2) Zum feiueren Baue der Mollu^kenzunge. Zeitschr. fur w. Zool.

1858. p. 272.

518

vise en saadan. Allerede i den dybeste Deel af dette Maske-
værk, som danner Tungehrnskens Hovedmasse, optræde talrige
paalangs løbende Muskelknipper, som efterbaanden udvikle
sig til et temmelig tykt Lag af paalangs løbende Traade
og Traadbundter, som paa Undersiden beklædes af et Lag
Cylinder-Epithel og dets Cuticula.

Mundhulen er temmelig lille, paa Grund af Tungens
større Omfang bredere end hos Aeolidierne, men kort; den ud-
fyldes næsten ganske af Tungen. Forrest bøier den over en
temmelig skarp Kant over i den lille Mundbihule; bagad
strækker den sig hen under, hen paa Siderne af og over
Tungen, gaaer paa sidste Sted over i Spiserøret, men fort-
sætter sig endnu lidt længere tilbage og danner den lille
buede Hule mellem Skjoldet og Raspedækket. Sidevæggene
ere svagt udhulede især i den forreste Deel og (paa det
undersøgte Individ) forsynede med en dybere Tværfure; oventil
gaae de over en temmelig skarp Rand ud imod og mødes
med den smalle øvre Væg, der fra den øverste Ende af
Mundhulen strækker sig som en til begge Sider skarpt
udpløiet Halvcanal hen til Spiserøret; den nedre Væg er
kort og smal, idet Mundhulens Sidevægge skraane jævnt
indad. — Mundhulen fandtes tom.

Tungen er nreget kraftig, temmelig kort, svagt nedad
bøiet, temmelig bred, oventil bredere end nedentil, og forfra
seet saaledes afrundet tresidig (Fig. 28). Den øverste Flade
har en, især bagtil dyb, oventil stærkt gabende Kløft og i
Forbindelse med samme staaer en Spalte i den afstumpede
Forende; Undersiden en afrundet, noget fremstaaende, især
bagtil (Fig. 16) og skraaner fra Undersiden opad og udad.
Bagtil begrændses Tungen af Raspedækket og sammes tynde
Fortsættelse til begge Sider ud over Tungeroden. De mod
hinanden vendende Flader af Tungekløften, de til samme
stødende Rande af Tungen og Tungespidsen sees guulladne
og glindsende af den sig i denne Strækning udbredende

519

Tandbevæbning; den øvrige Deel af Tungen er derimod
hvidlig, mat og foles blød og glat.

Mundhulen er gjennem hele sin Udstrækning beklædt
med en seig, men tynd, svagt guulladen Cuticula med under-
liggende Cylinderepithel. Cuticula bestaaer af flere Lag,
hvis Antal især er stort paa den frie Deel af Forenden af Kjæbe-
muskelmasserne (Mundbihulerne) og paa Mundens Sidevægge,
hvorimod det er mindre paa Tungens Sider og især i Rummet
over Raspedækket (Skjoldet). Cuticula gaaer umiddelbart
over i Kjæbesubstansen der, hvor den hefter sig paa samme,
ved cristae connectivae, proc. masticatorii og i Mundbihulerne.
Cylinder -Epitheliets Celler ere af c. 0,02 mm. Høide og
indeholdt sædvanligviis en tydelig Kjerne med Kjernelegeme.

I Tungens Cuticula findes Tandpladerne tilheftede i
den ovenfor beskrevne Udstrækning; ofte lader denne tand-
besatte Strækning af Tungebeklædningen sig løsne som en
sammenhængende, seig, ru Hinde, Raspen. Denne er paa
Grund af Tungekløftens mindre Dybde bagtil paa Tunge-
ryggen tilsyneladende bredere lige foran Raspedækket; den
bøier sig derefter sammen opefter forat træde ind under dette
og fortsætte sig bagad , idet den forrest omslutter den
største Deel af den lodret staaende forreste Ende af Raspe-
dækket , længere tilbage foroven ligesom indkniber hele
den Deel, som udfylder den ved Sammenbøiningen dannede
Huulhed. Raspedækket fortsætter sig bagad som en ydre
Omhyiling om Fortsættelsen af Raspen og danner Raspe-
skeden, medens den stilkede Deel, som omsluttes af Raspen,
viser sig som Raspepulpen, hvis forreste Ende udfylder
den bageste Deel af Tungekløften og forrest lukker Ind-
gangen til det af Raspen omsluttede Rum. — Raspedækket
havde en guulladen Cuticular-Beklædning, der gik ned om For-
enden, medens det tilhørende Epitheliallag derimod syntes
endnu at fortsætte sig længere tilbage og ind paa Pulpen ;
Raspedækket er iøvrigt af musklet Bygning. — Raspe-
Skeden sees som en c. 4 mm. lang lukket Skede, som med
den indesluttede Pulpe danner et trindt , noget nedtrykt
Legeme, med bruunlig Farve formedelst de igjennem skinnende

520

Tænder, og som ovenfor og for Bagenden dækkes af M. tensor
tecti radulae. Indenfor samme Muskel findes først den ydre,
hindeagtige Raspeskede, som kun i den bageste Deel hænger fast
til den tykkere indre, den egenlige Raspeskede, men iøvrigt
er adskilt fra den ved et lille Mellemrum. Denne sidste slutter
sig som den forrige fortil og opad til og gaaer over i Raspe-
dækket; bagtil ender den med en skraatstillet Endeplade;
nedentil, hvor Skeden er meget tynd, hviler den i den Skaal,
som dannes af den øvre Tungemuskel, og er nøiere tilheftet
til sammes forreste, fremstaaende Rand (Fig. 25*). Begge
Skederne ere af traadet (musklet) Bygning, den inderste med
fremherskende Kredstraade; fra den indre udgaaer ovenfra
efter Midtlinien en smal Stilk, som ned mod Huulheden ud-
vider sig til Siderne og svulmer til den pulpøse Masse, Raspe-
pulpen , som næsten udfylder den indenfor Raspeskeden
værende Huulhed. Raspeskedens Kredsmuskellag er paa Ind-
siden beklædt med et Cylinderepithel med Celler af c. 0,025
mm. Høide og c. 0,005 mm. Brede; det strækker sig lige op
til det omtalte Stilkparti og mangler kun paa den bageste
Ende, som aldeles udfyldes af Pulpen, der optager Bagranden
af Raspen ligesom i en Fals. Paa Epitheliet sees en Cuti-
cula med Tænder (o: den om Pulpen sammenboiede bageste
Ende af Raspen). — Pulpen er noie formet efter Væggene
af Raspeskedens Huulhed, fremefter bliver den lavere og
gaaer fortil over i den forreste Ende af Raspedækket (lin gu la).
Den bestod ligesom af et Corticallag og en Medullær-Masse.
Den første sammensættes af meest rundagtige eller ovale, tæt
sammentrængte, mindre og større Celler af indtil 0,034 mm.
største Diam. og ikke ulige Ganglieceller. Medullærmassen
byggedes af Traade og Bundter af Traade, som tildeels vare
ligesom varicøse, saaes blandede med Kjerner, og krydsedes
i de forskj elligste Retninger, men hovedsageligen dog løb
paalangs. Denne Pulpens Organisation stemmer væsenligt
med den af Semper (1. c.) hos forskjellige Gastraeopod-
former paaviste Typ og kommer den af ham hos Aplysia
efterviste Bygning nærmest, ligesom den heller ikke er meget
afvigende fra den, jeg har iagttaget hos Aeolidierne.

521

I Cuticularbeklædningen paa Tungeryggen og inde i
Raspeskeden ere Tand pladerne nu anbragte i paralleltløbende
Tværrækker, den ene tæt bag den anden. Af saadanne
Rækker taltes 42, at hvilke de 32 laae blottede i Mundhulen,
medens der desforuden paa Undersiden af Tungespidsen
saaes Spor efter affaldne Tandrækker; de 10 bageste Rækker
laae under Raspedækket indenfor Raspeskeden. Tand-
pladerne paa Undersiden og tildeels paa Forenden af Tungen
vare for en Deel beskadigede ved Slid eller Bræk og for en
stor Deel heelt udrevne, saaledes at de forreste Tandrækker
alene repræsenteredes af Mellem- og de nærmeste Sidetænder
samt hist og her nogle spredte Tænder mere ud til Siden.
Tandrækkerne ere alle eensartede, idet de indeholde en enkelt
symmetrisk Mellem tand og til hver Side af samme en
heel Rad usymmetriske Sidetænder, der ere stillede
paa en lidt bugtet Linie, som ovenfra, forfra og udenfra
skraaner nedad, bagtil og indad. Antallet af Tandplader i de
forskjellige Rækker var ikke lidt forskjelligt og sædvanligviis
ikke eens paa begge Sider af Mellemtanden; det hoieste
Antal, som taltes ud til Siden (i en fuldstændig Række fra
den forreste Deel af Tungeryggen [6te — 8de Række]), var
66; paa Rækker længere tilbage fandtes kun 59. De to
bageste Rækker Tænder indenfor Raspeskeden (Tavle XIV.
Fig. 14) saaes trinde eller uregelmæssigt kantede, farveløse,
boielige og ofte ligesom lidt snoede i Spidsen. — Tandpladerne
ere der, hvor de frembyde mere Masse, i Basalpartiet og i
det Hele de tykkere Dele af Tanden lyst ravgule ; Mellem-
tænderne ere mørkest, undertiden af næsten bruunlig Farve;
Farven er sædvanligviis lidt stærkere i de indad mod Midt-
linien liggende Tænder, svagest i de yderste og optræder
ligeledes først i de inderste Tandplader af de uudviklede
Rækker. Tandpladerne indenfor Raspeskeden vare i det
Hele mørkere. Tandpladerne vare haarde, ikke let brækkelige
og syntes, som Gastraeopodernes Tænder i det Hele, dannede
af C hi tin lignende Masse. Tandpladerne ere af ikke ringe
Størrelse, Størrelsen tiltager skjøndt kun i meget ringe
Grad bagfra fortil.

522

Mellemtænderne (Tavle XIV. Fig. 33, 34) vise sig som
næsten tresidige pyramidale Legemer med bagud bøiet Spids og
plan eller meget svagt udhulet Grundflade, der er heftet i
Cuticula. Basalfladen er (Fig. 24 A) subquadratisk, med
noget convex Bagrand, svagt udhulet Forrand, og Siderandene
ligesom Bagranden svagt udbugede i Midten. Pyramidens Bag-
flade (Fig. 24 B) staaer næsten lodret paa Grundfladen og
falder fra den fremstaaende, paa Midten lidt puklede Midte-
deel skraat af til begge Sider og er temmelig skarpt afsat
fra Sidefladerne. Disse ere lidt convexe, skraane fremefter
mod den afrundede, oventil svagt, nedentil dybere udhulede
Forside, som taber sig over i Udrandingen af Forranden.
Sidefladerne ere i deres bageste Deel udpløiede med ikke
ganske overfladiske paralleltløbende Furer, som ere adskilte
ved skarpe Ribber, af hvilke hver løber ud i en kort frem-
staaende Spids; af saadanne Spidser taltes der paa hver
Side af Tandlegemets korte spidse Odde 6-8, sjeldent 9. —
Længden af en Mellemtand (maalt gjennem Basalfladen) beløb
sig til 0,125—0,13 mm.

Sidetænderne ere kraftige, hageformede, sammentrykte
Legemer, der ere aldeles gjennemsigtige og saaledes lade.
Ophøininger og Fordybninger paa den ene Flade skinne
igjennem paa den anden , hvilket møisommeliggjør den
nøiagtige Bestemmelse af Tændernes Form saaledes, at denne
i det Hele kun bliver mulig ved Dreining af Tandpladerne i
de forskjelligste Retninger, ved Undersøgelse af dem ogsaa i
tørret Tilstand og ved Sammenligning af Tegninger tagne i
Tændernes forskjellige Stillinger. De inderste og især den
inderste Sidetand nærme sig i Form meget til Mellemtanden,
som derved næsten seer ud som om den var fremkommet ved
Sammensmeltning af et Par inderste Sidetænder. Gjennem
disse 3 — 4 inderste Tænder udvikles da lidt efter lidt den
Form, som disse Tænder derefter bevare næsten uforandret
ud til Randen af Raspen. Sidetænderne ere med deres
korte, tykke Basaldeel heftede i Cuticula og danne med
denne en Vinkel af 45—90°, sædvanligviis dog af 45°; de
hælde med Fladen indad mod Midtlinien saaledes, at de

523

med Randen af deres Rygning komme til at falde lidt over
hinanden (Fig. 40); med Spidsen pege de under en spids
Vinkel indad mod Midtlinien (Fig. 33). De to inderste
Sidetænder afvige, som anført, i Form betydeligt fra de
øvrige; de ere meget mere plumpe, faste og kraftige, frem-
byde en kun meget ringe Udvikling af Hagepartiet, samt
mangle Indtrykket paa den ene Sideflade af Legemet. Den
forste (Fig. 35) bar sædvanligviis 6 Dentikler paa Udsiden
og 2 — 3 meget finere paa Indsiden; dens Basaldeel maalte
0,08 mm. i Længde; Længden fra Tandspidsen til Bagranden
udgjorde 0,10 mm. Den anden (Fig. 36) havde sædvanligviis
8 Dentikler, Længden af dens Rygning var 0, 1 2 mm . Den t r e d i e
(Fig. 33) havde allerede mere af den sædvanlige Form, viste
8 — 9 Dentikler paa Udsiden; Rygningen maalte 0,14 mm.
Den fjerde (Fig. 33, 37) Sidetand havde 10—13 Dentikler,
dens Rygning maalte 0,1G mm. Den femte (Fig. 33, 38) havde
sædvanligen 14 Dentikler og lignede ganske de følgende
Sidetænder, kun var den kortere, dens Længde udgjorde
0,177 mm. Paa de følgende Tænder udviklede Hagepartiet
sig nu efterhaanden stærkere, men med svagere Dentikler
saaledes, at Sidetænderne ved Overgangen mellem omtrent den
anden og tredie Fjerdedeel af Rækken efterhaanden vare
naaede op til en Længde af 0,3—0,37 mm.; i den yderste
Fjerdedeel aftoge Tænderne, skjondt de bevarede den samme
Form, i det Hele betydeligt i Størrelse og Udvikling, saaledes
at de yderste kun maalte 0,15-0,25 mm. — Sidetænderne
ere krogdannede Legemer, som bestaae af et Legeme og en
Hage , der under en ringe Vinkel gaae over i hinanden.
Legemet har en indre convex Sideflade og en ydre noget
concav, hvis Fordybning indfattes af fremstaaende Rande
især ovenfra og nedenfra. Legemets bageste Rand er svagt
Sformet bøiet, bredere oven- (fortil) end nedentil (bagtil), og
skraaner fra Midtlinien ud til begge Sider; nederst (bagtil)
gaaer den over i en stærkt udviklet Knop; som paa sin
Under- (Bag-) flade har en Kjøl, som fortsætter sig op i
Kjolen paa Bagranden af Legemet. Midten af Tandlegemets
Rygning er bagtil svagt udhulet paalangs og skraaner i begge

524

Sidedele især udad. Tandlegemet fortsætter sig jævnt over i
Hagepartiet, som er jævnt bøiet og kun i Spidsen stærkere kroget;
det har to øvre skraanende Flader og en nedre, som skraaner
indad; det sees derfor paa Brudfladen tresidigt (Tavle XIV.
fig. 39 C). Randen af den ydre Flade (Fig. 39 A) er skarpt
udploiet med skraat fremefter rettede og udad mod Randen
dybere Furer; de mellemliggende skarpe Ribber staae frem i
Kanten med Spidser, der i Enden vare ligesom afbidte, og af
hvilke der taltes fleest paa de i Midten af en Række liggende
Tandplader, færre paa de mere indad og udad, og paa de
yderste manglede de ganske (Fig. 33, 42). Antallet af
Dentikler varierede mellem 13 og 32; sædvanligviis var det
i Midten af Tandrækkerne 16—19; ofte var Denticulationen
meget uregelmæssig og ligesom Spring tilstede i den.

Spytte kjertierne saaes som to trekantede, temmelig
store og voluminøse, guulladne Masser (af 6 mm. Længde)
liggende ud til Siden for Svælghovedet i den lille Fordybning,
som dannes der i Egnen foran Gjællerne, mellem dem,
Svælghovedet og Maven, til hvilken sidste de tildeels vare
heftede. Kjertlen bestaaer af større og mindre , uregel-
mæssige Lapper, der atter sammensættes af mindre; med
denne Lapdannelse følger en tilsvarende Forgrening af Spyt-
kjertelgaugen. - Spytkjertelgangene, een fra hver Kjertel,
sees liggende inde i og forløbe omtrent efter Axen af Kjertlen,
idet de modtage Grene fra Siderne; de ere lange, i deres
frie Dele længere end Kjertlen, tynde og træde efter flere
Bøininger hen over de Xerve-Commissurer, som nedenfra om-
fatte Spiserøret, ned til den øvre Flade af Svælghovedet,
hvor de indmunde i en lille Grube foran og udenfor Tunge-
roden til Siden for Raspedækket, altsaa ikke langt fra Spise-
rørsaabningen.

Spiserøret (Tavle XIII. Fig. 12) er temmelig kort,
heftet til den øverste Flade af Svælghovedet, og aabner sig
ind i Maven med en aflang Aabning. Indvendigt i Spiserøret
saaes flere lave Længdefolder og et Par stærkere, der fort-

525

satte sig i Randene af den i Mundhulens Loft værende
Fure.

Maven var kort, men rummelig; bagad aabnede den
sig i Maveblindsækken , og til høire Side ud i Tarmen. Da
Dyret aabnedes fra Rygsiden, saaes Begyndelsen af Tarmen
blottet; den øvrige Deel af Tarmen og Maveblindsækken laa
(omtrent som hos de notoprocte Aeolidier og Glaueinerne) tildeels
dækket af et kjertlet Organ (Kjønskjertlen). I den Cardia
nærmest liggende Deel af Maven saaes talrige, tætstaaende
Folder, der vare Fortsættelser af dem i Spiserøret, men ved
Pylorus atter flere korte Længdefolder, der endte ved den
skarpe Rand, hvormed Maven gik over i Tarmen; længere
tilbage var Maven mere glat, indtil henimod Overgangen i
Blindsækken, hvor der atter optraadte tætte og stærke Længde-
folder. I Mavehuulheden fandtes forskjellige ubestemmelige
Plantedele, en Decapod af 8 — 9 mm. Længde, og en lignende
mindre med langstilkede Oine, samt enkelte smaa ligesom
Cycloid-Skæl; derimod saaes intet Spor til Dyrets egne Nelde-
fiim, som jeg derimod næsten constant har fundet i Fordøielses-
hulen hos Aeolidierne. — Maveblindsækken er langstrakt,
meget snevrere end Maven og af næsten ligelig Tykkelse gjennem
hele sin Længde ud til næsten den yderste Ende af Legemet; den
optog fra hver Side flere — som det syntes 5 eller 6 — Lever-
gange, hvorimod ingen syntes at træde ind i selve Maven.
Maveblindsækken havde paa sin nederste Væg flere Længde-
folder, iøvrigt spredt staaende Kredsfolder. Denne Blindsæk
vil paa Grund af sin med Maven eensartede Bygning være at
opfatte som en Forlængelse af Maven og ikke , som det efter
mine Undersøgelser derimod er Tilfældet med de notoprocte
Aeolidier og Glaukerne, som en stor fælles Levergang. —
Tarmen udsprang temmelig nær ved den videre Pylorus-
aabning og gik bagad hen langs den bageste Deel af Sliim-
og den forreste af Kjønskjertlen, krydset af flere Levergange
fra høire Levermasse. Den var temmelig tyndvægget, Sliim-
hinden i samme viste flere fine Længdefolder. Tarmhuulheden

fandtes tom.

35*

526

Fordøielseshulen viste overalt den samme Bygning af
Væggene. Udenom Resterne af en Epithelialbeklædning saaes
en Muskelhinde, sammensat af et Kreds og et Længdelag,
ligesom og hist og her skraatløbende Bundter. I det løse
Bindevæv om Fordøielsescanalen saaes ofte Bindevævsceller
med Fidtblærer og i samme eller i selve Fordøielseshulens
Vægge fandtes desuden hist og her spredte uni- og bipolære,
smaa , eencellede Ganglier af indtil 0,04 mm. største
Gjennemsnit, især saaes flere saadanne i Egnen af Pylorus
(see ovenfor).

Leveren findes paa begge Sider af Maven og dens
Blindsæk, liggende udenfor Legemshulen, adskilt fra den
ved det ovenfor omtalte, fra Foden opstigende Muskellag og
de stærke Muskelstrænge, der danne ligesom et Gitter, hvori-
gjennem man fra Legemshulen utydeligt kan skimte Lever-
massen strækkende sig langs Gjællerne og hele den lamellerede
Strækning af Kappens Underside. Levermassen syntes som hos
andre af mig undersøgte Former at dannes af tykkere og tyndere,
tykvæggede rørformede Stammer, der fra Levergangene
udbrede sig udefter og opad med hyppige Greninger og Ana-
stomoser i den øverste Deel af Kroppens Sider og den yderste
Deel af Kappen. Fortsættelser af disse Stammer træde
derefter — saaledes som allerede antydet af Souleyet1) —
ud til Sidelamellerne, og opløse sig forinden Indtrædelsen
dem i en Mængde paralleltløbeede , mere eller mindre
knudrede Grene, der fordetmeste forløbe udeelte til henimod
Randen af Lamellerne og der dele sig i to eller tre korte
Grene, som ofte bare mindre Sidegrene. Ved Afrykning af
Sidelamellerne fra deres Tilheftningsflade saaes denne derfor
gjennembrudt af en Mængde bag hinanden staaende fine

') Voyage de la Bonite. Zool. 1. c. p. 459. pi. 24 E. f. 4, 5.
10, 11, 13.
Blanchard har iøvrigt allerede (Ann. des se. n. 3 S. IX. [1848].
p. 18(3) gjort opmærksom paa, at Pleurophyllidierne ved
deres Leverbygning dannede et Overgangsled mellem
Tethyder og Aeolidier.

527

Aabninger, der tilhøre de overrevne Levergrene. Efterat have
afgivet disse Grene til Sidelamellerne syntes Stammerne
endnu, saaledes som jeg har iagttaget det hos andre Pleuro-
phyllidier, at fortsætte sig ud mod Kapperanden og ende i
Nærheden af N eldesækkene, hvis Leie saaledes er ganske
analogt med Beliggenheden af disse Organer hos
Aeolidierne, hvor de ogsaa findes ved Enden af Lever-
lapperne. — Leveren viste væsenligt den sædvanlige Bygning;
Stammerne dannes af en homogen Hinde, som paa Indsiden
var beklædt med den sædvanlige Levermasse, bestaaende af
uregelmæssigt rundagtige Celler (Leverceller) med Kjerne og
og Kjernelegeme, samt moleculært fidtagtigt Indhold; i de
yderste Levergrene synes der kun at findes et enkelt Lag
Leverceller. Gjennem Leverlappernes Axe løb Levergangen,
som enten fandtes tom eller sædvanligviis fyldt med ligesom
opløst Levermasse. — Levergangene traadte frem fra Leverens
Overflade og indmundede i Maveblindsækken; hine og denne
ere som anført aldeles uden den Belægning, som derimod
sædvanligviis forekommer paa Aeolidiernes Levergange.

BLODLOBSORGANER.

Som hos »Nudibranchierne« og hos Molluskerne i det
Hele findes ogsaa her et stærkt udviklet Hjerte, Arterier og
Vener , som sandsynligviis ende i og udspringe fra de i
Legemsbedækningen saavelsom i og mellem Indvoldene liggende
Blodrum, Lacuner.

Hjertet ligger paa Rygsiden, bag det andet store Peri-
tonaeal-Dissepiment, eller laa (paa dette Individ) ved den
forreste Deel af den anden Trediepart af Dyrets Længde,
paa Maven. Det er med Enden af den store Stamvene og
Aorta-Roden indesluttet i en rummelig Hule, hvis øvre Væg
er uadskilleligt forbunden med Ryg - Bedækningerne , hvis
nedre og bageste er sammenvoxet med Kjonskjertlen, og hvis
forreste dannes af det omtalte Skillerum. Denne Hule maa
snarere opfattes som en stor Pericardial-Lacune end
som en .»Hjertepose« (Hane). Hjertet bestaaer af et For-

528

og et Hjertekammer. Forkammeret er tyndvægget , lang-
strakt, dækker Kjonskjertlens forreste Deel og aabner sig
skraat til Høire ind i Ventriklens Grundflade; i den bageste
Ende saaes den store Stam-Vene indmunde. Hjertekammeret
peger lidt over mod høire Side, er kegledannet, tykvægget,
guulladent; paa dets Indside saaes stærkt fremspringende
Muskelstrænge.

Aorta (Truncus aortae) udsprang fra Forenden af
Kammeret, er som Stamme ganske kort, gjennemborer den
forreste Væg af Pericardial-Lacunen og deler sig i en forreste
og en bageste Green. Aorta anterior (cephalica, autt.),
gaaer fremad og til Venstre hen under Maven foran Sliim-
kjertlen og fortsætter sig med flere Bugtninger (forat kunne
følge Svælghovedets Bevægelser) som A. bulbi pharyngei hen
til den bageste Deel af Underfladen af Svælghovedet; her
deler A. bulbi sig i to Grene, af hvilke Hovedgrenen,
Fortsættelsen af Stammen, synes som A. lingvalis at ende
ved den ovenfor omtalte Spalte paa Undersiden af Svælg-
hovedet (d. e. aabner sig i Tungehulen), medens den anden,
A. (A. bulbi propria) stiger op ad Svælghovedets Bagflade.
Aorta poste rior (hepatica, autt.) gaaer bagad, og Hoved-
stammen som A. gland. hermaphrodisiacae ind i Kjønskjertlen,
med hvis Udføringsgang den sees at forgrene sig ' ).

Det var ved det indskrænkede Materiale ikke muligt at
følge Venerne eller at overbevise sig om Rigtigheden af
Souleyet's Angivelse (1. c. p. 457), at det i de »forreste
Gjæller« indtrædende venøse Blod skulde komme fra Legemets
Indre (de store Lacuner), det til »de bageste« derimod fra
Kappen og Huden (enveloppe extérieure). Af Vener kunde
ingen andre forfølges end den store Stam-Vene, som gik
langs Ryggen henover Kjønskjertlen og endte i den bageste
Ende af Forkammeret. Legemsvæggen over Gjællerne er i
det Hele meget spongios; af noget lignende Beskaffenhed
saaes ogsaa Fodens Sidedele. Af større Blodrum, Lacuner

1 ) Arterieforgreningen stemmede saaledes i de A'æsenlige Forhold
med den af Souleyet (1. c. f. 13, 14) givne Fremstilling.

529

findes forrest en, i hvilken Svælghovedet er anbragt, Hoved-
Lacunen; længere tilbage ligger en anden, Pericardial-
L ae unen med Hjertet, desuden sees en Deel mindre Blodrum
længere tilbage, og imellem Indvoldene Krop-Lacunerne.

AANDEDRÆTSORGANER.

Hos Pleurophyllidierne som hos Aeolidierne maa Beklæd-
ningen paa hele Ryggen (Kappen) og især dens Vedhæng an-
tages at tjene Aandedrættet, og Pleurophyllidierne s Side-
1 am eller vise sig i den Henseende aldeles homologe med
Aeolidierne s Ry g-Pa piller. Men hos Pleurophyllidierne
findes desuden særlige Redskaber udviklede til denne Function;
der optræder indenfor denne Gruppe særligen og stærkt ud-
viklede Gjælleblade, som derimod kun ganske undtagelsesvis
(Fiona) forekomme hos Aeolidierne og da alene som Ved-
hæng til Ryg-Papillerne.

Gjællerne vise sig, som anført, som tæt sammentrængte,
tynde, hindeagtige Blade. De dannes yderst af et Epithel,
af hvilket der dog kun var bevaret svage og utydelige Spor;
under samme findes et tyndt Lag af temmelig spredt liggende
mindre Bindevævsceller med Kjerne og moleculært Indhold;
indenfor dette bygges Gjællebladet af et Gitterværk af paa-
langs og paatværs løbende Traade og Traadbundter, som
simulere et Karnæt. I dette Gitterværk sees noget fladtrykte
Baand af 0,007 mm. Gjennemsnit, enten enkeltviis eller nogle
faa sammen, strække sig fra Gjællebladets tilheftede til dets
frie Rand; skjøndt de i deres Forløb ofte vare noget bugtede,
hist og her ogsaa indgik Anastomoser ved Udvexling af deres
Elementer, saa forløb disse Baand dog i det Hele temmelig
parallele, adskilte fra hinanden ved Mellemrum, der sædvan-
liu'viis vare af 2—4 Gange Baandenes Brede; ude i Gjælle-
randen syntes Baandene tildeels at bøie slyngeformet over i
hinanden. Disse Baand krydsedes fordetmeste under næsten
rette Vinkler af paatværslobende Bundter af tæt sammen-
trængte fine Traade; disse Bundter vare af betydeligere Brede
end de efter lloiden opstigende Baand; udad mod Gjælle-

530

randen tiltoge de i Brede og laae der nærmere ved hinanden,
fbrnemmeligen ude i selve Randen. De mellem disse to Sæt
Elementer dannede Maskerum ere fordetmeste næsten rect-
angulære, undertiden ogsaa udtrukne mere i Tværretning,
hvilket i Reglen er Tilfældet ud imod Randen, hvor Maske-
rummene tilsidst næsten forsvinde.

Sidelamellerne vise i det Væsenlige en ganske
lignende Bygning som Gjællebladene. De dannes af to tynde,
i hinanden i Randen overgaaende Lameller, som bestaae af et
Epitheliallag, af et Lag Bindevævsceller, og mellem begge af
et, det ovenfor omtalte lignende Næt af hinanden krydsende
Traad-Elementer, gjennem hvis Maskerum Levergrenene stige
ud imod Gjælleranden. Dette er netop ogsaa den samme
Bygning som i AeolidiernesPapiller, der som Regel dog kun inde-
holde en enkelt Levergreen1). Det omtalte Maskeværk ud-
mærker sig i Sidelamellerne kun ved en absolut og relativt
mindre Udvikling af de ovenfor beskrevne eiendommelige Baand.

AFSONDRINGSORGANER.

De i Huden forekommende Neldesække med deres
Neldefiim have allerede været omtalte ovenfor, ligeledes de
til Eordøielsessystemet hørende Spyttekj ertier og Leveren.

Den i Molluskeklassen saa almindeligt forekommende og hos
nogne Gastraeopoder saa hyppigt paaviste2) Nyre er hidtil
ikke fundet hos Pleurophyllidierne, saalidt som nogen ydre
Aabning, der kunde antyde dens Tilstedeværelse. En egen
Pore forefandtes, som anført, hos denne Form mellem Geni-

') Medens Pleurophyllidiernes egenlige Gjæller af forskjellige
Undersøgere ere blevne enten aldeles overseete , saaledes
som endnu af II. & A. Adams (the Gen. of recent nioll. II.
[1854] i). 44) eller paa forskjellig Maade ufuldstændigt og fejl-
agtigt opfattede, ogsaa som heftede paa en fælleds Stilk, saa-
ledes som af Souleyet (l.c.p.45G.), — saa ere Sidelamellerne af
delle Chiaje og d'Orbigny derimod blevne anseete for simple
Hudfolder, og først Souleyet (1. c. p. 457.) paaviste lndleiringen
af Leverlapperne i disse Lameller og dermed sammes Analogi
med Aeolidiernes Ryg-Papiller.

2) Sml. Sammenstillingen i min anat. Unders, af Fiona atl. 1. c. p.

314—316.

_531__

talaabningen og xVnus; indenfor i Egnen lidt foran og ovenfor
denne Aabning fandtes et lille, c. 3—4 mm. langt pæredannet
Organ, som med den ene Ende pegede mod Pericardial-
lacunen, med den anden mod Nyreaabningen, og som ved
neiere Undersøgelse viste de cbaracteristiske Folder i Væggen
af dens Huulhed, som allerede Cuvier ikke ganske havde
overseet i dette samme Organ hos en Doris, som Hancock
og Embleton senere have beskrevet (1. c. pi. XVI. f. 3.) hos
disse samme Former, ligesom jeg hos Fiona (1. c. p. 316. t. III.
f. 32.). Af saadanne Folder taltes c. 13, der vare ligesom
pennate (Tavle XIV. Fig. 46), nedefter tilspidsede, paa det
Bredeste af 0,08—0,12 mm., og dækkede af et Plade-Epithel
med rundagtige Celler af 0,01 — 0,016 mm. største Diam., med
Kjerne og Kjernelegeme.

FORPLANTNINGSORGANER.

Pleurophyllidierne høre som »Nudibranchierne« til den
store Gruppe af hermaphroditiske Gastraeopoder, som endnu
omfatter alle Pulmonater, Tectibranchier og Heteropoder ').

Hos Pleurophyllidierne som hos alle hermaphroditiske
Gastraeopoder (med Undtagelse af de pellibranchiate Nudi-
branchier-) lindes ifølge mine Undersøgelser af fiere Former
af denne Gruppe de æg- og sædberedende Organer samlede
i en Kjønskjertel, fra hvilken Kjønskjertelgangen tager
sit Udspring, som efterat være traadt frem foran Kjertlen
svulmer paa en Strækning og med denne tykkere Deel i
i flere Vindinger lægger sig ind i en Fordybning paa Sliim-
kjertlen. Gangen tvedeler sig derefter, afgiver en kort Side-
green til Sliimkjertlen, Æggelederen, og forlænger sig som
en længere eller kortere Sædleder, der fortsætter sig gjennem

1 ) Moquin-Tandons Angivelse (observ. sur Fapp. genital des Val-
kes. _ Journ. de conchyl. III. [1852.] p. 244. pi. IX. f. 3, 4.)
om, at Yalvata skulde være androgyn, seer aldeles apocryph ud.

-) Hos denne Gruppe findes en særegen Sæd- og en særlig
Æggestok, hvis Udforingsgange forene sig (sml. Alder and
Hane, on a proposed new order of gaster, nioll. — Ann. mgz.
n. k. 2. S. I. [1848] p. 401—415. pi. 19, 20).

532

Penis, medens Sliimkjertlen fortsætter sig i en Udførings-
gang, som optager Gangen fra Sædgj emmet.

Det tør efter Analogien antages, at Forholdene ogsaa
have været saaledes hos nærværende Form , men det lod sig
ikke bestemt paavise. Dyret var tilfældigt beskadiget paa
Bugfladen, hvorved Kjønsapparatet havde lidt, og Ønsket om
at bestemme Fordoielsesredskabernes Forhold tillod ikke en
saa skaansom Behandling af Genitalorganerne, at de ikke
yderligere led ved den øvrige Undersøgelse, saaledes endog,
at det blev umuligt nøiagtigt at bestemme Forbindelserne
mellem Systemets enkelte Afdelinger.

Hvilende ovenpaa den høire Deel af Maveblindsækken og
paa Tarmen, og saaledes indtagende den øverste Deel af
den hoire Halvdeel af Legemshulen, fandtes et guulladent,
ligesom pennat Legeme, som var tilspidset mod begge Ender fra
omtrent Midten, fortil løb smallere til, var afstumpet i Bagenden
og saaes takket i Randen ; det var tykkest fortil, Tykkelsen attog
jævnt bagad. Længden af Organet var c. 12, den største
Brede c. 5, og den største Tykkelse omtrent 2 mm. (Fig. 47 A.)
Langs Midten af den øverste Flade forløb et temmelig bredt,
fladt Ror, som afgav flere Grene til Siderne og indvendigt
viste meget fine Længdefolder og mellem samme fine Huller,
der syntes at være Indgangen til Ror, som trængte ned i
Kjertlens Substans. Organet bestod af flade Smaalapper,
som stode lodret eller skraat paa dette Rør og dets Grene,
og laae flere ovenpaa hinanden, tildeels bugtede og foldede i
hinanden og derved gave Snitfladen af Kjertlen et meget
uregelmæssigt Udseende (Fig. 47 B). Kjertlen med samt dens
Lapper indhylledes af en tynd Albuginea, som saaes bestaae
af en tynd , næsten structurløs Hinde med fine Traade,
enkelte Bindevævsceller og Baand af 0,016- 0,02 mm. Brede;
Hinden viste hist og her tydelige Indtryk af de meget smaa
og kun lidt fremragende lobuli, af hvilke Kjertlens Blade og
Lapper idetmindste hist og her ganske tydeligt iagttoges at
bestaae. Paa de fleste Steder saaes disse Smaalapper ud-
klædte af et meget sirligt Plade-Epithel med kantede Celler
af en Størrelse af indtil 0,04 mm. med tydelig Kjerne

533

med Kjernelegeme (Ffg. 50 A). Lappernes Huulhed fandtes
opfyldt med Kjerner og hist og her enkelte æglignende Legemer,
tildeels af lignende Størrelse som de nysnævnte Epithelial-
celler (Fig. 50 B). — I den underste Deel af Kjertlen løb
efter hele Længden et tyndt, hvidt Ror, der syntes at grene
sig. — Jeg maa, uagtet dette Organs afvigende baade makro-
og mikroskopiske Bygning, antage det for Kjonskjertlen
(GI. hermaphrodisiaca) i hvilende eller atrophisk Tilstand;
og antager det vide Ror ovenpaa samme for den store Stam-
Vene, det fine Rør i dets Underflade for Kjønskjertel-
gangen (ductus hermaphrodisiacus).

Foran Kjonskjertlen fandtes Sliimkjertlen, og hvilende
i sammes høire underste Side og fortil omsluttet af den
saaes et graaligt, i flere Vindinger oprullet Rør af omtrent
3 cm. Længde og en næsten constant Tvær-Diameter af c. 1
mm. Dets Forbindelse med Kjonskjertelgangen lykkedes det
ikke at paavise, og dets forreste Ende kunde kun sees tabe
sig i Fordybningen forrest paa Sliimkjertlen. Den temmelig
tykke, indvendigt med Længdefolder forsynede Væg bestod
af Lag af Kreds- og Længdetraade; Huulheden var fyldt
med Hobe af Celler med fidtet Indhold, med større og mindre
frie Fedtkugler, og spredte, større og mindre æglignende
Legemer. Dette Rør var upaatvivleligt den af mig hos Aeo-
lidier og Pleurophyllidier altid forefundne tykke Deel af
Kjonskjertelgangen, Sædbeholderen (Epididymis, H.
Meckel; vesicula seminalis, Gegenbaur).

Omsluttet af den forreste Deel af Sliimkjertlen saaes
endnu et tyndt , langstrakt , guulhvidt Rør af c. 1 cm.
Længde, endende i Bunden af den om samme tilbagekrængede
Penissæk, og inde i denne ledsaget af en kun lidt tyndere
Arterie (A. penis) og af flere Muskelstrænge, der endte i
Basis af Penis. Røret dannedes af Kreds og Længdetraade.
Det var sikkerligt Sædlederen (vas deferens.)

Sliim-, Æggehvide-kjertlen (GI. mucipara) var
temmelig stor med Længdediametren størst, at c. 8 mm. Længde,
tilsammen med den oprullede tykke Deel af Kjonskjertel-
gangen af større Brede end Høide. Den syntes at bestaae

534

af flere Lapper, der tilsyneladende fortsatte sig i hverandre
og lode sig vikle og rive fra hinanden og da indtoge en
Længde af omtrent 14 cm.; i dens underste og høire Side
lagde Vindingerne af den tykkere Deel af Kjønskjertelgangen
sig ind, og forrest svøbte Kjertlens Lapper sig heelt omkring
en Deel af denne. Kjertlen var af graalig Farve og viste
paa enkelte Steder Spor til gyri. Den syntes ligesom Kjøns-
kjertlen hos dette Individ at have befundet sig i Hviletilstand
og viste saaledes sit Kjertellag kun udviklet i meget ringe
Grad. Yderst om den fandtes en deels mere løst, deels mere
fast vedhængende Bindevævsomhylling; samme bestod af finere
fibrillært Bindevæv med en Deel indsprængte, paa de fleste
Steder dog meget sparsomt forekommende, rundagtige, meest
guulladne Bindevævsceller af meest 0,007-0,013 mm. Gjen-
nemsnit, og ofte fyldte med Fidt; sjeldnere saaes Cellerne
opfyldte med større Fidtkugler. I dette Bindevæv som i det
Hele i Bindevævet om Forplantningsorganerne og Nyren,
forekom, men i meget forskjellig Mængde paa forskjellige
Steder, talrige, hiuanden i de meest forskjellige Retninger
krydsende, udeelte, fiint bølgede eller snoede, sandsynligviis
elastiske Traade, der ofte vare forenede til Bundter af meget
vexlende Tykkelse, som naaede op til et Gjennerasnit af
indtil 0,06 mm. og da ofte saaes ligesom vundne op om og
omgivende et fiint stribet Længdebaand (Fig. 48) Selve
Kjertlen syntes væsenligst bygget af en structurløs - Masse
med fine traadede Elementer og mindre Bindevævsceller samt
af flade Baand af sædvanligt 0,007—0,013 mm. Brede.
ladsiden af Kjertlen viste kun paa enkelte Strækninger og
især i det Parti nærmest Udføringsgangen de i Aeolidiernes
og Pleurophyllidiernes Sliimkjertel ellers saa udbredt fore-
kommende kraterformede Ophøininger, ellers saaes de her kun
langagtige, foldelignende, af guulladen Farve og dækkede af
et Epithel af rundagtige og kantede Celler af sædvanligviis
0,02—0,025 mm. Diameter med tydelig Kjerne og Kjerne-
legeme. — Sliimkj ertelgangen syntes at være ganske kort.
Sædgj emmet (Receptaculum seminis , Spermatheca)
var slapt, af ægdannet Omrids, af 4 mm. Længdeudstrækning;

535

det var tomt. Dets Gang var en halv Gang saa lang som
Beholderen og syntes at indmunde i Sliimkjertelgangen i
Nærheden af dennes Ende.

Penissækken var, som anført, krænget tilbage over
den frie Deel af Sædlederen; hovedsageligen dannedes den
af et Længde og et Kredsmuskellag med indblandede skraat-
løbende Bundter, og var overtrukket med et noget lignende,
men grovere Epitheliallag, som det, der fandtes udenpaa
Penis. I det rigelige Bindevæv om samme saaes flere smaa
Ganglier. — Penis løb neppe spidst til mod Enden; ved
noiere Undersøgelse viste den en hin Aabning ude paa den
afrundede Ende; iovrigt saaes den efter hele Længden be-
dækket med temmelig tætstaaende circulære Folder. Den
var bedækket med et Pladeepithel med rundagtige og kantede
Celler af c. 0,007 mm., og dannedes iøvrigt af et Par
Muskellag, som hovedsageligen løb cireulært og i Længde-
retning. Gjennem hele Organets Axe fra den lidt udvidede
Basalflade saaes en Fortsættelse af vas deferens løbe med en
Tykkelse, som var | af Breden af Penis, og strækkende sig
gjennem samme i talrige Bugter og Vindinger lige ud til
Enden.

FORKLARING TIL TAVLERNE.

TAVLE xm.

Fig. 1. SANCARA quadrilateralis, seet skraat fra Rygsiden.

- 2. — — , seet skraat fra venstre Side.
3. — — , seet skraat fra hoire Side.

- 4. — — , seet fra Bugsiden.

- 5. — — , seet lige forfra.

6. Et Par Gjælleblade.

7. Høire Rhinophor, fra Spidsen.

8. Oiet med sin Nerve.

9. Af Huden paa Ryggen (Kappen.)

10. Spieulae af de sorte Pletter paa Foden.

- 11. Lignende af Kappen af en vestindisk Doris.

536

Fig. 12. Svælghovedet (Bulbus pharyngeus) med Spiserøret
og sammes Aabning ind i Maven, seet ovenfra.

- 13. Samme, med borttaget Spiserør.

x, det tilbagetrukne venstre Rhinophor, y, sammes
tilbagetrækkende Muskler (Mm. retr. rhinophorii.)
z, M. retr. rostri longus.

- 14. Samme, seet fra Undersiden.

Nedenfor og bag samme forreste Deel af Fodens
øvre Flade.

- 15. Samme, seet fra Siden.

- 16. Samme, efter Borttagelse af M. maxill. proprius.

I figg. 12 til 16 betegne: a, a1, Mm. protrusores
bulbi. a2, Mm. retr. bulbi. b, Indgangen til Spise-
røret, c, GI. buccinatoria. d, Raspepulpen.
«. Bageste Afdeling paa Svælghovedet (Udbredning

af Mm. recti samt M. tensor tecti radulae.)
p. Mellemste Afdeling paa Svælghovedet (M. lingv.

sup.)
y. Nederste Afdeling paa Svælghovedet (M. late-

ralis bulbi, M. maxill. propr.)
8. Tungen efter Borttagelse af sidstnævnte Afdeling.

- 17. Kjæben, seet udvendigfra.

- 18. Begge Kjæber i deres Forbindelse indbyrdes, seete

skraat fra Forenden.

- 19. Den forreste Række af Dentikler paa Tyggefort-

sættelsens Rod.

- 20. Bevæbningen paa Tyggefladen af den venstre Tygge-

fortsættelse ved sammes Rod.

- 21. Af Beklædningen paa Kjæbens Udside.

- 22. Af Beklædningen paa Kjæbens Indside.

- 23. Af Svælghovedets Musculatur (M. lingvalis sup.).

- 24. Tungemuskulaturen ovenfra efter Borttagelse af M.

tensor tecti radulae. d. Raspeskeden. * Raspe-
dækket med sine Sidefortsættelser ud over Tunge-
roden.

- 25. Tungemuskulaturen ovenfra efter Borttagelse ogsaa

af Raspeskeden. * Skaalen, hvori Raspeskeden har
hvilet.

_537

Fig. 2G. Tungebrusken (M. lingvalis inf.) ovenfra.

* M. lingvalis sup.

- 27. Tungebrusken gjennemskaaret i Midten og seet fra

Snitfladen.

* det fælleds Udspring af M. lingvalis sup. og M.
lateralis bulbi & max. propr.

- 28. Tungen, seet forfra.

29. Samme, seet mere skraat.

- 30. Neldefiim.

TAVLE XIV.

- 31. Af Tungebruskens mellemste Lag.

- 32. Raspeskeden, med de gjennemskinnende Tandrækker,

seet fra Undersiden.

- 33. En Tandrække. De 4 inderste Sidetænder vende

tilfældigt mere indad end de udenfor liggende.
Mellemtanden af den bagved liggende Række sees
mere bagoverbøiet.

- 34. Mellemtanden, A skraat nedenfra, B fra Siden.

- 35. Første (inderste) Sidetand. A fra Udsiden, B i For-

kortning fra Indsiden, C ovenfra, D nedenfra.

- 36. Anden Sidetand (tegnet ved camera lucida.)

- 37. Fjerde Sidetand, fra Ryggen (tegnet ved camera

lucida.)

- 38. Femte Sidetand.

- 39. En af de midterste Sidetænder (i en Række.).

A fra ydre, B fra indre Side; C med itubrukken
Spids, skraat ovenfra; D Rygsiden (ved cam. lue);
E Underranden (ved cam. lue.)

- 40. Et Stykke af 2 Tandrækker , seet fra Raspens

Underside.

- 41. To Sidetænder af 2 Rækker forat vise sammes

Afstand og Tilheftningsmaade.

- 42. En af de yderste, glatrandede Sidetænder.

- 43. En Sidetand af næstbageste Række indenfor Raspe-

skeden.

538

Fig. 44. Sidetænder af bageste Række i Raspeskeden.

- 45. Af Leverlapperne.

- 46. Stykke af en af Folderne i Nyren.

- 47. Glanduløst Legeme (sandsynligviis Kjønskjertlen).

A fra den øverste Flade, B fra Snitfladen.

- 48. Elastiske Elementer fra Bindevævet om Sliimkjertlen.

- 49. Af Epithelialbeklædningen i Sliimkjertlen.

- 50. A af Beklædningen paa, B af Indholdet i Kjøns-

kjertlens lobuli.

NOGLE YDERLIGERE BEMÆRKNINGER I ANLEDNING
AF LIPARIS LINE ATA

AF HENRIK KRØYER

Men' moveat cimex PantUius ? aut cruciet qvod
Vellicet absentem Demetrius?

Min sene Besvarelse af Dr. Lutken' s Polemik afhænger af den
forsinkede Publikation af nærværende Hefte af Tidsskriftet, hvori
Svaret var bestemt til at optages. Jeg har nemlig ikke anseet
det for absolut nodvendigt, hverken for Videnskabens Skyld eller
for min egen, at tye til overordentlige Midler, for hurtigere at
imodegaae de mod mig rettede Invektiver. Men jeg maa vistnok
antage, at den lange Tid har gjort Læseren ganske fremmed for
denne i sig selv ikke meget interessante Sag , og troer det derfor
nyttigt, at forudskikke en orienterende Bemærkning.

Efterat jeg, i det andet Hefte af dette Bind af Tidsskriftet, i
en Afhandling, som gav nogle Bidrag til den nordiske Ichthyologi,
leilighed s viis havde erklæret mig imod Dr. L."s Anskuelser over
Liparis lineata og tilbageviist nogle Angreb af ham paa mig, fore-
lagtes af Dr. L. , ved et Mode i den naturhistoriske Forening
d. 20de Juni 1862 under Direktorium af de Hrr. Professorer Steen-
strup og Reinhardt, en temmelig voldsom Philippica imod mig, uden
at jeg derom forud var bleven underrettet, eller paa nogen Maade sat
i Stand til at varetage mit Tarv; hvorover idetmindste enkelte af
Tilhorerne folte sig overraskede og indignerede. Dernæst blev denne
Philippica trykt i den naturhistoriske Forenings videnskabelig-e Med-
delelser for 1861 ;') som de Hrr. Proft', selv bemærke, ganske imod
de sædvanlige Regler for Publikationen , ifølge hvilke den burde
havt Plads i det næste Bind; men de troede, »at Videnskaben var
bedst tjent med saavidt muligt samtidigt at sættes i Besiddelse af
Alt, hvad der kan bidrage til at oplyse det foreliggende Strids-

l) S. 243—266.

540

punkt.« Dog, denne var ikke den eneste Grund: »Redactionen skal
fremdeles ogsaa aabent bekjende, at den i Beskaffenheden af de i
flere Retninger nærgaaende Beskyldninger, som Prof. Kroyer har
fremfort mod Dr. Lutken, har seet en yderligere Grund til at aabne
denne Sidste Leilighed til strax at vise disse Beskyldningers sande
Værd.« ')

Enhver bliver vistnok uden min Paamindelse vaer, at Redac-
teurerne ligefrem stille sig paa Dr. Liitken's Side og underskrive
hans Polemik som Kautionister og Selvskyldnere, medens min Polemik
stemples som forkastelig. Jeg har paa eengang tre Modstandere
istedet for een (defendet numerus junctæque umbone phalanges) og
er i visse Maader nødt til at optage de mig tilkastede Handsker.
Men forst maa jeg møde Dr. Liitken.

Dog. i det Enkelte at gjennemgaae alle denne Herres Plump-
heder, vilde opsvulme denne Artikel for stærkt, og vistnok bort-
skramime alle Læsere.-) Jeg anseer heller ikke en saadan Ud-
forlighed for paatrængende nodvendig, for at lægge den »sande
Værd« af den Polemik for Dagen, som Redacteurerne have sagt god
for. Med Hensyn til Formen af denne, da er Grovhed og raa Tone
det Betegnende.3) Man troe imidlertid ikke, at det kan falde mig
ind at besvære mig derover, da jeg altfor vel veed , at ligesom
Polemik er uadskillelig fra Literatur, saaledes er Grovhed i Regelen
uadskillelig fra Polemik. Hvor faa ere ikke de, som, riaar de fra
Videnskabens rolige Havflade geraade ind i Polemikens Hvirvel,
kunne arbeide sig ud igjen ved en skarp, grundig og klar Beviis-
forelse? Efter at have drøftet Dr. L.'s Forsøg paa at raisonnere,
kan jeg visselig- ikke indrømme ham Plads blandt disse faa, men
vilde snarere henvise ham til den Masse, om hvilken Gothe siger:
»Urtheilen gelingt ihr miserabel«. Skjøndt »risu diducere rictum
auditoris« ikke ene er nok for en god Polemik, saa kan dog ikke
nægtes , at Vid og Humor give Polemiken en fortræffelig Stotte ;
men ogsaa disse Prydelser kunne kun Enkelte smykke sig med,
og Dr. L. er atter her saa uheldig at høre til de Mange: naar

1) Anmærkningen paa første Side af Dr. L.'s Meddelelse.

2) Dr. L. synes at dolere over Længden af min »7 Sider lange
Polemik«. Hans egen Replik opfylder mere end 23 Sider.
Vilde jeg nu i mit Svar bevare det samme Forhold , saa kom
det til at indtage over fire Ark.

:J) Jeg kunde let, til Beviis paa ovenstaaende Udtalelse, fra hans
rige Forraad af pus atque venenum her have sammenstillet et
Florilegium, men da jeg i. det Følgende maa anfore endeel
Citater af ham , og neppe noget af disse savner saadanne
Prydelser, tor jeg ansee det for overflødigt at gjøre en egen
Samling af dem.

541

han gjor et Forsog i den spogende Retuing — dog til hans Be-
rømmelse maa siges , at han ikke ofte betræder denne Vei —
erkjendes hans Kvalifikation til at betegnes som Buffo niagro oie-
blikkeligt. Kun det sidste, store, af Hoben saa yndede, polemiske
Tiltrækningsiniddel , den guddommelige Grovhed, frembyder de Pole-
mikere, som ikke kunne fore bedre Tropper i Maiken, en altid rede
Hjælp. ' ) Og sjeldent er Nogen saa kræsen, at han forkaster dette
ligesom af Naturen selv anviste Vaaben.

Ut, quo quisque valet. suspectos terreat, utque

Imperet hoc Natura potens —

Dente lupus, cornu taurus petit:

Dr. L. er altsaa upaatvivleligt i sin gode Ret, naar han kraftigt
haandterer dette Yaaben , og hans Patroner ere befoiede til at op-
muntre ham med et : macte virtute esto. At indlade mig paa hans
Angreb, for saa vidt de stille sig under denne Kategori, falder mig
altsaa ikke ind: men derimod node hans bestandige Afvigelser fra
og Fordreielser af det Faktiske mig til at tage til Gjenmæle.

Et ret paafaldende Exempel moder strax i Begyndelsen af
hans omhandlede Artikel (S. 244). Det er dog vel klart som Dagen,
at Dr. L. uden nogen given Anledning forst har angrebet mig,
at han er teterrima belli causa. Ikke desto mindre soger han at
fremstille Forholdet ganske omvendt. Sin forste Artikel kalder han
(med faderlig Ømhed) »en lille uskyldig Meddelelse«. »Kun en
sygelig, ophidset Sindsstemning« kunde finde den fornærmelig. Dersom
Noget skulde kunne bebreides ham, »vil det kun være en over-
dreven og ilde anvendt Skaansomhed mod Hr. Kr. « — Dersom han
nu behandler mig med Skarphed, saa er jeg »selv alene Skyld
deri.«2) — For saa vidt, som han anvender Tillægsordet »uskyldig«
paa sin Artikel . har jeg Intet at indvende . naar dette Udtryk for-
tolkes som ligebetydende med enfoldig, hvad Sprogbrugen tillader,
og hvad ikke i dens Beskaffenhed finder nogen Modsigelse ; i Ordets
almindelige Betydning derimod kan jeg ikke indrømme , at dette
Epitheton ornans er passende. — At hans Hypothes om en »sygelig

*) For ikke at mistydes, skal jeg tilfoie, at det er langtfra at
være min Mening, at kun Polemikere af laveste Mærke be-
nytte denne Hjælp. Enhver , som er lidt bekjendt med
Literaturhistorien , veed , at hoitbegavede Mænd, sprudlende af
Vid , fyldte med Dialektik til Randen , stundom ikke have
nægtet sig selv den Luxus , ved en Tilsætning af dette
Krydderi at forhøie det Pikante i Polemiken. Ikke faa be-
rømte Mænd vise endog en afgjort Tilboielighed til at servere
deres Modstandere au gros sel.

2) Hvor smukt træder ikke her Thrasoen frem, brovtende og med
Mine af den afgjorteste Overlegenhed. Jeg kan ikke nægte

36*

542

ophidset Sindsstemning« er falsk ligesom hans øvrige Hypotheser,
fremgaaer vel deraf, at man fra flere Sider, inden jeg selv læste
hans uskyldige Artikel, gjorde mig opmærksom paa, at han havde
rettet et »uanstændigt Angreb« imod mig. Andre havde altsaa
forud opfattet Sagen , ligesom jeg har fremstillet den. Dr. L.*s
Skaansel er jeg meget langt fra at gjore nogen Fordring paa, ' ) og
saa frygteligt det endog er at blive sorano perfusus aceto , holder
jeg dog endnu Modet oppe, som jeg kan bedst, og haaber at kunne
..bære hans Skarphed , naar han blot vil holde sig til Sandheden.

Paa de to folgende Sider (S. 245 — 246) mode atter nogle
Fordreielser , som det bliver mig nodvendigt at belyse. Hvad der
gjør dette ubehagelige Arbeide endnu ubehageligere , er at det ud-
fordrer en stor Vidtløftighed , naar Læseren skal sættes istand til
sikkert at opfatte Sagen , uden selv at gaae til Kilderne (hvad i
Regelen ikke kan ventes eller forlanges af ham).

I Dr. L.'s første uskyldige Artikel, hvis Formaal er at oplyse,
at han har efterviist Liparis lineata som forekommende paa
grønlandske, islandske, norske, svenske, russiske og danske Kyster,
medens den savnes i Fortegnelserne over disse Landes Fiske, hedder
det S. 170:

»Professor Krøyers 2 Exemplarer vare fra Tromsø i Finmarken
og kun lidt storre end mit, men dog noget mindre end et af
Justitsraad Olrik fra Godhavn i Grønland senere nedsendt Exem-
plar, som har en Længde af c. lf". At en stribet Liparis-Art
findes ved Grønland , er iovrigt allerede antydet af Prof. Reinhardt
senior. *)
*) Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger for 1835 — 36 p. CXI: »en anden Art, der i sin
Tegning har megen Lighed med den af Y ar re 11 i hans »British
Fishes« aftegnede Art. »Smlgn. Krøyers Bemærkning i Natur-
historisk Tidsskr. , 2den Række, 2det Bd. p. 2S4. Noten**).«

mig den Fornoielse , at laane en Illustration til Dr. L.'s Ord
hos Maleren Salvator Rosa:

O quanto si puo dir con veritade
Che con la pelle del Leone ardisce
Di coprirsi oggidi l'asinitade!
E si gonfia, e si vanta, e insuperbisce.

Sat. 1. La Musica.

1 ) Jeg kunde tvertimod fristes til at anvende en Talemaade, som
man undertiden horer blandt Menigmand i England mod en
eller anden Rodomont eller Pyrgopolinices : do your worst , and
be damned. Men det vilde være uhøvisk, saameget mere som
jeg slet ikke er ophidset (i Sygelighed bekjender jeg mig
skyldig) , og jeg foretrækker derfor Horatses langt tammere :
sobrius ergo Die aliquid dignum promissis.

543

Denne Pr. L.'s Maade at fremstille Forholdet paa foranledigede
mig- til de følgende Linier (S. 245):

»Med Hensyn paa den gronlandske Fauna bliver at mærke,
at jeg paa det ovenciterede Sted i Naturh. Tidsskrift (S. 284 Anm.**)
autorer, at jeg i det kongl. naturhistoriske Museums gronlandske
Magazin har forefundet et meget mutileret Individ af en Liparis,
der synes at hore til nærværende Art, og nu er opstillet i den
gronlandske Samling.« Altsaa idetmindste i tolv Aar har Lip.
lineata været opstillet som gronlandsk i det kongelige Museum.
At Prof. J. Th. Reinhardt ikke har optaget den i sin oven-
omtalte Liste, bør jeg naturligviis ikke bode for. Dr. Liitken
ignorerer imidlertid ganske min anførte Notice, men vindicerer Arten
for Grønland efter et til Universitets-Museet senere nedsendt Exern-
plar. Naar han endnu tilfoier: »at en stribet Liparis -Art findes
ved Grouland, er iovrigt allerede antydet af Pr. Reinhardt senior,«
saa er dette Punkt allerede drøftet ovenfor under Lip. tunicata, og
kan altsaa her forbigaaes.«

Læseren maa nu selv gjore sig Rede for, hvad Indtryk de
ovenanførte lutkenske Linier have gjort paa ham: om han efter
disse har kunnet formode, at jeg for en Række Aar tilbage har
angivet den omhandlede Art som gronlandsk, og ikke meget snarere
er bleven ledet til den Antagelse, at det er Dr. L., som har er-
hvervet Arten for den gronlandske Fauna ved Hjælp af et af Olrik
nedsendt Exemplar. Jeg holder derfor endnu Udtrykket »ignorere«
for fuldt berettiget — som Enhver veed , betyder at ignorere en
Ting ikke at være uvidende om Tingen, men at lade som om man
er uvidende om den, fordi man ikke finder det konvenabelt at have
Kundskab om den — og Dr. L.'s Henviisning til mig i Slutningen
af den anførte Note kan ikke forandre Sagen. Thi han antyder
ikke med en Stavelse, hvad Oplysning hos mig maatte kunne findes,
ja vækker snarere, ved den Plads han har givet Henviisningen og
den Forbindelse , hvori han har sat den , hos Læseren den Tanke,
at den er ganske irrelevant eller kun fjernere berører Sagen, medens
dog dennes Afgjorelse ganske indeholdes i den. Ingen Læser vil
finde sig foranlediget til at efterslaae Naturh. Tidsskrift, og den
Formening, at jeg slet ikke har kjendt Arten som gronlandsk, maa
efter Dr. L.'s Fremstilling paatrænge sig Enhver.

Men, istedetfor yderligere at udvikle, hvad den, der læser med
Eftertanke, vil kunne sige sig selv, skal jeg tillade mig at udskrive
de Yttringer, som Dr. L. i sin anden, sin skarpe Artikel (S. 245-46)
har rettet mod mig, dette Punkt angaaende.

»Hr. Kr. er saa opfyldt af den Tanke, at mine Bemærkninger
skulle være et Angreb paa ham , at han troer det nødvendigt at
vise Anken over Artens Udeladelse i Nilsson' s Skandinaviske
Fauna og Reinhardt« Fortegnelse over Grenlands Fiske fra sig
over paa disse Forfattere og at nedlægge Indsigelse imod, at det

544

»kommer over hans Hoved« og at han skal »bøde derfor«! Har
jeg da nogetsteds bebreidet Hr. Kr. noget i denne Retning? Har
jeg ikke meget mere selv citeret Noten ** p. 284 i andet Bind af
anden Kække af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor Artens Forekomst
ved Grønland er antydet? Og dog undseer Hr. Prof. Kr. sig ikke
ved at »debitere«, at jeg ganske »ignorerer den anførte Notice!«
Hvad Navn skal man tillægge en Polemik , der tillader sig slige
aabenbare Forvanskninger? *)

*) »Det er naturligviis en let Sag for Hr. Kr. at fremstille mig
som den, der gaaer »letfærdigt« og »overfladisk« tilværks,
naar han selv opdigter det, hvorover han besværer sig! Det
mildeste Udtryk for Hr. K.'s Adfærd er, at han er saa uheldig
at fægte mod Veirmoller, hvad enten Grunden til dette Uheld
nu maatte være at søge i Mangel paa Evne til længere at
kunne læse og tænke rigtigt, eller i Mangel paa Agtelse for
Sandheden og i forsætlig Tilsidesættelse af denne for at komme
en selvskabt Modstander tillivs.«

Saavidt Dr. L. — Som man seer, er han skarp nok. Hvor-
vidt hans Udladelser tillige ere sande og berettigede , vil nu med
Lethed kunne bedømmes, da alt, det omhandlede Punkt betrællende,
er sammenstillet; og jeg skal derfor ikke tilføie nogen yderligere
Kommentar.

Et andet Punkt, hvortil jeg nu kommer, er, hvorvidt mere end
et Exemplar af en stribet Liparis vides at være fanget ved de
britiske Kyster. Efter at have anført (i mine omtalte ichthyologiske
Bidrag S. 238) et Par Linier af Yarrell, betræflende Farven af
Liparis vulgaris , tilfoier jeg i en Anmærkning: »Hvorledes stemme
forresten disse Yarrells Yttringer med Dr. Liitkens Paastand, at der
ved Englands Kyster ikke sikkert vides at være fanget mere end
et Exemplar af en stribet Liparis , nemlig det Donovanske?« —
Dette besvares saaledes af Dr. L. (S. 246 An.):

»Hr. Kr. kan ikke forstaae mit Udsagn: »der synes imidlertid
ikke at foreligge nogen Kjendsgjerniug-, som med Sikkerhed taler
for, at der ved Englands Kyster er fundet mere end eet Exemplar
af en stribet Ringbug, nemlig det Donovanske.« Jeg maa i den
Anledning tillade mig det Sporgsmaal : Hvor er der da i den
eng-elske ichthyologiske , faunistiske eller periodiske Litteratur indtil
1860 anført et andet Exempel paa., at en saadan Fisk er fanget?
Jeg kjender i det mindste intet saadant. At Yarrell skriver:
»These markings are not constant« etc. , beviser naturligviis
aldeles ikke andet, end at der ved Englands Kyster forekommer
en Liparis — som iovrigt intetsteds er beskrevet, det jeg veed
af, og hvorom i Grunden Intet vides , ' ) uagtet den hyppigt findes

1 ) Willoughby , i hvis store og vigtige Værk denne Fisk forst
fremfores for Publikum, giver (efter en Meddelelse af Dr. Radulph

omtalt, — som ikke har denne stribede Tegning. At Hr. Kr. ikke
har kunnet capere dette, er virkelig ikke min Skyld ; jeg har udtalt
mig tilstrækkelig tydeligt derom.«

Saavidt Dr. L. Jeg nodes nu til at udskrive Alt, hvad Yarrell
Ulferer om Farven af Lip. vulgaris , men haaber ogsaa, at Tvisten
dermed vil være afgjort for Enhver, som ikke forsætlig lukker
Oinene for Sandheden. »The colour of the body is a pale brown,
irregularlv striped with lines of a darker colour, which take dilferent
directions, and give a variegated appearance to the head, back and
sides; these lines are contined to the outer thin skin, and do not
appear upon the more solid surface underneath; in this state sorae
authors have cailed this species lineatus; but these markiugs are
not constant . and many examples are vvithout any streaks or lines,
the edges of the dorsal and anal fins only being edged with a
darker colour; the tail , and sometimes the pectoral fins, slightly
barred and spotted. When kept in diluted spirit of wine , the
coloured lines and characters of the species may be easely pre-
served ; but this fish loses both markings and size, if allowed to
become dry.« Yarrell. first edit. 11. 27G.

Her behoves nu ingen dyb Hermeneutik, men blot simpel sund
Fornuft og lidt Kundskab til Sproget, for at blive vaer, at Yarrell
betegner den stribede Tegning som den almindelige og regelmæssige,
og den uden Striber mere som Undtagelse, skjondt »mange Exem-
plarer ere uden Striber og Linier.« At Dr. L. ikke har kunnet capere
dette, er virkelig ikke Yarrell's Skyld; han har udtalt sig til-
strækkelig tydeligt derom.

Det var oprindeligt min Hensigt , at anvende denne sammen-
stillende Fremgangsmaade , som her er benyttet paa et Par Punkter
af den liitkenske Polemik, paa endnu nogle liere. Men jeg frygter,

Johnson) ikke blot en Afbildning af den (Tab. H. VI. 1.), men
ogsaa (App. S. 17.) en nogenlunde udforlig Beskrivelse, som
efter den Tids Leilighed ingenlunde er forkastelig. Dr. L.'s
ovenstaaende Ord vise , at selv en Lærd som han dog ikke
altid veed Alt. Heller ikke spores han at have benyttet Low's
Fauna orcadensis , et Skrift , som muligviis kunde indeholde
vigtige Oplysninger over det diskuterede Punkt (cfr. Yarrell).
Jeg siger muligviis, thi da Bogen savnes paa vore i det zoo-
logiske Fag saa mangelfulde offentlige Bibliotheker, og' jeg
ikke selv eier den , veed jeg herom ikke videre , end hvad
Yarrell beretter. Det forekommer mig troligt nok, at flere,
Sporgsmaalet vedrorende . engelske Skrifter kunne være ikke
blot mig, men selv Dr. L. ubekjendte: thi den Alvidenhed
indtil 1860, han for sit Vedkommende proklamerer ovenfor, er
mig noget tvivlsom.

546

at næsten Ingen , som ikke er speciellere interesseret i Sagen , vil
have Taalmodighed til at læse mere, og lader det derfor beroe ved
disse Prøver. Dr. L.'s Polemik er desuden ganske den samme
overalt , hvorved videre Udforlighed ogsaa bliver mindre fornoden :
ex ungve leonem, og ex auricula asinum.

Derimod maa jeg med Dr. L.'s egne Ord meddele den fuld-
stændige Falliterklæring, som han giver S. 251-

»Havde Hr. Kr. indskrænket sig til at udtale, at den Synonymi
og geografiske Udbred ning-, som jeg havde troet at kunne op-
stille for Liparis lineatus (Lep.), endnu ikke var tilstrækkelig doku-
menteret ved fyldestgjorende Bevisligheder, i dette Ords strængeste
Betydning , og derfor endnu for en Deel havde Charaktereu af en
Hypothese eller af en subjektiv Anskuelse, skulde jeg deri ikke
have været meget uenig med ham ; thi jeg har i det hele ikke til-
sigtet at bevise Noget definitivt med Hensyn til Liparis lineatus
i hiint Ords strængeste Betydning, men kun at vise, at en yis
Art rinieligviis havde en vis Udbredning, for saa vidt man kunde
slutte noget af de foreliggende Kjendsgjerninger , hvis ufuldstændige
og mangelfulde Beskaffenhed jeg ikke har undladt selv at fremhæve.«

Hvor aldeles forskjellig er nu ikke denne liitkenske Konfession
fra hans første apodiktiske Udtalelse, og hvor ganske retfærdiggjor
den ikke mine Paastande? Den lægger paa det Tydeligste for
Dagen, at jeg ved at charakterisere hans zoologiske Færd som
overfladisk og letfærdig ikke har været for nærgaaende mod ham.
Og hele Striden kunde egentlig siges herved at være bragt til Ende.

Jeg gaaer nu over til at omtale det i Dr. L.'s sidste Artikel
beskrevne og afbildede islandske Exemplar af en Liparis (S. 254 Ag-)-
Jeg holder det, efter omhyggelig Sammenligning, for rimeligt, at
henfore dette som et ungt Individ under Lip. tunicata, med
hvilken Art det har en betydelig Lighed , og som desuden allerede
forud vides at forekomme ved Islands Kyst. Det forstaaer sig, at
da Beskrivelsen er affattet efter et enkelt Exemplar, som tilmed
skjønnes at være blevet skaanet, for at kunne indtage sin Plads i
(Jniversitetsmuseet , saa ere adskillige Forhold forbigaaede i Be-
skrivelsen, og andre udtrykte med nogen Usikkerhed : ligesom ogsaa
maa mærkes , at Finnestraalernes Antal af Dr. L. angives temmelig
forskjelligt fra, hvad jeg har fundet hos L. tunicata, og Tand-
formen noget anderledes. En fuldkommen og sikker Overtydning
kan altsaa endnu ikke for Tiden herover opnaaes. Dr. L. vedbliver
vel endnu at ansee den islandske Fisk for identisk med min Lip.
lineata, men han betegner den imidlertid som var. major multi-
striata, og opgiver saaledes paa den ene Side sin tidligere Farve-
theori, medens han paa den anden Side dog vil holde paa dens
Mulighed. »Det var ogsaa muligt«, sig-er han, »at ligesom
dens Farvetegning billedligt kan opfattes som opstaaet ved en
Kløvning af Striberne hos var. minor paucistriata, saaledes

547

udviklede den sig- maaskee i Virkeligheden og<aa af dennes, altsom
Dyret blev ældre.« Urtheilen gelingt ihm miserabel. Hans billed-
lige Opfatning er mildest talt et forfloiet Indfald, og hans Gisning-
om Stribernes virkelige Udvikling med Alderen modsiges aldeles
ved en Sammenligning mellem disse hos det store islandske og det
lille, nedenfor omtalte Exemplar fra Hellebæk, som jeg har havt
Lejlighed til at undersoge.

I en længere Anmærkning til Beskrivelsen (S. 257) søger Dv. L.
at paavise, hvorledes man af et enkelt Exemplar kan slutte sig til
Tegningens »Genesis«: »ethvert Dyr har jo dog to Sider, og ved at
sammenligne dem kunde det da tænkes, at man fik noget ud.«
Upaatvivleligt ! Phantasmer vilde man altid kunne faae ud. Men,
naar Dr. L. vil filosofere, nærmer han sig saa paafaldende den
berømte shakespearske Charakteer Dogberry,1) at jeg anseer det
for overflodigt at folge ham. Dog vil jeg udskrive de sidste Linier
af Anmærkningen: »dette blot for at vise, at der kan sluttes
Noget ad denne Vei; et andet Sporgsmaal er, om dette Noget
derved bliver til en »uimodsigelig- Kjendsgjerning« , hvilket rigtignok
ingenlunde har været min Mening.« Men en Slutning, som ingen
uimodsigelig Kjendsgjerning indeholder, erkjender man vel i Logiken
neppe for en Slutning; jeg frygter for, at man vil betegne den som
en Feilslutning, en Paralogisme eller med lignende Navne. Dog,
naar Dr. L. er noisom nok til at tilfredsstilles med saadanne Resul-
tater, saa kon han upaatvivleligt paa sin Maade fortræffeligt naae dem.

Under et Ophold i Hellebæk i September Maaned 1862 gjorde
Hr. Dr. Philos. Fr. Meinert nogle Exkursioner for at fange Havdyr,
idet han vadede ud i Stranden og ved Hjælp af en lille Kætser
undersøgte Algerne. Foruden andre Dyr af forskjellige Klasser
indeholdt hans Fangst 8 Exemplarer af en lille Liparis , - ) hvilke
han alle ved sin Tilbagekomst til Kjobenhavn havde den Fore-
kommenhed at forære mig, vel opbevarede i Spiritus. At denne
Gave maatte være mig hoist kjærkommen, ikke blot fordi den ydede
en Oplysning til Kundskaben om vore Fiske i Almindelighed, men
ogsaa specielt gav Underretning om Farveforandringen hos en Li-
paris-Art, vil let indsees. Alle 8 Exemplarer hørte nemlig, efter
den nærmere Undersøgelse, til samme Art, men denne forelaae i tre
Farveforandringer. Den almindeligste viste som Grundfarve et lyst
Oliven, bestrøet med utallige særdeles fine (for det blotte Øie neppe

l) Jeg henviser dem, for hvem Sh.'s Dogberry ikke staaer i levende
Erindring, til Much Ado about Nothing. De ville maaskee ikke
fortryde at opfriske Mindet og anstille Sammenligning.

'-) Længden fra næsten 12'" til omtrent 20'". De fangedes i kort
Tid , og disse Smaafiske kunne altsaa ikke ansees for sjeldne
ved vore Kyster. Det gjælder kun at søge dem paa passende
Sted og Maade.

548

synlige) sorte Punkter; men desuden vare mangfoldige større morke
Pletter anbragte paa Hoved og Krop, dog især paa Ryg-, Gatbor-
og Haletinne. Dernæst havde nogle Exemplarer en hvid eller hvid-
guul Grundfarve, bestrøet med fine sorte Punkter, men ingen Pletter
paa Hoved og Krop, og faa paa Finnerne. Endelig staaer et
Exemplar (næsten lo'" langt) tilbage, som var stribet, Striberne
meget fine og talrige: 16 til 17 eller maaskee 18 lystrødgule, hvor
Fisken er bredest , og lige saa mange morke (disse sidste dannes
egentlig blot af sorte Punkter). Paa Hovedet og forrest paa Ryg-
fladen vare Striberne bugtede og buede ; ogsaa paa Siderne bagest
mod Halefinnen kunde Bugtning iagttages; en storre mork Plet, dog
med ubestemte Omrids, saaes ved Halefinnens Rod, talrige mindre,
men kun lidet tydelige Pletter danne en svag Marmorering paa
Hale-, Ryg- og Gatborfinne.

Arten, hvorunder di^se Farveforandringer samtlige hore, er
Liparis Montagui. Efter en med Omhu gjennemført Undersøgelse
af Exeniplarernes ydre Former, har jeg ogsaa randsaget det Indre,
og til den Ende skeletteret et Exemplar.1) Foruden at Skelettering,
eller dog i alt Fald Borttagelse af Hud og Muskler langs hele
Fiskens ene Side. er ab.-olut nødvendig for at komme til Kundskab
om Hvirvlernes Tal. der ikke er uden Vigtighed ved Diagnoseringen.
saa kunne hos disse smaa blode Fiske, uden en saadan forud-
o-aaende Fremgangsmaade , ikke Finnernes Straaler tælles med til-
strækkelig Sikkerhed , og endnu mindre Forholdet mellem Tallet af
leddede Straaler og Pig^traalerne fastsættes. Ligeledes er for den
nøiagtige Under*ogel-e af Tænderne Skelettering nødvendig, eller
endnu bedre, at man adskiller Mellemkjæben og Underkjæben fra
Hovedet, renser dem for Hud og Sliim og torrer dem. hvorefter den
mikroskopiske Undersøgelse bliver lige saa let som sikker. Uet er
støttet til en saadan Fremgangsmaade, at jeg med Overtydning hen-
fører disse Fiske til L. Montagui, da jeg i alt Væsentligt har
fundet fuldkommen Overeensstemmelse eller enkelte smaa Afvigelser
af ingen Vigtighed.-) Heraf folger nu altsaa forst, at Farven, som

') De øvrige syv Exemplarer ere opstillede i det Kongl. natur-
historiske Museums Fi.>ke5amling, og da denne tidligere allerede
besad et Exemplar, som jeg har taget i Trondhjemsfjorden, to
(Han og Hun) , som jeg har fanget i Omegnen af Stavanger,
og et fra Sveriges Vestkyst (foruden et fra Grønland i den
særegne Afdeling for de grønlandske Fiske) : saa savnes nu
idetmindste ikke Grundlaget for en Suite af denne Art til
Sammenligning.

-) Af >aadanne har jeg egentlig kun at bemærke, at Rygfinnen
holdt 28 Straaler (}|) istedetfor 29 (||) eller 30 (}f), og at
Gat borfinnen med 24 Straaler, som jeg ogsaa tidligere har
fundet, viste Forholdet 725.

549

omskiftelig-, maa gaae ud af Diagnosen eller dog kun med de nød-
vendige Indskrænkninger kan beholdes. Dernæst holder jeg det for
særdeles rimeligt at den stribede Liparis, som Dr. L. har
fundet ved Hellebæk og senere i et Exemplar i Middelfart Sund,
vil falde sammen med L. Montagui. Da jeg fremdeles anseer
denne sidste Art som meget vel adskilt fra den Art , jeg har be-
osevnet L. lineata, ' ) finder jeg ogsaa herved min Mening, at min
L. lineata er forskjellig fra Dr. L.'s danske Liparis , ligesom fra
hans islandske, kun yderligere bekræftet, og at der altsaa gives
flere Arter af Slægten Liparis , som kunne vise en stribet Tegning.
For Dr. L. er dette sidste endnu stedse utænkeligt , og han anseer
det (S. 258) som den eneste Maade til at komme »ud af denne
Labyrinth af stribede Liparider«, at slaae dem sammen til een Art.
Men Dr. L. veed dog til Exempel, at der gives flere Arter stribede
Æsler , og at de ikke hidtil have afstedkommet nogen Labyrinth i
Zoologien. Jeg tænker derfor ogsaa , at man uden Fare kan ad-
mittere flere stribede Liparis'er. naar Sagen fordrer det.

lovrigt ere Dr. L.'s videnskabelige Principer saa aldeles mod-
satte mine, og efter min Mening saa fordærvelige, at det vil være
os umuligt at opnaae nogen Overeenskomst. saalænge han fastholder
disse. For at lægge dette klart for Læserens Oine , nodes jeg til
ordret at udskrive Dr. L.'s egen Udvikling. »Jeg skal indrømme«,
siger han S. 250, »at jeg kunde udtrykt mig med storre For-
sigtighed og Tilbageholdenhed angaaende de formeentlige Resultater
af min Undersogelse , der ifolge Sagens Natur ikke kunde være
udtommende , og paa kroyer.sk Viis forskandset mig- bagved en
Mængde Reservationer; jeg tilstaaer fremdeles, at denne Fremgangs-
maade er den klogeste , naar man har med Folk som Hr. Kr. at
bestille'-). Om den derimod i andre Henseender er den rigtigste.
er et andet Sporgsmaal. Hvor bekvem den nemlig end kan være
for Forfatteren, er den ofte til stor Ulempe og Fortred for Viden-
skaben, fordi denne er bedre tjent med approximative og provisoriske
Resultater end med slet ingen, i) og fordi de Kjendsgjerninger. som
den skal benytte , ved hun Fremgangsmaade indhylles i et Slor af
Usikkerhed og sondersplittes ved en Hær af Sporgsmaalstegn, hvilke
jeg i den Slags Tilfælde maa betragte som saameget overflødigere,

1 ) Jeg indskrænker mig til at henvise til Diagnoserne i forrige
Hefte.

-) Macte virtute esto. Steenstrup & Reiifhardt.

3) Approximativt og provisorisk er i Betydning egentlig modsat
Resultat, og et approximativt og provisorisk Resultat altsaa
strengt taget contradictio in adjecto. Dr. L.'s ovenstaaende
Princip kunde altsaa paa Dansk gjengives : Videnskaben er
bedre tjent med ingen Resultater end med slet ingen.

550

som Enhver jo maa skrive og arbeide under den Forudsætning, at
hans formeentlige Resultater og Udviklinger benyttes med den samme
Varsomhed og Kritik , hvormed han selv anseer sig forpligtet til at
benytte sine Forgængeres Arbeider. « ' )

Man seer, at Dr. L. horer til audax Japeti genus, for at
jeg atter skal laane et Par Ord af min gamle Skolekammerat
Horats. Han dadler mig haardt, fordi jeg udtrykker mig med For-
sigtighed og Tilbageholdenhed, hvor endnu intet fuldstændigt Beviis
er tilvejebragt; fordi jeg hylder den Grundsætning, at Intet bor
indrommes Plads i en exakt Videnskab, som ikke bærer Exakthedens
Stempel; fordi jeg er overtydet om, at intet mere tjener til at
fremme, sikkre og befæste Videnskab, end et bestandigt aabent og
opmærksomt Øie for ethvert lille Led , som savnes i Kjæden , for
enhver, om end nok saa ubetydelig Paastand, der mangler fast Fod-
fæste , og som Følge af denne Overtydning pligtmæssigt udtaler
Tvivl , saa ofte jeg finder noget tvivlsomt. Dr. L. mener derimod,
at Zoologen ikke er forpligtet til at soge det Sande, men kan lade
sig noie med hvad der omtrent synes ham sandsynligt; at han
gjerne kan fremsætte som sandt og sikkert, hvad der kun er
approximativt og provisorisk, og saa overlade til Læserens Kritik
og Varsomhed at udfinde det virkelige Forhold ; at det er til stor
Fortred og Ulempe for Videnskaben at betegne det Tvivlsomme som
tvivlsomt, fordi man derved sætter sig ud af Stand til at benytte
det til Opbyggelsen af nye Hypotheser: Grundsætninger, der efter
min Overbeviisning ere hoist hensigtsmæssige til at nedbryde, men
ikke til at opbygge en Videnskab. At Dr. L.'s Tænkning ogsaa
her af og til snubler over sine egne Been , og at han indvikler sig
i Dogberryismer , er alt ovenfor paapeget.

Endnu skal jeg kun tillade mig at meddele et lille Citat af
Or. L. , hans Udgangs-Replik (S. 265), i hvilken han naturligviis
bar stræbt at nedlægge et Maximum af Kraft og Vid. Man hore:

»Det vil forhaabentlig nu være temmelig klart, af hvad Be-
skaffenhed den Krøyerske Polemik er; imidlertid vil det vistnok være
Hr. Kr. en meget let Sag at replicere med saa mange Artikler,
som det skal være, af lige saa grundigt Indhold som den her om-
talte Kritik i »Naturhistorisk Tidskrifts« 3 Række, og jeg betvivler
ikke, at han jo nok fremdeles der vil kunne finde Plads for en saa
værdig og saa vel anbragt Polemik,'-) der i al Fald har den nega-

') Naar altsaa Dr. L. benytter sine Forgængeres Arbeider uden
Varsomhed og Kritik, gjor han det under den Forudsætning,
at hans Læsere ville bruge den samme Varsomhed og Kritik.

2) Ligesom Hunden bider i Stenen, seer man Dr. L. her gjore
et Bid i Naturh. Tidsskr. , vistnok til sine Patroners høie Til-
fredshed.

551

tive Fortjeneste at vise Adepterne i Videnskaben,1) Hvordan man
ikke skal kritisere. Skulde Hr. Kr. have Lyst til at fortsætte
Forestillingen, — og Hr. Kr. maa tilgive, -) ,at jeg i hans hele Op-
træden ved denne Lejlighed kun kan see en for »et æret zoologisk
Publikum« beregnet Komedie, — betvivler jeg imidlertid meget, at
jeg kan have den Fornoielse oftere at deeltage i den;3) jeg har
bedre Ting at tage mig for og »Videnskabelige Meddelelser« bedre
Brug for sine Spalter4) end til Gjendrivelser af Krøyerske For-
vanskninger og Spidsfindigheder.« 5)

E si goufia, c si vanta, e insuperbisce.

Dr. L. synes, forunderligt nok, at være betagen af den Illusion,
at man kunde finde det et behageligt Arbeide at polemisere mod
ham. Jeg har stundom i forskjellige Egne af denne vor bedste
Verden været saa uheldig, at træffe et Værtshuus , hvor jeg har
seet mig nodt til en hoist væmmelig Polemik mod Væsener, hen-
horende til Slægten Ciniex Lin., og jeg gjor denne Tilstaaelse uden
Frygt for, at Nogen skulde mistænke mig for, at jeg sogte saa-
danne Steder, fordi jeg fandt Velbehag i denne Polemik. Saaledes
forholder det sig netop med min Polemik mod Dr. L. : jeg er ganske
uformodentlig kommen ind i den, den er mig væmmelig, men jeg
har troet mig tvungen til den. Det kan altsaa ikke bcdrove mig,
naar Dr. L. aabner den Udsigt, at hans Polemik er tilende, og jeg
er idetmindste enig med ham i det Punkt, at han »har bedre Ting
at tage sig for«. Thi først synes Naturen virkelig ikke at have
bestemt ham for denne Retning, og have hans Patroner bibragt
ham Forestillingen om, at hans Talent laae denne Vei , hvad hans
selvbehagelige Tillidsfuldhed kunde lade formode, saa have de upaa-
tvivleligt sendt ham paa Vildspor. Dernæst seer jeg hyppigt af
Aviserne, at Dr. L. har en god lille Forretning paa Hjornet af
Literaturens Læderstræde med flikkede og oppudsede Zoologica , og
denne Forretning bor han vistnok ikke forsomme for at tabe sig i

!) Hi-. Dr. philos. Liitken maa undskylde, men ved Adept forstaaes
den som er indviet i en Videnskab og altsaa ingen Anviisning
behover; hvad han vistnok ikke forgjæves vilde have sogt Op-
lysning om i Dictionairerne, saaledes som om Billingsgate.

2) Ja gjerne! Geneer Dem slet ikke, Dr. L.

3) Det ærede zoologiske Publikum behover vist ikke at fortvivle
over denne Dr. L.*s Udtalelse. Jeg har de bedste Forhaabninger
om, at han endnu en Gang, efter sine hoie Velynderes Op-
fordring, vil optræde i samme Rolle, ja endog som Deklamations-
nummer vil foredrage udvalgte Partier af Dogberry.

4) Det vecd jeg dog ikke. Redactionen har jo fundet Dr. L.'s
Polemik meget passende for Spalterne.

5) Macte virtute esto. Stp. & Rhrdt.

552

en ufrugtbar Polemik. Kunde han endelig spare lidt Tid fra
Publikums Underviisning , da burde han upaatvivleligt helst anvende
den paa sin egen; vor Literatur har adskillige nyttige Bøger, som
han ikke synes mig tilstrækkeligt fortrolig med , saasom Bastholms
Filosofi for Ulærde, Dolz"s korte Tænkelære, oversat af Rahbek o. s. v.
Dog — ad umbilicum jam pervenimus.

Nu vender jeg til Slutning tilbage til de Hrr. Redacteurer.
Situationen er ganske homerisk: Athene- Steenstrup og Here-Reinhardt
springe frem hver paa sin Side af deres Yndlingshelt Dogberry-
Liitken og holde Skjoldene foran ham, som nu bag dette Værn
freidigt udskyder sine Pile. Men Sagen berører mig saa alvorligt,
at jeg er nødt til at betragte den fra en mere prosaisk Side.
Begge Herrerne holde Forelæsninger for den studerende Undgom og
maae vistnok antages at øve en vægtig Indflydelse paa deres Di-
sciples Anskuelser. Men det kan ikke være mig ligegyldigt, at de
fremvoxende Zoologer antage det Stempel for gyldigt, som disse
Herrer have villet paatrykke mig. Endvidere gives der en Mængde
brave Folk, som, uden at være Naturhistorikere, holde Oie med Be-
vægelserne i Naturvidenskaberne, saa godt som i Literaturens andre
Fag. Naar disse nu læse, hvorledes saadanne Mænd — par nobile
fratrum et Arcades ambo , begge Professorer og begge Zoologer —
have udtalt sig, ville de maaskee slutte: disse to Professorer ere
kyndige Dommere og tillige, som staaende udenfor Sagen, at ansee
for upartiske, og vi maae altsaa holde deres Udtalelse for begrundet.
Ogsaa disse Folk vilde det være mig behageligt at bibringe en
anden Anskuelse , og jeg maa derfor oplyse , at Redacteurerne,
langtfra at kunne betragtes som upartiske Dommere, tvertimod staae
i et Forhold til Dr. L. , der ganske gjor dem til Part. Hertil er
det tilstrækkeligt at erindre om , at disse tre Herrer have indgaaet
en zoologisk Arbeiderforening. Den ene Dag ere Prof. Steenstrup
og Dr. L. sammensmeltede som Siamese Twins ved Bearbeidelsen af
det aabne Havs Snyltekrebs ; den næste Dag ere Prof. Reinhardt
og Dr. L. in copula for at udklække brasilianske Padder eller
Fiirbeen; ja, skal blot en enkelt Fisk beskrives, slaae de sig to
sammen, hvad enten nu Prof. Stp. tager den hoire Side, Dr. L. den
venstre, eller maaskee Prof. Stp. Forenden, Dr. L. Bagenden, thi
Reglerne for Arbeidets Fordeling kjender jeg ikke. Det er ingen-
lunde min Mening her at sige noget i Disfaveur af Arbeiderforeninger,
hverken i Almindelighed, eller de zoologiske specialiter. Allerede fra
Barnsbeen er gjennem A-B-C-Versene:

den Halte seer, den Blinde gaaer,
Ted fælles Hjælp de Byen naaer,

mit Oie blevet aabnet for saadanne Forbindelsers Hensigtsmæssighed,
og denne Anskuelse kunde, om det behovedes, laane yderligere Be-
kræftelse hos Sangernes Formand, Homer:

dvutpspTn S'dpeTt) m/ti dvSpav, v.ai uaXa Xvyp&v.

553

Men jeg haaber man vil finde det klart, at i nærværende Sag
Medlemmerne af Arbeiderforeningen. ifølge deres inderlige Forbindelse,
ikke kunne optræde som Vidner for hverandre. Den. der berorer
Dr. L. paa en ikke beronnnende Maade . lian angriber eo ipso de
fælles Fabrikater, og svækker disses Kredit, og alle Fabrik-Med-
lemmerne styrte naturligviis frem. som Indbyo-gerne af en Vesperede.
til fælles Forsvar. De Hrr. Redacteurer ere altsaa næsten tvungne
til at forskandse Dr. L. bag Formlen hos Persius :

— — hic — reto quisquam faxit oletum.
- — — Pueril saoer est locus, extra
Mejite.

Havde jeg, da jeg besvarede Dr. L.'s forste Angreb, havt
disse Forhold ret levende for mig, vilde jeg maaskee — gammel
og syg som jeg er . og som en Folge deraf noget feig — have
foretrukket Tavshed og paa mig selv anvendt en anden Linie af

Persius :

per me equidem sint orania protinus alba.

Men, da jeg nu engang er i Flykken. holder jeg Hovedet <na
høit, jeg kan. og tilraaber til Afsked Modstanderne med den ho-
meriske Hektor:

ur n nev nv-re tratooq atpavpov srsioirnfe,

ns yvvaixog, t ovx oiSs rroÅeiifjia spya

n \ rao eyav sv olSa ua%ag.

TILLÆG TIL
DANMARKS HARPALINER

VED UDGIVEREN

Anisodactylus. S. 157.

III. Tibiæ anticæ apice emarginatæ, angulo exteriore obtuse
acuminato , spinulis fossoriis paucis: calcare terminali
tricuspide. Pronotum angulis posticis edentulis. Elytra
interstitio tertio puncto impressa.

Mas: Femora antica dentata. Tibiæ anticæ basi pro-
funde sinuatæ.

4. ANISODACTYLUS PSEUDOÆNEUS.
Dejean, Spec. Gén. des Coléopt. IV. 137. 3.

Broncesort, ovcnpaa broncegrcm; Antennernes Skaft og Palpernes
Spl'/ser bruunrøde. Antennerne en halv Gang længere en Forryggen.
Forryggen bredest over Midten, en Trediedeel bredere end lang.
Dækvingerne een og en Trediedeel Gang længere end Forryggen, ikke
fuldt en halv Gang saa lange som bilede: Siderne hos Hannen næsten
rette, hos Hunnen svagt buede: fiinthaarede langs med Siderandene
og paa Spidsen. 5 — 5^ Lin.

Den minder i sin Bygning mest om A. binotatus, men
er fladere og bredere og opnaaer i det Hele en betydeligere
Størrelse. Den ydre Halvdeel af begge Palpepars Endeled
bruunrod; Antennerne sortebrune, lysere mod Enden; Skaftet
bruunrødt, ovenpaa med en smallere eller bredere, mørke-
bruun, utydeligt begrændset Længdelinie, der stundom ud-
breder sig saaledes, at den indtager hele Oversiden. Isse,
Forryg og Dækvinger sædvanlig ret glimrende metalgronne,

555

ofte med iblandet Kobberglauds, stundom mørkt og ureent
kobberbrune, metallisk sortegronne, sorteblaae eller bronce-
sorte; Undersiden og Laarene sorte med broncegront Skjær;
Skinnebeeu og Fodder sortebrune, deres Torne og Borster
ligesom Sporerne og Kløerne rodbrune. Oversidens Skulptur
næsten ganske som hos A. binotatus. Forryggen af lige
Brede ved Rod og Spidse, Forranden indbuet, Forhj ornerne
noget fremspringende, fladt nedboiede, afrundede i Spidsen;
Siderne jevnt buede i deres bele Udstrækning; Baghjørnerne
stumpvinklede, afrundede; hele den bageste Trediedeel af
Forryggen bestroet med en Blanding af grovere og finere
Punkter, især i og omkring Rodgruberne, som ere store, flade,
tilrundede , utydeligt begrændsede , med et uregelmæssigt
Længdeindtryk i Bunden. Dækvingernes Striber hos Hannen
ofte temmelig dybe, hos Hunnen finere, hos begge Kjon
tydeligt punkterede; deu afbrudte Rodstribe af usædvanlig
Længde og skarpt Præg, i Spidsen hyppigt sammenlobende
med Sømstriben; Mellemrummene (Ribberne) næsten flade,
hos de dybtstribede Hanner temmelig hvælvede, hos Hannen
glindsende, hos Hunnen som sædvanligt mattere paa Grund
af den tættere og dybere Netridsning. Behaaringen paa Dæk-
vingernes Spidse naaer ikke saa langt fremad som hos A. bino-
tatus, og medens den hos sidstnævnte Art udstrækker sig
ligeligt over alle Ribberne ind mod Sommen, indtager den
hos A. pseudoæneus af de indre Ribber kun den anden og
fjerde. Hele Undersiden er temmelig tæt og ujevnt punkteret,
især langsad Midten; og da hvert Punkt bærer en graabruun
Borste, bliver Undersiden temmelig tæt behaaret, især paa
For- og Mellembrystets Spidse og paa Hofterne; ogsaa
Laarenes Underside bærer en Mængde Vandrebørster. Benene
er kraftigere byggede end hos A. binotatus ; især ere Hannens
Laar betydeligt førere og desuden forsynede med en lille,
stump, men vel afsat Tand eller Knude paa Underfladen,
bagved den til Benets Optagelse indhulede Rende, henimod
Spidsen. Hannens Forskinnebeen have ved Roden, paa den
indvendige Side, en dyb, skarpt afsat Bugt, hvorved der
dannes en smal og krum Hals.

556

Af foranstaaende Fremstilling bliver det tydeligt, at denne
Art deels i en eiendommelig Combination samler, deels nærmere
udpræger og yderligere udfører en Række af Træk, som findes
spredte hos vore andre Arter. Medens den nemlig ved Mangel
af Tand paa Forryggens Baghjørner ligesom ved Undersidens
tættere Haarklædning nærmer sig til A. signatus') (eller min
anden Gruppe), slutter den sig dog i hele sin øvrige Bygning
og i Skulptur langt mere til A. binotatus (eller min første
Gruppe); og medens den paa den ene Side endog gaaer ud
over A. signatus ved sin stærke Metalfarve, der hos sidst-
nævnte Art netop kun antydedes, gjennemfører den paa den
anden Side visse Egenheder hos A. binotatus , navnlig i
Lemmernes Bygning, paa en langt skarpere Maade. Man
seer, at der ved disse især lægges an paa, at gjøre Dyret
mere skikket til at rode : Forbenene ere kraftigere, Forbryst-
stykket er af en tilsvarende betydeligere Brede, hvis største
Gjennemsnit falder længere tilbage, Endesporernes Sideflige
ere uddragne og skjærpede til Tandform, Bugfladens Vandre-
børster ere talrigere. I samme Retning gaaer Bestræbelsen
efter at sætte Hannen istand til at klemme sig fast med
Kraft under Parringen: hertil sigte For- og Mellembenenes
plumpere Bygning, især de muskelstærke Laar, den lille
Tand paa Forlaarenes Underfiade og den dybe Indskjæring i
Skinnebenenes Rod.

Om denne Karab vidstes, at den hører hjemme paa
Saltbund og har en spredt Forekomst paa Bredderne af for-
skjellige Saltsøer i det mellemste og det sydøstlige Europa,
fra den venstre Rhinbred indtil det sydlige Rusland; jeg har
selv samlet den i større Antal ved Neusiedlersøen, i den
vestlige Deel af Ungarn. En ældre Angivelse, hvorefter afdøde
Prof. Erichson skulde have fundet den paa den pommerske
Kyst, synes man i Tydskland i nyere Tid at betragte med
nogen Mistillid. Imidlertid er den nu opdaget paa Sjælland
af Hr. Joh. Boye, som har meddeelt mig en stor Mængde

') S. 157 er Længden af denne Art ved en Trykfeil angivet til
8 istedetfor til 6 Linier.

557

Exemplarer tilligemed Oplysninger om dens Forekomst og
Levemaade. Han fandt allerede i forrige Efteraar nogle
Stykker paa Strandbredden ved Veilobugten og har i inde-
værende Foraar samlet den ved Korsør, deels under Stene
ved en Saltsump i Nærheden af Banegaarden, men især og i
stort Antal paa en Sylteng ved Noret. Han traf den fortrins-
viis ved Roden af Saltplanterne, nemlig ved at oprykke og
afryste disse, og i de efterladte Huller i Sylten. Efterat han
paa denne Maade havde ryddet et Stykke af Engen, traf han
den næste Dag mange ved Randen af Saltvandet, under Tang
og forraadoede Plantedele, stundom staaende heelt ude i
Vandet. Kun en eneste Gang saaes et Exemplar løbende
aabenlyst i en halvtør Grøft.

Meget nær beslægtet med denne Art er A. virens Dej.
1. c. 135. 2, som forekommer ved Europas vestlige og sydlige
Kyster. Den besidder de samme, ovenfor udpegede væsentlige
Charakterer, men er noget slankere ; Forryggens Brede over-
træffer kun Længden med en Fjerdedeel, Baghjørnerne ere
bredere afrundede, og Punkturen paa Forryggens bageste Deel
er svagere mellem Rodgruberne; Dækvingernes Striber ere
noget dybere , især forholdsviis dybere hos Hunnerne , og
Punkturen i Stribernes Bund utydelig. Harpalus poeciloides
Stephens 111. of Brit. Entomol. Mand. I. 155. 39. pi. 8. f. 5.
antages af de engelske Faunister for at være samme Art,
medens A. pseudoæneus ikke vides at forekomme i England,
løvrigt trænger det ikke til nøiere Udvikling, hvormeget Fore-
komsten af sidstnævnte Art i Danmark yderligere bekræfter
de S. 192 fremsatte Anskuelser om vor Faunas sydvestlige
Ckarakteer.

Diachromus germanus.

Ogsaa paa Sjælland. Hr. Joh. Boye har nemlig fundet
den under Mos ved Foden af Graner i en lille Plantage
(Kostræde), en halv Fjerdingvei fra Stranden vedVeilø; men
den synes ogsaa der at holde sig sjelden, idet Hr. Boye's
jevnlige Eftersøgninger paa dette Sted i Løbet af halvandet
Aar kun have bragt fire Exemplarer for Dagen. Dyrene viste
sig skye og meget hurtige.

558

Harpalus distinguendus.
Ved de mange Undersøgelser, Hr. Consul E. Benzon
senere bar foretaget paa Bøtø Sand, er det lykkedes ham at
tilveiebringe endnu en lille Række, som ogsaa indbefatter
Hannen. Denne sidste er broncegrøn, men uden den Klarhed,
som udmærker de mellem- og især de sydeuropæiske Hanner;
Hunnerne ere alle mørkt broncebrune eller broncesorte.

Harpalus seriepunctatus.
I Jylland flere Exemplarer paa de skovklædte Bakker
ved Boller (fundne af Hr. Otto G. Jensen i Horsens). Et
enkelt Stykke i Grib Skov (fundet af Hr. Løvendal). En
Række al 80 Stykker i Rosenfeldt Skov paa Knudshoved;
de fleste under vissent Løv i Selskab med H. fulvipes, paa
temmelig høi, noget sandet Bund, enkelte i en udtørret leret
Groft, hvor de krøbe opad Siderne (meddeelt af Hr. Joh. Boye).

Tab J

Tab //

T,ib !1£

6 \

. r Maa. Trtersfrt

foturA r,.LA-r XJLlS-

.r.V.,.jn l&erM*

.V,ato-i Tulstlr J I 1 l

Ss/krA JU.sir i 2 / 3

XuiurA Kitfil Jjf j /j

T.,& SS

JilW Tulrskr 3 Jt 1 B

jYafiir/i JT./jrJtr JJt./B.

4i°

I /

«fc.

*,. s

j^.

H-Jiay/h del

M KJ

>-4\

.-'

> {
j (

*»

■

pLFonlænder Steffens- Kaart over NarsSalik lisiiordm

rf/f

Jiu((<jji<1x

/is

(nnncirt <,; Inil.li I af (Iwnlander /*'•' Møllen

ha cut over firordeuuf
udvisende lndlanelek formodede
Vandaflob under J sen etter dets on =
iirulditftFlode r.

r mil ni il uf.-

£B> dl et af de største Flodgehedtø;
g B. en af de s/o/y//; Heweb lumerwU
Gie Udi fiv. naa Malvaernt dl er O? ene.

(h-aorie/ oo (n/kitt af Cuvnlander Zeus Mollet

BINDING SECT. Af R 2 5 1966

\l,

University of Toronto
Bioiogkai Library

& Medicai

Scrlal*

DO NOT

REMOVE

THE

CARD

FROM

THIS

POCKET

Acrae Library Card Pocket
LOWE-MART1N CO. LIMITED

iililBS I

IH ■ i il m

ISiHiWlttllS HHiBl

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Texts

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Naturhistorisk Tidsskrift"

See other formats